Arkiv

Monthly Archives: januar 2017

insta-monster-in-fog-gets-a-bite

EN TIDLIG TIRSDAG MORGEN, I LY AF TÅGEN.

(-SOM AT FÅ ET GODT FOTO AF AF LOCH NESSIE…)

En tirsdag blev diskret løftet væk. Demonteret meget tidligt om morgenen. Der var lige tåge nok til, at operationen kunne camoufleres som del af den hellige helhed. Selv om man måske burde undre sig en smule. Det skete da at der blev arbejdet på den måde. Små enkeltbidder af planen. Men alligevel, det plejede at være hele det tunge skyts på én gang. Ikke en enkelt hastigt og endda næsten stilfærdigt udført opgave. Og så mandskab og materiel væk i tågen. Dén tåge der var der som bestilt. Præcis i det nødvendige tidsrum. Bagefter, senere, om onsdagen, ugen efter, og for altid, forekom dén tirsdag blot som en dag, der sikkert havde været uden den store betydning. Ellers ville den vel have efterladt sig et indtryk. Nogle erindringer og noget hvor man kunne sige ‘nå ja, det var den tirsdag hvor…’ Men sådan er der alligevel en del dage. Der ikke efterlader ret meget, og nogle gange intet. Så om lige dén tirsdag bare gik eller blev fjernet, ja det havde ikke den store betydning. Kun for den samler, der fik sig en tirsdag mere. Lige netop tirsdage er mere sjældne end de fleste andre ugedage. Hvorfor det er sådan, skal man vist være specialist for at forstå. Måske er det bare fordi en tirsdag er sådan en blød mellemvare, hverken fugl eller fisk. Og mest af rigtig interesse for samlere. Det er en forunderlig og omfattende mængde af dage og andre tidsudmålinger, der udgør den samling. Men det er der ingen der ved. Ikke engang det monster der blev sat til at fjerne lige dén tirsdag. Næsten før den blev til. Det var en ret tjekket operation; som udført af én eller anden militær specialstyrke. Med stor hjælp fra det monster, der med næsten kærtegnende kæber løftede dagen fri af ugen.

En tirsdag vågnede jeg, og opdagede at det var den forkerte slags stearinlys jeg havde købt. Det plejer, i de halve år ad gangen hvor ‘døgn’ blot er gradbøjning af mørke, at være rart at kunne se tiden bevæge sig. Almindelige stearinlys, dén der tynde slags, brænder så hurtigt at man kan se tiden følge med. Blot 10 minutter kan ses på højden af lysene; flammen har ædt og ændret på stearinen, måske er der endda løbet noget overskudsstearin ned langs lyset, ned i stagen eller ud på bordet. Hvad man nu end bruger, og hvor voldsomt tiden er gået til lyset. Det er en fryd at lege med mørket på den måde, det giver lidt en fornemmelse af at kunne holde det sorte i skak. Jeg kan se tiden blive brændt af, lidt som kalenderlys op til jul viser dagene blive hakket af, en efter en. For at komme frem til noget, hvor det igen er muligt at se fremad. Gennem disse nordiske fastfrosne vinterdøgn; isskulpturer der forestiller indespærring i de mest frygtelige former. Med en ihjelfrosset glød som kerne. De skinner triumferende, som enhver ensporet diktatorisk drøm om at have krammet på tidens måde at bevæge sig på. Manipulerende selvsikker overflade, hvor det der stikker dybere, skærer lige ind i andres vitale organer. Men jeg vågnede altså, satte halvt i søvne og mørke vand over til mit morgenkaffe-ritual, en absolut nødvendighed hvis dagen overhovedet skal forme sig fra søvn og drøm til virkelighed. Og det skal den jo, sådan har vi indrettet os, vi mennesker. Faktisk gik det ikke op for mig med det samme, hvilket det burde have gjort: Det var jo tykke bloklys! Over et par minutter sad jeg og blev mere og mere rædselsslagen. Efterhånden som konsekvenserne fandt vej ind i mine stadigt mandagsefterslæbende hjerneceller: Store tykke bloklys viser ikke tidens gang! Eller tiden viser sig ikke som forsvundet stearin: Uanset hvordan det formuleres er resultatet lige skræmmende. Jeg begyndte at forestille mig morgen efter morgen, de lange timer med hver nordisk vintermorgen svøbt i mørke, gentaget uge efter uge, måned efter måned… Med stearinlys der afviser at hjælpe. Trods så hård en tid, at den næsten er uigennemtrængelig. Helt bogstaveligt; at nå fra de mest fortættede og kompakte. November til februar, til blot lidt korterevarende sort, er som at skulle suges dybt ind i et sort hul, og så undslippe igen: En naturstridig umulighed! Og med de bloklys… Rettere; uden de almindelige tynde fyrtårne af tidtællere, ja så er jeg fortabt. Det vil være umuligt at slippe videre fra blot denne første sorte morgen. Mit liv, mit lys, min tid… Brøkdele af en millimeter på et bloklys. Vinteren klarer jeg ikke, og det startede en tirsdag. Hvorfor lige en ligegyldig tirsdag? Måske fordi tirsdage ER så ligegyldige…

En tirsdag vågnede jeg før jeg var helt bevidst om at det var tirsdag. Ugens dage og navne var endnu ikke et forstyrrende element. Duften fra træet sommerhuset var bygget af, den lokkende eventyrlige stemning i det lille køjesengsværelse, sammen med solen der overvældede ind ad det lille vindue, var alt sammen noget jeg slet ikke kunne formulere. Men så meget mere intenst bare mærke uden en enste tanke var nødvendig. Fik mig til at springe ned på gulvet. Mine bare fødder, størrelse for lang tid siden, og min pyjamas, model også for lang tid siden, blev et med de blankslidte gulvbrædder og en tidlig dugfrisk morgen der allerede var varm. Alt sammen intuitivt, uden de ord der først langt senere kunne sættes på. Og som skaber en beskrivelse der er tæt på at være banal. Dengang var det en samlet sansning så fjernt fra banaliteter som kun dengang kan være. Og er, hvis ordene skrabes af. Det var ivrigt løbende med små skridt, for mig var det bare mine skridt, at jeg fortsatte ind i stuen og morgenen. Fyldt med en forventning uden betingelser for opfyldelse, og jublende overraskelse over solen der var ved at sprænge rummet. Dén tirsdag tegnede så dejlig, at jeg et sted i mit lille hovede måske havde en helt ny slags spirende og uprøvet tanke. Måske VAR jeg klar over at det var en morgen, der ville blive til et barndomsminde. Endnu en erindring fra mine tidlige års katalog af mirakuløse gode dage uden ende… Den tirsdag spænede jeg ud ad de allerede åbne franske døre til terrassen, og trods min kun begyndende bevidsthed, stoppede jeg benovet af synet: Dér, på det glimtende blå vand, ikke mange meter fra strandbredden, sad min far i jollen og lod ind imellem en åre stikke op i luften, helt ind i solens stråler, for at betragte de funklende dråber dryppe ned i deres små cirkler, der på det blikstille vand kunne brede sig uendeligt. Noget af det der stadig sidder bedst fast ved den tirsdag, var lydene. Der var næsten ingen. Årenes knirken i den gamle træjolles gafler, og ellers lyden af solen på den skyfri himmel. En svag knitren med bløde folder. Dén tirsdag var det en helt tydelig lyd. Jeg ved ikke hvor længe jeg stod og indsugede verden. Men jeg fik det hele med. I en grad jeg knap har prøvet siden. Og hvis jeg vil, kan jeg til enhver tid stå der igen. Det gør jeg ret tit.

En tirsdag vågnede jeg bare. Og opdagede, efter en smule intern forvirring, at det slet ikke var tirsdag. Jamen! Hvad var det så? Og selv om jeg ledte over alt, var den dag altså ikke til at finde! Det skabte nogle dybe eksistentielle rynker i tidens gardin. Altså en anden dag. Måske mandag? Måske imorgen? Men det kunne jo ikke være onsdag imorgen, for så skulle det være tirsdag, og det var det ikke. Det er ikke nemt at vågne en tirsdag der ikke er en tirsdag. Det er ok med tirsdage der bare vil lege lidt; de er jo også en slags mennesker. Måske tirsdage heller ikke altid er særligt lykkelige for bare at starte, sådan lidt famlende ud i det blå. Eller grå. Begynde uden selv at vide hvor de ender. Dén tirsdag var nu lige en tak for meget ved siden af sig selv; et helt døgn endda. På herrens mark fra før den kunne samle sig til en dag! Dér hvor rækkevis af tidsgardiner hænger til tørre, men ikke én brugbar tirsdag lige dén dag. Masser af andre dryppende dage, klamme at få i hovedet, og ind imellem rullegardiner frenetisk flaprende rundt om sig selv. Et smagløst brunligfalmet gardin med stang og det hele rev sig løs, og pjaskede muntert i en tids mudder. Plantede sig selv som flag i det slubrende ælte, sprøjtende sit brune mønster ud over hele uger, langt væk til udkanten af marken, helt ind i næste måned. Føj hvor en tirsdag, hvis det altså havde været en tirsdag. Heldigt at det var noget andet. Jeg var for længst holdt op med at lede. Så til helvede med hvilken dag det var. Havde det været en tirsdag, havde det godtnok været en model fra 4. kartoffelrække, længere ude end nogen krage kunne nå at vende før dagen var sunket ned i pløret. Og kragen viklet ind i noget kvalmende brun tid. Jeg skyndte mig ikke at vågne den tirsdag. Og det virkede! Jamen! Det var slet ikke tirsdag! Pyha… Lettelsen blev kun en anelse generet af gardinet, der lige vippede en flig til side. Så der var frit udsyn til horisontens rækker af flagrende dage.

En tirsdag vågnede jeg, men noget sent. Før jeg fik kigget nærmere på dagen, var det aften. Så var der ikke så meget tirsdag tilbage at det var morsomt. Nå, jeg lod det og den passere, og næste gang tiden lod sig mærke, var det over midnat. Den havde godt nok ikke gjort meget væsen af sig, den tirsdag. Ret så sølle en forestilling. Fra mig fik den kun et hånligt snøft og en irriteret udstregning i kalenderen. Altså tirsdag! Dét kan du fandme gøre bedre! Tænkte jeg i løbet af onsdag aften, eller måske var det allerede torsdag. Næste tirsdag havde virkelig bare at rette op på sit rygte, ellers var det slut med mig og tirsdage! Så nemt skal de sgu ikke tro at de kan slippe…

En tirsdag vågnede jeg og ville ikke ha’ den! Ikke under nogen omstændigheder. Niks! Ingen tirsdag til mig idag. Kalender og nettid eller ej; ikke for mig! Jeg kæmpede hele dagen, indædt og brugte alle de tricks og kneb jeg kendte. Kampen bølgede frem og tilbage, time efter time. Tirsdagen blev slidt, såret, forslået og forpustet. Men den kunne nogle ting der var både frække og ret så kujon-agtige. Jeg måtte tage både Gud og fædreland i brug, og så vendte slagets gang. Langsomt men sikkert. Jeg var udmattet til det yderste, men trods tirsdagens brug af selve tiden plus nogle opsparede minutter og hele halve timer med knivskarpe kanter, var det paradoksalt nok også den, tiden selv, der til sidst fik bugt med dagen: Jeg lå stadig i sengen og var ved at vågne, da det blev midnat. For at være sikker på at det ikke var endnu et nummer med tiden, den slags tirsdagen nok så lumsk havde brugt næsten hvert sekund den kunne presse ind, tjekkede jeg efter adskillige gange. Men den var god nok: Det var nu over midnat, og jeg havde vundet: Jeg var ikke vågnet den tirsdag! Komplet udmattet faldt jeg i søvn. Heldigvis kunne jeg ikke huske, at jeg drømte om tirsdage der sneg sig ind i ly af mørket, forklædt som andre ugedage. Dét mareridt slettede sig selv, måske hjulpet af mere sympatiske dage. Pyha! Jeg kunne jo have vågnet i en falsk indsmigrende sollokkende tirsdag! Og så var fælden klappet…

En tirsdag listede jeg ned ad den tæppebelagte trappe, åbnede forsigtigt den store tunge dobbeltdør ind til det nu mytiske landskab der var stuen. Uden at vække far og mor på vejen, de lå stadig og sov i vores gæsteværelse ovenpå. Jeg kunne lige kravle op på en af karnappens stole, og siddende på knæ kigge ud over byens tage. Det var heldigt at morfars lejlighed var sådan en jeg senere ville lære at kalde både herskabelig og med flere etager end de andre huse i den lille by. Den tirsdag, som den eneste vågne i hele den enorme lejlighed, og så langt jeg kunne se ned i byen og ud over vandet, kunne jeg se meget længere end jeg måske nogen sinde senere har gjort. Jeg kunne se hele fjorden og over til fastlandet i horisonten. Det tyste billede uden den mindste bevægelse, kan jeg stadig tabe mig selv i. Både hver en detalje, men ikke mindst den simple samlede udsigt. En firkant med en ubrydelig ro. Og en dybde der kun er for mig. For alle andre er det blot et fladt billede. Hvis alt slutter der, uanset hvornår, blev jeg 5 år gammel. Og det ville være så fint, at ingen andre kan rumme det. Det er den eneste tirsdag morgen, der fuldt og helt er min. Jeg behøver ikke engang at passe på den. Den fylder hele universet, men ingen kan røre den. Kun jeg kan vågne og liste ned ad trappen.

En tirsdag vågner jeg med lidt feber. Snøfter, hoster, øm i led og lemmer. Lidt hovedpine, lidt kvalme. Enten er det nutid og en af dette års tirsdage, og bare som det er. Eller en af de tirsdage for rigtig mange år siden, hvor det bare var på den måde. Hvis ikke jeg var halvsyg, ville jeg måske kunne se det absurde i det. Engang kunne jeg blive rask ved et par genstande eller noget i den stil. Nogle gange skulle der mere til. Og dét var et skråplan! Nu er det den omfattende samling af tiår, der giver helt naturlige abstinenser. Jeg synes ikke de føles naturlige. Men det er en del af det. Medlidende og bedrevidende smil. En plan så ganske lige ud, og i jævn fart uden hastværk, alle når jo frem. En plan der nok så fornøjet klipper endnu en bid af horisonten. Hvis jeg ikke var småsyg, ville jeg overveje hvornår det er værd ikke at vågne en tirsdag. Eller en anden dag, enhver dag. Man kan ikke reparere horisonten med tid; ikke når det kun er stabler af brugte tiår der er inden for rækkevidde. Det er også lidt underligt. Selv om det kaldes naturligt. At jo mere snæver horisonten bliver, jo sværere er det at række ud efter de små oversete rester af tid. Der måske kunne lappe lidt på tirsdagen. Som skulle de mange år måske være lidt mindre lige. Lidt mere skrå. Småsyg eller ej; så kunne jeg glide lidt uden modstand ind i tirsdagen. Men denne dag er ubøjelig. Ingen hældning ud af feberen. Det synes udsigtsløst at vågne. Jeps; der røg en stump horisont mere. Og endda med det tilhørende professionelle smil. Jeg har ikke lyst til at vågne en tirsdag med én eller anden form for desperate abstinenser. Selvfølgelig ikke. Men lige i dét øjeblik, halvvågen og halvsyg, forekommer det næsten lige så naturligt. Det er jo bare de mange tiår der spiller mig et puds. Så jeg vågner tilbage i tirsdagen… Med den mest naturlige noget mere begrænsede horisont. Om en uge er der en en tirsdag mere at vågne til. (Og en horisont der kan sættes i parantes.)

En tirsdag vågnede jeg ikke. Det var skam ikke fordi jeg ikke prøvede. Og jeg havde efterhånden en del erfaring med genstridige indgange til dage. Men uanset hvor mange gange jeg vågnede i og ud af en drøm, viste virkeligheden sig som endnu en drøm. Der var simpelthen lukket. Låst for adgang. Jeg hamrede på alle døre og vægge, med næver, spark og tanker af stærkeste slags, men lige lidt forskel gjorde det: “Access denied”, trods min hær af trojanske heste og ren brutal binær kodning. Jeg var med helt indtil jeg slumrede ind mandag nat, strengt taget var det tirsdag tidligt, hvilket kun gjorde det endnu mere besynderligt. Som var det præcisionsarbejde udført af specialister. Det var ikke bare et tilfældigt døgn der var taget ud af sammenhængen. Det var omhyggeligt udskårne timer af en tirsdag. Jeg var ligefrem sikker på, at hvis jeg var vågnet nogle timer før, ja så havde jeg kunnet se, skelne gennem morgentågen, hvordan de næste timer blev fjernet for næsen af mig. Nu kunne jeg kun sove og drømme videre. Og når jeg ikke drømte, ja så vidste jeg jo ikke om jeg var vågen eller sov. Det var ret frustrerende. Det drømte jeg ind imellem, og så kom der, som der jo gør, perioder med drømmeløs søvn. Men om jeg kom nærmere tirsdagen, så jeg kunne vågne, vidste jeg selvfølgelig ikke. Det er svært at følge nogen tid, når der ikke er en dag at måle med. Drømmene vendte sig uroligt. Selv om de, drømme, er ret skrappe til at se frem i tid, kunne de jo ikke være sikre på at der kom en tirsdag. Måske ville der ikke komme mere end nogle få timer, beregnet og præcist udmålt til at falde ind i søvn. Måske ville drømme om at vågne en tirsdag forsvinde. Eller blive den slags drømme, man kun kan huske når man vågner. Hvis jeg var vågen og der havde været en tirsdag, ville jeg have kunnet se mig selv sparke dynen af mig, slå i puden, koldsvede med flagrende arme og ben, mumle og råbe uforståelige ord og usammenhængende sætninger. Men der var ingen tirsdag at vågne op til. Alarmen blev ikke strøget væk, så den gentog sin bippen hvert tiende minut. Den måtte have fundet nogle spildte stumper af tirsdagen: Selv de bedste kan ikke undgå at efterlade lidt støv fra den tid de er sat til at fjerne. Men ikke nær nok til et menneske at vågne i. Jeg drømte alt for kraftigt. Med dét overtryk, var der risiko for at tirsdag ville blive vurderet uansvarlig at vågne til. Det kunne starte en kædereaktion, en ophobning, så enhver næste dag ville være væk. Det ville iøvrigt også give fast arbejde til det hold der foretog indgrebene. Jeg drømte at jeg var en af dem. Det blev et mareridt. Hvor jeg hev min egen tid væk under mig. Uddannet specialist, med et sikkert greb om ethvert nok så uhåndterligt stykke tid. Jeg var ikke en af dem der spildte noget af den. Så jeg kunne sove fast og dybt, med kun vage drømme om at vågne. Det siger sig selv, at vi på den måde hurtigt blev mange, et helt arbejdshold. Det ændrede intet. Kun det ligegyldige spørgsmål, om vi var lukket ude fra en fjernet tirsdag. Eller om tirsdagen var spærret inde, med os fanget i et kredsløb omkring den. Jeg blev så desperat, at jeg prøvede at bestikke mig vej frem. Grådigheden manglede ikke; mine lommer blev fyldt til randen. Jeg snød jo bare mig selv, men det havde jeg vidst hele tiden. Eller rettere; jeg véd at jeg aldrig vågner den tirsdag. Men jeg ville ikke være menneskelig, hvis ikke jeg var dum nok til at prøve. Og det ER ren dumhed. Pakket ind i drømme der kommer og går. Smækker frejdigt med døre, der til forveksling lyder som virkelighed. Jeg bliver ved med aldrig at vågne, jeg vågner ikke den tirsdag resten af alle mine andre dage. Dér er et problem, men lige som jeg var ved at drømme mig ind på det, skar alarmen igennem og fik mig til at drømme at jeg vågnede. Hvis jeg vågner en anden dag, vil jeg aldrig nogen sinde falde i søvn en mandag igen. Eller nogle timer inde i en tirsdag. Drømmer jeg. Uden risiko for at vågne. Kun for at fjerne tirsdagen, bare for en sikkerheds skyld. Vi er et godt hold. Med en perfekt prototype af et styrbart monster. Og hvis dét er en drøm, ja så kan den nye maskine også demontere den. Endda uden at jeg opdager det; der skal kun en smule tåge til.

dsc_0677

DELE AF DAGE OG MERE I JANUAR.

HVER MORGEN.

Det er blevet lyst. Så lyst som det bliver om vinteren her. Lige før var der nogle kirkeklokker der bimlede. Ellers er det ret stille. Lørdag i forstaden. Jeg vågnede, som alt for tit, flere timer før det der kaldes en “sund nattesøvn”. Så står jeg op, med fornemmelsen af ansigtet slæbende hen ad gulvet, og hænger ved bordet over et par tændte stearinlys. Ikke fordi jeg kigger særligt på dem; jeg sidder mest med halvlukkede øjne og nikker med hovedet. Det er bare et ritual. Når det så, som nu, er blevet lyst, puster jeg lysene ud. De irriterer mig egentlig mere end noget andet. Så står de der med nogle øjeblikkes glød og en lille røgfane. Enten slæber jeg mig ud og pjasker vand i ansigtet. Idé’en er vist at man vågner lidt mere. Hvis jeg sætter mig igen, drømmer jeg bare videre med glaserede øjne på armene i bordhøjde. Eller jeg går forbi de åndssvage stearinlys og lægger mig igen. Og SÅ kommer en masse rodede tanker om alt det jeg burde gøre hvis jeg var vågen nok. Jeg bander og mumler ned i puden, mens min krop sitrer og spjætter. Min hud brænder og trækker sig sammen om knogler der kvases, næsten lydløst, som listende skridt på en grusvej. De nervebaner der ikke er døde, sender små gløder afsted. Uden at det gør en forskel. Halvhjertede smågnister, der intet har at sige. Et sted i den tonstunge tvingende træthed prøver jeg. At samle kræfter til at knytte en næve. Det er blot pinligt. Ærgerligt. Et sted lige under den krøllede hud eller bag de revnede øjenlåg, gled skyggen af en følelse forbi. Måske var det udmattet hallucination, men et kort øjeblik lignede det raseri.

————————————————

EN MORGEN.

OG så vågner jeg en morgen med et stort smil. Et ægte bredt smil, der mærkes helt op i øjnene.

ENDELIG!

Direkte fra en drøm.

“Jamen hvorfor ikke smile?” Kan jeg lige netop huske. Som det sidste før jeg vågnede. Måske var det på kanten af drømmen; stadig mest inde i den. Måske var jeg vågen.

Det er ligemeget. Jeg smilede. Stort. Rigtigt! Uden det mindste lag forfalskning.

Endelig.

ENDELIG! Langt om længe; efter så mange år, efter så mange gange tæt på…

Direkte ud af en drøm.

Smilet varmer dybt, helt om i baghovedet, ud i hver en fiber af den krop der ellers var mere eller mindre opgivet.

Nu så oplivet, at begrebet mirakel slet ikke slår til.

Jeg ser op, og himlen venter bare. På at jeg skal række ud. En grænseløs legeplads med fuldstændig frihed.

Endelig… Mit smil spejles i den ganske verden; ikke kun reflekteres af universet, men gengældes.

“Og hvorfor ikke?”

HVORFOR IKKE?

Enhver har vel ret til sin del ren lykke.

Fortsættelsen siger sig selv.
Hvem har ikke prøvet at vågne i en drøm? Og så vågne rigtigt?

Det kan endda forekomme flere gange; at man tror at NU vågner man rigtigt, og så… Vågner man igen. Og igen. Og igen… Indtil den er god nok:

Drømmeri og gentagent vågneri definitivt slut.

Endelig…

“HVORFOR?” -Eller “HVORFOR IKKE?”

Anførselstegnene hviner som splinter ind i mine øjne, da jeg smadrer smilet så himlen aldrig mere kan vågne i mine drømme.

Enhver har vel ret til sin del rent had.

—————————————————

EN HALV DAG.

Nogle gange er en tekst ikke værd at skrive. Bedst glemt. Endnu bedre aldrig at have eksisteret. Dens berettigelse til overhovedet at eksistere er tvivlsom. Grundlaget er ikke bare spinkelt, det er er så tyndt at en tråd ikke kan bære sig selv. Men flagrer væk i stumper, uden at minde det mindste om… Noget. Altså ikke en tanke eller to værd. Mindre værd end ingenting, og dét er ikke ret meget. At skrive hjem om, hvis det var det. Der ER ikke noget at skrive hjem om. Og hjemmet ville alligevel kigge desorienteret på forsendelsen der ikke siger nogen noget, og bare er tavs som graven. Selv endestation skraldespand mærker ikke at et par overflødige ord blandes med kaffegrums og kartoffelskræller. Torsdag d 12.januar var sådan en dag. Der ikke burde blive til andet end ryddet hukommelse. Gang i renseprogrammet; dét med tilfældig overskrivning så dagen ikke kan gendannes. Ikke at der er nogen der vil røre ved de i forvejen sølle rester af koder der ligger i et hjørne og skammer sig. Med god grund. Og nu bliver det alligevel en tekst. Der er ingen der skriver til skrivebordsskuffen, som det hed i gamle dage. Når det mest er af selvterapeutiske grunde. Eller en psykiater på en institution, der får sin tilfredsstillelse ved at læse andres bekendelser i intim dagbogsform. Idag hedder det vel at klikke målløst ud i forskellige binære skyer, hvor ordene hurtigt drukner i mængden af virale hits, og den almindelige enorme aldeles ufarlige understrøm af anonyme sætninger. Som disse. Men torsdagen var, i et kort glimt, virkelig. På sin egen både skærende og sløve måde. Tømt for nuancer; blot synlig i et øjeblik med kontrast nok. Et øjeblik der hurtigt blev irriteret over at blive udnyttet. Torsdagen var ikke et øjeblik værd. Den der sidder ved krystalkuglen, hvem det så end er, skulle ved første syn have kasseret dagen. Måske sidder der ingen ved krystalkuglen. Måske er der ingen krystalkugle. Måske er dagene ligeglade med krystalkugler og hvem der kan se hvad i dem eller ikke, måske netop ikke. Det ville forklare en hel del, men torsdag d.12.januar har ikke en chance for at blive bortforklaret. Dagen før var onsdag d.11.; derefter kom fredag d.13., lørdag d.14. Og d.15., 16., 17. og så videre skal såmænd nok også komme. Sådan er det nu engang vedtaget. Med gregoriansk opdatering kan endda et årstal sættes på; 2017. Det gør hverken fra eller til. For den både selvdøde og selvforagtende torsdag. Det er ikke så ofte at dage begår selvmord. Men lige den torsdag, hvis den havde den mindste skam i sit kortere end 24-timers liv, havde intet andet valg. Jo hurtigere den blev først et tomrum, derpå bare glemt, jo bedre. Derfor er denne tekst også lidt en hån. Mod de mange dage der på forskellig vis finder ud af at fungere. Modsat torsdagen, der allerede er ved at forsvinde som begrebet “dag”. Enhver form for tidssammenhæng eller angivelse af tidsrum, vil ikke røre eller bare nævne den. Det giver ubehag og en vis forlegenhed. At teksten fortsætter, får også en stigende vred mumlen frem. Den skal rundes af, hvis ikke den skal overfaldes og begraves levende. Lidt samme skæbne, ganske passende, som torsdagen… Dén dag smuldrede mellem fingrene på de første timer. Gled ud sammen med mørket, da morgenen ganske uvidende skruede op for lyset. Hvis man, hvem man end er, havde set godt efter, var der allerede begyndende misfarvninger og manglende dele af en dags fulde palet. Store huller helt uden farve eller forklaring. At himlen var dækket af grå skyer, der vekslede mellem klamt og regn, er almindeligt for årstiden. Ligesom modvinden, omend den lige havde en ekstra række modbydelige modhager. Og vindstød af den slags der ridser indersiden af huden. Der er ikke så meget mere at skrive. Nogle få banale og trivielle timer. Med en helt forkert fornemmelse, der fik det banale og trivielle til at bekæmpe sig selv med et frådende had og en brølende foragt. Nogle få timer, ikke ret mange, og så var det slut. Barmhjertigt hurtigt, egentlig. Kun et glimt blev tilbage på enkelte nethinder. Indtil en hurtig blinken med øjnene. For at fjerne den generende torsdag fra ugen, måneden, året… Det ER ikke ofte at dage er så vanskabte. Det sker, og ingen ved rigtig hvorfor. Og slet ingen gider bruge tid på at skrive om det. Det er heller ikke sundt. Vides det fra mere direkte dele af verden, hvor ord skal være påpasselige med hvad de udtrykker i tiden. Eller, som det i værste fald opfattes, mod tiden… Torsdagen udåndede uden det store postyr. Diskret overvåget stopper teksten også. Dagen nåede ikke at gøre megen skade. Et par enkelte blev trukket med ned i mudderet, der var væk når det igen blev set på. Nogle aftaler nåede lige at blive overholdt. Men også de rullet tilbage, så flere ofre kunne undgås. Aftaler der blev til noget flovt, kun få stadier over kryben under sten. Og så, med hjælp fra tiden rundt om torsdagen, til erindringen om billeder af aftaler. Mere og mere udviskede. Efter kun få dage er torsdag d.12.januar ikke mere. Til alles glæde, selvom det er ganske ubevidst. En god følelse er nu engang rar. Bedre end noget der rumsterer i hovedet og giver rynker i panden. Eller bliver til en tekst der slet ikke skulle have været. Den er snart helt væk. Der skal ikke andet end et punktum til.

—————————————————–

ET HALVT ÅR.

Det er dumt. Jeg ved jo at vinter i Danmark er en risikabel sag. Selv med mine gennem næsten et livs omhyggeligt opbyggede ritualer. Beregnet til at komme igennem et helt halvår, uden at gå mere i dvale end at dagene bliver tåleligt halvvirkelige. Også kun halvvirkelige. Når dagene begynder, trevent og modvilligt, at give bare lidt plads til den sol jeg altid undrer mig over hvordan har overlevet. Måske har den en metode at rulle sig rundt om sig selv, et helt halvt år, der holder på lyset. Dén måde gad jeg godt kende. Mine små ritualer er klassiske for nordboere. De omtalte stearinlys morgen og aften. Der næsten formår at hænge sammen: Dét er en irrationel men nærliggende frygt. At den sidste stump med svagt gråt lys skal blive klemt endegyldigt væk. Som nord for polarcirklen. Og dette land ligger ukomfortabelt tæt på den linje der i min opfattelse næsten er forskellen på liv og død. Jeg ved godt det ikke helt passer. Der bor mennesker der, over polarcirklen i nætter der varer halve år, og så er det alt for sent at der kommer et halvår med kun lys. Da er øjnene blevet blinde. Må være. Ellers er jeg helt forkert på den. Men stearinlys er altså en af de ting jeg bruger. Selvom unytten af dem allerede er beskrevet… Og de dage med vagtsomme blege hvide solstråler, om så kun i glimt, som véd solen at den er på tynd is; benytte de sjældne øjeblikke til at fare ud og suge til mig. Jeg har et par faste ruter jeg følger; for længst indkodet i min hjernes gps, for hurtigst muligt at nå de nærmeste steder med langt fra den ene flade horisont til den anden. Et for dette land stort og bredt himmelhvælv. Det er med at nå frem før de frygtsomme spinkle solstråler trækker sig igen. Jeg burde have været forberedt på at det denne gang ville være langt sværere. Nok så mange stearinlys og hastige skridt ud i det altid svindende lys, kunne selvfølgelig ikke bære mig gennem endnu en nordisk vinter. Kontrasten er for voldsom. Direkte aggressiv. Et bombardement af nætter trukket sammen som en trykkende massiv flade, døgnet rundt pressende de sidste dråber frem i øjnene. Ja, tårer, camoufleret som den isnende vinds resultat. Jeg ved ikke hvordan jeg skal klare det. Overmodighed straffes. Jeg bander og svovler i min kamp. Indtil jeg, med tårer og det hele, bliver til en isskulptur. Der vinder en pris. For at have en sær indre glød. Heldigt at jeg kan sætte min vrede på vågeblus. Så den ikke slukkes ved at smelte mig selv. Men bevares inde i min egen stivnen til livløshed.

Min kerne er en vrede nær det absolutte nulpunkt.

                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                     

timecave

(Ingen Janus, Daniel eller andre fremmede…)

Hvis der på noget punkt, tid eller sted, skal klaskes en smule orden op på fortællingens ubehandlede elementer; hvis facaden skal smøres til med GORI, rækkefølge, DYRUPS, eller kronologi, ja så er det nok her. Før de skrøbelige træpaneler suger uvedkommende detaljer til sig. Før de ru betonplader bliver ligeglade og sætter sig med en knasen og skurren, urokkeligt men skævt på et forkert fundament. Før forløbets egen inerti kludrer rundt i tidslinier og hvem, hvad, hvornår, hvordan og netop ikke… Det hele er allerede begyndt at lege snurretop. Indædt sat igang, hoppende klakkende klodset snublende hen over fremtidige gulve. Klikket afsted uden at historien fatter et klap. Måske er det analoge tilfældigt selvstartende snurretoppe. Måske er det noget digitalt, en ny app eller den seneste gadget inden for linjekontrol. En fortællings uundværlige dims, koblet til og auto-synkroniseret med afsnits- og forståelsesstyring. Alt er næsten binære koder nu. Nej, det var en minimal men afgørende forkert ordstilling: Binære koder er næsten alt. Nu. Det udsagn var heller ikke korrekt, men det må behandles senere. Senere! Dét var lidt ansats til kronologi. Som ikke en sjæl tror på. Eller de sjælløsnede der aldrig fanger deres egen hale. Hov, dét var jo også en slags forløb. Endda en kronisk nær-ved-og-næsten linje, formet som en cirkel i godtnok ujævn men evig jagt på sig selv. Sådanne flaprende cirkler mere lig en pludselig sværm af frisbees, end noget der kan gribes ud af det blå og bruges i historien, er og bliver ligegyldige. Også selvom det gøres symbolsk, som slangen der sluger sin egen hale. Og fastfryses til en slags heraldik. Der ender som et vejskilt. Ja, selvfølgelig, rundkørsel. Altså blot en forklædt snurretop. Der lige får et spin mere, skjult i et uset øjeblik. Så fortsætter den uden at det er til at forstå. Man må tage sig til hovedet i undren. Undrende hoveder tages af og på, mekanisk optrukket, efter behov. Ligesom begreber som logik, årsag og virkning, den såkaldte ‘butterfly-effekt’, og alskens religioner. Alt er en trossag. Intet er også. Et spørgsmål om tro. Tid og dens orden eller mangel på samme. Eller bare udeblivelse. Tid der ikke kommer til tiden. Etc. Rum, som noget universelt eller et helt konkret, som de rum man kan sætte en stol i og så sætte sig på stolen. Jeps; dét er i sig selv et lille stykke forløb. Men kun en isoleret bid; en stump med flossede ender.Det er kun meget kort tid. Det bliver hurtigt vejet og fundet igen. Indsat som ligegyldigt bindeled. Kronologi, overordnet, er noget med, binært set, forældede mekanismer. Små underordnede tandhjul og nørkleri med en lup for øjet. Selve historien påvirkes. Hvis man tror på dét. Eller uden accent; det. Processen som kronologi; det holder jo ikke. Kronologi kan til nød bruges i isolerede afgrænsede tilfælde. Inddæmmede og afdampede. Tandløse. Som at dette blev skrevet og sat efter noget andet der blev skrevet, men før noget tredje, fjerde, femte der vil blive skrevet. Hvis det vil? Dér går så tiden tabt. Tør for brændstof. Kronologien bliver til lyden af en masse forskellige små tandhjul. Der triller ind under møbler. Eller ned i gulvsprækker. Puffes væk fra billedet af den relativt kolossale pågående snurretop. De kan også forsvinde under reparation. På tv-populært ville det hedde “missing in action”. Hvilket også kan bruges om så meget andet. Her stoppes; Snurretoppen lægger sig endelig, med et dybt suk, fredfyldt hvilende på siden. Som en gigantisk dinosaur uddør i en langsom bevægelse hen ad gulvet. Der er næsten ikke mere tid. Så. Ikke efter dinosaurerne får gulvet til at knage faretruende. Det ER et spørgsmål om tid. Før hele historien giver efter og kollapser. Måske stilladserne bliver stående. Vævet sammen af lommeuld til vaklende banaliteter. Og disse linier løber ud over kanten. Ud i et dyb uden hverken tidslinje eller afsnit. Støvet fra enkelte bogstaver kiler sig ind som små sandkorn, der med hjælp fra deres egen cirklen rundt får tandhjulene gjort til geometriske misfostre. Registreres, også, som ‘Forsvundet under aktion’. Det er ikke vigtigt. Kun hvis afslutningen har familie eller andre nære pårørende. Så ville en udeladelse, endda nok så tilforladelig og uskyldig, kunne bebrejdes som værende umenneskelig. Hvem skulle overbringe den triste nyhed? Som ikke engang er ny. For en tænkt kronologi. Hvor mennesket optræder balancerende sammen med de sidste dinosaurer. Hverken før eller efter; og hvem der satte snurretoppen igang forbliver en gåde. Eller en trossag. Med selvdøde sætninger som pauseklovne. Lige til at grine eller græde over. Valget står mellem tårer eller latter. At beslutte som slutning. Udløber som kronologiske tandhjul, lige til de bliver stoppet af væggen eller et stoleben på en stol anbragt i et rum. Hvor ingen sidder mere end står. Eller stod, hvis det var. For så at gå før tiden. Det nemmeste ville selvfølgelig være dette punktum.

nyt-lys

1.januar 2017, kl 07:45-08:15:

Det er ved at blive lyst. Så lyst som det nu bliver på en overskyet grå vinterdag i Danmark. Om det så er nok så meget den første dag i et nyt år. Det er mere stille end på enhver anden tilfældig søndag. Den første lyd uden for mig selv, er en bil; Den hvisler, næsten hvisker, forbi på våd asfalt. Måske er det lyden af 2016, der forsinket lister derhen hvor brugte år flyder ind i fortiden. En dør i opgangen er den anden ydre lyd i det nye år. Den smækker som et kanonslag der glemte sig selv, og nu lidt flovt prøver at være festlig. Det manglende ekko står og venter på sig selv. Og forsvinder uden at have været der. Stakkels ekko. Ellers er der stadig stille. Udenfor. Lige fra tidligt har der været min egen vejrtrækning. Men jeg bryder mig ikke om den ubeslutsomme ujævne og langsomme hvæsen. Som om det er resterne af sidste års beskidte ilt, der er hevet med ind i morgenen. Nu er mine vinduer, måske skyerne på himlen, næsten lige så lysende grå som de stadig tændte gadelamper. De blev tændt sidste år. Jeg har adskillige kalendre til dette nye år. De blev trykt sidste år.

 

1.januar 2017; tilbage omkring juni 16:

Der var nogle måneder i det nu forældede år, der næsten var ren taknemmelighed. Og, det er ikke umuligt, ligefrem med lykke i hele perioder. Det var fantastisk! Men altså sidste år. Nu. Al den taknemmelighed og, måske, lykke, fik hurtigt en fast følgesvend: Frygt. Foruden den taknemmelighed der skal udtrykkes, kræver det vel en forklaring. Det med frygt. For mig er det logisk, men næppe for ret mange andre. Dén situation er så heldigvis ikke ny; At jeg skal forklare hvad jeg synes er logisk. Men det må vente. Det er nok heller ikke noget der ligefrem haster, interessen er sandsynligvis begrænset. Jeg har nemlig åbnet et vindue. For at få luften fra et helt nyt år ind. Nu også med bølger af kirkeklokker. Gad vide hvad klokken er… Kronologien burde ellers være nulstillet for nogle timer siden, men dét foregik uden mig. Mit gammeldags armbåndsur har endda den frækhed at vise d.31. Det er nok til at bringe mig i tvivl; Jeg kan sagtens have svømmet rundt i min egen tid, uden at bemærke hverken bølger eller bevægelse. Mit eget lille dybvandshul, fuldt optaget af at holde hovedet oven vande og ikke gå ned for 3. gang. Men jeg åbnede altså et vindue. Håbede at det kunne løfte mit gurglende åndedræt, så det ikke igen lukkede mine øjne og, det er tæt på, lader ordene flyde sammen, væk, ud. Gennem øjenlågene eller på, ser jeg skyggen fra et par næsten sammenflettede måger hen over den grå flade. Det kan være skyerne på himlen, det kan være indersiden af øjenlågene. Jeg kan ikke skelne. Ikke se, og slet ikke forskel. Jeg håber det er lyden fra køleskabet der fylder mit hovede. Det er min lyd af et nyt år. Og lyden af et par måger der nu falder, flakser hjælpeløst, ud af billedet. Jeg kan nå at skrive, kan jeg nå at skrive?, at den erstatning for søvn der fik mig slæbt fra et år til et andet, nu igen gør mig døv og blind. Det er mest af alt en befrielse. Jeg giver slip…

 

NYTÅR 16/17: GODT NYTÅR!:

Nej, dette er helt forkert. Jeg er, stik mod hensigten, kravlet med ind under min egen hud. Det var ikke meningen. Det er ubehageligt, og, ikke mindst, pokkers indelukket. Og selvoptaget! Det BURDE være: GODT NYTÅR TIL ALLE! Og dertil nogle passende smileys og GIF’er. Noget hjerteligt velment, men ikke for banalt. Om at ønske alt godt for familie, venner, bekendte, og hele klodens befolkning i det nye år. Også noget med fred i verden og en bøn om, for, hedder det vel, alle de mange millioner i nød. Jeg VIL virkelig ønske min familie et godt nytår! Og de par venner for hvem jeg betyder noget. Og omvendt; det siger sig selv. Og så er der en række bekendte, hvoraf de fleste sikkert aldrig får dette ønske, bemærker det; men alligevel: Også for dem ønsker jeg alt godt. Det var sådan det skulle være! Men var der ikke noget med dronningens nytårstale? Var der noget med tv-signalet, lige da 16 skulle lukkes ned? En masse godt i sendefladen der gik i kludder? Hvad skete der mon? Jeg ved det ikke: Det var sidste års sidste dag. Og dér var det kun i enkelte tågede minutter, halve timer, jeg var i nærheden af mine sanser. De sidste skal blive de første. Ja mon ikke! Også uden at jeg bemærkede det. De sidste timer… Og de første… Men jeg husker, gennem det dunkende hovede jeg ikke deler med det meste af landet, og gennem nogle slørede sprækker der må have været mine øjne, nogle udflydende ord om tv-signalet. Deraf kan jeg regne ud, at der har været øjeblikke hvor jeg slap fri fra både køleskabets sitren og al den anden larm lige under huden. Eller knasende knitrende i knoglemarven, men det kan jo have været fyrværkeri. Jeg ved det ikke, den slags er jo almindeligt. Fyrværkeri og nytår. Mere almindeligt end noget med nytår og manglende signal… For de fleste, i det mindste. For det meste, om ikke altid for alle, men, og, hov dér slider en af boblerne sig fri fra mudderet, og brister trægt, i slow-motion, på overfladens grå himmel, eller… Eller hov, der forsvandt ethvert signal igen. Feberfarvet ulovlig nødraket plasker blindt; Hvis det skal være, skulle det have været før den sidste hvislende hviskende bil, men det VAR meningen, så midt i den sidste dags afbrudte transmission: GODT NYTÅR! -Af hele mit hjerte. Der laver små kunstpauser. Bare for at stå stille længe nok. Til at blive et passende emoticon. Nogle af dem bevæger sig så. Ligesom små GIF’er. I korte sekvenser. Som måger der er klippet sammen og igen og igen glider ud. Samme sekvens, glider ud.

 

Ca 24.december – 1.januar kl. noget:15-:45 eller 47, måske 48:

Flere dage før. Jeg har slet ikke styr på tiden. Hvis jeg skal tro mig selv og mine ord, hvad jeg har ret svært ved, begyndte jeg før det blev lyst 1. januar 2017. Det må være løgn. Hvem har jeg skrevet til? For? Og hvorfor? Lyden af pilrådden trækonstruktion der langt om længe braser sammen. (Nu er det eftermiddag, det viser klokken. Et ur, eller tal; En tidsmåler. Jeg var lige væk…) Der var en uges tid op til årsskiftet. D.24. var juleaften. Det gik lige. Der var noget… Jeg kan ikke finde det nu, eller bare lede efter det; Men måske var det 2017 der alt for hastigt kom væltende ind over. Måske var jeg slet ikke klar, slet ikke færdig med 2016. Måske, mere sikkert: Måske er det noget vrøvl: Siden juni 2016 har jeg været bange. Det har SKREGET sig ud. Selvfølgelig i al stilhed, under dyb tavshed: Dén slags egner sig hverken til sociale medier eller “hvordan det går”. Jeg har sneget mig rundt og samlet små brudstykker sammen: Et slags forsvarsværk mod dette nye år. Det holdt ikke. Det brød sammen allerede før det var tænkt på. I løbet af november og december. Totalt. Shhh! Det er der ingen der må vide. Dén slags holder man for sig selv. Det inddæmmes til en hvæsen i vejrtrækningen. En forstærkning af det forbandede køleskabs raslen og rumlen. Lige under huden. Og så en falden… Falden hen. Så nytåret 16/17 kan benægtes og fornægtes. Det var aldrig! Shhh!

 

Sidste anmærkning / 1. januar 2017 kl. lige før gråheden bliver til mørke:

Jeg SOV hen over det sikkert mest larmende fyrværkeri i Aarhus nytårsaften 16/17. Dét er da noget af en præstation! Selv med feber og anden dårligdom… At sove, eller hvad dén slags feber-døs nu kaldes, midt igennem selve epicentret af Aarhus’ maksimale decibel-måling nytårsaften! Og iøvrigt, YouSee-kunde eller ej, ikke være i stand til at tage stilling til det sædvanlige: Er det værd at se Dronningens Nytårstale, blot for at grine eller græde? Eller er det sundere at undlade? Det var jeg alt for tåget til overhovedet at behøve at tænke på. Jeg KUNNE ikke tænke. Punktum. Syg i 16, syg i 17; bare syg og ligemeget med dét! For jeg FIK mit liv igen i midten af 16. Og jeg VIL sgu kæmpe for det; OG bekæmpe den frygt og angst der følger med… Som fylder ubehageligt meget lige nu, i skrivende stund. I alle ovenstående skrivende stunder. Og før, og som VIL fylde meget indtil… Ja, indtil noget andet og bedre trænger igennem. Igen. IGEN! Det er jo næsten lige sket… Det vil ske igen. Ikke et mirakel som dét i sommers; Dét sker ganske enkelt kun én gang i et liv. Andre SLAGS mirakler, andre SLAGS lykke, ja. Og noget i den stil skal nok komme… NU skal der ikke så meget til, ligesom der ikke skal så meget til før angsten får biler og måger og køleskabe til at være uhyggelige monstre. Og det ER de! Når man har det sådan… MEN! Det er altså status quo nu hvor 1. januar snart forsvinder i sit nye år. Nu hvor jeg snart skvatter sammen efter at have skvattet mig gennem de sidste døgn. Og dagen idag, der skulle være så meget… Det er den også. Andet end skvattet, selv om det er hvad der vil ske nu: At jeg skvatter sammen. Og sikkert imorgen med: SLASKENDE MELLEM RET SÅ TÅGET FEBER OG GRÅ DAG, DER IKKE RIGTIG SELV VED HVAD DET OG DEN ER… OG ØJEBLIKKE, HELT OP TIL TIMER, MED KUN SVAGHED, SVIMMELHED, OG EN ABSURD PÅSTAND OM ET NYT ÅR?!? Hér burde så være en fed tyk streg: (—————–) -Det ER ikke alt foranstående der er selvoptaget vrøvl. Meget af det, jo. Måske ikke så underligt, (er ihvertfald min påstand), med en masse sygdom kravlende under huden… Bogstaveligt eller ej; Sådan føles det, og sådan reagerer krop og hovede. Men den tykke fede streg der burde være der. Og DÉT der så skulle stå bagefter:

-Jeg ØNSKER alle et godt nytår! For nogle mere inderligt end andre; de véd selv hvem de er…

-Jeg HÅBER (endnu engang!) på enten fagkundskab eller eget noget laset immunforsvar: Denne ekstremt sløje start på ’17 SKAL og VIL ændre sig til en “rigtig” begyndelse. SNART! Eller ikke; bare det SKER…

-Jeg HAR sat mine prioriteter for 2017. Og ER ivrig efter at komme i gang! Når ellers jeg kan fokusere hele halve DAGE ad gangen… Jamen!!!

Det er stadig (lige netop) 1. januar, selv om det lakker mod enden. Og årets dag nr 2 kommer ud af mørket; Det grå ER nemlig blevet mørkt. Det er, stadig, dog på det sidste, både helligdag og søndag. Hvilken mening dét end giver. Sikkert ingen; som så meget andet. Men som NOGET dog heldigvis gør: Dét må godt snart træde frem i forreste geled og vise tænder… BIDE SIG FAST! Det har, lige nu, og med mange ufrivillige pauser, taget mere end 7 timer at skrive alt dette sludder. Som ER lidt mere end blot sludder: Der er, trods alt, en del HÅB blandet ind i det. OGSÅ håb for andet OG andre end evindelige ‘mig’! (-plus en del krydsen fingre og 7-9-13… -Det kan passende erstatte nytårsforsæt! Dén slags er alligevel indbygget i prioriteringerne…) OG så kan jeg ikke gentage det nok:

GODT NYTÅR TIL ALLE!

%d bloggers like this: