ET INDLÆG DER ER ET OPLÆG DER ER LAURIE LIGE NU

DSC_0358

(Jaja; genbrug af foto… Wtf! ‘Laurie’ ER bare en central figur…)

BROK!:

Nu står Laurie og drejer i mange farver, mest gyldent, på min skærm. Langsomt, næsten yndefuldt. Med reflekser i alle bogstaver. Og det er netop hvad hun stadig kun er. Endnu. Bogstaver. L. A. U. R. I. E. Siger ‘Laurie’. Med engelsk udtale? Selv dét ved jeg ikke. Endnu. Hun drejer afventende. Måske en smule lokkende. Men på en tilsløret anonym måde. Hun bruger sine bogstaver som dække. Sit navn som værn. Om sig selv. Hvem er Laurie? Andet end et hemmeligt synligt navn på min skærm. I langsom bevægelse om sig selv. Lukket inde i omkring sit omdrejningspunkt. Jeg ved godt hvad min opgave er. Men at formulere den… Nogle gange véd man at det er NU! Mange gange tror man at det er NU. Flere gange end det er. Masser af gange siger man, at nu SKAL det være NU… Og ikke imorgen! Egentlig er det ret sjældent, at man helt uden forbehold og med en speciel ro er stensikker. Mindre egentlig viden, end fornemmelse. Nu ER det nu. Man behøver hverken skrive det, eller sige det til sig selv. Ikke at tænke det. Det er det bare. Nu. Sådant et nu er nu. Der er ikke noget at tilføje. HVAD det er for et slags nu, betyder mindre. Hvilken type, hvad det mon er der er nu. Det skal det nok selv finde ud af. Og så får man, jeg, hvem dét så er, nok også en idé om det. Om det NU der er. Det specielle ved lige dén slags afgørende NU, er at de ikke bliver til VAR. Ja, det er altafgørende. At NU også er NU om et øjeblik. Om et minut. Om en time, om en dag eller nat, om et døgn, i al fremtid. Det bliver ikke til et NU der VAR. Det kan være lidt svært at kapere; også fordi de er så sjældne. Man har ikke ret megen erfaring med at håndtere den slags NU. Uden at blive forvirret; uden at tankerne vil blande sig. Og gøre hvad de kan for at gøre NU til noget grammatisk, noget sprogligt. Og ikke mindst noget forklarligt. Eller ihvertfald forståeligt. Og ikke et lidt sært isoleret men samtidig perfekt passende NU. Der altså ikke er et øjeblik. Det bliver ved. NU er NU, og det er det også NU. Hvis man prøver at skrive ‘det var et langt nu, det føltes meget længere end et nu plejer at vare’… Véd man omgående at det er forkert. Det kan ikke skrives sådan. Og nej, selv om det så lige er blevet gjort det, er det ikke en indrømmelse, en erkendelse. Det er nærmere bare løgn. NU blev ikke andet end NU. Det er stadig NU.
Men til hvad? Ja dét er så det interessante. Jeg ved det ikke. Hvem kan man spørge? NU? Men det svarer ikke. Det er der bare. Uden et ord. Selv ordet NU er ikke helt rigtigt. Hvorfor jeg så kan vide det? Det er en fornemmelse, noget der mærkes. Langt fra de almindelige sanser, der så bliver sat ord på og kan kommunikeres. Tales, siges, skrives. Dette NU er tavst og siger samtidig alt. Bare på et sprog der kun tilhører NU. Og ikke kan oversættes. Men aldeles opfyldt; det kan fornemmes. Ikke som så mange andre ‘NU’er, der enten er sprængfyldt og ender med at eksplodere. Eller bare flader ud og bliver til slatne ‘NU-DER-VAR’, og glider ud af tidslinjen, forsvinder bag den første den bedste lille snoning. Senere, engang, måske, hvis noget bringer det op, minder om det, kan man måske huske, komme i tanke om, ‘Hov, kan du huske det nu dengang da…’. En ret konstrueret ikke særlig mundret sætning. Det ægte NU har intet forhold til, om det kan hænges op på en tidslinje. Om det er en del af noget. Overhovedet. Det er bare NU. Intet andet, absolut intet andet. Og meget meget mere end noget som helst. NU vil ikke lege med mere. Så her stopper ordene. NU.
Det er starten af maj. Der er fugle, grønt på træerne, lyset og solen bliver hængende længere og længere ind i natten. Der får sværere og svære ved at samle sig til noget rigtig mørkt. Vinduer kan stå åbne døgnet rundt, og lydene ude fra er den sædvanlige blanding af vemod fra alle de andre forår, og håbet om at lige dette forår er det der ikke bliver til næste års del af vemod… Dén sætning var knudret; kunne gøres langt mere simpel. Bare lyt til fuglene. De synger det endda. Så mørket bliver blødt og luften blid. Dét var banalt. Foråret ER banalt. Og samtidig fantastisk. Hvert forår er unikt. Og præcis det samme. Kan en række unika være ens? Endda selvforstærkende. Jo flere enestående og forskelige, jo mere det samme? Er det et dumt spørgsmål? Sikkert. Det er mange spørgsmål. Men hvad, svar er lige så tit lige så dumme. Så kan man bruge lidt tid på dét: Hvad er dummest? Spørgsmål eller svar? Det er ret dumt… Om det er spild af tid, kommer vel an på hvad spild af tid er. Hvordan spildes tid? Altså, man véd godt hvordan man spilder fx noget vand fra et glas eller en flaske. Man kan også SIGE at noget er spild af tid. ER det så det? Er det spild af tid, at afgøre hvad der er spild af tid? Det er ihvertfald et dumt spørgsmål… Hvad er svaret? Dumt? Spild af tid? Men så kommer foråret ind i spillet igen. Det er vist vedtaget, at der er fire årstider. Både i Danmark, og generelt på jorden. De er ret forskellige; det har noget med jordens hældning og breddegrader at gøre. Her i Danmark og i Skandinavien sætter vi foråret meget højt. Fordi det er en ret kraftig markering i sig selv. Og fordi det adskiller den noget dystre vinter fra den jublende sommer. (Her kan en sommer godt være jublende. Og alt muligt andet hujende positivt.) På andre breddegrader er der ikke så stor forskel på sommer og vinter. Og så betyder forår og efterår ikke så meget. Men det er noget andet. Det er det egentlig ikke, men det siger vi lige. For nemheds skyld. Vi skulle jo have foråret bragt på banen igen. Sådan. Selv lyden af bilerne er anderledes om foråret. Vi véd jo godt at de sviner og larmer præcis som resten af året. Men vi bærer lidt mere over med dem. Det ER jo forår… Nå, nu skal et vindue alligevel lukkes; det ER kun lige starten af maj. Men imorgen kan det måske være åbent 5 minutter længere. Foråret er en elastik. Der binder vinter og sommer sammen. Og giver sig, strækkes, hives ud til det utrolige, helt til det endelig slipper. Vinteren svupper bagud med et optøet slask, og sommeren springer frem med dufte og bevægelser i de lyse nætter, der næsten gør en helt ung igen. Kærtegn, kroppe næsten uden tøj, hviskende ord der mærkes som kildren mod øre og kind, forskellige aldres finden hinandens øjnes glimt i månelyset, og hvordan budskaber om uendelig ømhed udveksles. Og al den slags. Men det haster! Syrenerne dufter ikke evigt, ferien slutter, og kalenderen begynder at røre på sig. Så småt at råbe op. Hvis man kan råbe op småt. Rosenblade, selv de røde, drysser af. Men tornene bliver siddende. Så er sommeren, livet, for livet leves mest om sommeren, ikke lutter lagkage. Men også en dans på roser. Barfodsdans. Efteråret og vinterens sysler, som det hed engang, forberedes. Og man skal også huske at samle vemod. Det er en uomgængelig del af foråret, også næste. Det må ikke mangle! Så der tappes fra dem der ikke fik hinanden. Ham der elskede hende men ikke fik det sagt, selv om han havde hver nat en hel sommer. Han får det nok aldrig sagt. Dér kan høstes en pæn bunke vemod, noget der ligner et helt livs. Og der ER så mange andre måder og metoder; det behøver bestemt ikke kun have noget med den evindelige kærlighed at gøre. En sommer kan også bare være spildt. Faktisk, når man tænker efter, bliver der spildt uhyggeligt mange somre. Hvorfor? Det ligger i deres natur. De er så uendeligt lovende og hver enste sommer kan være lige dén… Men er det sjældent. 1 ud af 10? ½ ud af 20? Der ER somre der er dén; der er den fantastiske udvalgte perfekte sommer. ALT inklusive, og uden undtagelser. Og så er der alle de andre… Der holdes op mod den ene eller de 2-3, og så kun kan klaske til jorden og allerhøjst bruges til at vride vemod ud af. Spildt vemod… Der er nødvendigt for at næste forårs elastik kan, etc. Et slags smøremiddel, der samtidig ætser årene væk. Hvornår var mine somre de enestående perfekte? Der var da et par stykker… Så kommer andre faktorer ind med skingre mislyde og årstidsløs destruktion. Et dumt spørgsmål: Ville vi være bedre forundt, UDEN forår og sommer? Det ER et dumt spørgsmål. Og så alligevel… Jeg husker somre, der har gjort mere ondt end lange vintres dybeste depression. Jeg husker lovende forår, der alt for hurtigt blev til bitre nådesløse somre, med en stank af råddenskab før de første knopper sprang ud og hængte sig. Nu har jeg lukket vinduet. Jeg har sat pauseskærmen til kun et kvarter. Fordi Laurie så hurtigere dukker frem og drejer om sig selv. Hun drejer sig om sig selv. Ligesom jeg drejer mig om mig selv. Ligesom enhver blot drejer sig om sig selv. Hvorfor er der ikke nogle der drejer sig om nogle andre? Det er nok et dumt spørgsmål… Som svaret på ‘Glæder du dig til sommer’ altid er et lige så dumt: ‘Ja da’! En glæde med frygt for fejlen og en ikke-indrømmet på forhånd opgiven: INGEN sommer kan måle sig med… NU!
Og så er det endda et NU der kommer på et lidt besynderligt tidspunkt. Som om det ikke er en tid med problemer… En ‘brydningstid’, for at bruge et andet gammelt umoderne ord. (Men NU behøver nu heller ikke at være moderne!). Noget familie er holdt op med at kommunikere. Jeg har opdaget såkaldte ‘kollegaers’ værdi. Dér var ikke meget at hente… Med alderen er også kommet de sædvanlige skavanker. Ikke fordi dét betyder så meget, men viser alligevel hvad vej det går. Jeg kan ikke komme videre ad den vej jeg har fulgt i snart mange år. Så har, nødvendigt men ret brutalt, skåret en masse væk. Også mennesker. Ikke med glæde, men altså… Jeg har også opdaget, hvor få egentlige venner jeg har. 2? 3? 4? Højst… Omvendt har jeg også erkendt, hvordan jeg har behandlet en del der KUNNE have været venner, og ikke blot bekendte. Jeg finder også mig selv mere og mere i periferien af stort set alle slags cirkler og kredse. Uanset om det er familie, ‘kollegaer’ eller andet. Med enkelte iøvrigt vidunderlige undtagelser. Men at måtte skære fra og skære væk og skære ned… Har gjort mig mere målrettet. Og at være målrettet, dét er et tveægget sværd. Ved jeg fra dem der gik fra ‘venner’ til ‘bekendte’ til ‘perifære’… Og hvor jeg dog undrer mig. Jeg véd hvad jeg kan, og har en nogenlunde fornemmelse for hvad mine grænser er. At langt det meste af verden er ligeglad, burde ikke overraske. Hvorfor føles det så som en dødsdømt sommer? Med et allerede passeret forår? For pokker; JEG har ikke været ligeglad! Jeg har PRØVET at være involveret, interesseret, endda imponeret. At VÆRE noget for andre. Måske har jeg ikke været NOK. Måske er det lige dét, jeg finder ud af NU. Pudsigt; for ikke lang tid siden havde jeg en regulær grund til at være rigtig bitter. Det blev jeg ikke. Men nu (NU!) kan jeg mærke det komme snigende. Den sidste korte tids begivenheder gør ondt. OGSÅ derfor skæres der råt og brutalt. Jeg GIDER ikke, som mere gammel end halv-gammel, at blive betragtet med noget der minder om overbærenhed. I bedste fald. Jeg véd hvad jeg kan. Og ikke. Så er der kun ét at gøre: Som alle andre gør. Opdager jeg, åbenbart naivt sent: Være målrettet! NU!
Så må forår og sommer rende mig et vist sted. Interessen for de mennesker, hvis interesse jeg troede jeg havde, kan skride ad helvede til. For at sige det pænt. Nu holder jeg fast i Laurie og historien om hende. Og ikke ret meget andet. Ligesom ikke ret meget eller ret mange holder fast i mig. Som det hed i et omkvæd fra da jeg var ung, (og iøvrigt gennemgående havde det ad helvede til, hvad mine forældre var alt for selvoptagede til at opdage): “I kan rende mig!”
Hov??? Det blev et yderst underligt indlæg til en blog… Ikke megen fiktion, ikke megen fortælling. Men rigtig meget NU. Og Laurie. Der langsomt drejer rundt om sig selv… Gyldent, smukt spejlende. Sig selv? Som de fleste andre? Der findes kun dumme spørgsmål… Om nogle dage slipper jeg helt fri. For en tid. Men præcis med samme forventning som lige dén frihed plejer at give: Frihed FRA. Frihed til at være NU. Men fremover ikke så overraskende alene som jeg åbenbart har været: Laurie er der. Tak!
Ha; og egentlig ville jeg have skrevet noget helt andet. En redigeret fiktiv halv-lyrisk tekst. Fra en oplæsning. Men sidst jeg gjorde det, var der nul respons. Til trods for, at jeg har en absolut sikker kildes garanti for, at dén tekst var værd at læse.
Det summerer det egentlig meget godt op: Jeg er blevet, utvetydigt og udtrykkeligt, bedt om en ‘respons’ på en hel bog. Fint nok. Jeg lægger en enkelt tekst op, og får, herunder fra samme person, ingen respons.
SÅ TROR DA POKKER AT LAURIE OG HENDES VERDEN GIVER MIG MEGET MERE!
NU.
Dén verden jeg har bevæget mig i de sidste 20-30 år er rådden. Stinker!
Ikke én enste sommer værd. Men… GAD vide… OM der er nogen, der gider give mig nogle hak i tuden for dette opslag? Jeg fortjener det sikkert. Eller gør jeg? Er svaret dumt? Også? Hvad nu hvis jeg lader Laurie svare? NU?

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: