SOLHUL.

DSC_0055

DSC_0018

 

(Uredigeret afsnit fra…)

Jeg havde overnattet i Carreiras, det der i Danmark ville være en lille flække længere ude end nogen krage ville forvilde sig i mareridt. Her var det en lille idyl mellem de højeste bjerge i Serra de São Mamede. Når man er vokset op med bavnehøje som imponerende, er det Alper og Himalayaer ser ned på med foragt, 1000 meter med nøgne takkede klippetoppe, ret så vildt. Som hele området er; udlagt som naturpark trods byer og spredte huse. Men vildt er det, med steder hvor man ikke ved hvilket årtusind man er dumpet ned i, og jeg ved af erfaring at man kan gå ad stier der måske er der, en hel dag uden at møde et menneske. Fåreklokker bag et stengærde er det eneste der antyder en grad af civilisation. En netop fårehyrde er så det menneske det er mest sandsynligt at møde. Så er det da tidsmæssigt i dette årtusind man befinder sig. Meget nærmere kommer man heller ikke; hyrderne her er ikke udstyret med mobiltelefoner eller påklædt anderledes end deres forfædre. Så standser man selvfølgelig og slår en sludder af, en længere snak, og det gør ikke så meget at man ikke kan portugisisk og ikke forstår hinanden, for man forstår alligevel hvad der skal forstås, når man sådan møder det eneste menneske på en fåresti. Det er selvfølgelig kun nogle steder og nogle dage og udvikling sniger sig da også ind i Serra da São Mamede og Alto Alentejo. Fordelen ved knap så høje bjerge er jo også, at der kan ligge borge og hvidkalkede sammenklemte idylbyer på toppene. Hvordan pokker de end er blevet bygget. Det tiltrækker turister og udlændinge der opkøber og moderniserer quinta’er til halvårs-luksus. Området er vildt, ja. Men som man kan gå ad stier en hel dag og kun høre fåreklokker, kan man lige så vel blive blæst til side af hornet fra en kæmpe turistbus, eller blive dækket af støv fra en fræsende firhjulstrækker der er ude at lege. Det var også derfor at det overhovedet havde været muligt at overnatte i Carreiras; de lokale havde hurtigt fundet ud af at lave skilte med “Room, Zimmer…”, og det var næsten det løgnagtige begreb en ‘win/win’-situation: Med deres gennemsnitsindkomst og de fleste turisters ditto, er det en pæn bunke euro for dem, og latterligt billigt for turisten. Endda for mig, selv om jeg aldeles ikke betragter mig selv som turist. Hvad jeg så er, hvilken betegnelse der skal sættes på mig, er op til andre at afgøre. Forresten er der nok mangt og meget jeg kunne kaldes, og ellers kan jeg selv bidrage med en stribe. Det er i sidste ende alligevel ligegyldigt. Eller én af enderne, og sådan kunne det fortsætte, men jeg skulle videre. Jeg har en udpræget svaghed for landkort, og havde kigget på et lettere lumsk ‘Portugal Centro’. Lettere lumsk, eller min egen dumhed. Der er jo det med kort og målestoksforhold; man skal lige huske at hvad der næsten rører hinanden i folden på et kort, kan være en mindre uendelighed fra hinanden i virkeligheden. Det kunne der laves en del allegorier over, men de er for oplagte. Jeg faldt ihvertfald for kortets lokken. Fra Carreiras til Marvão så der ud til at være en ret lige vej, og selv om jeg vidste at der ville være en del højdemeter at lægge til, specielt op til uindtagelige Marvão, besluttede jeg at gå. Som om jeg var en anden ungdommelig vandringsmand, eller tracker eller hiker eller hvad det hedder nutildags. Jeg ville til Marvão efter hvad jeg havde hørt om ‘ham den kendte forfatter’ og hans spørgen om vej til netop Marvão. På en eller anden måde passede det også med hvordan jeg efterhånden opfattede Primeiros bevægemønster, selv om hans navn ikke var blevet nævnt. At han var søgt op mod en af de højeste toppe i området, og endda symbolsk forsynet med en borg. Et sted med overblik; udsyn hele vejen rundt. Hvad han end skulle kunne se før han selv blev set… Men sådan et sted var det, også historisk set ved grænsen til Spanien og før det et forsvarspunkt mod Maurerne. Det passede perfekt med det billede af Senhor Passo jeg havde fået. Desuden, hvor mange ‘kendte forfattere’ havde været lige på dette spor for nylig? Og jeg vidste at han var kommet til området, så meget kunne jeg da forstå. Medmindre jeg slet intet forstod. Eller havde misforstået det hele. De muligheder ville jeg ganske enkelt ikke anerkende som mulige. Jeg betalte det ældre bondepar, og drog afsted ud ad den smalle og allerede halvsmeltede asfalt. Det virkede en smule tåbeligt, på den måde og det sted, at bumle afsted med en trolley-kuffert på slæb. Dens hjul skulle hurtigt samle lige så meget asfalt op som den kørte hen over, så jeg blev nødt til med besvær at hive den gennem rabattens blanding af højt græs og sten. Der var også så megen trafik på vejen, hvilket her var cirka en bil i minuttet, at jeg var nødt til at gå ude i siden. Så begik jeg en endnu større dumhed. Når jeg nu alligevel skulle halvt trailertrække halvt bære min kuffert, og ikke kunne bruge dens til lufthavne og hotelgange beregnede hjul, ikke just terrængående, kunne jeg ligeså godt tage en genvej… Langt højere end fåreklokker burde alarmklokker i mit hovede have bimlet. Måske var den begyndende dunken på begge sider af min hovedskal allerede bestemmende. Ihvertfald valgte jeg at gå fra vejen, og troede fuldt og fast på den sti der gik ind i et ret åbent terræn, som det er når det er en mark med oliventræer. Endda uden højt græs, det havde fårene sørget for at gøre til at komme igennem. Samtidig kunne jeg jo direkte se op til Marvão, og at stien eller i det mindste marken syntes at række hen for foden af bjerget. At solen snart ville stå højest på himlen, og at det derefter ville blive hedt som i… Ja, Alentejo, bekymrede mig ikke. Jeg var jo ikke sart over for høje temperaturer, tværtimod havde jeg altid blot nydt selv juli og august på disse breddegrader. Og havde det forfærdeligt med det nordiske klima, selv i det der går under den falske varebetegnelse ‘sommer’. De spredte oliventræer gav kun små pletter af skygge, alligevel begyndte jeg at sno mig så jeg kom igennem deres korte øjeblikke uden direkte sol. Helt uden at tænke over det; simpelt overlevelsesinstinkt. På det tidspunkt havde jeg altså stadig lidt fornuft i hovedet. Det varede ikke længe. Jeg aner ikke hvor varmt det var i grader, det var også ligemeget. Solen begyndte at bore huller i min hovedskal. Den var som et samlet bundt aggressive stråler, der havde udset sig mit kranie som mål. At svede var jeg helt bekendt med her, og jeg drak flittigt af mit medbragte vand. Og huskede at pakke plasticflasken omhyggeligt ned efter hver større og større slurk. Alligevel, næsten i takt med at det svandt i flasken, blev vandet tæt ved kogende. Og jeg huskede hvordan vi plejede at varme vand til bad, eller koge til vask, den sommer engang… Hovedpinen begyndte at trænge ind i mine tankebaner, og mit syn blev utroværdigt. Jeg var stadig nogenlunde bevidst om at jeg skulle til at passe på, men stadig dum nok til at fortsætte. Tanker som “…Hvor jeg glæder mig til en kølig café og en iskold Sumol…”, viser blot at de ætsende stråler allerede havde kortsluttet en del nerveender. Mine øjnes billede af Marvão lige oppe over næste træ eller stengærde, så jeg næsten kunne række ud og røre ved den kridhvide by, flaksede og flagrede løsrevet fra resten af verden. “Gad vide om jeg kan få et lift når jeg kommer ud på hovedvejen igen; den må jo ligge lige der bag den række træer… Måske kommer jeg til et hus hvor jeg kan få lidt kølighed… Men hvis vejen ligger lige der henne, ville jeg kunne se et hus… Hvad kommer først, hønen eller ægget?” Det var for sent nu. Jeg gik med hjernen blotlagt, og det var ikke mig der bar rundt på den. Faktisk kom jeg endelig hen til landevejen igen; og jeg fik hurtigt et lift. Måske havde det virkelig været en genvej. Men hvad der var sparet i kilometer, havde kostet dobbelt i forkullede neuroner. Hvor jeg eller bilen med et besynderligt bekymret​ par skulle hen, behøvede ingen af os at udveksle noget om: Vejen gik stejlt op til Marvão og ingen andre steder. Jeg sludrede med parret i bilen, mens de mest udvekslede blikke og iøvrigt var tavse men venlige. De havde både almindeligt vand og sodavand, og gav mig hele tiden mere. Jeg fik en ubehagelig fornemmelse af at de var for flinke. Hvilken nationalitet var de egentlig? Jeg prøvede på flere sprog, men kunne ikke huske ret mange ord. Nu kiggede de igen underligt på hinanden. Hvad var de ude på? Eller fortrød de at de havde taget mig op? Kunne de ikke lide mig? Jeg lugtede sikkert slemt efter den lange tur… Det begyndte jeg at forklare. Men blev usikker på hvordan de ville opfatte det. Tænk hvis de troede, at jeg mente at det var dem der lugtede! Gjorde de ikke også det? Lugtede eller troede at jeg troede at de gjorde? Jeg kunne ikke helt finde ud af det… Der var lidt rod i mit hovede, men jeg var ret sikker på at der var en stemning der ikke ville mig noget godt. Måske endda noget direkte slemt. Parret i bilen lod mig ikke selv bestemme, men stoppede ved den første café. Vi var oppe i byen. Var vi ikke? Var det nu også Marvão? Det hele var så blændende hvidt… Og da de havde lempet mig ind i café’ens mørke, var det stadig blændende. Marvão vidste jeg var hvid, men det var alle byer jo heromkring. Parret fulgte mig hen til et bord, gad vide hvorfor? Jeg prøvede at gennemskue dem, men kunne ikke se dem ordentligt. Jeg tror ikke de kunne brød sig om mit udseende. Eller var det bare mig? Jeg tror heller ikke jeg kunne lide mig selv. Men usikkerheden… Var det værste. Parret fra bilen forlod mig. Så lidt var jeg altså værd! Var det portugisisk de sagde farvel på? Og sagde de ikke en masse til de andre på café’en før de gik? Kiggede alle ikke med mistillid på mig? Jeg sad ned… Ved et bord. Selvfølgelig alene, selv om jeg kunne tælle flere stole rundt om. Tre-fire-fem… Nej, dén stol hørte til et andet bord, for der sad nogen. Det var vel ikke ved mit bord? Nej, nu var jeg dum. Dum… Igen. Der var noget med at være dum… Hvis jeg havde stået ved bardisken, ville jeg have set dum ud i spejlet bag. Nej, jeg så ikke bare dum ud! Selv om alle kiggede på mig som var jeg dumheden selv. Jeg skammede mig over mig selv. Dybt! Og forstod hvorfor jeg blev kigget på med så… Jeg havde ingen værdi. Lille latterlige mig… Hvad drak jeg? Vand? Var det mon bare vand? Det virkede… Ja, det virkede. Tror jeg må have drukket fem liter. Hvorfor var det store glas så hele tiden fyldt? Nogen gjorde noget… Før jeg lavede mig selv om til et hul, jeg kunne putte mig selv ned i, skete der noget der vendte det hele. Ikke sådan bare lige. Og ikke kun derfor. En mand, ellers bag disken, men også ham der havde sørget for at jeg var blevet fyldt med vand, satte sig ved siden af mig. Og det var, allerede nu, ikke så jeg følte det påtrængende, udforskende, udfordrende. “Muito sol, ehh? Não bom… E agora? Mais normal? Ou mais água?” Han var en ældre lille mand, med den vanlige ølvom, læderhud med rynker og furer i ansigtet, men et lille smil fastsiddende i mundvigene. Og en forbavsende blød og melodisk stemme. Vist nærmest en tenor? Hov, det var næsten sammenhængende tanker. Og nok så væsentligt: Tanker der ikke drejede sig om mine egne fejl og mangler! Eller hvor tydelige de var at se på mig! Jeg kiggede mig omkring, lidt som var jeg lige kommet ind ad døren. Og ikke for snart en halv time siden. Hov! Det kunne jeg bedømme… Og mit hovede… Eller rettere det, der havde føltes som en kronisk pågående skalpering med en gloende kniv, eller hvordan pokker det skulle beskrives. Ihvertfald med et kranie så blødt som smeltende smør, der løb direkte ned og stegte det hakkekød der havde været min hjerne. Jeg kiggede ud ad døråbningen, og genkendte selvfølgelig Marvão. Med lethed; dén by og dén beliggenhed tager man ikke fejl af. Hvad var der dog gået af mig? Jeg må da have været… Hold da op! Så havde jeg prøvet det med… Regulær kombi af solstik og hedeslag. Men hvilken virkning! Jeg kunne mærke min krops temperatur bare nærme sig noget under 38. Og jeg spekulerede på, hvad der var sket hvis ikke det venlige par i bilen, og derpå folkene i café’en, havde taget sig af mig. Der gik et lyn af skræk igennem mig. Samtidig fik jeg formuleret til den lille smilende vært, at jeg havde det bedre, og fik fremstammet så meget tak og undskyld jeg var i stand til. Men nu var det i det mindste nogenlunde som mig selv, og ikke den vaklende usikkerhed og selvopløsende mangel på tiltro til at være en plads i verden værd, om så bare en lille plads i en krog. Måske havde jeg fået brændt en seriøs mængde hjerneceller af, men jeg var blevet klogere. Nu havde jeg lært solstik at kende… Det var ikke et bekendtskab jeg ønskede at udforske yderligere! Hvor var… Minsandten, min åndssvage trolley-kuffert var på mirakuløs vis kommet med mig. Jeg skyldte vist en del mennesker tak. Det var lige før kufferten var i bedre stand end jeg. Trods ekstra ridser og et løst beslag. Ved nærmere eftersyn også et manglende hjul. Hvor var de dog også brugbare i dette område! Det var noget af det første jeg måtte have gjort. Få fat i noget mere Alentejo-egnet at have mine ting i. Hvis altså jeg skulle meget videre? Min viden fra før jeg startede min hovedløse tur, der nær havde kostet samme, vendte tilbage. Jeg var startet ud fra Carreiras mod Marvão med en bestemt formodning. Det hele, i den grad det var et hele, blev hældt tilbage i mit stadig ømskindede hovede. Det var jo Primeiro og hans mulige kommen her på ét eller andet tidspunkt for ikke så lang tid siden. Havde han virkelig været her, måtte det være muligt at finde ud af. Længere siden ville det ikke have været, og større var stedet ikke. Han ville være husket… Ligesom min solsmadrede bliven slæbt op sikkert allerede i morgen var kendt over hele det lille samfund. Blandt de lokale i det mindste; turisterne kom og gik alligevel som sværme af fluer. Og apropos i morgen, så var det nok en god idé at finde et sted at overnatte. Af to grunde, mindst. Dels var det anderledes svært at finde et bare rimeligt billigt sted her oppe på toppen, her var virkelig eksklusivt. Dels kunne jeg mærke på mine gummiben, at hele mit system havde været igennem noget af en mørbankning. Slatten karklud var for en gangs skyld fuldt rammende. Og mentalt var jeg stadig rystet og ret så rystende. Der var heller ikke mange timer til det blev mørkt. Jeg nåede at få mig det fantastiske udsyn hele vejen rundt. Det var ikke svært. Borgen og byen lå så klemt sammen på toppen, at man fik den fulde 360-grader-udsigt næsten hvor som helst fra. Og hvor var det dog guddommeligt! Det var lige før det var solstik og vanviddet værd. Nej, dog ikke, men at kunne se så langt som øjnene var i stand til… Med små hvide byer, andre bjerge med borge, de store øde vidder, helt til Spanien og dybere, kunne se lige netop over og bag horisonten… Jo, det var så man mistede pusten. Som man siger. Jeg stod i meget lang tid og drejede ganske langsomt rundt om mig selv. Mistede ikke pusten, men fyldte lungerne gang på gang med afstande der i Danmark kun findes på papiret og i fantasien. Dette var så virkeligt, at det næsten gjorde ondt. Nej. Det gjorde en lille smule ondt. Men på den gode måde. Som ondt kan gøre godt, være velgørende. Jeg havde skrabet bunden, som i de mest usikre perioder gennem mit udsvingende liv, nede i dalens varmehelvede. Nu var jeg på toppen. På så mange måder, at det ville være håbløst at begynde at remse op. Så voldsom ned- og optur på én dag, både billedligt og bogstaveligt… Jo, mine lunger og mit hovede havde brug for at indsuge en så stor verden som den fra Marvão. Suge til mig, til jeg selv var en del af det helt store perspektiv. Det fyldte mig, stille og roligt. Men mættende så universet bliver uendeligt. Hvad det vist også er; det kunne bare meget sjældent være inde i en, som det kunne her. Hvis man lod det, og det gjorde jeg med glæde. Måske havde Primeiro stået på samme måde, og taget det hele ind samtidig med at lade sig blive komplet overgivende taget… En tanke slog mig, lidt pudsigt så relativt lille et sted. Jeg vidste jo reelt ikke, om han stadig var her. Måske stod han som jeg og kiggede rundt, blot få meter længere henne, rundt om et hjørne. Det var for vild en tanke. Jeg troede en smule, at det var resterne fra solstikket der stadig stak. Desuden… Jeg tror simpelthen jeg ville kunne mærke hvis han var her. Manden der har skrevet verdens bedste bog. Jo, det ville jeg kunne fornemme. Ville jeg ikke? Han kunne, fornuftigt nok, selvfølgelig bo et af de mange og billigere steder rundt om selve bjerget. Så vidt jeg vidste, var han jo i bil. Så vidt jeg vidste… Hvad vidste jeg? Tja. Hvad ved jeg?

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: