Om at nå FREM til en aftale.

FØRST…

dsc_0446

DERPÅ…

dsc_0402-jpg-lift

 

Blokken han boede i ragede op som det monster det var. Gennem min udmattelse og desperation, kunne jeg stadig undre mig. Hvordan nogen i deres vildeste fantasi havde forestillet sig hele det entydigt umenneskelige byggeri som boliger. Og nu endda, helt i den accelererende xenofobiske tidsånd, med tiltag der var lige så tilfældige og ubrugelige som de lyn af panik der jævnligt blændede mig, prøvede at lappe på betegnelsen ‘ghetto’ med en anden betegnelse; ‘Helhedsplan’. Komplet uden helhed og plan. Dødsdømt på forhånd. På samme diffuse måde som jeg følte mig. Uden rigtig at forstå meningen med det. Ikke meningen med det hele. For ‘Helhedsplanen’ drejede det sig om syndebukke og det for byen vanærende stempel ‘ghetto’. For mig var det egentlig mere simpelt: Jeg troede ikke på en mening med det hele. Mindre og mindre med alderen. Hvad der ellers havde den lidt pudsige effekt, at det faktisk virkede beroligende. Nul mening betyder også at den evindelige søgen efter en kan droppes. Men den meningsløshed der var tværet ud over hele min tilværelse de sidste dage, var dog for… Meningsløst uforståelig. Eller netop ikke; krævede en løsning, en forklaring, en mening… Den uvante paranoia skubbede de lommefilosofiske tanker væk. Jeg tøvede lidt ved indgangen til blokkens område, der i sig selv var en mindre bydel. Nu godtnok omdannet til én stor mudderpøl; ‘Helhedsplanens’ tunge maskineri flyttede rundt på jord og beton som var det enhver entrepenør og bygherres våde drøm. Vådt mudder var det ihvertfald, og mine ben og fødder var ikke udstyret med larvefødder eller bare en pels som de mange rotter der også var blevet jaget ud af deres skjul. Modsat visse politikere og andre der ikke anede hvad de foretog sig, sammenlignede jeg ikke de fordrevne rotter med beboersammensætningen i bydelen. Men jeg kunne desværre se en sammenligning mellem min egen situation, den store mudderpøl og planløsheden. Et øjeblik var jeg mere irriteret og vred end bange og panisk. Det var faktisk befriende. For bare et par dage siden, ville det have ført til tanker om hvordan det var trist bedre at mærke aggression. Som reaktion. Men jeg havde et primært simpelt behov, og adgang til det skulle overstås. Der var stadig to måder at komme ind i opgangen. Daniels opgang lå som en af de sidste, altså en spidsrod af udsathed på hundrede meter eller mere: Det var på alle leder og kanter målt i meter et monster. Jeg kunne tage gangbroen, men så ville jeg være synlig for enhver. Det VAR afgjort overdrevet frygtsomt. At tro der skulle være nogen på vagt ved Daniels blok. Jeg tvivlede på at de overhovedet vidste at han var min ven. Men jeg var bange, så jeg valgte den mere skjulte gang under gangbroen. Den var betydeligt mere skummel, og lå i direkte plan med resterne af parkeringspladsen. Med massive søjler hele vejen, hvor en person kunne springe frem fra… Jeg var nu for træt til andet end bare at vælge. Om det var af sympati med rotterne, eller det konstante halvmørke i den tunnelagtige og lavloftede undergang; det måtte den vel kaldes, ved jeg ikke, orkede jeg ikke at tænke over. Jeg begyndte den lange vej ind. Mens jeg forbandede mig selv for at tjekke de biler der holdt i mudderet, og lod mine øjne holde øje med betonpillernes krumning. Et par gange var koldsveden lige ved at åbne sluserne, forbandede skygger fra noget affald bag en af de bærende piller, åndssvage tonede ruder på biler, der blot skjulte en familie på vej ud eller hjem, og en enkelt gang et regulært spjæt af skræk da en dør ind til en opgang blev revet op. En travl person kastede et lidt undrende blik på mig, som jeg stod stivnet og stirrende. Nej, dette kunne jeg ikke holde til. Det var for unge mennesker, ikke mig! Desuden bare for dumt. Og det indre kor, der flerstemmigt og fuldtonet modsage mig selv, brølende om de sidste dages smuldrende men krystalskarpe virkelighed, blev henvist til det mest isolerede sted jeg kunne finde i underbevidstheden. Hvilket heller ikke var nemt. Mine ellers ret omhyggeligt byggede skel mellem de forskellige lag af bevidstheder, havde det lidt som nogle af de blokke der i ‘Helhedsplanens’ navn blev revet ned: Gennemhullede, hulter til bulter, presset sammen til ukendelighed. Med enkelte elementer og efterladte møbler balancerende, vippende, og til sidst glidende ud i et ødelæggende fald. Ned i mudderet der efterhånden var en regulær losseplads. Som mit hovede. Sjovt som lossepladser og byggepladser kan ligne hinanden. Hvis ikke sjovt, så noget andet. Jeg nåede frem til Daniels opgang. Træt som flere onde år ganget med sig selv i tiende. Og ville bare op og ind. Sætte mig og lade min overbelastede krop og hjerne slappe af. Før jeg ville bede Daniel om hjælp. Ret sikker på at hans svar ville være positivt. Jeg turde ikke tage trapperne op. DÉT var overdrevent paranoidt, det var jeg udmærket klar over. Angst er ikke rationel, og for hver trappeafsats var der jo en blind vinkel… Jeg var sikker på at de ikke kendte min forbindelse til Daniel, alligevel valgte jeg elevatoren. Der var i det mindste ingen hjørner at skulle omkring, de tre etager op. Tre etager og seks stykker trappe med hver en afsats. Min ellers nedslidte forestillingsevne kravlede lige op i det røde felt, og anbragte med præcision en trussel parat på hvert første trin. Jeg formåede endda at udstyre personen med en kniv eller noget værre. Og med den slags øjne jeg havde set ind i én gang. Hvilket var én gang for meget; ville være det for hvem som helst. Så for en midaldrende gennemsyret af uvant adrenalin fremmed version af mig, var det en ondskab jeg havde glemt eksisterede. Altså i min virkelighed. Hvilket den absolut heller ikke burde. Men dén manglende brik i spillet måtte jeg finde senere. Jeg anser ikke mig selv for at være en kujon, men min frygt var absolut begrundet. De havde vist hvad de var i stand til. Demonstreret deres færdigheder, og det var kun held at jeg ikke var blevet demonstrationsmodel. Jo, jeg havde grund til at frygte. Og flygte. Så jeg valgte, et perfekt eksempel på dén med pest eller kolera, at tage elevatoren. Det fortrød jeg. Urene adrenalinrester, indbildt iltmangel, metalvægge der dunkede på mine trommehinder, gjorde de få etager til et mareridt. Mine øjne flaksede rundt i den lille kube, og jeg skulle virkelig anstrenge mig for at den ikke blev klaustrofobisk fyldt med hele ulveflokken. Eller hvilket dyr mine overgearede tankebaner gjorde dem til. Min araknofobi blev ihvertfald også lige grundigt testet. Det indirekte men skarpe lys, og manglen på anden lyd end mit hjertes hamren og blodets hvinen i ørerne, fik de tre etagers hængen i en lille kasse i en tråd af en slags, til at tage så lang tid, at jeg var ved at skrige da kun den første etage utroværdigt langsomt gled forbi. Jeg kunne ikke lade være med at sammenligne stålwiren, eller hvad der trak boksen opad, med mine nerver: Sitrende og tyndslidte og ude af stand til andet end at give slip… Igen og igen, til der ikke var mere at give slip på. Og så alligevel give slip: Ud over kanten på det mulige. Med det umulige for længst passeret i frit fald. Det kom til at virke som en bro jeg var tvunget ud på. Det kunne være en gammeldags gå planken ud, tvunget af sabler fra sørøvere, men jeg havde ikke engang overskud til at danne sådan et billede. Elevatoren blev broen, den sidste, den eneste vej, selv om det mere var lys og luft end noget solidt og fast under fødderne. Og uden egentlig garanti for at den førte til nogen form for sikkerhed. Sådan var det på sin vis også. Altså selv hvis jeg havde kunnet se nøgternt på det. Der var ikke mange andre muligheder tilbage. Der var faktisk kun Daniel. Men jeg vidste også, at han var en af de meget få der ville forstå. Udover at de par andre jeg jo havde opsøgt eller ringet til, tøvende og forsøgsvist, havde været mere eller mindre direkte afvisende. Daniel ville hjælpe, efter en kort forklaring. Han var en af mine få gode gamle venner. Ligesom jeg var en af hans. Vores venskab gik så langt tilbage som til 80’erne, også selvom det i perioder havde været sat på standby af den ene eller anden grund. Som det sidste halve års tid, hvor jeg ikke helt vidste hvor han havde været og hvad han havde lavet. Kun et enkelt postkort der havde været 3 uger undervejs fra syden, var det eneste jeg havde hørt fra ham selv. Faktisk havde jeg måttet lave et par opkald for at sikre mig at han stadig boede for enden af den elevatortur, der var ved at blive til kun tortur. Det tog et anfald af næsten spjættende rysten og dryppende sved, fra elevatoren begyndte at sænke farten ud for Daniels etage, til dørene ulideligt langsomt begyndte at skilles. Så langsomt at jeg ikke troede mine øjne. De var også ved at være så trætte, at der var al mulig grund til ikke at stole på dem. Etagens andre spionøjne blinkede fortroligt til mig, og selv det kunne ikke vække mig af den nærmest dvale jeg var nået til. En tilstand der nok mere var selvforsvar end noget andet. Som elektronik der slår fra, når det bliver overbelastet. Jeg var glad for at have ringet og sikret mig at han var hjemme. Min mere magelige end macho-krop var ved at smelte, i det øjeblik jeg hørte Daniel slå låsen fra. Min puls faldt til kun det dobbelte af normalt. Jeg må have set ret underlig ud, måske en hel del ved siden af mig selv eller slet ikke mig selv, og måske faldt jeg halvt sammen, mistede lidt bevidsthed, for det var Daniel der måtte slæbe mig ind på en stol. Mine ben var nyttesløst dinglende, og jeg ved ikke hvor længe der gik før jeg var i stand til at svare hans bekymrede spørgen. Hans ord dukkede op foran mig som noget ud af en tyk tåge, eller redningskranse i en lang serie; nummer ét eller andet kunne jeg lige hage mig fat i. Langsomt løsnede mine muskler sig fra at være i permanent krampe eller hæftede sig igen til et led eller en knogle, så min krop hang nogenlunde sammen. Og følelsen af sikkerhed, gav mig mod til at prøve at tale. Det gik, efter et par hæse grynt og host, og justering af stemmebåndet. Jeg måtte se frygtelig ud… Men på den anden side; Daniel og jeg havde gennem årene set hinanden i så forskellige og ekstreme tilstande, at det ikke betød det store. Vi kendte hinandens grænser, hinandens advarselslamper, også selv om de var blevet ændret med årene. Så Daniel tog det roligt og ventede tålmodigt på at jeg kom lidt nærmere overfladen. Til de første bobler viste at jeg i det mindste ikke var død. Men det kunne jeg blive, altså død, og min risiko for lige netop dét, var steget med en del tusinde procent de sidste døgn. Derfor Daniel; derfor min gode gamle ven.

At det blev min umiddelbare redning, var ikke så overraskende. Daniel levede på dét punkt op til min forventning. Det var kun en udskydelse, men dog lidt mere end en stakket frist. Hvor lang sådan en egentlig er. Men at det også blev til en en af de mærkeligste aftaler, var aldeles overraskende. Overrumplende. Forbløffende, og hvilke ord man ellers kan sætte på. Det viste sig, at Daniel havde tænkt på mig i en bestemt forbindelse gennem længere tid. Sådan er det med tilfældigheder. De udviser ofte en vidunderlig mangel på tilfældighed. Men Daniel havde et forslag til en aftale. Allerede før jeg var kommet væltende i min akutte nød. At de to ting så passede perfekt sammen, ja det var jo bare… Perfekt. Vi kunne lave en aftale, der fik Daniel videre med det han gik og tumlede med. Og jeg fik et åndehul, yderst tiltrængt, og tid til at gennemtænke den ret så farlige situation jeg var endt i. Måske finde en løsning. Hvis der var en. Det ville vise sig, og det kom det så sandelig også til. Men at jeg kom i panisk tilstand, udelukkende for at få hjælp, og at Daniel ville have kontaktet mig måske allerede samme dag… Det var næsten for godt til at være sandt. Lige på det tidspunkt var det både godt og sandt. Det var en aftale nærmest som skabt til os begge. Vi begyndte at snakke om detaljerne. Ikke at der var så meget at snakke om. Det virkede nærmest som en i forvejen udtænkt aftale, en færdig pakke. Med meget få løse ender. Og røde tråde fint vævet ind i det hele. Ja, næsten for godt til at være sandt. Det var det virkelig!

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: