Grundlovssikret Tag-Selv-Bord.

MIG T RETTEN TIL

OPLÆST / HALVIMPRO, “SAMMEN OM BRABRAND”, GRUNDLOVSDAG ’17; REDIGERET INKL TILFØJELSE.

 

RETTEN TIL at skrive dette vrøvl…

Går nogenlunde lige op med retten til

At synes det ER noget ligegyldigt vrøvl

Nok et læs til lossepladsens vokseværk

 

RETTEN TIL at have uretten ved sin side

Og på aldeles uretfærdig vis skubbe den foran sig

Krybe sammen i rystende rædsel

Når retfærden bliver truende

De mørkeste skygger i søgelyset.

 

RETTEN TIL at være så allerhelvedes ligeglad…

Og brække alle syv retter op i rendestenen;

Se det sidste gylp glide i kloakken…

Galdegrøn boblen stige op som festlige balloner.

 

RETTEN TIL at være skingrende skør.

Nøjagtig som små og store flertal.

Det hedder demokrati. Har et flertal dikteret at

RETTEN TIL demokrati er det MINDSTE​ onde

-af et begrænset udvalg bestemt i et udvalg.

 

RETTEN TIL at gå sin vej

Hvor ingen andre går kun drømmer om

ER der ikke blot en lille sti, så retten til at se en anden vej

Ud!

 

RETTEN TIL at være væk.

Og bare blive lige præcis dér eller

Længere væk, og så helt . . .

Er også retten til usynlighed

Kræver mere mod end fødte lederes hylen højest

 

RETTEN TIL at afskaffe verden var vist engang strafbar

Verden idag belønner dig hvis du ikke opfylder din ret

Til at være ét af verdens lykkeligste mennesker

Ved at blive noget afskrab på fronten af et ICLyn.

 

RETTEN TIL at være helten i dit eget liv,

Hovedperson i det storslåede epos med dig i centrum…

Forsvinder nemt på listen over dagens indkøb

og en kasselinjes “hov-hov, ikke snyde!”.

 

RETTEN TIL at vågne op alt for tidligt

igen og igen til det bliver for sent at få en dag

Til at hænge sammen før i morgen. Måske

Bliver hurtigt en ret til en lukket afdeling, måske

Retten til psykofarmisk ligegyldighed.

 

RETTEN TIL at være lykkeland nr ét

(Jaja, Norge overhaler ind i mellem,

-men de drukner alligevel i al deres olie…)

Er en teoretisk EFTERRET, en dessert, en kransekagefigur…

RETTEN TIL bare at være og endda være lykkelig

-kan slet ikke følge med og må fumle frem fra ærmet:

RETTEN TIL AT GIVE OP… Melde pas og al ære tabt.

-Hvor er nærmeste ophæveautomat?

 

RETTEN TIL at være din egen lykkes smed

Er bag lukkede døre ved bestyrelsesmøder

-med diskret ordre til politikere om at kalde det demokrati

Blevet til en ret der lyder som en anklage:

PLIGTEN til at du er din egen ulykkes smed!

 

RETTEN TIL at spise…

Er blevet retten til at se på

7-retters frådsen i ædedolkenes klub

(2017; Wied ville græmmes; Livsens Ondskab i 17’ende)

Se på og dø af sult med synet af smulerne

Drømme om at sprætte buge op med dolke

-retten til at dø af tv-transmitteret fedme.

 

RETTEN TIL at flygte…

Fra kugler, bomber, sygdom, sult; fra at dø forældreløs

-er der, med forkvaklet frastødende stolthed,

Alt for mange der benægter:

RETTEN TIL, dén er der nemlig også: At være dum!

 

RETTEN TIL vilkårlig fængsling og visitation

Kan kun sættes i anførselstegn; “retten til”…

Udtænkt af kyllingehjerner; udføres af andet hovedløst omkringløbende fjerkræ

Forklædt som mennesker med uniformer og paragraf-pip

Plakaten med betjent, and, og ællinger er blevet hårdkogt.

 

RETTEN TIL at skrive og tegne aldeles frit

Kunne følges af bare én enkelt tanke

Ikke at fornærme millioner af mennesker…

-i stedet tages bagefter et dybt undrende ansigt på

Næsten en tegnet karikatur af uskylden selv.

 

RETTEN TIL at se ud som man ser ud

Har fået et tåkrummende filter, fundet frem fra forseglet bunker

Hudfarve, beklædning, enhver mærkat der ikke er “DK”!

(Og det værste: En rygsæk! Selv en fjeldræv kan indbildes til at tikke)

Et filter med øjenbryn der hæves langt over hjernen;

Du ligner ikke os, og vi er ens, og dét er demokratisk,

Og her er et spejl fra hurlumhejhuset, se selv!

-mens JEG må være så grim at det næsten er LØGN!

 

RETTEN TIL Ramadan… Jamen uha!

Er det ikke noget med bomber og Isis og se bare på England og Frankrig og

Retten til xenofobi og uvidenhed burde måske tages op til genovervejelse…

Men så kommer retten til dumhed buldrende, brølende, bøvsende!:

“Alle Imamer er onde og står på Grimme Høje!”

 

RETTEN TIL at holde Pinse

-måske endda fejre en grundlov

Har det fint med grundlaget for loven

RETTEN TIL religionsfrihed

Nogle mener skal opdateres, digital sortering, bredbåndsnet…

Fanger alle der ikke pr e-boks er kristendømt og korsfæstet

Symbolsk går an med 0’er og 1’er; hellige dages app til Android

Salmesang som Messenger-signal; og ih næh nej “no backdoor”.

 

RETTEN TIL at smide bomber, foretrukket er dog

Droner; lidt mere som computerspil, simulator-leg, bare for sjov

Dén ret er tvivlsom; ihvertfald ikke en mesterkoks; yderst smagløs…

Men så kommer regnestykket frem:

Løgn plus løgn er matematisk sandt bliver til

RETTEN TIL selvforsvar 10.000 km væk med laser-pinpointpræcision

Uundgåelige civile tab og bitter vrede… Der igen udløser…

RETTEN TIL selvforsvar 10.000 km… Der igen…

(Etc; en cirkel med et sigtekorn i midten).

 

RETTEN TIL at være et fjols der kæfter op

Har jeg taget til mig for nogle linjers skyld men bare rolig

Der er nok til også Løkker, Bjerge af Støj, og endnu værre

-Trompet-Trump har tweetet sig til toppen af et Reality-mareridt

Der vandrer ud fra skærmen og besætter lande og folk

Hvis han ikke vækkes eller vi vågner; det er på tide!

 

RETTEN TIL at have bare lidt omløb i hovedet

Er blevet omledt, omdøbt, udledt i Hele Planers nye kloakker

Kun nogle få dråber i tilbageløb drypper forvirret; svært og sært

Når administrative hoveder maksimalt rummer én milliliter

Og kun ved stormflod; 100-års-kategorisk! Arkitektgaranti!

 

RETTEN TIL en grundlov…

Er en grundlovssikret ret!

(Hønen og ægget…)

Og rettens dommer hamrer ivrigt løs

Med sin lille BR-plastikhammer; *piv*-*piv*-*PIV!*:

Grundlov på livstid! Forvaring og forvaltning…

(Hønen og ægget igen…).

 

RETTEN TIL at være en kylling

Om så omformet til kylletter eller benløs fugl

Ingen æg, knap hørbar pippen, morsyg; perfekt borger!

-Selv som foster, 3½ minut og salt, velsmagende

Er vi mange nok… er vi en omelet eller klippet op

Tilbud i vacuum-cellofan; løsdele som lår og vinger

Og så har en kylling retten til at være en kujon…

 

RETTEN TIL… Nej, f*ck det! Ret NOK! Så:

 

RETTEN TIL at sige og skrive hvad man og jeg vil

Takkes der ydmygt for og derpå benyttes

Retten til at sætte sidste punktum.

_________________________

 

Og så alligevel desværre og endnu værre:

—RETTELSE TIL RETTEN TIL:

(Årsag: Nedgraderingen af Aarhus V til krigszone):

 

EFTERRETTEN, desserten er svær at sluge svælge synke

Et simpelt spørgsmål: VIL vi så brændende, også som bogstavelig følge,

GIVE politi og myndigheder RETTEN TIL maskinpistoler og vilkårlig varetægt og

Masser af medvind, dødssejlere jublende forenet, lastet ud over kanten til

DF og deres højre skyggesider, Dansk Skamling, Krarup og Ko…

I BYTTE FOR RETTEN TIL fældige kugler og knive i tilfældige arme og ben

Og maver og hoveder der tilfældigt kommer forbi kampen om

Markedsandele i bedste kapitalistiske ånd, fri for tro og religion

(Selv om dét netop er hvad racister og medier frådende vil æde råt):

RETTEN TIL at sige og skrive og skingre “Se selv hvad der sker!”

-og på ingen tid ophøjes HA til ærværdige danske vikinger…

 

RETTEN TIL at gå ud ad døren uden rygmærke, tatovering, tydelige tegn

ender med frygtsom snigen eller tætsluttende gardiner og frivillig isolation:

RETTEN TIL at være et FLERTAL skydes ned; og SÅ…

-er det tid til uspiselig dessert eller en kugle for panden

Eller begge bitre piller; alternativt ud fra 7. etage

RETTEN TIL at bytte enhver ret med frygt, et kvælerhalsbånd,

En bydel som uddøende dinosaur, uforstående klagebrøl;

AFRETTET TIL

AT RETTE SIG EFTER DEN STÆRKESTE

(Hønen flintrer rundt uden hovede og ægget er råddent)                                                                                                                                                                                  

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: