Afladninger. Tangotrin for trin.

Tangotrin

Én enkelt del af en stiplet linje er næsten et punktum. Så går dansen. I stå. Eller bliver ordløs. Helt lydløs elegant hen over gulvet, øvelser i stolt tavshed. Hvor hvert skridt siger mere end tusind ord. Inklusive alle danses kliché-fodsætninger. Og klik-steppen på parkettet fra a til å. Uden at et ord kommer til orde. Den skinnende lak på danseskoene kaster glimt langt ind i det næste trin. Om en tangos tid eller en verdens endeligt, ved sidste symbol, på et trin frem. En hæl knækker af, midt i mellem to partnere. En hånd holder den nu meningsløse genstand; fremtiden må nødvendigvis halte. Måske instruktøren kan bære symbollikken helt til kanten. Og objektet igen kan blive en hel hæl, glide ind i melodien uden skurren. Men skaden skete før, dansen lige nu sletter med en hvirvlende slutning tidens slæben, hvor der burde løftes med elegance. De husker stadig den dag hvor tangoens skema blev til liv. Berusende kast med hovedet ryster de symbolske trin. De drysses som glemt tid og fylder hvert et minde med taktfølt selvforglemmelse. Tages med tilbage på danseskoene som klemmer dråber ud af malede øjne. Altid midt i en bevægelse der altid vil være i bevægelse; selveste den yndefulde bevægelse i al tid. Og det er kun muligt med hjælp fra partneren der er et trin tættere på slutningen. Med en så evig da capo, er det vanære at træde i sporene på sig selv. Det kræver mere, end selv en tegnet tango kan overlevere fra det ene skridt til den anden tid. Glemmes sidste skridt, følger spor skjult baglæns, ude af balance, rosen hopper nervøst i knaphullet. Dagens dans er med partneren fra igår, der ligner spøgelset fra i morgen. Som faldt i sine egne trin, til grin for mesteren, en fuldendt og perfekt vals kan aldrig stoppe latteren fra selv en sølle tango. Imorgen er igen det næste skridt frem, famlende foran skemaet, tilbage til det første trin. Hvert år er modtager af dem der trådte fejl. Og forkerte rytmer får det samme skema, fejltrin filtres ind i takters attråværdige vovemod. Er det ikke tango er det trinnet udover kanten. Der er en dans til hver en tid. Kan du ikke skemaet, er hvert skridt en fjendtlig tid, afgrunden holder vejret til næste takt. Et skridt tilbage og dommerens smil trækkes op med punkter til en snubletråd. To dimensioner er en snubletråds bedste legeplads. Tango og orkestret spiller på snubletrådes udviklen ny vaklen til vidunderbørns fylden først sko så dansegulv. De unge generationer overtager balsalens pragtfulde forfald. Som bliver pragtfuldt når de unge pudrer næser, mens orkestret fægter med nodestativer til en melodi der skrives næste år. Den gamle mester skærer tæerne til så de passer skoen, hvert skridt bløder, men skemaet er pletfrit. Benstumper fra de endnu ældre, trængt ud på galleriets hule stenplader, angiver takter med forskellige sætninger der ikke kan forbindes med dans. Vi danser kun med øjnene. Tangoen sidder i kroppen og overgiver sig aldrig. Orkestret spiller så tiden flyver bort. Et menneske ude af takt forvises til sin fortids fejl. Et lille skridt for instruktøren, et stort skridt mod det sidste. Eller det første? Et øjebliks tøven, og næste spor er en fælde. Fejltrin er afveje uden for Darwins skema. Røde tråde trampes efter takten til et skema over løse ender, med friske spor der aldrig har været. Falske trin, halvtoneskred, nedbøjede må de nøjes med en langsom vals. Man må snøre sine sko så takten ikke taber tidens nye trampen. Aldrig har så få trin betydet så skarpt et skema for så mange skridt. Fejende stolt ud over skemaet, på kanten er melodien kun for døve. En musik skabt til fremtidens drama, skæres ned af og til, spor af støvlers tunge tvang. Nu på skema: Forudse dine fejltrin. Skematiske fodfejl fra igår, klar til brug i morgendagens dramatiske indledning. Tøvende usikkerhed på dansegulvet; er dette virkelig en tango der begynder sit liv? Skal vores følge, eller er det hele stemt i en anden toneart? Et knækket snørebånd var alt hvad der skulle til. Takten gået bort i sin egen disharmoni. Ved graven øves trin til fødslen. Vi lukker øjnene og krummer tæer til tidens tango, kun af navn. Vi er måske blot en dans, men vi er mestre for hinanden. Vi ender i en fast positur, hver gang, igen og igen. Med udtryksløs stolthed over præcisionen, præstationen, præsentationen. Perfektion.

ÅBNING / “AFLADNINGER” / DOKK1

MANDAG D.13. Marts Kl. 15.

https://www.facebook.com/events/1615921338434519/

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: