“Ord på Vej”; Oplæst tekst.

7-etage

Min ven Daniel. Om denne Blog. Og vinduer mm.

Ja, det var mig der havde løftet stenen, bare for at se hvad der var under, hvad der ville ske. Jeg havde blot nævnt over for Daniel, at det da godtnok var lang tid siden at han havde lagt noget ud på hans blog… Ikke at der var nogen der læste den, allerhøjst et par stykker, inklusive ham selv og mig, men alligevel… Det var det lige at lette lidt på stenen, der havde lokket: Lidt nysgerrig på Daniels reaktion; hvad der var under der ville blive forstyrret i deres daglige mørke ly… At det var en så højspændt aggressiv lille fyr der smuttede ud i lyset, DÉT havde jeg ikke regnet med. Jo, måske, lidt, men ikke at det så hurtigt, omgående, blev mig der måtte haste i ly under selvsamme sten… Der var iøvrigt en masse andet kryb, men det er ikke min afdeling. Tænk at være fortæller for en bænkebider. Eller en almindelig lille navnløs bille. Det ville nok være langt nemmere end at være Daniels fortæller, men osse ret kedeligt. Måske? Hvem kender egentlig meget til insekters sjæleliv? Måske er det rigt beåndet… Måske kribler de rundt og fører samtaler om og med Sokrates, Kant, Nietzsche, Sartre… Daniel flintrede rundt om sig selv, spruttede en masse jeg ikke kan eller vil fortælle, flåede i bunker med tekster, klikkede på mus og tastatur som maskingeværsalver. Og endte med favnen fuld af papirer og udprint. Han stod og trippede for at historien kunne fortsætte, så ét eller andet måtte jeg komme med:

“Nå, ok så, Jamen det er da… Jeg er din fortæller, så… så… -Så hvad med at… Ja: Du har virkelig været rasende på de sociale medier, Facebook, dén slags, ikke mindst den måde enkeltpersoner har brugt dem, hold da op hvor har du vrænget, “sociale medier; min bare røv, med skideskæg og hængenosser, føj for helvede!”, var det ikke igår du sagde det om ham og hans opslag om…”

“Hold nu kæft Janus, det er sgu da ikke noget at fortælle om, det var jo bare lige i øjeblikket, dét øjeblik, at jeg synes han var lidt for meget, han er jo god nok, det var bare… Ja, lige da jeg så hans serie af selvpromovering, påfugleoppustethed, samme lidt for selvbevidste vendinger igen og igen, og der var da nok osse lidt misundelse, ikke meget, meget lidt faktisk, men en lille smule, ikke nok til at retfærdiggøre sådan en gang selvopkørt ‘se mig, se mig’ gange ti, slet ikke, nejnej, men det er da ikke noget særligt! Sådan ER de “sociale medier”! -var det osse vrængende? Ja sikkert, men sgu da med god grund! Derfra og så til at være værd at fortælle om… Nej Janus, det kan du altså gøre bedre, langt bedre! Kom nu i gear! Fortæl mig! Jeg står sgu da lige her foran dig; på afstand kunne vi misforstås som én person!”

Det mest irriterende var at han selvfølgelig havde ret. Indrømmet; der var ikke meget kød på dét ben. Men som fortæller måtte jeg sgu da også have en vis medbestemmelse! For pokker: Uden mig ingen Daniel! Det måtte han se at… En smule respekt; en vis… Ja, anerkendelse! Han vidste jo glimrende, at hvis ikke det var for min fortællen ham… Så ville han måske ikke eksistere. Ikke som fortalt person, ihvertfald. Ikke beskrevet, nedskrevet, indtastet… Dokumenteret! Min rolle var strengt taget den vigtigste, den altafgørende. Det kan da godt ske at Daniel er hovedperson, men uden nogen til at fortælle ham… Uden en til at fremstille ham som netop hovedperson! Er det ikke rigtigt? Man fortæller jo ikke sig selv. Altså ikke på den måde. Så ja, jeg synes sgu nok at Daniel… Nu vendte han sig direkte mod mig, som med en idé-pære over hovedet; med tegneserielysende streger ud fra. Klar til én eller anden konfrontation, der efter hans ansigtsudtryk at dømme ville ende med ham som den store triumfator. Men fandme nej, denne ene gang ville fortælleren få ret. Besluttede jeg, og lænede mig tilbage med armene over kors. Klassisk forsvars- og skeptisk attitude. Bare Fandens osse, at Daniel efterhånden var immun over for den slags signaler. Lige i dette tilfælde ville det have været bedre, hvis vi kendte hinanden knap så godt… Hvis vi ikke var venner.

Jeg blev træt på forhånd. Drænet, udmattet, med den slags hovedpine der sidder i hele kroppen og gør arme og ben tunge som et ondt år lavet af bly; et år med flere dage, uger, måneder end året kan tåle uden at blive vældig sygt og ondt. 365 i 10’ende…

Kort sagt; jeg gad ikke.

Og slet ikke skulle fortælle det.

Men det var for sent. Daniel havde strammet den gordiske knude, som jeg havde været overmodigt dum nok at lægge reb til.

Som selv at medbringe reb til sin egen lynscning.

Som selv at lade geværene til henrettelsespelotonen…

For pokker! Jeg er også bare et menneske! Fortæller er mit job, aldeles ulønnet og slet ikke lønnen værd, men bag funktionen som Daniels fortæller og ven, er der altså også en Janus!

Det har Daniel det med at glemme. Nogle gange virker det som med vilje, andre gange bare hans sædvanlige selvcentrerethed: “Det drejer sig jo om mig!”… Ja. Det gør det… Men derfor kunne jeg, Janus, da godt få lidt mere opmærksomhed i Daniels fortælling. Det kunne jeg jo bare give mig, men der er grænser for hvor meget jeg kan fravige hvad Daniel synes skal fortælles… Det er utroligt som han, uden at det bemærkes, har styr på hvad og hvordan jeg fortæller ham. Som stod han altid og læste hvert et ord over min skulder. Hvad han da absolut ikke gør! Gør han?… Nej! Ville jeg ikke lægge mærke til det?… Trættende… Janus, mig… Hvor ER han, Janus, jeg, i alt dette? Som andet og mere end Daniels ven og fortæller…

Gemt godt og grundigt væk i teksten! Glemt i en fortælling om hans egen ven!

Nej, jeg orker næsten ikke mere… Men bliver ved. Som var det en naturlov… AT Janus fortæller Daniels historie. Som Daniel ser den. Og skal jeg have lov til at føje noget til… Ja så skal jeg bede om lov. Nogle gange nærmest tigge… Det kan føles en smule ydmygende. Specielt når Daniel så spiller kostbar, og liiiiige skal overveje om… Det sker nu at jeg sniger en sætning eller hele små afsnit ind, og bare håber at det ikke bliver opdaget. Det SKER faktisk, at nogle af ordene er helt mine. Nogle sætninger ER ren Janus! Når Daniel ikke opdager det. Det pudsige er, at Daniel slet ikke bliver sur eller vred eller noget i den retning. Nej, han smiler bare overbærende. Sådan lidt medlidende. Som til et barn der ikke kan gøre for det… Det er værre! Hvorfor kan ikke give en ordentlig regulær skideballe? Nænej, det er lige før han giver mig et forstående kram; et trøstende knus… Føj! Og hvorfor? Hvis det var mig der var Daniel, og han var Janus, og han skulle fortælle om mig, og så istedet skrev om Janus, ja så ville jeg som Daniel da blive sur og gal? Som Daniel finder det morsomt at sige engang imellem:

“Janus, der er ingen der har bedt dig om at forstå. Bare du fortæller det du ikke forstår…”

“Hva så Janus, skal vi så komme igang? Her er til de første mange måneders blog-opslag. Lige til at gå til. Og med vores fælles kræfter, er det hurtigt knaldet af. Hvad siger du? Skal vi starte fra en ende af, eller bare hive noget tilfældigt ud fra midten? JoJo, det får du lov at bestemme…” Daniel holdt en overkunstig kunstpause, for rigtig at nyde at tvære rundt i det:

“Det var jo dig der bragte emnet op… Ikk’? IKK’?”

Sådanne øjeblikke kunne jeg kvæle ham.

Men mine hænder bliver på tastaturet. Og med en tung kugle i maven skriver jeg Daniels historie. Jeg skal minde mig selv om, at han er min ven. ‘Min ven Daniel’ mumler jeg til migselv.

Mens jeg fortæller ham.

Hold da kæft hvor jeg nogle gange hader ham. Og at jeg sagde ja til at fortælle ham. Men hvad gør man ikke for venner…

Hvis skrift kunne stinke, de enkelte ord og sætninger sådan virkelig fylde et rum med en stank, så ville “Men hvad gør man ikke for venner” dampe af indebrændt modvilje. Alle vinduer blive åbnet vidt op, gennemtræk så linjerne på skærmen ville flagre op under loftet.

Jeg ved ikke om jeg ville nå at se det. Måske et vidtåbent vindue ville være for fristende. Med hovedet først i ét langt hop fra stolen og ud i det fri.

At Daniel bor nogle etager over jorden, og at jorden er belagt med asfalt og fliser, og at jeg ikke bryder mig særligt meget om hverken knoglebrud eller indre blødninger… Ja det kunne jeg så spekulere på i de millisekunder mellem vindue og “smask”!

Med Daniels stemme følgende efter hele vejen ned:

“Men hvad så med mit opslag? Hvem skal så…? Du kan da ikke bare…”

Før mit ansigt blev modtaget ret så hårdhændet og lyseslukkende, nåede jeg at tænke, måske endda råbe;

“Det her er da noget du selv kan slå op på Facebook, du kan endda]”

-Jeg ville have fortsat ‘tage et foto at illustrere med’, men da havde jeg lært den gennemført usympatisk hårde flise at kende. Måske var det indbildning, men lige før jeg mistede bevidstheden med et ret fladt ansigt, og mens mine knogler stadig kunne høres splintre på alle mulige metalskrue- og pladekrævende måder, mente jeg at høre det lille klik fra Daniels mobilkamera. Og hans stemme der begejstret udbrød et “Yes manner, DÉT blev sgu godt. Lige til Fjæsbogen; ha!; kvast fjæs til fjæsbog, perfekt! Han ER godtnok en ven ham Janus.

Jeg var for tæt på min skaber til at høre fortsættelsen.

“Jeg smutter lige ned og tager nogle nærbilleder, specielt dér hvor knoglen stikker ud. Og ja for pokker, der er da osse åbent ind til hans hjerne, dét er da et motiv lige til at slå op. Hvis jeg laver en lille video, bare panorerer over de mest væmmelige detaljer, ja så har jeg endda et upload til YouTube. Nøj! Og SÅ skal jeg nok ringe 112. Janus vil forstå den lille forsinkelse; det gør ligefrem hans fortællen mere spændende: Overlever Daniels ven eller ej? Kan han fortælle mig videre, eller er der et job ledigt? Jo, lidt spænding vil han da forstå…

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: