Arkiv

Monthly Archives: februar 2017

SOM DET DOG BLIVER!

GLÆD JER! KOM FRIT D.13…

a4-foto

https://www.facebook.com/events/1615921338434519/

MEN!

Der HAR jo været indbrud i én af udstillings-montrerne, så vi efterlyser STADIG objekter der kunne passe til dette efterladte skilt… (Flere montre-skilte VIL blive offentliggjort; ligesom bidrag modtages løbende under udstillingen…):

montre-skilt

Ethvert objekt modtages, også under udstillingen, med dyb taknemmelighed og vil blive montreret…T.o.m.d.26.

Hyldemodul / Max Madsen:

afladshylde

Hyldemodul / Max Madsen:

aftenlandet-udsnit-4

Darwin kvases som et insekt mellem partikel og bølge. Samler sine behårede flagrende ben med sokkeholdere. Undslipper belejringen kvantemekanisk prustende, under graven med sumpet vold, med opsmøgede gåpå-ærmer gennem ormehuller, sammen med en morgensur Ron Hubbard, dukker op som reality-stjerne, ‘survival of the flatliners’, og får en overenskomstmæssig pause. Til genudsendelsen klippes om med altid flygtende manuskriptforfatteres absolutte veto uden ret. Stemmes ud ad en tangent der klinger af i turbulensen fra midten af tidens øjeblikkelige tilbudsvare: ‘Fit for Flight’! Et kursus i formstøbte dødssynders knirkende kroge, og bevingede kassers klodsede fald ud over kanten til orkestergraven. Hulter til bulter er en dum lyd: ‘Hulter til Bulter’, fnysende foragt sminkes nedarvet til frydefuld frelse: Bravo! Da capo! *Pling!* Og VI er en violinstreng mindre. I teorien. Set i bakspejlet, ja så er ulykken sket før et pip kan afsættes, hver fugl sælger sit næb med kløerne først: Natur! (Tid til et lille *Pling!*). Men SÅ trækkes i praksis, SÅ jublen breder sig SÅ en sten lægger sig til rette på mit hjerte; SÅSÅ!. Balancesansen og Darwin går hånd i hånd ind i en solnedgang bestilt og leveret til tiden; sekundet før arternes famlen i spørgsmål om trosbekendt messe for kun ÉN masse. Sekundviseren stritter stolt, i rollen som den ukendte soldats grav. Tiden trækker igen sit slimede spor; JEG vasker afgjort mine hænder for sidste gang. Igen og igen. Plus en ekstra gang, på bare fødder, for en sikkerheds splint som nål i Einsteins imponerende stak. *Pling* siger fuglen i spejlet til sin egen store forbløffelse. Nej, intet er som det. INTET var engang. Og Darwin huggede min søde bedstemor, med strikketøj og det hele. Grådige satan! Bare vent til nattens malmrungende skoler åbner deres massegrave. Dét er reality i kunstigt lys! Partikel og bølge slutter fred. Balancerer på en tveægget skimmelbelagt tunge, vægtskålen slår ud og rammer en tilfældig forbipasserende. *Pling!* Nogle mennesker er lavet af glas. Stenen på mit hjerte er mit fundament. Jeg bygger en model af mit spejl, kun for at gæster skal føle sig hjemme. Snart er mit badeværelse proppet med Darwins klistrede pupper. Jeg brækker mig i væmmelse: Soleklar årsag og virkning! Og bruger en tilspidset tidslinje som spyd. Snart kan jeg se mig i bakspejlets stjernelys, den sidste søde bedstemor med en violinstreng om halsen: SÅ er et reality-show mere værd end virkeligheden bag næste horisont. Trukket, strukket, i teorien, praktisk set, men *Pling!* og min mad er parat. L.Ron slikker resterne, teoretisk, på alle fire. Jeg smider et ben, tre er rigeligt, to klik frem til ét, og nul springer ud af skabet. DÉT havde Darwin ikke forudset: Forloren skildpadde. Forstenet bedstemor. Strøget Darwin ryster på hovedet, sammenstrikker en forbløffet forfader. Hvad NU? Har jeg vasket hænder? (*Pling?*)

Hyldemodul / Max Madsen:

aflad-hyldedisplay-form-copy

Stråler rent gennem pupillernes bedrøvede hudløshed. Som en lun blid brise lister ind under huden og lirker lag efter lag fri; små strejf af frodigt græs under grenes flimrende skygger. Omfavner duftende frisk bark, smilende nyudsprungne blade mod kinden, læner ansigtet trygt. Fylder helt op med alt der aldrig fylder for meget. Hjernen lukket land, ansigtet afspejler tillærte ord, ikke en tanke. Fugle og ny hud tager imod, fornøjelsen deles med en verden der altid (AL TID!) begynder lige nu. Tid er monokrom. Går ikke i stå, farven blå er at være; blåt er eksistens. Det er ikke så meget, ikke andet end meget, meget mere. Det varer ikke evigt. Kun lige nu, nu, for altid. (AL TID!) Flager med ansigtsform, flagrende hud, øjne så blå. Andet mærkes ikke, meningen er kun det. Meningen mærkes stærkere end nogensinde, som så nær ingenting som noget kan være og stadig være, et monokromt alt i blåt, mere end alt som opfylder intet på hudløse sider af spejl, som spejlbilledet af blåt må være tid. Smiler skjult bag næste linje, monokrom i multipliceret spejl i spejl. Hov? Årh for pokker, ikke det sædvanlige møg igen. Som om nogen falder for det gamle trick. Ha! (Hånlig latter) Kom, lad os gå, det er sgu for… (Forældre viser foragt ved at hive kraftigt i barnevogn, senere klapvogn, senere barnearm, senere…) Blå! Og jeg ved ikke hvad! Så! Kom så, ellers… Niks! Aldrig! (Spildte hånklatter fremkalder erindringer om en fjern strand. Blå bølger og monokrom sol blænder øjne; optikere og øjenlæger har kronede dage.) Hva’ nu? Nej, det er da ikke fastelavn! Det er sgu da bare den forbandede allergi. 

(AL TID!) / Afladninger…

afladninger-med-spejlperson-copy

AFLADNINGER.

Tredimensionel Interaktiv Lyrisk Installation
Dokk1 13.-26.marts.
I anledning af
UNESCO’s World Poetry Day 21/3.

ÅBNINGSCEREMONI d.13.marts Kl.15:

REPRÆSENTANTER FRA & OPTRÆDEN VED:
UNESCO DK / DOKK1 / 365TEKSTER / AARHUS LITTERATURCENTER / POETKLUB AARHUS / POUL LYNGGAARD DAMGAARD, IAN LUKINS; OPLÆSNING / MADSEN+MANTEL+MUSIKERE, ‘ILD I DIT ANSIGT’; PERFORMANCES / M.FL / TBA…

Madsens/Mantels antropologiske udstillingsværk er lyrik og fortælling kombineret med billedkunst, lyd og interaktivitet.
‘Afladninger’ er visuelle objekter og tematiske forløb, stillet op som modsætninger der kun eksisterer i kraft af hinanden: En poetisk fortællende ying-yang / ping-pong med afsæt i eksistens.
Levet liv og dets aflejringer i nu’et til det uendelige antal mulige fremtider.
‘Årsager’ materialiseret i konkrete objekter til ‘Virkning’:
Fra ‘DA & DER’ til ‘HER & NU’s samspil og modsætninger.
Visuelt illustrede forbindelser der peger frem mod individuelle såvel som fælles fortsættelser:
Afkodningen af ‘Afladninger’s opsamling og formidling af de uløseligt knyttede modsætninger mellem det der BLEV tilbage og det der ER tilbage. ‘Afladninger’ formidler med fysisk synlige objekter og effekter:
ET AUDIOVISUELT FORLØB FRA ‘FØR’ TIL ‘NU’ OG ‘SÅ’…???
-MED FOKUS PÅ EFTERLADTE AFLADNINGER.

“Afladninger”
-Vandrer! Udstillingen tilbydes lokalbiblioteker og andre relevante steder; Tilpasset de specifikke fysiske forhold.
OG bliver til en publikation med tekst, fotos, lyd, mm; Bog/Hæfte.
OG bliver også en Kunstvideo ved Kim Grønborg.

Udstillingen bliver til i samarbejde med:

dokk1-logo

unesco-logo

01_aarhus_litteraturcenter

365Tekster_LogoA_sort
POETKLUB AARHUS

& PAPPAGALLO

MERE INFO FØLGER:
Facebook: https://www.facebook.com/events/1615921338434519/
(Under løbende opbygning / udvikling…)

snefnugsammenligneren

(Fra Fb’s ‘Digte på Spring’, redigeret…)

Jeg samler på snefnug. Det siges at ikke to er ens. Det vil jeg se før jeg tror det! Der er så meget andet der ikke er ens. Mennesker, bare for at tage et eksempel. Men de er lidt svære at samle på. Det er snefnug faktisk også. De er meget flygtige. Hvis man kommer et snefnug i lommen, eller bare holder det i hånden, ja så laver det sig om til vand. Ret snedigt. Så er der ikke noget at sammenligne med. For to dråber vand er nemlig ens. Siges det. Der siges så meget, at jeg bliver helt træt i hovedet. Snefnug er behageligt tavse. Nogle gange er jeg meget, meget heldig og hurtig. Eller også er det snefnug der får medlidenhed med mig, og aftaler synkronfald. Så lander sådan et par fnug nøjagtig samtidig på mine udstrakte håndflader. Det er så stor en lykke; et par der kan sammenlignes! Jeg har kun brøkdele af sekunder, før de alligevel begynder at flyde ud langs mine hænders linjer. Indtil nu, efter over 30 års samlen, er det lykkedes mig at sammenligne 1437 par snefnug. Og ganske rigtigt. Ikke ét par har været ens. Til gengæld har jeg fastslået, at to dråber vand virkelig er så ens som to dråber vand. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg vil bruge mine studier til. De kan ikke overføres til mennesker. Selvom ikke to er ens, bliver de ikke til vand når man holder dem i hånden. Så reagerer de forskrækkende uforudsigeligt. Bare fordi man tager et par hænder og vil sammenligne. Og hvis jeg lige har været ude for at fange snefnug, kigger nogle underligt på mig. Trækker deres hånd til sig, og tørrer den af. Jeg har endda hørt mumlen om klamme hænder. At det siger noget om mig. Og om mennesker der ikke kan styre sig. Når jeg tager hænder og sammenligner. Det er vist mig de mener. Så bliver jeg forvirret. Utilpas, og længes efter snefnug. Men de mennesker og deres stirren… Som om det er mig der er mærkelig! Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mine hænder. Så de rækker ud som efter fnug, men knuger i stedet de vrangvillige mennesker. Mine hænder er blevet store og stærke af de mange års fangen snefnug. Det er let at holde de sprællende mennesker. Og hurtigt putte dem i lommen. Altså kun de mennesker, der stirrer og mumler. Forstår de da ikke, at mine hænder er våde af de reneste uskyldige snefnug? Nogle gange får jeg fat i en hel håndfuld mennesker. Det er ikke med vilje, men hvis de står for tæt samlet om mig. Snefnug er aldrig så påtrængende. Menneskene prøver at kravle ud gennem mine fingre, som var de snefnug der bliver til vand. Latterligt! Jeg strammer bare til, og maser dem alle ned i min lomme. Så bliver det indviklet. For mennesker og vand har det ikke godt med at blive blandet. Vandet er nu egentlig ret ligeglad. Det er menneskene der råber op. Skriger og larmer, yderst generende, sammenlignet med de tyste snefnug. Men hurtigt bliver det til en næsten hyggelig gurglen og boblen. Vandlyde, og det er bedre end menneskers stemmer. Hyggelig pludren, fordi det minder mig om rislende koldt smeltevand fra sne. Det kilder lidt i min lomme når de drukner. Menneskene. Snefnug der er blevet til en masse vand, et helt hav i min lomme, drukner ikke. De er smarte! Hvis jeg kommer i tanke om dem, menneskene i min lomme, om aftenen efter en lang dags snefnugsjagt, tager jeg dem op igen. Så er de helt stille og rører sig slet ikke. Faktisk ligner de så hinanden mere. Ikke som to dråber vand, men det er et spørgsmål om tid. Andre gange er jeg så træt, at jeg glemmer at tømme lommerne. Hvis det sker mange dage i træk, så ender menneskene og vandet næsten med at være det samme. Underligt det tager så lang tid. For snefnug er det kun millisekunder. Mennesker skal bruge måneder på at blive flydende. Og så er der endda små stikkende rester tilbage. Der flyder rundt i de smeltede snefnug. Det er tit på grund af de generende stumper, at jeg kommer i tanke om at tømme lommerne. Mennesker må godtnok være meget mere forskellige end snefnug. Når det tager så lang tid at blive flygtige. Godt det er snefnug jeg samler på. Der finder jeg måske engang et par ens. Mennesker er håbløse. Jeg tror slet ikke de vil sammenlignes. Men sådan er vi så forskellige. Siges det, og dét tror jeg på. Mennesker er ikke værd at spilde tid på. Med snefnug er der stadig håb.

drommen

(TAK FOR SÆTNINGER FRA SKRIVEØVELSE / ‘ATLAS OVER AARHUS’)

Det er vrøvl at vi skal dø, er noget vrøvl, fordi det er ved at ske, og altid sker, altid vil ske, uanset hvilken grammatisk eller dramatisk tid der klistres på. Men lige nu er for tæt på, allerede om et minut eller højst to, hvis ikke jeg vågner. En måde at aflive drømme på, er at drukne dem i koffein. Men jeg kan ikke drømme om kaffe, selv om det er tæt på, drømmen er gennemvædet, at drukne burde være hovedperson. Et verbum kan sagtens hoppe ind på scenen i drømmen og, med en god sufflør, overtage replikkerne. Vejret langt væk på den anden side af metalstøbte øjenlåg og næsten voksne vinduer, er stædige sandkorn som heldagsregn eller isolerede dråber der falder tungt som togvogne kørt af sporet; en snublen der lige netop ikke er nok. Til at smide mig ud af drømmen, bryde levende op gennem vandspejlet, beruset som en regnbuespættet fontæne. Kan jeg tvinge mig til at vække virkeligheden til årvågen drøm i virkelig vågenhed? Men bare det at skrive at skrive er en tanke for meget, det nærer drømmen, fodrer den med hvad drømme er lavet af, smaskende vellystigt i søvne, råber jeg af mine grammatiske lungers fulde kraft, men kvæles blot af sufflørens mislyde. Nogle gange siger jeg ikke det jeg mener, det er ikke min skyld, det er den anden hovedperson der kan fremmede sprog. Selv i en drøm jeg SKAL vågne langt væk fra, skyder jeg huller i alt andet end mig selv. Jeg skyder mest med oprigtig skyldfølelse; undgår behændigt selv spredhagl af anklager, blot min rullen uroligt rundt i sengen ender med et brag. Som fra et søvndyssende kanonslag. Snart! Det gør allerede ondt i mit håndled at skrive så hurtigt, straks drømmer jeg, at så må jeg være vågen, smerte hører til i virkeligheden, men i virkeligheden er det mig der mangler ord. Hvad hedder en fantomsmerte, man skriver sig til at tro eksisterer, eller man skriver den til at være en ægte fantomsmerte. Godt spørgsmål! Drømmer jeg fægtende så vildt med arme og ben, at dyne og pude kaster sig ind i kampen. Men vejes og findes for fyldte med falske fjer. Heller ikke dén vej lader mig falde ned mod solens blinken på de små blide skyer, der ellers er klar med sigtekorn og englebasser. Det ER et spørgsmål om minutter, måske sekunder. Drømme har en dokumenteret komplet uforudsigelig foragt for tid. Det står skrevet, at det ikke kan skrives. Jeg er desperat. Men drømmen lokker mig ned til bunden, hvor tang tvinger mig fast med bagbunden tunge. Og klaprende muslinger napper huller i kanterne på hullerne i min hud. Behøver jeg sige mere? Sidste afvej: Jeg har brug for et kram, et put, et kys… Nåda! Dét udsagn kommer kun i drømme! Jeg kunne ikke drømme om at bruge det med bare et halvt øje svirrende rundt som en stor fed dramatisk spyflue, slapt æglæggende, tusind rotter bliver til én hønes æg før fjeren kommer først. Heldigvis har drømme lidt sans for manglende logik, tåbeligheder kan tit tale dem i tryg søvn, så de forholder sig panderynkende alvorligt til årsag og virkning. Følgende tanke, som jeg så ikke har tænkt endnu, lader mig undre mig, og der skal ellers en del til at jeg lades undres. Men nu tænker jeg den, efter følgende kolon: Hvorfor tænker jeg på is? Jeg burde købe en campingstol med kopholder og tage den med op til printeren, så slipper jeg da for at stå. Men HVAD har det med is at gøre? Nåjo; tidslinjen er fæstnet med flydeankre, og is kan blive til damp, der kan blive til den enorme tåre der hænger truende over kloden, og som kun skal have et tilfældigt afslag fra en behandsket sky, før den falder og kvaser den irriterende spyflue. Dé tanker undrer mig nok til at drømmen modvilligt løsner sig en smule, og lader sig drive betænkeligt nær kanten. Den kunne falde ud over og ned i virkeligheden, og SÅ er det ikke til at vide om jeg rives med eller omvendt. Det har alt at sige! Spørg blot suffløren. Foruroligende, og drømmen lader endda tusinde kilo ballast brase ned gennem bunden og ud under lag i bevidstheden, jeg ikke engang som vågen kunne drømme om var spiselige. Nu ER de virkelige, og drømmen tætner til, bliver klaustrofobisk. Ikke lige hvad jeg har brug for; jeg skal vågne NU! Ellers vil jeg være død når jeg vågner, så jeg ikke vågner når jeg vågner, men i virkeligheden heller ikke drømmer, og logikken i dét er mindre holdbar end drømmens frie valg på alle hylder. Men jeg må være forsigtig, tænke med omhu, kun drømme hvad der kan vække mig uden at være dødeligt. En kniv i vandet er en film. Og en kniv i hjertet er en kliché. Og vil desuden vække mig kun et par millisekunder før jeg dør, og så kan end ikke et verbum være hovedperson. Og dog? Det er én af de eneste ting drømmen blankt erkender ikke at vide. Jeg tror, i virkeligheden, hvis jeg var vågen, at den lyver. Drømmen ved meget mere end den lader mig drømme. Men jeg vælger fra midterste lag; hvor vandet under er mørkt og nær nul grader, opad trænger solens stråler ned og varmer farver i nuancer der næsten kan indåndes. Dér midt imellem flyder jeg saligt. Det er kun ét bogstav fra sagligt. Som igen er ét fra fagligt. Og sådan er det hele vejen, helt til alfabetet er slidt ned til sokkeholderne. Dét er et gammel udtryk, men grå guld glimrer så forsikringssummen sættes op med kvadratroden af højeste auktionspris for en drøm i klassisk stil. Dét var også en blind vej. Nu ved jeg ikke, hvordan jeg skal stoppe med at tænke næste sætning. Fårehoved. Hvor kom det fra? Blev ikke engang en sætning, blot et ord der slet ikke hører til i min virkelighed. Der ganske snart går under for tredje gang, sammen med min krop. Dén er et spørgsmål om sekunder. Hvilket spørgsmål? Når man svarer i vest, får man spørgsmål i øst. SÅ er det til at regne ud. 127 grader over det absolutte nulpunkt. Fahrenheit! For Guds skyld! Om snart kun sekunder. Virkede det? Er jeg ved at vågne, til en virkelighed hvor jeg glemmer drømmen? Indtil den, før eller siden, indhenter mig, og jeg bliver en del af Danmarks Statistik. Det er helt uvirkeligt… Den særegne smag af medicin, jord og tid. Hov! Mine sanser virker! Altså… Jeg er ved at græde, hvis man kan stole på tårer i en drøm: Jeg drømte at jeg sansede. DRØMTE det! Pokkers! Drømmen godter sig, og har endnu engang vist hvordan den kan få mig til at danse efter dens pibe. Men dét er dels også et gammelt udtryk, dels er en pibe for mange år siden blevet erklæret som ikke eksisterende. Drømmen gurgler af latter; små fisk vimser skyndsomt væk i vandet for ikke at blive slugt af de store bobler. Bare ord får mig til at gabe, men det er også uden hold i virkeligheden uden hold i virkeligheden uden hold i virkeligheden uden hold, -jeg snurres afsted af drømmen som ville jeg gerne lege, og hopper og danser hen over det velkendte gulv ved min seng. Prøver at lade mine øjne fastholde et punkt for at det hele ikke skal kvalme og svimle, kun jeg i drømmen må snurretop. Jeg får hvinende ondt i mine lukkede øjne, i forsøget på at fiksere på mig selv i min seng. Snart bliver min roteren langsommere… Og det skulle ikke undre mig, nej fandme om det skulle! -At drømmen lader mig falde om midt på gulvet, når inertien slipper sit greb, og det siger ‘klonk’ når den SÅ døde snurretop bumper mod trægulvet, og som i en dårlig film ligefrem ruller et par centimeter, trækker en bid af en cirkel, hvor den selv er præcis radius eller noget andet. Drømmen er også geometrisk. Beregnet til enten lidt almindelig snappen efter vejret, som den klassisk stirrende spjættende tørlagte guldfisk, eller et par ‘berømte sidste ord’. Som jeg aldrig kan hverken høre, læse eller bare huske. SÅ husker jeg, eller drømmen; det er sgu hamrende ligegyldigt alligevel, på dette punkt i tiden, SÅ husker jeg… Natsværmeren, der bare ville være en sommerfugl, men den er nu engang født som et B-insekt. så den kan ikke stå tidligt nok op og uden sol på vingerne får man ikke alle farverne, så bliver man støvet. Men det var før drømmen; en død og støvet vinge i en vindueskarm, dengang jeg gad prøve om vingen kunne bære. Det kunne den ikke. Men den kunne flyde! Fandme ja! På det vand der var tilbage efter at guldfisken var hoppet ud over kanten, og ned i de lag der kun findes i virkeligheden. Altså når man så drømmer rigtig meget dybt. Dybere end drømmen selv. Ja! Dér var måske en udvej; lige før sidste afkald. Stemmen er ved at varme op… Man lærer at åbne dåser med neglene. Så nemt som var det en drøm. Med lidt behændighed endda uden flossede negle eller så meget som en dråbe blod. Som at drukne: Dér er heller ikke noget blod. Ok, måske, hvis det er lige på vippen til en drøm, en tåre-agtig væske i øjenkrogen der er rød. Men er det mon i virkeligheden blod? Eller synes drømmen blot at det ser tilpas dramatisk ud? Grammatisk blod? Jeg skændes med min drøm om mig selv. Så højlydt, at det runger ud i rummet med mig selv liggende, let snorkende, og med tydelige små spjæt, som en guldfisk der drømmer. Måske at jeg er en guldfisk, men dér ved drømmen og jeg nu bedre! Er MIN påstand: Drømmen trækker sine skarpladte argumenter frem, og jeg frygter for mit liv. Det gør jeg i forvejen, og opdager at simpel regning ikke fungerer her: 1 x frygt + 1 x frygt er IKKE = 2 x frygt! Drømmen laver et cirkelspark, så mine indlæg i diskussionen må forstærkes med stålbeslag og armeret beton. Men imens har drømmen fundet en anden mig at råbe ad. En version lidt nærmere overfladen og enten de redningskranse jeg kan se SÅ mange sole igennem, vippende på de små blide bølger, der ikke har englebasser, de bryder sig ikke om at blive våde, eller nærmere ved at bryde op igennem magien med et kæmpe plask, og vælte om som en død hval, der hurtigt går i forrådnelse, og tusinder af spyfluer lever lykkeligt til deres dages ende. Billeder af delfiners leg er nærliggende, men det er blot lokkemad. Lad være at bide på! -Er bare hvad jeg siger, også så jeg selv kan høre det i min seng de par sekunder før splasket. Drømmen fortsætter, jeg ser kun dens ryg. Men kan høre dens intense engagement: Der foregår altid skænderier jeg ikke lægger mærke til. Nu bemærker jeg det, hvis ikke, ville jeg være så fraværende, at tiden nok VAR gået, og mit diskuterende jeg var for en død sags skyld. Og dén, skylden, har gået i klasse med andre banale kliché’er, så jeg inderligt fremsætter én for drømmen, for måske at appellere til dens bedre jeg. Som er mig, men stop; vi skal lige have en ægte sandhed: Jeg har brug for John Lennon, som blomsterne har brug for regnen, og dagen har brug for natten. Drømmen tygger lidt på dén… Og bryder så ud i latter. En hånlig latter, der ikke varsler godt, og jeg kigger hurtigt på kronologien: Jeg er tættere på at vågne død end på noget tidligere tidspunkt. Og det er IKKE en selvfølge; tid og drøm… Er undtagelsen om at bekræfte én regel. Bare sæt den ind, så kommer undtagelsen. Omgående og med blylodder om fødderne. Den gamle med cementblokke er FOR brugt på film, og dette er sgu dødelig virkelighed! Om det så er nok så meget drøm. Rettere; netop derfor. Som bider sig selv i halen, indtil jeg knaser mine tænder i stykker om min stadig logrende stump. Men nu haster det. Mere og mere; drømmen følger tidsånden, og det er fremgang, vækst og udvikling det drejer sig om. Kort sagt: VIDERE OG MERE! Som om kroppen i sengen ikke er plaget nok Gennemsvedt og med ømme muskler når… Hvis den vågner. I et rædsomt humør. Måske så deprimeret, at det er bedre ikke… Nej; dér skal drømmen ikke have en undskyldning! Jeg må prøve at få drømmen på afveje, trække tiden… Elastiktid, heldigvis. På et kvanteteoretisk plan, og gudsketakoglov ikke det almindelige med Newton og et æble i hovedet. Eller en have og en kvinde og et fad med frugter plukket i plantagen af de underbetalte slanger. Det går galt: Slange slugt af sultent æbleskrog, der blev til betegnelsen en mand som et andet ribben eller tre brækkede… Eller hvordan det er; drømmen var der nok. Tidstræk… Trække eller strække tid? Hvad er den afgørende forskel? Ja, mine damer og herrer, dét er spørgsmålet til hele 100.000 kroner! Og en guldseng, ja ha-ha, en guldseng, mine damer og herrer; De hørte rigtigt. Hvis De nogensinde har spekuleret; ‘Hvad betyder spejderære egentlig?’, så er det nu, mine damer og herrer, at jeg siger Dem: Det er med spejderære, at jeg lover dem at det er en guldSENG og ikke en stol! Dét er på spejderære, og ‘cross my heart and hope to die’, men det lader drømmen IKKE komme med; der er grænser for plagieren… Selv for drømme der gentager sig selv. Endda nogle gange nærmest ren copy/paste… Som ikke betyder det jeg tror; jeg forstår ikke meget mere, sådan er det snart at være død, og ikke kunne vågne væk: Et blåbær skrev sikkert ikke dagbog i 3. klasse fyldt med hjerte/smerte digte om det populære bær i busken. Da jeg gik i 3. klasse var jeg en rodfrugt. Slet ikke et bær. Hvordan er det kommet ind i mit hoved? Jo; at dø er da lidt dramatisk, lidt endegyldigt, alt dét der… men alligevel? Blåbær? Ha! Næ, jeg skulle GRAVES op dengang i 3. klasse. Det skal jeg ikke mere. Måske snart graves ned, når jeg er kommet op nær overfladen, tæt nok på at vågne, og ikke KAN vente, og det første krampede vejrtræk får panikken til at gløde ud i kroppen, der gylper, men vand erstatter vand, og panikken… Nu skulle jeg skifte side og var næsten tæt på at miste tråden, og jeg var lige ved at skrive “mærke” tråden, og jeg tror forresten det må hedde en fantast-smerte. Jeg kan mærke en underlig ro sive ind i mine porer, altså er min krop ikke vandtæt. Og mærke uden anførselstegn, “gåseøjne” som de populært kaldes, dog ikke blandt gæs. De synes ikke blindflyvning er morsomt. Lige så lidt som jeg synes blinddrømning er andet end noget nær et mareridt. Men det er teoretisk nonsens… Tiden er mindre end nogen sinde, lillebitte og knap til at høre. Tiden er en myre; og alle ved hvordan en myretue fylder i en drøm. Eller i en seng! Det kommer an på øjnene der ser. De kan se SÅ forskellige ud, direkte på noget, uden at blikket bemærkes. Mange blikke ER ikke værd at bide mærker i… Det er sandt; jeg er ikke alene i mit drømmende hav. Og det ER ikke kun havfruer der kan noget… Selv om og der kom det skide selv om igen, der ikke er noget som synet af en havfrue henslængt på en chaiselong. Hvor fanden kom dét ord fra? Havfruen skynder sig væk med væmmelse: “Chaiselong”! Bvadr! Selv drømmen dvæler et øjeblik i smult vande, hvad dét så end betyder, men enhver dvale, om det kun er dvæle, er mere end velkommen. Hvis jeg drømmer at jeg drømmer… Men så kan det blive ved; spejl-i-spejl-effekten. Og det ER lidt for tyndt; fortyndet. Som jeg har en mistanke om at denne drøm er. Det er ikke rene varer! Der er kommet vand i vandet… Snyd! Tænk at man ikke kan stole på… Virkeligheden er fyldt med løgn og latin, det ved enhver der har prøvet en tur i den, men at drømme også… Dét troede jeg godtnok ikke. At drømme kunne være løgnagtige og flersprogede. Men jo; nu kommer endda en foragtelig gennemskuelig usandhed, flov som en ål der snor sig bare for at prale og så har bundet sig til en snor: Snor og snor er to forskellige ord! Værd at huske! En gennemvædet klam løgn. Et falskneri af et ellers smukt kunstværk: Som en kopi af skulpturen ‘Guldsengen’. Enhver drøm med respekt for sig selv, får den slags smidt på porten og ned i voldgravens dyb, før sengen overhovedet kan nå at gøre sig redt. Appellere til smagsløg, men se bare hvor tydeligt: ‘Løg’ mangler kun et simpelt ‘n’, så er det LØGN! Dén går ikke, ikke her på falderebet. Det reb der både kan bruges til hængning og samtidig er en dykkers iltslange, der kan skæres over. Praktisk! Drømmen er ved at blive mig, eller omvendt; det er lige gyldigt. Jeg kan ihvertfald nu se mig selv IKKE vågne der på sengen. Det gør det hele lidt nemmere… Jeg kan ligefrem smile af de pudsige ting der popper op af vandet; og ikke fordi de udskyder det uundgåelige, men fordi dødens meget tætte nærvær får mig til at nyde hvert nanosekund af liv. Og drømmen er såmænd lige så fin som virkeligheden; det var nok bare mig der var forudindtaget. Fyldt med fordomme… Fordrømme! Ja, dét var ordet. Jeg må le… Det gør jeg så. Det ser lidt dumt ud; kroppen på sengen med mareridt, der pludselig umotiveret begynder at grine. Men så har man set det med: Når lige netop også at se dét… Måske i min virkelighed. Men hva’, den er efterhånden så fjern, så langt væk nede i dybet, at den er mindre end en myre. Og en myre på en havbund ER ikke ret fyldig. Før den dør. Hvis det da ikke er en vandmyre; mærkeligere væsener er set… Jeg har også brug for lidt mad, så jeg spiser fem æg. En spyflue tilbyder høfligt sine, men man skal da ikke spise lillefingeren på den hånd der fodrer en. Vel? Det er et lidt magert måltid for en dødsdømt, men igen hva’… Det er jo blot en drøm, og jeg tror virkelig ikke at man, JEG!, -vil mærke forskel når jeg vågner: Når jeg strækker mig, gaber, søvnigt sidder lidt på sengekanten, i min krop, som så tit. Om jeg er død eller levende. Det hele, jeg siger udtrykkeligt, DET HELE er et spørgsmål om to ting: Virkelighed og vandets dybde. Og ALLE ved jo, at de to ting kan variere drastisk. Det er en påstand, men den står ikke alene! Vi er mange der påstår! Med dén tanke kan jeg dø roligt. Ha; endda med overskud, et skævt lunt smil, og huller i æblekinderne. Drømmen og jeg, hvis det ‘og’ ellers overhovedet er der; jeg drømmen, ja dét er bedre, er vist ved at slaske de sidste par slag med en fladfisk som hjerte, lige hevet op fra vandet, den kan ikke meget med det skæve hovede og halen, intet andet stille op. Drømmen blev dens skæbne! Eller noget andet vrøvl, lad mig gå under for tredje og sidste gang med stil; ikke som en svedig drømmende krop der bliver fundet om en uge, og allerede er begyndt at rådne. Som en hval på en sky, der skubber alle englebasser ned i det våde… Nej! Pænt glidende gennem vandet; som kun de dygtigste kan, uden plasken og roterende arme og ben som var det et fald… En tyst lang bevægelse, der samtidig er et fast billede; sådan skal det være. Og blåt. Med solstråler der brydes i overfladen, og sender glimt af virkelighed ned som regn i vand, ikke på, men i, der bliver til perler der bliver til små bobler… Hver med en drømmende krop inden i. Sådan slutter det. Drømmen jeg. Hvor kært; der kommer stadig ord. Endda med, det er næsten tragikomisk, bekymring om ‘hvordan ser min skrift ud’. Tja, nu det hele er forbi, kan der jo ske hvadsomhelst… Så… Ja, hvorfor ikke? Der er jo alligevel lukket og slukket for længst. Akvariet ER tømt. Og sat på loftet. Et loft! Dét er da vist noget nyt. En overbygning på drømmen. Det ender jo med at være et helt slot. Og se! Dér er en kop kaffe… Nå? Hva’?!? “Decaf”? Koffeinfri! Det var dog… Loft eller ej. Suffløren gestikulerer at jeg skal få rundet af, og det skal være nu! Men decaf! Får jeg dog lige mumlet: “Decaf”… Bøjet under tagryggen. Typisk; det ender altid med alt på MIN ryg. Som kan jeg bære mere. Sammenbøjet, i sengen, på ryggen, alt, våd… Og så koffeinfri. Jaja, men så… Det gider jeg sgu ikke. Drøm eller ej. Så… Ja? Er der nogen der kan en sjov historie?

afladninger-med-spejlperson-copy

THIS IS NON-FICTION; PURELY A COMMERCIAL BREAK:

AFLADNINGER

En 3D Interaktiv AV-Udstilling
Dokk1 13.-26.marts
I anledning afUNESCO’s World Poetry Day 21/3
Idé & udførelse:
Max Madsen & Daniel Mantel
Video: Kim Grønborg
Musik: Henrik Jespersen, Thøger Johansen & Poul Juhl

Udstillingen er et audiovisuelt bidrag til, en fysisk manifestation af, en 3D-udvidelse til, en interaktiv installation til Verdens Poesidag.

ÅBNINGSCEREMONI/AFSLØRING d.13.marts Kl.15/15:30-16:30.:
MEDVIRKENDE / OPTRÆDENDE; TBA…

Madsens/Mantels antropologiske udstillingsværk er lyrik og fortælling kombineret med billedkunst, lyd og interaktivitet.
‘Afladninger’ er visuelle objekter og tematiske forløb, stillet op som modsætninger der kun eksisterer i kraft af hinanden: En poetisk fortællende ying-yang / ping-pong med afsæt i eksistens.
Levet liv og dets aflejringer i nu’et til det uendelige antal mulige (og umulige) fremtider.
‘Årsager’ materialiseret i konkrete objekter til ‘Virkning’:
Fra ‘DA & DER’ til ‘HER & NU’s samspil og modsætninger.
Visuelt illustrede forbindelser der peger frem mod både individuelle og fælles fortsættelser: Afkodningen af ‘Afladninger’s opsamling og formidling af de uløseligt knyttede modsætninger mellem det der BLEV tilbage og det der ER tilbage. ‘Afladninger’ er fysisk synlige objekter:
At komme fra ‘FØR’ til ‘NU’… Frem til ‘OG SÅ…?’

Udstillingen bliver til i samarbejde med:
Dokk1, Litt på Dokk1, Aarhus Litteraturcenter, 365TEKSTER, Pappagallo, m.fl. / TBA…

MERE INFO FØLGER…:
Facebook: https://www.facebook.com/events/1615921338434519/
(Under stadig udvikling…)

sti

SOM… Det dog kan gå. (Kravle, løbe, og i stå… OG igang igen-igen)

Hun har listet rundt i skyggerne i over en måned. Vandret rundt i baglandet og ventet. Listet rundt er ikke helt korrekt. Laurie er en kvinde der ved hvad hun gør og vil, og ikke lægger skjul på det. Ikke en lusket lister. Listig, måske. Det vides ikke. Hun har dannet sig et overblik og besluttet sig til det rette tidspunkt. Det er så nu. Hun kom som følge af en næsten usandsynlig række tilfældigheder. Men da tilfældigheder er et begreb der dækker over alt muligt, også umuligt der bliver muligt, er der nok intet tilfældigt ved det. Andet end de tilfældigheder der kun er tilfældigheder isoleret set; samlet bliver det til logik, noget der må ske. Eller skal ske. Eller villes til at ske. Som tilfældigheder. Meget kan ske på rigtig mange måder, der alle kan være korrekte. Eller forkerte. Det er bare ord. Der giver mening eller ej. Måske senere? Laurie er ret ny i alt dette. Og nej; ingen definition på ‘alt dette’. Det ER bare alt dette, og så må enhver afgøre med sig selv hvad dét er. Der er ikke meget reel viden om hende. Hun kom ud af en bog. Før ud af skyggerne. Bogen var den med de mange måske-tilfældigheder. At hun lige var i dén på det tidspunkt. Men hun er en virkelig person. Så virkelig som man nu kan være i alt dette. Og udover alt dette, er hun også eksisterende, hvis alt dette ikke er det hele. Tilbage til lidt mere håndfast konkret, og mindre tanketåge. Hun har opholdt sig i udkanterne, bevæget sig stille men målbevidst i skyggerne. Mere i mørke og kunstigt lys end under åben himmel. Uden at hun dermed er lyssky. Sådan er der bare i baglandet. Måske er hun farlig. På én eller anden måde. Det vil vise sig. Og det kan vise sig på flere måder: Hun har en helt naturlig evne til at bevæge sig på flere forskellige planer, på samme tid. Hvor andre bøvler med at glide usikkert rundt på bare ét. Hun er virkelig, hun er fiktion, hun er virkelig fiktion, fiktivt virkelig, og det hele på en gang; Alle kombinationer. Det er igen bare ord. Men det skal understreges at selv om hun kom ud af en bog, er hun virkelig på den almindeligt anerkendte måde. Eksisterende som ægte menneske. Det er et mangetydigt og tvivlsomt udsagn, så det bliver stivet lidt af ved tilføjelsen: Det er hun OGSÅ. Der er iøvrigt også en lille risiko for at hun er død. Isåfald er det som død person, at hun har levet i baglandet, udkanten, i skyggerne, på de små stier, og nu træder frem. Hun er absolut et spændende bekendtskab. Den smule af hende der er kendt. Laurie er værd at holde øje med, men det skal hun nok selv sørge for at blive. Hun har allerede forvist både Janus og hans ven Daniel fra den store scene. Blidt men bestemt skubbet dem ud af rampelyset. Og der er ikke meget Janus og hans ven kan gøre. De sidder i krattet eller bag en busk og trykker sig, hvisker om planer der kan bringe dem ud af skyggerne og tilbage i den helt store projektørs lys. De aner slet ikke, at Laurie allerede har bestemt hvad de skal bruges til. Og at de kommer til at få præcis den betydning der passer til dem. Hvem der så afgør den slags. Laurie er ikke en halvgud eller altbestemmende, blot god til at forudse hvordan det ene og det andet og det hele KAN ske. Ligesom hun er blevet set i skyggerne i krattet og på de små stier med dårlig belysning, har hun selv set hvordan verden hænger sammen. Selvfølgelig kun den verden hun trådte ud i, fra bogen. Dén bog. Som også er vigtig, både for Laurie og for alt dette og det hele. Før det, før bogen, er hun et ubeskrevet blad i en anden verden. Med én enkelt og meget vigtig undtagelse. Der berettiger hele hendes eksistens. Altså i alt dette; det hele af det… Hvordan hun ser ud vides ikke, og hvis det lyder lidt underligt når nu hun er set i over en måned, rundt omkring på stierne i baglandet, ved kanterne, som en skygge i skyggerne, ja så er det bare sådan. At det lyder lidt underligt. Forklaring på dén selvmodsigelse er ikke nødvendig. Ikke endnu. Hun vil komme til at se ud, det er nok at vide. Hendes tid som baggrund i baggrunden er forbi. Hun kan slippe skyggerne, og selv skabe sin egen skygge. Laurie er kommet for at blive, efter en måneds tøven. Og faktisk kan det lige så godt være måneden der tøvede. Eller den bog hun lige skulle slippe forbindelsen til. Eller hvem der nu bestemmer den slags. Om hvem det er der tøver, når en person, nu altså Laurie, skal løftes frem fra det lidt dunkle og slørede til fuld strålen i forreste række. Om det så går ud over Janus, vennen Daniel, og hele deres ret store kreds af bekendte. Laurie har allerede vist sine evner. Hun sætter dem ind i hendes egen eksistens. Lader dem leve videre gennem sig selv. Det er ikke blot en storsindet gestus, det er absolut også til hendes egen fordel. De ved det ikke endnu, eller rettere: Ved ikke helt om de tør stole på hende. Det er der ikke rigtig nogen der ved. Om hun er til at stole på. Men hvem er det? Altså af hendes type, med så kortvarig en baggrund i baglandet, og så mange komplet ubeskrevne blade. Store hvide pletter fylder næsten hele hendes kort. Hvis hun var et kort, hvad hun ikke er. Og ikke kan kortlægges, hvis hun skal det, før de hvide pletter er udforsket. Det er noget af en balancegang, en vurdering. Hvem der end skal balancere og vurdere. Der er ret mange ubekendte “Hvem” i alt dette, det hele… Men Laurie ER værd at satse på. De tilfældigheder der fik hende ud i denne verden, er så bemærkelsesværdigt unikke, at det ikke er tilfældigt. Eller netop så tilfældige, at det overgår muligheden for tilfældigheder. Hvad det har gjort ved hende at være i det lidt overskyggede bagland, om så bare en måned, ved hun kun selv. Det er også løgn. Men den slags løgn, der ikke bare er løgn. Den slags der er sandhed for nogle. Og igen; Hvem der, som med så meget andet i denne verden, hvad dét så for en verden, bestemmer og afgør hvad der er hvad og hvad der ikke er… Måske Laurie kommer til at kaste lidt lys over det hele. Nu har hun ihvertfald levet i halvmørke længe nok. Hendes tid er kommet. Eller hun er kommet til tiden. Hvis det ikke er det samme. Ligesom Laurie kan være alt muligt og alle mulige, og måske vil vise sig at være sig selv. Hvem der end bestemmer hvem Laurie er når hun er sig selv. Det ender, igen-igen, i ord. Der er vist ingen grund til at læsse flere på. Laurie, kan og vil nu, med hjælp fra de gamle bekendte Janus og hans ven og en del andre, tage helt og aldeles over. Måske har hun allerede gjort det. Har hun? Det svarer ingen på. Og da hun først netop er kommet ud af skyggelandet, ved ingen hvordan et mystisk smil på hendes ansigt ser ud. Om det overhovedet er hendes. Eller et smil hun har samlet op på en af de dunkle stier, tabt eller smidt af en anden, som heller ingen ved hvem er. Ingen ved rigtig meget, mere end nogen anden. Undtaget måske Laurie. Hvad hun ved, ved hun kun selv. Det er også en løgn. Om det er Lauries eller en andens, er der ingen… Laurie får scenen, og så ikke mere om det. Eller det hele eller alt dette eller smil der ikke vides om er et smil eller hvem det tilhører. Men det er et godt sted at stoppe. Med et smil. Lad det bare være Laurie der smiler. Det har hun fortjent efter en måned i skyggelandet. På usikre stier med dårlig belysning. Det er i det mindste en sandhed. Sådan er denne verden. Alt andet og andre vil vise sig. Der er vist en hel del tvivlen og usikkerhed, der presser sig på. Hvem ved om det er Laurie der er begyndt at tale. Ingen kender hendes stemme. Heller ikke dem der har snakket med hende før. Uvished er ved at sive ind, sammen med de ikke særligt solide ord. Det kan også være løgn… Men det skal ikke gå ud over Laurie. Hun er ærligheden selv. Hvis det er hende selv. Laurie??? Dette fører ikke til noget. Lad Lauries tid begynde, så må hun være Laurie eller en anden eller en anden Laurie. Så: Et smil, tak. Sådan! Ligemeget med lidt løgn i mundvigene. Et smil er et smil. + Smiley.

%d bloggers like this: