Om Vrede på Vågeblus

dsc_0677

DELE AF DAGE OG MERE I JANUAR.

HVER MORGEN.

Det er blevet lyst. Så lyst som det bliver om vinteren her. Lige før var der nogle kirkeklokker der bimlede. Ellers er det ret stille. Lørdag i forstaden. Jeg vågnede, som alt for tit, flere timer før det der kaldes en “sund nattesøvn”. Så står jeg op, med fornemmelsen af ansigtet slæbende hen ad gulvet, og hænger ved bordet over et par tændte stearinlys. Ikke fordi jeg kigger særligt på dem; jeg sidder mest med halvlukkede øjne og nikker med hovedet. Det er bare et ritual. Når det så, som nu, er blevet lyst, puster jeg lysene ud. De irriterer mig egentlig mere end noget andet. Så står de der med nogle øjeblikkes glød og en lille røgfane. Enten slæber jeg mig ud og pjasker vand i ansigtet. Idé’en er vist at man vågner lidt mere. Hvis jeg sætter mig igen, drømmer jeg bare videre med glaserede øjne på armene i bordhøjde. Eller jeg går forbi de åndssvage stearinlys og lægger mig igen. Og SÅ kommer en masse rodede tanker om alt det jeg burde gøre hvis jeg var vågen nok. Jeg bander og mumler ned i puden, mens min krop sitrer og spjætter. Min hud brænder og trækker sig sammen om knogler der kvases, næsten lydløst, som listende skridt på en grusvej. De nervebaner der ikke er døde, sender små gløder afsted. Uden at det gør en forskel. Halvhjertede smågnister, der intet har at sige. Et sted i den tonstunge tvingende træthed prøver jeg. At samle kræfter til at knytte en næve. Det er blot pinligt. Ærgerligt. Et sted lige under den krøllede hud eller bag de revnede øjenlåg, gled skyggen af en følelse forbi. Måske var det udmattet hallucination, men et kort øjeblik lignede det raseri.

————————————————

EN MORGEN.

OG så vågner jeg en morgen med et stort smil. Et ægte bredt smil, der mærkes helt op i øjnene.

ENDELIG!

Direkte fra en drøm.

“Jamen hvorfor ikke smile?” Kan jeg lige netop huske. Som det sidste før jeg vågnede. Måske var det på kanten af drømmen; stadig mest inde i den. Måske var jeg vågen.

Det er ligemeget. Jeg smilede. Stort. Rigtigt! Uden det mindste lag forfalskning.

Endelig.

ENDELIG! Langt om længe; efter så mange år, efter så mange gange tæt på…

Direkte ud af en drøm.

Smilet varmer dybt, helt om i baghovedet, ud i hver en fiber af den krop der ellers var mere eller mindre opgivet.

Nu så oplivet, at begrebet mirakel slet ikke slår til.

Jeg ser op, og himlen venter bare. På at jeg skal række ud. En grænseløs legeplads med fuldstændig frihed.

Endelig… Mit smil spejles i den ganske verden; ikke kun reflekteres af universet, men gengældes.

“Og hvorfor ikke?”

HVORFOR IKKE?

Enhver har vel ret til sin del ren lykke.

Fortsættelsen siger sig selv.
Hvem har ikke prøvet at vågne i en drøm? Og så vågne rigtigt?

Det kan endda forekomme flere gange; at man tror at NU vågner man rigtigt, og så… Vågner man igen. Og igen. Og igen… Indtil den er god nok:

Drømmeri og gentagent vågneri definitivt slut.

Endelig…

“HVORFOR?” -Eller “HVORFOR IKKE?”

Anførselstegnene hviner som splinter ind i mine øjne, da jeg smadrer smilet så himlen aldrig mere kan vågne i mine drømme.

Enhver har vel ret til sin del rent had.

—————————————————

EN HALV DAG.

Nogle gange er en tekst ikke værd at skrive. Bedst glemt. Endnu bedre aldrig at have eksisteret. Dens berettigelse til overhovedet at eksistere er tvivlsom. Grundlaget er ikke bare spinkelt, det er er så tyndt at en tråd ikke kan bære sig selv. Men flagrer væk i stumper, uden at minde det mindste om… Noget. Altså ikke en tanke eller to værd. Mindre værd end ingenting, og dét er ikke ret meget. At skrive hjem om, hvis det var det. Der ER ikke noget at skrive hjem om. Og hjemmet ville alligevel kigge desorienteret på forsendelsen der ikke siger nogen noget, og bare er tavs som graven. Selv endestation skraldespand mærker ikke at et par overflødige ord blandes med kaffegrums og kartoffelskræller. Torsdag d 12.januar var sådan en dag. Der ikke burde blive til andet end ryddet hukommelse. Gang i renseprogrammet; dét med tilfældig overskrivning så dagen ikke kan gendannes. Ikke at der er nogen der vil røre ved de i forvejen sølle rester af koder der ligger i et hjørne og skammer sig. Med god grund. Og nu bliver det alligevel en tekst. Der er ingen der skriver til skrivebordsskuffen, som det hed i gamle dage. Når det mest er af selvterapeutiske grunde. Eller en psykiater på en institution, der får sin tilfredsstillelse ved at læse andres bekendelser i intim dagbogsform. Idag hedder det vel at klikke målløst ud i forskellige binære skyer, hvor ordene hurtigt drukner i mængden af virale hits, og den almindelige enorme aldeles ufarlige understrøm af anonyme sætninger. Som disse. Men torsdagen var, i et kort glimt, virkelig. På sin egen både skærende og sløve måde. Tømt for nuancer; blot synlig i et øjeblik med kontrast nok. Et øjeblik der hurtigt blev irriteret over at blive udnyttet. Torsdagen var ikke et øjeblik værd. Den der sidder ved krystalkuglen, hvem det så end er, skulle ved første syn have kasseret dagen. Måske sidder der ingen ved krystalkuglen. Måske er der ingen krystalkugle. Måske er dagene ligeglade med krystalkugler og hvem der kan se hvad i dem eller ikke, måske netop ikke. Det ville forklare en hel del, men torsdag d.12.januar har ikke en chance for at blive bortforklaret. Dagen før var onsdag d.11.; derefter kom fredag d.13., lørdag d.14. Og d.15., 16., 17. og så videre skal såmænd nok også komme. Sådan er det nu engang vedtaget. Med gregoriansk opdatering kan endda et årstal sættes på; 2017. Det gør hverken fra eller til. For den både selvdøde og selvforagtende torsdag. Det er ikke så ofte at dage begår selvmord. Men lige den torsdag, hvis den havde den mindste skam i sit kortere end 24-timers liv, havde intet andet valg. Jo hurtigere den blev først et tomrum, derpå bare glemt, jo bedre. Derfor er denne tekst også lidt en hån. Mod de mange dage der på forskellig vis finder ud af at fungere. Modsat torsdagen, der allerede er ved at forsvinde som begrebet “dag”. Enhver form for tidssammenhæng eller angivelse af tidsrum, vil ikke røre eller bare nævne den. Det giver ubehag og en vis forlegenhed. At teksten fortsætter, får også en stigende vred mumlen frem. Den skal rundes af, hvis ikke den skal overfaldes og begraves levende. Lidt samme skæbne, ganske passende, som torsdagen… Dén dag smuldrede mellem fingrene på de første timer. Gled ud sammen med mørket, da morgenen ganske uvidende skruede op for lyset. Hvis man, hvem man end er, havde set godt efter, var der allerede begyndende misfarvninger og manglende dele af en dags fulde palet. Store huller helt uden farve eller forklaring. At himlen var dækket af grå skyer, der vekslede mellem klamt og regn, er almindeligt for årstiden. Ligesom modvinden, omend den lige havde en ekstra række modbydelige modhager. Og vindstød af den slags der ridser indersiden af huden. Der er ikke så meget mere at skrive. Nogle få banale og trivielle timer. Med en helt forkert fornemmelse, der fik det banale og trivielle til at bekæmpe sig selv med et frådende had og en brølende foragt. Nogle få timer, ikke ret mange, og så var det slut. Barmhjertigt hurtigt, egentlig. Kun et glimt blev tilbage på enkelte nethinder. Indtil en hurtig blinken med øjnene. For at fjerne den generende torsdag fra ugen, måneden, året… Det ER ikke ofte at dage er så vanskabte. Det sker, og ingen ved rigtig hvorfor. Og slet ingen gider bruge tid på at skrive om det. Det er heller ikke sundt. Vides det fra mere direkte dele af verden, hvor ord skal være påpasselige med hvad de udtrykker i tiden. Eller, som det i værste fald opfattes, mod tiden… Torsdagen udåndede uden det store postyr. Diskret overvåget stopper teksten også. Dagen nåede ikke at gøre megen skade. Et par enkelte blev trukket med ned i mudderet, der var væk når det igen blev set på. Nogle aftaler nåede lige at blive overholdt. Men også de rullet tilbage, så flere ofre kunne undgås. Aftaler der blev til noget flovt, kun få stadier over kryben under sten. Og så, med hjælp fra tiden rundt om torsdagen, til erindringen om billeder af aftaler. Mere og mere udviskede. Efter kun få dage er torsdag d.12.januar ikke mere. Til alles glæde, selvom det er ganske ubevidst. En god følelse er nu engang rar. Bedre end noget der rumsterer i hovedet og giver rynker i panden. Eller bliver til en tekst der slet ikke skulle have været. Den er snart helt væk. Der skal ikke andet end et punktum til.

—————————————————–

ET HALVT ÅR.

Det er dumt. Jeg ved jo at vinter i Danmark er en risikabel sag. Selv med mine gennem næsten et livs omhyggeligt opbyggede ritualer. Beregnet til at komme igennem et helt halvår, uden at gå mere i dvale end at dagene bliver tåleligt halvvirkelige. Også kun halvvirkelige. Når dagene begynder, trevent og modvilligt, at give bare lidt plads til den sol jeg altid undrer mig over hvordan har overlevet. Måske har den en metode at rulle sig rundt om sig selv, et helt halvt år, der holder på lyset. Dén måde gad jeg godt kende. Mine små ritualer er klassiske for nordboere. De omtalte stearinlys morgen og aften. Der næsten formår at hænge sammen: Dét er en irrationel men nærliggende frygt. At den sidste stump med svagt gråt lys skal blive klemt endegyldigt væk. Som nord for polarcirklen. Og dette land ligger ukomfortabelt tæt på den linje der i min opfattelse næsten er forskellen på liv og død. Jeg ved godt det ikke helt passer. Der bor mennesker der, over polarcirklen i nætter der varer halve år, og så er det alt for sent at der kommer et halvår med kun lys. Da er øjnene blevet blinde. Må være. Ellers er jeg helt forkert på den. Men stearinlys er altså en af de ting jeg bruger. Selvom unytten af dem allerede er beskrevet… Og de dage med vagtsomme blege hvide solstråler, om så kun i glimt, som véd solen at den er på tynd is; benytte de sjældne øjeblikke til at fare ud og suge til mig. Jeg har et par faste ruter jeg følger; for længst indkodet i min hjernes gps, for hurtigst muligt at nå de nærmeste steder med langt fra den ene flade horisont til den anden. Et for dette land stort og bredt himmelhvælv. Det er med at nå frem før de frygtsomme spinkle solstråler trækker sig igen. Jeg burde have været forberedt på at det denne gang ville være langt sværere. Nok så mange stearinlys og hastige skridt ud i det altid svindende lys, kunne selvfølgelig ikke bære mig gennem endnu en nordisk vinter. Kontrasten er for voldsom. Direkte aggressiv. Et bombardement af nætter trukket sammen som en trykkende massiv flade, døgnet rundt pressende de sidste dråber frem i øjnene. Ja, tårer, camoufleret som den isnende vinds resultat. Jeg ved ikke hvordan jeg skal klare det. Overmodighed straffes. Jeg bander og svovler i min kamp. Indtil jeg, med tårer og det hele, bliver til en isskulptur. Der vinder en pris. For at have en sær indre glød. Heldigt at jeg kan sætte min vrede på vågeblus. Så den ikke slukkes ved at smelte mig selv. Men bevares inde i min egen stivnen til livløshed.

Min kerne er en vrede nær det absolutte nulpunkt.

                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                     

Reklamer
2 comments
  1. Starr said:

    Merci pour ce blog très instructif.Pour les amis de la philosophie, c’est aussi l’époque d’Alain, de Bergson, de Freud et de bien d&q.ruo;autressRemaqrue en passant : l’avant dernier § ne commet-il pas un anachronisme en soulignant l’importance future de la photographie ?Bonne continuation !

    Liked by 1 person

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: