Asfalt/Græs.

DSC_0028

Hvordan en fiktiv figur fra en endnu ikke skrevet historie kan blive manden der redder dagen…

Det var en underlig dag før den blev mærkelig. Så blev den besynderlig. Nu er den en lappeløsning, der kun med en vis uvilje overhovedet kan kaldes en slags dag. Men hvem skal sættes til det utaknemmelige job? At kalde dagen? Det er lettere. Blot at vente, foran den høje omvendte hat, hvorfra der også kan hives kaniner op. Denne dag kan næppe klares af en kanin, det ville også være på grænsen til dyrplageri. Men hoveder, ansigter på personer, begynder at dukke op. Hvem passer til at passe på sådan en forkert begyndt dag? Et par figurer tøver lige over kanten på hatten, der lige så meget ligner en åbnet hovedskal eller noget andet symbolsk, og enhver kanin eller andet dyr er for længst hoppet ud af syne i virkeligheden. To-tre personer stiller sig til rådighed, folder sig frivilligt ud. Men det er noget af en opgave der venter, der skal både forklares overbevisende og repareres med dygtighed. Så hvem… Det minder for meget om en jobsamtale; sådan fungerer den verden altså ikke. En træder mere i karakter end de andre, udfylder sig selv så naturligt at han indtager scenen. Sådan! Dagens mand, der kunne have været en kvinde, får ordet. Og bliver straks bombarderet med bebrejdelser og beskyldninger. Men hvis nogen kan klare det, endda med både distance og en smule arrogance, er det Senhor Primeiro Próximo Passo. Han er afgjort en af de figurer jeg er mest stolt af. Trods hans ufærdighed og de mange lange huller i hans historie. Nu og her er han den bedste mand til dagen. Og sagen: “Nej-nej-nej! NEJ! Det er omvendt! Det er da for pokker ikke asfalt der gror op gennem græs! Det er græs og andet grønt der bryder op i asfalten og mellem fliser og den slags. Dét der er helt forkert. Asfalten er ikke det levende, der får græs til at sprække og revne. Det er ikke naturligt! Det er ikke… Virkeligt. Virkeligheden er en anden! Det må rettes. Det SKAL rettes, og det hurtigst muligt. Den slags skulle jo nødig brede sig. Eller blot blive et forbillede for nogle få afvigende… Holdninger og meninger. Tænk hvilke konsekvenser det ville få! Årsag og virkning og alt det der. Hvad der er levende, organisk, og hvad der er konstrueret, dødt, sat sammen af mennesker, menneskeskabt. Og lagt, som asfalt! Det planter jo ikke lige sig selv under noget græs, og begynder at gro. Med ødelæggende virkning på græstæppet. Tænk hvis det var en fodboldbane… Nej, det skal rettes, og det skal være i dag. Ja faktisk lidt før, tak!” Det var noget af en skylle Senhor Passo fik. Men jeg var ikke i tvivl om at han kunne håndtere de hårde ord. Typisk for ham tog han sig god tid. Kiggede sig adspredt omkring, med et strejf af kedsomhed i blikket, og pillede det klassiske usynlige fnug af sin altid nydelige jakke. Før han gad svare, overhovedet forholde sig til dagen og dens fejl. Han taler glimrende engelsk, det kommer helt logisk af hans profession, selv om han er af den generation der stort set kun kan portugisisk. For ikke yderligere at besværliggøre dagen, kommer hans ord til at være på dansk. Det er den slags små friheder man heldigvis kan tage sig. Uden at nogen kan gøre noget ved det, allerhøjst mumle halvsurt om ‘realisme’ og lignende uvedkommende begreber. Og altså uden den mindste indflydelse på at Senhor Passo her udtrykker sig på dansk. Det vedkommer hverken dagen eller sagen. Det er en fryd at se Senhor Passo i funktion. Måden han ser på dem han henvender sig til. Blikket lige netop henover hovederne han taler til; en hovenhed der neutraliseres af høflighed og dygtig artikulation; en nedladenhed der alligevel ikke rigtig kan påtales. Korrekthed som våben, dét er min Primeiro. Vi er på fornavn når vi er alene og bare sludrer. Men lige denne dag og dens fejl kræver en Senhor Passo; den myndige og distingverede ældre herre, der udtaler sig med naturlig autoritet og nærmest elegant omhyggelig formulering. Senhor Passo behøver ikke hæve stemmen for at alle tier og lytter: “Skal vi ikke lige starte med få lidt perspektiv på? Dette er jo allerede blæst helt ud af proportioner… (Hr Passo gør et stort nummer ud af at kigge på sit ur)… Og der er kun gået nogle timer af denne enkelte dag. Én dags begyndelse, én lille og lokal afvigelse fra én norm, og straks hyler hele koret som var det verdens undergang. Én verdens, ikke at forglemme. Kun denne version. Men lad os da se på hvad der er så forskrækkeligt og, for nogle, så direkte truende.” (Passo er virkelig god til at lade en smule overbærende foragt skinne igennem, uden at fortrække en mine). “Jeg ser en smule asfalt er skudt op i noget græs… Og det spolerer jeres morgen? Endda hele dagen, uden at nogen ved hvad den ellers vil bringe? Kan I overhovedet forestille jer alt det der kan ske de næste timer? Resten af denne ene dag? Som blot er én af så mange, at det løber op i århundreder, årtusinder, og dét er vel at mærke kun på ét univers tidslinje. Lige ved siden af jeres definerede her og nu, blot et kvart molekyle væk eller mindre, er en uendelighed af andre tidslinjer, i en uendelighed af andre udgaver af virkelighed. Og så bliver denne lille asfaltknold til en stopklods. Der antager groteske dimensioner, og besætter jeres hjerner, så der ikke er plads til andet. Er jeres hjerner så små? Eller rettere, ensporede og smalsporede? Det er jo en smule patetisk, er det ikke? At være så blind for alt andet? End noget der skal mikroskop og nanosekund-måler til at registrere. Blandt den uendelighed af uendeligheder der er til rådighed. hvis ellers man, I, jer, kan se meget længere end ud over jeres egen næse og nå længere end til jeres egen navle. Det hele er et spørgsmål om forestillingsevne. Og dér er en primitiv latterlig fælde klappet: En enkelt hændelse blandt helt bogstaveligt et potentielt uendeligt antal, har klemt jeres tankebaner sammen som fanget i en rævesaks. Det eneste der kan passere i jeres stakkels sammenmaste neuronkæder, er overgivelse og nederlag til en smule asfalts opførsel.” (Jeg klappede i mine små imaginære hænder; Senhor Passo udtrykte mine tanker så man skulle tro det var mine. Perfekt!) Der blev lidt spekulerende tavshed. Nogle prøvede reelt at bruge deres forestillingsevne, deres fantasi, mens andre med et stædigt tvært ansigt prøvede at forme modargumenter. Men det var jo det smarte ved Primeiro’s måde at sætte det hele i relief: Det var egentlig en gang mere eller mindre generaliserende nonsense; slyngen håbløse begreber som ‘uendelighed’ ud; påstande om nu’ets mangfoldighed, steders væren umulige at gøre konkrete… Dén slags. Som er ganske rigtigt og samtidig banale kliché’er, der kan bruges til alt og intet. Det er netop sagen og dagen: Valget mellem alt eller intet! Skåret ud i pap. Med billedet af asfalt der vokser op gennem græs. Fokusering på kun dét, falder valget på ‘Intet’. En øjeblikkelig stump laset virkelighed, med alt andet skåret fra. Og ‘alt andet’ er meget! Som muligheden af at asfalt KAN gro op gennem græs. Lige så naturligt som omvendt. Som en selvfølge. Som en følge af flere virkeligheder end blot én. Stakkels de personer der må nøjes med det… Der kommer da nogle såkaldt fornuftige indvendinger mod Senhor Passos udredning, men ikke rigtig noget der kan rokke ved hans basale gennemgang af situationen. Den værste ophidselse lægger sig, og folk begynder så småt at blive optaget af andre ting. Dagens næste timer lægger beslag på deres tanker. Sådan går det jo med dage. Sådan går dage. Morgenens fokus på det ‘forkerte’ bliver hurtigt til noget at fortælle til kollegerne, derhjemme, ved festlige sammenkomster; en pudsighed i anekdote-form. Og hos dem der bevidnede dagens morgens mærkværdighed, bliver det tilføjet rækken af lignende ‘anomali’. Lagret i den krog af hjernen med skiltet ‘mere mellem himmel og jord’. Når bare det kan gemmes på dén måde, slipper rævesaksens takker det rustinficerede greb om tankerne. Morgenens blokering er ryddet af vejen, dag og tid afpasser deres skridt og tager hinanden under armen som gode gamle venner. Det var så det… Senhor Passo og jeg får en kort snak, før han atter vender tilbage til sin verden. Der er flintrende ligeglad med asfalt og græs. Nej, det er forkert: Den verden hvor asfalt og græs ikke er lænket til en bestemt årsag/virknings-orden. “Tak for hjælpen, Senhor Passo.” (Nu taler vi portugisisk, men her fremstår det som dansk.) “Jamen min gode herre, det var kun en fornøjelse. Jeg er yderst tilfreds hver gang jeg bliver brugt, og det ved du jo udmærket…” Han begynder så småt at kravle tilbage i den kun symbolsk eksisterende hovedskals-lignende kaninhat: Hvadsomhelst, herunder absolut ingenting, kan bruges som ind- og udgang til den verden. “Primeiro, hils de andre!”, når jeg lige at råbe efter ham, før han helt forsvinder. For denne gang. Nede fra den så symbolske at det er latterligt-hat, lyder senhor Passos stemme i mit hovede: “Jaja, det kan du selv gøre. Altid.” Og det har han jo ret i. Senhor Primeiro Próximo Passo er en klog mand. Sådan er han skabt.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: