NATVINTERKAT

IMG_0827

I mørke er alle katte grå. Er noget vrøvl. Men det kan være svært at se en sort kat krydse vejen. I mørke. Måske er dens skygge tydeligere? Sortere end sort? Så er spørgsmålet, om blot skyggen af en sort kat bringer uheld. Kun skyggen. Er det nok til, at man skal spytte over skulderen? Og forresten, er det højre eller venstre skulder? Samme side som noget med at smide med salt? Men endelig ikke på bordet! Det er 7 års ulykke. Hvis spejlet ser det. Og græder splinter. Det kan spejle nemlig. Men kun om natten; man kan høre det klirre glidende ned ad væggen, og så går man ikke med bare fødder på badeværelset. Om natten. Men det var noget med salt og katte. Jeg foretrækker peber. Sort peber! Og katte får mig til at nyse. Det gør peber nu også. Uheldsvanger kombination. Højre eller venstre skulder? I mørke er det hele lidt mere mystisk. Ligesom gamle film, rigtig gamle, hvor klipning mellem scener giver sort skærm. Længe nok til at man bemærker det. Måske så længe, at man bliver lidt urolig. Eller bare tænker, at det da var et underligt sted at slutte… Indtil næste scene kaster lys over sagen, og man kan læne sig tilbage igen, og ryste lidt på hovedet over gammeldags film. Eller sin egen dumhed; man vidste jo at filmen var fra engang i midten af 1900-tallet. Dér var rigtig meget mørke, selvfølgelig ikke så meget som i dette kulsorte årtusind, men måske derfor der var noget der hed Cinema Noir. Ligesom Middelalderen altid betegnes som en mørk tid. Det var selvfølgelig også før elektricitet og film. Senere kom vist en oplysningsperiode, men den lysning falmede hurtigt. Nedblænding. Katte var der masser af. Det er som om de altid har været der, men det er måske overtro? Sorte, grå, og hvide. I sne er hvide katte væk. Hårde isvintre kan man gå fra et land til et andet. Direkte på vand. Den stiplede linie der markerer grænsen, er presset ned under den tykke is. Så spærer de ikke for noget, grænserne, men isen kan være spejlglat, man kan tage et forsigtigt skridt, glide afsted med blafrende arme, ende med at ramle mod et bjerg der stikker op, måske et helt andet kontinent. Der er nok også katte. Nogle steder er isen gennemsigtig, klar, som et vindue under fødderne, lige til at se igennem. Så er det ikke kun på film, at en død person stirrer op fra under isen. Og virkelig stirrer! Væmmeligt. Svært at lege den der leg, med hvem der først blinker… Men det kan kun lade sig gøre, hvis isen er meget tynd. Alt for tynd, så hvis man ser en person under isen, kan man lige så godt være forberedt på selv at brase igennem. Med en lyd som et spejl der knases under bare fødder. Så kan der hurtigt blive to sæt øjne der stirrer op. Og kommer der så en tredje, ja så skal det da være en kat! For ikke at skvatte igennem også. Sådan noget vand er cirka nul grader, omkring ingenting, plus/minus, og hvis det er vand med salt, er det endnu mere koldt. Før det er is. Men det hjælper ikke meget. Man fryser! Ryster næsten i stykker. Måske er det ligefrem en fordel. Måske er det mindre ubehageligt at fryse ihjel end at drukne. Hvem ved? Bare man ikke gør begge dele. Så skal man godt nok være uheldig. Det sker vist kun hvis en hel flok sorte katte har krydset vejen, uden at man har set det. I mørket om natten, eller hvide på en blændende sneflade, der næsten er is eller et spejl. Hvis det bringer ulykke? Det er måske omvendt; at det så er rene snehvide lykkebringere? Så er isen aldrig for tynd. Og alle ville holde hvide katte, og flytte til et klima med evig sne. Det er der på toppen af meget høje bjerge, men der er til gengæld ikke så meget luft. Eller rettere, alt for meget luft så den bliver helt udvandet, og næsten uden ilt. Dét kan blive et problem. Det er ikke som at drukne, men lidt i samme afdeling. Der kan man forresten også fryse ihjel. Men uden at blive våd. Mon det så er som i gamle dages miner, hvor en pipfugl skvattede ned fra sin pind, før minearbejderne blev slatne og udhvæsede? Altså at en hvid kat kvæles af tynd luft før personen? Hvem ved den slags? Det synes nu også lidt mærkeligt; at blive kvalt af tynd luft. Man skulle da tro at tyk luft var langt mere kvælende. Det kan være at det ikke er så vigtigt. Og dog, alligevel. Alt der har med liv og død at gøre, det plejer at være yderst vigtigt. Liv og død handler det hele om, selv om det kan være lidt kedeligt. Liv og død, jo, men det er vel ikke det hele? Det er det så, indrømmet, på en måde, men der er andre måder. Katte bestemmer selv over deres liv. De er deres egen herre. M/k, selvfølgelig. Herrer, må det være, i flertal. Der er uden tvivl mere end en enkelt kat. Hvor mange der præcis er, er vanskeligt at afgøre. Der er jo det med deres 7 liv. Så selvom et helt kuld killinger druknes til døde, -ja hvad forresten ellers når man drukner? Druknes til live? Dumt. Det kan man jo ikke, selv ikke de sorteste katte. Killinger i en sæk, uha, en sådan klump i halsen-dødsscene… Men hvis de så har den praktiske og lidt misundelsesværdige 7-livs-evne helt fra de er killinger? Hvorfor så overhovedet slå hul på isen, og smide katte i, hvis de er levende når de stirrer tilbage? Selvom de har en del liv tilovers, må de da blive ret fornærmede og ligefrem vrede! Kradse og hvæse. Kløerne strittende, ridsende mod undersiden af isen, hvinende lyd som en glasskærer på spejl. Så er det forståeligt, at de går endnu mere deres egen vej. Våde og kolde. Om natten kan man selvfølgelig ikke se dem kigge bebrejdende op, men til gengæld kan det være svært at finde ud af hvad der er vej og hvad der er vand. Mørket sletter alle spor, er også noget vrøvl. Man kan ikke se en hånd for sig. Kun hvis den har en lysende hvid handske på. Oplyst vinken og viften og stritten med fingre efterlader ingen spor på nogen veje, måske er det bare en slags luftspejling. Kan luft spejles, hvis den er kvælende tynd? Heller ikke det er vigtigt, selv om det er liv og død og det hele. Og spejle ser konsekvent en anden vej, eller ligger som glødende kolde splinter på gulvet, lidt som kattes kløer der river op i huden under fødderne. Ad hvilken vej skal man så gå? Er der overhovedet veje tilbage, der ikke ender på en høj bjergtop, eller smadrer lige ind i en lodret klippevæg, eller ude på alt for dybt vand, eller noget helt andet heller ike for smart? Man kan prøve at følge en kat, men de har jo deres private lukkede veje, og dé er ikke sikre for mennesker. Krydsende katte, og saltet for ikke at ise til… Måske man må opgive at være menneske. Men det var vel ikke meningen? Så hellere drukne killinger i sækkevis. Nej, det er umenneskeligt, og så er man lige vidt. Ikke lige hvid og uskyldsren, men lige langt. Hvilket er samme sted. Hvis sorte katte havde hvide handsker på deres poter, kunne man se dem. Et mylder af sorte kattes poter der krydser frem og tilbage. Man får så travlt med at spytte over skulderen, at man ingen vegne kommer. Igen. Mange gange. Så kan man lige så godt lægge sig ind under isen og stirre videre. Hvis det er nat, nytter det bare heller ikke. Om så isen er nok så tynd og gennemsigtig. Man kan kun se mørke. Hvis man altså ser mørke? Måske er mørke opfundet for at der skal være noget man ikke kan se. Katte ser bedre i mørke end mennesker. Mon katte ser mennesker krydse deres vej? Er det en forklaring? På hvad mon? Det er ikke godt at vide. Det er det virkelig ikke. Og man skal som bekendt ikke forlange for meget; kun meget lidt af det hele. Ellers mister man nemt sporet. Bliver afsporet, som en der nyder at drukne killinger. Det er slet ikke det samme som en vej; fyldt med kattes øjne i tynd luft og hvide vinkende hænder under isen. Man kan drukne eller fryse ihjel. Eller glide på isen og brække en pote. Eller komme i en sæk, og så må man hurtigt låne et liv af en af de andre, mennesker har stadig kun ét. Man må låne sig frem. Hele vejen. Til det hele. Så falder afdragene. Så skræmmende at livet knap kan betale sig. Ikke bare skylder man mere end syv liv væk, der er også gebyr på liv, 3 ekstra oveni før man får set sig om, og et nyt hver uge… Det er ikke helt retfærdigt. At skylde langt flere liv væk, end man har fået. Man kan blive så hvidglødende at det sortner. Og man ønsker så inderligt, at man havde en sød lille killing spindende i favnen. At det var så simpelt og synligt. Hvis bare det var simpelt, var det synligt. Eller også er det omvendt. Hvad der er op og ned, er svært at afgøre i mørke. Næsten umuligt i sort vand. Er vand sort? Det er da ikke hvidt. Og helt håbløst hvis man også spræller i en tilsnøret sæk. Gennem natten kan man svagt, ganske svagt, næsten ikke, høre. En blød lyd af noget der banker på isen. Nedefra. Sålænge dén distraherende dumpe monotone lyd er der, bliver det ikke lyst. Aldrig. Det lyder gennem det hele, svagt men konstant, som når pulsen dunker mod trommehinden, hvis man stadig lever. Så er der kun den forvirrede famlen. En forvirret famlen efter en lyd. Det er det hele. Simpelt. Måske.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: