Om jul og december.

jul

Min ven Daniel. Om juleaften og tiden op til…

Nu er det snart jul. Ca 20 dage…

Daniel har et ret ambivalent forhold til alt det jule-halløj. Skulle jeg fortælle. Selv tager jeg det nok noget mere afslappet, men det er der nu også en grund til. For Daniel er det mere blandet; men kan vel deles op i to hovedpunkter. Er vi blevet enige om, efter lidt diskuteren. Jeg har iøvrigt gjort det klart, at netop på grund af julen, har jeg hverken tid eller mulighed for at fortælle Daniel fra nogle dage før d.24. til ind i det nye år. Derfor tager vi det allerede nu, eller i det mindste de indledende øvelser. Så kan detaljerne komme senere. Hvilket de vil. Dukke op under anden fortællen af Daniel. Lad os komme igang; december er også en travl måned for mig. Og for de fleste: Alle dem, flertallet, der holder en større eller mindre traditionel familiejul. Mindretallet, de hjemløse, psykisk syge, misbrugere, eller bare ensomme; frivilligt behageligt alene eller regulært ensomme, og ikke mindst alle de mange muslimer der nu nok skal få deres sag for med den nye regering, og hvor smart at gøre Støjbjerget til minister; hun ser umiddelbart sympatisk og imødekommende ud, men uha hvor nogle meninger, tænk at sige på direkte tv, at “dem MED dansk pas der ikke har været i arbejde i XX år, nok aldrig skulle ha’ HAFT det pas!”… Og det LIGE efter at have sagt klart og tydeligt “Ja!” -Til om man er dansk når man har et dansk pas… Nåda! Hvad med de såkaldt ‘etnisk danske’ der HELLER ikke har haft regulært arbejde i XX år? Er det så deres tur næste gang? Til “nok ikke at skulle være danskere…”? Dét er da godtnok et menneskesyn der betænkeligt nærmer sig… Men hov, det er jo alt for tidsspecifikt og vedrører slet ikke dette afsnit.

Det er desuden min mening, og selv om jeg tror den ligger tæt op ad Daniels: Den slags er fortællingen slet ikke nået til endnu.

Det vedkommer forresten ikke mig, slet ikke i år. Jeg har mit på det tørre hvad angår fortællen og julen, men det er også noget andet. Tredje, må det så være.

Nu er det snart jul… Med hvad det fremkalder af minder.

Daniel husker dengang et pyntet juletræ var en magisk verden. Han kunne bruge timer på at forsvinde ind mellem grenene. Glide rundt om de glimtende kugler, helt ør i hovedet over alle farverne. Sidde på en gren et øjeblik og kigge sig måbende lykkelig omkring. Få øje på lige dét stykke pynt, han kunne huske helt tilbage fra de første svage erindringer om bedsteforældrene. Og om hans yndlingsmoster og -onkel, hvor de ofte holdt jul. Hvis han kravler ned ad en af de smukt buede guirlander eller bruger ægte tungt gammelt lametta som tov, og glider ned i en regn af funklen, kan han kravle hen over bjerget af gaver. Der fylder og bugner under de nederste grene, pakket ind i papir og bånd med sløjfer, der skjuler de ting han så brændende ønsker sig. Bogstaveligt skjuler de ting han netop ønsker sig, for næsten hver eneste jul han kan huske, har han fået lige dét. Og hvis ikke, har det altid vist sig, at det han sådan havde ønsket sig, slet ikke var så vidunderligt som det han fik i stedet. Han hopper det sidste stykke ned på gulvet. Kan rundt om træet og gaverne se det store bord, hvor hele familien snart samles. Og på mirakuløs vis har det rart og fredeligt sammen. Dén ene dag om året, behøver han ikke være bange. For at forældrene skal opstille den helt uforståeligt og usynlige mur mellem dem. Der er så tyk, så massiv, at selv om de sidder lige ved siden af hinanden, er de i hver deres verden. Og det er to verdener der ligger i krig. Som regel viser det sig ved en ond sitren i luften, der rammer den mystiske glasvæg fra begge sider, og ligesom hamrer løs i den dybeste tavshed der findes. Hvis ikke, det er sket nogle få gange, at de vælter muren som var de enige om dét, men absolut intet andet: Råben og skælden ud, og ord han ikke rigtig forstår, først senere, alt for sent, desværre, fyger som spyd i tætte bundter gennem luften, begge veje. Det er det værste, for han kan ikke finde ud af hvem det er synd for. Han bliver så ked af det, at han bliver mindre og mindre, og til sidst kun er øjne der stirrer ned på tallerkenen, mens forældrene vokser sig større og større og fylder ikke bare spisestuen, huset, vejen, men hele den eksisterende verden. Også de mange inde i hans hovede. Han kan ikke finde et sted at gemme sig. Værst er nu den massive plexiglasvæg. At det var plexiglas, fandt han selvfølgelig først ud af langt senere. I begyndelsen, når forældrene med lange kvælende lufttomme mellemrum, smed en sværm af stikkende bier mod den anden, var han indimellem så bange for at noget ville gå i stykker, at det gav et spjæt i ham. Som selvfølgelig, heldigvis, ikke blev bemærket. Han havde enkelte gange prøvet, hvordan deres had blev en slags midlertidig fælles front mod ham; som i mangel på bedre, som fordi de ikke kunne slå hinanden MERE ihjel. For nogle korte uendelige aldrig sluttende minutter kunne de begge kigge på ham, med deres fordrejede øjne, og komme med arrige bemærkninger. Det er selvfølgelig også først senere, at han har fundet den egentlige betydning af arrig: Rig på ar. Det der er fyldt med kun noget der efterlader ar. Arrig. Deres øjne, der ellers var enten låst ind i hinandens, med gnister så langt fra juletræets glimmer som overhovedet kan fattes, eller strejfende, søgende, kradsende rundt hen over fladerne og tingene i spisestuen, var ikke deres rigtige øjne. De kunne stadig have almindelige far og mor-øjne, når de var alene med ham. Selv om det det holdt hårdt til sidst. Så han blev mut og ville hellere i seng uden historie. Men de øjne var slet ikke dem han havde lært at kende. Og han kunne ikke finde ud af, om det var HAM der kiggede på en forkert måde ind i deres øjne… Så han undgik at kigge. Det blev mere og mere til at han blev bedt om at se dem i øjnene, og hvad der dog var galt med ham… Han vidste det ikke!!! Han græd ofte over det han ikke vidste. Men miraklet! Magien ved juleaften! Dén aften var der ikke noget af den slags. Kun han kunne ind imellem mærke, at små dele af glasmuren var ved at fortættes i luften. Men så skulle han bare snyde dem, og begynde at lege ivrig efter gaver eller hvornår de skulle danse om juletræ! Det virkede! De kunne udveksle et sært hastigt blik, stadig med en farve så ond at han ikke kunne sætte navn på den.. Mere dyb grå end sort… MEN de lod det underlige uforståelige i mellem dem glide væk, som i en slags ultrakort legen gamle dage, dengang han knap kunne huske, og smilede næsten helt ægte, måske fik han en gave før de voksne… Hov; nu var det Daniel selv der var inde på noget… Fjerde? Femte? Så altså, fra forældrene tilbage til julen: De første juleaftener han kunne huske. Han var altså nået ned på gulvet, efter at have kravlet rundt i den enorme dybe funklende verden, og han påstår at han den dag idag, et halvt århundrede siden, stadig kan FØLE strukturen i kokostæppet under hænder og fødder. Og stadig genkalde sig langt de fleste ting, de steder de nu holdt jul det år. Hver en detalje… For Daniel var de tidlige juleaftener virkelig både magiske og mirakuløse. Selv idag, kan en stjernekaster fortrylle, næsten hypnotisere ham, på den bedste varme måde. Som dengang stjernerne var langt klarere og skød ud fra det varme centrum så langt at det var umuligt. Og det tog meget længere end bare tid. For en stjernekaster at brænde ned. Det var ikke tid; det var et stykke af en bedre verden. For altid tæt forbundet med juleaften. Og når de gik rundt om juletræet og sang… Han holdt nøje øje med forældrene, men det var næsten ikke nødvendigt. Han skrålede og sugede smil til sig under sangen, og skiftedes til at holde en voksen i hånden. Måden at holde hinanden i hånden, var også helt speciel for juleaften. Han har aldrig fundet noget der overgår lige det. Selv ikke langt senere med kærester. Det at de gik rundt om træet, med ham halvløbende på sine små ben, gjorde at han hele tiden kunne se ind i træets dybde fra en ny vinkel. Det var aldrig det samme han så. Aldrig! Der fandtes kun nye syn… Den dag i dag, er et godt juletræ kun nye syn! Til sidst var han så udmattet, at det snurrede i kroppen. Og hvis han lod være med at tænke på de kommende dage, resten af al tid, kunne han blive inde i aftenen, bare være i den, og være så fri for at skulle gøre sig mindre, at det var svimlende.

Daniel selv mener, og det vil selv en førsteårsstuderende på psykologi nok give ham ret i, at det delvis er fra de juleaftener at det stammer. En del af hans 50 år senere trang til at forblive i en væren. De juleaftener, der nu er gledet sammen i én stor klump af lunende barndomserindring. Som han stadig tager frem hver juleaften, uanset alder, og har som en halvhemmelig kilde til glæde. Og så den næste generation… Der er nogle små unger nu, og han holder nøje øje med dem. På den ene side håber han selvfølgelig, at de ikke har en GRUND til at skulle flygte ind i juletræet og hele stemningen omkring. På den anden side håber han så inderligt, at de kommer til at mærke det. FØLE det; LEVE i det tidløse univers i dybden af et juletræ. Det er helt pudsigt; når de kommer til sange og salmer, er han ærgerlig hvis de bliver FOR kortet ned: “Vi tager de to første og det sidste vers!”. Så kigger han ind i træet og er der igen. Uden at tiden går; uden at tænke, uden at skulle behøve det, men ER bare. I dén verden. Som til gengæld tager ham til sig, en snart 60-årig, som var han stadig 5 år og havde brug for et sted at være. Bare at være; intet andet. Og selvfølgelig være mundlam af alt det vidunderlige omkring ham. Jo, Daniels første grundlæggende “type” jul holder vand den dag idag. Uden at han behøver at være bange. Dels blev forældrene skilt, dels er den ene død, dels er de nye små børns forældre slet ikke nået det stadie, som Daniels forældre fik kradset sig ind i hinanden til. Og han håber ikke det vil ske; ihvertfald et par af forældrene burde have lært… Men det er ingen garanti; tværtimod. Man kan bare se på Daniels eget barn og hvordan det var mellem Daniel og moderen… Det var nærmere en gentagelse; desværre. Og han forstår, på den mest triste måde, lidt bedre hans egen far og mor dér for 40-50 år siden. Hov, igen: Det er noget sjette eller syvende-ottende, og hører ikke til her. Har ikke noget med jul at gøre. Og:

Nu ER det snart jul. Version 2016.

Daniels anden “arketypejul”, HAR nok lidt at gøre med den første. Men er så påvirket af alt muligt andet, at det ikke er entydigt eller sikkert. Desuden er vi ikke meget for simpel årsag/virkning i denne fortællen. Det holder sjældent, hvis man studerer det nærmere. Virkning uden årsag; årsag der ikke giver virkning; virkning og årsag uden sammenhæng… Eller den bedste; én årsag der giver en virkning der hører til en helt anden årsag. OG omvendt… Hedder det måske ELLER omvendt? Både og? Ups; noget ottende-niende; nu må jeg se at få fortalt Daniels anden slags jul. Dén er noget anderledes. Og det vil også kunne ses på måden den fortælles på. Betydeligt mere abstrakt i form; betydeligt mere sammensat i indhold. Men ikke nødvendigvis vigtigere. Eller mere omfattende. Dén, under andre former og i andre sammenhænge, vil også komme igen. Og igen og igen…

Nu er det snart jul; endelig! Så den kan blive overstået…

Grå kan være mørkere end sort. Tiden kan, hvis det er gråt nok, og der er forskelligt gråt nok til at lade den glide på grå flader, stå helt stille og samtidig går timer, dage, uger… Der kan være, er jo næsten altid, farver at se. Men hvis han fokuserer på en enkelt, sker det væmmelige. Meget hurtigt, faktisk før øjnene er vendt mod hvad det nu er, allerede når tanken, “Det er da vist gult, det ser jeg lige på…” helt ubevidst er formet, uden ord, et sted i underbevidstheden… Kommer forskellige gråheder kravlende ud ad gult, og gør gult til en endnu mere hæslig grå end bare grå. Og ‘kravlende’ er forkert, for selv om kravlen eller kryben er bevægelsen, sker det så hurtigt, at det kun er en fornemmet overstået bevægelse. Gråhed kravlede frem. Uanset hvor hurtigt, er det en ubehagelig kravlen. Som en så tyk mængde af små dyr, at det ses som en ubrudt flade. Der dækker frem. Ikke dukker op, men dækker frem. Som et sammenhængende dække af små vamle insekter. Mindre end man kan se, men det FØLES som noget småt og levende. Der bliver til noget meget stort og meget dødt. Nej, det er forkert. Ikke dødt. Dræbende. Eller værende SÅ dødt, at det i sig selv ikke kan undgå at være dræbende. Og det er ligemeget om det er på lang afstand, som en stor vid udsigt, hele himlen, eller noget tæt på, lige foran øjnene. Eller, som også er et forkert ord; det skal være ‘også’, er det noget inde i Daniels hovede, der GØR alting gråt. Det er den anden slags jul. Men, og det er vigtigt for Daniel at understrege; det gælder stadig ikke selve juleaften! Dén dag det sker, altså på selve juleaften, og han tror ikke det vil ske nogen sinde, er 100% overbevist om at hans barndoms minder, trods alt, er FOR fastsiddende en del af selve daniels kerne, det inderste der driver værket. Og fortællingen… Skulle det virkelig ske, ved én eller anden utænkelig fejl, som hvis jeg griber det helt skævt an, ja så er det på mange måder slut. Også med at fortælle Daniel. Så er ALT gråhed: Hele året, hver dag, hele den synlige og usynlige verden, og virkelighederne gennem tiderne. Selv solen. Selve livet. Det VIL ikke ske! Påstår Daniel; uanset hvordan jeg fortæller ham. Det grå gælder kun resten af juletiden, december op til d.24. Ikke selve juledagene, selv om de sagtens kan have et skær af det, men tiden op til. At der så er noget der hedder “Black Friday”; endda før december og dermed vækker det grå før julemåneden, som så meget andet importeret fra USA, kan næsten få Daniel til at grine. Hvis grinet ikke var så fyldt med grå tårer. Som regnen, og det regner rigtig meget i hans 2. version af juletiden. Det regner hele tiden, også når der ikke falder en dråbe. Når det er en decemberdag med klar himmel og den typiske hvidlige sol, de få timer den får lov at lege sparepære, endda afbleget af et skandinavisk filter, ja så er det der alligevel. Det er gråt. Så er der jo skygger, omend ikke som om sommeren eller på andre breddegrader, disse er lige en anelse tyndere, lidt fladere. End almindelige skygger. Og grå. Eller rettere; gråheden glider hen over, så snart han bare ordløst og underbevidst vender blikket mod en skygge. Sin egen skygge har han lært at undgå. Det rammer ham fysisk. At se sin skygge, hængslet på ham ved fødderne, have en grå farve der består af en uendelig mængde grå nuancer, der mudrer rundt i hinanden, ikke som olie på vand, men som olie i olie i olie… Bare i gråt. Det blævrer rundt og kribler hen mod føddrne, og op i benene. Og så er det i hele hans krop. Og hans øjne kan ikke se; kun alt der er gråt. Så han kan se alt, og det er skræmmende væmmeligt. Afskyeligt. Han kan også kun høre i gråt. Først skyggens blanding af slibrigt mudder i bevægelse, så som laget af kriblende men ellers tavse insekter. Insekter behøver ikke kunne sige noget. De har deres bevægelse at tale nmed. Et tydeligt og klart sprog. Der bare desværre er neutralt på den måde der ikke er det mindste neutralt: Bidende ondskabsfuldt neutralt. Eller være endnu; noget der ikke er ord for. Noget der ikke kan tænkes, kun MÆRKES. Ikke kommunikeres. ligesom alt det grå bevare en dyb tavshed. Der siger alt. Hvet skridt kan være væk i gråhed. Hans ben går, og han bevæger sig mod hvad det nu er, men samtidig er han komplet passivt ubevægelig. Lidt som ‘neutralt’ er neutralt. Sådan er også ‘passivt’ grå gåen. Eller løben, eller ståen stille, så kun det grå kan hørs i sin slibrige dækken til. Eller bare at side… Han har prøvet at tænke direkte på det, det grå, han har prøvet at lade være; at tænkre på noget andet, noget rart. Eller prøvet at opnå det han påstår senere at have nået til: Blot at være, uden én eneste tanke. Det store grå er FOR stor en modstander. Der er ikke engang tale om kamp. Ja bare en smule modstand fra hans side: Det er dødsdømt på forhånd; det er så sikkert at han ikke behøver prøve. Gråt er uhyggeligt stærkt! Og som farve, de gange det optræder som almindelig farve, er dt også langt den kraftigste farve. Skrigrød ved siden af… Falmer og kvæles i sit skrig. Knaldblå bliver ligblegt og lydløst listende. Solgult en udslukt død stjerne med gullige flager der drysser af. Og så videre. DÉN form for juletid dominerer Daniels december. Så meget, at det ligefrem er bedre når kontrasten ikke er for voldsom: Overskyede mørke dage, hvor det knap når at blive bare halvlyst, med regn og blæst og hastigt drivende tunge skyer… Er at foretrække frem for de få klare vinterdage, der kunne, burde være smukke. Så er det grå for overvældende. Hvad enten det er noget i Daniel der gør det. Eller verden der bare ER sådan. Forskellen er for grotesk. Tror han. Han KAN kun tro det: Han når aldrig at opleve det. Alt bliver gråt, før han overhovedet når at registrere en smuk vinterdag. Hvordan kan han så vide det? Hvilken dag det er? Ja, om det er nat eller dag? Det kan han heller ikke. Han gætter på det, ud fra andres opførsel. Den logiske slutning ud fra dét, er selvfølgelig at det er noget inde i hans hovede. Men dels ervi ikke glade for alt det årsag/virknings-pjat. Dels kan det jo så også ganske simpelt være noget i hans hovede: At folk går ud uden paraply, i for årstiden relativt lidt tøj, vender ansigtet og kniber øjnene lidt sammen, mod et lavt sted på himlen, som var der en sol… Kan også være i hans hovede. Eller, måske mere sandsynligt, eller noget at håbe på, nej egentlig ikke, tværtimod: Det grå har så meget magt, at det styrer totalt hvordan han registrerer verden. Udefra. Som gråhed. Så er det ikke ham, men… Hvad? Daniel aner det ikke. Og er bare en hel del mere stille fra ca 1.december til, endelig!, -juleaften. Jeg kan levende forestille mig det døde han vader rundt i, når han skal sørge for julegaver. Midt i et indkøbscenter, hvor julemuzakken kommer ud som grå lyd; hvor de mange lyskæder kun spreder tættere grå; hvor pynt og udsmykning er lidt mere grå end omgivelsernes grå. Tænkt på et flettet hjerte, selvfølgelig støbt i plastik i asien, som et fletværk af gråt og gråt. Hvor det kun er de bevægelige mudrede eller kriblende kanter i fletteriet, der viser hvor de små felter med det der som barn var farver, nu er. En flimren hvor strimlerne der er flettet ind i hinanden, glider over i hinanden. Og en lyskæde, lettere umotiveret på et ellers tilfældigt nøgent træ… Bliver næsten spyttende grå prikker, der slynger sig i bevægelse om nogle grene der blot er… Også grå. Om aftene, der varer fra ved 15-tiden til ved 09-tiden, tænder han lys, og lys ude bliver tændt. Det er kvalmende. Gråt lys er som de grå flader, men nu mindre tæt: Fra lyskilden, lampen, pæren, er det grå næsten sammenhængende. Men spreder sig så, til plamager først, hvor det jo svagere det bliver, bliver til enkelte partikler af gråt: Slibrigt med fortyndet muddr; stadig kravlende, guderne mpå vide på hvad, insekter, men i mindre og mindre klumper. Helt ude hvor ikke-lyset næsten ikke når, kan han nogle gange se det som kun et par eller endog et enkelt gråt lille dyr. Eller som en grå tåre. Der bare hænger dér, uden nogen kind at løbe på. Den ville så også være grå, og det ville bare skabe mere gråt. Også i Daniel. Han har prøvet, først ved et uheld, at bløde midt i december. Det løb ud nogenlunde som blod. Men det var ikke rart at se det som skiftevis en flod af små insekter,, eller en klæbrig strøm af urent mudder. Senere har han prøvet at skære sig med vilje. Det prøver han ikke igen. Ligesom han er lidt mere tavs, er han også mere forsigtig lige december. Tavsheden er nu også farven på ligegyldigt hvad han siger. Hvad der kommer ud af hjans mund. Han griner meget lidt. Det er ikke rart at se sin latter komme ud som tætte stødvise flokke af flyvende insekter. Eller lette men synige klatter af noget mudret. Kriblen og i bevægelse. Eller klæbrigt og stinkende. Nå ja, det hører med: Alle lugte er selvfølgelig også grå. Eller grålige. Gråheden spænder vidt. Faktisk hele farvespektret eller mere. Som en regnbue med alle grå nuancer. Også infrarød grå. Infragrå… Det er Daniels december. Det kan selvfølgelig værrre slemt, mindre slemt, og meget slemt. Nogle år er det bare lidt mindre end andre. Nogle dage, nogle uger… Helt ned til timer og minutter. Hvorfor det er sådan, følger heller ikke årsag/virkning. Det er ikke sådan, at hvis Daniel ellers har det godt nok, ja så er juletiden lidt mindre grå. Desværre. Ligesom de har været år, hvor han af en eller anden grund har været virkelig deprimeret. Og så har det grå holdt sig lidt på afstand. Det har selvfølgelig fået ham til at tænke på, om det grå faktisk er lidt på hans side. Eller ihvertfald reagerer på hvordan han har det: Har han det meget skidt, ja så holder det lidt igen. Går han rundt og har det egentlig ret så godt… SÅ skal det nok komme ikke væltende, men æltende. Daniel kan nu engang ikke lade være med at tænke, selv om det er en del af hans nyeste påfund, og spekulerer på om det kun er ham… Jeg er da også blevet spurgt. Men har nægtet at svare. Hvorfor? Det ved jeg ikke… Måske for ikke at sætte noget i gang… Måske for ikke at gøre noget værre… Og mere om dét kommer ikke fra mig! Desuden er det Daniel det drejer sig om! Måske gælder det, på sådan et mere eller mindre bevidst plan, også alle andre? Måske, måske ikke. Men der ER da håb for Daniel og hans grå december, år efter år. Dels er det bgrænset hvor mange år han overhovedet har tilbage. Det er nu nok en lidt dårlig trøst… Dels HAR denne sommers hændelser betydet noget, også for grå og december og Daniel. Ja; den med de relativt få år tilbage er forresten direkte farlig. Hvad nu hvis det bare er evigtgrå? Gråhed uden ende; gråhed som det ENESTE der KAN registreres, mærkes, føles… Tænkes! Nej, dén skal jeg heller ikke selv spekulere for meget på… Men jeg tror nu på, at det er blevet bedre for Daniel. Og at hans oplevelser gennem sommeren har trængt det grå lidt i defensiven. Så må man bare håbe på, at det forårsager et eller andet voldsomt modangreb. HVIS vi bare en enkelt gang hopper på den med årsag og virkning. Det var så dén gang, så er det overstået… ‘Sommerfugleeffekten’ er vist både Daniels og min foretrukne, hvis vi skal vælge. Kun hvis vi skal! Vi forbeholder os retten til alt muligt andet! Forresten vil synet af en grå sommefugl i en grå regnskov, dryppende af gråt, fugtiggrå, hvor alt det grønne er grønt på den mest grå måde… Men så har en årsag og en virkning også en farve. Og er dermed også dækket af grå. Nå, december e kun lige begyndt, og Daniel lyder som om han snakker om tidligere år. Ikke noget der er nu. Så måske? Måske ikke…

Nu er det snart jul. Om mange dage.

Daniel glæder sig igennem det grå til en funklende befriende juleaften.

Personligt tager jeg til Skt Croix en uges tid før juleaften, og kommer først tilbage i 2017. Jeg har benyttet den udvej et par gange før, og det ER virkelig en lettelse! Hvis, hypotetisk, jeg har en smule med gråt… Eller ikke-kun positive erindringer fra barndommen, altså begge dele hvis og rent hypotetisk… Ja så er der ikke noget som nogle uger på Skt Croix! Slave-tiden er behageligt glemt, gemt og begravet; de mange tjenere og andre farvede hjælpere, får en rimelig løn, og desuden er jeg aldrig nærig med drikkepenge. Jeg har anbefalet det til Daniel. Men han vil ikke gå glip af sin juleaften. Dén betyder alt for ham! Og såvidt jeg kan mærke på ham efter et par dages december, er det som om det grå har mistet lidt af sit greb om virkeligheden. Måske ER dén virkelighed Daniel påstod at MÆRKE og vel at mærke GENSIDIGT de par gange i løbet af sommeren… Måske ER den ikke grå. Tja, vi får se. Der er stadig meget december tilbage… Og jeg synes jeg har set en svag grå skygge, som en ganske tynd hinde hen over hans øjne. Men… Han sagde nu ikke noget. Hov! Det kan jo… Altså rent hypotetisk, KUN hypotetisk, være MIG der ser… Pyha, det kommer til at koste, men jeg tror sgu jeg vil fremrykke afgangen til Skt Croix.

Nu er det alligevel snart jul… Og jeg har billetten væk fra det hele!

Efter at Daniel har læst min fortællen om hans to “overordnede” julebegreber, der strengt taget slet ikke dækker hinanden: Det ene, alt det med gråt, er julemåneden op til det andet: Selve juleaften. Men Daniel protesterer. Og jeg overvejer først, med en skelen til mine billetter til Skt Croix og min idé om at fremrykke afrejsen, om det overhovedet er værd at opsamle den af Daniel i mit fjæs slaskede handske. Men jo. Der ER også noget i min beskrivelse af mig selv, jeg ikke er tilfreds med. (Jeg er sgu ikke, fortalt uden for fortællingen om Daniel, typen der ‘flygter’. Eller, endnu værre, prøver at rense historiens samvittighed med drikkepenge! Men det var noget tiende eller tolvte; hører slet ikke til fortællingen…) Det ender med at jeg blot giver Daniel ret: Hele dette afsnit er alt for overfladigt. Og dele af det bare overflødigt fyld. At der så er en masse “fakta”-lignende, der er rent opspind, direkte løgn, mundhugges vi om hvis skyld er: Er det Daniel der har fremstillet, modificeret, floromvundet, blødgjort usandheder som lidt for sandfærdige? Er det mig, der iøvrigt HAR lov til at brodere på fortællingen, der alligevel er gået over én eller anden streg? Og har gjort fiktion til løgn? Jeg orker ikke at tage dén diskussion endnu en gang: Fiktion ER pr definition løgn. Løgn har bare en negativ klang, så i stedet bliver det kaldt… Fiktion. Modsat fakta, der da i disse Google- og Wikipedia-tider absolut kan være det rene opspind; utvetydig løgn. (Og dét er ellers en sjældenhed; utvetydig løgn!) Det eneste vi altid kan blive enige om, og kraftigt forstærket af de oplevelser Daniel har haft hen over sommeren, er at virkeligheden ALTID overgår fantasien! Og SÅ kommer dén med alle de mange forskellige virkeligheder; og om der er én der er mere ægte virkelighed end en anden ægte virkelighed, OG om hver enkelt person kan gennemleve et utal af FORSKELLIGE virkeligheder i et liv. I sit eget liv. Og er DÉT så egentlig kun ét liv? Er det, hvis vi gider blive ved længe nok, overhovedet kun ÉN person? Daniel hælder til at holde alle muligheder åbne: Baseret på hans eget liv. Jeg er nok en smule mere sikker på blot at være mig, og trods et næsten lige så forskelligartet liv som Daniel, ikke mere end én enkelt person. En singularitet. Og ret alene om dét. Men jeg kan da komme i tvivl: Var dén Janus der sammen med Daniel for ca 20 år siden gjorde noget helst ufortalt dumt; selv om det nok VIL blive fortalt som en del af Daniels fortællen; var det virkelig den person jeg er nu? KAN man overhovedet, grundlæggende, blive en anden? Hvis ikke, hvad er det så der gør ens person SÅ forskellig fra sig selv, at det næsten må være løgn? Være fiktion… Men vi bliver altså enige. Dette afsnit er på den ene side overfladigt, og overfladigt er utroværdigt, også når det er et dække af ren sandhed over endnu mere sandhed. Sådan er fiktion… Og fortællingen om Daniel, ER fiktion. Som alle gode løgne med elementer af sandhed. En løgns evne til at blive til fakta, afhænger ofte af hvor megen sandhed der er proppet ind i løgnen. Hvilket også giver denne fortællen Daniel problemer: Der VIL jo være en meget fyldig sæk med fakta, om den så bæres af en Ho-Ho-Ho-onkel forklædt som julemand. Så bliver min fortællen, og dermed Daniel, en masse sandhed pakket nydeligt ind i løgn med sløjfer og ‘til/fra’-kort. Eller omvendt? Løgne pakket ind i sandhed? Der efter udpakning krølles sammen og smides væk… Og kan jeg regne med at Daniel fortæller sandheden? Og husker at sige, når noget er på kanten af virkelighed? Det slår mig, at hele hans beskrivelse af barndom med bitre forældre, der flår i hinandens struber, ikke passer med nogle andre fakta jeg har fået tidligere. Men hvad skal jeg tro? Hvis jeg bliver ved, ender jeg med at tro på julemanden. Og manden i månen. Og påskeharen og mange andre, blot i mareridtsudgaver som fortalt af Stephen King. Fik Daniel forresten overhovedet et barn? Nu er det min opfattelse af virkeligheden der bliver testet… Eller rettere; den del af virkeligheden vi begge var en del af for mange år siden. Var det i virkeligheden, nej det ord og begreb kan ikke bruges: Var det med vores opfattelse af vores liv dengang, noget der skete? Det er så afgørende en begivenhed, at jeg bliver bange. Hvis jeg ikke kan be- eller afkræfte en sådan stor hændelse… Og min hukommelse fejler ikke noget, den er åbenbart bare lige så selektiv og løgnagtig som fiktion. Men. Kan jeg så fortælle Daniel? Samtidig forstår jeg hvorfor Daniel ønsker at blive fortalt. Og ikke fortælle sig selv. Det kan ingen. Men det er almindeligt antaget, at det KAN man! Ved at sætte mig ind som mellemled, befrier det ham for ansvaret. Han kan fortælle sine mange virkeligheder, sine vidt forskellige liv, alle de personer han har været gennem årene, SÅ overlæsset med lag på lag på lag af overdrevent oplagt løgn. Og så snige sandheder ind imellem, som små kommentarer og bisætninger, uden at det bliver bemærket. Det er mig som fortæller, der skal fortælle hvad der er sandt og hvad der er løgn. Men ud fra hvilke kriterier? JEG ved sgu ikke hvornår Daniel giver et fakta et lille vrid så det bliver løgn… Hvis jeg selv har været til stede ved lige det pågældende, ja så kan jeg jo ikke påstå at min oplevelse af virkelighed og sandhed er mere rigtig end Daniels: Et yderst banalt eksempel, men ganske illustrerende: To mennesker i et rum. Den ene sveder så det løber, og siger “Puh her er godtnok varmt!”. Den anden klaprer med tænderne, og ryster frem: “K-k-kan vi ikke skrue op for varmen?” Hvis de begge har det samme tøj på… Hvem af dem fortæller så sandheden? Det kan vist ikke afgøres; det gør de begge. Eller ingen af dem: En tredje person kommer ind og udbryder: “Ah hvor dejligt, her er jo lige tilpas… Hverken for koldt eller varmt.” Men med én, som lige gjort, til at fortælle alle sandheder, vil ingen af dem blive kaldt en løgner. HELLER ikke fortælleren, forresten. Han viderbringer jo bare… Det hedder som bekendt “Don’t kill the messenger.” Jo; egentlig ganske fikst af Daniel. At bede mig fortælle ham. Også godt for mig. Som Daniels ven gennem snart 40 år, ER vore liv mange steder knyttet sammen. Eller krydser hinanden; har masser af fælles hændelser; er nogle steder endda sideløbende i adskillige år; for slet ikke at tale, skrive, om de gange vi har haft samme partner, men vidt forskellige oplevelser af det. Og dem. Om ikke på samme tid, så med pinlige overlapninger… Pinlige for hvem? Der kan jo ikke pålægges skyld på enten Daniel eller jeg, når vi begge har en sandhed… Fiktiv eller ej; det ER jo fastslået at “fakta” er aldeles subjektiv og kun én virkelighed ud af mange. Lige gyldige. Så længe de bliver fastholdt som lige gyldige, lige værdige… Og jaja, nu er dette ‘juleafsnit’ oppe på fjorten-femten afstikkere der intet har med jul at gøre. Vi dropper altså alt dette, og kan i stedet klikke det skraldespanden. Eller bruge det, som vi ikke kan med regulære afsnit af fortællingen: Det siger sig selv, at længere afsnit, kapitler, hvad det nu er, fra den rigtige, den ægte, den sande fortælling, ikke kan rives ud af sammenhæng, og slet ikke gøres offentlig. Det vil jo være som en killing der slipper ud af sækken, før den bliver til bobler på overfladen af hele søen, sammen med alle de andre, hvis ynkelige små ‘miv’ brister med hver boble på den i anledningen dystert sorte overflade. Den killing der slap væk med viden, med fakta, kan jo afsløre den natlige grusomme sandhed, der ellers netop blev skjult af mørket. Eller af noget gråt. Hvordan blev fortællingen til en sæk med killinger? Og hvor forsvandt den hen, den ene der slap væk? Og vil den sladre? Vil nogen tro en lille killing? Kan en lille killing lyve? Kan den være andet end nuttet og sød? Kan den aflægge vidnesbyrd; ‘Sandheden, kun sandheden, og hele sandheden’? Eller bliver den kørt over af en bil, få minutter efter at den med snedig list og små skarpe kløer slap ud af sækken? Før den når at fortælle noget… Nu handler det igen om alt muligt der ikke har med fortællingen at gøre. Så vidt jeg ved: Jeg kan selvfølgelig ikke være sikker på, at Daniel ikke på ét eller andet tidspunkt har druknet en sæk killinger. Undtaget én… Nej, både Daniel og jeg stopper fortællingen her; den kan ikke bruges til noget. Daniel gemmer både sin barndoms magiske juleaftener og sine grimme grå julemåneder. Det tager vi senere. Nu er det nemlig snart! Jeg finder mit rejseselskabs telefonnummer, og Daniel går ud i det grå. Midt i den klart lysende sol, og en skyfri himmel. Idet jeg venter på at komme igennem til ‘første (, strejfer det mig, at alt hvad vi har snakket om, og alt hvad Daniel har fortalt, måske har været tynget ned og vævet ind i et spind af gråt. Måske. Sikkert. Men hvad ved jeg? Jeg er kun fortæller. Og desuden på vej til Skt Croix. Uden at tillægge ‘Croix’ den mindste sammenhæng med et kors; det er også først relevant til Påske, og det ER løgn… At julen varer lige til!

Nu er det jul, om ikke så længe. Jul. Igen. Igen. Igen. Og igen…

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: