Om tirsdage.

insta-monster-in-fog-gets-a-bite

EN TIDLIG TIRSDAG MORGEN, I LY AF TÅGEN.

(-SOM AT FÅ ET GODT FOTO AF AF LOCH NESSIE…)

En tirsdag blev diskret løftet væk. Demonteret meget tidligt om morgenen. Der var lige tåge nok til, at operationen kunne camoufleres som del af den hellige helhed. Selv om man måske burde undre sig en smule. Det skete da at der blev arbejdet på den måde. Små enkeltbidder af planen. Men alligevel, det plejede at være hele det tunge skyts på én gang. Ikke en enkelt hastigt og endda næsten stilfærdigt udført opgave. Og så mandskab og materiel væk i tågen. Dén tåge der var der som bestilt. Præcis i det nødvendige tidsrum. Bagefter, senere, om onsdagen, ugen efter, og for altid, forekom dén tirsdag blot som en dag, der sikkert havde været uden den store betydning. Ellers ville den vel have efterladt sig et indtryk. Nogle erindringer og noget hvor man kunne sige ‘nå ja, det var den tirsdag hvor…’ Men sådan er der alligevel en del dage. Der ikke efterlader ret meget, og nogle gange intet. Så om lige dén tirsdag bare gik eller blev fjernet, ja det havde ikke den store betydning. Kun for den samler, der fik sig en tirsdag mere. Lige netop tirsdage er mere sjældne end de fleste andre ugedage. Hvorfor det er sådan, skal man vist være specialist for at forstå. Måske er det bare fordi en tirsdag er sådan en blød mellemvare, hverken fugl eller fisk. Og mest af rigtig interesse for samlere. Det er en forunderlig og omfattende mængde af dage og andre tidsudmålinger, der udgør den samling. Men det er der ingen der ved. Ikke engang det monster der blev sat til at fjerne lige dén tirsdag. Næsten før den blev til. Det var en ret tjekket operation; som udført af én eller anden militær specialstyrke. Med stor hjælp fra det monster, der med næsten kærtegnende kæber løftede dagen fri af ugen.

En tirsdag vågnede jeg, og opdagede at det var den forkerte slags stearinlys jeg havde købt. Det plejer, i de halve år ad gangen hvor ‘døgn’ blot er gradbøjning af mørke, at være rart at kunne se tiden bevæge sig. Almindelige stearinlys, dén der tynde slags, brænder så hurtigt at man kan se tiden følge med. Blot 10 minutter kan ses på højden af lysene; flammen har ædt og ændret på stearinen, måske er der endda løbet noget overskudsstearin ned langs lyset, ned i stagen eller ud på bordet. Hvad man nu end bruger, og hvor voldsomt tiden er gået til lyset. Det er en fryd at lege med mørket på den måde, det giver lidt en fornemmelse af at kunne holde det sorte i skak. Jeg kan se tiden blive brændt af, lidt som kalenderlys op til jul viser dagene blive hakket af, en efter en. For at komme frem til noget, hvor det igen er muligt at se fremad. Gennem disse nordiske fastfrosne vinterdøgn; isskulpturer der forestiller indespærring i de mest frygtelige former. Med en ihjelfrosset glød som kerne. De skinner triumferende, som enhver ensporet diktatorisk drøm om at have krammet på tidens måde at bevæge sig på. Manipulerende selvsikker overflade, hvor det der stikker dybere, skærer lige ind i andres vitale organer. Men jeg vågnede altså, satte halvt i søvne og mørke vand over til mit morgenkaffe-ritual, en absolut nødvendighed hvis dagen overhovedet skal forme sig fra søvn og drøm til virkelighed. Og det skal den jo, sådan har vi indrettet os, vi mennesker. Faktisk gik det ikke op for mig med det samme, hvilket det burde have gjort: Det var jo tykke bloklys! Over et par minutter sad jeg og blev mere og mere rædselsslagen. Efterhånden som konsekvenserne fandt vej ind i mine stadigt mandagsefterslæbende hjerneceller: Store tykke bloklys viser ikke tidens gang! Eller tiden viser sig ikke som forsvundet stearin: Uanset hvordan det formuleres er resultatet lige skræmmende. Jeg begyndte at forestille mig morgen efter morgen, de lange timer med hver nordisk vintermorgen svøbt i mørke, gentaget uge efter uge, måned efter måned… Med stearinlys der afviser at hjælpe. Trods så hård en tid, at den næsten er uigennemtrængelig. Helt bogstaveligt; at nå fra de mest fortættede og kompakte. November til februar, til blot lidt korterevarende sort, er som at skulle suges dybt ind i et sort hul, og så undslippe igen: En naturstridig umulighed! Og med de bloklys… Rettere; uden de almindelige tynde fyrtårne af tidtællere, ja så er jeg fortabt. Det vil være umuligt at slippe videre fra blot denne første sorte morgen. Mit liv, mit lys, min tid… Brøkdele af en millimeter på et bloklys. Vinteren klarer jeg ikke, og det startede en tirsdag. Hvorfor lige en ligegyldig tirsdag? Måske fordi tirsdage ER så ligegyldige…

En tirsdag vågnede jeg før jeg var helt bevidst om at det var tirsdag. Ugens dage og navne var endnu ikke et forstyrrende element. Duften fra træet sommerhuset var bygget af, den lokkende eventyrlige stemning i det lille køjesengsværelse, sammen med solen der overvældede ind ad det lille vindue, var alt sammen noget jeg slet ikke kunne formulere. Men så meget mere intenst bare mærke uden en enste tanke var nødvendig. Fik mig til at springe ned på gulvet. Mine bare fødder, størrelse for lang tid siden, og min pyjamas, model også for lang tid siden, blev et med de blankslidte gulvbrædder og en tidlig dugfrisk morgen der allerede var varm. Alt sammen intuitivt, uden de ord der først langt senere kunne sættes på. Og som skaber en beskrivelse der er tæt på at være banal. Dengang var det en samlet sansning så fjernt fra banaliteter som kun dengang kan være. Og er, hvis ordene skrabes af. Det var ivrigt løbende med små skridt, for mig var det bare mine skridt, at jeg fortsatte ind i stuen og morgenen. Fyldt med en forventning uden betingelser for opfyldelse, og jublende overraskelse over solen der var ved at sprænge rummet. Dén tirsdag tegnede så dejlig, at jeg et sted i mit lille hovede måske havde en helt ny slags spirende og uprøvet tanke. Måske VAR jeg klar over at det var en morgen, der ville blive til et barndomsminde. Endnu en erindring fra mine tidlige års katalog af mirakuløse gode dage uden ende… Den tirsdag spænede jeg ud ad de allerede åbne franske døre til terrassen, og trods min kun begyndende bevidsthed, stoppede jeg benovet af synet: Dér, på det glimtende blå vand, ikke mange meter fra strandbredden, sad min far i jollen og lod ind imellem en åre stikke op i luften, helt ind i solens stråler, for at betragte de funklende dråber dryppe ned i deres små cirkler, der på det blikstille vand kunne brede sig uendeligt. Noget af det der stadig sidder bedst fast ved den tirsdag, var lydene. Der var næsten ingen. Årenes knirken i den gamle træjolles gafler, og ellers lyden af solen på den skyfri himmel. En svag knitren med bløde folder. Dén tirsdag var det en helt tydelig lyd. Jeg ved ikke hvor længe jeg stod og indsugede verden. Men jeg fik det hele med. I en grad jeg knap har prøvet siden. Og hvis jeg vil, kan jeg til enhver tid stå der igen. Det gør jeg ret tit.

En tirsdag vågnede jeg bare. Og opdagede, efter en smule intern forvirring, at det slet ikke var tirsdag. Jamen! Hvad var det så? Og selv om jeg ledte over alt, var den dag altså ikke til at finde! Det skabte nogle dybe eksistentielle rynker i tidens gardin. Altså en anden dag. Måske mandag? Måske imorgen? Men det kunne jo ikke være onsdag imorgen, for så skulle det være tirsdag, og det var det ikke. Det er ikke nemt at vågne en tirsdag der ikke er en tirsdag. Det er ok med tirsdage der bare vil lege lidt; de er jo også en slags mennesker. Måske tirsdage heller ikke altid er særligt lykkelige for bare at starte, sådan lidt famlende ud i det blå. Eller grå. Begynde uden selv at vide hvor de ender. Dén tirsdag var nu lige en tak for meget ved siden af sig selv; et helt døgn endda. På herrens mark fra før den kunne samle sig til en dag! Dér hvor rækkevis af tidsgardiner hænger til tørre, men ikke én brugbar tirsdag lige dén dag. Masser af andre dryppende dage, klamme at få i hovedet, og ind imellem rullegardiner frenetisk flaprende rundt om sig selv. Et smagløst brunligfalmet gardin med stang og det hele rev sig løs, og pjaskede muntert i en tids mudder. Plantede sig selv som flag i det slubrende ælte, sprøjtende sit brune mønster ud over hele uger, langt væk til udkanten af marken, helt ind i næste måned. Føj hvor en tirsdag, hvis det altså havde været en tirsdag. Heldigt at det var noget andet. Jeg var for længst holdt op med at lede. Så til helvede med hvilken dag det var. Havde det været en tirsdag, havde det godtnok været en model fra 4. kartoffelrække, længere ude end nogen krage kunne nå at vende før dagen var sunket ned i pløret. Og kragen viklet ind i noget kvalmende brun tid. Jeg skyndte mig ikke at vågne den tirsdag. Og det virkede! Jamen! Det var slet ikke tirsdag! Pyha… Lettelsen blev kun en anelse generet af gardinet, der lige vippede en flig til side. Så der var frit udsyn til horisontens rækker af flagrende dage.

En tirsdag vågnede jeg, men noget sent. Før jeg fik kigget nærmere på dagen, var det aften. Så var der ikke så meget tirsdag tilbage at det var morsomt. Nå, jeg lod det og den passere, og næste gang tiden lod sig mærke, var det over midnat. Den havde godt nok ikke gjort meget væsen af sig, den tirsdag. Ret så sølle en forestilling. Fra mig fik den kun et hånligt snøft og en irriteret udstregning i kalenderen. Altså tirsdag! Dét kan du fandme gøre bedre! Tænkte jeg i løbet af onsdag aften, eller måske var det allerede torsdag. Næste tirsdag havde virkelig bare at rette op på sit rygte, ellers var det slut med mig og tirsdage! Så nemt skal de sgu ikke tro at de kan slippe…

En tirsdag vågnede jeg og ville ikke ha’ den! Ikke under nogen omstændigheder. Niks! Ingen tirsdag til mig idag. Kalender og nettid eller ej; ikke for mig! Jeg kæmpede hele dagen, indædt og brugte alle de tricks og kneb jeg kendte. Kampen bølgede frem og tilbage, time efter time. Tirsdagen blev slidt, såret, forslået og forpustet. Men den kunne nogle ting der var både frække og ret så kujon-agtige. Jeg måtte tage både Gud og fædreland i brug, og så vendte slagets gang. Langsomt men sikkert. Jeg var udmattet til det yderste, men trods tirsdagens brug af selve tiden plus nogle opsparede minutter og hele halve timer med knivskarpe kanter, var det paradoksalt nok også den, tiden selv, der til sidst fik bugt med dagen: Jeg lå stadig i sengen og var ved at vågne, da det blev midnat. For at være sikker på at det ikke var endnu et nummer med tiden, den slags tirsdagen nok så lumsk havde brugt næsten hvert sekund den kunne presse ind, tjekkede jeg efter adskillige gange. Men den var god nok: Det var nu over midnat, og jeg havde vundet: Jeg var ikke vågnet den tirsdag! Komplet udmattet faldt jeg i søvn. Heldigvis kunne jeg ikke huske, at jeg drømte om tirsdage der sneg sig ind i ly af mørket, forklædt som andre ugedage. Dét mareridt slettede sig selv, måske hjulpet af mere sympatiske dage. Pyha! Jeg kunne jo have vågnet i en falsk indsmigrende sollokkende tirsdag! Og så var fælden klappet…

En tirsdag listede jeg ned ad den tæppebelagte trappe, åbnede forsigtigt den store tunge dobbeltdør ind til det nu mytiske landskab der var stuen. Uden at vække far og mor på vejen, de lå stadig og sov i vores gæsteværelse ovenpå. Jeg kunne lige kravle op på en af karnappens stole, og siddende på knæ kigge ud over byens tage. Det var heldigt at morfars lejlighed var sådan en jeg senere ville lære at kalde både herskabelig og med flere etager end de andre huse i den lille by. Den tirsdag, som den eneste vågne i hele den enorme lejlighed, og så langt jeg kunne se ned i byen og ud over vandet, kunne jeg se meget længere end jeg måske nogen sinde senere har gjort. Jeg kunne se hele fjorden og over til fastlandet i horisonten. Det tyste billede uden den mindste bevægelse, kan jeg stadig tabe mig selv i. Både hver en detalje, men ikke mindst den simple samlede udsigt. En firkant med en ubrydelig ro. Og en dybde der kun er for mig. For alle andre er det blot et fladt billede. Hvis alt slutter der, uanset hvornår, blev jeg 5 år gammel. Og det ville være så fint, at ingen andre kan rumme det. Det er den eneste tirsdag morgen, der fuldt og helt er min. Jeg behøver ikke engang at passe på den. Den fylder hele universet, men ingen kan røre den. Kun jeg kan vågne og liste ned ad trappen.

En tirsdag vågner jeg med lidt feber. Snøfter, hoster, øm i led og lemmer. Lidt hovedpine, lidt kvalme. Enten er det nutid og en af dette års tirsdage, og bare som det er. Eller en af de tirsdage for rigtig mange år siden, hvor det bare var på den måde. Hvis ikke jeg var halvsyg, ville jeg måske kunne se det absurde i det. Engang kunne jeg blive rask ved et par genstande eller noget i den stil. Nogle gange skulle der mere til. Og dét var et skråplan! Nu er det den omfattende samling af tiår, der giver helt naturlige abstinenser. Jeg synes ikke de føles naturlige. Men det er en del af det. Medlidende og bedrevidende smil. En plan så ganske lige ud, og i jævn fart uden hastværk, alle når jo frem. En plan der nok så fornøjet klipper endnu en bid af horisonten. Hvis jeg ikke var småsyg, ville jeg overveje hvornår det er værd ikke at vågne en tirsdag. Eller en anden dag, enhver dag. Man kan ikke reparere horisonten med tid; ikke når det kun er stabler af brugte tiår der er inden for rækkevidde. Det er også lidt underligt. Selv om det kaldes naturligt. At jo mere snæver horisonten bliver, jo sværere er det at række ud efter de små oversete rester af tid. Der måske kunne lappe lidt på tirsdagen. Som skulle de mange år måske være lidt mindre lige. Lidt mere skrå. Småsyg eller ej; så kunne jeg glide lidt uden modstand ind i tirsdagen. Men denne dag er ubøjelig. Ingen hældning ud af feberen. Det synes udsigtsløst at vågne. Jeps; der røg en stump horisont mere. Og endda med det tilhørende professionelle smil. Jeg har ikke lyst til at vågne en tirsdag med én eller anden form for desperate abstinenser. Selvfølgelig ikke. Men lige i dét øjeblik, halvvågen og halvsyg, forekommer det næsten lige så naturligt. Det er jo bare de mange tiår der spiller mig et puds. Så jeg vågner tilbage i tirsdagen… Med den mest naturlige noget mere begrænsede horisont. Om en uge er der en en tirsdag mere at vågne til. (Og en horisont der kan sættes i parantes.)

En tirsdag vågnede jeg ikke. Det var skam ikke fordi jeg ikke prøvede. Og jeg havde efterhånden en del erfaring med genstridige indgange til dage. Men uanset hvor mange gange jeg vågnede i og ud af en drøm, viste virkeligheden sig som endnu en drøm. Der var simpelthen lukket. Låst for adgang. Jeg hamrede på alle døre og vægge, med næver, spark og tanker af stærkeste slags, men lige lidt forskel gjorde det: “Access denied”, trods min hær af trojanske heste og ren brutal binær kodning. Jeg var med helt indtil jeg slumrede ind mandag nat, strengt taget var det tirsdag tidligt, hvilket kun gjorde det endnu mere besynderligt. Som var det præcisionsarbejde udført af specialister. Det var ikke bare et tilfældigt døgn der var taget ud af sammenhængen. Det var omhyggeligt udskårne timer af en tirsdag. Jeg var ligefrem sikker på, at hvis jeg var vågnet nogle timer før, ja så havde jeg kunnet se, skelne gennem morgentågen, hvordan de næste timer blev fjernet for næsen af mig. Nu kunne jeg kun sove og drømme videre. Og når jeg ikke drømte, ja så vidste jeg jo ikke om jeg var vågen eller sov. Det var ret frustrerende. Det drømte jeg ind imellem, og så kom der, som der jo gør, perioder med drømmeløs søvn. Men om jeg kom nærmere tirsdagen, så jeg kunne vågne, vidste jeg selvfølgelig ikke. Det er svært at følge nogen tid, når der ikke er en dag at måle med. Drømmene vendte sig uroligt. Selv om de, drømme, er ret skrappe til at se frem i tid, kunne de jo ikke være sikre på at der kom en tirsdag. Måske ville der ikke komme mere end nogle få timer, beregnet og præcist udmålt til at falde ind i søvn. Måske ville drømme om at vågne en tirsdag forsvinde. Eller blive den slags drømme, man kun kan huske når man vågner. Hvis jeg var vågen og der havde været en tirsdag, ville jeg have kunnet se mig selv sparke dynen af mig, slå i puden, koldsvede med flagrende arme og ben, mumle og råbe uforståelige ord og usammenhængende sætninger. Men der var ingen tirsdag at vågne op til. Alarmen blev ikke strøget væk, så den gentog sin bippen hvert tiende minut. Den måtte have fundet nogle spildte stumper af tirsdagen: Selv de bedste kan ikke undgå at efterlade lidt støv fra den tid de er sat til at fjerne. Men ikke nær nok til et menneske at vågne i. Jeg drømte alt for kraftigt. Med dét overtryk, var der risiko for at tirsdag ville blive vurderet uansvarlig at vågne til. Det kunne starte en kædereaktion, en ophobning, så enhver næste dag ville være væk. Det ville iøvrigt også give fast arbejde til det hold der foretog indgrebene. Jeg drømte at jeg var en af dem. Det blev et mareridt. Hvor jeg hev min egen tid væk under mig. Uddannet specialist, med et sikkert greb om ethvert nok så uhåndterligt stykke tid. Jeg var ikke en af dem der spildte noget af den. Så jeg kunne sove fast og dybt, med kun vage drømme om at vågne. Det siger sig selv, at vi på den måde hurtigt blev mange, et helt arbejdshold. Det ændrede intet. Kun det ligegyldige spørgsmål, om vi var lukket ude fra en fjernet tirsdag. Eller om tirsdagen var spærret inde, med os fanget i et kredsløb omkring den. Jeg blev så desperat, at jeg prøvede at bestikke mig vej frem. Grådigheden manglede ikke; mine lommer blev fyldt til randen. Jeg snød jo bare mig selv, men det havde jeg vidst hele tiden. Eller rettere; jeg véd at jeg aldrig vågner den tirsdag. Men jeg ville ikke være menneskelig, hvis ikke jeg var dum nok til at prøve. Og det ER ren dumhed. Pakket ind i drømme der kommer og går. Smækker frejdigt med døre, der til forveksling lyder som virkelighed. Jeg bliver ved med aldrig at vågne, jeg vågner ikke den tirsdag resten af alle mine andre dage. Dér er et problem, men lige som jeg var ved at drømme mig ind på det, skar alarmen igennem og fik mig til at drømme at jeg vågnede. Hvis jeg vågner en anden dag, vil jeg aldrig nogen sinde falde i søvn en mandag igen. Eller nogle timer inde i en tirsdag. Drømmer jeg. Uden risiko for at vågne. Kun for at fjerne tirsdagen, bare for en sikkerheds skyld. Vi er et godt hold. Med en perfekt prototype af et styrbart monster. Og hvis dét er en drøm, ja så kan den nye maskine også demontere den. Endda uden at jeg opdager det; der skal kun en smule tåge til.

Reklamer
2 comments
  1. Adele said:

    SÃ¥ fin 🙂 Bruk den pÃ¥ Halloween og smink deg litt scary, sÃ¥ blir det nok gøy skal du se 🙂 ha ei foretrffelig fin helg! klem fra meg

    Liked by 1 person

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: