Arkiv

Monthly Archives: februar 2016

( Prolog til senere kommende ‘Status’ / ‘2016-udmelding’ )

DANIEL (3)

Jeg ville skrive noget der ikke begyndte med jeg, det er nemlig dårlig stil. At starte med mig. Jeg. Om min stil er dårlig eller ej, er ret ligegyldigt. Jeg vil skrive om frygt. For fremtiden, for i morgen, for nu, men kan ikke. Af flere grunde.
Jeg er for bange til at være ærlig.
Og er ikke ærlig nok over for mig selv, til at kunne skrive om dét.
Endnu en løs ende, der flagrer nervøst. Tråde i frygtnettet.
Hvordan skal jeg skrive om isolation og ensomhed, uden at det bliver selvcentreret forkastelig bitterhed? Endda rettet mod ikke kun mig selv, men også andre. Hvordan? Det kan jeg ikke tillade mig. Ganske enkelt. Desuden er jeg bange for at støde flere endnu mere væk. Og væk, at være, er i forvejen en del af af frygten. At blive og forblive væk. At andre gør; at jeg forstår det. Det er både ydmygende og retfærdigt
Er min frygt virkelig så skræmmende frastødende?
Jeg føler en masse. Hvis jeg skrev hver enkelt følelse, ville også dét blive uretfærdigt, ufærdigt, fordømmende, urimeligt. Det ville kun medføre mere foragt. Og, endnu værre, mere ligegyldighed.
Jeg kan ikke engang skrive, at ensomhed og isolation er en stor del af min angst.
Det er jo selvforskyldt. Det er det blevet; og desuden, konstateret med harme, ikke engang sandt.
Jo, i det simple og logiske omfang, at kan du ikke være noget for andre, ja så kan de heller ikke være for mig.
Det er den slags min frygt lever af.
Ingen, heller ikke jeg, orker i længden at høre om sygdom og elendighed! Og den medfølgende frygt, der er personlig, privat; min frygt. Som jeg bør holde for mig selv!
Jeg forstår jo kun alt for godt, at min store grad af fravær kun virker frastødende.
Min frygt overtager mere og mere, fylder snart hele den virkelighed jeg kalder jeg.
Jeg kan tydeligt huske dengang jeg ikke var bange. Før frygten sivede ind, og fyldte tomrum jeg ikke engang vidste jeg havde. Dengang en bekymring var et problem. Der kunne forelægges, fortælles, diskuteres med andre. Og måske, endda sandsynligvis, løses i fællesskab, med andres villige hjælp.
Hjælp er nu noget af det sidste jeg tør bede om.
Tanken om, nej den viden, at selv det klareste råb om hjælp, blot vil blive et ekko og bekræfte min frygt, holder min mund lukket.
Det er så selvcentreret at være bange!
Min frygt er min. Venligst markér og indhegn!
Det er en håbløs umulig blanding. Altså jeg og frygt. Og den rene gift for mine omgivelser.
Jeg vil så gerne en hel masse.
Det kan jeg ikke.
Det bliver til en forgiftning af alt jeg rører ved, bogstaveligt og billedligt, hvordan det end hænger sammen. Men det gør det. Og det er min egen skyld, igen, min frygt er ikke andres!
Jeg er underlagt min frygt, og dén er så snedig og lumsk, at den skræmmer alt og alle væk.
Endnu længere ud af min samvittighed. Overhovedet at skrive dette, er egoistisk, selvoptaget, og iøvrigt hamrende ligegyldigt. Overflødigt under overfladen.
Ingen kan bruge det til noget.
Det giver højst en smule mere foragt og afstand. Og den i sig selv uhyggelige ligegyldighed.
Og at skrive dét…
Hvis det så blot var flot fiktion, renset for min private frygt, var det måske acceptabelt. Fiktion! Måske.
Det er for sent. Frygt er også en lugt, irriterende og irrelevant; gennemtræk med afsky, en grænse overtrådt.
Hvis jeg fortsætter dette, bliver mit pas inddraget.
Frygt skal kapsles ind og forsegles. Helst hapses før den bliver voksen. Alternativt bruges kreativt, med et visum og påfølgende desinficering.
Mistanke om personlig frygt er en mistanke om det værste.
Min frygt er altså det værste: Så afstandstagen, fravær og ligegyldighed er hvad jeg fortjener.
Præcis som min frygt fortæller mig.
Jeg kan ikke engang nå at trække mig tilbage dybt i min rædsel. Over hvad jeg har skrevet som jeg og om.
Jeg kan kun og kluntet, fortrydelsesdirrende deprimforgræmmet, samme gamle gennemskuelige omvej til en anden, skifte mit jeg til min fiktive ham af en fiktiv han. Men at puste liv i den han i det ham, er en opgave for for guder. Eller Guder. Eller uddannede hvide kitler med data-backup, frie journalnumre, og et helt væsen i ryggen.
Men de er trofaste over for mennesket. Guder, Guder, og kitler med rygdækning. Liv gives ikke bare sådan på glatte ansigter. Deres foragt for den egoistiske frygt er til at forstå. For enhver frygtløs, og alle dem der holder proppen på, sutten fast i munden, den mindste skræk kun et lettere opstød, den smule opkast svælges med et forfinet smil. Lugten og smagen af bræk er kun ubehagelig og til at forholde sig til. Sålænge der ikke er spor af smag og lugt af frygt.
Og rædslen glider altså gnidningsfrit med fra jeg til han. Frygt i 3.person ental; besluttet demokratisk livløst. Én person er et ret lille mindretal, faktisk er det latterligt at en sådan overhovedet gør opmærksom på sig selv.
Nu er han latterlig.
Hvad kan han ellers blive til? Næppe nogen større nytte. Livløs og med den ækle frygt som fundament, dét giver ikke mange muligheder. Konsensus siger også, at han mere er til af navn end af gavn. Fiktionen når ikke at udstyre ham med et navn; hans ham er muteret til en utålelig skal af skræk, der ikke overlader noget til fantasien. Tåbe!
Til overs og klar til afhentning, afbrænding bare for eksemplets skyld. Han er jo en skam for sin stand! Giver sine kollegaer et dårligt ry, og racen er endda uddøende. Altså stadig uden at have været levende, kun den pinlige frygt får hans fiktive hjerte til at flimre. Ja, med sin mugne halm en regulær skændsel:
Faldefærdigt fugleskræmsel. Stukket ned i jorden og bygget op omkring et par rådne brædder. Skræmmer hverken fugl eller fisk, og hatten klattet til af indtørret lort, endda en klump uglegylp, foruden slimede skæl uden glans, fisk kravlede engang på land, og dér stod skamstøtten over enhver skræmsel, hurtigt frasorteret evolutionen og fiskens udvikling til abe. Med kun ét formål for fugle og andre dyr: At minde dem om, hvilke dele af DNA og hvilken celledeling der kun fører tilbage til urgrøden; stanken af frygt omkring den lasede død er som en GPS der kraftigt advarer: Dén vej fører kun til regression, glemsel i frygtløse bølger der rejser sig truende…
Indtil oceaner mærker fugleskræmslets mangel:
Det skræmmer ikke en sjæl.
Det skræmmer heller ikke ikke-sjæle; dets mangel på at skræmme er og vil altid være en skændsel.
Hvor er der dog en smule stolthed? Hvor pokker er ryggraden blevet af? Mage til forskræmt og selvforagtende fugleskræmsel…
Nej, tårene på det opløste hoved er løgn; hvor der ikke er liv, er der ingen gråd. Og frygt er ikke liv. Blot en ulækker smag i munden, modsat små genslugte opstøds stolthed. Et par hik og dén lille forskrækkelse kvæles i mavesyre.
Skræmslet skræmmer kun sig selv. Nogle børn får lov at rive de sidste rustne søm ud; de voksne ser det latterlige kors blottet for udstoppelse og forklædning. Ser frygten nøgen, uden at den usle kujon har noget sted at flygte hen. Den stirres med modvilje ned i skam; ungerne leger langt ude over marken med laset hat og tidligere jakke, deres hujen og glade latter presser den skrækslagne frygt helt ned. Til den er nødt til at opløse sig selv, og gemme sig bag nærmeste neuron. Han/Jeg-rodet må frygten opgive i flugten. Hvis ikke det er en søgen, camoufleret som flugt. Noget usselt, småt og småligt selv. Han eller jeg.
Eller andet, der er småt nok til at dens rester kan være der. Væk fra fiktionen står jeg sammen med de andre med hænderne knuget i lommerne. Man burde sgu gøre noget ved sådan en… Sådan en… Sådan en! Imens bliver jeg mindre end en nervøs neuron, uopdaget, uafsløret.
Vrede og forargelse i flok er fremmende for udviklingen af det gode lykkelige samfund.
Jeg er en forræder. Mine hænder er ikke knyttede af harme, de er hvide af frygt og våde af skræk. Min frygt får de nærmeste til at snuse ind: Jeg kan lugtes. Som selv ikke bræk kan dække over.
Jeg var fugleskræmslet? Var jeg? Eller han?
Var jeg da bare dét.
Så var jeg ikke begyndt med jeg.
Og endt som mål for hoveder der begynder at vende sig mod mig.
Mistanker lyser ud af deres øjne.
Det ender ikke her. Kun fiktionen løb ud i vandet, ursuppen, der hvor fugleskræmsler opdager at de ikke kan dø.
Kun mærke den ulidelige frygt for det. At leve for at dø.
Fiktionen fordampede ud over brakmarken.
Lammet af skræk lod jeg et øjeblik som om jeg var menneskelig.
Sådan ender det aldrig, har aldrig gjort, ikke én eneste gang.
Min frygt er for stor en skam til at bære en slutning.
Min skam er uden slutning.
Fortæller min frygt mig. Igen og igen; en endeløs strøm.
Lidt gammelt hø flyder med strømmen mod det ukendte; mod forhåbentlig den oprindelige frygt. Slatne strå fra fugleskræmslet, endt i strømmen efter ungernes leg, når måske det sted hvor min frygt bunder.
Det er ligegyldigt. Jeg er. Og min frygt.
Dét skal passes. Ingen andre gør.
Og det gør de mere og mere.
Et strå fra et fugleskræmsel uden betydning er uden betydning; bare et skræmt og foragteligt strå på afveje. Synker før eller siden til bunds. Uden at drukne; men hvad er der dér?
Bundløst, siger min frygt med skadefryd.
Hvor ved den dét fra? Er det løgn? Min personlige, private…
Stop nu; mens frygten er god. Ækel og afskyelig.

%d bloggers like this: