Mellemspil / Virkeligheds-tjek…

VIRKELIGHEDEN

Det er vel ikke underligt at han er træt. Pakket ind i glæde, stille men stor jubel over det nye. Eller genfundne. Måske genvundne? Overvældende er det. Og så meget større end søvntrangen, at han lyser natten op.
At have set lyset, det er ikke nyt. At være det, at kunne bære det, er den store omvæltning.
Han tror knap nok på det. Så meget en vane at skulle overbevise sig selv om hvad som helst, er han skeptisk. Hvis det er, er det jo et mirakel, og ikke et mindre beskedent af slagsen, men i nærheden af det guddommelige. Han tror ikke på mirakler, det gør det ikke lettere at tro.
Han kan ikke tænke lige, tankerne er ufærdige sætninger og fraser der kører som kaotiske lysaviser, ord glimter frem, væltende over hinanden, skifter hurtigere og hurtigere, til et flimmer af bogstaver, der mister deres betydning, bliver til mærkelige tegn han ikke kan genkende. Men han er lykkelig. Er det ikke det han er? Lykkelig? Han prøver at trænge gennem både de nye lag af frisk træthed og den gamle fastgroede klæbende udmattelse. Stopper op et sted og betragter forskellen. Han havde virkelig glemt, hvordan det er at blive træt. Ved at foretage sig noget, ved at være aktiv. Han ser med væmmelse på den grimme klump af passiv udmattelse. Den der har kapslet de sidste mange år ind som dødt cellevæv.
Han har overlevet på trods, og ved at manøvrere sig gennem hvert minut af alle dagene, i et forløb der aldrig blev andet end små begyndelser. Hver eneste dag.
Hvor har det dog været et helvede. Det er vel tæt på definitionen af helvede. En uendelig række begyndelser, uden bare én eneste slutning.
Koldstart som kronisk tilstand.
Nej, det er ikke lige til at finde ud af. At leve ikke som om han kan, men virkelig kan. At kunne! Så simpelt banalt udsagn. Så rigtigt, så øjeblikkeligt genoplivende.
Han kan grine, højt, ud i rummet, ikke hysterisk, blot åbent, befriet, så trætheden slår revner, krakelerer, bliver til støv i solens første stråler. Så er det jo morgen. Det bliver tidligt lyst, midt på sommeren. Egentlig er det nat, men solen er ligeglad, den står da op hvis den vil. En udmærket sammenligning. Han rejser sig også, over en snæver livløs horisont, strålende. Solen har vel vænnet sig til det, har haft nogle millioner år til at øve sig. Den tænker nok ikke over det. Det er det fantastiske, det gør han heller ikke. Han skal ikke tænke sig frem. Og det sker alligevel.
Tiden der bare går, men så forskelligt. Gå væk, forsvinde, så han bliver efterladt. Meningsløst. Gå med ham, tage ham med, eller omvendt. Meningsfrit.
Hvis han var religiøs, ville han takke guder. Han gør det alligevel, der er fyldt godt op med taknemmelighed, han takker verden for at have ventet. Det har den selvfølgelig ikke, det gør verden aldrig. Måske lige denne ene undtagelse. Han kan da hoppe af og på i farten, ganske som han ønsker, uden at hoppe, uden videre. Underlig fornemmelse.
Det vrimler med underlige fornemmelser. Popper pludseligt op, overraskende. Glider sindigt frem, selvfølgeligheder. Underlige, fordi de er, helt naturligt, som selvfølge.
Det er en rodekasse af modsætninger og vrøvl, men det må godt være sådan, det er en næsten voldsom ivrig oprydning, en hvirvel af gamle mugne rester, vindstød med rådne dage langt over sidste salgsdato. Det falder jo på plads, bliver ikke hængende i hjørner og kroge som før, som dårlig samvittighed og dummebøder til ham selv.
Han kigger på sine hænder. Slut med at klaske sig selv den ene lussing efter den anden. Nu skal andre kinder vende den anden til. Han kan slå. Endnu en opdagelse. Ikke hårdt måske, men så kan han lære det. Nok til at de kan lære det. Hvem er de? Det vil findes ud af; det vil vise sig. Han kan lære. Endnu en ny ting. Et vandfald af nyt, det første berusende brusebad.
Det bliver ved. Nu er morgenen blevet væk, men han er ikke. Som han ellers plejer. Plejer er død! Som man sagde da plejer var barn.
Han strækker sin trætte krop, armene op igennem loftet, fødderne på gulvet så det knager, hænderne rører ved nogle skyer, puffer dem forsigtigt væk, himlen skal være skyfri i dag, hvis nogen.
Og dét er ikke spor mærkeligt. At han er stor, højere end bygningen, breder sig ud over verden, ser småskyerne tumle småfornærmede bort, han vender blikket mod den forbandede linje der skal gøre det ud for en horisont, griber om den, bøjer den midt over. Samler enderne, bøjer igen og igen, til det er som en pakke spaghetti. Der med fryd knaser i hans næve, der endda er en lille tynd hånd. Hvor er det let! Det er for pokker bare en leg!
Så indlysende, men ikke i den gråzone, det ugæstfrie grænseland, han har været i til nu. Været i, påstået sig levende. Fiktivt eksisteret. Rollerne er byttet om. Hvis noget er fiktivt, er det eksistensen. Han er blevet født, og skal engang dø. Om så i morgen eller om 50 år. Lige dér, mellem fødsel og død, er han. Meget, meget mere. Før, det “før”, der fuldt fortjent er ved at blive opslugt af et altædende gigantisk imploderende hul; før var han ved at blive født. Punktum. Ved at blive født som konstant proces, som livsmåde, jeg fødes, og det bliver jeg ved med i al evighed. Mareridt, ond cirkel, endelig sprængt.
Der er for meget. Han bliver mere træt. Og jubler mere. Han bliver træt for at kunne blive frisk. Dén lille ting, at kunne blive frisk, taget for givet af de fleste, er en gave. Han har fået eller fundet igen. Det er direkte pinligt, så banalt er det. Han er flintrende ligeglad: Han har fået sit liv. Enten igen eller på ny. Det glæder han sig meget til at finde ud af. Han glæder sig også bare, vildt meget. Til alt og intet.
For kort tid siden var alt intet. Nu er intet alt, og lidt til. Altid kan der være mere. Der er bare altid mere. Nu. Hvis han ikke vidste bedre, kunne han tro at han var ved at blive sindssyg. Han trækker på skuldrene. Og ham der har været så bange for at blive det, tosset, skør, sindssyg… Tåbeligt! Han er kernesund, uanset hvor sindssyg han er.
Ja, det er næsten kun selvmodsigelser og vrøvl. Men det er sandheder, vaskeægte, universelle, uimodsigelige. Så længe han synes. Han tænker på nogle personer han kender. De er jo sindssyge. Det går op for ham, så han bliver helt forbløffet. Selv i hans stinkende boble burde han da have opdaget det? Men det er ganske logisk. Hans kroniske angst for at ikke at være, sådan rigtigt, som han mente han burde, troede han skulle, har smittet af på hans syn. Han har set andre gennem samme filter, et uigennemtrængeligt morads af formildende omstændigheder og undskyldninger for sig og dem selv. Han griner igen, der bliver grinet en del nu, og ikke kun sammen med andre. Ham der, en bekendt, engang… Jamen, I Guder! Han er jo en slatten vatpik af et menneske. Et råddent æg der endda skal behandles som et ømfindtligt foster. Og hende… Det er næsten synd, så plaget af idioti og dumhed, uden at kunne se det selv, tværtimod, typisk, det evige offer der ikke kan gøre for det, og suger medlidenhed til sig, grådigt, til alt er tomt… Og ham… ham… hende, ham, hende, de to, dem der, og ja dem, og… Mere og mere mærkværdighed. Eller måske værdighed? Det er også ret nyt. Men så mange, hver med deres mere eller mindre ynkelige defekter. Mere eller mindre mennesker. Før var han tvunget til at acceptere, respektere. Nu, og det er det pudsige, er han fri til at acceptere, respektere. Og det gør han så. Også det. Han kan jo, så hvorfor ikke?
Som alting dog vendes op og ned, rystes og slynges rundt, med ham alle mulige og umulige steder på samme tid. Svimlende, himlende, hvis han ikke var så træt, ville han lægge sig ned, ikke hoppe rundt med alle sanser strittende, prikkende hul på den ene tid efter den anden. Han falder nok til ro, senere, og hvis ikke, ja så er det sådan.
Han er ikke helt dum, trods årenes selvpåtvungne selvfordummelse, kan se sig selv som nøjagtig lige så ynkværdig som nogle af dem han kun lige kan respektere og acceptere. Og så er det klaret. Så er dén ynk væk, et par sidste små klynk, og endnu en banal kendsgerning. Han er som de er, hvad han er. Så let er dét. Meget er så let. Og slet ikke slæbende tungt, ubærligt, uhåndterligt. Til at håndtere ja, helt anderledes det komplicerede fortænkte kontrolsystem, med nødvendig konstant justering, han kun lige netop har skilt sig af med.
Han kunne også tænke, sige, at han har fået skiftet sin brugergrænseflade. At et umanerligt tungt og fjendtligt styresystem er blevet erstattet af et intuitivt, så meget at han ikke behøver at betjene noget, ikke taste kommandoer for at styre. Han forestiller sig bare hvor han vil hen, og så er han der. Simpelt. Så modsat de tidskrævende udregninger af både kurs, mål, og transportmiddel, han tidligere skulle bruge. For at bevæge sig bare en millimeter. Eller for ikke at bevæge sig. For hvad som helst og ingen ting. Ikke underligt at han var så udmattet. Eller var det fordi han var så udmattet? Det er vist ligegyldigt nu.
Ja.
Ja, tænkte, sagde han, det er ligegyldigt. Samtidig er intet ligegyldigt, alt har gyldighed. Hvis han vil. Der er snart ikke mere at tænke. Der er heller ikke brug for så mange tanker. Dem har han fået slidt godt og grundigt på de seneste år. De trænger til at hvile sig, de tanker. Ligesom han gør, men ikke rigtig gider.
Det er rart at være træt.
Dét er et mirakel. Nu virker det helt absurd. At han i så lang tid har frygtet søvnen og natten. Fordi han vidste at han ville vågne. Han strækker sig igen, denne gang gennem sig selv, helt tilbage til tidlig barndom. Den kan han røre så nemt så det ville have været løgn. Ville have været løgn, det er det ikke mere.
Han finder sig selv en anden sommerdag, et halvt århundrede tidligere, et rart sted, under samme himmel som nu, han er ved at tegne, udenfor på noget græs, streger og farver bliver til former, til mennesker og ting, verden udvider sig, horisonten begynder så småt at nærme sig, men det er for tidligt at kigge op, han tager forsigtigt hånden og tegner med. Måske mærker han det, men det er jo bare ham selv, så de tegner videre, under solen, fylder mere og mere af papiret, men der er langt til kanten, længere end til den horisont der alligevel bare kan bøjes, de tegner.
Hen mod aften falder han så i søvn. Ikke fordi han er udmattet, det har bare været en lang dag, med så meget nyt. Og tegningen ligger på bordet, klar til at blive fortsat. Eller ikke, det bestemmer han selv. Han kan gøre hvad han vil.
Det er vist understreget og gentaget rigeligt. Men for ham er det så ufatteligt, så ren fryd, at det godt må blive understreget og gentaget. Helt til han rigtig fatter det. Hvis det er meningen. Hvis der er nogen.
Og det fortsætter. Fordi det kan. Ikke fordi det skal.
Det gør det så.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: