Kattetur-retur.

DSC_0121

For en del år siden, måske helt tilbage til før vi blev ældre, gik vi en tur. Gennem rigtig skov, den vilde slags med tæt krat at udforske, og en underskov der næsten var symbolsk. Dengang der stadig var store hvide pletter på kortet i hovedet. Dejligt og spændende! Områder der endnu ikke var fyldt med definitioner og begreber. Før det hele blev krydset af som “been there, done that”. Med påsmækkede udprintede etiketter og mærkater. Eller Fb-opslag. Som en slags plaster på de sår der kommer med den tid der tømmer landskaber for indhold. Forbinding på de horisonter der bløder efter at være brudt igennem. Nå, men min ven og jeg gik i sådan en skov lige på kanten, og hvert skridt var en landvinding. Vi lavede vores egne stier! Der var jo ingen før os, eller skoven var kun for os. Det kunne man også se: Vores ansigter blev ridsede og kradsede af det tætte krat. Det var ren fryd! Vores brændstof var nysgerrighed og vidt åbne sanser. Skoven var uendelig: Vi kendte ikke til grænser. På et tidspunkt, nej før tiden blev til punkter, sagde min ven “Se, der sidder en kat”. Og minsandten ja. Lige ved siden af stien der var os, sad en sort kat og betragtede vores færd. Den sad ganske stille og kiggede, lige for vores fødder: “Jamen det gør der da osse, gad vide hvad den laver?” Den sorte kat fulgte os med sine grønne øjne, mens vi passerede den, videre med vores verden. “Det ved jeg ikke, den bor nok i skoven” Snart var vi ude af syne, men kunne stadig mærke katten, det kunne vi endda i flere tider. “Det var kattens, måske er skoven kattens og ikke vores… Men vi kan vel deles, tror du ikke?” Min ven var ved at skære gennem nogle tornebuske, men hans svar var klart som den bæk der rislede over os: “Der er da ikke noget med at dele, den slags er ligegyldigt, der er en kat og der er os. Og sådan er det bare.” Det kunne jeg kun give min ven ret i. Vi fortsatte i fuld forståelse med katten, der bare havde været der. Alt var godt, sålænge der var mere af alt. Der var heldigvis meget.

Mange år senere, til at sætte tid på, i den samme skov, gik min ven og jeg en tur. Ad den sti vi selv havde lavet, men nu var den så velkendt at det var lidt trist. Der var endda skilte og afmærkninger og al den slags. Vi kom forbi et sted hvor der engang havde siddet en kat. Sort, med grønne øjne, stille og rolig. Min ven så tænksom ud; det har vi lært. “Der var da vist ingen kat, var der?” Pudsigt nok havde jeg lige tænkt næsten det samme, næsten ordret. “Næh, det var der nok ikke. Den var ellers rigtig fin.” Vi gik et par skridt i tavshed. Spekulerende; mere vi har lært. “Ja fin og pæn, sort med grønne øjne. En skam den ikke var der. Ærgerligt.” Vi kunne se udkanten af skoven, og gik lidt langsommere. “Men før den ikke var der, var det godt at den var der. Ikke?”… “Jo da!” Vi har lært meget.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: