KLIK!

klik

MIN VEN JANUS / MANTELMOMENTO # 2

 

Nogle gange klikker det hele på plads.

Nogle af de nogle gange, viser det sig at det var falske klik. Klik med mislyd. Klik i forkert toneart. Klik i lyddøde rum. Eller klik med et ekko, der smider det tilbage med foragt. Som man smider en falsk guldmønt, hvis det var en western-film, eller endnu bedre; kaster den op i luften, trækker seksløberen og pletskyder den ad helvede til, langt bag de spanske eller italienske bjerge, der skal gøre det ud for det ægte vilde vesten.

Og det falder fra hinanden.
Hurtigt, som en forskrækkende sten gennem vinduet en nat, eller langsomt, som en klar og tydelig drøm alligevel forsvinder med tiden…
Men ligesom dé enkelte drømme, der huskes hele livet, klikker det nogle få gange så perfekt, at man i begyndelsen knap selv tror på det:
Det kan ikke passe, der må vise sig en fejl… Nja, det holder nok ikke i længden… Hvor er den lille brik der mangler? Eller hullet til den lille brik, der…? Altså, det er kun på film, hvor alle kedelige og ikke-passende detaljer kan udelades… Nej, det er kun noget man læser om… Eller læser sig til; dén er ofte brugt. Som noget hvor man tror på klikket, det store klik, for så bare at blive skuffet.

Daniel har meget nemt ved at tro på klikket. “Janus! Nu ved jeg det! Hvordan det hele hænger sammen!”
Åh hvor har jeg dog hørt det mange gange… Nogle gange næsten som en hemmelighed:
“Du… Altså… Ved du hva’ Janus?” Og endda lidt kiggen sig forsigtigt omkring, “…Jeg tror sgu jeg har fundet den. Meningen. Med det… det… Ja det hele!”

Det varierer selvfølgelig, også alt efter hvor “betydningsfuldt” et klik Daniel synes det er, altså om det er direkte livs- og verdensændrende, eller blot et ‘del-klik’, der forklarer noget men ikke alt… Men ca hvert år.
Kommer han med sådan et større nyt klik. Et af dem der indbefatter alt. Og hvis det ikke gør i starten, hvis det er et lidt skingrende klik, eller der er antydningen af et afbræk i lyden, hen mod slutningen, sådan i retning af kli-ak, ja så skal han sgu nok få det pudset til, så det stråler som det helt store guddommelige klik.

Jeg har tit haft lyst til at skære ham ned, når han er kommet jublende, viftende med et nyt klik. “Fint nok Daniel, men jeg gider altså ikke være med i dit klik.”
Jeg har endnu ikke kunnet nænne det.
Desuden har alle ret til deres klik. At Daniel bruger dén rettighed, så der må sidde adskillige rundt om i verden, der aldrig får andet end små rester af brugte klik, ja det kan han vel ikke selv se. Eller, når han er smart, så indgår det i hans seneste klik. På én eller anden måde.
For pokker; jeg kender det jo også fra mig selv. Véd hvor knusende det kan være. Når et klik viser sig at være fup og fiduser. Løgn og latin. En tankekonstruktion der intet kan bære, der skvatter sammen ved en enkelt regndråbe.
Eller bliver til papmaché. Et i opståelsen perfekt klik, der løber ud i sandet… Eller viskes væk i sandet af en ligeglad minimal doven småbølge.
Det gør ondt langt ind i livet.
Så jeg har ladet ham. Inklusive at inkludere mig.

Nu er Daniel så kommet med et nyt klik. Én ting er anderledes: Det er sat sammen af en hel række klik, over et stykke tid. På dén måde måske mere holdbart, lidt mere som en kæde end blot et enkelt led.
Nu siger Daniel så, at han har fundet selveste låsen til den kæde, der altså samlet er et klik.
Dét klik han har gået og ventet på i mange, mange år. Søgt efter. Med tanker, med handling, med ord… Det klik der har gjort, at han aldrig rigtig for alvor har haft fred. Altid, i større eller mindre grad, været rastløs. Eller det modsatte, opgivende, nærmest modløs.
Rastløs eller modløs; uden dét altafgørende klik.

Det er så nyt for ham, at han ikke helt kan forklare det. Desuden er det indbygget i klikket, at det ikke nødvendigvis kan formuleres. At det ikke kan beskrives med ord. Dén har vi været omkring, og det kunne være en smart måde at undvige lidt for nærgående studier:
“Nejnej, det er noget jeg kan mærke, det kan ikke forklares, ikke med ord, ikke med tanker…”
Alt det. Men selv jeg, Janus der fortæller Daniel, tror faktisk på ham. Og hans klik.
Ja, også på det lille seneste led, den ekstra lyd der åbenbart har fået hans klik til at, ja, klikke. Perfekt.
Ret så ironisk, er det noget der er kommet til ham fra en bog. Det indrømmer han ikke gerne, og prøver at bortforklare ved at snakke om, at det ikke er ordene i bogen, men historien bag, helt til hvordan forfatteren konkret har arbejdet.
Hvor han så ved det fra, er en ting. Noget andet, at det vist alligevel er to sider af samme sag. Eller flere, både sider og sager.

Hvorfor alt det om et klik? Som endda er fra den overdrevent hyppigt klikkende Daniel?
Fordi klikket lyder ægte. Rent guld. Eller guddommeligt, uden sammenligning i øvrigt.
Daniel kom med næsten alle delene til sit klik, eller rettere, de er kommet til ham over de sidste måneder.
Det har vi også snakket om.
Nu er der så bare det, at jeg, fortælleren, vitterligt tror på dette sidste manglende led. Som samtidig har nogle ret omfattende konsekvenser for mig, Janus.
Jeg eksisterer nemlig slet ikke. Ikke hvis jeg skal følge Daniels klik hele vejen. Og det gør jeg faktisk.
Også selv om det betyder, at jeg forsvinder.
Bliver ikke-virkelig.

Ha, det gør jeg da heller ikke!
SÅ nemt kommer man ikke af med Janus.
Ok, indrømmet, jeg ændrer form.
Eller er det indhold? Det må jeg lige diskutere med Daniel; hvad klikket har af betydning i den retning.
Altings klikken på plads har en hel del med netop form og indhold at gøre, eller også har det netop ikke.
Daniel er lidt uklar omkring det. Han har simpelthen ikke forstået klikket helt endnu.
Hvis det store klik overhovedet skal forstås; dét spørgsmål er heller ikke afgjort…
Men jeg bliver her. Lige på papiret, eller skærmen, eller hvor jeg nu er.
Jeg ER jo bare fiktion!
På sin vis løgn og latin… Latin er nu ikke en løgn; det er et sprog. Det var jeg ikke særlig god til. Tror lige jeg klarede mig igennem med et 5-tal fra den gamle 13-skala.
Hov, er det nu Daniel jeg taler om? Eller som? Eller er jeg stadig Janus? Hvis, var det så Daniel der fik 5, eller var det mig?
Sprog er bare ord. Men jeg ville ikke kunne fortælle at det store klik er sket, uden ord.
Selv et komma har betydning:
Men jeg ville ikke kunne fortælle,
at det store klik er sket uden ord.
Men jeg ville ikke kunne fortælle,
at det store klik er sket,
uden ord.
Og et lille ord ændrer også det store klik:
Det store klik er sket, uden et ord.
Ét ord…

Er det ikke ligegyldigt?
Ikke for Daniel! Hans liv ER drastisk ændret. For ham betyder det alt!
Men for alle andre? Tjo…
Det er vel ligegyldigt. Det er det dog heller ikke for mig.
Selvopløsende, ja, nok, jo, måske.
Janus, der plejer at fortælle Daniel, har fået en slags selvindsigt. Et underligt spejlvendt spejlbillede af mig selv. Ham selv? Jeg selv? Grammatikken gør knuder.
Måske er det et lille klik…
Jeg er blot 5 bogstaver, der samlet giver et Egennavn, hedder det vist, endda med stort. Med en funktion som noget fiktivt.
Engang var jeg fortæller.
Hvad er jeg nu? Hvor er jeg? Hvor er virkeligheden?
Ikke her, på papiret, på skærmen.
Eller kun her?
ER det kun?

Gad vide om jeg lever, når denne sætning er slut.
Den slutter med et klik.
Hvis det klik ikke allerede har været der:
En forståeligt utålmodig læser…
Der så IKKE læser, at den der ler sidst, ler bedst:
HA!
Men… Hvad nu hvis…
Der lyder et HA!
Efter at jeg er klikket?
-Væk?

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: