OM IDIOTER!

ok

Min Ven Daniel; Om Idioter.

“Idioter! Så helvedes mange idioter…

Hvordan fanden skal du kunne arbejde med mig 5 timer om dagen med alle de idioter rendende frit rundt? Som høns der kun venter på at få hovedet hugget af. Fordi de sgu  ligefrem glæder sig til at rende hovedløse rundt! Så langt rækker deres fantasi: At rende rundt med hovedet under vingen er det sjoveste de kan forestille sig. Idioter! Med fjer stikkende ud fra kraniet. Som tossen i en dårlig tegneserie… Som fyld fra en… En… En… En pude på en krop, og ikke spor overraskende er fjerene mere værd at høre på end deres klukken.”

“Daniel, altså, det er noget vrøvl… Desuden er det er altså nogle af dine, ja måske ikke venner, men så bekendte du snakker om. Folk du kender udmærket! Nogen du jævnligt snakker med… Er du ikke bare lidt urimelig? Iøvrigt er det strengt taget mit problem… Er du sikker på det ikke bare er surhed over din egen manglende… Værdi? Altså som i værd at fortælle om, som fortælleobjekt, som den der skal fortælles?”

Det sidste skyndte jeg mig at tilføje, men Daniel reagerede alligevel som var det et personligt angreb.

Det var det måske også, lidt.

Han fnøs som en olm tyr så støvet hvirvlede op fra hans altid beskidte bord, og det spruttede en smule fra hans næsebor. En smule snot blandet med støv; jeg rykkede mig diskret men hurtigt lidt bagud på stolen. Og prøvede ikke at se på de små snotstøvperler Daniel ikke ænsede at han kørte arme og albuer rundt i.

Gad vide hvor interesseret han var i at blive fortalt med den slags detaljer… Men det var ikke tidspunktet at tage lige dét op. Det var hvad Daniel kaldte “De Store Linjer” der var på programmet.

Eller rettere; hvad han lige havde grabset ud af hjernen den dag.

Jeg gad ikke engang fortryde at have indvilget i at fortælle ham; det havde jeg allerede gjort så mange gange at det var blevet trivielt. At fortryde.

Det var nærmere noget med at få det overstået, så på dén måde var jeg da lidt interesseret i hans harme; det drejede sig jo netop om mine arbejdsdage og min arbejdsrytme.

Selv om han opførte sig som om det var hans, og ham der blev forstyrret. Forstyrret, ja…

“For fanden Janus, jeg siger jo ikke et ondt ord om dem, jeg synes bare nogle af dem er nogle kraftidioter, og at de ikke kan undgå at forstyrre hele fortællingen! De ER jo netop en del af min ihvertfald perifære omgangskreds, og så skal de vel også fortælles? Eller hva’? Hvis de fylder noget i mit hovede, fylder de vel osse noget i fortællingen om mig? Og føj for pokker, hvor de fylder langt mere end de burde!”

Jeg tænkte at Daniel jo snildt kunne blive fortalt i 1800-tallet, eller engang i år 2778, eller enhver tilfældig tid, hvor de for ham så plagsomme mennesker bare ikke var med. Det ville stadig være Daniel og hans historie; bare et helt andet scenario… Vi havde ikke aftalt noget specifikt om lige dét. Jo; han ville fortælles så tro mod hans ‘virkelige jeg’, som han kaldte det, men det kunne lige så vel komme fuldt til udtryk i for- eller fremtid. Daniel ville være den samme…

Han ville sikkert brokke sig gevaldigt, men dét kunne jeg jo så bruge mod ham. Vælge at begynde at fortælle, eller bare nævne som mulighed. Så ville han nok tænke sig om en ekstra gang. For én gangs skyld… Nu og her måtte jeg igennem hans tilsvining af personer, jeg aldeles ikke havde tænkt mig skulle med i fortællingen. Men lade som om jeg lyttede, var jeg nødt til. Det var jo min opgave. Også selv om han blandede tingene grundigt sammen: Det var jo da mit problem at få lavet en fast arbejdsgang, og jeg lod mig ikke forstyrre af dem han kaldte idioter, og som han havde set sig så gal på.

“Jamen I Guder, bare de har anskaffet sig et ISBN-nummer eller blevet KODA-registreret, er de oppe på spidsen af et elfenbenstårn. Og så er de kun nogle snothvalpe; jeg ku’ jo være deres ikke bare far, men bedstefar! Og så tror de at de er Danmarks nye store håb; jeg gider sgu ikke engang fortælle dem at den slags gjorde jeg for mange årtier siden. De tror sgu at de er de første og største, og så gentager de bare noget fra forrige årtusind… Vorherrebevars!”

Lidt mere fnysen, sprutten og viften med armene, mens han var ved at blive kvalt i sine egne ord.

Det ville være en yderst væmmelig død.

“22 år og tre digte i et blad og en samling på et lille obskurt forlag. Eller noget de kalder en pladekontrakt med promotionsturné, som ikke er andet end hjemmebrændte cd’er og et par koncerter på døren. Og ølsalg, hvis de er heldige. Eller ét objekt, som de fisefornemt kalder det, optaget på en udstilling kun fordi kuratorerne ikke havde fået tilsendt nok værker. Op på deres højeste kæpheste og ikke ku’ se at det er koste med kurs mod Bloksbjerg. Fjolser! Jo, de skal sgu fortælles! Og at jeg lige var en 3-4 årtier foran dem! Nejnejnej! De tror virkelig at det er dybe tallerkner de har opfundet. En moderne 3D-printer ku’ sgu fremstille noget mere originalt. Jeg ku’ bare finde noget af mit ungdoms-noget frem, så sku’ de nok holde kæft. Brægende høns! Brølende myrer!”

Daniels roden rundt i ordene passede meget godt med at han var ved at ha’ raset ud. Han var efterhånden mere gråmørk i ansigtet end blodglødende. Jeg tænkte på nogle af de ting han da ganske rigtigt havde lavet for mange år siden. Og tænkte også, at de da ikke havde været særlig originale. At der også før ham, havde været nogle der havde lavet noget lignende… Faktisk var der intet rigtig originalt eller bare nye vinkler på noget af Daniels tidlige arbejde.

Hans beskrivelse af de unge lignede i dén grad et selvportræt, at det undrede mig at han ikke selv kunne se det. Digtsamlingen, pladekontrakten, udstillingsobjektet… Det var jo nærmest hans eget sparsomme C.V. han havde revet i strimler.

Jeg så på den store fedtede plet på bordet, der var resultatet af Daniels tværen rundt i sit eget fnys og sprutteri, og spekulerede på om Daniel, selve Daniel og hans måde at se sig selv, ændrede sig ved at blive fortalt. Om han mon blev en anden karakter bare ved at vide, at han skulle betragtes, lyttes til, og fortælles.

Det var sært vanskeligt for mig at forholde mig til. Eller mere korrekt; jeg kunne ikke rigtig fastholde tanken. Hvis bare det at fortælle Daniel, ændrede hans historie, jamen så gav det jo et tåbeligt utal af muligheder. Forgreninger der lå uden for min kontrol. Så var det ikke skruen uden ende, men én skrue med et uendeligt antal af strittende ender, en blanding af et sprællende fraktaldyr og en dåse døde skruer med fantomsmerter.

Mine forvirrede tanker, lidt for viklet ind i mulige fortællinger om at fortælle Daniel, blev knækket over af en stigende metallisk rytme. Daniel havde fortsat sin klagesang, nu med en tydelig usympatisk klang af sur misundelse som et ikke spor subtilt underliggende tema.

Melodien var stadig ‘Idioter’, men haltede hastigt afsted på hans ikke særligt forfinede selverkendelse, og selv om skallen var som indersiden af en jernjomfru, blev luften tæt af svirrende splinter der samlede sig i flokke og hang sitrende oppe under loftet.

Det gik ikke. Det var helt forkert.

Jeg måtte ud af fortællingen, hvad det end var for en; det var ikke en jeg selv helt havde styr på. Så jeg lod Daniels stemme overtage, og prøvede at ryste de ukendte historie-rester af fingrene, noget klamt klæbrigt og samtidig brændende stads. Jeg blev helt taknemmelig da Daniels jammer og klynk fik mine tanker tilbage til almindelig væmmelse. Og glad for at høre den almindelige bitterhed, der plejede at ledsage hans sidste strofer. Det var i det mindste til at fortælle. Ikke muntert eller en særlig pæn historie, men velkendt til hudløshed. Jeg tjekkede mine fingre, og skævede op. Der var selvfølgelig intet, hverken noget ætsende fugtigt eller sværme af spidse metalstumper.

“… selv idiot. Ikke som dem, så dum har jeg sgu aldrig været. Men jeg skulle da ha’ udnyttet nogle af de chancer jeg fik. Hva’ fanden, de fleste af dem kludrer nok osse i det, og ved ikke hvornår de skal slå til. Men selvfølgelig skal det nok gå rigtig godt for enkelte af dem. Lissom det er gået… Og hende… Nåja, han klarer sig osse fint. Men der hjalp jeg sgu osse… Ja, nogle er bare heldige. Andre uheldige. Lissom jeg valgte forkert nogle gange. Nej, det er løgn. Jeg havde ikke nogle valg, det skete bare som det gjorde. Og så var der så meget der bare… Gik i sig selv. I opløsning. Blev til intet. For pokker, havde jeg vidst hvad jeg ved i dag… Så havde i dag godtnok set anderledes ud! Åh Gud ja… Hvis bare… Dengang… Og da… Ja. Pokkers… Men. Jo… Tja…”

Trygt tilbage som Daniels fortæller, kunne jeg ikke lade være at tilføje, at havde han dengang vidst hvad han tror han ved idag, ja så havde han alligevel siddet og sagt nøjagtig det samme.

Bare på en anden måde. Eller fortalt på en anden måde.

Eller en tredje, hvis det var en anden fortæller, eller hvis Daniels historie blev anderledes hvis… Men nej; dét var for kompliceret her i begyndelsen. Og vi var jo da ikke engang begyndt!

Men han var trods alt min ven, og jeg kendte ham jo.

Han skulle nok blive fortalt på en måde, der var retfærdig.

Balanceret efter en målestok der måtte komme hen ad vejen.

Jeg glædte mig til at putte ham ind i forskellige tidsaldre, og finde på alle mulige slags roller til ham, altså blot scener og omgivelser, erhverv og jobs. Jeg skulle skam nok være tro mod både Daniels egentlige jeg, og da også mod mig selv.

At fortælle en anden, er ikke noget man skal tage let på. Men heller ikke for tungt; det er stadig blot en historie. Lidt fiktion hører til.

Selvfølgelig uden at det bliver fri fantasi, dén går ikke.

Men jeg ville nu nok lægge en dæmper på Daniels mening om alle de idioter han var omgivet af.

Det var inden for rammerne af det tilladte: Som fortæller har man en vis ret til at redigere fortællingen.

Det siger sig selv.

Ellers kunne Daniel jo bare fortælle selv, og jeg ville være ude af historien.

Gad vide hvor meget han så ville fortælle om mig?

Jeg er jo hans ven, en af de meget få.

Nå, det finder jeg nok ud af.

Det må jo være en del af det hele… På én eller anden måde.

Fortællingen er jo… Eller er den?

Senere! Nu må jeg finde på noget af det sædvanlige trøstende til Daniel. Så han ikke bliver hængende i sit eget savl. Ja. Det sædvanlige…

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: