ET JULEEVENTYR. Spøgelsesafsnit # 1

IMG_0661

Hovsa!:
Det er absolut dinglende i det nederste af falderebet; lige med det yderste af neglene på julelemmen. De sidste timer af hellig højtid, før et nyt år rydder scenen med heksehyl og hovedkuls håb om nye chancer; gamle fiaskoer forlades og synder selvforlades, om Gud nu ikke vil, -endnu engang.
Juletidens opstød af flæskesteg og kirsebærsovs, presses tilbage og indkapsles i mousserende vins bobler, blandingen dækkes af serpentiner, sprut og selvsikre forsætter. Sund fornuft; det hele er ukendeligt når det brækkes op nytårsdag, og forsætterne ligger afskudt i rendestenen. Enkelte fusere får en chance til; selv om ingen den første morgen i et nyt år tør se et glimt af det gamle, specielt ikke de sidste timer: Man går da ikke tilbage til nytårsnedtællingens sorte hul: Uvisse jubeludfald i den til lejligheden halverede hukommelse heldigt dækket af fyrværkeri, legitim tåbelig skryden, nytårsløjer og nytårssløj, så drukkollaps er et logisk “thumbs up” for et bedre år eller endnu et godt.
Kvalme, hovedpine, black-out; Det nye år er budt velkommen.
To så store begivenheder på en uge; hvert eneste års klimaks:
Med nogle fromme juledage til ikke bare at undskylde, men ligefrem begrunde den ustabile blanding af opsparet råben, skrigen, larm, ballade plus måske lidt aggression, sammen med vanetænkningsstop og en række selv-hjælps-løfter.
Højtidsløfter, som man kun selv står til ansvar for, hvad enhver ved, og iøvrigt selv gemmer til næste nye år: En vittighed der ligger latent indbygget i nogle dybt seriøse ønsker. Trækkes som den knallert der er tilovers, og en værdiløs ligegyldighed af plastic falder til jorden sammen med en smule usikre grin; forsætter bliver som altid til noget der fortsætter. Det nye år, selv efter tømmermændene, har allerede fået det første knæk. Men sådan er det hvert år, så hva’… Desuden udvides de sorte huller hurtigt; nogle dage ind i januar er der kun en redigeret udgave med dåselatter, og “Dét var sgu sjovt!” og næste jul og nytår er på forunderlig vis allerede nærmere; dette er det nye år!
Hovedpine er kodeordet i dette ikke særligt eventyrlige eventyr. En hovedpine der kom langt før julehelligheden, ud af det blå eller grå, mere passende til årstiden. Nej; ikke ud af det naturlige grå. En hovedpine skabt af skærende skarpe LED-lyskæder, gavers ondsindede skrigen ‘udsolgt!’, nettets snærende grovmaskede sidste mulighed for et køb; tryk på trommehinder som en syl uden spids, en smerte der ikke gennemhulles trods forstærket menneskemassers højfrekvente hvinen, lavfrekvente brummen og et bredt mellemleje af plaprende stemmer, hver især med krampagtige stemmebånd næsten viklet om tungen der flagrer ukontrolleret som et ekstra slips eller tørklæde, en hovedpine der blev grundlagt for årtusinder siden, men har ventet tålmodigt: Rette tid, rette sted, og ikke mindst rette person.
Jens… Jens? Nåja! Den sneprydede søn, uventet hjemvendt fra krigen; den lille familie i det lille hus hvor vejen slog en bugt, med det ventende lys, næsten som en ledestjerne, opdelt i flere kvadrater, fra ægte gammeldags vinduer, lige så ægte som dem med thermoglas og tyverisikre sprosser og lakering med 5 års garanti man kan købe idag. Klumpen af ærlig kærlig gudsfrygtig genforening; eventyrlig lykke som den kun findes i virkeligheden ganske få gange i et liv. Men dét er et andet eventyr; endda mange, en uoverskuelig mængde oveni julens.
Jens og juleklumpen af familieglæde bidrager også til hovedpinen, dét er ikke logisk… Eventyret om Jens pakkes skånsomt sammen; gemmes til næste jul som al anden pynt. Forsigtigt, dels fordi man nu engang omhyggeligt passer på eventyr, dels fordi hver bevægelse får den tunge metalkugle i det ømme betændte hulrum til at trille eller endda hoppe lidt rundt, og den indvendige beklædning er af gummi eller spændstig springmadras; den massefyldte metalkugle skal blot sættes i bevægelse, og straks flintrer den rundt som i en lukket trampolin, og hver berøring er en hjerneblødning, nej, som et bundt nerveender der mases til hvid smerte i en skruetvinge. Men alt på et millisekund; hvor tung kuglen end er, så boltrer den sig som et sindssygt lyn i en polstret celle, zapper rundt mod alle flader og kroge, og ruller hurtigere og hårdere drevet af inerti alle veje rundt; cellen er hverken kube eller rund, formen afgøres af tyngdekraft, kuglens metal efterlader glødende striber der bliver til et tæt spind, og fræser sig dybere og dybere, så hurtigt at man ikke kan se det. Men den véd hvad den gør, og det kan mærkes.
Det minder en smule om det med partiklen der også er en bølge; en bevægelse. Og om at noget ikke kan iagtttages, uden at det påvirker hvad det end er. Det er godtnok noget der vist ikke kan omsættes til de menneskelige love og Newton gælder stadig, men i kvantestørrelse… Og enhver der kender det mindste til det mindste, bogstaveligt, kan ikke undlade at forestille sig kvantemekanik som erstatning eller, endnu en sær blanding, smeltet sammen med almindelig naturlov. Der er også nogle der leder efter ‘Guds partikel’, og så finder de den, og så er det måske alligevel ikke den, og nu vi er i dét område, er der også den enorme mængde usynligt stof, om det er antistof eller ‘mørkt’ eller hvad det kaldes: Hvis det hele skal hænge sammen og give mening, ja så er det der. Afhængig af hvem der beregner, endda i større mængde end det mennesket går rundt og synes er virkelighed. Og til at tage og føle på.
Eller at mærke, som den hovedpine der river verden til strimler af lametta; med en glimten der nærmer sig lysets hastighed, og så sker der jo noget med tiden. Der strækkes eller krymper eller bøjer sig til spiraler; hvordan det end er, så den hjernekvasende hovedpine enten bliver en næsten uendelig smerte hvert sekund, eller smerten koncentreres til ulidelighed, igen og igen, i accelerende tempo mens dagene bliver strakt ud til…
Jul og nytår; men med hvert elektriske stød fra den lynende kugle, bliver dagene, hvert døgn, også nedtællingen først til jul, så til den hastigt følgende modvægt, nytårsaften, ja hver time tilhører den hyggelige juletid og det fornøjelige nytår en almindelig verden og virkelighed. Hovedpinen er et selvstændigt fænomen, uden sammenhæng med det, der ellers er hvert års største kombination af hellig fryd og herlig fest.
Hovedpinen, jul og nytår, kvantemekanik og -teori, fyrværkeri og gavebånd, det usynlige der holder sammen på universet, alt det forskellige menneskelige i bedste mening, tid og tider der skal komme og tid der er væk, forsætter og fortsættelser, ydmyge ønsker og overvældende gaver, alt, helt bogstaveligt og billedligt, det hele som hver enkelt ting eller hændelse eller bare ét ord for sig, adskilt i uendeligt mange dele, det hele i ét stort samlet hele, en forenet masse trods ekstreme forskelligheder, samlet med hjælp fra julens ånd og det nye års trods alt gammelkendte elementer, (Ikke ulig en glemt familieklump omkring en Jens), alt og intet samtidig, aldeles banal kliché men undtagelsesvis fungerende; men mest alt, inklusive intet og tomhed og den masse ingen ser; alt, og alt i alt;

Altså alt uden undtagelse…

Åbner op for spøgelserne: DÉT var på tide!
Og så meget der skulle til, hovedpine og kliché’er.
Spøgelserne venter, utålmodigt.

FORTSÆTTES.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: