ET JULEEVENTYR. Afsnit X.

(Red.: Kontraktbrud af Fortæller.)

JUUUUL

SOLDAT JENS

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hov; dér var juleeventyret lige ved at blive fortrængt og forglemt.
Denne fortæller er vist ikke egnet til eventyr. En eventyr-fortæller skal jo lukke af for virkeligheden, uanset hvilken, og ikke lade sig forstyrre. Af julens igen rekord-store mængde “trak & trace”, “Black Fridays”, og desperate sidste-øjebliks-klikken rundt på nettet-gaveindkøb. Var det 12 eller 15 milliarder vi danskere bruger på at udveksle julegaver dette år? Når hvert år er en rekord, krise-snak eller ej, og d.24.’s gaveoppakning mange steder er blevet en slags ‘Sorteper’, hvor der med falkeblikke bliver holdt øje med og udregnet i kontanter HVEM der mon har givet UNDER det år for år stigende beløb pr person, reguleret af familie-tilhørsforhold, med viden om eventuelle rabatter og hukommelsesransagning om muligt genbrug eller en billigere udgave af link’et i ønskelisten-i-skyen, og ER det ikke en parallelimport-version eller ligefrem sidste års model?…
Juleeventyret er lige på stand-by; ordre-numre i mail-indboksen skal sorteres og GLS-pakkenumre noteres, mens fortælleren sidder med den følelse de fleste fortrænger med “Det ER så rart at give!” og “Jamen de små SKAL jo have, for deres venner…” og den slags aldeles velment og ærligt fra hjertet kommende, og som bekvemt dækker tanken om hvad bare én milliard ekstra til enten danske trængende eller udenlandske ditto kunne udvirke af julemirakler og færre anatal døde, bare lige i juledagene… Men dén slags er pladderhumanisme! Gælder det danskere, så er det forlængst slået fast at man ER sin egen ulykkes smed; og for velfærdens skyld og lykkelandets bevarelse, ja så er der altså bare forskel på folk. Det mener flertallet, ganske demokratisk med åbne kort, og selv eventyr må vige for den nødvendige forskel der får hjulene i samfundet til at køre. Hurtigere og hurtigere; konkurrencen er hård! Kommer man i klemme, så har vi jo verdens bedste velfærdssystem. Bare spørg enhver, dog helst flertallet med en indkomst over gennemsnittet og en smilende bank-rådgiver. Verdens bedste velfærdssystem, dén myte holder nok et tiår mere. Og når det gælder udlandet… Der skal da skæres i det vi stadig kalder ulands-bistanden! Hvorfor? Fordi vi selvfølgelig ikke har råd BÅDE til flygtninge OG at hjælpe de ulande, der egentlig er basis for vores velfærd, men dét er en anden historie, og en vi helst ikke regner med , helst ikke tænker på som ægte historie; meget langt fra noget eventyrligt og julehyggen. At alle ikke-hvide ikke-vesterlændinge så er potentielle fjender på grund af nogle idiotisk stupide terrorister, og en religiøs bevægelse der er lige så grusom som kristendommens værste uhyrligheder gennem historien, -nej forresten, dén sammenligning er ikke politisk korrekt. Det er, lidt pudsigt emnet taget i betragtning, en underafdeling af den foragtede pladderhumanisme: Islam er en grusom religion, alle former for kristendom repræsenterer de retfærdige demokratiske værdier. Basta! Religionshistorie tilpasses aktuelt trussels-billede, der næsten retfærdiggør civile tab ved drone-angreb. Eller et lidt forvirrende fjende-billede, med Sharia-lovstyrede Saudi-Arabien som allieret, og diktatoren Assad som kolera frem for pest, og Kurdere som tapre krigere samtidig med at PKK er på FN’s liste over terror-organisationer og NATO-Tyrkiet, der forresten er 98% muslimsk, deler deres bombninger lige mellem Kurdere og IS, og så Rusland, der har deres egne mål, og i forbifarten rammer et par skoler og hospitaler. Heldigt at vore F-16-fly er som hjemvendte Jens: Ufejlbarlige og et retfærdigt forsvar for Danmark, tusinde kilometer væk. Og 1001 nats eventyr bør brændes offentligt, og Aladdin betragtes som dæknavn for en terrorist!
Uha, hvor kom fortælleren dog på afveje… Det er jo eventyret om den ældste søn Jens, der lige når hjem til jul, efter i årevis at have kæmpet i en krig, og uden den stakkels familie har vidst noget om hans skæbne. Med visse historiske fejl og sammenblandinger af tider, ligegyldigt i netop et eventyr, træder Jens ind i det lille hyggelige hjem, lige ved aftenens begyndelse og med billedsmuk nysne, til den arketypiske jævne families overraskelse og en gudgiven dyb glæde. Gud er i det hele taget meget med inde i billedet og i eventyret, (modsat en del andre eventyr), for det er et af disse opbyggelige eventyr, med en vægtning af værdier der trods alt ville være for tydelig, skåret ud i pap eller kraftigt photoshop-bearbejdet, hvis det ikke var for sløringen med sneen, Jens’ lange vandring, familiens naturlige glæde og taknemmelighed, den folkeligt traditionelle gode julemad, julepynten og kravlenisserne, og selve juletræet der stråler overdådigt i den lavloftede kaminopvarmede stue. Og det ER både ganske vist og helt eventyrligt, for ellers ville dén med juletræ og pynt være betænkeligt nær endnu en faktuel historisk fejl, medmindre Jens vendte hjem fra 1.Verdenskrig som Danmark holdt sig pænt uden for, eller det lille jævne hjem på landet i virkeligheden var et højere borgerskabshjem i København, men dén går ikke: Eventyret kræver de landlige omgivelser, så lyset kan ses stråle ud på den faldende sne fra markvejens sidste bugtning, og familien skal være det man idag vil kalde fra den lavere middelstand; ikke rige men gode ærlige arbejdssomme samfundsstøtter.
Fortælleren, febril og forstyrret, sidder fast i eventyr-sporet; som i et hak i en gammeldags vinyl-plade, eller som en cd-afspiller der er gået i stykker, og kun udspytter sære tilfældige lyde, og skærer “White Christmas”-cd’en grundigt op til noget groft støv, der absolut intet har med hvid jul at gøre.
Jens og eventyret kommer ikke meget videre, højst et sekund eller to. Familien i det stereotype genbrugte lille hus på landet, nu dækket med et lag plasticsne, drysset ud i håndfulde fra en scenetekniker der bare tænker på at komme hjem, altså i virkeligheden; en snekanon er der ikke engang råd til i dette efterhånden halvmugne eventyr, der kun flytter sig en millimeter eller to på den ellers fast definerede tidslinje:
Familien ser op på den pjaltede og lasede trætte Jens, der så både forudsigeligt og overraskende står i den lille stue, (fortælleren fanler allerede med synsvinklen), med våde øjne og en gensynsglæde der har ligget parat i hjerterne, i form af et håb om et mirakel; et håb fodret i årevis med daglige bønner, men svingende som krigen udviklede sig, og uhyggelige rygter om rædslerne nåede helt til det lille hus og familien. Godt nok er fortælleren på glatis, eller træder vande; frost er en by i Rusland, (som Perm, bare for at tage et eksempel, der tilfældigvis hed Molotov fra 1940-57; en pudsig cocktail, og nu går fortælleren vist under for 3. gang, endda i en parantes, måske ganske passende, og der er ingen 4. gang, så både eventyr og fortæller synker langsomt til bunds, omgivet af havfruer og Nemo og Pixar/Disney-figurer; et andet eventyr; men med kommerciel success, og de sidste bobler fra fortælleren stiger op til overfladen.)
Brister med et lille sidste ‘plop’ af eventyr: Jens og hele familien samles i én stor omfavnelse, selv den lille ny på kun 3 måneder hopper, ja nærmest stagediver, ind i klumpen af lykke, såmænd også lænkehunden og katten og hønsene og køerne er med; en kugle af eventyrlig kærlighed eksploderer til en ny lysende stjerne på nattehimlen: Den leder alles øjne til sig; er svaret på enhver bøn, og stråler så vidunderligt, stærkest lige d.24. december, så den også er det trofaste stjerneskud selv en fårekylling kan se. For alle jer. Plus en glædelig jul på engelsk, med gode danske undertekster.

Red.: / Efterskrift:
1.: Det er vist usandsynligt, at Jens og eventyret kommer videre. Sproglige og syntaktiske fejl ej heller rettet, det anses for ligegyldigt, og en korrektur kan næppe betale sig. Fortælleren ligger på dybt vand, til de flestes tilfredshed, og har nok erkendt at eventyr er en genre der kræver en komplet anden type fortæller. Og adgang til den begrænsede men vigtige række af modeller og skabeloner, foruden et eventyr ikke kan være.
2.: Retfærdigvis, med åbenlyse fejl og mangler, og uhørte afveje, skal det da nævnes at Jens trods alt nåede hjem. Efter mange års dels uvished i familien, dels grusomhed i krigen, (blot antydet af hensyn til målgruppe, censur, og politisk neutralitet…), OG som i alle lignende eventyr: Præcis d.24.december; hjem-til-jul-punktet altså overholdt. En forenet lykkelig familie; julens kerne!
3.: NB!: Fortællerens irrelevante og politisk farvede vrangforestillinger er IKKE på nogen måde et udtryk for eventyrets meninger og holdninger!

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: