Hende Laurie…

DSC_0196

AROUND A CORNER

Det første han lærer, er tallet nul. 0. At komme talrækken til bunds. Ovenfra, hvis der er noget op og ned på tal. Lige fra zillioner via billioner og milliarder og millioner og tusinder og hundreder og ti-ni-otte og… Så nullet, der som en anden fodboldkamp skal holdes. At være et nul længe nok, til at kunne være bare et tal. Som et 1-tal. For ikke at stile mod stjernerne som en anden raket der viser sig at være en fuser. For at kravle op til det første trin, må han nulstilles. Og nulstille sig selv. Sætte triptælleren som en snydende brugtvognsforhandler til noget umuligt. Hvordan kan det umulige lade sig gøre? Han skal holde i tomgang, lade motoren snurre til batteriet er genopladet. Se grundigt forud gennem den forrude, der er klistret til med mange kilometers klasken ind i tiders mærkværdigheder. Var han virkelig med til det? Og dén store plamage, den husker han da ikke… Han prøver selvfølgelig vinduesviskerne. Det er nok ikke meningen at de skal fungere. Han skal, logisk men indviklet, sætte langsomt i gang, og accelerere med få meter timen. De første mange timer. Eller dage eller uger eller hvilken tid der skal til. Det ved den bedst selv, tiden. Og stadigt, tålmodigt og modigt, i første gear. Modigt fordi al bevægelse frem er mod det ukendte. Mere end sædvanligt. Selv forsigtig vagtsom sneglefart.  Sekunder i ultra-slow-motion. Komplet stillestående bevægelse fremad. Og det er ikke engang en modsætning eller bare vrøvl. Måske en smule vrøvl, men ikke mere end at det gør noget. Hvor meget vrøvl skal der til? For at det gør noget? Rablende sindssygt vrøvl? Eller stille lavmælt mumle-vrøvl? Måske er det, målt på en anden måde, helt det samme og ligegyldigt. Det er vrøvl vel. Ligegyldigt. Gyldigt vrøvl? Hvad og for hvem. Så måske… Tilbage til start, til nul, fra ingentings stiplede linje, og uden at kunne se mere end få meter. I nogen retning, men slet ikke fremad. Et udsyn, en horisont der ligger få centimeter  foran næsen. Samtidig med at alt han bevæger sig igennem, er tungt af årenes skidt og møg. Det må være lidt som at gå i bad og komme renskuret ud i sit eget snavs. Og så gøre det igen. Og igen. Dén proces kan så gentages i det uendelige. Med det lille håb, at der vil vise sig et kighul; en vej gennem eller udenom de største samlinger tidssnavs. Så, måske, kan han med knasen og skurren komme op i andet gear. Se en smule længere frem. Se andre figurer dukke op. Der så, bekræftende, opløftende, nikker og vinker ham videre. På et tidspunkt kan han endda genkende enkelte personer. Måske. Håber han da at kunne. Det var og er jo ligesom meningen. Men nulstillingen og ekstremt nærsynet næsten manglende udsyn er åbenbart betingelserne. Dem går han uden videre med på. Alt andet er for sent. Der er kun én vej. Han håber at det er den rigtige. Hvilket egentlig siger sig selv. Der er ikke noget rigtigt eller forkert uden et valg. Der er bare fremad. Usikkert og fra nul, men er det ikke sådan altid? Han bumper, triller, halvblind afsted. Fyldt med optimisme. Om han har noget at have den i, optimismen, aner han ikke. Faktisk er han ikke engang sikker på, at det er optimisme hans noget er halvfyldt med. Han lukker balkondørene og går ned på gaden. Idet han træder ud på den stejle trappegade, endnu engang takker byen for dens virvar af gyder og smalle stræder; lige til at fare dejligt vild i for et godt ord eller bare et ord, kommer et formål glidende ind i hans tanker. Han bliver helt overrasket. Det burde han ikke blive. Det var for pokker undskyldningen for hele denne tur. Ikke at et ophold i Lissabon behøver en undskyldning eller bare noget der ligner. Dét ville være rendyrket uforfalsket vrøvl. Og den lidt for symbolske langsomme opstart, kunne blot være den ganske anderledes måde at være til på, der hører til byen og landet. Det med bare at glide med tiden, uden at prøve for enhver pris at overhale den. At lade tiden​ være sig selv. Ikke at mase sig foran, som ville det kunne lade sig gøre. Dét der gør ham så konstant træt og bekymret tilbage i Danmark. Tåbelige hasarderede indbildte triumferende motorvejsoverhalinger. Hvor man så alligevel ender med at blive passeret igen af de sløve bilister der ikke har travlere end tiden. Han småsmilede mens han gik ned mod centrum. Hvor blev selv hans tanker dog nemt så tungt symbolske, og hvor var det ligegyldigt. Men at han først nu, efter flere døgns blot sansning af byens mange tilbud til sanserne, kom i tanke om formålet, forklaringen, undskyldningen for denne tur… Der var jo, til en tvivlsom forandring, netop en årsag til at han var taget afsted. Det store mesterværk. Verdens bedste bog og dens forfatter. Og ikke mindst den aldeles virkelige person der var fulgt med. Som en slags pakkeløsning. Som om det var nødvendigt. Her. Nu. Men de ellers passende sig selv og passende rolige neuroner i hans hjerne, smed navnet som et es der ryddede bordet. Med en svag mistanke om snyd, som altid med den slags lidt overflødige trumfer. Det var jo Laurie han var på jagt efter! Laurie var navnet, der var hoppet ud af mesterens bog; den bedste i verden. En Laurie, der så vidt han vidste, var til at finde. Og så lige i denne by, af alle… Det var så symbolsk at det var for meget. Det var nok derfor, at et filter havde fået opstarten til at foregå så tilpas tæt på slet ikke fremad. Men med tid til at lade Laurie komme til syne, lige tidsnok til ikke at blive en plet på forruden. Det var hun nu alt for vigtig til. Selvfølgelig var det gået som det skulle. Var han måske ikke i Lissabon? Hvor tingene sker som de gør. Og ikke som de ikke skal. Med alle mulige mere eller mindre kunstige varianter og mutationer fra tiden lige nu. Der ganske pudsigt altid kom præcis til tiden. Ligesom navnet Laurie var dukket op i hans tanker da det passede. Både tiden, tankerne, og Laurie selv. Han gled ind og ud mellem bilerne på Avenida da Liberdade, på vej mod Alfama. Laurie var kommet for at blive, det var længe siden, nu var hun blot dukket op igen. En perfekt genindtræden på scenen, lige nu og her. Hverken før eller der. Eller andet ude af takt med tidens egen ufravigelige gang. Et behageligt tempo for et menneske. Han drejede om et hjørne i Alfamas labyrint. Og kom lige til tiden. En aften på hans Fado-restaurant, var lige hvad Laurie trængte til. Imorgen var der masser af tid til at følge med tidens spor efter Laurie. Han nikkede ‘Boa noite’ til de velkendte på stedet. Nu ville han nyde maden og musikken. Laurie ventede pænt udenfor. Et sted i hans hjerne eller hjemme på hotelværelset. Hun skulle nok være der. Ligesom verdens bedste bog og ham der havde skrevet den. Den slags forsvinder ikke bare. Ikke hvis man bare lader det være i fred. Og det var muligt her, om han så skulle, ganske dramatisk, gå op i andet gear. Nja, måske i morgen var lige så god som idag. Man og han skulle jo følge med tiden. Nulstillet. Som tid skal til tider. Han drak lidt vinho da casa tinto, og fadistaens sang om længsel og vemod skubbede Laurie væk. Nej, fik hende til at sætte sig ved siden af ham. Hun var god nok, hende Laurie…

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: