Arkiv

Monthly Archives: juni 2016

IMG_0827

I mørke er alle katte grå. Er noget vrøvl. Men det kan være svært at se en sort kat krydse vejen. I mørke. Måske er dens skygge tydeligere? Sortere end sort? Så er spørgsmålet, om blot skyggen af en sort kat bringer uheld. Kun skyggen. Er det nok til, at man skal spytte over skulderen? Og forresten, er det højre eller venstre skulder? Samme side som noget med at smide med salt? Men endelig ikke på bordet! Det er 7 års ulykke. Hvis spejlet ser det. Og græder splinter. Det kan spejle nemlig. Men kun om natten; man kan høre det klirre glidende ned ad væggen, og så går man ikke med bare fødder på badeværelset. Om natten. Men det var noget med salt og katte. Jeg foretrækker peber. Sort peber! Og katte får mig til at nyse. Det gør peber nu også. Uheldsvanger kombination. Højre eller venstre skulder? I mørke er det hele lidt mere mystisk. Ligesom gamle film, rigtig gamle, hvor klipning mellem scener giver sort skærm. Længe nok til at man bemærker det. Måske så længe, at man bliver lidt urolig. Eller bare tænker, at det da var et underligt sted at slutte… Indtil næste scene kaster lys over sagen, og man kan læne sig tilbage igen, og ryste lidt på hovedet over gammeldags film. Eller sin egen dumhed; man vidste jo at filmen var fra engang i midten af 1900-tallet. Dér var rigtig meget mørke, selvfølgelig ikke så meget som i dette kulsorte årtusind, men måske derfor der var noget der hed Cinema Noir. Ligesom Middelalderen altid betegnes som en mørk tid. Det var selvfølgelig også før elektricitet og film. Senere kom vist en oplysningsperiode, men den lysning falmede hurtigt. Nedblænding. Katte var der masser af. Det er som om de altid har været der, men det er måske overtro? Sorte, grå, og hvide. I sne er hvide katte væk. Hårde isvintre kan man gå fra et land til et andet. Direkte på vand. Den stiplede linie der markerer grænsen, er presset ned under den tykke is. Så spærer de ikke for noget, grænserne, men isen kan være spejlglat, man kan tage et forsigtigt skridt, glide afsted med blafrende arme, ende med at ramle mod et bjerg der stikker op, måske et helt andet kontinent. Der er nok også katte. Nogle steder er isen gennemsigtig, klar, som et vindue under fødderne, lige til at se igennem. Så er det ikke kun på film, at en død person stirrer op fra under isen. Og virkelig stirrer! Væmmeligt. Svært at lege den der leg, med hvem der først blinker… Men det kan kun lade sig gøre, hvis isen er meget tynd. Alt for tynd, så hvis man ser en person under isen, kan man lige så godt være forberedt på selv at brase igennem. Med en lyd som et spejl der knases under bare fødder. Så kan der hurtigt blive to sæt øjne der stirrer op. Og kommer der så en tredje, ja så skal det da være en kat! For ikke at skvatte igennem også. Sådan noget vand er cirka nul grader, omkring ingenting, plus/minus, og hvis det er vand med salt, er det endnu mere koldt. Før det er is. Men det hjælper ikke meget. Man fryser! Ryster næsten i stykker. Måske er det ligefrem en fordel. Måske er det mindre ubehageligt at fryse ihjel end at drukne. Hvem ved? Bare man ikke gør begge dele. Så skal man godt nok være uheldig. Det sker vist kun hvis en hel flok sorte katte har krydset vejen, uden at man har set det. I mørket om natten, eller hvide på en blændende sneflade, der næsten er is eller et spejl. Hvis det bringer ulykke? Det er måske omvendt; at det så er rene snehvide lykkebringere? Så er isen aldrig for tynd. Og alle ville holde hvide katte, og flytte til et klima med evig sne. Det er der på toppen af meget høje bjerge, men der er til gengæld ikke så meget luft. Eller rettere, alt for meget luft så den bliver helt udvandet, og næsten uden ilt. Dét kan blive et problem. Det er ikke som at drukne, men lidt i samme afdeling. Der kan man forresten også fryse ihjel. Men uden at blive våd. Mon det så er som i gamle dages miner, hvor en pipfugl skvattede ned fra sin pind, før minearbejderne blev slatne og udhvæsede? Altså at en hvid kat kvæles af tynd luft før personen? Hvem ved den slags? Det synes nu også lidt mærkeligt; at blive kvalt af tynd luft. Man skulle da tro at tyk luft var langt mere kvælende. Det kan være at det ikke er så vigtigt. Og dog, alligevel. Alt der har med liv og død at gøre, det plejer at være yderst vigtigt. Liv og død handler det hele om, selv om det kan være lidt kedeligt. Liv og død, jo, men det er vel ikke det hele? Det er det så, indrømmet, på en måde, men der er andre måder. Katte bestemmer selv over deres liv. De er deres egen herre. M/k, selvfølgelig. Herrer, må det være, i flertal. Der er uden tvivl mere end en enkelt kat. Hvor mange der præcis er, er vanskeligt at afgøre. Der er jo det med deres 7 liv. Så selvom et helt kuld killinger druknes til døde, -ja hvad forresten ellers når man drukner? Druknes til live? Dumt. Det kan man jo ikke, selv ikke de sorteste katte. Killinger i en sæk, uha, en sådan klump i halsen-dødsscene… Men hvis de så har den praktiske og lidt misundelsesværdige 7-livs-evne helt fra de er killinger? Hvorfor så overhovedet slå hul på isen, og smide katte i, hvis de er levende når de stirrer tilbage? Selvom de har en del liv tilovers, må de da blive ret fornærmede og ligefrem vrede! Kradse og hvæse. Kløerne strittende, ridsende mod undersiden af isen, hvinende lyd som en glasskærer på spejl. Så er det forståeligt, at de går endnu mere deres egen vej. Våde og kolde. Om natten kan man selvfølgelig ikke se dem kigge bebrejdende op, men til gengæld kan det være svært at finde ud af hvad der er vej og hvad der er vand. Mørket sletter alle spor, er også noget vrøvl. Man kan ikke se en hånd for sig. Kun hvis den har en lysende hvid handske på. Oplyst vinken og viften og stritten med fingre efterlader ingen spor på nogen veje, måske er det bare en slags luftspejling. Kan luft spejles, hvis den er kvælende tynd? Heller ikke det er vigtigt, selv om det er liv og død og det hele. Og spejle ser konsekvent en anden vej, eller ligger som glødende kolde splinter på gulvet, lidt som kattes kløer der river op i huden under fødderne. Ad hvilken vej skal man så gå? Er der overhovedet veje tilbage, der ikke ender på en høj bjergtop, eller smadrer lige ind i en lodret klippevæg, eller ude på alt for dybt vand, eller noget helt andet heller ike for smart? Man kan prøve at følge en kat, men de har jo deres private lukkede veje, og dé er ikke sikre for mennesker. Krydsende katte, og saltet for ikke at ise til… Måske man må opgive at være menneske. Men det var vel ikke meningen? Så hellere drukne killinger i sækkevis. Nej, det er umenneskeligt, og så er man lige vidt. Ikke lige hvid og uskyldsren, men lige langt. Hvilket er samme sted. Hvis sorte katte havde hvide handsker på deres poter, kunne man se dem. Et mylder af sorte kattes poter der krydser frem og tilbage. Man får så travlt med at spytte over skulderen, at man ingen vegne kommer. Igen. Mange gange. Så kan man lige så godt lægge sig ind under isen og stirre videre. Hvis det er nat, nytter det bare heller ikke. Om så isen er nok så tynd og gennemsigtig. Man kan kun se mørke. Hvis man altså ser mørke? Måske er mørke opfundet for at der skal være noget man ikke kan se. Katte ser bedre i mørke end mennesker. Mon katte ser mennesker krydse deres vej? Er det en forklaring? På hvad mon? Det er ikke godt at vide. Det er det virkelig ikke. Og man skal som bekendt ikke forlange for meget; kun meget lidt af det hele. Ellers mister man nemt sporet. Bliver afsporet, som en der nyder at drukne killinger. Det er slet ikke det samme som en vej; fyldt med kattes øjne i tynd luft og hvide vinkende hænder under isen. Man kan drukne eller fryse ihjel. Eller glide på isen og brække en pote. Eller komme i en sæk, og så må man hurtigt låne et liv af en af de andre, mennesker har stadig kun ét. Man må låne sig frem. Hele vejen. Til det hele. Så falder afdragene. Så skræmmende at livet knap kan betale sig. Ikke bare skylder man mere end syv liv væk, der er også gebyr på liv, 3 ekstra oveni før man får set sig om, og et nyt hver uge… Det er ikke helt retfærdigt. At skylde langt flere liv væk, end man har fået. Man kan blive så hvidglødende at det sortner. Og man ønsker så inderligt, at man havde en sød lille killing spindende i favnen. At det var så simpelt og synligt. Hvis bare det var simpelt, var det synligt. Eller også er det omvendt. Hvad der er op og ned, er svært at afgøre i mørke. Næsten umuligt i sort vand. Er vand sort? Det er da ikke hvidt. Og helt håbløst hvis man også spræller i en tilsnøret sæk. Gennem natten kan man svagt, ganske svagt, næsten ikke, høre. En blød lyd af noget der banker på isen. Nedefra. Sålænge dén distraherende dumpe monotone lyd er der, bliver det ikke lyst. Aldrig. Det lyder gennem det hele, svagt men konstant, som når pulsen dunker mod trommehinden, hvis man stadig lever. Så er der kun den forvirrede famlen. En forvirret famlen efter en lyd. Det er det hele. Simpelt. Måske.

Reklamer

VIRKELIGHEDEN

Det er vel ikke underligt at han er træt. Pakket ind i glæde, stille men stor jubel over det nye. Eller genfundne. Måske genvundne? Overvældende er det. Og så meget større end søvntrangen, at han lyser natten op.
At have set lyset, det er ikke nyt. At være det, at kunne bære det, er den store omvæltning.
Han tror knap nok på det. Så meget en vane at skulle overbevise sig selv om hvad som helst, er han skeptisk. Hvis det er, er det jo et mirakel, og ikke et mindre beskedent af slagsen, men i nærheden af det guddommelige. Han tror ikke på mirakler, det gør det ikke lettere at tro.
Han kan ikke tænke lige, tankerne er ufærdige sætninger og fraser der kører som kaotiske lysaviser, ord glimter frem, væltende over hinanden, skifter hurtigere og hurtigere, til et flimmer af bogstaver, der mister deres betydning, bliver til mærkelige tegn han ikke kan genkende. Men han er lykkelig. Er det ikke det han er? Lykkelig? Han prøver at trænge gennem både de nye lag af frisk træthed og den gamle fastgroede klæbende udmattelse. Stopper op et sted og betragter forskellen. Han havde virkelig glemt, hvordan det er at blive træt. Ved at foretage sig noget, ved at være aktiv. Han ser med væmmelse på den grimme klump af passiv udmattelse. Den der har kapslet de sidste mange år ind som dødt cellevæv.
Han har overlevet på trods, og ved at manøvrere sig gennem hvert minut af alle dagene, i et forløb der aldrig blev andet end små begyndelser. Hver eneste dag.
Hvor har det dog været et helvede. Det er vel tæt på definitionen af helvede. En uendelig række begyndelser, uden bare én eneste slutning.
Koldstart som kronisk tilstand.
Nej, det er ikke lige til at finde ud af. At leve ikke som om han kan, men virkelig kan. At kunne! Så simpelt banalt udsagn. Så rigtigt, så øjeblikkeligt genoplivende.
Han kan grine, højt, ud i rummet, ikke hysterisk, blot åbent, befriet, så trætheden slår revner, krakelerer, bliver til støv i solens første stråler. Så er det jo morgen. Det bliver tidligt lyst, midt på sommeren. Egentlig er det nat, men solen er ligeglad, den står da op hvis den vil. En udmærket sammenligning. Han rejser sig også, over en snæver livløs horisont, strålende. Solen har vel vænnet sig til det, har haft nogle millioner år til at øve sig. Den tænker nok ikke over det. Det er det fantastiske, det gør han heller ikke. Han skal ikke tænke sig frem. Og det sker alligevel.
Tiden der bare går, men så forskelligt. Gå væk, forsvinde, så han bliver efterladt. Meningsløst. Gå med ham, tage ham med, eller omvendt. Meningsfrit.
Hvis han var religiøs, ville han takke guder. Han gør det alligevel, der er fyldt godt op med taknemmelighed, han takker verden for at have ventet. Det har den selvfølgelig ikke, det gør verden aldrig. Måske lige denne ene undtagelse. Han kan da hoppe af og på i farten, ganske som han ønsker, uden at hoppe, uden videre. Underlig fornemmelse.
Det vrimler med underlige fornemmelser. Popper pludseligt op, overraskende. Glider sindigt frem, selvfølgeligheder. Underlige, fordi de er, helt naturligt, som selvfølge.
Det er en rodekasse af modsætninger og vrøvl, men det må godt være sådan, det er en næsten voldsom ivrig oprydning, en hvirvel af gamle mugne rester, vindstød med rådne dage langt over sidste salgsdato. Det falder jo på plads, bliver ikke hængende i hjørner og kroge som før, som dårlig samvittighed og dummebøder til ham selv.
Han kigger på sine hænder. Slut med at klaske sig selv den ene lussing efter den anden. Nu skal andre kinder vende den anden til. Han kan slå. Endnu en opdagelse. Ikke hårdt måske, men så kan han lære det. Nok til at de kan lære det. Hvem er de? Det vil findes ud af; det vil vise sig. Han kan lære. Endnu en ny ting. Et vandfald af nyt, det første berusende brusebad.
Det bliver ved. Nu er morgenen blevet væk, men han er ikke. Som han ellers plejer. Plejer er død! Som man sagde da plejer var barn.
Han strækker sin trætte krop, armene op igennem loftet, fødderne på gulvet så det knager, hænderne rører ved nogle skyer, puffer dem forsigtigt væk, himlen skal være skyfri i dag, hvis nogen.
Og dét er ikke spor mærkeligt. At han er stor, højere end bygningen, breder sig ud over verden, ser småskyerne tumle småfornærmede bort, han vender blikket mod den forbandede linje der skal gøre det ud for en horisont, griber om den, bøjer den midt over. Samler enderne, bøjer igen og igen, til det er som en pakke spaghetti. Der med fryd knaser i hans næve, der endda er en lille tynd hånd. Hvor er det let! Det er for pokker bare en leg!
Så indlysende, men ikke i den gråzone, det ugæstfrie grænseland, han har været i til nu. Været i, påstået sig levende. Fiktivt eksisteret. Rollerne er byttet om. Hvis noget er fiktivt, er det eksistensen. Han er blevet født, og skal engang dø. Om så i morgen eller om 50 år. Lige dér, mellem fødsel og død, er han. Meget, meget mere. Før, det “før”, der fuldt fortjent er ved at blive opslugt af et altædende gigantisk imploderende hul; før var han ved at blive født. Punktum. Ved at blive født som konstant proces, som livsmåde, jeg fødes, og det bliver jeg ved med i al evighed. Mareridt, ond cirkel, endelig sprængt.
Der er for meget. Han bliver mere træt. Og jubler mere. Han bliver træt for at kunne blive frisk. Dén lille ting, at kunne blive frisk, taget for givet af de fleste, er en gave. Han har fået eller fundet igen. Det er direkte pinligt, så banalt er det. Han er flintrende ligeglad: Han har fået sit liv. Enten igen eller på ny. Det glæder han sig meget til at finde ud af. Han glæder sig også bare, vildt meget. Til alt og intet.
For kort tid siden var alt intet. Nu er intet alt, og lidt til. Altid kan der være mere. Der er bare altid mere. Nu. Hvis han ikke vidste bedre, kunne han tro at han var ved at blive sindssyg. Han trækker på skuldrene. Og ham der har været så bange for at blive det, tosset, skør, sindssyg… Tåbeligt! Han er kernesund, uanset hvor sindssyg han er.
Ja, det er næsten kun selvmodsigelser og vrøvl. Men det er sandheder, vaskeægte, universelle, uimodsigelige. Så længe han synes. Han tænker på nogle personer han kender. De er jo sindssyge. Det går op for ham, så han bliver helt forbløffet. Selv i hans stinkende boble burde han da have opdaget det? Men det er ganske logisk. Hans kroniske angst for at ikke at være, sådan rigtigt, som han mente han burde, troede han skulle, har smittet af på hans syn. Han har set andre gennem samme filter, et uigennemtrængeligt morads af formildende omstændigheder og undskyldninger for sig og dem selv. Han griner igen, der bliver grinet en del nu, og ikke kun sammen med andre. Ham der, en bekendt, engang… Jamen, I Guder! Han er jo en slatten vatpik af et menneske. Et råddent æg der endda skal behandles som et ømfindtligt foster. Og hende… Det er næsten synd, så plaget af idioti og dumhed, uden at kunne se det selv, tværtimod, typisk, det evige offer der ikke kan gøre for det, og suger medlidenhed til sig, grådigt, til alt er tomt… Og ham… ham… hende, ham, hende, de to, dem der, og ja dem, og… Mere og mere mærkværdighed. Eller måske værdighed? Det er også ret nyt. Men så mange, hver med deres mere eller mindre ynkelige defekter. Mere eller mindre mennesker. Før var han tvunget til at acceptere, respektere. Nu, og det er det pudsige, er han fri til at acceptere, respektere. Og det gør han så. Også det. Han kan jo, så hvorfor ikke?
Som alting dog vendes op og ned, rystes og slynges rundt, med ham alle mulige og umulige steder på samme tid. Svimlende, himlende, hvis han ikke var så træt, ville han lægge sig ned, ikke hoppe rundt med alle sanser strittende, prikkende hul på den ene tid efter den anden. Han falder nok til ro, senere, og hvis ikke, ja så er det sådan.
Han er ikke helt dum, trods årenes selvpåtvungne selvfordummelse, kan se sig selv som nøjagtig lige så ynkværdig som nogle af dem han kun lige kan respektere og acceptere. Og så er det klaret. Så er dén ynk væk, et par sidste små klynk, og endnu en banal kendsgerning. Han er som de er, hvad han er. Så let er dét. Meget er så let. Og slet ikke slæbende tungt, ubærligt, uhåndterligt. Til at håndtere ja, helt anderledes det komplicerede fortænkte kontrolsystem, med nødvendig konstant justering, han kun lige netop har skilt sig af med.
Han kunne også tænke, sige, at han har fået skiftet sin brugergrænseflade. At et umanerligt tungt og fjendtligt styresystem er blevet erstattet af et intuitivt, så meget at han ikke behøver at betjene noget, ikke taste kommandoer for at styre. Han forestiller sig bare hvor han vil hen, og så er han der. Simpelt. Så modsat de tidskrævende udregninger af både kurs, mål, og transportmiddel, han tidligere skulle bruge. For at bevæge sig bare en millimeter. Eller for ikke at bevæge sig. For hvad som helst og ingen ting. Ikke underligt at han var så udmattet. Eller var det fordi han var så udmattet? Det er vist ligegyldigt nu.
Ja.
Ja, tænkte, sagde han, det er ligegyldigt. Samtidig er intet ligegyldigt, alt har gyldighed. Hvis han vil. Der er snart ikke mere at tænke. Der er heller ikke brug for så mange tanker. Dem har han fået slidt godt og grundigt på de seneste år. De trænger til at hvile sig, de tanker. Ligesom han gør, men ikke rigtig gider.
Det er rart at være træt.
Dét er et mirakel. Nu virker det helt absurd. At han i så lang tid har frygtet søvnen og natten. Fordi han vidste at han ville vågne. Han strækker sig igen, denne gang gennem sig selv, helt tilbage til tidlig barndom. Den kan han røre så nemt så det ville have været løgn. Ville have været løgn, det er det ikke mere.
Han finder sig selv en anden sommerdag, et halvt århundrede tidligere, et rart sted, under samme himmel som nu, han er ved at tegne, udenfor på noget græs, streger og farver bliver til former, til mennesker og ting, verden udvider sig, horisonten begynder så småt at nærme sig, men det er for tidligt at kigge op, han tager forsigtigt hånden og tegner med. Måske mærker han det, men det er jo bare ham selv, så de tegner videre, under solen, fylder mere og mere af papiret, men der er langt til kanten, længere end til den horisont der alligevel bare kan bøjes, de tegner.
Hen mod aften falder han så i søvn. Ikke fordi han er udmattet, det har bare været en lang dag, med så meget nyt. Og tegningen ligger på bordet, klar til at blive fortsat. Eller ikke, det bestemmer han selv. Han kan gøre hvad han vil.
Det er vist understreget og gentaget rigeligt. Men for ham er det så ufatteligt, så ren fryd, at det godt må blive understreget og gentaget. Helt til han rigtig fatter det. Hvis det er meningen. Hvis der er nogen.
Og det fortsætter. Fordi det kan. Ikke fordi det skal.
Det gør det så.

%d bloggers like this: