Døden i drømmen i vandet i sengen

drommen

(TAK FOR SÆTNINGER FRA SKRIVEØVELSE / ‘ATLAS OVER AARHUS’)

Det er vrøvl at vi skal dø, er noget vrøvl, fordi det er ved at ske, og altid sker, altid vil ske, uanset hvilken grammatisk eller dramatisk tid der klistres på. Men lige nu er for tæt på, allerede om et minut eller højst to, hvis ikke jeg vågner. En måde at aflive drømme på, er at drukne dem i koffein. Men jeg kan ikke drømme om kaffe, selv om det er tæt på, drømmen er gennemvædet, at drukne burde være hovedperson. Et verbum kan sagtens hoppe ind på scenen i drømmen og, med en god sufflør, overtage replikkerne. Vejret langt væk på den anden side af metalstøbte øjenlåg og næsten voksne vinduer, er stædige sandkorn som heldagsregn eller isolerede dråber der falder tungt som togvogne kørt af sporet; en snublen der lige netop ikke er nok. Til at smide mig ud af drømmen, bryde levende op gennem vandspejlet, beruset som en regnbuespættet fontæne. Kan jeg tvinge mig til at vække virkeligheden til årvågen drøm i virkelig vågenhed? Men bare det at skrive at skrive er en tanke for meget, det nærer drømmen, fodrer den med hvad drømme er lavet af, smaskende vellystigt i søvne, råber jeg af mine grammatiske lungers fulde kraft, men kvæles blot af sufflørens mislyde. Nogle gange siger jeg ikke det jeg mener, det er ikke min skyld, det er den anden hovedperson der kan fremmede sprog. Selv i en drøm jeg SKAL vågne langt væk fra, skyder jeg huller i alt andet end mig selv. Jeg skyder mest med oprigtig skyldfølelse; undgår behændigt selv spredhagl af anklager, blot min rullen uroligt rundt i sengen ender med et brag. Som fra et søvndyssende kanonslag. Snart! Det gør allerede ondt i mit håndled at skrive så hurtigt, straks drømmer jeg, at så må jeg være vågen, smerte hører til i virkeligheden, men i virkeligheden er det mig der mangler ord. Hvad hedder en fantomsmerte, man skriver sig til at tro eksisterer, eller man skriver den til at være en ægte fantomsmerte. Godt spørgsmål! Drømmer jeg fægtende så vildt med arme og ben, at dyne og pude kaster sig ind i kampen. Men vejes og findes for fyldte med falske fjer. Heller ikke dén vej lader mig falde ned mod solens blinken på de små blide skyer, der ellers er klar med sigtekorn og englebasser. Det ER et spørgsmål om minutter, måske sekunder. Drømme har en dokumenteret komplet uforudsigelig foragt for tid. Det står skrevet, at det ikke kan skrives. Jeg er desperat. Men drømmen lokker mig ned til bunden, hvor tang tvinger mig fast med bagbunden tunge. Og klaprende muslinger napper huller i kanterne på hullerne i min hud. Behøver jeg sige mere? Sidste afvej: Jeg har brug for et kram, et put, et kys… Nåda! Dét udsagn kommer kun i drømme! Jeg kunne ikke drømme om at bruge det med bare et halvt øje svirrende rundt som en stor fed dramatisk spyflue, slapt æglæggende, tusind rotter bliver til én hønes æg før fjeren kommer først. Heldigvis har drømme lidt sans for manglende logik, tåbeligheder kan tit tale dem i tryg søvn, så de forholder sig panderynkende alvorligt til årsag og virkning. Følgende tanke, som jeg så ikke har tænkt endnu, lader mig undre mig, og der skal ellers en del til at jeg lades undres. Men nu tænker jeg den, efter følgende kolon: Hvorfor tænker jeg på is? Jeg burde købe en campingstol med kopholder og tage den med op til printeren, så slipper jeg da for at stå. Men HVAD har det med is at gøre? Nåjo; tidslinjen er fæstnet med flydeankre, og is kan blive til damp, der kan blive til den enorme tåre der hænger truende over kloden, og som kun skal have et tilfældigt afslag fra en behandsket sky, før den falder og kvaser den irriterende spyflue. Dé tanker undrer mig nok til at drømmen modvilligt løsner sig en smule, og lader sig drive betænkeligt nær kanten. Den kunne falde ud over og ned i virkeligheden, og SÅ er det ikke til at vide om jeg rives med eller omvendt. Det har alt at sige! Spørg blot suffløren. Foruroligende, og drømmen lader endda tusinde kilo ballast brase ned gennem bunden og ud under lag i bevidstheden, jeg ikke engang som vågen kunne drømme om var spiselige. Nu ER de virkelige, og drømmen tætner til, bliver klaustrofobisk. Ikke lige hvad jeg har brug for; jeg skal vågne NU! Ellers vil jeg være død når jeg vågner, så jeg ikke vågner når jeg vågner, men i virkeligheden heller ikke drømmer, og logikken i dét er mindre holdbar end drømmens frie valg på alle hylder. Men jeg må være forsigtig, tænke med omhu, kun drømme hvad der kan vække mig uden at være dødeligt. En kniv i vandet er en film. Og en kniv i hjertet er en kliché. Og vil desuden vække mig kun et par millisekunder før jeg dør, og så kan end ikke et verbum være hovedperson. Og dog? Det er én af de eneste ting drømmen blankt erkender ikke at vide. Jeg tror, i virkeligheden, hvis jeg var vågen, at den lyver. Drømmen ved meget mere end den lader mig drømme. Men jeg vælger fra midterste lag; hvor vandet under er mørkt og nær nul grader, opad trænger solens stråler ned og varmer farver i nuancer der næsten kan indåndes. Dér midt imellem flyder jeg saligt. Det er kun ét bogstav fra sagligt. Som igen er ét fra fagligt. Og sådan er det hele vejen, helt til alfabetet er slidt ned til sokkeholderne. Dét er et gammel udtryk, men grå guld glimrer så forsikringssummen sættes op med kvadratroden af højeste auktionspris for en drøm i klassisk stil. Dét var også en blind vej. Nu ved jeg ikke, hvordan jeg skal stoppe med at tænke næste sætning. Fårehoved. Hvor kom det fra? Blev ikke engang en sætning, blot et ord der slet ikke hører til i min virkelighed. Der ganske snart går under for tredje gang, sammen med min krop. Dén er et spørgsmål om sekunder. Hvilket spørgsmål? Når man svarer i vest, får man spørgsmål i øst. SÅ er det til at regne ud. 127 grader over det absolutte nulpunkt. Fahrenheit! For Guds skyld! Om snart kun sekunder. Virkede det? Er jeg ved at vågne, til en virkelighed hvor jeg glemmer drømmen? Indtil den, før eller siden, indhenter mig, og jeg bliver en del af Danmarks Statistik. Det er helt uvirkeligt… Den særegne smag af medicin, jord og tid. Hov! Mine sanser virker! Altså… Jeg er ved at græde, hvis man kan stole på tårer i en drøm: Jeg drømte at jeg sansede. DRØMTE det! Pokkers! Drømmen godter sig, og har endnu engang vist hvordan den kan få mig til at danse efter dens pibe. Men dét er dels også et gammelt udtryk, dels er en pibe for mange år siden blevet erklæret som ikke eksisterende. Drømmen gurgler af latter; små fisk vimser skyndsomt væk i vandet for ikke at blive slugt af de store bobler. Bare ord får mig til at gabe, men det er også uden hold i virkeligheden uden hold i virkeligheden uden hold i virkeligheden uden hold, -jeg snurres afsted af drømmen som ville jeg gerne lege, og hopper og danser hen over det velkendte gulv ved min seng. Prøver at lade mine øjne fastholde et punkt for at det hele ikke skal kvalme og svimle, kun jeg i drømmen må snurretop. Jeg får hvinende ondt i mine lukkede øjne, i forsøget på at fiksere på mig selv i min seng. Snart bliver min roteren langsommere… Og det skulle ikke undre mig, nej fandme om det skulle! -At drømmen lader mig falde om midt på gulvet, når inertien slipper sit greb, og det siger ‘klonk’ når den SÅ døde snurretop bumper mod trægulvet, og som i en dårlig film ligefrem ruller et par centimeter, trækker en bid af en cirkel, hvor den selv er præcis radius eller noget andet. Drømmen er også geometrisk. Beregnet til enten lidt almindelig snappen efter vejret, som den klassisk stirrende spjættende tørlagte guldfisk, eller et par ‘berømte sidste ord’. Som jeg aldrig kan hverken høre, læse eller bare huske. SÅ husker jeg, eller drømmen; det er sgu hamrende ligegyldigt alligevel, på dette punkt i tiden, SÅ husker jeg… Natsværmeren, der bare ville være en sommerfugl, men den er nu engang født som et B-insekt. så den kan ikke stå tidligt nok op og uden sol på vingerne får man ikke alle farverne, så bliver man støvet. Men det var før drømmen; en død og støvet vinge i en vindueskarm, dengang jeg gad prøve om vingen kunne bære. Det kunne den ikke. Men den kunne flyde! Fandme ja! På det vand der var tilbage efter at guldfisken var hoppet ud over kanten, og ned i de lag der kun findes i virkeligheden. Altså når man så drømmer rigtig meget dybt. Dybere end drømmen selv. Ja! Dér var måske en udvej; lige før sidste afkald. Stemmen er ved at varme op… Man lærer at åbne dåser med neglene. Så nemt som var det en drøm. Med lidt behændighed endda uden flossede negle eller så meget som en dråbe blod. Som at drukne: Dér er heller ikke noget blod. Ok, måske, hvis det er lige på vippen til en drøm, en tåre-agtig væske i øjenkrogen der er rød. Men er det mon i virkeligheden blod? Eller synes drømmen blot at det ser tilpas dramatisk ud? Grammatisk blod? Jeg skændes med min drøm om mig selv. Så højlydt, at det runger ud i rummet med mig selv liggende, let snorkende, og med tydelige små spjæt, som en guldfisk der drømmer. Måske at jeg er en guldfisk, men dér ved drømmen og jeg nu bedre! Er MIN påstand: Drømmen trækker sine skarpladte argumenter frem, og jeg frygter for mit liv. Det gør jeg i forvejen, og opdager at simpel regning ikke fungerer her: 1 x frygt + 1 x frygt er IKKE = 2 x frygt! Drømmen laver et cirkelspark, så mine indlæg i diskussionen må forstærkes med stålbeslag og armeret beton. Men imens har drømmen fundet en anden mig at råbe ad. En version lidt nærmere overfladen og enten de redningskranse jeg kan se SÅ mange sole igennem, vippende på de små blide bølger, der ikke har englebasser, de bryder sig ikke om at blive våde, eller nærmere ved at bryde op igennem magien med et kæmpe plask, og vælte om som en død hval, der hurtigt går i forrådnelse, og tusinder af spyfluer lever lykkeligt til deres dages ende. Billeder af delfiners leg er nærliggende, men det er blot lokkemad. Lad være at bide på! -Er bare hvad jeg siger, også så jeg selv kan høre det i min seng de par sekunder før splasket. Drømmen fortsætter, jeg ser kun dens ryg. Men kan høre dens intense engagement: Der foregår altid skænderier jeg ikke lægger mærke til. Nu bemærker jeg det, hvis ikke, ville jeg være så fraværende, at tiden nok VAR gået, og mit diskuterende jeg var for en død sags skyld. Og dén, skylden, har gået i klasse med andre banale kliché’er, så jeg inderligt fremsætter én for drømmen, for måske at appellere til dens bedre jeg. Som er mig, men stop; vi skal lige have en ægte sandhed: Jeg har brug for John Lennon, som blomsterne har brug for regnen, og dagen har brug for natten. Drømmen tygger lidt på dén… Og bryder så ud i latter. En hånlig latter, der ikke varsler godt, og jeg kigger hurtigt på kronologien: Jeg er tættere på at vågne død end på noget tidligere tidspunkt. Og det er IKKE en selvfølge; tid og drøm… Er undtagelsen om at bekræfte én regel. Bare sæt den ind, så kommer undtagelsen. Omgående og med blylodder om fødderne. Den gamle med cementblokke er FOR brugt på film, og dette er sgu dødelig virkelighed! Om det så er nok så meget drøm. Rettere; netop derfor. Som bider sig selv i halen, indtil jeg knaser mine tænder i stykker om min stadig logrende stump. Men nu haster det. Mere og mere; drømmen følger tidsånden, og det er fremgang, vækst og udvikling det drejer sig om. Kort sagt: VIDERE OG MERE! Som om kroppen i sengen ikke er plaget nok Gennemsvedt og med ømme muskler når… Hvis den vågner. I et rædsomt humør. Måske så deprimeret, at det er bedre ikke… Nej; dér skal drømmen ikke have en undskyldning! Jeg må prøve at få drømmen på afveje, trække tiden… Elastiktid, heldigvis. På et kvanteteoretisk plan, og gudsketakoglov ikke det almindelige med Newton og et æble i hovedet. Eller en have og en kvinde og et fad med frugter plukket i plantagen af de underbetalte slanger. Det går galt: Slange slugt af sultent æbleskrog, der blev til betegnelsen en mand som et andet ribben eller tre brækkede… Eller hvordan det er; drømmen var der nok. Tidstræk… Trække eller strække tid? Hvad er den afgørende forskel? Ja, mine damer og herrer, dét er spørgsmålet til hele 100.000 kroner! Og en guldseng, ja ha-ha, en guldseng, mine damer og herrer; De hørte rigtigt. Hvis De nogensinde har spekuleret; ‘Hvad betyder spejderære egentlig?’, så er det nu, mine damer og herrer, at jeg siger Dem: Det er med spejderære, at jeg lover dem at det er en guldSENG og ikke en stol! Dét er på spejderære, og ‘cross my heart and hope to die’, men det lader drømmen IKKE komme med; der er grænser for plagieren… Selv for drømme der gentager sig selv. Endda nogle gange nærmest ren copy/paste… Som ikke betyder det jeg tror; jeg forstår ikke meget mere, sådan er det snart at være død, og ikke kunne vågne væk: Et blåbær skrev sikkert ikke dagbog i 3. klasse fyldt med hjerte/smerte digte om det populære bær i busken. Da jeg gik i 3. klasse var jeg en rodfrugt. Slet ikke et bær. Hvordan er det kommet ind i mit hoved? Jo; at dø er da lidt dramatisk, lidt endegyldigt, alt dét der… men alligevel? Blåbær? Ha! Næ, jeg skulle GRAVES op dengang i 3. klasse. Det skal jeg ikke mere. Måske snart graves ned, når jeg er kommet op nær overfladen, tæt nok på at vågne, og ikke KAN vente, og det første krampede vejrtræk får panikken til at gløde ud i kroppen, der gylper, men vand erstatter vand, og panikken… Nu skulle jeg skifte side og var næsten tæt på at miste tråden, og jeg var lige ved at skrive “mærke” tråden, og jeg tror forresten det må hedde en fantast-smerte. Jeg kan mærke en underlig ro sive ind i mine porer, altså er min krop ikke vandtæt. Og mærke uden anførselstegn, “gåseøjne” som de populært kaldes, dog ikke blandt gæs. De synes ikke blindflyvning er morsomt. Lige så lidt som jeg synes blinddrømning er andet end noget nær et mareridt. Men det er teoretisk nonsens… Tiden er mindre end nogen sinde, lillebitte og knap til at høre. Tiden er en myre; og alle ved hvordan en myretue fylder i en drøm. Eller i en seng! Det kommer an på øjnene der ser. De kan se SÅ forskellige ud, direkte på noget, uden at blikket bemærkes. Mange blikke ER ikke værd at bide mærker i… Det er sandt; jeg er ikke alene i mit drømmende hav. Og det ER ikke kun havfruer der kan noget… Selv om og der kom det skide selv om igen, der ikke er noget som synet af en havfrue henslængt på en chaiselong. Hvor fanden kom dét ord fra? Havfruen skynder sig væk med væmmelse: “Chaiselong”! Bvadr! Selv drømmen dvæler et øjeblik i smult vande, hvad dét så end betyder, men enhver dvale, om det kun er dvæle, er mere end velkommen. Hvis jeg drømmer at jeg drømmer… Men så kan det blive ved; spejl-i-spejl-effekten. Og det ER lidt for tyndt; fortyndet. Som jeg har en mistanke om at denne drøm er. Det er ikke rene varer! Der er kommet vand i vandet… Snyd! Tænk at man ikke kan stole på… Virkeligheden er fyldt med løgn og latin, det ved enhver der har prøvet en tur i den, men at drømme også… Dét troede jeg godtnok ikke. At drømme kunne være løgnagtige og flersprogede. Men jo; nu kommer endda en foragtelig gennemskuelig usandhed, flov som en ål der snor sig bare for at prale og så har bundet sig til en snor: Snor og snor er to forskellige ord! Værd at huske! En gennemvædet klam løgn. Et falskneri af et ellers smukt kunstværk: Som en kopi af skulpturen ‘Guldsengen’. Enhver drøm med respekt for sig selv, får den slags smidt på porten og ned i voldgravens dyb, før sengen overhovedet kan nå at gøre sig redt. Appellere til smagsløg, men se bare hvor tydeligt: ‘Løg’ mangler kun et simpelt ‘n’, så er det LØGN! Dén går ikke, ikke her på falderebet. Det reb der både kan bruges til hængning og samtidig er en dykkers iltslange, der kan skæres over. Praktisk! Drømmen er ved at blive mig, eller omvendt; det er lige gyldigt. Jeg kan ihvertfald nu se mig selv IKKE vågne der på sengen. Det gør det hele lidt nemmere… Jeg kan ligefrem smile af de pudsige ting der popper op af vandet; og ikke fordi de udskyder det uundgåelige, men fordi dødens meget tætte nærvær får mig til at nyde hvert nanosekund af liv. Og drømmen er såmænd lige så fin som virkeligheden; det var nok bare mig der var forudindtaget. Fyldt med fordomme… Fordrømme! Ja, dét var ordet. Jeg må le… Det gør jeg så. Det ser lidt dumt ud; kroppen på sengen med mareridt, der pludselig umotiveret begynder at grine. Men så har man set det med: Når lige netop også at se dét… Måske i min virkelighed. Men hva’, den er efterhånden så fjern, så langt væk nede i dybet, at den er mindre end en myre. Og en myre på en havbund ER ikke ret fyldig. Før den dør. Hvis det da ikke er en vandmyre; mærkeligere væsener er set… Jeg har også brug for lidt mad, så jeg spiser fem æg. En spyflue tilbyder høfligt sine, men man skal da ikke spise lillefingeren på den hånd der fodrer en. Vel? Det er et lidt magert måltid for en dødsdømt, men igen hva’… Det er jo blot en drøm, og jeg tror virkelig ikke at man, JEG!, -vil mærke forskel når jeg vågner: Når jeg strækker mig, gaber, søvnigt sidder lidt på sengekanten, i min krop, som så tit. Om jeg er død eller levende. Det hele, jeg siger udtrykkeligt, DET HELE er et spørgsmål om to ting: Virkelighed og vandets dybde. Og ALLE ved jo, at de to ting kan variere drastisk. Det er en påstand, men den står ikke alene! Vi er mange der påstår! Med dén tanke kan jeg dø roligt. Ha; endda med overskud, et skævt lunt smil, og huller i æblekinderne. Drømmen og jeg, hvis det ‘og’ ellers overhovedet er der; jeg drømmen, ja dét er bedre, er vist ved at slaske de sidste par slag med en fladfisk som hjerte, lige hevet op fra vandet, den kan ikke meget med det skæve hovede og halen, intet andet stille op. Drømmen blev dens skæbne! Eller noget andet vrøvl, lad mig gå under for tredje og sidste gang med stil; ikke som en svedig drømmende krop der bliver fundet om en uge, og allerede er begyndt at rådne. Som en hval på en sky, der skubber alle englebasser ned i det våde… Nej! Pænt glidende gennem vandet; som kun de dygtigste kan, uden plasken og roterende arme og ben som var det et fald… En tyst lang bevægelse, der samtidig er et fast billede; sådan skal det være. Og blåt. Med solstråler der brydes i overfladen, og sender glimt af virkelighed ned som regn i vand, ikke på, men i, der bliver til perler der bliver til små bobler… Hver med en drømmende krop inden i. Sådan slutter det. Drømmen jeg. Hvor kært; der kommer stadig ord. Endda med, det er næsten tragikomisk, bekymring om ‘hvordan ser min skrift ud’. Tja, nu det hele er forbi, kan der jo ske hvadsomhelst… Så… Ja, hvorfor ikke? Der er jo alligevel lukket og slukket for længst. Akvariet ER tømt. Og sat på loftet. Et loft! Dét er da vist noget nyt. En overbygning på drømmen. Det ender jo med at være et helt slot. Og se! Dér er en kop kaffe… Nå? Hva’?!? “Decaf”? Koffeinfri! Det var dog… Loft eller ej. Suffløren gestikulerer at jeg skal få rundet af, og det skal være nu! Men decaf! Får jeg dog lige mumlet: “Decaf”… Bøjet under tagryggen. Typisk; det ender altid med alt på MIN ryg. Som kan jeg bære mere. Sammenbøjet, i sengen, på ryggen, alt, våd… Og så koffeinfri. Jaja, men så… Det gider jeg sgu ikke. Drøm eller ej. Så… Ja? Er der nogen der kan en sjov historie?

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: