MIN VEN JANUS / MANTELMOMENTO

mantelmomento

MIN VEN JANUS /
MANTELMOMENTO

OG HVORFOR NU ENDNU ET “STATEMENT”!?!
-SOM OM DER IKKE ER KOMMET RIGELIGT AF DÉN SLAGS FRA HAM DANIEL…

Mit navn er, som Daniel har krævet med i titlen på dette, altså Janus.

Jeg er en af Daniels få venner.

“Ven” er nok så meget sagt… Jeg kender ham og har kendt ham gennem mange år. On/off, som det hedder. Daniel er ikke meget til de ubrudte jævne tidslinjer… Som andre der kender ham ved. Ligesom han hader flade horisonter. Der må gerne komme et bjerg eller tre i vejen. Så ved man aldrig hvad der gemmer sig bag. Eller hvilken Daniel der dukker frem igen. Hvis der ikke lige kommer et større udsving i horisonten, ja så skaber han det selv.
Det har en del gange bragt ham i problemer, eller i det mindste kostet ham dyrt. Hvis man måler efter de almindelige kriterier. Det droppede Daniel for en del tid siden.
Og helt og aldeles for nylig. Derfor dette(igen-igen) ‘statement’. Er hvad han påstår.

horisont

Desuden har jeg den tvivlsomme ære, at være hovedperson i hans ‘evighedsprojekt’; den roman han stædigt og til alles tvivl påstår han vil færdiggøre.
Har påstået i snart mange år.
(Hvorpå et bjerg er dukket op…)
Og altså nu igen…
Eftersom jeg kender ham ret godt, ved jeg hvad der er sket den sidste tid. Og må nok indrømme, at der da er en chance (risiko?) for at det denne gang faktisk bliver til noget. En reel mulighed.
Så altså, jeg lægger navn og mit endnu ikke ødelagte rygte til denne… Udtalelse, for nu ikke at skrive ‘statement’ igen. Hvilket jeg så gjorde.
Jeg håber vi bliver bedre til det med ord, når romanen skal færdigskrives…
Når og hvis. Men altså:

Det er mest bare en masse vrøvl.
Det er ikke noget nyt. Ikke når det kommer fra Daniel.
Vrøvl er vist blevet hans varemærke. Det er hans problem.
Hvis det er et problem.
Hvad han, selvsagt, ikke synes.
Det må være andres problem…
Faktisk er, ifølge Daniel, næsten alt andres problem.
Det kan give en del problemer.

Men nu hvor han har valgt mig som hovedperson, kan jeg ikke rigtig tillade mig andet andet end at referere hans seneste sætten sig selv forrest.
Sætten sig selv i en scene, han påstår er mere blivende end de mange tidligere mere eller mindre opstyltede opsætninger.

Der ER da også sket et par såkaldt livsændrende ting i Daniels liv. Dén slags, som Facebook kalder “Livsbegivenheder”, og så frygteligt gerne vil ha’ os til at oprette, helst hver dag.
Som om der ikke er almindelige hverdage, hvor man skal grave dybt efter bare en mindre ‘begivenhed’.
Det er der så nogle der gør, i form af ‘opdateringer’ og ‘kommentarer’ og ‘likes’, 2-3-4-10 gange om dagen… Om opslaget, eget eller andens, har været nok så uinteressant. Er blevet pint ud af en ellers bedøvende ligegyldig hverdag.
Det er Daniel der bliver irriteret over den slags. Jeg synes bare det er lidt ligegyldigt.
Mere om det senere, siger Daniel, som så iøvrigt gør præcis det samme med dette opslag.
Selvmodsigelsen synes at gå hen over hovedet på ham.
Eller også er han flintrende ligeglad.
Det sidste, at være lystigt og lykkeligt ligeglad, er nu rart at opleve. Efter så mange år med bekymringer og væren så meget; så mange forsøg på blot at være… Noget. Og alt andet end ligeglad…
Jo, jeg under Daniel at springe op og falde ned på sin ‘status’. Også på de sociale medier. Såkaldt sociale.
Jeg under ham overhovedet at kunne hoppe op og falde ned!
Så jeg går med til at bringe det (forhåbentlig!) sidste ‘statement’ fra ham. Så har han bare at holde sin del af aftalen:
At færdiggøre dén bog med mig som hovedperson!

Daniel var virkelig syg. Gennem 5-6 år eller mere, blev han reduceret til næsten intet. På den dårlige måde; hvor hans ‘intet’ samtidig blev fyldt med flere og flere dystre spekulationer om fremtiden. En fremtid der synes at komme fræsende mod ham; rullende fra et fjernt punkt “engang”, og tættere og tættere på.
Med uhyggelig hast.
Først “snart” og så “næsten nu” og så “måske i morgen” og så det ultimative “glem alt om i morgen”…
I stedet for blot at være fremtid, koblede den sig på helbredet og blev mere og mere snæver og snærende: Fremtid blev til sidst så nær som, på gode dage, dagen efter, og på de flere og flere dårlige dage: Nu, om få timer, før du er klar. Du KAN ikke være klar…
Det er ikke sjovt at få sin fremtid klasket lige op i fjæset.
Midt i nutiden.
Nogle gange endda før nu, hvilket giver en ækel fornemmelse af et hul uden tid.
Lettere paradoksalt er dét hul blevet vendt til noget positivt.
Daniel siger, at det skal jeg vente med at skrive om.
Ok så; bare han har mere tjek på rækkefølge og afsnit når det kommer til den famøse roman…

Videre! (Daniel igen…)
Så skete det. For ganske nylig. Kun 3-4 måneder siden.
Daniel ryster undrende på hovedet; for ham ER det et helt liv siden. På flere måder. Eller to liv. Hvad han vel når frem til før jeg bliver øm i fingrene af at taste for ham. Nå, jo hurtigere vi kommer videre, jo før er dette overstået. Og jeg kan indtage min plads som hovedperson, i stedet for blot at være Daniels sekretær.
ENDELIG var der nogle kloge hoveder i hvide kitler, der gjorde det, der skulle være gjort helt fra begyndelsen:
Tog nogle ret simple blodprøver, og fik nogle krystalklare og forklarende tal.
Behandlingen, tilsvarende simpel, var og er simpelthen så meget et mirakel, at det overstråler al negativ skuen, knurren og skurren de sidste over 5 år bagud.
Et mirakel han knap troede på; SÅ meget en overvældende positiv “Livsbegivenhed” var det. For en sjælden gangs skyld passer Fb’s betegnelse:
Fremtiden trak sig, helt bogstaveligt på et par timer, tilbage til at være fremtid. Til at komme når den kommer.
Jeg overværede det selv, og det var vitterlig ren lykke.
Medicinsk, med bivirkninger, på sin vis kunstigt, men selveste løsningen. Nej, endda mere. Og i CAPS, siger Daniel:
LØSNINGEN, BEFRIELSEN!
Et vaskeægte mirakel… Hvis Daniel var pave, ville han ophøje et hold hvide kitler til snehvide uskyldsrene helgener.
Det er han absolut ikke, hverken pave eller helgen, men hans taknemmelighed er stor. Han takker gerne enhver Gud han ikke tror på. Og takker den snert af guddommelighed, alt dette også handler om. Når vi når så langt… (Så fat dig dog i korthed, Daniel! Dét er noget han bare ikke kan… Lidt bekymrende med tanke på den potentielle roman!)
Miraklet, behandlingen, har da bivirkninger. Den er simpel nok, et par piller om dagen, men et ret voldsomt kemisk indgreb i hele kroppens system.
Et indgreb på grænsen til et angreb; utroligt som nogle få mikrogram kemi kan påvirke et menneske. I Daniels tilfælde overordnet kun godt, men det får da en til at tænke på alt det man bliver proppet med, bevidst eller ubevidst, direkte eller indirekte.
Som et lille minus, hvis noget overhovedet skal nævnes, (og det vil Daniel ha’ med), er at han nu har det som enhver anden på hans alder. Med hensyn til krop og fysisk helbred, skynder jeg mig at tilføje! Mentalt, åndsmæssigt, oppe i hovedet… Dén springer vi let og elegant hen over. Forresten ikke mindst efter pointen med alt dette. Som vel kommer på et tidspunkt…
Men Daniel lever ikke længere i en mindst 20 år ældre krop, der endda bliver 1½ dag ældre for hver 1 dag… Han er ikke længere dækket til, tynget ned, tøjlet fast, snøret ind, gennemsyret af en alder han først skulle nå om mange år.
Måske først skulle nå efter sin død. Hvis man lige tillader den modsigelse; Daniel havde til sidst absolut overskredet både sidste salgs- og anvendelsesdato.
Men det at han fungerer som cirka den mængde år han har levet… Det får, ikke helt ulogisk, gang i tanker der slet ikke var plads til før.
Hvor længe har han nu? Hvor megen fremtid har han? Alt den slags de fleste der har levet et halvt århundrede nogle gange tænker.
Og så er Daniel jo, trods mirakel-behandling, grundlæggende syg. Og de hårde år har bestemt sat deres præg. Andre større og mindre skavanker får nu pludselig plads til at trænge frem.
Lidt bizart, at en helbredelse fører til symptomer og tanker om andre sygdomme, om antal leveår at satse på…
Nåja, og så har han heller ikke altid passet særlig godt på sin krop… Faktisk aldrig, hvis han skulle være ærlig, men det er jeg så. Nogle ting, uheld, har han ikke kunnet gøre for. Ting sker. Og de hvide kitler siger iøvrigt at alle tal ser “pæne” ud, meeeen… De indrømmer da også, at han bestemt ikke er en robust gennemsnitlig midaldrende, og at… Tja…
Daniel siger, at nu er det rigeligt om det!
Det vigtige er, at behandlingen virker. Og virkede, næsten som en genoplivning, et gispende første åndedrag lige før kvælning, fra dag nummer 1.

SÅ skulle der ske noget… Nu KUNNE der, igen, ske noget!
Og selvfølgelig skete noget mærkeligt, uventet, og først blot forvirrende. Det er jo stadig Daniel, og bjergene og uviljen mod den maste horisont, er ikke blevet mindre af blive genstartet.
Jeg var selv med i en hel del af forløbet, og det var… Jeg blev lige så overrasket som Daniel selv.
Det skete lidt i etaper, med en afgørende forvandling for ganske nylig. Vi snakker om liv og tid, så “for nylig” er ikke i går eller sidste uge. Men inden for de nævnte 3-4 måneder.
Det er stadig fastholdt i skrivende øjeblik øjeblik, og i de næste mange hvis ikke alle, som i en tidløs kapsel, beskyttende Daniel på en helt speciel unik måde. En egoistisk måde, vil nogle nok mene.
Jeg taster blot, og Daniel er ligeglad.
Egoistisk fraværende. Eller ekstremt nærværende, om dét så er selvcentreret, når det er i den beskyttende virkelighed han har fundet.
Beskyttende mig med, for den sags skyld. Hele den virkelighed, der er Daniels verden.
Det er hvad det drejer sig om. Virkelighed. Verden.
Og et par andre også beslægtede begreber:
Ord og tanker.
Eller tanker og ord, hvis man foretrækker dén rækkefølge.

Dette… “Statement” er ved at være ulideligt langt, så med Daniels lidt tvære og mutte godkendelse, kører jeg dét, der egentlig er det centrale, pointen om man vil, ind i computeren i koncentreret form. Hvis jeg kan få lov for Daniels tendens til at ville væve væg til væg ud af selv den mindste blot svagt røde tråd…
Godt så! Daniel ser sur ud, men her kommer det i næsten slogan-form, og uden megen forklaring: Det må komme i romanen! Med mig som fortællende hovedperson. (Daniel har vel tænkt sig at lade sin hovedperson være fortæller?!? Dén havde jeg ikke tænkt på… Hvis jeg, Janus… Nå, jeg får vel et ord eller tusind at få sagt!)
Apropos og videre, videre:

DANIEL GIDER IKKE MERE ORD OG TANKER!

Er én af de altafgørende konklusioner han er nået til. Og jeg kan bevidne, at det er korrekt. På mange planer, endda. Han skyr dem som pesten! Og det er ikke et valg mellem netop pest eller kolera: Ord og tanker er smeltet sammen til én grim uformelig klump for Daniel. Det er ikke blot at han ikke “gider” ord og tanker mere. Han FORNÆGTER deres betydning for virkelighed og verden.
Lad virkelighedens verden være så fri for ord og tanker som overhovedet muligt:
Stod det til Daniel, ja så tænkte han ikke engang de ord.
Virkeligheden skal ikke tænkes.
Verden skal ikke have ord sat på sig.
Og omvendt.
Det kom af en række oplevelser et sted, selvfølgelig, med en vidunderlig varieret horisont. Bjerge! Noget at lade blikket, -og øjeblikket, ethvert!, forsvinde dybt ind i…
Og nætter så store, så sorte men blidt modtagende, omfavnende, at tanker og ord blev til håbløse små unyttige ligegyldigheder.
Dette er i stærkt forkortet form; selv Daniel kan godt se at der skulle have været skåret kraftigt i teksten, men som sædvanlig lagde han ud med tågede omveje og skulle stoppes gang på gang, på vej ned ad et unødvendigt spor.
Et tankespor. Netop.
Med ord. Netop…

vejen-ind-i-morket-eller-bjerget

Som hans begynden på rasen over noget så ligegyldigt som sociale medier… Gudbedredet mens han dikterede via mig til samme!
Jeg forstår ham nu godt. Dér er et sted, hvor vi i den nær-ved-og-næsten-roman kan blive enige: Der er nogle få ‘brugere’ hedder det vist, selv om det i deres tilfælde burde hedde noget mindre neutralt; de er i Daniels branche. Selv om det er noget af en påstand at sige, at han overhovedet ER i nogen branche: Han gør og har altid gjort nogle ting, der ligger lige inden for, men… Ligesom han har været ung og talentfuld, jojo, det kan jeg da bevidne og har set på skrift, dokumenteret af autoriteter på feltet. Ganske som dem der rumsterer rundt med deres to metoder: Enten er ALT hvad der hænder dem med få sekunders forsinkelse krænget ud i al offentlighed, eller de synes det nødvendigt at selvbekræfte med (som tidligere nævnt; kom nu videre Daniel!), hvad de kan skrabe ud af ligegyldigheder fra ligegyldige ligegyldigheder…
Af en person der har afskaffet ord og tanker, bruger han dem nu rigeligt, ham Daniel. Retfærdigvis skal det siges, at det er intet sammenlignet med de få omtalte.
Heldigvis er det et mindretal; der er endda dem der nægter overhovedet at røre de omtalte medier, netværk, og det er bestemt ikke fordi de ikke er ‘sociale’. Personerne, altså. Endda tværtimod.

Daniel, nok (også!) om dét! Det betyder så lidt…
Du har netop opdaget en “ny” verden! En “ny” virkelighed!
BEFRIET for ord og tanker. Og så BRUGER du ord og tanker, på noget der knap er virkeligt; knap har noget med verden at gøre!
Tag dig dog sammen…
Det gør han så også.
Og en forhastet, ufærdig slutning nærmer sig.
Med en masse løse tråde. Der tidligere ville være rent guf for Daniel; lige til at savle over. Nøj hvor kunne der spindes og væves kvadratkilometer ikke blot væg-til-væg, men fint dekorede løbere hele vejen langt ud over horisonters kant…
Det gør han ikke!
Man kunne mistænke ham for, i al stilhed, at gemme lidt krøllede ender i lommen, til brug for mig(!) i dén dér “Jaja-lad-os-nu-se”-roman…
Daniel vender, helt af sig selv, vrangen ud på lommerne.
Der er ikke ét ord eller én tanke.
Undskyld!

Han har besluttet at genfinde præcis det sted, hvor hans ord og tanker blev opløst til intet, eller optaget i alt. Som også er intet, og sådan kunne man blive ved.
Hvis ikke man overlod det til verden og virkelighed.
Hvis ikke man lod verden og virkelighed være.

Daniel siger, at det er en passende måde at slutte på.
Opbygningsmæssigt, som tekst, er det nærmest mislykket.
Som konstruktion er det ikke selvbærende; vil brase sammen så snart stilladset fjernes.
Alt for lang og tung en indledning, og en snublende ufærdig slutning.

Måske er der også en pointe i dét. Daniel stirrer vedholdende på mig, så jeg føler mig nødsaget til at nævne den mulighed…
Det KAN være hans måde, at illustrere ord og tankers kommen til kort over for, ja, også sig selv. Og alt; enhver form for ALT. At der kan og kunne fyldes på eller skæres bort, til der er og var en balance.
Men at det ikke betyder et klap.
Han får nu ikke lov at bestemme i dén grad, når det gælder kompositionen af romanen…
Nu og her vil han have en bestemt slutning.
Og, selvsagt, skal dét også være i CAPS…
Jeg må minde mig selv kraftigt om, at det forhåbentlig er sidste større opslag. Før der begynder at komme bidder med mig, Janus, som hovedperson… Uddrag og skitser til den pokkers roman, som han sgu nu ikke slipper for at skrive!
Det nytter ikke at jeg også bliver stædig. Lad os få den slutning.
(Som er en smule bekymrende, når det kommer fra en skrivende person… Der endda har lovet at få færdiggjort den roman. Med mig som hovedperson. Jeg, Janus, er nødt til at understrege, at dette er dikteret af Daniel: Ikke mine ord og tanker!)
-Jaja!:

LIVET BLIVER KUN TOMT VED AT BLIVE TÆNKT!

Som om det ikke var nok, og iøvrigt håbløst banalt…

VIRKELIGHEDEN BLIVER KUN MINDRE AF ORD!

Daniel nikker; jeg puster ud og ryster mine ømme fingre.
Nu holder han i det mindste kæft…

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: