Arkiv

Monthly Archives: november 2016

ok

Min Ven Daniel; Om Idioter.

“Idioter! Så helvedes mange idioter…

Hvordan fanden skal du kunne arbejde med mig 5 timer om dagen med alle de idioter rendende frit rundt? Som høns der kun venter på at få hovedet hugget af. Fordi de sgu  ligefrem glæder sig til at rende hovedløse rundt! Så langt rækker deres fantasi: At rende rundt med hovedet under vingen er det sjoveste de kan forestille sig. Idioter! Med fjer stikkende ud fra kraniet. Som tossen i en dårlig tegneserie… Som fyld fra en… En… En… En pude på en krop, og ikke spor overraskende er fjerene mere værd at høre på end deres klukken.”

“Daniel, altså, det er noget vrøvl… Desuden er det er altså nogle af dine, ja måske ikke venner, men så bekendte du snakker om. Folk du kender udmærket! Nogen du jævnligt snakker med… Er du ikke bare lidt urimelig? Iøvrigt er det strengt taget mit problem… Er du sikker på det ikke bare er surhed over din egen manglende… Værdi? Altså som i værd at fortælle om, som fortælleobjekt, som den der skal fortælles?”

Det sidste skyndte jeg mig at tilføje, men Daniel reagerede alligevel som var det et personligt angreb.

Det var det måske også, lidt.

Han fnøs som en olm tyr så støvet hvirvlede op fra hans altid beskidte bord, og det spruttede en smule fra hans næsebor. En smule snot blandet med støv; jeg rykkede mig diskret men hurtigt lidt bagud på stolen. Og prøvede ikke at se på de små snotstøvperler Daniel ikke ænsede at han kørte arme og albuer rundt i.

Gad vide hvor interesseret han var i at blive fortalt med den slags detaljer… Men det var ikke tidspunktet at tage lige dét op. Det var hvad Daniel kaldte “De Store Linjer” der var på programmet.

Eller rettere; hvad han lige havde grabset ud af hjernen den dag.

Jeg gad ikke engang fortryde at have indvilget i at fortælle ham; det havde jeg allerede gjort så mange gange at det var blevet trivielt. At fortryde.

Det var nærmere noget med at få det overstået, så på dén måde var jeg da lidt interesseret i hans harme; det drejede sig jo netop om mine arbejdsdage og min arbejdsrytme.

Selv om han opførte sig som om det var hans, og ham der blev forstyrret. Forstyrret, ja…

“For fanden Janus, jeg siger jo ikke et ondt ord om dem, jeg synes bare nogle af dem er nogle kraftidioter, og at de ikke kan undgå at forstyrre hele fortællingen! De ER jo netop en del af min ihvertfald perifære omgangskreds, og så skal de vel også fortælles? Eller hva’? Hvis de fylder noget i mit hovede, fylder de vel osse noget i fortællingen om mig? Og føj for pokker, hvor de fylder langt mere end de burde!”

Jeg tænkte at Daniel jo snildt kunne blive fortalt i 1800-tallet, eller engang i år 2778, eller enhver tilfældig tid, hvor de for ham så plagsomme mennesker bare ikke var med. Det ville stadig være Daniel og hans historie; bare et helt andet scenario… Vi havde ikke aftalt noget specifikt om lige dét. Jo; han ville fortælles så tro mod hans ‘virkelige jeg’, som han kaldte det, men det kunne lige så vel komme fuldt til udtryk i for- eller fremtid. Daniel ville være den samme…

Han ville sikkert brokke sig gevaldigt, men dét kunne jeg jo så bruge mod ham. Vælge at begynde at fortælle, eller bare nævne som mulighed. Så ville han nok tænke sig om en ekstra gang. For én gangs skyld… Nu og her måtte jeg igennem hans tilsvining af personer, jeg aldeles ikke havde tænkt mig skulle med i fortællingen. Men lade som om jeg lyttede, var jeg nødt til. Det var jo min opgave. Også selv om han blandede tingene grundigt sammen: Det var jo da mit problem at få lavet en fast arbejdsgang, og jeg lod mig ikke forstyrre af dem han kaldte idioter, og som han havde set sig så gal på.

“Jamen I Guder, bare de har anskaffet sig et ISBN-nummer eller blevet KODA-registreret, er de oppe på spidsen af et elfenbenstårn. Og så er de kun nogle snothvalpe; jeg ku’ jo være deres ikke bare far, men bedstefar! Og så tror de at de er Danmarks nye store håb; jeg gider sgu ikke engang fortælle dem at den slags gjorde jeg for mange årtier siden. De tror sgu at de er de første og største, og så gentager de bare noget fra forrige årtusind… Vorherrebevars!”

Lidt mere fnysen, sprutten og viften med armene, mens han var ved at blive kvalt i sine egne ord.

Det ville være en yderst væmmelig død.

“22 år og tre digte i et blad og en samling på et lille obskurt forlag. Eller noget de kalder en pladekontrakt med promotionsturné, som ikke er andet end hjemmebrændte cd’er og et par koncerter på døren. Og ølsalg, hvis de er heldige. Eller ét objekt, som de fisefornemt kalder det, optaget på en udstilling kun fordi kuratorerne ikke havde fået tilsendt nok værker. Op på deres højeste kæpheste og ikke ku’ se at det er koste med kurs mod Bloksbjerg. Fjolser! Jo, de skal sgu fortælles! Og at jeg lige var en 3-4 årtier foran dem! Nejnejnej! De tror virkelig at det er dybe tallerkner de har opfundet. En moderne 3D-printer ku’ sgu fremstille noget mere originalt. Jeg ku’ bare finde noget af mit ungdoms-noget frem, så sku’ de nok holde kæft. Brægende høns! Brølende myrer!”

Daniels roden rundt i ordene passede meget godt med at han var ved at ha’ raset ud. Han var efterhånden mere gråmørk i ansigtet end blodglødende. Jeg tænkte på nogle af de ting han da ganske rigtigt havde lavet for mange år siden. Og tænkte også, at de da ikke havde været særlig originale. At der også før ham, havde været nogle der havde lavet noget lignende… Faktisk var der intet rigtig originalt eller bare nye vinkler på noget af Daniels tidlige arbejde.

Hans beskrivelse af de unge lignede i dén grad et selvportræt, at det undrede mig at han ikke selv kunne se det. Digtsamlingen, pladekontrakten, udstillingsobjektet… Det var jo nærmest hans eget sparsomme C.V. han havde revet i strimler.

Jeg så på den store fedtede plet på bordet, der var resultatet af Daniels tværen rundt i sit eget fnys og sprutteri, og spekulerede på om Daniel, selve Daniel og hans måde at se sig selv, ændrede sig ved at blive fortalt. Om han mon blev en anden karakter bare ved at vide, at han skulle betragtes, lyttes til, og fortælles.

Det var sært vanskeligt for mig at forholde mig til. Eller mere korrekt; jeg kunne ikke rigtig fastholde tanken. Hvis bare det at fortælle Daniel, ændrede hans historie, jamen så gav det jo et tåbeligt utal af muligheder. Forgreninger der lå uden for min kontrol. Så var det ikke skruen uden ende, men én skrue med et uendeligt antal af strittende ender, en blanding af et sprællende fraktaldyr og en dåse døde skruer med fantomsmerter.

Mine forvirrede tanker, lidt for viklet ind i mulige fortællinger om at fortælle Daniel, blev knækket over af en stigende metallisk rytme. Daniel havde fortsat sin klagesang, nu med en tydelig usympatisk klang af sur misundelse som et ikke spor subtilt underliggende tema.

Melodien var stadig ‘Idioter’, men haltede hastigt afsted på hans ikke særligt forfinede selverkendelse, og selv om skallen var som indersiden af en jernjomfru, blev luften tæt af svirrende splinter der samlede sig i flokke og hang sitrende oppe under loftet.

Det gik ikke. Det var helt forkert.

Jeg måtte ud af fortællingen, hvad det end var for en; det var ikke en jeg selv helt havde styr på. Så jeg lod Daniels stemme overtage, og prøvede at ryste de ukendte historie-rester af fingrene, noget klamt klæbrigt og samtidig brændende stads. Jeg blev helt taknemmelig da Daniels jammer og klynk fik mine tanker tilbage til almindelig væmmelse. Og glad for at høre den almindelige bitterhed, der plejede at ledsage hans sidste strofer. Det var i det mindste til at fortælle. Ikke muntert eller en særlig pæn historie, men velkendt til hudløshed. Jeg tjekkede mine fingre, og skævede op. Der var selvfølgelig intet, hverken noget ætsende fugtigt eller sværme af spidse metalstumper.

“… selv idiot. Ikke som dem, så dum har jeg sgu aldrig været. Men jeg skulle da ha’ udnyttet nogle af de chancer jeg fik. Hva’ fanden, de fleste af dem kludrer nok osse i det, og ved ikke hvornår de skal slå til. Men selvfølgelig skal det nok gå rigtig godt for enkelte af dem. Lissom det er gået… Og hende… Nåja, han klarer sig osse fint. Men der hjalp jeg sgu osse… Ja, nogle er bare heldige. Andre uheldige. Lissom jeg valgte forkert nogle gange. Nej, det er løgn. Jeg havde ikke nogle valg, det skete bare som det gjorde. Og så var der så meget der bare… Gik i sig selv. I opløsning. Blev til intet. For pokker, havde jeg vidst hvad jeg ved i dag… Så havde i dag godtnok set anderledes ud! Åh Gud ja… Hvis bare… Dengang… Og da… Ja. Pokkers… Men. Jo… Tja…”

Trygt tilbage som Daniels fortæller, kunne jeg ikke lade være at tilføje, at havde han dengang vidst hvad han tror han ved idag, ja så havde han alligevel siddet og sagt nøjagtig det samme.

Bare på en anden måde. Eller fortalt på en anden måde.

Eller en tredje, hvis det var en anden fortæller, eller hvis Daniels historie blev anderledes hvis… Men nej; dét var for kompliceret her i begyndelsen. Og vi var jo da ikke engang begyndt!

Men han var trods alt min ven, og jeg kendte ham jo.

Han skulle nok blive fortalt på en måde, der var retfærdig.

Balanceret efter en målestok der måtte komme hen ad vejen.

Jeg glædte mig til at putte ham ind i forskellige tidsaldre, og finde på alle mulige slags roller til ham, altså blot scener og omgivelser, erhverv og jobs. Jeg skulle skam nok være tro mod både Daniels egentlige jeg, og da også mod mig selv.

At fortælle en anden, er ikke noget man skal tage let på. Men heller ikke for tungt; det er stadig blot en historie. Lidt fiktion hører til.

Selvfølgelig uden at det bliver fri fantasi, dén går ikke.

Men jeg ville nu nok lægge en dæmper på Daniels mening om alle de idioter han var omgivet af.

Det var inden for rammerne af det tilladte: Som fortæller har man en vis ret til at redigere fortællingen.

Det siger sig selv.

Ellers kunne Daniel jo bare fortælle selv, og jeg ville være ude af historien.

Gad vide hvor meget han så ville fortælle om mig?

Jeg er jo hans ven, en af de meget få.

Nå, det finder jeg nok ud af.

Det må jo være en del af det hele… På én eller anden måde.

Fortællingen er jo… Eller er den?

Senere! Nu må jeg finde på noget af det sædvanlige trøstende til Daniel. Så han ikke bliver hængende i sit eget savl. Ja. Det sædvanlige…

Reklamer

identitet

…Janus og Daniel… At starte. (En slags Præ-Prolog…)

“Det er umuligt at begynde et sted!”

Det var hvad Daniel sagde. Allerede opgivende og halvdyster, klassisk Daniel. Fra før hans åbenbaring. Eller hvad det var. Og vi havde lige sat os. For at diskutere hvordan det skulle gribes an. Hvorfra og hvordan angrebet skulle sættes ind. Eller forsvaret, hvis det var dét det blev. Der var mange ting der skulle på plads, og så lægger han ud med sådan en melding:

“Jamen Janus, det er umuligt at begynde et sted. Vi kan jo ikke begynde med… Pointen, konklusionen, eller hvad det kaldes. Det er som at begynde med slutningen. Selv om det ikke er, bliver, vil være slutningen. Tværtimod, egentlig. Det er jo netop… Hvor så? Jeg har jo så meget… Så mange steder… Jeg ved ikke… Hvad har du tænkt dig?”

Jeg blev en smule overrumplet. Ikke over at Daniel var kørt fast før han og vi var begyndt, dét var bare det sædvanlige, men over at han tog mig på råd. Sådan havde jeg ikke helt forestillet mig det, og det tror jeg heller ikke han selv havde. Jeg tror bare at omfanget af det hele var ved at gå op for ham. ‘Det hele’ var nu også en hel del. Eller kunne være; det var netop det vi, blandt meget andet, skulle finde ud af.

For nu alligevel at begynde et sted, før den egentlige begyndelse, havde Daniel valgt mig som fortæller. Så kort kunne det siges. Skrives; det var det han ville have. En til at nedskrive de ting der var hændt ham den sidste tid. Og hvorfor det var så altafgørende. Så specielt, at det skulle formidles. Fortælles. Der ville så også komme en hel masse før det, det var nødvendigt for at forstå. Hvad det var der skulle forstås, havde han prøvet at forklare mig, og umiddelbart lød det fornuftigt nok. Sammenlignet med så meget andet der var kommet fra Daniel, og det var ikke så lidt. Men det lød også ret banalt, ret så indlysende. Samtidig kunne jeg mærke hvor dybt det havde påvirket ham, så jeg skulle ikke overveje det længe. Før jeg sagde ja. Til at fortælle. Det undrede mig stadig hvorfor han havde brug for en til at fortælle ham. Hvorfor han havde brug for et lag mellem… Ja hvad? Sig selv og sig selv? På en måde var det nok det. En slags moderator, som det hedder på godt moderne dansk. Et slags filter fandt han åbenbart nødvendigt. Men hvorfor han ikke selv kunne… Men det ville måske komme frem undervejs. Eller også var det endnu en klassisk Daniel: At komplicere noget enkelt. Dét var han ret god til. Han var kommet til mig, og spurgt meget direkte. Kort efter at han var kommet tilbage fra endnu en tur. Hans personlige paradis, Portugal. Som han kunne tale om i en uendelighed, grænsende til det ulidelige, trættende. For at sige det pænt. Hvis man var så dum at spørge ham nærmere, ligefrem at opfordre. Ikke fordi han behøvede opfordring, han kunne få hvad som helst til at minde ham om noget i Portugal. Stort set altid sluttende med endnu en erklæring om, hvordan det var bedre der. Denne gang var der nu virkelig noget forandret over ham; ikke sådan at man tænkte at det dog var en helt anden Daniel. Men det kom frem, stille og roligt, efter lidt snak. Han ville, ganske som hver gang han havde været afsted, gerne fortælle om Portugal og portugiseres fortræffelighed. Og sammenligne med danskere og nordboeres mangel på samme. Men der var også noget andet. Som han havde lidt svært ved at forklare; det blev nogle generaliserende sætninger, ikke altid helt til at få hoved eller hale på, om hvordan han selv var blevet en anden. Men helt at forklare på hvilken måde… Desuden blev det blandet sammen med noget helbredsmæssigt, men det er en historie for sig selv. Som Daniel nok skal komme ind på. Mange gange, igen og igen. Jo, han har det med at gentage sig selv. Og ved det godt. Måske derfor. At han havde brug for en fortæller. Fordi det ellers ville blive noget kredsen om det samme, uden at nå hverken frem eller tilbage; hoved eller hale. Man kunne indvende, om der strengt taget var hoved eller hale på Daniels liv. Om det var andet end en rodekasse af vidt forskellige oplevelser og måder at behandle tilværelsen på. Uden ret mange andre fællesnævnere end netop Portugal.

Men dén rodekasse vil nok også blive grundigt rodet op i, og jo mere jeg tænkte over det, kunne jeg godt se det fornuftige i at have en fortæller. Ikke mindst i Daniels tilfælde. Der var simpelthen så meget; strittende i alle retninger, at det næsten var utroligt at han havde kunnet nå alt det på knap 60 år. Eller det havde kunnet nå ham; hvordan man nu så på det.

Ja, det var nok det afgørende. Daniel ville have en fortæller, der kunne skille tingene lidt ad. Men der var fra starten ingen tvivl: Det var Daniel der skulle fortælles. Jeg, Janus, som person og ven, skulle ikke være tilstede. Kun som Daniel, for nu at sige det som han selv gjorde. Jeg vidste nok om den slags, til at vide at det ville blive noget nær umuligt. Men det måtte vi tage som det kom.

Jeg gik med til det. Men satte et par enkelte regler, lige så meget for Daniels skyld. Jeg ville bestemme den helt overordnede form. Og så titlen. Jeg fik forbavsende lidt modstand omkring dét, Daniel måtte virkelig brænde for at få det ud. For at blive fortalt.

Han skulle fortælle OM hver enkelt ting, begivenhed, oplevelse, erindring, person, hvert forløb, en periode, stort som småt, vigtigt eller mindre vigtigt; det måtte han afgøre. Hvad han nu fandt frem fra kaoskisten. Men det skulle fortælles i formen ‘Om…’ og hvad det så var han fandt væsentligt. Det skulle ikke fraviges; var det en handling eller en ting der krævede det, skulle det hedde ‘Om at…’. Det kom også til at indgå i titlen. Måske var jeg en lille smule… Ond er for stærkt, men så da tvetydig på en ikke helt pæn måde. Igen tog Daniel det næsten uden modstand. Enten fordi han accepterede den mindre pæne betydning som noget der burde være muligt. Eller fordi han lagde de nye ændringer i hans liv i det. Jeg ved det faktisk ikke. Men sådan startede det. Før det startede et sted; det måtte så blive Daniel der måtte slås med at finde et sted at begynde.

Janus der fortæller Daniel fik sat en mærkat på:

“Min ven Daniel. Om.”

Han var udmærket klar over, at det ord, ‘Om’, ikke kunne eller skulle flyttes om forrest. Det var hverken meningen eller betydningen.

Men han accepterede det.

Også selv om det både grammatisk var skævt, og helt grundlæggende visuelt kluntet.

Hvorfor jeg egentlig ville have det sådan? Det er lidt overraskende, men jeg vidste det ikke rigtig. Ikke udover den nærmest undskyldning om, at det ville være nemmere at fortælle ham i en lidt stram form. Og så den lidt spydige der antydede at noget skulle eller burde gøres om…

Måske var det bare det. Daniel var og er min ven. Som venner nu er efter man har kendt dem over et halvt liv. Måske mere som en slags familie; noget der bare er der… På godt og ondt.

Jeg var godt klar over, at det ville ændre sig. Efterhånden som det ene ‘Om’ efter det andet fik fortalt Daniel. Og jeg som en slags mellemmand, nærmest usynlig.

Det ville nu vise sig, i hvor høj grad jeg kunne lade være med at komme med i Daniels fortælling. Desuden måtte jeg jo komme ind under indtil flere ‘Om’; jeg var trods alt Daniels gamle ven. Og så mange venner har han ikke. Der har da været en masse, men udskiftningen har været lige så hastig, som Daniels liv har skiftet. Og det har virkelig svinget fra den ene yderlighed til den anden. Nogle gange hurtigere end han selv har kunnet følge med.

Faktisk var det måske også en grund til at jeg påtog mig opgaven: Simpel nysgerrighed: Der var mange huller på adskillige år i Daniels liv, jeg da gerne ville fortælle.

Jeg var også ret spændt på virkelig at få at vide, hvad pokker der var sket de sidste gange han havde været væk. Den afgørende forandring der var sket. Som han ikke helt kunne forklare, men som jeg nu skulle fortælle.

Og at der ville komme alt muligt frem, som ville overraske mig.

Det kan ikke undgås.

Når et liv skal fortælles om.

 

7-etage

Min ven Daniel. Om denne Blog. Og vinduer mm.

Ja, det var mig der havde løftet stenen, bare for at se hvad der var under, hvad der ville ske. Jeg havde blot nævnt over for Daniel, at det da godtnok var lang tid siden at han havde lagt noget ud på hans blog… Ikke at der var nogen der læste den, allerhøjst et par stykker, inklusive ham selv og mig, men alligevel… Det var det lige at lette lidt på stenen, der havde lokket: Lidt nysgerrig på Daniels reaktion; hvad der var under der ville blive forstyrret i deres daglige mørke ly… At det var en så højspændt aggressiv lille fyr der smuttede ud i lyset, DÉT havde jeg ikke regnet med. Jo, måske, lidt, men ikke at det så hurtigt, omgående, blev mig der måtte haste i ly under selvsamme sten… Der var iøvrigt en masse andet kryb, men det er ikke min afdeling. Tænk at være fortæller for en bænkebider. Eller en almindelig lille navnløs bille. Det ville nok være langt nemmere end at være Daniels fortæller, men osse ret kedeligt. Måske? Hvem kender egentlig meget til insekters sjæleliv? Måske er det rigt beåndet… Måske kribler de rundt og fører samtaler om og med Sokrates, Kant, Nietzsche, Sartre… Daniel flintrede rundt om sig selv, spruttede en masse jeg ikke kan eller vil fortælle, flåede i bunker med tekster, klikkede på mus og tastatur som maskingeværsalver. Og endte med favnen fuld af papirer og udprint. Han stod og trippede for at historien kunne fortsætte, så ét eller andet måtte jeg komme med:

“Nå, ok så, Jamen det er da… Jeg er din fortæller, så… så… -Så hvad med at… Ja: Du har virkelig været rasende på de sociale medier, Facebook, dén slags, ikke mindst den måde enkeltpersoner har brugt dem, hold da op hvor har du vrænget, “sociale medier; min bare røv, med skideskæg og hængenosser, føj for helvede!”, var det ikke igår du sagde det om ham og hans opslag om…”

“Hold nu kæft Janus, det er sgu da ikke noget at fortælle om, det var jo bare lige i øjeblikket, dét øjeblik, at jeg synes han var lidt for meget, han er jo god nok, det var bare… Ja, lige da jeg så hans serie af selvpromovering, påfugleoppustethed, samme lidt for selvbevidste vendinger igen og igen, og der var da nok osse lidt misundelse, ikke meget, meget lidt faktisk, men en lille smule, ikke nok til at retfærdiggøre sådan en gang selvopkørt ‘se mig, se mig’ gange ti, slet ikke, nejnej, men det er da ikke noget særligt! Sådan ER de “sociale medier”! -var det osse vrængende? Ja sikkert, men sgu da med god grund! Derfra og så til at være værd at fortælle om… Nej Janus, det kan du altså gøre bedre, langt bedre! Kom nu i gear! Fortæl mig! Jeg står sgu da lige her foran dig; på afstand kunne vi misforstås som én person!”

Det mest irriterende var at han selvfølgelig havde ret. Indrømmet; der var ikke meget kød på dét ben. Men som fortæller måtte jeg sgu da også have en vis medbestemmelse! For pokker: Uden mig ingen Daniel! Det måtte han se at… En smule respekt; en vis… Ja, anerkendelse! Han vidste jo glimrende, at hvis ikke det var for min fortællen ham… Så ville han måske ikke eksistere. Ikke som fortalt person, ihvertfald. Ikke beskrevet, nedskrevet, indtastet… Dokumenteret! Min rolle var strengt taget den vigtigste, den altafgørende. Det kan da godt ske at Daniel er hovedperson, men uden nogen til at fortælle ham… Uden en til at fremstille ham som netop hovedperson! Er det ikke rigtigt? Man fortæller jo ikke sig selv. Altså ikke på den måde. Så ja, jeg synes sgu nok at Daniel… Nu vendte han sig direkte mod mig, som med en idé-pære over hovedet; med tegneserielysende streger ud fra. Klar til én eller anden konfrontation, der efter hans ansigtsudtryk at dømme ville ende med ham som den store triumfator. Men fandme nej, denne ene gang ville fortælleren få ret. Besluttede jeg, og lænede mig tilbage med armene over kors. Klassisk forsvars- og skeptisk attitude. Bare Fandens osse, at Daniel efterhånden var immun over for den slags signaler. Lige i dette tilfælde ville det have været bedre, hvis vi kendte hinanden knap så godt… Hvis vi ikke var venner.

Jeg blev træt på forhånd. Drænet, udmattet, med den slags hovedpine der sidder i hele kroppen og gør arme og ben tunge som et ondt år lavet af bly; et år med flere dage, uger, måneder end året kan tåle uden at blive vældig sygt og ondt. 365 i 10’ende…

Kort sagt; jeg gad ikke.

Og slet ikke skulle fortælle det.

Men det var for sent. Daniel havde strammet den gordiske knude, som jeg havde været overmodigt dum nok at lægge reb til.

Som selv at medbringe reb til sin egen lynscning.

Som selv at lade geværene til henrettelsespelotonen…

For pokker! Jeg er også bare et menneske! Fortæller er mit job, aldeles ulønnet og slet ikke lønnen værd, men bag funktionen som Daniels fortæller og ven, er der altså også en Janus!

Det har Daniel det med at glemme. Nogle gange virker det som med vilje, andre gange bare hans sædvanlige selvcentrerethed: “Det drejer sig jo om mig!”… Ja. Det gør det… Men derfor kunne jeg, Janus, da godt få lidt mere opmærksomhed i Daniels fortælling. Det kunne jeg jo bare give mig, men der er grænser for hvor meget jeg kan fravige hvad Daniel synes skal fortælles… Det er utroligt som han, uden at det bemærkes, har styr på hvad og hvordan jeg fortæller ham. Som stod han altid og læste hvert et ord over min skulder. Hvad han da absolut ikke gør! Gør han?… Nej! Ville jeg ikke lægge mærke til det?… Trættende… Janus, mig… Hvor ER han, Janus, jeg, i alt dette? Som andet og mere end Daniels ven og fortæller…

Gemt godt og grundigt væk i teksten! Glemt i en fortælling om hans egen ven!

Nej, jeg orker næsten ikke mere… Men bliver ved. Som var det en naturlov… AT Janus fortæller Daniels historie. Som Daniel ser den. Og skal jeg have lov til at føje noget til… Ja så skal jeg bede om lov. Nogle gange nærmest tigge… Det kan føles en smule ydmygende. Specielt når Daniel så spiller kostbar, og liiiiige skal overveje om… Det sker nu at jeg sniger en sætning eller hele små afsnit ind, og bare håber at det ikke bliver opdaget. Det SKER faktisk, at nogle af ordene er helt mine. Nogle sætninger ER ren Janus! Når Daniel ikke opdager det. Det pudsige er, at Daniel slet ikke bliver sur eller vred eller noget i den retning. Nej, han smiler bare overbærende. Sådan lidt medlidende. Som til et barn der ikke kan gøre for det… Det er værre! Hvorfor kan ikke give en ordentlig regulær skideballe? Nænej, det er lige før han giver mig et forstående kram; et trøstende knus… Føj! Og hvorfor? Hvis det var mig der var Daniel, og han var Janus, og han skulle fortælle om mig, og så istedet skrev om Janus, ja så ville jeg som Daniel da blive sur og gal? Som Daniel finder det morsomt at sige engang imellem:

“Janus, der er ingen der har bedt dig om at forstå. Bare du fortæller det du ikke forstår…”

“Hva så Janus, skal vi så komme igang? Her er til de første mange måneders blog-opslag. Lige til at gå til. Og med vores fælles kræfter, er det hurtigt knaldet af. Hvad siger du? Skal vi starte fra en ende af, eller bare hive noget tilfældigt ud fra midten? JoJo, det får du lov at bestemme…” Daniel holdt en overkunstig kunstpause, for rigtig at nyde at tvære rundt i det:

“Det var jo dig der bragte emnet op… Ikk’? IKK’?”

Sådanne øjeblikke kunne jeg kvæle ham.

Men mine hænder bliver på tastaturet. Og med en tung kugle i maven skriver jeg Daniels historie. Jeg skal minde mig selv om, at han er min ven. ‘Min ven Daniel’ mumler jeg til migselv.

Mens jeg fortæller ham.

Hold da kæft hvor jeg nogle gange hader ham. Og at jeg sagde ja til at fortælle ham. Men hvad gør man ikke for venner…

Hvis skrift kunne stinke, de enkelte ord og sætninger sådan virkelig fylde et rum med en stank, så ville “Men hvad gør man ikke for venner” dampe af indebrændt modvilje. Alle vinduer blive åbnet vidt op, gennemtræk så linjerne på skærmen ville flagre op under loftet.

Jeg ved ikke om jeg ville nå at se det. Måske et vidtåbent vindue ville være for fristende. Med hovedet først i ét langt hop fra stolen og ud i det fri.

At Daniel bor nogle etager over jorden, og at jorden er belagt med asfalt og fliser, og at jeg ikke bryder mig særligt meget om hverken knoglebrud eller indre blødninger… Ja det kunne jeg så spekulere på i de millisekunder mellem vindue og “smask”!

Med Daniels stemme følgende efter hele vejen ned:

“Men hvad så med mit opslag? Hvem skal så…? Du kan da ikke bare…”

Før mit ansigt blev modtaget ret så hårdhændet og lyseslukkende, nåede jeg at tænke, måske endda råbe;

“Det her er da noget du selv kan slå op på Facebook, du kan endda]”

-Jeg ville have fortsat ‘tage et foto at illustrere med’, men da havde jeg lært den gennemført usympatisk hårde flise at kende. Måske var det indbildning, men lige før jeg mistede bevidstheden med et ret fladt ansigt, og mens mine knogler stadig kunne høres splintre på alle mulige metalskrue- og pladekrævende måder, mente jeg at høre det lille klik fra Daniels mobilkamera. Og hans stemme der begejstret udbrød et “Yes manner, DÉT blev sgu godt. Lige til Fjæsbogen; ha!; kvast fjæs til fjæsbog, perfekt! Han ER godtnok en ven ham Janus.

Jeg var for tæt på min skaber til at høre fortsættelsen.

“Jeg smutter lige ned og tager nogle nærbilleder, specielt dér hvor knoglen stikker ud. Og ja for pokker, der er da osse åbent ind til hans hjerne, dét er da et motiv lige til at slå op. Hvis jeg laver en lille video, bare panorerer over de mest væmmelige detaljer, ja så har jeg endda et upload til YouTube. Nøj! Og SÅ skal jeg nok ringe 112. Janus vil forstå den lille forsinkelse; det gør ligefrem hans fortællen mere spændende: Overlever Daniels ven eller ej? Kan han fortælle mig videre, eller er der et job ledigt? Jo, lidt spænding vil han da forstå…

%d bloggers like this: