Arkiv

Monthly Archives: marts 2017

(Mens Laurie utålmodigt venter på at komme til orde…)

Delvist Op-poppet med Pop-op-poeterne på Aarhus Uni, Kommabar, Fredag d.17.marts; her den fulde tekst…

TIL BLOG DAGEN IKKE MIG

Det er DAGEN der ikke gider. Dagen der NÆGTER at ville være brugbar. Ikke mig! JEG er klar og parat. Men hvad nytter det? Intet: Dagen er simpelthen HÅBLØS. Bogstaveligt: Løst fra ethvert håb! Som en dag der er genbrugt lige 10 gange for meget. Gennemtygget, gennemgumlet, gnasket på… MED hud og hår. Vendt med væmmelse i munden mindst 10 gange. OG i øvrigt bygget over en udgået forældet model. Det kunne være 27 april 1843. Eller 29 februar 17-hundredeoghvidkål. Bare fx. Vildt overgearet datostempel-snyd-på-snyd. Dagen ER gammelt skrammel. Storskrald. En dag der er fisket ud af en blandet bunke råddent køkkenaffald. Selv en hjemløs klunser-flaskesamler blandingsmisbruger går langt udenom denne dag. Med rynket næse og foragt i blikket. Og der SKAL trods alt en del til, for at en dag er SÅ tydeligt modbydeligt modvillig. Direkte OND! Men der ER bare ikke noget formildende ved disse ubrugelige vrangvillige 24 timer. Lad os bare tage dem én ad gangen. Timerne. Selv om bare tanken om det, at skulle slæbe sig gennem hver enkel mudderpøl af en time… Omgående skaber tågede idé’er om velegnede høje broer, sovepilleoverdosis, togskinner med uundgåelige frontalsmadringer. Den slags dødfødte eller dødfølgende tanker er grundsubstansen i dette døgns ekseptionelt 100% negative timer. Faktisk virker de 24 nærmere som 24 små evigheder. Evigheder af den slags nogle drømme er lavet af: Mareridt med at løbe og løbe og ikke komme ud af stedet. Falde og falde og falde og uden at vågne. Og de 24 timer samlet som et uendeligt ufatteligt ulækkert ubekvemt OG endda komplet udueligt ubrugeligt 24-dobbelt SORT HUL! Et altædende og meget sultent sort hul; “sort” men med en nuance der er så ækel at den ikke kan BÆRE et navn. Og hvis nogen ellers turde give den et, ville belønningen være afrivning af lemmer med skødesløs ligegyldighed. Sådan et døgn, sådan en dag der flænser sig selv ud af kalenderen. Bare for at komme andre i forkøbet. Sådan en nat der trækker sig selv ud til at forekomme som den længste i hele verdens historie. Længere end universets samlede antal lysår… -bare for at præcisere. Selvfølgelig fyldt med ubrudte vildveje i dimensioner af den slags der medfører omgående sindssyge af den dybeste aggressive slags! GRRRRRUURGL! -Kortsluttede neuroners væskeansamlinger og ukontrolleret savl ud ad hængende mundvige! SÅDAN et døgn, sådan en dag…


Nå, men så da den dér første time. Af denne dag der bare befinder sig… ÉT eller andet sted i en drøvtyggers fordøjelsessystem. Den første time… Ok så da. Og i samme øjeblik flimrer tiden med grumset uvilje hvirvlende rundt, udelukkende for at forvirre. Så den første time, faktisk enhver time, altid bliver den sidste. Og de sidste skal ALDRIG blive de første! Og de første ALTID de sidste! Matchfixing af den mest udspekulerede lyssky skumle slags: ALLE odds giver en øjeblikkeligt gennemhullet og hacket bankkonto; “Dit overtræk er nu på 20.000”. Det var på langt under en time. Med rullende øjne og flagrende lemmer brøles sangen ud: “What a difference a day makes”… Jotak! På et splitsekund en inficeret fil som en splint under neglen. Og neglene rives så iøvrigt af en efter en. For du skal TRO på det! Nemlig at: Der ER altid én der vinder! Hvor nådesløst det end er… SÅ værsgo’ og skrig; Blodet pifter muntert ud fra negleløse fingerspidser, sprøjter rundt på bunden af kontoen, renters rente lægges til… HOV! Dér er en negl midt i døgnet: Modregnes saldoen. Skrig igen, der ER altid én der vinder! Ikke flere indsatser, tak, bordet fanger! Imorgen er der atter en dag!… Og DÉT er hvad der knækker selv den mest hjerneløse krampesmilende lykkelandsblinde jubeloptimist: IMORGEN ER DER ATTER EN DAG! Og idag spidder et øje på en splint, som en oliven på en tandstik. Dyppes i mudderet på bunden af vinderens sidste ønske efter det sidste måltid. SÅ er det på med hætten og ud på faldlemmen… Klap! Og knæk! Imorgen er blot lokkemad… Idag igen, som igår og fortsat baglæns. Sal-to Mort-ale. Helt bogstaveligt. I en blandet finregn af negle, splinter, og jubeloptimisters mumlen: “Famous last words!”. Men der ER ikke andre ord! Bordet fanger som sekundlim i øjenkrogen. Og der er 3600 sekunder på en time… Denne dags fup og svindel ganger lige med sin egen ulogiske odds-beregner, hvert sekund indeholder 3600 sekunder, og antallet vokser med kvalmen og dét der løber ud ad sprækkerne og strinter fra fingerspidserne. 
RØD KLISTRET FINREGN.


Denne dag eksisterer ORD kun som afsløret pinkodes lysende TAL til fri afbenyttelse. Saldoen dagens absolutte nulpunkt: Bundlinjen hamrer sig fordærvet mod det fastfrosne timeglas. Nåååååhja, en enkelt time… Det var jo det. En time løsnes fra den mere end modvillige boobytrappede mur af det modhagebefængte døgn. Timen er slimet og vil absolut hverken holdes, beskues, og slet ikke fremvises. Ikke fordi mange har en smag der går i retning af at studere noget, der mest af alt bare ligner en meget tynd klump afføring. Og som gør hvad den kan for at fylde alle sanser som netop en sådan udflydende omgang… Ja, ligner det… Lugter som… Smager som… Så ER det bare dét! Men hvad skal alle de andre timer så kaldes? Nå. Den tid, det helvede. Lyder det lidt overdrevent? Bare vær aldeles urolig: Dagen ER den værste, ikke kun i mands minde. Selv en skabet rabies-befængt indavlet bastard flygter fra sådan en dag. Bare lugten og lyden. Lyden ja! Også dén har dagen gjort til det mest effektive brækmiddel et øre kan udsættes for: Blanding af losseplads mågevræl rottepuslen der antyder muteringer til rottepushere med OD inkl dødsgaranti på udsalg til skolebørn i ja, netop: DAGENS ANLEDNING! Gudbedredet… Men enhver Gud HAR forlængst forladt det synkende døgn. KLIP! SCENESKIFT: Muteret til rotte level 102, kloakterror-udødelig, en ubrudt række af eksplosioner fra selvmordsbomberotter der bare ikke KAN dø, uanset hvor mange gange de detonerer… For idag er idag! Hvor dem med dødsønske lever ulykkeligt til dagens ende. Og de livsglade kradser af med en hast så rustvognene rystes fri for flager af rust, så kun raslende skeletter vralter ind og ud af skabe, der selvfølgelig er opgravede kister i grader af forrådnelse. Skeletter der knap tror deres manglende øjne, klaprer lystigt afsted så knogler og tænder efterlades som brødkrummer der absolut ikke skal følges. Og bliver til de monstre der IKKE mere er UNDER sengen, men… Og de ting der siger uhyggelige lyde midt om natten… Spreder sig til bank under bordet: HA! Fanget igen! Tilbage til den første time… Det usle vrag af en tidsenhed der lige kan slæbe sig op på måske godt 50 minutter, højst, men føles som var hvert sekund en rundvisning i de censurerede afdelinger af skærsilden. Og vil den iøvrigt elefantmandslignende time overhovedet samarbejde og holde sig til tiden? Næ! Den time skider da på at den er den første, og altså så dermed den sidste; den sidste time til fri uddeling; værsgo’, her er din sidste time. Det rager den langsomt… Den kommer daskende et godt stykke oppe ad dagen, ligeglad med at have efterladt et forrevet hul i et døgn, der så slet ikke kan begynde. Eller noget ulogisk vrøvl i dén stil… Det trækker den ildelugtende time da bare på sine pukkelskuldre af. Mens den sløvt vogter over resterne af igår, piller lidt i gammel muggen tid for at se om der skulle være en godbid. Igen; i al evighed, sekunder der… der… der… Nej. Sgu. Jeg opgiver. Det er nemmere at opfinde og bygge en tidsmaskine, end at få denne dag slæbt til reparation på nærmeste værksted med autoriserede reservedele til “tid” og anden udefinerbar form for kling-klang hjernestøv. Tik-tak uden bedøvelse. Hvide snit med løs hånd. Lallen rundt i sumpen af dagens vindere; Klap! Og knæk! Nu hænger på rad og række uden negle og med tømte lommer, ord kun til MORD. Og enkelte spinkle kald på MOR! Der så måske kommer snigende med sin OD inkl dødsgaranti; VÆRSGO OG SKRIG! Imorgen er fyldt med der er altid én der vinder, “Famous last words” uden anden mening end sidste rallen før “sluk og luk”. Nu tilbage kun borde der fanger, fanger fanger… Klap! Og knæk! OG forlanger, og SÅ! Idag… Der vader hen over alt dette vrøvl, krøller det sammen, og dermed ENDELIG sluger alt med hud og hår. ALT! Ikke et sekund værd at blive ved. Eller blive ved… HUD OG HÅR! Nok… NOK!

Men altså MED hud og hår. Mere end nok.

Tangotrin

Én enkelt del af en stiplet linje er næsten et punktum. Så går dansen. I stå. Eller bliver ordløs. Helt lydløs elegant hen over gulvet, øvelser i stolt tavshed. Hvor hvert skridt siger mere end tusind ord. Inklusive alle danses kliché-fodsætninger. Og klik-steppen på parkettet fra a til å. Uden at et ord kommer til orde. Den skinnende lak på danseskoene kaster glimt langt ind i det næste trin. Om en tangos tid eller en verdens endeligt, ved sidste symbol, på et trin frem. En hæl knækker af, midt i mellem to partnere. En hånd holder den nu meningsløse genstand; fremtiden må nødvendigvis halte. Måske instruktøren kan bære symbollikken helt til kanten. Og objektet igen kan blive en hel hæl, glide ind i melodien uden skurren. Men skaden skete før, dansen lige nu sletter med en hvirvlende slutning tidens slæben, hvor der burde løftes med elegance. De husker stadig den dag hvor tangoens skema blev til liv. Berusende kast med hovedet ryster de symbolske trin. De drysses som glemt tid og fylder hvert et minde med taktfølt selvforglemmelse. Tages med tilbage på danseskoene som klemmer dråber ud af malede øjne. Altid midt i en bevægelse der altid vil være i bevægelse; selveste den yndefulde bevægelse i al tid. Og det er kun muligt med hjælp fra partneren der er et trin tættere på slutningen. Med en så evig da capo, er det vanære at træde i sporene på sig selv. Det kræver mere, end selv en tegnet tango kan overlevere fra det ene skridt til den anden tid. Glemmes sidste skridt, følger spor skjult baglæns, ude af balance, rosen hopper nervøst i knaphullet. Dagens dans er med partneren fra igår, der ligner spøgelset fra i morgen. Som faldt i sine egne trin, til grin for mesteren, en fuldendt og perfekt vals kan aldrig stoppe latteren fra selv en sølle tango. Imorgen er igen det næste skridt frem, famlende foran skemaet, tilbage til det første trin. Hvert år er modtager af dem der trådte fejl. Og forkerte rytmer får det samme skema, fejltrin filtres ind i takters attråværdige vovemod. Er det ikke tango er det trinnet udover kanten. Der er en dans til hver en tid. Kan du ikke skemaet, er hvert skridt en fjendtlig tid, afgrunden holder vejret til næste takt. Et skridt tilbage og dommerens smil trækkes op med punkter til en snubletråd. To dimensioner er en snubletråds bedste legeplads. Tango og orkestret spiller på snubletrådes udviklen ny vaklen til vidunderbørns fylden først sko så dansegulv. De unge generationer overtager balsalens pragtfulde forfald. Som bliver pragtfuldt når de unge pudrer næser, mens orkestret fægter med nodestativer til en melodi der skrives næste år. Den gamle mester skærer tæerne til så de passer skoen, hvert skridt bløder, men skemaet er pletfrit. Benstumper fra de endnu ældre, trængt ud på galleriets hule stenplader, angiver takter med forskellige sætninger der ikke kan forbindes med dans. Vi danser kun med øjnene. Tangoen sidder i kroppen og overgiver sig aldrig. Orkestret spiller så tiden flyver bort. Et menneske ude af takt forvises til sin fortids fejl. Et lille skridt for instruktøren, et stort skridt mod det sidste. Eller det første? Et øjebliks tøven, og næste spor er en fælde. Fejltrin er afveje uden for Darwins skema. Røde tråde trampes efter takten til et skema over løse ender, med friske spor der aldrig har været. Falske trin, halvtoneskred, nedbøjede må de nøjes med en langsom vals. Man må snøre sine sko så takten ikke taber tidens nye trampen. Aldrig har så få trin betydet så skarpt et skema for så mange skridt. Fejende stolt ud over skemaet, på kanten er melodien kun for døve. En musik skabt til fremtidens drama, skæres ned af og til, spor af støvlers tunge tvang. Nu på skema: Forudse dine fejltrin. Skematiske fodfejl fra igår, klar til brug i morgendagens dramatiske indledning. Tøvende usikkerhed på dansegulvet; er dette virkelig en tango der begynder sit liv? Skal vores følge, eller er det hele stemt i en anden toneart? Et knækket snørebånd var alt hvad der skulle til. Takten gået bort i sin egen disharmoni. Ved graven øves trin til fødslen. Vi lukker øjnene og krummer tæer til tidens tango, kun af navn. Vi er måske blot en dans, men vi er mestre for hinanden. Vi ender i en fast positur, hver gang, igen og igen. Med udtryksløs stolthed over præcisionen, præstationen, præsentationen. Perfektion.

ÅBNING / “AFLADNINGER” / DOKK1

MANDAG D.13. Marts Kl. 15.

https://www.facebook.com/events/1615921338434519/

%d bloggers like this: