Dengang engang.

DSC_0181Skitse med fejl: Fremtid indsat..

Han havde absolut ingen idé om hvor de var. Jo, efter over et døgn uafbrudt raslende i et tog gennem Spanien, var de endt i Lissabon, Portugal. Definitivt endt; det næsten helt afkræftede støvede tog kørte ikke længere, Santa Apolónia var endestationen. Et sted i udkanten af denne fremmede by. Hvor de, dødtrætte, beskidte, sultne og tørstige, steg ud ikke bare i mørke men i silende regn af den ensformige kraftige slags. Den selv for så unge velkendte spanske sol, var blevet skiftet ud med et meget vådt ukendt mørke. Kun med fjerne hastende silhuetter eller underligt overbefolkede små neonbelyste ubestemmelige café’er eller barer eller værtshuse eller hvad det var. De mange forskellige betegnelser gav han op at forstå. Han brød sig heller ikke om at kigge for længe ind et sted; de fyldte steder gloede komplet ugenert igen. Og da ikke mindst på hans kun lige 17 år gamle og lyshårede kæreste. Dén hårfarve havde fået større og større betydning efterhånden som de havde tøffet sig zig-zaggende ned gennem Europa. Her, et sted på en øde vej nær vandet, var der tilsyneladende kun mænd i de mange små oplyste huller i vægge og huse. Han var jo manden, så han ledte dem og deres regntungere rygsække med langt større målbevidsthed og sikkerhed end han følte. Efter snart tre uger, var han jo en erfaren rejsende; kendte alle Interrail-tricksene, og vidste hvordan de blev betragtet og hvordan man skulle begå sig i det store udland. De store udlande, var det efterhånden. Så han førte an med en træthed han ikke ville vise, i en retning han håbede var mod centrum. Og ikke mindst et billigt sted at vælte omkuld. De havde, med ikke altid lige heldige følger, også tilbragt nætter på strande, i parker, halvskjult på nok privat ejendom, bænke langs veje med trafik hele natten. Foruden de talrige vandrehjem og banegårde, der nogle gange var svære at skelne mellem. Men regnen og stemningen dikterede at de brugte af deres sparsomme penge på et rigtigt hotel. De havde nu også hørt, at den slags var noget nær de billigste i hele Europa. Deres obligatoriske Interrail-kort viste også, at de ikke kunne komme meget mere ud i et hjørne af kontinentet end lige her. Der var simpelthen ikke mere Europa. Kun Atlanterhav og Middelhav. Og en gigantisk tilsyneladende øde højslette, der lå som et andet slags hav mellem denne by og det de kendte. De var lige så meget opdagelsesrejsende, som han langt senere fandt ud af Portugal var så kendt for i forgangne tider. Lige i den tid de ankom til Lissabon, var det helt andre ting der optog folk. Det fandt han også først ud af flere år senere. At Nellikerevolutionen ikke lå mange år tilbage. Og at bølgerne efter stadig kunne mærkes. Bare ikke af ham. Han bemærkede en anden gang heller ikke en såkaldt Fløjlsrevolution, endda midt under og i den. At opdage den slags historiske begivenheder, var ikke just hans stærke side. Begivenheder der direkte omfattede ham, var en noget stærkere side. Lad os håbe det var hans unge alder… Ligesom han blot var mere og mere spændt på, om den lange havnevej eller -kaj ledte ind mod et centrum af en slags. Og om der så ville være et velsignet skilt der sagde ‘hotel’… Det hed det vel også på portugisisk? Ellers måtte det være til at finde på en anden måde. Og det måtte meget gerne være snart! Han kunne se på kæresten, at hun snart ikke kunne klare mere. Han mumlede nogle våde opmuntrende ord, pr automatik, og var selv ved at give op. Men det var jo ikke en mulighed. Så simpelt var det. De måtte fortsætte til de fandt ly. På dén måde var det så enkelt som det kunne blive. Der var kun én vej. Han håbede så bare at det var den rigtige retning… Men efterhånden som hver meter blev til kilo, og regnvejen syntes at være et forsvindingspunkt i et halvdystert maleri, mobiliserede han sine sidste dybt begravede reserver. Med et forsøg på et opmuntrende smil til den sjaskvåde næsten vaklende kæreste, og et par forkrampede ord der kun fik hende til at se skeptisk ud, foreslog han at de gik ind i modlyset på det nærmeste café-lignende klaustrofobiske sted. Med et gevaldigt tag i sig selv, trådte han ind i neonlyset og en tætpakket mængde stirrende øjne. Med Spanien og hans kærestes besvær med at undgå mere eller mindre nærgående berøringer, og hans dermed følgende rolle som “min kvinde!”, var det med en del lettelse at de klemte sig frem til bardisken. Der var mere ligefrem nysgerrighed i den fastholdende begloen, og minsandten om ikke der blev gjort plads til dem frem til baren. Endda uden de trættende strejf af kærestens krop. Til hans overraskelse var hvad han fornemmede, en slags afventende respekt. Det var nok hans første men betydningsfulde følelse af portugiseres mentalitet. Hvad det skulle blive til, vidste han selvfølgelig ikke. Men noget gengældende respekt begyndte så småt at røre på sig i ham. I første omgang pegede han blot på fadølshanen, og viste to fingre. Nogle escudos havde de fået vekslet i ventetiden på en grænsestation. Ja, det var heldigvis mange år før den altædende euro… Den storvommede barmand smilte et strejf; “Dois imperial, sim, para o estrangeiros…” De fik de store overraskende gode fadøl; Portugal var ikke kendt for dem eller andre interrailere som et specielt godt øl-land. Hvilket blot sagde en del om deres og deres viden. Sagres og Super Bock, navnet til trods, var og er fremragende portugisisk cerveja. Men hvad vidste de… Om meget andet end tiderne mellem de forskellige byers stationer, og hvilke tog der ikke kostede ekstra. Viden der var basal for den tids horder af interrailere, der til gengæld ikke vidste meget om de steder de besøgte. Eller rettere passerede igennem, mest kun oplevende togstationer og med hovedet fyldt med togtider og -forbindelser. Men sådan var det, og det var på nogle måder deres ungdoms store oplevelse. At de senere ville have en vis distance at lægge til de snavsede uger i underlige lokaltog, var ikke meget mere end de distancer det var afgørende at tilbagelægge. Der var en ikke særlig klar logik og sammenhæng mellem tilbagelagte kilometer og antal lande de havde rumlet igennem, og turens success. Overtræt som han var, kunne han mærke den enkelte øl. Og kunne samle mod nok til sig. “Excuse me, but does anyone here speak english?” En tavshed med slet skjulte smil, var den umiddelbare respons. Han kiggede på kæresten, der var en del bedre til tysk end han. Var det mon et forsøg værd? Han tvivlede… Og før han fik hende til at prøve, begyndte en masse af gæsterne at snakke i munden på hinanden. “Querio um hotel? Um quarto? Para dormir? Cansado? Vocé vai ao centro? Hotéis libre, sabes… Direitos?” Og en masse andet han heller ikke forstod. Og jo mere mystificerede de så ud, jo flere blandede sig. Og gentog det samme, blot højere. Til sidst fangede han dog ordet ‘hotel’, sagt på mange måder og mange gange nok, til at kunne gentage det, ledsaget af en ivrig nikken. Og således oplevede han portugisisk hjælpsomhed for første gang. I en grad der først gjorde ham lidt mistænksom. Efter roligt at have drukket ud, tog en midaldrende mand ledelsen og vinkede dem med udenfor. Ved deres usikre tøven, tilføjede han med noget vinsløret stemme: “Vamos! Eu na meu casa, mas vocês a um hotel barato e central. Hotel a Chiado; muito bom! Vamos!” Han begyndte ganske enkelt at gå, og de slubrede efter i og med deres våde tøj og overdrevne rygsække med det obligatoriske påhængte tingeltangel. Den midaldrende mand var måske en smule fyldt med vinen fra de store dunke, men det forhindrede ham ikke i at gå hurtigt og målbevidst. Som enhver portugiser forsynet med en paraply, måske konens eller en datters; den lille blomstrede og mest symbolsk beskyttende halvkuppel så lidt komisk ud i kontrast til manden i sort herretøj med bondekasket. De måtte koncentrere sig for overhovedet at følge med, for ikke at manden forsvandt forud i det regnende mørke. På dén måde var paraplyen et par gange deres redning. En grotesk malplaceret hoppende blomst, lige netop synlig som svævende afsted et sted over vejbanen, ude i den sorte nat. Halsende efter silhuetten under den dansende efterhånden strittende deflorerede kuppel, opdagede de knap at de var nået til en helt anden slags gader. At han senere fandt ud af, at der kun var en kilometers kedelig vej fra stationen til byen, og faktisk masser af gyder og trappegader lige overfor, modsat floden, ja det vidste han og de ikke i deres udmattelse. Det var viden der kom de følgende år. Ikke dén afkræftede aften, men de næste mange gange. Om det så var alene, med en ven, familie, eller med andre kærester; på den tid var der med et par få men vigtige undtagelser hastig udskiftning af den slags. I den alder kunne de endda nogle gange selv komme i tvivl. Hvor lang tid skulle man være sammen for at være et par, for at være kærester? Nogle dage? Timer? Sammen tre-fire gange med måneders mellemrum? Og med andre ind i mellem? Det kunne være helt indviklet. Men sådan syntes det jo ikke. Tingene skete bare. Eller ikke, og så var det sådan. Med de enkelte undtagelser, men det er andre historier. Og kærester; der er ikke noget som en udmarvende måneds tid sammen 24/7 til at man stille og roligt holder op med at ses efter at være kommet tilbage til Danmark. Men lader måneden gå ude på skinnerne som kærester; en slags overenskomst om ihvertfald at være gode rejsepartnere. Hvis det da ikke, yderst destruktivt for en Interrail-tur, eksploderede på en campingplads i et land der lige så godt kunne være et andet, og man enten fortsatte som udsat og mærket enlig Interrailer, eller betalte sig fra hurtigtog og direkte mod den danske grænse, deprimeret hjemkomst; omgående stemplet. Hjem før den famøse Interrailmåned! Som var af en hel anden længde end en almindelig måned, en helt anden form for tid. Og så at måtte opgive på grund af noget i den sammenhæng så underordnet som kæreste-halløj… Uha! Hvilket nederlag! Nå, men byen var endelig blevet andet end flad våd asfalt. De hastede efter den hjælpsomme mand, smuttede gennem hvad der vist var baggårde og porte, op og ned ad trappegader, escadinhas, omkring hjørner der dukkede op som sprækker i de gamle tykke mure. En bredere gade med en mængde forretninger, var åbenbart deres mål. Og blev ikke bare deres redning, men gjorde også al skepsis og mistro til skamme. Manden pegede mod et skilt lidt længere oppe ad Rua Garrett, mumlede men smilede: “Hotel Borges, muito bem, eu vai na minha casa a Bairro Alto. Adeus, boa noite”. Og væk var han, med det forrevne stativ der engang var en paraply med blomster. De brugte, bogstaveligt i sjældent bogstavelig grad, deres sidste kræfter, var nærmere tilbehør til deres tonstunge rygsække end omvendt, og vaklede ind til receptionen. Der gik lige nogle sekunder før de fandt ud af, hvorfor verden pludselig var et langt mere rart sted at være: Ingen regn! De var drivende våde, men at slippe for det stadige bombardement… Var den første velsignelse. Det passer så ikke; manden der viste vej, alt muligt andet forudgående, velsignelser både i deres tid og i bibelsk og før og… Men lige da og dér! Ikke mere syndflod. Og, efter en receptionist der var en slags velsignelse også, bare fordi han kunne engelsk nok til at de efter et par etagers trappeklatring stod i et endda pænt og ikke mindst tørt værelse. Domineret af en gigantisk dobbeltseng, og intet syn kunne have været bedre. Det var helt uvirkeligt. Det VAR ikke virkeligt; ikke efter mere end et døgn med hvad der forekom som kun strabadser. De måtte gnide deres meget trætte prikkende øjne, og stod i flere lange øjeblikke før de fattede at det var overstået. For denne gang. Og der var intet andet; det var jo dengangs velsignelse (igen-igen, ja), at øjeblikke var præcis det og kun det: Øjeblikke. Og det næste blev en ja netop, velsignelse af tørre lagner, dyner, blød madras… De ikke et sekund tænkte på andet end søvn som den ultimative nydelse. De var nok så tæt på hinandens nøgne kroppe, og havde stadig et overskud af kærlighed, alligevel blev den sidste velsignelse at kunne gå under i dyb søvn. At de skulle vågne til strålende sol, opleve en by så fantastisk at det kunne være løgn men ikke var det, og stadig ikke er, at hun ville videre før ham, at de i praksis trods forsikringer om det modsatte ophørte med at være kærester, at meget af hans kærlighed fra da af ville tilhøre den by, det land og dets folk, at… Alt det var endnu ikke. De faldt ind i søvnen, og intet i verden kunne være bedre. Verden kunne ikke være bedre. Helt umuligt​.

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: