Roman, ultrakort.

DSC_0008

Der ligger en mand på en seng. Hvad er det for en mand? Det er lidt usikkert, svævende eller vævende. Ihvertfald i starten. Så er der en kvinde, sandsynligvis engelsk, hun hedder Laurie. Hun bliver, ved et af den slags tilfælde der sætter handlinger i gang, meget vigtig for hovedpersonen. Der forresten ikke nødvendigvis er manden på sengen, og foreløbig bare hedder ‘jeg’. Der er også en ‘han’, men om det er den samme eller en anden-tredje person, det står også åbent. Minsandten om ikke også Primeiro Proximo Passo, den kendte forfatter, kommer med i historien. (Og jo; han hedder virkelig Senhor Primeiro Proximo Passo). Det er vist de vigtigste personer. Her fra starten. Så er der også, hen ad vejen, eller vejene; dém er der nemlig også mange af, nogle bipersoner. De gør hvad bipersoner ofte gør; får forløbet til at vende helt på hovedet, tage uventede drejninger, enten overraskende eller nødvendigt; væltende hele perspektivet eller bare for at det hele ikke skal gå i stå. En roman kan nemlig nemt male sig selv op i et hjørne. Det kan selvfølgelig være meningen, men så skal man vente på at malingen tørrer. Medmindre det er en pointe i sig selv. Et par gange går det hele så alligevel i stå. Jeg og han og Laurie og Senhor Passo; hvad skal der nu ske med dem? Alle er i et vadested, står og tripper plaskende i det lave vand og får våde fødder. Der er hak i fortællingen, så én af de ellers mindre tidligere forgreninger hives frem og gøres central. Måske midlertidigt, for at redde forløbet i land, eller måske viser den lille bivej sig at være en glimrende hovedvej videre. I dette tilfælde er det en frokost i det grønne, langt væk fra Danmark, (Jojo, det er skam en roman der kommer vidt omkring. Også geografisk!), der får bragt både jeg og han og alle andre nærmere mod slutningen. Hvorfor lige dén scene er så vigtig, det er, indtil senere, ikke helt forståeligt. Men det er derfor det illustrerende foto er valgt; ud fra en vurdering af betydning. Det er nu også et glimrende sted til en picnic. Nu er det så langt henne i romanen, at brikkerne og brokkerne så småt falder på plads. Og ellers aldeles spærrende mure væltes. Eller korthuset braser sammen; det er desværre ikke sådan en entydig historie med enighed om slutningen. Bare hvordan den er, slutningen, kan udlægges på flere måder. Også at der slet ikke er nogen. Altså ud over at der er en sidste side, en sidste sætning, et sidste ord og et punktum. Men det er ikke det samme som en slutning. Eller at slutningen ikke er puttet ind et eller flere steder før. Ikke for at være sådan metafysisk smart med en masse lag altmuligt, det er bare som det er. Måske. Næsten det hele er indhyllet i måske. Grænsende til det irriterende, men det er der ikke så meget at gøre ved. Til sidst ligger der nok ikke en men flere mænd på nogle senge forskellige steder. Hvad det så end skal gøre godt for. Der er forhåbentlig en mening med det. Eller netop ikke; der kommer det allestedsnærværende måske igen. Og ja, det kan læses på mindst to måder. Måske er der også en kvinde på en seng, eller også er hun stået op. Tidslinjerne kan være forskudt, eller intet have med hinanden at gøre. Romanen skal passe på den ikke bliver rent roderi. Urent trav er vist galop, sådan helt bogstaveligt. Det er så det første, måske, der er helt bogstaveligt. Nå, men nu skulle jeg, han, Laurie, og Hr Primeiro gerne have fulgt og fyldt deres deres roller, så der kan gives hånd og siges pænt farvel til romanen. Det samme gælder for bipersonerne, om de så er blevet forladt undervejs eller stadig hænger på. Hvem ved; måske en eller flere af dem er blevet forfremmet til hovedperson? Og omvendt, der skal nemlig være plads til at de enkelte stikker af i deres helt egen retning. Også selv om det kan få det hele til at stritte i alle mulige retninger. Bare det virker som om det er meningen. Én mening. Hov, det var lige ved at blive glemt: Der er nok mindst én der er død et sted i historien. Det er realistisk hvis ellers forløbet strækker sig over en vis tid. Men ikke alle, det er for kedeligt hvis alle bare kradser af. Et naturligt mandefald m/k, jovist, men det er lidt for definitivt hvis alles tidslinjer trækkes ud i fuld længde. Bogstaveligt. Hov, det var anden gang i den ultrakorte version, det må helst ikke blive for meget bogstaveligt. Det kan der selvfølgelig også være en pointe i, men lige dén, at alle kradser af, bliver så ikke brugt. Det er lige en tand for trist. Der er masser af andre pointer. Om de bliver opdaget eller ej. Det kan være en pointe i sig selv, altså om de bliver opdaget. Måske… Det var så den roman. Godtnok i en, meget pænt sagt, ultrakort version. Nærmere nedbarberet til at være indholdsløs. Det er der sgu ikke meget sjov ved! Romanen kommer straks i anførselstegn; “romanen” er SÅ tømt for alt, at det eneste der bare står lidt tilbage, er illustrationen og den tilhørende lille skovtur. Noget nær det eneste indhold… Og det skulle egentlig blot være et halvt afsnit, et underkapitel. Men det VAR virkelig en dejlig dag ved Barragem de Povoa e Meades! Det hedder stedet. Hvor jeg, eller han, eller (mindre sandsynligt; det ligger i en intern logik…), Laurie eller Senhor Passo eller en biperson, sammen med en lille flok flinke mennesker spiste og drak. Begge dele af den bedste slags. På én af de dage, der bagefter står som en af de absolut behagelige og mindeværdige ud af et helt livs. Romanens slutning er forlængst passeret, så mon ikke der er en mening med at det bliver lige dét lille afsnit der står tilbage? Og lige dét foto der bruges som illustration? Det er der nok. Der er ihvertfald ikke meget andet. Eller bedre. End de timer, i godt selskab, ved Barragem de Povoa e Meades…

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: