Arkiv

Monthly Archives: april 2017

VRØVL! Dette er, med næsten usynlige / ulæselige undtagelser, rent vrøvl.
HVORFOR tog det så næsten en hel uge at skrive? Vrøvl er jo bare… Vrøvl! MENINGSLØST! (Med en lille mulighed for dermed også at være menings-FRIT… Menings-BEFRIET? Nja…) – er det vrøvl igen. Vrøvlen. Vrøvligen. Vrøvlingen. Det er jo OGSÅ vrøvl. Så måske en vrøvling er en figur, noget baby-legetøj. VRØVL! En vrøvling er ligesom en tumling: Den kan ikke vælte. FOR VRØVLET! Kun vippe frem og tilbage. Og hvis man slår hårdt nok til den, banker den hovedet mod gulvet. Klonk! En klonkling… VRØVL! Men vrøvl kan lave mærker i gulvet. KLONK! Vrøvl… (Lille mærke i gulvet… Vrøvl?) Ifølge DDO og lignende, er vrøvl det samme som sludder og vås. Her er så noget sludder og vås, der tog adskillige dage at vrøvle frem: KLONK!
———————————————————————————–

InkedDSC_1142_LI

“Nå hr… hr… Ha… alvorsen? Det var da noget andet end Sørensen eller Hansen eller… Ja, ikk’? A’hva’? Hva’? Halv’sen, Ha-aha-sen. Nåmenså… Jmnjoda. Joh…” Portøren autosnakker sin fonetiske monolog, mens han klikker seng og det omfattende tilbehør fri fra pladsen. Læner sin store sunde solide krop ind over mig, i forskellige vinkler på kryds og tværs, hiver behændigt slanger, rør, ledninger og IV-forbindelser ud af væggen. De forskellige dele af min krop prøver at følge med; det tager lige nogle sekunder og lidt blodkarsregulering. Et par ledbånd smuldrer som gamle elastikker, og violette plamager breder sig hastigt hvor væggens kredsløb har været mit. Portøren er en gammel garvet rotte. Styrer næsten uden om dørkarme og andre forhindringer med små udbrud, og uden at få halen i klemme: “Nåda. Jaja. Hovsa. Upsada, ja dér er lidt trangt.” At hvert lille bump, og det sugende undertryk i elevatorskakten, vrider mit meccanoskelet så det gør min udspændte hud levende, ser portøren ikke. Han har nok set nok, til ikke at se mere. En løsnet møtrik hopper af, så en finger svupper baglæns op på min håndryg. Næppe hørbart lille slask. Og højre ankel må være så træt af metal, at foden popper ud fra under dynen og hænger ned fra sengekanten. Den slasker mod noget af det opmagasinerede udstyr i de lange underjordiske gange, så portøren med et øvet hurtigt vip får den op langs mit skinneben. Uden flere større kropsændringer når vi frem. Et par ombyttede ryghvirvler er kun finmekanik; trykket fra elevatoren op kan ikke bebrejdes den smule legen Lego med min slatne slidte sløsede rygrad. Den kortvarige hvidglødende prikken, er ikke stort anderledes end at kigge direkte på solen en sommerdag. Er den tanke der støves af og pletrenses til anledningen. ‘En sommerdag’ er for længst frigjort fra min forestillingsevne, nutid og hukommelse skiltes som gode venner, med forsikringer om jævnligt at mødes og holde kontakten, og lignende trætte udsagn. Med en holdbarhed der ville få enhver supermarkedsdatostempelsvindler til at krympe sig. Men min rad af ryg med rod men uden en enkelt, der normalt opfører sig som småstenene i en vandkant med svage bølger, blot lidt ral der med en næsten beroligende lyd rutscher frem og tilbage, højst nogle decimeter, lammes til næsten at ligge stille på, netop; rad og række. Dobbeltdørene ind til rummet der venter mig, åbnes nonchalant af portøren på mange meters afstand. For effektens skyld, og dén udebliver ikke. Hele det i enhver fremtid futuristiske lokale stråler stolt. De sidste bevægelser på min ryghud stilner helt af; selv de småstumper og knoglesplinter der ikke når på plads, undlader at kradse rundt på inderhuden, og bliver til små tilfældige men stillesiddende udbulninger. Dem er der alligevel så mange af. Jeg, eller de elementer der engang udgjorde et nogenlunde samlet jeg, er åbenbart stadig modtagelig for visse sanseindtryk. Det er virkelig et imponerende syn! Det store maskineri, fastboltet til det forstærkede gulv, der igen er direkte støbt på hele hospitalets fundament, brummer allerede. Endda selv om det blot står i tomgang; kører højst et par kalibreringsrunder. Og får hele verden til at vibrere i samme rytme: Her er det den roterende scanner der bestemmer universets puls. Det er til at blive ganske ydmyg af, og jeg takker videnskab og forskning; det er bestemt ikke alle i verden der kan blive udsat for dette! Hvis jeg stadig kunne tale, ville jeg blive aldeles stum. Af bare benovelse. Ikke mange hospitaler kan prale af at have forenet CT- og MR-scanning i én maskine. For at det ikke skal være løgn, endda forsynet med adskillige andre diagnostiske mekanismer, der før krævede separat udstyr. Ikke underligt at det siges, at det tonstunge monstrum har et så kraftigt eget magnetfelt, at det kan registreres fra satellitter. Ikke nok med det; det er påvist at netop de, satellitterne, trækkes en smule ud af bane når de overflyver superscanneren. Ligesom det også siges, at Den Kinesiske Mur er det eneste synlige menneskeskabte fra rummet, er lige punktet med megamaskinen det eneste andet end jorden med en tyngdekraft der påvirker selv de ydre kredsløbsbaner. Sammenlignet med dét, må kineserne vist komme op med noget mere imponerende end en gammel mur. Og så undrer det heller ikke, at enhver der får lov til en tur i scanneren, skal udnyttes maksimalt. Det er en begivenhed der kan måles også på Richter-skalaen. Og bruger omtrent lige så meget energi som en taktisk atombombe udløser. Måske giver det en slags balance, men den slags spekulationer er langt uden for min verden. Der stort set er begrænset til min krop, eller i det mindste en hel del af den. Eller dele af. Til tider med udvidelser i form af forskellige væskefyldte eller pumpende cirkulationer; en slags stilladser til min krop og dens funktioner. Ligesom de forskellige modeller af hospitalssenge efterhånden er blevet ekstra ydre skeletter: Tryghed og beskyttelse for mit blødere, blodfyldte, og ofte blødende inderste. Jeg har fået grundigt forklaret, så meget som jeg nu kan forklares grundigt, hvad der skal ske. Også at muligheden for at forene de mange slags scanninger og diagnosticeringer, kræver en ret volumenmæssig stor del omhyggeligt udregnet kombineret kontrastof i min krop. Hvis jeg kunne huske den slags, ville jeg måske bekymre mig en smule over blandingsforholdet. Noget nær 50/50% og påvirkning af det der så kun er et halvt blodtryk. Heldigt at jeg ikke kan huske. Så ville jeg nemlig have nogle mere umulige tal at spekulere på. 50/100+%… Det kan ikke lade sig gøre, men det er uden betydning. Jeg kan i forvejen ikke lade sig gøre, ikke teoretisk. Eller er det rent praktisk? Nok 50/50; dét er en god kombination. Og hvad angår betydning… I min verden ser det lovende ud. Blot æren ved at komme igennem dén centrifuge. Er jeg lige ved at kalde den. Det har jeg ikke tid til at finde lidt pudsigt, hvis ellers jeg kunne finde lidt pudsigt. Nej. Der er ikke tid. Ikke mere, altså. Og tid kan jeg stadig fornemme, sådan cirka og plus/minus og skønsmæssigt og en del andre og’er jeg ikke har tid til nu. Forberedelserne er igang. Tyste glidende hvide kitler gør mig klar. Jeg véd udmærket hvad der skal ske, men overraskes alligevel en smule over den overvældende effektivitet. Næsten effektivt overfaldende, hvis jeg havde fantasi til sådan en ordsammensætning. Kontraststoffet pumpes ind i mine årer med en kraft, der får mine øjne til at poppe ud af deres huler. Næsten på samme tid; *PLOP!*…*PLOP!* Eller hvordan det lyder når øjne flytter hjemmefra. For hvilke øjne gider også nøjes med at glo ud af huler hele livet? Selv øjne har da udviklet sig fra hulebeboere til parcelhuse og ejerlejligheder. Med kig udover vandet, hvis man tør åbne øjnene midt i faldet. Mere kontrastof pumpes ind; arme og ben hæver til monsterstore Disneyballoner, som i en amerikansk 4-juli-parade. Og små fine stråler begynder at strinte ud af fingerspidserne, faktisk ret flotte farver. Blandingen af den lysende neonblå kombinerede kontrastvæske, og mit mørkere og mørkere røde, næsten snart sorte blod, er et lærred værd. Godt at jeg ikke har blåt blod i årene, det ville give en kedelig halvneutral farve i de små fontæner, der zigzagger børnetegninger eller måske kostbar gallerikunst overalt på vægge og kitler. Hold da op hvor vi griner af det. De gør, højlydt og hvinende eller mavehoppende mandigt, og jeg ville hvis jeg kunne, også mere end nogensinde. Selv om trykket i min krop skaber en hvid støjmur med forskellige frekvenser af tinnitus som disharmoniske byggesten, der er en forstærket forvrænget kortbølgeradio og et desperat indelukket kredsløb værdigt. Men så! Endelig! Mine øjne hænger i deres navlestrenge og kan se alt fra to sider. Selv om de stadig dingler i ikke helt synkrone pendulbevægelser. Men de ser… De kan slet ikke andet. Endelig skeløjet nok til at skelne verdener fra hinanden. Autofokus, stereoskopi, rationelt perspektiv sat ud af spillet. Ude af syne, ude af sind, intet på spil. Pupillerne kramper ind og ud; fra mikropunkter til store sorte huller, i uforudsigelige pludselige ryk, styret af den pumpe der må skiftehold til at betjene. Ekstra portører og dedikerede scanner-operatører tilkaldes: Det er sin sag at presse kontrast nok ind i en krop! Til dens hud er som først overspændt trommeskind, hurtigt gennemsigtig tynd, dernæst revner og flækker til en omgang laser og pjalter, selv ikke Kirkens Korshær ville andet end at holde ud i strakt arm og kassere med afsky. Der må være en grænse! Og det er der så: Mine øjne stirrer på hinanden fra hver sin side af den stiplede linje, hen over en symbolsk bom. Garneret med maskingeværreder, strømførende natopigtråd og minefelter. Symbolik skal tages alvorligt! Mit ene øje blinkede til det andet, eller også var det omvendt. Endelig! Da de var holdt op med at svinge rundt i deres strenge, som penduler hængende ud fra den brølende scanner, ja så begyndte de selv at scanne. Og noget ulmede i hvert stadig let dinglende øjeæble. Og snart at skinne… Selvstændigt, kraftigere end blot et genskin fra den blankpolerede fastboltede scanner. Så at gløde, men i koncentrerede målrettede stråler. En ild så kraftig og vild, at jeg hurtigt blændede mig selv. Blind som det dyr der er blind som et bestemt dyr. Så jeg ikke kunne tro hvad jeg kunne se. Men eftersom min vilje var fanget og forsvundet i magnetfelter og stråler og målinger og enkeltbilleder på real-time skærme, og ellers fuldt optaget af at beholde lidt sener og kød på mit løsere og løsere skelet, var der ingen tvivl. Tvivl var nu alligevel også udenfor min rækkevidde. Et par af de sidste fungerende neuroner kom, med noget besvær og til deres egen overraskelse, op med noget så kompliceret som en konklusion. Jo virkelig! Det gav endda udslag på et par af de monitorer, der skar mit hovede i skiver. Jeg skyndte mig at bruge ‘konklusion’ før det også forsvandt: Konklusion: Der er TO sole! Det var ikke blot noget et par øjne havde fejlsluttet sig til, med de sidste løse nerveender. Formodning, fantasi, en tanke eller ligefrem hel tankerække, dén slags var det slut med. Som en fortælling om et liv var bisat i al stilhed, et hvilket som helst liv. Men MED to sole kunne forløbet snuble igen og igen med samme logik. Holdes kørende! Næsten konkurrerende med monster-scanneren. Der ER bare ikke megen kraft, højst lidt saft, tilbage i mig. Til at køre andre steder end ikke ud af stedet. Jeg tager en hånd med den anden, vrider underarmen med, lidt mikado omkring albuen, men uden at der går flere huller på dét stykke hud. Får et par fingre op til de tråde mine øjne hænger i, og har lige plads til at rense øjenhuler og de møre tunneller bag, piller resterne af noget grånet gråt ud. Kitler, kontrollører og kalibranter oprøres; “Lig stille, lig stille! Tror du det er for sjov? Hvert sekund koster 147 registrerede målinger, og dét er mere end 10 menneskeliv i minuttet! Hav dog lidt respekt; det er da det mindste at forlange af en tur i maskinen! LIG DOG STILLE!” Men da havde jeg kradset de sidste forbindelser ud gennem kraniet, og kunne derfor ikke engang undre mig over, at det virkelig var helt almindelige røde og blå svagstrømsledninger. Ganske som præ-digital hjemme-elektronik. Fra NU, eller rettere, fra lidt før det NU jeg ikke vidste var blevet til, har mine to sole intet sted at sende sansninger hen: Ethvert ‘ER’ bliver til uden mig; ‘mig’ er ophørt. Så altså, resten er, som man siger, historie. Fortalt af hvem der vil, men under opsyn af en alvidende og altseende fortæller. Ikke noget pjat med Guder og den slags; blot én af dem der kan følge en historie til dørs; om nødvendigt smide den på porten. Gøre den slags, som den slags nu gør: Følgeslutninger, sammenhænge, forløb, årsag og virkning, tidslinjer. Dén slags hjerner fodres med, for ikke at gå sultne i seng og drømme om at æde store lunser af sig selv. Selv blot som drøm er det et farligt spor at komme ind på. Afsporet! Vil mange sige. Når de mumler i vågningen, og mærker hullerne i baghovedet. Mine øjne yo-yo’ede muntert op og ned; de tungeste tanker kunne ikke mere styre deres blik. For det der ikke mere var mig, var det fredeligt som små partikler i en solstråle. Hov! Nej! Nu var det jo blevet noget andet: I strålerne fra to sole! Overlappende hinanden i vinkler så skæve, så naturstridige, at der helt automatisk blev sendt lynende rasende protester: To sole er én ting. Men skyggerne fra to sole… Dét blev for alvorlig en lattermild sag, hvis livet skal betragtes bare lidt seriøst. Livet er ikke for sjov! Og det skal elastiske rullende øjne ikke gøre grin med. Kontraststoffet var langt om længe flyttet fra det hævede kars princip over i teorien om at der er plads til alt, hvis blot alt ikke fylder mere end nok, i dette tilfælde min krop. Scanneren knurrede og rev huden af; sjovt, hvem vidste at meneskehud og metalhud kunne klistre sammen som var det også to sider af samme skind, så maskinen og jeg-resterne roligt flettede molekyler. Helt hyggeligt og småsludrende. Og meget praktisk, så blev mit aflagte jeg da udstyret med opgraderet software, men noget resultat i form af en snorlige og tilpas udspændt tidslinje gav det nu ikke. Trods den altædende fortællers ihærdige forsøg på at spænde bare én ud mellem to punkter. En lidt gammeldags model af en fortæller; enhver nyere og bare nogenlunde nypatch’et, ville da vide at et punkt forsvinder som dug for solen og bliver til bølger, for ikke meget mere end et godt ord. Måske to, til tider med trængsel. Og nu med to sole! Hvilke muligheder! Hvis jeg stadig havde været, ville jeg overveje at bytte fortæller. Men det er som bekendt sin sag, når man først har givet historien fra sig… Forståeligt nok; historier hænger ikke på træerne, dog hyppigere i sæsonen. Hvornår de så huserer. Men har man først raget en til sig, ja så er det med gribe hver en kvist og følge selv de mest forkvaklede usandsynlige forgreninger. Hvis man altså er fortæller. Hvilket iøvrigt ikke er en beskyttet titel, så hvem- eller hvadsomhelst kan fortælle. Det gør de og det så også. Så ordene får vinger der endda nogle gange kan bære, og tidslinjer svirper gennem luften som tordenbrag fra bag historiens horisont. Kulissekunstig eller ej, med paplyn svuppende op og ned i snoretræk. En mindre øvet fortæller kan have svært ved at skelne mellem en pyntet malet horisont, ofte ‘hist hvor vejen slår en bugt’-perspektiv, og en virkelig. Det skal dog tilføjes, af en fortæller selvfølgelig, at dét med virkelige horisonter og mindre virkelige, ikke er så ligetil. Der er virkelighed og virkelighed. Nok så forskellige, den ene måske endda forklædt som åbenlys fusk, men i nøgen tilstand mere virkelig end den mest virkelige. Nå, men det er helt andres fortælleres opgave. De to sole er det centrale inden for disse horisonter, hvor scanneren stadig er i brølende fuld gang. Med hvad det nu er den var så fantastisk til. De to sole, måske, ja. Ja, så lad fortælleren og dens nu to skygger få plads: Mine øjnes tidslinjer flik-flakkede og trippel-saltoede som elendige gymnaster på et bagtæppe af 30 solop- og nedgange i sekundet. Laserlysshow! Men lad nu øjnene tale for sig selv… Det er på tide!!! Næsten uden en fortæller. Måske en fortæller ‘by proxy’. Hvad det så betyder på dansk. Men altså øjnene: De låner et øre eller to, men det ser for dumt ud. Som papnæser, skæg og blå briller, dårlig James Bond eller PET, FET, og dén slags fortællinger. Desuden virker det hæmmende på forsynet. Og i værste fald kommer tanker snigende med, i skjul bag briller og ID-tyveri, former sig som en usynlig næve. Der enten slår til øjebokseboldene, så de bimler og kvases mod klokken der siger et tydeligt DING! Måske mere et BONKKLASK! Højt oppe, hævet over enhver pointe. Eller blot griber om æblerne og laver en fremragende smoothie, der siver ud mellem de hænder der som knækkede knogler bliver til kløer. De frit dinglende øjne og de to sole… Er det samme, også selv om øjnene kan se sig selv samtidig som solene har øjne. Eller netop derfor? Fortælleren er noget uklar på det område. Uøvet, måske. Men det er hvad det drejer sig om! Og om sig selv, ikke mindst. Hvordan dét, at en rutinescanning med kontraststof, kan blive til et nanosekunds to liv, før det (-endelig, igen), siver med lysets hast ind i en klippesprække, for aldrig at blive set igen. For aldrig at stå op igen. Der hvor der ikke er nogen klippesprække… Altså! Kom dog nu til sagen! Tålmods grænse, som tidligere nævnt. Eller andre grænser; de er der! Symbolske eller ej, få nu fumlet de par pas frem så fortællingen ikke går i hak og helt i stå. Ja… Sådan. Grænsekontrol under to sole; én klippesprækkes skygge forsvinder helt og aldeles. Bleget væk, ude af fortællerens syn. Altså! Videre! Planeter og satellitter kunne begynde at komme i tvivl. Hvilken sol skal der kredses om? Det kunne blive farligt. Selv en lille asteroide der i tyngdeforvirring ramler ind i en tøvende sattellit… Uha! Speederen i bund, mens de lettere paffe og ret puffede grænsevagter stadig er optaget. De glemmer næsten deres grænse; to skygger er ikke beskrevet i deres håndbøger for bom-hævning og sænkning. En enkelt bliver så konfus, at han affyrer et varselsskud mod sin ene skygge. Den havde sneget sig op på den punkterede linje; vagten kunne jo ikke vide at det blot var for at se efter en mere realistisk horisont. Et perspektiv der ikke blev blokeret af betonklodsers krydsmarkering, minefelters skravering, og store ord på store skilte med store advarsler om store konsekvenser. Og en uigennemtrængelig tåge af alt det med småt, der altid kan bruges til at afvise alt og alle. Herunder altså ethvert perspektiv, hvis det ikke skal være forvredet til armen på ryggen splintres, knoglesplinter buler op og igennem huden, så blodstråler glinser i to sole. SÅ! Er scenen endelig, med lidt vilje, god eller ond, og med et kvikt kulisse-hold, tilbage i rummet med scanneren. Fortælleren rømmer sig og slår på sit glas. “Jeg er ikke taler…” Nej! Du skal også bare holde kæft og fortælle videre: Så der er to løgne. Soleklare øjenåbnere. Og matematikken er sådan indrettet, at to negativer giver ét positiv. På den måde er parvise løgne de nemmeste at håndtere. Undtagen for par, men dét er en helt anden, tredje, syvende historie. Hvis blot Adam og Eva ikke var gået med til den trekant med slangen, ja så var Gud sikkert ikke så fornærmet og gnaven over måden vi har behandlet hans værk. Hvis det er hans; djævelen gør konstant tilnærmelser, og hvis Gud var lidt kløgtigere, hvis glorien ikke sad så stramt, var dér et par der måske kunne have gjort en forskel. Det er så en tredje, ottende, niende historie. Eller fjerde, eller syttende, bare at tælle antallet af fortællinger, kræver yderligere fiktioner. Og flere fortællere for hver; sådan en historie, en fortælling, kan fortælles af et utal af fortællere, på hver deres måde. Med ivrigt spirende lidt for selvstændige nye skud af tidslinjer, der skal beskæres i døgndrift, for ikke at blive lige så viklet håbløst ind i hinanden som to soles krydsende kredsløbslinjer. Så når der endelig er et par, parallelle linjer eller løb eller tider, to sider af samme sag, om så 4 skygger, ja så er det med at gribe chancen i flugten, FØR den folder vingerne ud og bliver en murstenstyk samling af skrøner. Tankekonstruktioner der bumler hen over himlen, snubler klodset over selv mindre bjerge og lidt for tætte skyer. De skal opsnappes mens deres vinger stadig er stækkede, nyudklækkede tvillinger, en sæk med killinger der endnu ikke har opdaget at de er mere end to, endda ganget med ni. Og væk i en sæk, sort som… Noget der kan sive tilbage i sprækker, om de så er tydeligt tegnede forfalskninger. Foragtelige forsøg på at skabe kløfter, blot ved at trække tynde streger ind i halvskjulte hudfolder, og så håbe at naturen går sin gang. Når den gør det på sin mest unaturlige måde, med ‘500-års-hændelser’ og andet der får Darwin til at sukke veltilfreds i sin grav. Der ER ikke noget som kontinenters klonken sammen eller skubben hinanden fra sig: Protester og deklarationer i F.N. før lava og vulkanaske trænger ind i kredsløbet og skaber klumper med omgående koagulering: Scannerens rytme bliver sær og fremmed, billederne på skærmene bliver til mudderskred og tsunamier, skyld klaskes hastigt ind de dybere og dybere revner i panserglasset: Det sluges ind med tilfreds slubren; bliver til skræmmende masker der når fra nye højere højder til andre nye. Kitlerne, specialisterne, eksperterne ser med rædsel de ansigtstræk, der forstærkes i den dybe rumlen under en overflade der ikke længere er alene: ALT for mange overflader slører en mekanik der er ved at brænde sammen; opstigende bobler fra noget der engang kun var tynde streger, eksploderer med en så forudsigelig effekt, at efterlysningsplakater, terrorister og fjendebilleder tegner sig selv. Det er for besværligt at kravle over nye kæder af bjerge, linjer, og grænser, bare for at få et mere præcist indtryk. Kopier af aftryk er også hurtigere at få ind i kredsløbet, og fortællere der afviger blot få millimeter fra de atomsikre tunneller, ja deres hud skrælles selvfølgelig af mod den rå beton. Desuden, ikke at forglemme, hvorfor vi mindes om det så jævnt beroligende: Droner ER nu engang praktiske, når det drejer sig om seer-tal og nethinde-overbevisning. Og den slags smyger sig jo uopdagede langs de laveste linjer, GPS og fjernstyring er en velsignelse! Det er nok derfor, nævnt med lettere foragt, at gammeldags højere såkaldt filosofiske sammenkrølninger foretrækker landskaber med flad horisont og god sigtbarhed. Afvises blankt af tilbagelænede bjergbestigere, der har været på selv toppe der endnu ikke er printet ud. Men at man kan være forsikret om, at scannerens kurver følger trusselsbilledet, det siger jo nærmest sig selv. Hvad det så gør. Til bevidstløshed, men også kun lige til. Endda i flerstemmigt kor. Der kan rynke brynene, og med yderst hemmelige undertoner, der kun kan mundaflæses at komplet blinde, hviskehvæse at et flertal af et mindretal står klar til manuelt at betjene scannere, droner, og allerede nu opererer ny hud på adskillige skeletter, der ikke på noget tidspunkt har været låst inde i for små skabe. Tilføjet med en længere stribe, næsten en punkteret linje, af *FNYS!* der effektivt ruller sig ud til specielt den fjerneste ravnekrog uden selv den mindste eller forældede scanner. Så er vi der endelig, (endelig igen-igen!), igen: Der er ingen ‘Breaking News’ i det terror-sikre lokale der er bygget om scanneren. Vrøvl! Stop! Kan ‘jeg’ ikke mere sige… Eftersom det er en fortæller der intet har med ‘mig’ at gøre der har taget over, hvilket den, fortælleren, nu har gentaget ulideligt mange gange, den selvglade ét eller andet… Men! Alt dette startede et sted. Scanneren. Mit metaltrætte meccano-skelet. Og så lidt af hvert… Og SÅ to udpoppede og dinglende øjne, der viste sig at være andet og meget mere: To SOLE! Det ER da noget af en begivenhed… Noget af et ‘resultat’ af en scanning, om det så er en nok så avanceret og ny multi-hvadsomhelst-scanner. Med associationer til ALT muligt komplet uvedkommende. Måske? Hvem ved hvad der skaber to sole? Ud af en ganske vist gennemgribende, indgribende og omsiggribende tur i den til dybest set jordkernefastgjorte og ubønhørlige multi-og-lidt-til-high-tech-altafslører… Men alligevel: TO sole… Med deraf følgende både bagovervæltende begrænsninger og muligheder helt til målløshed. Måske målløshed; to forskellige begreber i samme ord. Lidt hønen og ægget igen. Siger fortælleren; ret så kliché-agtigt og banalt. Men måske ER alt dette så banalt, at det er nødt til at forklæde sig som viklet ind i mindst 10 hvide kitler og operatører med kroniske museskader og skærmkantede øjne med svigtende opløsning og begyndende pixel-fejl. Hvem ved? Hvem ved hvad og hvem? For hvem og hvad? Og fortsatte trætte slidte spørgsmål af den slags. Overflødige, som så meget andet. Måske ligegyldige. Men så er der jo de to sole… Det er svært at få dem proppet ind i kassen med tilfældige ligegyldigheder. Selv om der prøves ihærdigt, som lige nu. Der er ikke noget jeg tilbage, kun smårester hist og pist i hjørnerne af forskellige rum, og det er bare til rengøringsholdet møder ind, eller én eller anden universel gulvmoppe tager en tur rundt om galakser og diverse lidt for grusfyldte bælter omkring planeter og stjernesystemer. De to sole vil nok blive bemærket, men hvad der vil ske, er usikkert: Det kommer nok an på, om det er én eller anden afart af en Gud der svinger kosten, eller ‘det andet noget’ mange mener er overbygningen på skrøbeligt kød og liv der af mennesker opfattes som korte små glimt i en større sammenhæng. Hvis jeg var, ved jeg ikke hvad jeg ville vælge… Det korte glimt er lidt… Lidt. Den anden version, dén med en Gud og at give livet en vis betydning i sig selv… Gør det hele lidt ansvarsfyldt. “Har du gjort en god gerning idag”… Tja, en ekstra sol er måske svær at vurdere som god eller dårlig, men selv en gud må da blive lidt imponeret. Men måske er det at gå satans ærinde? Hvor pokker kommer den slags spekulationer fra; min hjerne er det ihvertfald ikke. Den kan ikke engang tænke ‘min hjerne’. Hvem der så gør det; tak! Måske. Tjo? Nja… Eller? Nå, men var det ikke for de samlede kitlers vurdering, og mine egne kirtlers opsvulmen og materie-punktering, var jeg måske blevet samlet igen, og kørt tilbage på en af de højdeuendelige etager. Men den samlede mening var, at jeg ikke var det store tab for hverken samfund eller mig selv. Lige angående det sidste, synes jeg nu min fortæller var lidt hurtig. Hvis jeg kunne, ville jeg vist mistænke den for at modtage noget under bordet, eller bare at ville tækkes de ‘rigtige’: Hvem ved? Måske var der et kommende fortælle-job i udsigt, hvis denne gik glat og var hurtigt ekspederet. Der var godtnok de to sole… Ret tydeligt at det var noget der absolut ikke passede ind i den nuværende stemning; lettere oprømt over at have inddæmmet mine hjernebølger, sålænge de nu var der, og en generel success for super-scanneren og dens kitler, og ikke mindst dens forskelligt fortalte sammenhænge med snart sagt hvadsomhelst. Men altså overvejende positive forbindelser; hvilken forskningsenhed vil ikke gerne være på forkant? Om det så er på planer og områder der ikke umiddelbart har et klap med medicinsk forskning at gøre. *KLAP!* Og pengekassen åbnes fra de mest besynderlige steder. Besynderlige, måske, men det er da underordnet? Et nyt højdepunkt blev nået, nye meninger skabt. Ganske som jeg, det en portør fik rullet frem til det blyklædte lokale, forsvandt som var det meningen. En lidt anden, måske, men stadig en mening! Det er næsten helt zen-halløj-agtigt, men det har vi været inde på. Alligevel rasler det rundt i den ellers tømte hjernekiste. Religion, selv af den fra TV kendte berøring-og-skvat-om-udgave, hang stadig fast som mikroskopiske pletter på indersiden af scanneren. Det var vist ikke meningen… Dét var ikke. De fleste data-monitorer var alligevel sprængt af succes; kun en enkelt stod og gentog sig selv. Ikke ulig dette, bare forresten. Dér var et par udvandede pletter, der med lidt forestillingsevne kunne være et spørgsmål om tro… Mine soløjne faldt nu ikke for dét, det kan enhver fortæller gøre bedre, men hvad jeg troede på før, er er jeg fri for ikke at tro noget om nu. Lyder det som en modsigelse? Ikke i de ører jeg ikke har. Eller lyder det blot tåget og ikke spor gennemtænkt? Så ER den god nok! 2 sole og 2 øjne; dét var byggesættet til tanketangen. Det vidunderlige redskab, der på rekordtid, på ingen tid i ordets egentlige betydning, hev alle tanker ud af hovedet på mig. Ganske som en kyndig håndværker kigger himmelfalden på et bundt gamle tærede el-ledningssamlinger, og med et ryk river skidtet direkte ud af væggen. Efter at have taget øjemål og jaget en øvet knytnæve durk gennem tapet og skillerumshulninger, fyldt med sitrende kortsluttende tankespring. Der så blot sprutter lidt, formålsløst, og måske lader en enkelt ufarlig tankegnist falde til jorden. Ikke engang himmelfalden. Hulrumsstøv. Puds. Spindelvæv. Halvråddent træ. To dvaske øjenæbler og to matte sole. Fejes sammen af morgenrengøringen. En plads blandt organisk affald bliver det ikke engang. 4 småklistrede kugler, sammen med tapetrester og ledningsstumper. Rummet desinficeres, og multi-scanneren prøvekøres igen rutinemæssigt. Kalibreres med omhyggelighed; tallene er kostbare! Nogle etager længere oppe finder en portør stue 43, seng 2. Han kigger på navnet. Gudskelov, en ganske ordinær Sørensen. Eller var det Hansen? Den slags plejer ikke at give problemer. Det ved en gammel garvet rotte. Men nu forresten heller ikke så store succes’er og videnskabelige gennembrud som ham Halvorsen. Portøren er helt stolt. Det var jo ham der førte den nu berømte forsøgsperson gennem labyrinten. Jojo; de små glæder er også værd at tage med! Altimens og under alt dette, og da forresten også en hel del år før og i fremtiden, har et oliventræ stået uberørt og tankeløst. Et ubetydeligt men ufravigeligt sted nogle tusinde kilometer væk. På en stor mark blandt mange andre gamle træer. MED KUN ÉN ENESTE SOL. Og nok ikke engang set af ét enkelt øje. Komplet uden sammenhæng med en scanner og alt… Ellers. Altså: Absolut intet med noget at gøre! Så hvorfor overhovedet nævne det? Hvorfor??? NEJ VEL?

%d bloggers like this: