“STONEWALLING”

STONEWALLING

“Stonewalling” er vist et amerikansk udtryk. Ifølge Wikipedia: “Stonewalling is a refusal to communicate or cooperate.” Og: “The term is (…) a deliberate attempt to render a conversation completely pointless. (…) …although the tactic can also be used advantageously in some situations.” (‘Wisegeek’…). Bemærk ‘…the tactic can also be used advantageously in some situations.’ Jeps! For det meste opfattes ‘stonewalling’ negativt. Uproduktivt, en stopklods. Bogstaveligt; en stenmur. Der spærrer for alt videre fremad. Og, igen som hovedregel, noget en modpart gør, ‘stonewalling’ tillægges en modstanders utiltalende arsenal af våben. Absolut ikke en metode man gerne selv benytter sig af. Lidt i stil med, helt bevidst, at binde en Gordisk Knude på en ellers glat snor. I en situation der gerne skulle være gnidningsløs; føre til noget, føre frem til et resultat, om ikke andet så et kompromis. Og så er det ikke smart med hverken Gordiske Knuder, stopklodser, stenmure / ‘stonewalling’. Men-men! (Med lettere forundret tanketone): ‘Stonewalling’ kan også være et vidunderligt befriende redskab! Ligefrem en redningsplanke. Der ikke skal gås ud til plask i hajfyldt farvand. Niks! En sikker gangbar bro, grundigt forankret dybt i grundfjeld, fra et rart punkt til et andet. En tørskoet forbindelse. (Hvis en forbindelse kan være ‘tørskoet’ i sig selv?). Så da en livline, højt hævet over den mindste smule mudder. Eller smattede vandpytter. Dén slags. Byggepladssnublerier og lumsk udtænkte forhindringer. Malplacerede bunker af malplacerede materialer, man kun kan bande over at slå sig noget så nederdrægtigt på. Eller stilladser der klapper sammen som et korthus for et godt ord. Eller et dårligt, i mangel af gode. Men ‘stonewalling’ (herfra uden hverken ” eller ‘…) som et fredeligt og acceptabelt forsvar…??? Igen: Jeps!
Og alt ovenstående er mere eller mindre ligegyldig almen viden.
Her kommer så det personlige, grænsende til det private. Jeg er i fuld gang med at bygge en dobbeltvirkende stonewall: Med dobbeltvirkende mener jeg at intet, absolut intet, hverken kan trænger ind eller ud. Det er ikke blot en midlertidig forhandlings- / forhalings- / forhindrings- / forbandelses- / fortrængningstaktik: Når det imponerende bygningsværk, nu jeg selv skal sige det i al beskedenhed hvilket det så ikke er, står færdigt, er min stonewall næsten at sammenligne med Den Kinesiske Mur. Med netop dén afgørende forskel: Kineserne byggede deres mur for at holde fjender ude. For at beskytte; for at hindre indtrængende, stoppe påvirkning udefra. Selv tanker havde besvær med at forcere dén mur. Medmindre en forræder havde sneget sig ind med en skjult pakke tankebaner. Nå, endnu en anden historie. Der nok skal komme. Bare rolig. Eller ikke. Men altså: Min stonewall virker også den anden vej: Den bygges tæt omkring mig og mit: Ikke bare sten, pile, spyd, kugler, raketter, missiler og laserstråler ude fra preller af, og falder til jorden som uskadeligt affald uden genbrugspotentiale. Næh, min stonewall stopper også alle former for udadgående signaler. Jeg kan tænke så det lyner og slår gnister, så koncentreret at det kunne forsyne en mindre vestlig by med strøm, eller hele den såkaldte tredje verden. Men ikke én brøkdel af noget brugbart trænger ud. Og før nogen finder på at “Det lyder da lidt trist” eller lignende strøempati, skal jeg understrege (understrege; sådan!) at det slet ikke er tilfældet. Jeg er jo ikke dum. Dén må nok hellere også lige få en understregning; jeg er jo ikke dum! Det er selvfølgelig blot en påstand, med enhvers ret til at mene det modsatte. Måske er jeg bare dum nok. Til at tro på at jeg ikke er dum. Tilbage til emnet… Så min stonewall er bygget så snedigt, at jeg selvfølgelig kan lukke damp ud: Der er masser af forskellige typer af ventiler, også af den slags der kan slynge lange sammenhængende sætninger ud, der så kan sno sig rundt tilfældigt i luften, eller med målrettet præcision ramme direkte ind i en udvalgt hjerne. Jeg kan også krænge et enkelt komprimeret udsagn med voldsom kraft, næsten som en eksplosion, ud i verden. Dén der vel stadig eksisterer uden for min stonewall. Pjat; jeg kan jo også iagttage den ganske klart. Vinduer, glughuller, periskoper, spejlveje; jeg har mange muligheder for at se ud. Hvad jeg ser, er endda gennem flere filtre og i flere perspektiver end normalt. Det kan være ret så gennemskuende, afslørende, deprimerende, der er alt for mange nuancer… Igen-igen: Endnu en historie til en anden god eller dårlig gang. Med dét følger også, hvad enten jeg vil eller ej, men jeg vil nu meget gerne, nogle konsekvenser. Når man kan se hvad helst ikke skal ses… Er det ikke til at undgå. Det er en del af min stonewalling. Dén og dén og dén, og ikke mindst dén, og en smule dén, og så sandelig dén, og i højeste grad dén, og desværre også dén, og mod min gode eller en af de bedre viljer også dén, og med et stik i hjertet dén, sørgeligt nok, og hovsa, dén da med… Er jeg nødt til at afskrive. Bogstaveligt, skrive væk. Eller skrive om. “Dén” er så tydeligvis mennesker. Der nogle gange ikke er værd at spilde papir på. Andre gange kræver hele kapitler, og ikke blot de få linjer jeg havde troet. Det kan være alt lige fra nær familie til de fjerneste bekendte. Der kan være meget fjerne. Og så alligevel overraske; ad snørklede uforklarlige årsager være så tæt på, at ekstra stonewalling må etableres. Eller, (igen-igen-igen…), blive til en særegen historie, en separat fortælling, måske ikke engang fiktion. Men overordnet er der en hel masse “dén” der bliver fornærmede, forargede, forbandede, forlangende, forfulgte, følelsesladede, forladte, og generelt bare for meget. Så er det nemt at bebrejde mig og min stonewalling. Det er også helt i orden; det er den nemmeste løsning for alle. Og jeg er ligeglad. Flintrende bedøvende og bedøvet ligeglad. Desuden er der jo lige den lille detalje, at alt preller af på min stonewalling. Faktisk griner jeg af de fleste “dén”. Måske trænger en lav fnisen ud; så en del “dén” bliver bekræftet i at jeg umådeligt egoistisk og ikke mindst dum som en dør. Eller en mur. Så er der også “dét”. “Dét” er, kvantitativt, nej forresten, ofte også kvalitativt, meget mere end “dén”. Som iøvrigt kan sammenfattes i massebetegnelsen “dem!”. Ligesom “dét” omfatter så mange ting, at “de” kan være svære at skille ad. “Dét” er så meget jeg bare skærer fra, siger mig fri for, benægter at have noget at gøre med, ikke vil drages ind i, synes er direkte tåbeligt, finder latterligt selvhøjtideligt, (dér er også nogle “dén”; sådan er det hele så blandet…). Min stonewalling er egentlig ret ensidig: Jeg bestemmer, helt og aldeles, hvad jeg vil. Hvad jeg gider. Specielt hvad jeg ikke gider. Der er selvfølgelig også noget med hvad jeg kan. Og ikke. Men jeg har for længst vedtaget, uden at det på mindste måde har noget med tidsåndens forbandede politiske floskler at gøre, at jeg kan hvad jeg vil. Nej; jeg kan hvad jeg skal, og det er præcis hvad jeg vil. Så smart er det skruet sammen. Og det er mig der skruer det sammen. Der er da også en del mennesker, fiktive som virkelige, hvordan man end skiller de to begreber ad, der (igen) bliver stødte, svovlende, skrappe, skærende, skraldespandstømmende, skrævende, skødehundepivende, skridende… Væk. Og en masse andet med ‘s’, hvis ellers jeg gad finde en ordbog. Det gider jeg heller ikke. Så fortsæt selv… Der er næsten ingen ende på alt det jeg ikke gider. Mere. Som jeg har gjort. Har gidet. Før min stonewalling. Hold da op hvor den vækker anstød. Den smule ‘goodwill’ jeg har samlet de sidste to-tre årtier, er vist muret godt og grundigt ind i min mur. Igen: Jeg er så ligeglad, at jeg næsten selv bliver helt forarget. Nej, det er løgn; det er fiktion. Fiktion! Er nemlig hvad det hele drejer sig om. Al denne stonewalling. Giv mig min fiktion tilbage! Det er sgu på tide. Og kom ikke med “…Den kunne du da bare ha’ taget…”. Niks! Ikke uden denne stonewalling. Og jo mere jeg ser, jo mere jeg stonewaller… Opdager jeg, at det præcis er hvad stort set alle andre altid har gjort. Dumme mig, (uden understregning), har bare ikke set det for egen naivitet: ‘Jamen det kan jeg da godt’, ‘Ih jo, det vil jeg da gerne’, ‘Dét lyder minsandten interessant’, ‘Tak, det melder jeg mig da til’, ‘Må jeg godt være med?’, ‘Næh hvor spændende et projekt’ og… Fortsæt (igen) selv. Stort set alle udsagn er og var løgn. Viste det sig. Hurtigt eller langsomt. Derfor stonewalling. Derfor denne dobbeltvirkende mur: Bare prøv at snige så meget som én sætning over, og den bliver plaffet ned til den viser hvad den er: Løgn. Bevidst bedrag, smurt ind i honning og andet klistret sekundlim. I bedste fald, og sjældent, fiktion. De mange sønderskudte brokker og løsord, der ligger uden sammenhæng for foden af min stonewall, er der ikke én sjæl der ofrer så meget som en tanke på. Så tænker jeg mit. Eller netop ikke. Fiktion, ja. Og så er jeg ikke engang nået til den absolut eneste port i min stonewall. Hvor der med stjernestøv (-hvad ellers?) galaktisk lysende står: LAURIE. (Som det eneste i denne lange tekst med CAPS: Så understreger og gentager: LAURIE!
Alt dette langspyttede og fyldt med fyldord-vrøvl om stonewalling, leder kun frem til følgende korte slutning: Jeg stonewaller, med få undtagelser; enkelte venner og familie, (de véd hvem de er!), alle andre og alt hvad de vil mig. Eller jeg, tidligere, op til nu, ville dem. Jeg vil ikke mere. Og det bestemmer jeg. Der er kun Laurie og hendes historie. Dén er til gengæld knap begyndt. Jeg kan kun se anelsen af en begyndelse på en start… Og alligevel er det krystalklart, at jeg allerede har så meget om hende og hendes utallige forgreninger, at det bliver et gigantisk træ. En fortælling, der hvis den ikke beskæres, indeholder alt. Og det kan intet. Selv ikke Laurie. Selv ikke jeg. Stonewalling eller ej. Men bare se hvor mange ord der skulle til. For at nå frem til noget ægte fiktion. Det er med stolthed, at jeg fremviser den eneste port i min mur: LAURIE!
Jeg er kun få dage fra at kunne mærke hende… Igen!
Alt og alle andre er uden betydning. Og ja. Herunder mig selv. Jeg eksisterer kun i kraft af Laurie. Og min stonewalling. Men hvor jeg dog så også eksisterer! Mere intenst end nogensinde. Det vil kun blive mere og mere og mere… Så megen omsvøb for så simpel en slutning: Laurie er min fiktion. Mere ægte end nogen form for virkelighed. Jeg stonewaller enhver virkelighed. Laurie er ren intensitet. Fiktion eller ej. Det giver ingen mening, og dét er den eneste mening der kan eksistere. Hendes navn, der også er hendes beretning, får lige en understregning og en gang CAPS. Det kommer slet ikke nær den intensitet hun rummer. Hvad det end vil vise sig at være. Men for mig giver det nu mit liv en smule værdi: LAURIE! Der findes intet andet. Ingen andre. Ikke engang stonewalling…

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: