Den sidste før den Første.

Den sidste før den Første

Så simpelt. Så enkelt. Som en leg! Før apokalypsens 47 ryttere samler sig i dække af igår. Udveksler vittigheder og småsladder om stort og småt siden sidste sidste. Over en let frokost, mens de venter på nummer 48. Der altid kommer for sent; det er efterrationaliseringens natur og er derfor altid efter de andre. På et storskrydende æsel med et omvendt hvidt snit. Det hjælper på erindringens mangler. 47 + 1 bliver et utal, ørkenvandringen begynder. Hvert eneste sandkorn fyldes til det brister med valgmuligheder. Verden efter verden eksploderer i udvidet bevidsthed, til hver og en må indskrænke og fornedre sig selv i bortskæring og glemsel og. Bogstaveligt. Som en leg bliver 48 utal af spor tvunget til syne, under mikroskop og sure opstød fra den lette frokost. Med automatisk podning til selvskydende afveje fra afveje. Valg på valg på valg; apokalypsen godter sig over at de ikke er labyrintens tankeeksperiment. Med misvisende forældet vejvisning ender alt i en rundkørsel. Dét er det optimale. Et lukket kredsløb er ikke for børn! Efter dagen igår, gennem en mørkere nat i vild galop og brølende småsladder, tvinges sandstorme til at tegne en horisont. En tydeligt syg bleg sol kryber op og frygter det værste. De første stråler, målrettede spots frataget enhver legende glimten, kan kun fremvise utallets urværk. Fremhævet af den første dags ekstra dybe skygge fra horisont til horisont. Fladtrampede verdenshjørner kniber skamfuldt øjnene sammen, det løber øst koldt ned ad ryggen trods solens medfølende klappen på skuldrene. Vi er alle i samme både og. Det er et besynderligt landskab. Sagt på mildeste måde, og forsigtigt: Hvem ved om det stadig er i udvikling og så til den næste første dag… Frygt er en anerkendt ingrediens i apokalypsers fremstormen, om det så er gentagelse efter gentagelse. En horror-film kan da også give spjæt både anden og tredje gang? Netop forventningens angst… Trods de 48 + 1 og deres vanlige optræden for masserne hver gang den sidste skal blive den første, må jeg modstræbende stille mig selv det logiske spørgsmål: ER det så simpelt? SÅ enkelt? Med erindring, efterrationalisering, eftertænksomheds enerhverende dunken på hovedskallen, formår jeg lige at rette: KUNNE det være så simpelt? KUNNE det være enkelt? ER det muligt, en anden første dag efter en sidste, at undgå forvildelsen i teorien, og blot hoppe fra dag til dag? Som en leg. Som mig selv, uden påtvunget udklædning til et kostumebal mellem vrinskende og trampende heste… Højst med en hinkesten eller slangebøsse i lommen. MON det en sidste dag kan lade sig gøre? Altså den lange vej til den første… Udenom landminer og masker; maskingeværreder og udredninger; snubletråde og snublen over tanketråde: Alt den slags der har forårsaget så mange ofre hver første dag til nu. Med tvivl om spejlbilledes utal af billedskift; hvilket ansigt kan tænkes? Og den type af fortvivlet dias-show i fast-forward. Søgen efter grimasse… KAN det passe? Ørkenen er blevet en firkant, med indsnævrende snorlige horisonter. Sat sammen i afmålte rettede vinkler. Med forstærkede stålbeslag; slag efter slag. Det ligner en optegnet bane til et spil af en slags. En arena, til holdspil eller individuel bedømmelse. Med plads til nedadvendte tommelfingre, hvis det skulle være. Det skal det nok. Men det kunne såmænd også være en sandkasse. Hvis ikke det var brændt til en så solid form, at det kan holde  til den sidste dag. Eller er det støbt i beton? Det er en forskel uden betydning. Som giver de forventede yderligere spekulationer. Det er sgu smart udtænkt! Hjørneflagene blafrer en smule, men om det er vind eller diskret snoretræk, måske kodede signaler fra den sidste dag til den første, det kan ikke lige bestemmes. Flere spekulationer… Uanset hvad, er det kompliceret. Uoverskueligt. Egentlig imponerende på sin egen frådende måde. At forvanske en virkelighed eller flere til noget nær uforståeligt. Der må være mere mellem himmel og jord fra den sidste dag til den første! Udover en apokalypse. Gad vide om det SKAL være sådan efter hver sidste dag? At de ret så dystre ryttere kommer fræsende og skaber en afartet bane af en slags? OG sætter reglerne, med deres munde fulde af let frokost? Tegner et landskab, fra klaustrofobisk horisont til horisont? Så er hver første dag givet… Men ikke en entydig behagelig gave at få. Og hvor kan den byttes? Nej vel? Det er jo heller ikke fordi der lige er en kvittering at fremvise. Prisen er også et tal der ikke eksisterer. Et utal… Hvad ER det så for en indhegnet verden den første dag viser? Med indvielse der kræver en boltsaks, og taler der er en mumlen i hovederne på alle. Ramt af den første dags selvudbyggende kunstige intelligens, hver enkelt tager for givet til hver enkelt, og derfor så mange sammenstød mellem ellers ligesindede, der nok er lidt for ligesindede til at det ikke går galt og ender i skarp konkurrence: Banen er klar… Ud i tovene og KO. Rundt om det hele, selvfølgelig inden for de optrukne horisonters vantro vandrethed, er der en ring. Som en vandoverflade lynfrosset til det absolutte nulpunkt, men med kun én ring efter nok så mange smuttere. De er jo kun på overfladen. Med en afgørende forskel: Billedet er, bogstaveligt og på alle måder, i negativ. Det er ikke en bølge, en lille forhøjning som netop ved en stens brud ned i vandspejlet. Det er en rende; en fordybning i den benhårde sammenbrændte nedsmeltede ørken. Cirkel, næsten perfekt rund, radius og anden matematik passer til punktum og prikken med sløve tanebaners endnu sløvere mangel på fortsættelse. En cirkel der er en massegrav. Sær form, men fungerer samtidig som en grav af vold: Fyldt op med skeletter, helt simpelt og enkelt, fra dem der ikke kunne følge reglerne. Afpillede, nedpillede, foragtede, forarmede: ENHVER ved det! At der PRÆCIS mellem den sidste dag og den første sker en udskilning. Afvikling, kan det kaldes. Et lynnedslag i hvert et hovede. Med tordenbrag og det hele. Kun overdøvet, hvis ikke det er det samme, af 48 rytteres gnasken gennnem marv og ben, og orkanrasende høje småsladren. HVAD det er? Og hvorfor så høj en dødelighed, at en gigantisk voldgrav ikke er en leg? Tænk selv… Hvilket kun er tilladt hvis du tror det er dig der tænker; det gør du som regel. Men et fingerpeg, med en overdrevent forlænget knokkelfinger: Når dagen der er den sidste bliver den første, VIL det medføre en uhyggelig lemminge-effekt. ALT for mange tror ikke på apokalypsen! Den nødvendige påfyldning af tanker. En bare halvtom hjerne ER en trussel. Hovedet der bærer rundt på sådan en lækkende hjerne, KUNNE jo ende med at tro det værste: At det hele er enkelt! Simpelt! EN LEG!!! Og dét, mine fine såvel som ufine venner og fjender, er det afgjort ikke! 48 + 1 er ikke for sjov! Utallet ER! Denne forklaring er ikke fyldestgørende eller tilfredsstillende. Sådan må det være. Uklarheden og tankernes indviklen er jo efter den første dag. Og kun den uforståelige kamps regler gælder. Alt med plads til enkeltgældende tanker, er stoppet til med indbyrdes diskussion; tæller målet eller ej? Eller bare stoppet. Lige så uendelig cirklen med skeletter er, lige så endelig er denne beskrivelse. Støvet fra rytterne har forlængst overladt os til vores egen støven til. Med megen god vilje, KAN det opfattes som en leg. SÅ er det ned i cirklen…

NB!: DIREKTE COPY/PASTE; INGEN REDIGERING ELLER KORREKTUR:

INGEN 1. GENNEMSKRIVNING…

Hvilket IKKE er en undskyldning eller lignende; INDHOLDET står jeg 100% ved; -‘Formen’ trænger gevaldigt til en redigering etc…

Det ER en leg… Nede i den cirkelformede massegrav.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: