Om mit 16/17

nyt-lys

1.januar 2017, kl 07:45-08:15:

Det er ved at blive lyst. Så lyst som det nu bliver på en overskyet grå vinterdag i Danmark. Om det så er nok så meget den første dag i et nyt år. Det er mere stille end på enhver anden tilfældig søndag. Den første lyd uden for mig selv, er en bil; Den hvisler, næsten hvisker, forbi på våd asfalt. Måske er det lyden af 2016, der forsinket lister derhen hvor brugte år flyder ind i fortiden. En dør i opgangen er den anden ydre lyd i det nye år. Den smækker som et kanonslag der glemte sig selv, og nu lidt flovt prøver at være festlig. Det manglende ekko står og venter på sig selv. Og forsvinder uden at have været der. Stakkels ekko. Ellers er der stadig stille. Udenfor. Lige fra tidligt har der været min egen vejrtrækning. Men jeg bryder mig ikke om den ubeslutsomme ujævne og langsomme hvæsen. Som om det er resterne af sidste års beskidte ilt, der er hevet med ind i morgenen. Nu er mine vinduer, måske skyerne på himlen, næsten lige så lysende grå som de stadig tændte gadelamper. De blev tændt sidste år. Jeg har adskillige kalendre til dette nye år. De blev trykt sidste år.

 

1.januar 2017; tilbage omkring juni 16:

Der var nogle måneder i det nu forældede år, der næsten var ren taknemmelighed. Og, det er ikke umuligt, ligefrem med lykke i hele perioder. Det var fantastisk! Men altså sidste år. Nu. Al den taknemmelighed og, måske, lykke, fik hurtigt en fast følgesvend: Frygt. Foruden den taknemmelighed der skal udtrykkes, kræver det vel en forklaring. Det med frygt. For mig er det logisk, men næppe for ret mange andre. Dén situation er så heldigvis ikke ny; At jeg skal forklare hvad jeg synes er logisk. Men det må vente. Det er nok heller ikke noget der ligefrem haster, interessen er sandsynligvis begrænset. Jeg har nemlig åbnet et vindue. For at få luften fra et helt nyt år ind. Nu også med bølger af kirkeklokker. Gad vide hvad klokken er… Kronologien burde ellers være nulstillet for nogle timer siden, men dét foregik uden mig. Mit gammeldags armbåndsur har endda den frækhed at vise d.31. Det er nok til at bringe mig i tvivl; Jeg kan sagtens have svømmet rundt i min egen tid, uden at bemærke hverken bølger eller bevægelse. Mit eget lille dybvandshul, fuldt optaget af at holde hovedet oven vande og ikke gå ned for 3. gang. Men jeg åbnede altså et vindue. Håbede at det kunne løfte mit gurglende åndedræt, så det ikke igen lukkede mine øjne og, det er tæt på, lader ordene flyde sammen, væk, ud. Gennem øjenlågene eller på, ser jeg skyggen fra et par næsten sammenflettede måger hen over den grå flade. Det kan være skyerne på himlen, det kan være indersiden af øjenlågene. Jeg kan ikke skelne. Ikke se, og slet ikke forskel. Jeg håber det er lyden fra køleskabet der fylder mit hovede. Det er min lyd af et nyt år. Og lyden af et par måger der nu falder, flakser hjælpeløst, ud af billedet. Jeg kan nå at skrive, kan jeg nå at skrive?, at den erstatning for søvn der fik mig slæbt fra et år til et andet, nu igen gør mig døv og blind. Det er mest af alt en befrielse. Jeg giver slip…

 

NYTÅR 16/17: GODT NYTÅR!:

Nej, dette er helt forkert. Jeg er, stik mod hensigten, kravlet med ind under min egen hud. Det var ikke meningen. Det er ubehageligt, og, ikke mindst, pokkers indelukket. Og selvoptaget! Det BURDE være: GODT NYTÅR TIL ALLE! Og dertil nogle passende smileys og GIF’er. Noget hjerteligt velment, men ikke for banalt. Om at ønske alt godt for familie, venner, bekendte, og hele klodens befolkning i det nye år. Også noget med fred i verden og en bøn om, for, hedder det vel, alle de mange millioner i nød. Jeg VIL virkelig ønske min familie et godt nytår! Og de par venner for hvem jeg betyder noget. Og omvendt; det siger sig selv. Og så er der en række bekendte, hvoraf de fleste sikkert aldrig får dette ønske, bemærker det; men alligevel: Også for dem ønsker jeg alt godt. Det var sådan det skulle være! Men var der ikke noget med dronningens nytårstale? Var der noget med tv-signalet, lige da 16 skulle lukkes ned? En masse godt i sendefladen der gik i kludder? Hvad skete der mon? Jeg ved det ikke: Det var sidste års sidste dag. Og dér var det kun i enkelte tågede minutter, halve timer, jeg var i nærheden af mine sanser. De sidste skal blive de første. Ja mon ikke! Også uden at jeg bemærkede det. De sidste timer… Og de første… Men jeg husker, gennem det dunkende hovede jeg ikke deler med det meste af landet, og gennem nogle slørede sprækker der må have været mine øjne, nogle udflydende ord om tv-signalet. Deraf kan jeg regne ud, at der har været øjeblikke hvor jeg slap fri fra både køleskabets sitren og al den anden larm lige under huden. Eller knasende knitrende i knoglemarven, men det kan jo have været fyrværkeri. Jeg ved det ikke, den slags er jo almindeligt. Fyrværkeri og nytår. Mere almindeligt end noget med nytår og manglende signal… For de fleste, i det mindste. For det meste, om ikke altid for alle, men, og, hov dér slider en af boblerne sig fri fra mudderet, og brister trægt, i slow-motion, på overfladens grå himmel, eller… Eller hov, der forsvandt ethvert signal igen. Feberfarvet ulovlig nødraket plasker blindt; Hvis det skal være, skulle det have været før den sidste hvislende hviskende bil, men det VAR meningen, så midt i den sidste dags afbrudte transmission: GODT NYTÅR! -Af hele mit hjerte. Der laver små kunstpauser. Bare for at stå stille længe nok. Til at blive et passende emoticon. Nogle af dem bevæger sig så. Ligesom små GIF’er. I korte sekvenser. Som måger der er klippet sammen og igen og igen glider ud. Samme sekvens, glider ud.

 

Ca 24.december – 1.januar kl. noget:15-:45 eller 47, måske 48:

Flere dage før. Jeg har slet ikke styr på tiden. Hvis jeg skal tro mig selv og mine ord, hvad jeg har ret svært ved, begyndte jeg før det blev lyst 1. januar 2017. Det må være løgn. Hvem har jeg skrevet til? For? Og hvorfor? Lyden af pilrådden trækonstruktion der langt om længe braser sammen. (Nu er det eftermiddag, det viser klokken. Et ur, eller tal; En tidsmåler. Jeg var lige væk…) Der var en uges tid op til årsskiftet. D.24. var juleaften. Det gik lige. Der var noget… Jeg kan ikke finde det nu, eller bare lede efter det; Men måske var det 2017 der alt for hastigt kom væltende ind over. Måske var jeg slet ikke klar, slet ikke færdig med 2016. Måske, mere sikkert: Måske er det noget vrøvl: Siden juni 2016 har jeg været bange. Det har SKREGET sig ud. Selvfølgelig i al stilhed, under dyb tavshed: Dén slags egner sig hverken til sociale medier eller “hvordan det går”. Jeg har sneget mig rundt og samlet små brudstykker sammen: Et slags forsvarsværk mod dette nye år. Det holdt ikke. Det brød sammen allerede før det var tænkt på. I løbet af november og december. Totalt. Shhh! Det er der ingen der må vide. Dén slags holder man for sig selv. Det inddæmmes til en hvæsen i vejrtrækningen. En forstærkning af det forbandede køleskabs raslen og rumlen. Lige under huden. Og så en falden… Falden hen. Så nytåret 16/17 kan benægtes og fornægtes. Det var aldrig! Shhh!

 

Sidste anmærkning / 1. januar 2017 kl. lige før gråheden bliver til mørke:

Jeg SOV hen over det sikkert mest larmende fyrværkeri i Aarhus nytårsaften 16/17. Dét er da noget af en præstation! Selv med feber og anden dårligdom… At sove, eller hvad dén slags feber-døs nu kaldes, midt igennem selve epicentret af Aarhus’ maksimale decibel-måling nytårsaften! Og iøvrigt, YouSee-kunde eller ej, ikke være i stand til at tage stilling til det sædvanlige: Er det værd at se Dronningens Nytårstale, blot for at grine eller græde? Eller er det sundere at undlade? Det var jeg alt for tåget til overhovedet at behøve at tænke på. Jeg KUNNE ikke tænke. Punktum. Syg i 16, syg i 17; bare syg og ligemeget med dét! For jeg FIK mit liv igen i midten af 16. Og jeg VIL sgu kæmpe for det; OG bekæmpe den frygt og angst der følger med… Som fylder ubehageligt meget lige nu, i skrivende stund. I alle ovenstående skrivende stunder. Og før, og som VIL fylde meget indtil… Ja, indtil noget andet og bedre trænger igennem. Igen. IGEN! Det er jo næsten lige sket… Det vil ske igen. Ikke et mirakel som dét i sommers; Dét sker ganske enkelt kun én gang i et liv. Andre SLAGS mirakler, andre SLAGS lykke, ja. Og noget i den stil skal nok komme… NU skal der ikke så meget til, ligesom der ikke skal så meget til før angsten får biler og måger og køleskabe til at være uhyggelige monstre. Og det ER de! Når man har det sådan… MEN! Det er altså status quo nu hvor 1. januar snart forsvinder i sit nye år. Nu hvor jeg snart skvatter sammen efter at have skvattet mig gennem de sidste døgn. Og dagen idag, der skulle være så meget… Det er den også. Andet end skvattet, selv om det er hvad der vil ske nu: At jeg skvatter sammen. Og sikkert imorgen med: SLASKENDE MELLEM RET SÅ TÅGET FEBER OG GRÅ DAG, DER IKKE RIGTIG SELV VED HVAD DET OG DEN ER… OG ØJEBLIKKE, HELT OP TIL TIMER, MED KUN SVAGHED, SVIMMELHED, OG EN ABSURD PÅSTAND OM ET NYT ÅR?!? Hér burde så være en fed tyk streg: (—————–) -Det ER ikke alt foranstående der er selvoptaget vrøvl. Meget af det, jo. Måske ikke så underligt, (er ihvertfald min påstand), med en masse sygdom kravlende under huden… Bogstaveligt eller ej; Sådan føles det, og sådan reagerer krop og hovede. Men den tykke fede streg der burde være der. Og DÉT der så skulle stå bagefter:

-Jeg ØNSKER alle et godt nytår! For nogle mere inderligt end andre; de véd selv hvem de er…

-Jeg HÅBER (endnu engang!) på enten fagkundskab eller eget noget laset immunforsvar: Denne ekstremt sløje start på ’17 SKAL og VIL ændre sig til en “rigtig” begyndelse. SNART! Eller ikke; bare det SKER…

-Jeg HAR sat mine prioriteter for 2017. Og ER ivrig efter at komme i gang! Når ellers jeg kan fokusere hele halve DAGE ad gangen… Jamen!!!

Det er stadig (lige netop) 1. januar, selv om det lakker mod enden. Og årets dag nr 2 kommer ud af mørket; Det grå ER nemlig blevet mørkt. Det er, stadig, dog på det sidste, både helligdag og søndag. Hvilken mening dét end giver. Sikkert ingen; som så meget andet. Men som NOGET dog heldigvis gør: Dét må godt snart træde frem i forreste geled og vise tænder… BIDE SIG FAST! Det har, lige nu, og med mange ufrivillige pauser, taget mere end 7 timer at skrive alt dette sludder. Som ER lidt mere end blot sludder: Der er, trods alt, en del HÅB blandet ind i det. OGSÅ håb for andet OG andre end evindelige ‘mig’! (-plus en del krydsen fingre og 7-9-13… -Det kan passende erstatte nytårsforsæt! Dén slags er alligevel indbygget i prioriteringerne…) OG så kan jeg ikke gentage det nok:

GODT NYTÅR TIL ALLE!

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: