Om ansats til kronologi.

timecave

(Ingen Janus, Daniel eller andre fremmede…)

Hvis der på noget punkt, tid eller sted, skal klaskes en smule orden op på fortællingens ubehandlede elementer; hvis facaden skal smøres til med GORI, rækkefølge, DYRUPS, eller kronologi, ja så er det nok her. Før de skrøbelige træpaneler suger uvedkommende detaljer til sig. Før de ru betonplader bliver ligeglade og sætter sig med en knasen og skurren, urokkeligt men skævt på et forkert fundament. Før forløbets egen inerti kludrer rundt i tidslinier og hvem, hvad, hvornår, hvordan og netop ikke… Det hele er allerede begyndt at lege snurretop. Indædt sat igang, hoppende klakkende klodset snublende hen over fremtidige gulve. Klikket afsted uden at historien fatter et klap. Måske er det analoge tilfældigt selvstartende snurretoppe. Måske er det noget digitalt, en ny app eller den seneste gadget inden for linjekontrol. En fortællings uundværlige dims, koblet til og auto-synkroniseret med afsnits- og forståelsesstyring. Alt er næsten binære koder nu. Nej, det var en minimal men afgørende forkert ordstilling: Binære koder er næsten alt. Nu. Det udsagn var heller ikke korrekt, men det må behandles senere. Senere! Dét var lidt ansats til kronologi. Som ikke en sjæl tror på. Eller de sjælløsnede der aldrig fanger deres egen hale. Hov, dét var jo også en slags forløb. Endda en kronisk nær-ved-og-næsten linje, formet som en cirkel i godtnok ujævn men evig jagt på sig selv. Sådanne flaprende cirkler mere lig en pludselig sværm af frisbees, end noget der kan gribes ud af det blå og bruges i historien, er og bliver ligegyldige. Også selvom det gøres symbolsk, som slangen der sluger sin egen hale. Og fastfryses til en slags heraldik. Der ender som et vejskilt. Ja, selvfølgelig, rundkørsel. Altså blot en forklædt snurretop. Der lige får et spin mere, skjult i et uset øjeblik. Så fortsætter den uden at det er til at forstå. Man må tage sig til hovedet i undren. Undrende hoveder tages af og på, mekanisk optrukket, efter behov. Ligesom begreber som logik, årsag og virkning, den såkaldte ‘butterfly-effekt’, og alskens religioner. Alt er en trossag. Intet er også. Et spørgsmål om tro. Tid og dens orden eller mangel på samme. Eller bare udeblivelse. Tid der ikke kommer til tiden. Etc. Rum, som noget universelt eller et helt konkret, som de rum man kan sætte en stol i og så sætte sig på stolen. Jeps; dét er i sig selv et lille stykke forløb. Men kun en isoleret bid; en stump med flossede ender.Det er kun meget kort tid. Det bliver hurtigt vejet og fundet igen. Indsat som ligegyldigt bindeled. Kronologi, overordnet, er noget med, binært set, forældede mekanismer. Små underordnede tandhjul og nørkleri med en lup for øjet. Selve historien påvirkes. Hvis man tror på dét. Eller uden accent; det. Processen som kronologi; det holder jo ikke. Kronologi kan til nød bruges i isolerede afgrænsede tilfælde. Inddæmmede og afdampede. Tandløse. Som at dette blev skrevet og sat efter noget andet der blev skrevet, men før noget tredje, fjerde, femte der vil blive skrevet. Hvis det vil? Dér går så tiden tabt. Tør for brændstof. Kronologien bliver til lyden af en masse forskellige små tandhjul. Der triller ind under møbler. Eller ned i gulvsprækker. Puffes væk fra billedet af den relativt kolossale pågående snurretop. De kan også forsvinde under reparation. På tv-populært ville det hedde “missing in action”. Hvilket også kan bruges om så meget andet. Her stoppes; Snurretoppen lægger sig endelig, med et dybt suk, fredfyldt hvilende på siden. Som en gigantisk dinosaur uddør i en langsom bevægelse hen ad gulvet. Der er næsten ikke mere tid. Så. Ikke efter dinosaurerne får gulvet til at knage faretruende. Det ER et spørgsmål om tid. Før hele historien giver efter og kollapser. Måske stilladserne bliver stående. Vævet sammen af lommeuld til vaklende banaliteter. Og disse linier løber ud over kanten. Ud i et dyb uden hverken tidslinje eller afsnit. Støvet fra enkelte bogstaver kiler sig ind som små sandkorn, der med hjælp fra deres egen cirklen rundt får tandhjulene gjort til geometriske misfostre. Registreres, også, som ‘Forsvundet under aktion’. Det er ikke vigtigt. Kun hvis afslutningen har familie eller andre nære pårørende. Så ville en udeladelse, endda nok så tilforladelig og uskyldig, kunne bebrejdes som værende umenneskelig. Hvem skulle overbringe den triste nyhed? Som ikke engang er ny. For en tænkt kronologi. Hvor mennesket optræder balancerende sammen med de sidste dinosaurer. Hverken før eller efter; og hvem der satte snurretoppen igang forbliver en gåde. Eller en trossag. Med selvdøde sætninger som pauseklovne. Lige til at grine eller græde over. Valget står mellem tårer eller latter. At beslutte som slutning. Udløber som kronologiske tandhjul, lige til de bliver stoppet af væggen eller et stoleben på en stol anbragt i et rum. Hvor ingen sidder mere end står. Eller stod, hvis det var. For så at gå før tiden. Det nemmeste ville selvfølgelig være dette punktum.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: