Arkiv

Monthly Archives: september 2016

klik

MIN VEN JANUS / MANTELMOMENTO # 2

 

Nogle gange klikker det hele på plads.

Nogle af de nogle gange, viser det sig at det var falske klik. Klik med mislyd. Klik i forkert toneart. Klik i lyddøde rum. Eller klik med et ekko, der smider det tilbage med foragt. Som man smider en falsk guldmønt, hvis det var en western-film, eller endnu bedre; kaster den op i luften, trækker seksløberen og pletskyder den ad helvede til, langt bag de spanske eller italienske bjerge, der skal gøre det ud for det ægte vilde vesten.

Og det falder fra hinanden.
Hurtigt, som en forskrækkende sten gennem vinduet en nat, eller langsomt, som en klar og tydelig drøm alligevel forsvinder med tiden…
Men ligesom dé enkelte drømme, der huskes hele livet, klikker det nogle få gange så perfekt, at man i begyndelsen knap selv tror på det:
Det kan ikke passe, der må vise sig en fejl… Nja, det holder nok ikke i længden… Hvor er den lille brik der mangler? Eller hullet til den lille brik, der…? Altså, det er kun på film, hvor alle kedelige og ikke-passende detaljer kan udelades… Nej, det er kun noget man læser om… Eller læser sig til; dén er ofte brugt. Som noget hvor man tror på klikket, det store klik, for så bare at blive skuffet.

Daniel har meget nemt ved at tro på klikket. “Janus! Nu ved jeg det! Hvordan det hele hænger sammen!”
Åh hvor har jeg dog hørt det mange gange… Nogle gange næsten som en hemmelighed:
“Du… Altså… Ved du hva’ Janus?” Og endda lidt kiggen sig forsigtigt omkring, “…Jeg tror sgu jeg har fundet den. Meningen. Med det… det… Ja det hele!”

Det varierer selvfølgelig, også alt efter hvor “betydningsfuldt” et klik Daniel synes det er, altså om det er direkte livs- og verdensændrende, eller blot et ‘del-klik’, der forklarer noget men ikke alt… Men ca hvert år.
Kommer han med sådan et større nyt klik. Et af dem der indbefatter alt. Og hvis det ikke gør i starten, hvis det er et lidt skingrende klik, eller der er antydningen af et afbræk i lyden, hen mod slutningen, sådan i retning af kli-ak, ja så skal han sgu nok få det pudset til, så det stråler som det helt store guddommelige klik.

Jeg har tit haft lyst til at skære ham ned, når han er kommet jublende, viftende med et nyt klik. “Fint nok Daniel, men jeg gider altså ikke være med i dit klik.”
Jeg har endnu ikke kunnet nænne det.
Desuden har alle ret til deres klik. At Daniel bruger dén rettighed, så der må sidde adskillige rundt om i verden, der aldrig får andet end små rester af brugte klik, ja det kan han vel ikke selv se. Eller, når han er smart, så indgår det i hans seneste klik. På én eller anden måde.
For pokker; jeg kender det jo også fra mig selv. Véd hvor knusende det kan være. Når et klik viser sig at være fup og fiduser. Løgn og latin. En tankekonstruktion der intet kan bære, der skvatter sammen ved en enkelt regndråbe.
Eller bliver til papmaché. Et i opståelsen perfekt klik, der løber ud i sandet… Eller viskes væk i sandet af en ligeglad minimal doven småbølge.
Det gør ondt langt ind i livet.
Så jeg har ladet ham. Inklusive at inkludere mig.

Nu er Daniel så kommet med et nyt klik. Én ting er anderledes: Det er sat sammen af en hel række klik, over et stykke tid. På dén måde måske mere holdbart, lidt mere som en kæde end blot et enkelt led.
Nu siger Daniel så, at han har fundet selveste låsen til den kæde, der altså samlet er et klik.
Dét klik han har gået og ventet på i mange, mange år. Søgt efter. Med tanker, med handling, med ord… Det klik der har gjort, at han aldrig rigtig for alvor har haft fred. Altid, i større eller mindre grad, været rastløs. Eller det modsatte, opgivende, nærmest modløs.
Rastløs eller modløs; uden dét altafgørende klik.

Det er så nyt for ham, at han ikke helt kan forklare det. Desuden er det indbygget i klikket, at det ikke nødvendigvis kan formuleres. At det ikke kan beskrives med ord. Dén har vi været omkring, og det kunne være en smart måde at undvige lidt for nærgående studier:
“Nejnej, det er noget jeg kan mærke, det kan ikke forklares, ikke med ord, ikke med tanker…”
Alt det. Men selv jeg, Janus der fortæller Daniel, tror faktisk på ham. Og hans klik.
Ja, også på det lille seneste led, den ekstra lyd der åbenbart har fået hans klik til at, ja, klikke. Perfekt.
Ret så ironisk, er det noget der er kommet til ham fra en bog. Det indrømmer han ikke gerne, og prøver at bortforklare ved at snakke om, at det ikke er ordene i bogen, men historien bag, helt til hvordan forfatteren konkret har arbejdet.
Hvor han så ved det fra, er en ting. Noget andet, at det vist alligevel er to sider af samme sag. Eller flere, både sider og sager.

Hvorfor alt det om et klik? Som endda er fra den overdrevent hyppigt klikkende Daniel?
Fordi klikket lyder ægte. Rent guld. Eller guddommeligt, uden sammenligning i øvrigt.
Daniel kom med næsten alle delene til sit klik, eller rettere, de er kommet til ham over de sidste måneder.
Det har vi også snakket om.
Nu er der så bare det, at jeg, fortælleren, vitterligt tror på dette sidste manglende led. Som samtidig har nogle ret omfattende konsekvenser for mig, Janus.
Jeg eksisterer nemlig slet ikke. Ikke hvis jeg skal følge Daniels klik hele vejen. Og det gør jeg faktisk.
Også selv om det betyder, at jeg forsvinder.
Bliver ikke-virkelig.

Ha, det gør jeg da heller ikke!
SÅ nemt kommer man ikke af med Janus.
Ok, indrømmet, jeg ændrer form.
Eller er det indhold? Det må jeg lige diskutere med Daniel; hvad klikket har af betydning i den retning.
Altings klikken på plads har en hel del med netop form og indhold at gøre, eller også har det netop ikke.
Daniel er lidt uklar omkring det. Han har simpelthen ikke forstået klikket helt endnu.
Hvis det store klik overhovedet skal forstås; dét spørgsmål er heller ikke afgjort…
Men jeg bliver her. Lige på papiret, eller skærmen, eller hvor jeg nu er.
Jeg ER jo bare fiktion!
På sin vis løgn og latin… Latin er nu ikke en løgn; det er et sprog. Det var jeg ikke særlig god til. Tror lige jeg klarede mig igennem med et 5-tal fra den gamle 13-skala.
Hov, er det nu Daniel jeg taler om? Eller som? Eller er jeg stadig Janus? Hvis, var det så Daniel der fik 5, eller var det mig?
Sprog er bare ord. Men jeg ville ikke kunne fortælle at det store klik er sket, uden ord.
Selv et komma har betydning:
Men jeg ville ikke kunne fortælle,
at det store klik er sket uden ord.
Men jeg ville ikke kunne fortælle,
at det store klik er sket,
uden ord.
Og et lille ord ændrer også det store klik:
Det store klik er sket, uden et ord.
Ét ord…

Er det ikke ligegyldigt?
Ikke for Daniel! Hans liv ER drastisk ændret. For ham betyder det alt!
Men for alle andre? Tjo…
Det er vel ligegyldigt. Det er det dog heller ikke for mig.
Selvopløsende, ja, nok, jo, måske.
Janus, der plejer at fortælle Daniel, har fået en slags selvindsigt. Et underligt spejlvendt spejlbillede af mig selv. Ham selv? Jeg selv? Grammatikken gør knuder.
Måske er det et lille klik…
Jeg er blot 5 bogstaver, der samlet giver et Egennavn, hedder det vist, endda med stort. Med en funktion som noget fiktivt.
Engang var jeg fortæller.
Hvad er jeg nu? Hvor er jeg? Hvor er virkeligheden?
Ikke her, på papiret, på skærmen.
Eller kun her?
ER det kun?

Gad vide om jeg lever, når denne sætning er slut.
Den slutter med et klik.
Hvis det klik ikke allerede har været der:
En forståeligt utålmodig læser…
Der så IKKE læser, at den der ler sidst, ler bedst:
HA!
Men… Hvad nu hvis…
Der lyder et HA!
Efter at jeg er klikket?
-Væk?

Reklamer

mantelmomento

MIN VEN JANUS /
MANTELMOMENTO

OG HVORFOR NU ENDNU ET “STATEMENT”!?!
-SOM OM DER IKKE ER KOMMET RIGELIGT AF DÉN SLAGS FRA HAM DANIEL…

Mit navn er, som Daniel har krævet med i titlen på dette, altså Janus.

Jeg er en af Daniels få venner.

“Ven” er nok så meget sagt… Jeg kender ham og har kendt ham gennem mange år. On/off, som det hedder. Daniel er ikke meget til de ubrudte jævne tidslinjer… Som andre der kender ham ved. Ligesom han hader flade horisonter. Der må gerne komme et bjerg eller tre i vejen. Så ved man aldrig hvad der gemmer sig bag. Eller hvilken Daniel der dukker frem igen. Hvis der ikke lige kommer et større udsving i horisonten, ja så skaber han det selv.
Det har en del gange bragt ham i problemer, eller i det mindste kostet ham dyrt. Hvis man måler efter de almindelige kriterier. Det droppede Daniel for en del tid siden.
Og helt og aldeles for nylig. Derfor dette(igen-igen) ‘statement’. Er hvad han påstår.

horisont

Desuden har jeg den tvivlsomme ære, at være hovedperson i hans ‘evighedsprojekt’; den roman han stædigt og til alles tvivl påstår han vil færdiggøre.
Har påstået i snart mange år.
(Hvorpå et bjerg er dukket op…)
Og altså nu igen…
Eftersom jeg kender ham ret godt, ved jeg hvad der er sket den sidste tid. Og må nok indrømme, at der da er en chance (risiko?) for at det denne gang faktisk bliver til noget. En reel mulighed.
Så altså, jeg lægger navn og mit endnu ikke ødelagte rygte til denne… Udtalelse, for nu ikke at skrive ‘statement’ igen. Hvilket jeg så gjorde.
Jeg håber vi bliver bedre til det med ord, når romanen skal færdigskrives…
Når og hvis. Men altså:

Det er mest bare en masse vrøvl.
Det er ikke noget nyt. Ikke når det kommer fra Daniel.
Vrøvl er vist blevet hans varemærke. Det er hans problem.
Hvis det er et problem.
Hvad han, selvsagt, ikke synes.
Det må være andres problem…
Faktisk er, ifølge Daniel, næsten alt andres problem.
Det kan give en del problemer.

Men nu hvor han har valgt mig som hovedperson, kan jeg ikke rigtig tillade mig andet andet end at referere hans seneste sætten sig selv forrest.
Sætten sig selv i en scene, han påstår er mere blivende end de mange tidligere mere eller mindre opstyltede opsætninger.

Der ER da også sket et par såkaldt livsændrende ting i Daniels liv. Dén slags, som Facebook kalder “Livsbegivenheder”, og så frygteligt gerne vil ha’ os til at oprette, helst hver dag.
Som om der ikke er almindelige hverdage, hvor man skal grave dybt efter bare en mindre ‘begivenhed’.
Det er der så nogle der gør, i form af ‘opdateringer’ og ‘kommentarer’ og ‘likes’, 2-3-4-10 gange om dagen… Om opslaget, eget eller andens, har været nok så uinteressant. Er blevet pint ud af en ellers bedøvende ligegyldig hverdag.
Det er Daniel der bliver irriteret over den slags. Jeg synes bare det er lidt ligegyldigt.
Mere om det senere, siger Daniel, som så iøvrigt gør præcis det samme med dette opslag.
Selvmodsigelsen synes at gå hen over hovedet på ham.
Eller også er han flintrende ligeglad.
Det sidste, at være lystigt og lykkeligt ligeglad, er nu rart at opleve. Efter så mange år med bekymringer og væren så meget; så mange forsøg på blot at være… Noget. Og alt andet end ligeglad…
Jo, jeg under Daniel at springe op og falde ned på sin ‘status’. Også på de sociale medier. Såkaldt sociale.
Jeg under ham overhovedet at kunne hoppe op og falde ned!
Så jeg går med til at bringe det (forhåbentlig!) sidste ‘statement’ fra ham. Så har han bare at holde sin del af aftalen:
At færdiggøre dén bog med mig som hovedperson!

Daniel var virkelig syg. Gennem 5-6 år eller mere, blev han reduceret til næsten intet. På den dårlige måde; hvor hans ‘intet’ samtidig blev fyldt med flere og flere dystre spekulationer om fremtiden. En fremtid der synes at komme fræsende mod ham; rullende fra et fjernt punkt “engang”, og tættere og tættere på.
Med uhyggelig hast.
Først “snart” og så “næsten nu” og så “måske i morgen” og så det ultimative “glem alt om i morgen”…
I stedet for blot at være fremtid, koblede den sig på helbredet og blev mere og mere snæver og snærende: Fremtid blev til sidst så nær som, på gode dage, dagen efter, og på de flere og flere dårlige dage: Nu, om få timer, før du er klar. Du KAN ikke være klar…
Det er ikke sjovt at få sin fremtid klasket lige op i fjæset.
Midt i nutiden.
Nogle gange endda før nu, hvilket giver en ækel fornemmelse af et hul uden tid.
Lettere paradoksalt er dét hul blevet vendt til noget positivt.
Daniel siger, at det skal jeg vente med at skrive om.
Ok så; bare han har mere tjek på rækkefølge og afsnit når det kommer til den famøse roman…

Videre! (Daniel igen…)
Så skete det. For ganske nylig. Kun 3-4 måneder siden.
Daniel ryster undrende på hovedet; for ham ER det et helt liv siden. På flere måder. Eller to liv. Hvad han vel når frem til før jeg bliver øm i fingrene af at taste for ham. Nå, jo hurtigere vi kommer videre, jo før er dette overstået. Og jeg kan indtage min plads som hovedperson, i stedet for blot at være Daniels sekretær.
ENDELIG var der nogle kloge hoveder i hvide kitler, der gjorde det, der skulle være gjort helt fra begyndelsen:
Tog nogle ret simple blodprøver, og fik nogle krystalklare og forklarende tal.
Behandlingen, tilsvarende simpel, var og er simpelthen så meget et mirakel, at det overstråler al negativ skuen, knurren og skurren de sidste over 5 år bagud.
Et mirakel han knap troede på; SÅ meget en overvældende positiv “Livsbegivenhed” var det. For en sjælden gangs skyld passer Fb’s betegnelse:
Fremtiden trak sig, helt bogstaveligt på et par timer, tilbage til at være fremtid. Til at komme når den kommer.
Jeg overværede det selv, og det var vitterlig ren lykke.
Medicinsk, med bivirkninger, på sin vis kunstigt, men selveste løsningen. Nej, endda mere. Og i CAPS, siger Daniel:
LØSNINGEN, BEFRIELSEN!
Et vaskeægte mirakel… Hvis Daniel var pave, ville han ophøje et hold hvide kitler til snehvide uskyldsrene helgener.
Det er han absolut ikke, hverken pave eller helgen, men hans taknemmelighed er stor. Han takker gerne enhver Gud han ikke tror på. Og takker den snert af guddommelighed, alt dette også handler om. Når vi når så langt… (Så fat dig dog i korthed, Daniel! Dét er noget han bare ikke kan… Lidt bekymrende med tanke på den potentielle roman!)
Miraklet, behandlingen, har da bivirkninger. Den er simpel nok, et par piller om dagen, men et ret voldsomt kemisk indgreb i hele kroppens system.
Et indgreb på grænsen til et angreb; utroligt som nogle få mikrogram kemi kan påvirke et menneske. I Daniels tilfælde overordnet kun godt, men det får da en til at tænke på alt det man bliver proppet med, bevidst eller ubevidst, direkte eller indirekte.
Som et lille minus, hvis noget overhovedet skal nævnes, (og det vil Daniel ha’ med), er at han nu har det som enhver anden på hans alder. Med hensyn til krop og fysisk helbred, skynder jeg mig at tilføje! Mentalt, åndsmæssigt, oppe i hovedet… Dén springer vi let og elegant hen over. Forresten ikke mindst efter pointen med alt dette. Som vel kommer på et tidspunkt…
Men Daniel lever ikke længere i en mindst 20 år ældre krop, der endda bliver 1½ dag ældre for hver 1 dag… Han er ikke længere dækket til, tynget ned, tøjlet fast, snøret ind, gennemsyret af en alder han først skulle nå om mange år.
Måske først skulle nå efter sin død. Hvis man lige tillader den modsigelse; Daniel havde til sidst absolut overskredet både sidste salgs- og anvendelsesdato.
Men det at han fungerer som cirka den mængde år han har levet… Det får, ikke helt ulogisk, gang i tanker der slet ikke var plads til før.
Hvor længe har han nu? Hvor megen fremtid har han? Alt den slags de fleste der har levet et halvt århundrede nogle gange tænker.
Og så er Daniel jo, trods mirakel-behandling, grundlæggende syg. Og de hårde år har bestemt sat deres præg. Andre større og mindre skavanker får nu pludselig plads til at trænge frem.
Lidt bizart, at en helbredelse fører til symptomer og tanker om andre sygdomme, om antal leveår at satse på…
Nåja, og så har han heller ikke altid passet særlig godt på sin krop… Faktisk aldrig, hvis han skulle være ærlig, men det er jeg så. Nogle ting, uheld, har han ikke kunnet gøre for. Ting sker. Og de hvide kitler siger iøvrigt at alle tal ser “pæne” ud, meeeen… De indrømmer da også, at han bestemt ikke er en robust gennemsnitlig midaldrende, og at… Tja…
Daniel siger, at nu er det rigeligt om det!
Det vigtige er, at behandlingen virker. Og virkede, næsten som en genoplivning, et gispende første åndedrag lige før kvælning, fra dag nummer 1.

SÅ skulle der ske noget… Nu KUNNE der, igen, ske noget!
Og selvfølgelig skete noget mærkeligt, uventet, og først blot forvirrende. Det er jo stadig Daniel, og bjergene og uviljen mod den maste horisont, er ikke blevet mindre af blive genstartet.
Jeg var selv med i en hel del af forløbet, og det var… Jeg blev lige så overrasket som Daniel selv.
Det skete lidt i etaper, med en afgørende forvandling for ganske nylig. Vi snakker om liv og tid, så “for nylig” er ikke i går eller sidste uge. Men inden for de nævnte 3-4 måneder.
Det er stadig fastholdt i skrivende øjeblik øjeblik, og i de næste mange hvis ikke alle, som i en tidløs kapsel, beskyttende Daniel på en helt speciel unik måde. En egoistisk måde, vil nogle nok mene.
Jeg taster blot, og Daniel er ligeglad.
Egoistisk fraværende. Eller ekstremt nærværende, om dét så er selvcentreret, når det er i den beskyttende virkelighed han har fundet.
Beskyttende mig med, for den sags skyld. Hele den virkelighed, der er Daniels verden.
Det er hvad det drejer sig om. Virkelighed. Verden.
Og et par andre også beslægtede begreber:
Ord og tanker.
Eller tanker og ord, hvis man foretrækker dén rækkefølge.

Dette… “Statement” er ved at være ulideligt langt, så med Daniels lidt tvære og mutte godkendelse, kører jeg dét, der egentlig er det centrale, pointen om man vil, ind i computeren i koncentreret form. Hvis jeg kan få lov for Daniels tendens til at ville væve væg til væg ud af selv den mindste blot svagt røde tråd…
Godt så! Daniel ser sur ud, men her kommer det i næsten slogan-form, og uden megen forklaring: Det må komme i romanen! Med mig som fortællende hovedperson. (Daniel har vel tænkt sig at lade sin hovedperson være fortæller?!? Dén havde jeg ikke tænkt på… Hvis jeg, Janus… Nå, jeg får vel et ord eller tusind at få sagt!)
Apropos og videre, videre:

DANIEL GIDER IKKE MERE ORD OG TANKER!

Er én af de altafgørende konklusioner han er nået til. Og jeg kan bevidne, at det er korrekt. På mange planer, endda. Han skyr dem som pesten! Og det er ikke et valg mellem netop pest eller kolera: Ord og tanker er smeltet sammen til én grim uformelig klump for Daniel. Det er ikke blot at han ikke “gider” ord og tanker mere. Han FORNÆGTER deres betydning for virkelighed og verden.
Lad virkelighedens verden være så fri for ord og tanker som overhovedet muligt:
Stod det til Daniel, ja så tænkte han ikke engang de ord.
Virkeligheden skal ikke tænkes.
Verden skal ikke have ord sat på sig.
Og omvendt.
Det kom af en række oplevelser et sted, selvfølgelig, med en vidunderlig varieret horisont. Bjerge! Noget at lade blikket, -og øjeblikket, ethvert!, forsvinde dybt ind i…
Og nætter så store, så sorte men blidt modtagende, omfavnende, at tanker og ord blev til håbløse små unyttige ligegyldigheder.
Dette er i stærkt forkortet form; selv Daniel kan godt se at der skulle have været skåret kraftigt i teksten, men som sædvanlig lagde han ud med tågede omveje og skulle stoppes gang på gang, på vej ned ad et unødvendigt spor.
Et tankespor. Netop.
Med ord. Netop…

vejen-ind-i-morket-eller-bjerget

Som hans begynden på rasen over noget så ligegyldigt som sociale medier… Gudbedredet mens han dikterede via mig til samme!
Jeg forstår ham nu godt. Dér er et sted, hvor vi i den nær-ved-og-næsten-roman kan blive enige: Der er nogle få ‘brugere’ hedder det vist, selv om det i deres tilfælde burde hedde noget mindre neutralt; de er i Daniels branche. Selv om det er noget af en påstand at sige, at han overhovedet ER i nogen branche: Han gør og har altid gjort nogle ting, der ligger lige inden for, men… Ligesom han har været ung og talentfuld, jojo, det kan jeg da bevidne og har set på skrift, dokumenteret af autoriteter på feltet. Ganske som dem der rumsterer rundt med deres to metoder: Enten er ALT hvad der hænder dem med få sekunders forsinkelse krænget ud i al offentlighed, eller de synes det nødvendigt at selvbekræfte med (som tidligere nævnt; kom nu videre Daniel!), hvad de kan skrabe ud af ligegyldigheder fra ligegyldige ligegyldigheder…
Af en person der har afskaffet ord og tanker, bruger han dem nu rigeligt, ham Daniel. Retfærdigvis skal det siges, at det er intet sammenlignet med de få omtalte.
Heldigvis er det et mindretal; der er endda dem der nægter overhovedet at røre de omtalte medier, netværk, og det er bestemt ikke fordi de ikke er ‘sociale’. Personerne, altså. Endda tværtimod.

Daniel, nok (også!) om dét! Det betyder så lidt…
Du har netop opdaget en “ny” verden! En “ny” virkelighed!
BEFRIET for ord og tanker. Og så BRUGER du ord og tanker, på noget der knap er virkeligt; knap har noget med verden at gøre!
Tag dig dog sammen…
Det gør han så også.
Og en forhastet, ufærdig slutning nærmer sig.
Med en masse løse tråde. Der tidligere ville være rent guf for Daniel; lige til at savle over. Nøj hvor kunne der spindes og væves kvadratkilometer ikke blot væg-til-væg, men fint dekorede løbere hele vejen langt ud over horisonters kant…
Det gør han ikke!
Man kunne mistænke ham for, i al stilhed, at gemme lidt krøllede ender i lommen, til brug for mig(!) i dén dér “Jaja-lad-os-nu-se”-roman…
Daniel vender, helt af sig selv, vrangen ud på lommerne.
Der er ikke ét ord eller én tanke.
Undskyld!

Han har besluttet at genfinde præcis det sted, hvor hans ord og tanker blev opløst til intet, eller optaget i alt. Som også er intet, og sådan kunne man blive ved.
Hvis ikke man overlod det til verden og virkelighed.
Hvis ikke man lod verden og virkelighed være.

Daniel siger, at det er en passende måde at slutte på.
Opbygningsmæssigt, som tekst, er det nærmest mislykket.
Som konstruktion er det ikke selvbærende; vil brase sammen så snart stilladset fjernes.
Alt for lang og tung en indledning, og en snublende ufærdig slutning.

Måske er der også en pointe i dét. Daniel stirrer vedholdende på mig, så jeg føler mig nødsaget til at nævne den mulighed…
Det KAN være hans måde, at illustrere ord og tankers kommen til kort over for, ja, også sig selv. Og alt; enhver form for ALT. At der kan og kunne fyldes på eller skæres bort, til der er og var en balance.
Men at det ikke betyder et klap.
Han får nu ikke lov at bestemme i dén grad, når det gælder kompositionen af romanen…
Nu og her vil han have en bestemt slutning.
Og, selvsagt, skal dét også være i CAPS…
Jeg må minde mig selv kraftigt om, at det forhåbentlig er sidste større opslag. Før der begynder at komme bidder med mig, Janus, som hovedperson… Uddrag og skitser til den pokkers roman, som han sgu nu ikke slipper for at skrive!
Det nytter ikke at jeg også bliver stædig. Lad os få den slutning.
(Som er en smule bekymrende, når det kommer fra en skrivende person… Der endda har lovet at få færdiggjort den roman. Med mig som hovedperson. Jeg, Janus, er nødt til at understrege, at dette er dikteret af Daniel: Ikke mine ord og tanker!)
-Jaja!:

LIVET BLIVER KUN TOMT VED AT BLIVE TÆNKT!

Som om det ikke var nok, og iøvrigt håbløst banalt…

VIRKELIGHEDEN BLIVER KUN MINDRE AF ORD!

Daniel nikker; jeg puster ud og ryster mine ømme fingre.
Nu holder han i det mindste kæft…

%d bloggers like this: