Om at begynde et sted…

identitet

…Janus og Daniel… At starte. (En slags Præ-Prolog…)

“Det er umuligt at begynde et sted!”

Det var hvad Daniel sagde. Allerede opgivende og halvdyster, klassisk Daniel. Fra før hans åbenbaring. Eller hvad det var. Og vi havde lige sat os. For at diskutere hvordan det skulle gribes an. Hvorfra og hvordan angrebet skulle sættes ind. Eller forsvaret, hvis det var dét det blev. Der var mange ting der skulle på plads, og så lægger han ud med sådan en melding:

“Jamen Janus, det er umuligt at begynde et sted. Vi kan jo ikke begynde med… Pointen, konklusionen, eller hvad det kaldes. Det er som at begynde med slutningen. Selv om det ikke er, bliver, vil være slutningen. Tværtimod, egentlig. Det er jo netop… Hvor så? Jeg har jo så meget… Så mange steder… Jeg ved ikke… Hvad har du tænkt dig?”

Jeg blev en smule overrumplet. Ikke over at Daniel var kørt fast før han og vi var begyndt, dét var bare det sædvanlige, men over at han tog mig på råd. Sådan havde jeg ikke helt forestillet mig det, og det tror jeg heller ikke han selv havde. Jeg tror bare at omfanget af det hele var ved at gå op for ham. ‘Det hele’ var nu også en hel del. Eller kunne være; det var netop det vi, blandt meget andet, skulle finde ud af.

For nu alligevel at begynde et sted, før den egentlige begyndelse, havde Daniel valgt mig som fortæller. Så kort kunne det siges. Skrives; det var det han ville have. En til at nedskrive de ting der var hændt ham den sidste tid. Og hvorfor det var så altafgørende. Så specielt, at det skulle formidles. Fortælles. Der ville så også komme en hel masse før det, det var nødvendigt for at forstå. Hvad det var der skulle forstås, havde han prøvet at forklare mig, og umiddelbart lød det fornuftigt nok. Sammenlignet med så meget andet der var kommet fra Daniel, og det var ikke så lidt. Men det lød også ret banalt, ret så indlysende. Samtidig kunne jeg mærke hvor dybt det havde påvirket ham, så jeg skulle ikke overveje det længe. Før jeg sagde ja. Til at fortælle. Det undrede mig stadig hvorfor han havde brug for en til at fortælle ham. Hvorfor han havde brug for et lag mellem… Ja hvad? Sig selv og sig selv? På en måde var det nok det. En slags moderator, som det hedder på godt moderne dansk. Et slags filter fandt han åbenbart nødvendigt. Men hvorfor han ikke selv kunne… Men det ville måske komme frem undervejs. Eller også var det endnu en klassisk Daniel: At komplicere noget enkelt. Dét var han ret god til. Han var kommet til mig, og spurgt meget direkte. Kort efter at han var kommet tilbage fra endnu en tur. Hans personlige paradis, Portugal. Som han kunne tale om i en uendelighed, grænsende til det ulidelige, trættende. For at sige det pænt. Hvis man var så dum at spørge ham nærmere, ligefrem at opfordre. Ikke fordi han behøvede opfordring, han kunne få hvad som helst til at minde ham om noget i Portugal. Stort set altid sluttende med endnu en erklæring om, hvordan det var bedre der. Denne gang var der nu virkelig noget forandret over ham; ikke sådan at man tænkte at det dog var en helt anden Daniel. Men det kom frem, stille og roligt, efter lidt snak. Han ville, ganske som hver gang han havde været afsted, gerne fortælle om Portugal og portugiseres fortræffelighed. Og sammenligne med danskere og nordboeres mangel på samme. Men der var også noget andet. Som han havde lidt svært ved at forklare; det blev nogle generaliserende sætninger, ikke altid helt til at få hoved eller hale på, om hvordan han selv var blevet en anden. Men helt at forklare på hvilken måde… Desuden blev det blandet sammen med noget helbredsmæssigt, men det er en historie for sig selv. Som Daniel nok skal komme ind på. Mange gange, igen og igen. Jo, han har det med at gentage sig selv. Og ved det godt. Måske derfor. At han havde brug for en fortæller. Fordi det ellers ville blive noget kredsen om det samme, uden at nå hverken frem eller tilbage; hoved eller hale. Man kunne indvende, om der strengt taget var hoved eller hale på Daniels liv. Om det var andet end en rodekasse af vidt forskellige oplevelser og måder at behandle tilværelsen på. Uden ret mange andre fællesnævnere end netop Portugal.

Men dén rodekasse vil nok også blive grundigt rodet op i, og jo mere jeg tænkte over det, kunne jeg godt se det fornuftige i at have en fortæller. Ikke mindst i Daniels tilfælde. Der var simpelthen så meget; strittende i alle retninger, at det næsten var utroligt at han havde kunnet nå alt det på knap 60 år. Eller det havde kunnet nå ham; hvordan man nu så på det.

Ja, det var nok det afgørende. Daniel ville have en fortæller, der kunne skille tingene lidt ad. Men der var fra starten ingen tvivl: Det var Daniel der skulle fortælles. Jeg, Janus, som person og ven, skulle ikke være tilstede. Kun som Daniel, for nu at sige det som han selv gjorde. Jeg vidste nok om den slags, til at vide at det ville blive noget nær umuligt. Men det måtte vi tage som det kom.

Jeg gik med til det. Men satte et par enkelte regler, lige så meget for Daniels skyld. Jeg ville bestemme den helt overordnede form. Og så titlen. Jeg fik forbavsende lidt modstand omkring dét, Daniel måtte virkelig brænde for at få det ud. For at blive fortalt.

Han skulle fortælle OM hver enkelt ting, begivenhed, oplevelse, erindring, person, hvert forløb, en periode, stort som småt, vigtigt eller mindre vigtigt; det måtte han afgøre. Hvad han nu fandt frem fra kaoskisten. Men det skulle fortælles i formen ‘Om…’ og hvad det så var han fandt væsentligt. Det skulle ikke fraviges; var det en handling eller en ting der krævede det, skulle det hedde ‘Om at…’. Det kom også til at indgå i titlen. Måske var jeg en lille smule… Ond er for stærkt, men så da tvetydig på en ikke helt pæn måde. Igen tog Daniel det næsten uden modstand. Enten fordi han accepterede den mindre pæne betydning som noget der burde være muligt. Eller fordi han lagde de nye ændringer i hans liv i det. Jeg ved det faktisk ikke. Men sådan startede det. Før det startede et sted; det måtte så blive Daniel der måtte slås med at finde et sted at begynde.

Janus der fortæller Daniel fik sat en mærkat på:

“Min ven Daniel. Om.”

Han var udmærket klar over, at det ord, ‘Om’, ikke kunne eller skulle flyttes om forrest. Det var hverken meningen eller betydningen.

Men han accepterede det.

Også selv om det både grammatisk var skævt, og helt grundlæggende visuelt kluntet.

Hvorfor jeg egentlig ville have det sådan? Det er lidt overraskende, men jeg vidste det ikke rigtig. Ikke udover den nærmest undskyldning om, at det ville være nemmere at fortælle ham i en lidt stram form. Og så den lidt spydige der antydede at noget skulle eller burde gøres om…

Måske var det bare det. Daniel var og er min ven. Som venner nu er efter man har kendt dem over et halvt liv. Måske mere som en slags familie; noget der bare er der… På godt og ondt.

Jeg var godt klar over, at det ville ændre sig. Efterhånden som det ene ‘Om’ efter det andet fik fortalt Daniel. Og jeg som en slags mellemmand, nærmest usynlig.

Det ville nu vise sig, i hvor høj grad jeg kunne lade være med at komme med i Daniels fortælling. Desuden måtte jeg jo komme ind under indtil flere ‘Om’; jeg var trods alt Daniels gamle ven. Og så mange venner har han ikke. Der har da været en masse, men udskiftningen har været lige så hastig, som Daniels liv har skiftet. Og det har virkelig svinget fra den ene yderlighed til den anden. Nogle gange hurtigere end han selv har kunnet følge med.

Faktisk var det måske også en grund til at jeg påtog mig opgaven: Simpel nysgerrighed: Der var mange huller på adskillige år i Daniels liv, jeg da gerne ville fortælle.

Jeg var også ret spændt på virkelig at få at vide, hvad pokker der var sket de sidste gange han havde været væk. Den afgørende forandring der var sket. Som han ikke helt kunne forklare, men som jeg nu skulle fortælle.

Og at der ville komme alt muligt frem, som ville overraske mig.

Det kan ikke undgås.

Når et liv skal fortælles om.

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: