Arkiv

Monthly Archives: august 2016

 
RÅTEKST, ABSOLUT UREDIGERET, UKORREKTURERET, FEJLFYLDT, PERSON- OG TIDS-FORKERT / -FORVIRRET, TYPO-FYLDT + EN STAVEKONTROL VILDT PROTESTERENDE.
MEN HVA’…
-Alligevel opblæst i stumper og stykker uden sammenhæng:
“Ord på Vej”
(Igen-igen, samme gamle støvede hjulspor)
Onsd.d.17.aug. ’16, ‘Oasen'(!) Dokk1.
Fløjteri: Poul Juhl. Med tak.

“UBEHAGELIG UBEKVEM UBEKYMRET”

DAG NR 1:
Med min hyper-fon og udvalgte præcisions-apps, fandt jeg at nærmeste café lå 73 meter oppe ad gaden. Jeg besluttede at prøve om det var et værdigt sted med et fornuftigt og ikke FOR lokalt klientel. Når man er ude i det fremmede, er det nu rart med noget der minder mindst muligt om noget fremmed!
Jeg fik min aftensmad næsten som derhjemme, kun 23 minutter senere end normalt, men skyndte mig ud igen.
En ubehagelig imødekommende høflig atmosfære. Jeg fik lidt hævn ved at lægge ekstra mange drikkepenge; så måtte IMF klare resten. Men hvorfor mine rundhåndede Euro ikke blev modtaget med behørig taknemmelighed, ja dét holdt mig vågen det meste af natten. Når nu IMF mener de har brug for millioner og atter millioner… Hvorfor har de ikke travlt med at få dét ordnet? Hvorfor snakker de ikke om det? Og mine 3 Euro i drikkepenge: Lidt har også ret! Og jeg har meget ret! For mit land er kun i evig krise, men alligevel lykkeland nummer næsten ét, OG vi er gode venner med Merkel og co.!

DAG NR 2:
Da jeg hørte på deres sludren, i øvrigt irriterende jævnt lavmælt, uden hævede stemmer og diskuteren; hva’ pokker snakker de mon om? Nå, men så kom jeg til at tænke, at de nok slet ikke ved hvad IMF er. De kommer fra og bor vist alle i denne gyde af en gade. Jeg fik næsten helt ondt af dem. Og fik varmet mit nationale hjerte. I hvert fald den del af det, der har med betalingsbalance og statsbudget at gøre. Det er en nødvendig stor del… Der ER et yndigt land, og det er det kun sålænge vi arbejder os ud af den vedtaget evige krise.
Velstand, så jeg kan give drikkepenge, kommer af effektivitet! Det mærker man her i udkants-europa: Det tog hele 47 sekunder at servere en øl! Bare fordi der skulle snakkes til højre og venstre… Som har de slet ikke sans for hverken tid eller retning. Snakke både til højre og venstre… Hvis dét er hvad de har travlt med, ja så forstår jeg Merkel og IMF’s strenge krav, der kun er økonomisk fornuftige og nødvendige…
Jeg skyndte mig at tjekke aktieindekset på min fon. Jojo; jeg kunne lægge drikkepenge igen. Jeg tror sgu de drikker for dem! I stedet for at spare op. Som har de al tid i hele verden til dét!VÉD de da slet ikke hvor tæt de er på Euro-zonens kant? VÉD de ikke at der ER en kant?
Uha, hvis det var mit land… SÅ ville jeg bruge al tid på at holde øje med rentesatsen! Det gør jeg nu alligevel. Bare for en sikkerheds skyld, og når jeg nu HAR den app… Desuden er det sundt at have interesser!

DEN TREDJE DAG:
Nu faldt det endelig på plads: De VÉD virkelig ikke hvad de snakker om! De pludrer bare, på deres gemytlige hyggelige for en fremmed passivt-aggressive måde, om… om… HVAD SOM HELST! Hvad der sker for dem i deres hverdag! Og, nordiske guder bedre det; om SPORT! Jeg hørte adskillige navne på fodbold-hold i deres pludren om hvilken nevø der nu var blevet gift med hvem og hvem der nu var blevet gravid med niecen og dén slags ligegyldigheder. Fodboldhold kan skam være interessante: Megen kapital og finans er bundet i de store klubber, de helt store. Spillere i den RIGTIGE sport; sikringen af fremtiden! Som sikres ved bundlinje og budgettering; om det så gælder et fodboldhold. Børsnoteret, vel at mærke.
Jeg blev helt arrig; de snakkede om lokale økonomisk uinteressante hold. OG HVAD RESULTATER AF KAMPE BLEV! Og om der var off-side eller frispark eller…. Dén slags! Ikke ÉT ord om klubbernes bestyrelser! De HAR virkelig travlt med at undgå deres egen fremtid. Den aften fik de ikke en 10-øre i drikkepenge. Hvorfor pokker de var aldeles lige så venlige i deres afsked som ellers, DÉT fatter jeg ikke. De har virkelig ingen sans for proportioner… Samme venlige godnat-hilsner, UDEN efterladt valuta på disken: Det er en rystende mangel på realitetssans de udviser.

DAG NR 4 BLEV DET:
Det var ligegodt…. Jeg har fået mit eget stambord! Først blev jeg naturligt ret så mistænksom; havde lugtet lunten. Jojo, så kunne de kræve lidt ekstra for dét! Man kender sine lus på deres tricks og taber-manerer… Man er vel verdensmand! Har boet på de fleste større hotel-kæder. Véd hvor de store bankers hovedsæder ligger. Den slags. Stambord! Ha! Nøjagtig som derhjemme: Noget for noget! Flere af dem er begyndt at snakke til mig, som var jeg en af dem. En af dem! Det er lige ok med den nydelige herre, han kunne være bank-ansat eller embedsmand eller lign., men hende der vist er luder… Jamen! Det underlige er at de snakker sammen, som var de ligeværdige, som var de venner…
JEG vælger godtnok mine venner med noget mere kritisk sans! Og gerne et C.V. plus en straffeattest plus en udtalelse fra RKI… Ejeren gik småfløjtende til og fra og serverede. Som en irriterende flue, man ikke kan få klasket! Har han virkelig ikke noget at ha travlt med??? Andet end at være… Sådan hyggelig på en skødesløs måde? Når man hygger, så hygger man sgu! Og koncentrerer sig om det! Det er jo ikke for sjov! Da et par af de andre nynnede med på melodien, selv bankmanden i det pæne tøj, prøvede jeg at se forarget ud. Virkelig snusfornuftig forarget. De skar mig ned med smil i mundvigene og spørgsmål om jeg ville ha dessert! Hvilken frækhed! Dessert! At spilde tid på den slags…

DAG NR 5 ER DET VIST:
Nu er det altså nok… Nok slendrian og haven hele dagen og verden til rådighed! Jeg prøvede at komme i snak med ham der vist er bankmand. Og jo, han kunne da en del engelsk-tysk-europæisk. Og arbejdede vitterlig i en eller anden bankfilial. Nu ikke en solid internatoinalt kendt statsstøttet banke, noget lokalt… Men hvad hjalp det? Han må være verdens mest elendige bankmand: Han trak på skuldrene og kom med den ulækre udtalelse, “AT DET JO BARE ER ET ARBEJDE”!
Hvorefter han (en nordisk igen) gudbedredet inddrog både luderen og værten og de andre i snakken. Som om de har noget at sige! De siger noget, en masse endda, men mit hoved snurrer af uvant input: Hvad rager det arbejdsløshedsprocenten at der skal være enleranden uge-lang fest i bydelen? Som om livet er fest og farver! Og bankmanden tillod sig endda at se en smule såret ud, da jeg rejste mig og fyrede en målrettet ladning af: Tørt krudt!: “Hvordan ka I tænke på at feste, når de ikke er noget at feste for”? Faktisk så hele caféen undrende på mig. Det er da dem der er forkert på den! JEG skal i hvert fald ikke feste! Ikke så meget som det mindste!

DAG NR OMKRING 6:
De er sjofle! Mændene KIGGER på pigerne og damerne! De GLOR! Og omvendt; pigerne og damerne bruger tid og penge, PENGE!, på at se pæne ud! Nå, men jeg er jo på ferie, og en luder er vel vant til det, så jeg ragede lidt på hende. Man er vel kun et menneske, også selvom man har den nordiske kølige selvkontrol. De blev ligefrem oprørte! Forargede! Som om der er en “nok se men ikke røre”-politik. Igen denne ætsende høflighed: De forklarede mig det på en pæn måde, ikke som vi ville ha gjort det hjemme, med et lag tørre tæsk. Og så bare for en luders skyld! Hvorpå jeg fik lov at blive, og endda blev moret lidt over. De er håbløse… Og luderen havde den frækhed at blinke til mig! Hvorpå de alle grinede larmende. Har de ikke bedre at tage sig til? End at være en flok sammenspiste venner? Med overskud til en fremmed som mig? Håbløst… Hvad har de som jeg ikke har? Jeg har jo penge! Nåhhh, dén havde luderen nok ikke tænkt på! HA!

DAG EN UGES TID:
Selvfølgelig var der enleranden kamp i fjernsynet. Det latterligt gamle et hængt op i hjørnet under loftet, så alle kan se fra deres pladser. Også jeg, fra min stamplads. SÅ blev stemningen ivrig! Der blev endda næsten, også kun næsten, diskuteret indbyrdes. De brugte energi, tid, på det! Og drak et par ekstra genstande; som om der var en grund! Ved stillingen 2-1 måtte jeg forklare dem, at det faktisk var et selvmål, fordi det lige snittede en forsvarer. SÅ lyttede de pludselig til mig! Selv bankmanden! Men det VAR rigtigt! Det VAR et selvmål! Jeg forglemte helt hvem jeg var og hvorfor og at jeg er mig, og nogle øjeblikke var jeg med i al snakken. Forskrækket opdagede jeg det i tide, og kommenterede at det jo bare var sport, og i morgen var en alm arbejdsdag. Jeg FATTER ikke hvorfor jeg blev mødt med tomme blanke ansigter! Nå, det er deres problem: Engang får de travlt! Med andet end al denne ikke-travlhed. Dén slags ved en lykkelænding som jeg!

DAG NR NOGET OMKRING OTTE:
Minsandten om ikke caféen havde fået en ladning helt friske kæmperejer; jeg slubrede dem i mig som ku man ikke få dem bedre hjemme! Men så skete noget underligt. Værten kom med regningen, og ville diskutere beløbet. Det VAR da også det dyreste jeg hidtil havde spist. Men han UNDSKYLDTE!?! Og prøvede vist endda at gøre beløbet mindre! Overfor MIG! Det er jo dem der er fattige! Den vidunderlige smag blev helt ødelagt. Som jeg ikke har råd til at betale! Forvirret, meget. Jeg er jo turisten? Hvorfor flår de mig ikke? Hvorfor klemmer de mig ikke for alt hvad jeg ejer og har? Nej, de HAR ingen sans for penge… Som om det ikke er det vigtigste…

DAG NR NI MÅSKE TI ELLEVE:
Jeg måtte tage et gevaldigt tag i mig selv. Midt på aftenen opdagede jeg, at jeg var blevet viklet ind i en snak om en andens familie. Jeg talte endda med mad i munden! Hvor RAGER det mig da ikke et KLAP, om en datters mand er kommet i dårligt selskab… Hvor de kom fra ved jeg ikke, men nervøse trækninger fik jeg. Ved at se det selskab jeg sad i… ABSOLUT ikke en omgangskreds jeg ville vælge derhjemme! Det eneste de har tilfælles er jo… At de er HER. Lige NU.!!! Og mine nervøse trækninger blev til kvalme: Set udefra, kunne man tro jeg var en del af DEM! En del af stamcaféen! Jeg skyndte mig at bruge en masse apps på min fon, gøre opmærksom på de finansielle nyheder der løb under skærmbilledet, og kom efterhånden nogenlunde i balance. Det værste var, at de betragtede mig diskret og uden at jeg skulle opdage det… Som om det var MIG der var forkert på den! Og dét havde de så travlt med i adskillige minutter… Mens jeg havde frygtelig travlt med at have travlt. Dén dyd får de ikke pillet af mig! Ikke med nok så megen velvillighed!

DAG NR TO CIFRE, NOK TI:
Det skrider… Jeg kan mærke sumpen stige op og begynde at kvæle mig. Jeg skynder mig at tjekke nyheder hjemmefra på min fon. Det beroliger lidt. Holder mig oven vande. Jeg kan mærke at de er begyndt at se lidt skævt til min megen brug af mine glimrende apps. Ha! Det er garanteret bare misundelse! Nemlig! Sådan er det hjemme, og INGEN her har en fon som min…

ER DET 11? DAGEN HAR ET NUMMER…
Jeg plejer at spise kl.20. Præcist. Faste vaner og rutiner er grundlaget for alt… Målbar værdi! I dag kom jeg først efter en halv time over… Min mad, hov, hvornår er jeg holdt op med at bestille, og bare få serveret det samme som de andre? Ikke at der ER noget at vælge imellem. Men alligevel… Bare for at vise hvordan verden er indrettet, bedte jeg om noget jeg vidste var udsolgt. Ha! Men… Jamen HAR de ikke bedre at bruge deres tid på? Minsandten om ikke en blev sendt helt hen på en anden rigtig restaurant, hvor de havde lige dét. Det var for pokker da bare for at markere en rangorden! Og så giver de igen ved at være hjælpsomme… Svineri! Det værste er næsten, at de virker som om de er stolte over det… Det smagte i øvrigt ikke nær så godt som det der havde stået og ventet på mig, caféens egen mad. Jeg prøvede at skjule det så godt som muligt. Alligevel så jeg et muntert glimt i kokkens øjne. Hende der også e almindelig stamgæst, måske gift med værten; det hele hænger sammen på en måde der ikke kan nedfældes på et excel-ark. Jeg prøvede en mental mind-mapping, ganske som så ofte derhjemme, men der kom kun en ubehjælpsom børnetegning ud af det. Mig, en børnetegning! Og ja; jeg, som en krusedulle i et hjørne af skærmen. Jeg ledte desperat efter en app der kunne regne det ud… Og glemte det, blot fordi kaffen blev serveret, og et program på flimmeren fik gang i snakken, og… Dagen har et nummer! Alle dage har numre! Den aften drak jeg mig fuld. De hjalp mig op ad gaden mod hotellet. Jamen! HAR de da ikke bedre at bruge deres tid på? Jeg er en turist! Ikke andet!

DAG SNART SLUT MED FERIEN, NOK 12-13?
Jeg kigger mig omkring og funderer over hvorfor dette blev min stamcafé. Jo, der var det med afstanden… Men da jeg så det blandede klientel og værten, hvorfor blev jeg så? Jeg, der HAR en masse at bruge min dyrebare tid på! Ikke har tid at spilde! Jeg burde ha fundet mig nogle ligesindede… Nogle der tager det at være alvorligt! Livet skal leves på forkanten, og evalueres løbende med dyb alvor: Der er ikke plads til tomhed! Tankerne forsvinder i en bord-til-bord snak om noget der er vigtigt lige nu og lige her. Jeg véd at det er uden betydning for for- og fremtid, men alligevel deltager jeg. Uden at tænke over det. Jeg kan ikke engang tænke, at jeg vist er ved at holde op med at tænke. Hvor blev mine tanker af? Mystisk… Og endnu mere mærkeligt. Hvordan har de alle fået fanget mig i deres net af ingenting? Som er alting, og at jeg synes det, dét er skræmmende. Jeg er mig og de er dem! Og vi er ikke et begreb der må bruges her! Vi prøver at snakke om det, men emnet er for tåbeligt. Ligegyldigt. Derimod er der returkamp i det opgør, hvor jeg altså stadig mener at der var selvmål… Selvmål; ordet giver en efterklang af noget, men jeg vil helst noteres som målscorer, så selvmål bliver gemt i et hjørne, måske tager jeg det frem når jeg kommer hjem. Hjem? Nåja, der er et par dage mere… Det klæber til min hud. De enkelte opløste plamager af migselv. Resten, det meste, er i rummet, er i caféen, er i de andre i rummet i dette øjeblik, og så er jeg næsten ikke mere.

DAG NR 14, VED JEG FORDI… VAR DET I GÅR?
Og så viser det sig, at den store fest begynder lige denne dag. Det er sjovt! Jeg danser og skråler og farer ind og ud af caf´´en sammen med de andre. Der er optog og underholdning i parkerne; gaden er fyyldt med folk, fyldt fra også min café der flyder over med mennesker. De er alle stamgæster. Nogle turister, vist fra et nordisk land, forvilder sig ind. Jeg prøver at hjælpe dem med deres bestillinger. Jeg giver knus og kram til alle, også luderen og bankmanden, og det er helt i orden. Jeg VÉD godt at mit fly går i morgen. Men det er i morgen. Ikke nu. Jeg ved også godt, at alt dette er noget vrøvl. Bare en undskyldning for at komme med et statement, som var et ord jeg engang brugte. For ca 14 dage siden. Vi fester og der er ikke grund til andet. Jo. Hvis man absolut vil. Er der altid en grund til IKKE at være præcis midt i alt. Og den slags kan afgøres uden apps, ja helt uden en fon. Det er et simpelt valg. Der desværre er uhyre vanskeligt i praksis. Jeg er først ved at lære det. Og véd, at når jeg kommer tilbage til norden, er det forbundet med dødelig risiko. Regulær dødsfare, helt konkret. Jeg kan dø i det øjeblik jeg sætter fødderne på jorden igen. HVIS det så er MINE fødder, og ikke lige der og da, men målrettet gang. HVIS jeg bliver til JEG, og TÆNKER jeg og ikke bare ikke tænker, men er en defineret “Daniel”. Det er latterligt banalt. Simpelt. Hvor vil mine fødder gå hen? ER der en café i norden, hvor jeg er vi og vi er os og aldrig kun én? ER der et sted, hvor Daniel kan være uden at skulle være lige dén slags Daniel, og for alle de nordiske guders skyld noget ANDET end de andre? De ligesindede.
Alle de andre Daniel’er…
KAN jeg få lov, give mig selv lov? Til ikke at være andre steder og i andre tider? End nu? Her? Og sammen med MIGSELV. Uden at tænke… Mere. Ikke mere!!!
KAN JEG FÅ LOV TIL AT HA TRAVLT MED ALT MULIGT JEG IKKE SKAL HA TRAVLT MED?
KAN JEG BRUGE AL MIN TID PÅ ALT MULIGT ANDET END TID? Og nu er tiden gået…
GID DEN DOG VILLE GÅ AD HELVEDE TIL!
Næh… Der ER den jo i forvejen.
TIDEN ER GÅET I FORVEJEN.
Den er på forkant.
Den har TÆNKT SIG OM.
JEG NÆGTER AT TÆNKE ÉT SEKUND LÆNGERE!
LÆNGERE END
LIGE TIL /

Reklamer
%d bloggers like this: