Arkiv

Monthly Archives: juli 2017

DSC_0121

For en del år siden, måske helt tilbage til før vi blev ældre, gik vi en tur. Gennem rigtig skov, den vilde slags med tæt krat at udforske, og en underskov der næsten var symbolsk. Dengang der stadig var store hvide pletter på kortet i hovedet. Dejligt og spændende! Områder der endnu ikke var fyldt med definitioner og begreber. Før det hele blev krydset af som “been there, done that”. Med påsmækkede udprintede etiketter og mærkater. Eller Fb-opslag. Som en slags plaster på de sår der kommer med den tid der tømmer landskaber for indhold. Forbinding på de horisonter der bløder efter at være brudt igennem. Nå, men min ven og jeg gik i sådan en skov lige på kanten, og hvert skridt var en landvinding. Vi lavede vores egne stier! Der var jo ingen før os, eller skoven var kun for os. Det kunne man også se: Vores ansigter blev ridsede og kradsede af det tætte krat. Det var ren fryd! Vores brændstof var nysgerrighed og vidt åbne sanser. Skoven var uendelig: Vi kendte ikke til grænser. På et tidspunkt, nej før tiden blev til punkter, sagde min ven “Se, der sidder en kat”. Og minsandten ja. Lige ved siden af stien der var os, sad en sort kat og betragtede vores færd. Den sad ganske stille og kiggede, lige for vores fødder: “Jamen det gør der da osse, gad vide hvad den laver?” Den sorte kat fulgte os med sine grønne øjne, mens vi passerede den, videre med vores verden. “Det ved jeg ikke, den bor nok i skoven” Snart var vi ude af syne, men kunne stadig mærke katten, det kunne vi endda i flere tider. “Det var kattens, måske er skoven kattens og ikke vores… Men vi kan vel deles, tror du ikke?” Min ven var ved at skære gennem nogle tornebuske, men hans svar var klart som den bæk der rislede over os: “Der er da ikke noget med at dele, den slags er ligegyldigt, der er en kat og der er os. Og sådan er det bare.” Det kunne jeg kun give min ven ret i. Vi fortsatte i fuld forståelse med katten, der bare havde været der. Alt var godt, sålænge der var mere af alt. Der var heldigvis meget.

Mange år senere, til at sætte tid på, i den samme skov, gik min ven og jeg en tur. Ad den sti vi selv havde lavet, men nu var den så velkendt at det var lidt trist. Der var endda skilte og afmærkninger og al den slags. Vi kom forbi et sted hvor der engang havde siddet en kat. Sort, med grønne øjne, stille og rolig. Min ven så tænksom ud; det har vi lært. “Der var da vist ingen kat, var der?” Pudsigt nok havde jeg lige tænkt næsten det samme, næsten ordret. “Næh, det var der nok ikke. Den var ellers rigtig fin.” Vi gik et par skridt i tavshed. Spekulerende; mere vi har lært. “Ja fin og pæn, sort med grønne øjne. En skam den ikke var der. Ærgerligt.” Vi kunne se udkanten af skoven, og gik lidt langsommere. “Men før den ikke var der, var det godt at den var der. Ikke?”… “Jo da!” Vi har lært meget.

DSC_0028

Hvordan en fiktiv figur fra en endnu ikke skrevet historie kan blive manden der redder dagen…

Det var en underlig dag før den blev mærkelig. Så blev den besynderlig. Nu er den en lappeløsning, der kun med en vis uvilje overhovedet kan kaldes en slags dag. Men hvem skal sættes til det utaknemmelige job? At kalde dagen? Det er lettere. Blot at vente, foran den høje omvendte hat, hvorfra der også kan hives kaniner op. Denne dag kan næppe klares af en kanin, det ville også være på grænsen til dyrplageri. Men hoveder, ansigter på personer, begynder at dukke op. Hvem passer til at passe på sådan en forkert begyndt dag? Et par figurer tøver lige over kanten på hatten, der lige så meget ligner en åbnet hovedskal eller noget andet symbolsk, og enhver kanin eller andet dyr er for længst hoppet ud af syne i virkeligheden. To-tre personer stiller sig til rådighed, folder sig frivilligt ud. Men det er noget af en opgave der venter, der skal både forklares overbevisende og repareres med dygtighed. Så hvem… Det minder for meget om en jobsamtale; sådan fungerer den verden altså ikke. En træder mere i karakter end de andre, udfylder sig selv så naturligt at han indtager scenen. Sådan! Dagens mand, der kunne have været en kvinde, får ordet. Og bliver straks bombarderet med bebrejdelser og beskyldninger. Men hvis nogen kan klare det, endda med både distance og en smule arrogance, er det Senhor Primeiro Próximo Passo. Han er afgjort en af de figurer jeg er mest stolt af. Trods hans ufærdighed og de mange lange huller i hans historie. Nu og her er han den bedste mand til dagen. Og sagen: “Nej-nej-nej! NEJ! Det er omvendt! Det er da for pokker ikke asfalt der gror op gennem græs! Det er græs og andet grønt der bryder op i asfalten og mellem fliser og den slags. Dét der er helt forkert. Asfalten er ikke det levende, der får græs til at sprække og revne. Det er ikke naturligt! Det er ikke… Virkeligt. Virkeligheden er en anden! Det må rettes. Det SKAL rettes, og det hurtigst muligt. Den slags skulle jo nødig brede sig. Eller blot blive et forbillede for nogle få afvigende… Holdninger og meninger. Tænk hvilke konsekvenser det ville få! Årsag og virkning og alt det der. Hvad der er levende, organisk, og hvad der er konstrueret, dødt, sat sammen af mennesker, menneskeskabt. Og lagt, som asfalt! Det planter jo ikke lige sig selv under noget græs, og begynder at gro. Med ødelæggende virkning på græstæppet. Tænk hvis det var en fodboldbane… Nej, det skal rettes, og det skal være i dag. Ja faktisk lidt før, tak!” Det var noget af en skylle Senhor Passo fik. Men jeg var ikke i tvivl om at han kunne håndtere de hårde ord. Typisk for ham tog han sig god tid. Kiggede sig adspredt omkring, med et strejf af kedsomhed i blikket, og pillede det klassiske usynlige fnug af sin altid nydelige jakke. Før han gad svare, overhovedet forholde sig til dagen og dens fejl. Han taler glimrende engelsk, det kommer helt logisk af hans profession, selv om han er af den generation der stort set kun kan portugisisk. For ikke yderligere at besværliggøre dagen, kommer hans ord til at være på dansk. Det er den slags små friheder man heldigvis kan tage sig. Uden at nogen kan gøre noget ved det, allerhøjst mumle halvsurt om ‘realisme’ og lignende uvedkommende begreber. Og altså uden den mindste indflydelse på at Senhor Passo her udtrykker sig på dansk. Det vedkommer hverken dagen eller sagen. Det er en fryd at se Senhor Passo i funktion. Måden han ser på dem han henvender sig til. Blikket lige netop henover hovederne han taler til; en hovenhed der neutraliseres af høflighed og dygtig artikulation; en nedladenhed der alligevel ikke rigtig kan påtales. Korrekthed som våben, dét er min Primeiro. Vi er på fornavn når vi er alene og bare sludrer. Men lige denne dag og dens fejl kræver en Senhor Passo; den myndige og distingverede ældre herre, der udtaler sig med naturlig autoritet og nærmest elegant omhyggelig formulering. Senhor Passo behøver ikke hæve stemmen for at alle tier og lytter: “Skal vi ikke lige starte med få lidt perspektiv på? Dette er jo allerede blæst helt ud af proportioner… (Hr Passo gør et stort nummer ud af at kigge på sit ur)… Og der er kun gået nogle timer af denne enkelte dag. Én dags begyndelse, én lille og lokal afvigelse fra én norm, og straks hyler hele koret som var det verdens undergang. Én verdens, ikke at forglemme. Kun denne version. Men lad os da se på hvad der er så forskrækkeligt og, for nogle, så direkte truende.” (Passo er virkelig god til at lade en smule overbærende foragt skinne igennem, uden at fortrække en mine). “Jeg ser en smule asfalt er skudt op i noget græs… Og det spolerer jeres morgen? Endda hele dagen, uden at nogen ved hvad den ellers vil bringe? Kan I overhovedet forestille jer alt det der kan ske de næste timer? Resten af denne ene dag? Som blot er én af så mange, at det løber op i århundreder, årtusinder, og dét er vel at mærke kun på ét univers tidslinje. Lige ved siden af jeres definerede her og nu, blot et kvart molekyle væk eller mindre, er en uendelighed af andre tidslinjer, i en uendelighed af andre udgaver af virkelighed. Og så bliver denne lille asfaltknold til en stopklods. Der antager groteske dimensioner, og besætter jeres hjerner, så der ikke er plads til andet. Er jeres hjerner så små? Eller rettere, ensporede og smalsporede? Det er jo en smule patetisk, er det ikke? At være så blind for alt andet? End noget der skal mikroskop og nanosekund-måler til at registrere. Blandt den uendelighed af uendeligheder der er til rådighed. hvis ellers man, I, jer, kan se meget længere end ud over jeres egen næse og nå længere end til jeres egen navle. Det hele er et spørgsmål om forestillingsevne. Og dér er en primitiv latterlig fælde klappet: En enkelt hændelse blandt helt bogstaveligt et potentielt uendeligt antal, har klemt jeres tankebaner sammen som fanget i en rævesaks. Det eneste der kan passere i jeres stakkels sammenmaste neuronkæder, er overgivelse og nederlag til en smule asfalts opførsel.” (Jeg klappede i mine små imaginære hænder; Senhor Passo udtrykte mine tanker så man skulle tro det var mine. Perfekt!) Der blev lidt spekulerende tavshed. Nogle prøvede reelt at bruge deres forestillingsevne, deres fantasi, mens andre med et stædigt tvært ansigt prøvede at forme modargumenter. Men det var jo det smarte ved Primeiro’s måde at sætte det hele i relief: Det var egentlig en gang mere eller mindre generaliserende nonsense; slyngen håbløse begreber som ‘uendelighed’ ud; påstande om nu’ets mangfoldighed, steders væren umulige at gøre konkrete… Dén slags. Som er ganske rigtigt og samtidig banale kliché’er, der kan bruges til alt og intet. Det er netop sagen og dagen: Valget mellem alt eller intet! Skåret ud i pap. Med billedet af asfalt der vokser op gennem græs. Fokusering på kun dét, falder valget på ‘Intet’. En øjeblikkelig stump laset virkelighed, med alt andet skåret fra. Og ‘alt andet’ er meget! Som muligheden af at asfalt KAN gro op gennem græs. Lige så naturligt som omvendt. Som en selvfølge. Som en følge af flere virkeligheder end blot én. Stakkels de personer der må nøjes med det… Der kommer da nogle såkaldt fornuftige indvendinger mod Senhor Passos udredning, men ikke rigtig noget der kan rokke ved hans basale gennemgang af situationen. Den værste ophidselse lægger sig, og folk begynder så småt at blive optaget af andre ting. Dagens næste timer lægger beslag på deres tanker. Sådan går det jo med dage. Sådan går dage. Morgenens fokus på det ‘forkerte’ bliver hurtigt til noget at fortælle til kollegerne, derhjemme, ved festlige sammenkomster; en pudsighed i anekdote-form. Og hos dem der bevidnede dagens morgens mærkværdighed, bliver det tilføjet rækken af lignende ‘anomali’. Lagret i den krog af hjernen med skiltet ‘mere mellem himmel og jord’. Når bare det kan gemmes på dén måde, slipper rævesaksens takker det rustinficerede greb om tankerne. Morgenens blokering er ryddet af vejen, dag og tid afpasser deres skridt og tager hinanden under armen som gode gamle venner. Det var så det… Senhor Passo og jeg får en kort snak, før han atter vender tilbage til sin verden. Der er flintrende ligeglad med asfalt og græs. Nej, det er forkert: Den verden hvor asfalt og græs ikke er lænket til en bestemt årsag/virknings-orden. “Tak for hjælpen, Senhor Passo.” (Nu taler vi portugisisk, men her fremstår det som dansk.) “Jamen min gode herre, det var kun en fornøjelse. Jeg er yderst tilfreds hver gang jeg bliver brugt, og det ved du jo udmærket…” Han begynder så småt at kravle tilbage i den kun symbolsk eksisterende hovedskals-lignende kaninhat: Hvadsomhelst, herunder absolut ingenting, kan bruges som ind- og udgang til den verden. “Primeiro, hils de andre!”, når jeg lige at råbe efter ham, før han helt forsvinder. For denne gang. Nede fra den så symbolske at det er latterligt-hat, lyder senhor Passos stemme i mit hovede: “Jaja, det kan du selv gøre. Altid.” Og det har han jo ret i. Senhor Primeiro Próximo Passo er en klog mand. Sådan er han skabt.

Bare én uge med hovedet under vingen… Bare én! Så vi kan passe os selv. Og passe på os selv. Og jeg mig. Men mest os. Mod det mystiske uvejr af idioti, der ligger som en på tv-vejrudsigt uforklarlig front og bare nægter at flytte sig. Selv fladskærmen fryser. DMI udsender varsler om dumhed, til deres egen undren. Dét har de ligegodt ikke prøvet før. Og føler sig en smule… Dumme. Det ligger som den obligatoriske dyne over byen. Men er samtidig så snedigt tyndt og med lange tråde der betænkeligt ligner fangarme, at det kan trænge ind selv gennem et glat ansigts tomhed. Eller de skvulpende panderynker af en vrede der for længst burde være blevet smidt i de ukendtes grav. Måske bare direkte i krematoriet. Men en dum dyne eller en front hvor intet nyt vitterlig er absolut intet nyt og uden udsigt til andet end gamle ugidelige ekkoer fra små knaldperler der ikke engang er ægte, men alligevel kapper fingre af som østers med rabies, klaprer til alle sider og retninger, og ikke engang er sådan en der skal trækkes op med en nøgle engang imellem, men i al sin hundegalskab er en evighedsmaskine. (Og så er dén opfundet!). Selv den klamme dyne får revet lunser af sig; og DMI kan til egen lettelse melde om spredt snefald. Det er selvfølgelig de plasticstykker der skal forestille fjer. Som flagrer rundt uden mål. Og nej, ikke uden mål og med, kun uden. Plastiksne danner driver hvor der er læ for modvinden. Men da modvinden også er mod sig selv, er der ikke megen ly at hente. Fra lageret med diffuse vinde, flænsede flag og tilfældig blæst. Plus lidt rest-storm fra sidste vinter. Der er ved at blive lidt sløv i optrækket. Lagerbygningen, hvor enhver sans for verdenshjørner fjernes af de altid stupide vagter, ansat efter ustabil aggressivitet. Enten efter misbrug af hjernesvinds-stereoider eller bare god gammeldags knap målbar IQ. Dumhed ER nu engang en pålidelig måleenhed. Specielt så længe mennesket leger ko. Drøvtygger på den samme gamle lunkne mavesurhed, der dels holder dem i en form for liv, dels får dem til at glo dumt ud i absolut ingenting, hvilket de finder yderst interessant. En undskyldning til den almindelige ko er vel på sin plads, men nu ER det jo mennesker forklædt som høveder… De er endda med på at blive væltet om i deres eget søle, ligefrem svælge i det og svælge det i sig, (-det fylder alt sammen; drøvet bliver jo tyndgnasket til savl), når andre hoveder synes det er den sjoveste fritidsfornøjelse. Åh for pokker, hvor er min vinge!!! Mit kongedømme for en vinge! Nej sådan et har jeg ikke, ikke anerkendt af ret mange ihvertfald. Så mine kongedrømme, men dem har jeg ikke så mange af. Det er ikke så tit jeg drømmer om at prøve forskellige kroner, og vende og dreje mig foran et spejl… Forresten VIL jeg slet ikke ha’ noget hovede at komme så meget som en krone på! Ikke fem flade ører, dengang flade ører fandtes, for jeg vil jo ha’ mit hovede under VINGEN! Det er jo hele idéen! Som en halshugget høne, der lige har nuppet hovedet fra huggeblokken, og futter rundt med hovedet ikke under armen som en idiot, men under en VINGE! Se DÉT er hvad det hele drejer sig om! Og alt sludderet om idioter egentlig skulle lede hen til. (Sludder er det nu så ikke; der HAR været en usædvanlig tæt tåge af stupiditet; i det mindste inde i hovederne på de mest overraskende mennesker…) Så der er ingen anden udvej. Jeg vil tage mine vidunderlige fiktive personer, og beskytte dem mod dumheds-bacillen. Det smitter sgu! Jeg har kunnet SE det hoppe fra ellers rimeligt fornuftige hovede til hovede… Som så er blevet HØVEDER! Tanketorskedumme! Fiskeøjnetomme! Nånej; det var jo ko-øjne. Se, det sniger sig allerede ind i min hjerne! Lad mig komme op på huggeblokken, kagle bedende og overbevisende nok. Til at øksen falder og *SNAP!* (Eller hvordan det lyder), -og min krop med pjuskede blodige fjer og drejende rundt om sig selv, skal bare huske én ting: At skrabe det lille gispende hønsehovede med ned under en vinge. SÅ kan vi lægge os i et hjørne af hønsegården, med de stupide høveder væltet omkuld i sølet ude på marken, og passe os selv. Jeg véd godt at vi så skal plukkes og skæres op, så indvoldene kan hives ud, og senere steges eller koges, efter at være blevet klippet i stumper og stykker. Men jeg satser på dumheden! Jeg HÅBER på, at slagteren eller kogekonen er bøvet og nok høved til, at fjerkræsaksen bare bliver gloet på, og højst en kvart tanke anstrengt afspejles i de to glaskoøjne: “Øh, og hva’ var det så nu…??? Økse? Skaft? Godt jeg har fire ben at vælte på… Og søle i drøvet eller hvodden det er.  Altså, der var noget med en der var dum eller var det en hende; men det ka’ da ikke være den sølle halvdøde høne der henne i hjørnet… Nej, jeg må liiiige tænke mig om, hvem ka’ det være jeg hader lige nu… Bortset fra de fleste. Hmmm… + Øhhh…. = Årh de pokkers ord. Dém er det nok jeg ska’ bruge saksen på…” Jeps; dét satser jeg på! Hele min forstand, endda. At ord sakses, og ikke jeg. Vi, bliver  det snart. Men jeg / vi om lidt tror den går: Idiotien er så fremherskende, at planen lige netop er idiotisk nok til at kunne lykkes. Og SÅ får jeg fred! Med mit hovede godt beskyttet af ægte fjer! Jamen ligefrem pakket ind og beskyttet som et æg under en høne… Og SÅ kan jeg pusle i fred og ro med min fiktive verden, og mine fiktive personer. Der såmænd, som det ser ud for tiden, er mindre fiktive end de fjolser der giver sig ud for ko-forklædte mennesker. Eller er det omvendt? Jeg ved det ikke, og gider ikke spilde tanker på det. Desuden er det jo smitsomt… Næh, jeg vil koncentrere mig om ‘jeg’, som altså ikke helt er ‘jeg’ som i ‘mig’, men nok noget der ligner. Og en ‘han’ der heller ikke er ‘mig eller ‘jeg’ i 3. person, faktisk kan det være hvemsomhelst, også en ‘hun’. Apropos er der jo altid ‘Laurie’, som stadig har svært ved at falde på plads i fiktionen; hun vil nok røre en del på sig der under vingen. Og så er der jo ham med det håbløse navn: ‘Primeiro Proximo Passo’. Det er næsten latterligt, men det er jo fiktion, og der er én ting HAN ikke er: Dum! ‘Senhor Passo’, som han nok tit vil blive forkortet til, er ikke et høved der ligger væltet i sit eget søle ude på en mark. Ikke engang i den vildeste fiktion, helt uden grænser! Derudover, (jeg har godtnok en del at se til, der under min vinge), er der alle bipersonerne. Med større eller mindre betydning… Dét vil vise sig efterhånden som fiktionen bliver virkelig. En tanke får mig til at give et enkelt trist kluk fra mig, dæmpet af de dyne-egnede vingedun: Jeg ER jo nok også nødt til at medtage noget af den epidemiske dumhed der har hærget den sidste tid. Fiktion er jo ikke bare fiktion, men har trods alt sit udspring i én eller anden virkelighed. Om den så er nok så meget opfundet; løgn og latin; altså fiktiv… Sådanne virkeligheder er der masser af. Bare se på den jeg har skabt. Som afhugget hønsehovede. Under egen vinge. Kun for at passe på min verden… Der ER jo nok nogle der vil betegne den som direkte dum, men jeg er ligeglad. Så er det nemlig dem der er dumme! Nemlig! Så dumme at de skulle halshugges… Uden en vinge at gemme sig under! Ha! Ikke så meget som et sekund. Og jeg regner med mindst en uge. Så kan de lære de! Nemlig! Hvad de kan lære, må de selv om, og jeg ved det ikke. Men det kan de! Ha! Lære det! Nånej, de er for dumme… Men så kan JEG lære DEM! Hæ! De fortjener sgu ikke bedre… Så kan de lære om min fiktive verden med ‘jeg’, ‘han’, ‘Laurie’, ‘Senhor Passo’, og alle de andre. Sgu! Vi kravler ind under deres dyne. Vi bliver en del af deres tåge… De skal sgu få noget at drøvtygge på! Åhjo, bare vent kære fjender… Der skal kun en uge til! Så er min fiktion jeres virkelighed. Og I kan rejse jer på jeres stive ben, ryste på ex-høvederne og tænke(!): “Hva’ pokker skete der lige for mig dér…???” Mens jeg gnider mine vingefjer af fryd. Så godt jeg nu kan med kun én vinge. Og uden at tabe hovedet.

 

Den sidste før den Første

Så simpelt. Så enkelt. Som en leg! Før apokalypsens 47 ryttere samler sig i dække af igår. Udveksler vittigheder og småsladder om stort og småt siden sidste sidste. Over en let frokost, mens de venter på nummer 48. Der altid kommer for sent; det er efterrationaliseringens natur og er derfor altid efter de andre. På et storskrydende æsel med et omvendt hvidt snit. Det hjælper på erindringens mangler. 47 + 1 bliver et utal, ørkenvandringen begynder. Hvert eneste sandkorn fyldes til det brister med valgmuligheder. Verden efter verden eksploderer i udvidet bevidsthed, til hver og en må indskrænke og fornedre sig selv i bortskæring og glemsel og. Bogstaveligt. Som en leg bliver 48 utal af spor tvunget til syne, under mikroskop og sure opstød fra den lette frokost. Med automatisk podning til selvskydende afveje fra afveje. Valg på valg på valg; apokalypsen godter sig over at de ikke er labyrintens tankeeksperiment. Med misvisende forældet vejvisning ender alt i en rundkørsel. Dét er det optimale. Et lukket kredsløb er ikke for børn! Efter dagen igår, gennem en mørkere nat i vild galop og brølende småsladder, tvinges sandstorme til at tegne en horisont. En tydeligt syg bleg sol kryber op og frygter det værste. De første stråler, målrettede spots frataget enhver legende glimten, kan kun fremvise utallets urværk. Fremhævet af den første dags ekstra dybe skygge fra horisont til horisont. Fladtrampede verdenshjørner kniber skamfuldt øjnene sammen, det løber øst koldt ned ad ryggen trods solens medfølende klappen på skuldrene. Vi er alle i samme både og. Det er et besynderligt landskab. Sagt på mildeste måde, og forsigtigt: Hvem ved om det stadig er i udvikling og så til den næste første dag… Frygt er en anerkendt ingrediens i apokalypsers fremstormen, om det så er gentagelse efter gentagelse. En horror-film kan da også give spjæt både anden og tredje gang? Netop forventningens angst… Trods de 48 + 1 og deres vanlige optræden for masserne hver gang den sidste skal blive den første, må jeg modstræbende stille mig selv det logiske spørgsmål: ER det så simpelt? SÅ enkelt? Med erindring, efterrationalisering, eftertænksomheds enerhverende dunken på hovedskallen, formår jeg lige at rette: KUNNE det være så simpelt? KUNNE det være enkelt? ER det muligt, en anden første dag efter en sidste, at undgå forvildelsen i teorien, og blot hoppe fra dag til dag? Som en leg. Som mig selv, uden påtvunget udklædning til et kostumebal mellem vrinskende og trampende heste… Højst med en hinkesten eller slangebøsse i lommen. MON det en sidste dag kan lade sig gøre? Altså den lange vej til den første… Udenom landminer og masker; maskingeværreder og udredninger; snubletråde og snublen over tanketråde: Alt den slags der har forårsaget så mange ofre hver første dag til nu. Med tvivl om spejlbilledes utal af billedskift; hvilket ansigt kan tænkes? Og den type af fortvivlet dias-show i fast-forward. Søgen efter grimasse… KAN det passe? Ørkenen er blevet en firkant, med indsnævrende snorlige horisonter. Sat sammen i afmålte rettede vinkler. Med forstærkede stålbeslag; slag efter slag. Det ligner en optegnet bane til et spil af en slags. En arena, til holdspil eller individuel bedømmelse. Med plads til nedadvendte tommelfingre, hvis det skulle være. Det skal det nok. Men det kunne såmænd også være en sandkasse. Hvis ikke det var brændt til en så solid form, at det kan holde  til den sidste dag. Eller er det støbt i beton? Det er en forskel uden betydning. Som giver de forventede yderligere spekulationer. Det er sgu smart udtænkt! Hjørneflagene blafrer en smule, men om det er vind eller diskret snoretræk, måske kodede signaler fra den sidste dag til den første, det kan ikke lige bestemmes. Flere spekulationer… Uanset hvad, er det kompliceret. Uoverskueligt. Egentlig imponerende på sin egen frådende måde. At forvanske en virkelighed eller flere til noget nær uforståeligt. Der må være mere mellem himmel og jord fra den sidste dag til den første! Udover en apokalypse. Gad vide om det SKAL være sådan efter hver sidste dag? At de ret så dystre ryttere kommer fræsende og skaber en afartet bane af en slags? OG sætter reglerne, med deres munde fulde af let frokost? Tegner et landskab, fra klaustrofobisk horisont til horisont? Så er hver første dag givet… Men ikke en entydig behagelig gave at få. Og hvor kan den byttes? Nej vel? Det er jo heller ikke fordi der lige er en kvittering at fremvise. Prisen er også et tal der ikke eksisterer. Et utal… Hvad ER det så for en indhegnet verden den første dag viser? Med indvielse der kræver en boltsaks, og taler der er en mumlen i hovederne på alle. Ramt af den første dags selvudbyggende kunstige intelligens, hver enkelt tager for givet til hver enkelt, og derfor så mange sammenstød mellem ellers ligesindede, der nok er lidt for ligesindede til at det ikke går galt og ender i skarp konkurrence: Banen er klar… Ud i tovene og KO. Rundt om det hele, selvfølgelig inden for de optrukne horisonters vantro vandrethed, er der en ring. Som en vandoverflade lynfrosset til det absolutte nulpunkt, men med kun én ring efter nok så mange smuttere. De er jo kun på overfladen. Med en afgørende forskel: Billedet er, bogstaveligt og på alle måder, i negativ. Det er ikke en bølge, en lille forhøjning som netop ved en stens brud ned i vandspejlet. Det er en rende; en fordybning i den benhårde sammenbrændte nedsmeltede ørken. Cirkel, næsten perfekt rund, radius og anden matematik passer til punktum og prikken med sløve tanebaners endnu sløvere mangel på fortsættelse. En cirkel der er en massegrav. Sær form, men fungerer samtidig som en grav af vold: Fyldt op med skeletter, helt simpelt og enkelt, fra dem der ikke kunne følge reglerne. Afpillede, nedpillede, foragtede, forarmede: ENHVER ved det! At der PRÆCIS mellem den sidste dag og den første sker en udskilning. Afvikling, kan det kaldes. Et lynnedslag i hvert et hovede. Med tordenbrag og det hele. Kun overdøvet, hvis ikke det er det samme, af 48 rytteres gnasken gennnem marv og ben, og orkanrasende høje småsladren. HVAD det er? Og hvorfor så høj en dødelighed, at en gigantisk voldgrav ikke er en leg? Tænk selv… Hvilket kun er tilladt hvis du tror det er dig der tænker; det gør du som regel. Men et fingerpeg, med en overdrevent forlænget knokkelfinger: Når dagen der er den sidste bliver den første, VIL det medføre en uhyggelig lemminge-effekt. ALT for mange tror ikke på apokalypsen! Den nødvendige påfyldning af tanker. En bare halvtom hjerne ER en trussel. Hovedet der bærer rundt på sådan en lækkende hjerne, KUNNE jo ende med at tro det værste: At det hele er enkelt! Simpelt! EN LEG!!! Og dét, mine fine såvel som ufine venner og fjender, er det afgjort ikke! 48 + 1 er ikke for sjov! Utallet ER! Denne forklaring er ikke fyldestgørende eller tilfredsstillende. Sådan må det være. Uklarheden og tankernes indviklen er jo efter den første dag. Og kun den uforståelige kamps regler gælder. Alt med plads til enkeltgældende tanker, er stoppet til med indbyrdes diskussion; tæller målet eller ej? Eller bare stoppet. Lige så uendelig cirklen med skeletter er, lige så endelig er denne beskrivelse. Støvet fra rytterne har forlængst overladt os til vores egen støven til. Med megen god vilje, KAN det opfattes som en leg. SÅ er det ned i cirklen…

NB!: DIREKTE COPY/PASTE; INGEN REDIGERING ELLER KORREKTUR:

INGEN 1. GENNEMSKRIVNING…

Hvilket IKKE er en undskyldning eller lignende; INDHOLDET står jeg 100% ved; -‘Formen’ trænger gevaldigt til en redigering etc…

Det ER en leg… Nede i den cirkelformede massegrav.

%d bloggers like this: