I skrivende nu. Og nu.

DSC_0126

Jeg kom da selv i tvivl. Kunne vrænge af mit sidste store projekt. “Åh jo, mit sidste store projekt”… “Mit sidste stooooore projekt”… “Projektet, jajoda og bla bla bla bla…” Selv nu, hvor jeg på og med trods var nået hertil. Og langt nærmere en begyndelse på en reel mulighed for en start på noget der kunne blive til en… Begyndelse. Men som så mange tilbage i Danmark havde sagt det, mere eller mindre forblommet, nogle ret så direkte; lidt for lige ud. “Nu har du snakket om dén roman i hvor mange år? Tre? Fem? Ti? Tror du selv på at du overhovedet bare får begyndt? Eller du ER måske i fuld gang?… Nå?” Det sidste altid sagt med en god gang skepsis, hvis ikke ligefrem et strejf af hån. Skepsis og hån… Pudsigt nok som regel fra andre skrivende. Specielt dem der lige havde fået en nok så tynd og overset digtsamling udgivet. Men deres skepsis var vel berettiget. Selv om jeg altid prøvede at… foregive at… ja da! Jeg var skam i fuld gang. Vævede så med mange fagter og vidtfavnende ord omkring at samle de mange færdige afsnit jeg allerede havde. Og alt det der var næsten klart i mit hovede, lige til at skrive ud… Lige til, næsten… Den sidste tid var jeg lige ved at overbevise mig selv. På gode dage. Der så desværre blev færre og færre af. Efterhånden som projektet blev mere snak og mindre skrift. Men én af dagene… Den rette! Der aldrig lige blev denne dag. I stedet flere og flere kvarte, halve og hele brugt på enten at glo på ligegyldig flimmer, eller læse ikke for komplicerede bøger. Krimier af den gamle slags, der ikke krævede megen tænkning, var den foretrukne slags. Hvis jeg da ikke, halvhjertet og med absolut manglende entusiasme, skrev én eller anden tekst til enten endnu en ligegyldig oplæsning, eller endnu et ligegyldigt indlæg i et ligegyldigt blad eller e-zine. Det var ikke just fordi blodet rullede raskt og brølende i min skriveåre i den tid. Iøvrigt heller ikke i mine almindelige årer; de seneste år havde der bare ikke været meget raskt og brølende, sådan generelt. Jeg var selv den første til at indrømme det. Bare helst ikke over for andre. Og slet ikke dem med den nye tynde oversete digtsamling. Jo, jeg kom nemmere og nemmere i en tilstand der ikke var sund. Heller ikke usund som i direkte syg. Blot noget ikke særligt, dage der gik uden videre; uden at være gået med noget… Særligt. Mere opgivende end givende. Engang havde der i det mindste været noget givende at finde i det opgivende… En dag kunne gå ad helvede til, og så var der da helvede at fiske ét eller andet op fra; rablende frenetiske ord fra skærsilden og videre ned. Det var lang tid siden der havde været noget rablende frenetisk over en dag. Det var bekymrende lang tid siden der havde været noget over en dag. Bare noget! Ét eller andet der adskilte i dag fra dagene før og dagene der ville komme. Når man véd hvordan de kommende dage vil blive… Er det lidt for tæt på at være for sent! Fandme nej! Jeg husker tydeligt de bestemte minutter, hvor jeg helt konkret slukkede for tv’et, smækkede bogen i, skiftede fokus fra den alligevel deprimerede udsigt til næste betonblok og rejste mig fra lænestolen. (Dengang var jeg blevet så ukoncentreret, at jeg nemt kunne glo flimmer, følge linjerne i en simpel bog, og samtidig have et sløvt halvt øje ude ad vinduet. Samtidigt, på én gang, aldeles adspredt. Manglende tilstedeværelse ophøjet til en tvivlsom evne; en færdighed der aldrig gjorde noget færdigt.) Men af en eller anden grund var det lige dét øjeblik. Havde jeg kigget efter, ville jeg bagefter kunne have sagt “Klokken 20:33” eller “19:57” eller “20:12” eller hvilket tidspunkt det var. Det var ligegyldigt, men det var først på en forårsaften; solen var gået ned og det var næsten mørkt. Hvorfor? Lige den ellers kun alt for begivenhedsløse dag? Måske havde der bare været for mange af dem efter hinanden, måske var de begyndt at flyde sammen i en klump der ikke kunne skilles ad. Dagene var blevet til ‘dage’. Uden særpræg nok til at frembringe én dag… Måske var det de kortere og kortere nætter, der ikke mere kunne skille dagene fra hinanden. Som et spil kort, alle de enkelte forskellige, limet sammen til én blok. Ubrugelig. Med viden om alle tallene, farverne, lige fra ruder 2 til klør es. Eller nogle andre. En i praksis uendelig mængde af kombinationer. Nu mast sammen så anvendelig som en mursten. Måske var det et billede i den stil, bevidst eller ej, der pludselig rev mig op. Og fik mig til først at rende ophidset frem og tilbage på gulvet. Hvornår havde jeg sidst gjort det? Rendt ophidset frem og tilbage… Med slukket fjernsyn, lukket bog, og øjnene rettet indad. Hold da op jeg var ramt som havde jeg fået en syngende lussing. Måske var det lige netop hvad der var sket? Havde jeg endelig, i sidste øjeblik eller et af de sidste, knaldet mig selv sådan en på hovedet? Godt! Endelig! For en sikkerheds skyld slaskede jeg mig lige et par ekstra gange på siden af hovedet. Hvad det end var: Det var præcis det øjeblik. Markant og uforglemmeligt. Men hvilken dag og hvorfor, sådan helt præcist… Er også flintrende ligegyldigt. Det skete! Og hvis ikke… Ja så sad jeg for det første ikke her i Lissabon. Vigtigst af alt, var jeg måske stadig i en tilstand der ikke havde forandret sig. Og derfor ville alt dette ikke være virkeligt. Det er det! Jeg ved ikke hvem jeg skal takke… Men det gør jeg. Tak!!! Efter de første par dage, og den ellers på sin vis ihvertfald bekræftende oplevelse på café’en i Rua da Rosa, kunne jeg mærke det komme snigende. Og snigende er så korrekt en betegnelse som det kan blive. Mit ellers vidunderlige rum i Lapa, med den balkon der lige i øjeblikket var solovervældet og ikke regnvåd, begyndte at mangle noget. Det var kun halvt bevidst men med ubestemmeligt ubehag. Hvor var det tankeafblændende tv? Der var skam kabel-tv, men ikke med de rigtige glo-og-glem-serier. Og hvor var den forudsigelige krimi der absolut ingen krav stillede? Udsigten… Den var jo ud og ned over Lissabon. Jeg kunne faktisk se et glimt af Tejo. Imponerende! Men det var ikke den ligegyldige mangeduplikerede danske flade horisont, brudt af den næste betonblok. Hvem ved? Hvis det stadig havde været regnvejr; hvis jeg ikke havde fået idé’en med at tage til Estoril; hvis ikke… En masse andre faktorer, ja så lå jeg måske stadig på en seng cirka 2500 (TJEK!) kilometer sydsydvestpå. Med en selvforagtende og selvforstærkende afart af abstinenser. Eller i det mindste mangelsymptomer, som ved akut fravær af D-vitamin. Og den følgende træthed og udmattelse. D-vitamin-mangel her på disse breddegrader! Lige i dette tilfælde var det dén absurde tanke der reddede mig. Jeg begyndte at grine. Godtnok var jeg ikke nået meget videre siden min ankomst. Men der var sgu da også kun gået et par dage. Min latter stoppede brat: Tænk at der ikke skulle mere til. Jeg blev en smule skræmt. Den årelange og åreladende stort set nul-bevægelse jeg havde vænnet mig til, kunne åbenbart komme tilbage hvis jeg ikke var opmærksom på det konstant. Hvis jeg begyndte at tænke i de mere fastgroede baner end jeg var klar over. Hvor fastgroede de egentlig var. Eller rettere, den fastfrosne måde ikke at tænke på. Og så her! Af alle steder… Det VAR ikke sket. Men den lokkende snigen ingenting ind i mit hovede, havde været der. Om så blot et øjebliks lydløs nærmen sig fra en blind vinkel. Jeg måtte virkelig bruge mine sanser! Være på vagt, passe på ikke at blive overmandet af den lysvågne søvn. Det var gået denne gang. Og jeg havde en heldigvis også selvopfyldende profeti om, at jo længere jeg var har, jo mindre ville risikoen for tilbagefald være. Var jeg plumpet i den mudrede tågetilstand, ville disse ord ikke eksistere. At jeg overhovedet skriver: “Imorgen tager jeg fra Cais de Sodré til Estoril.”, er beviset. På at jeg ikke faldt baglæns og bagud. Men at mit projekt er virkeligt. Jeg skriver dette. Jeg lever. Og har ret sikre planer om også at gøre det imorgen. For den sags skyld, ja netop derfor, har jeg tænkt mig at fortsætte. Dét er en genopdaget måde at være i verden. Ret behageligt, nu jeg mærker efter. Og jeg mærker. Og sætter et punktum. Men kun for nu. Kun for nu. Dette punktum. Nu. Hvor mange gange kan jeg skrive ‘nu’, før det ikke er… Før nu? Bare…

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: