Arkiv

Monthly Archives: august 2017

Flyer Afladninger Mors

DETTE ER REN PR FOR “AFLADNINGER” VERSION X / PERFORMANCE UDEN TILHØRENDE UDSTILLING: “THE MISSING LINK” MELLEM DOKK1 MARTS ’17 OG ÅBY BIB FEBRUAR ’18.

Gud har brug for sin sky. Der er en Algade i hver en by. Selv regn søger ly. Min lænestol!!! Hver en tråd kender mig; giver mig tanker til tale. Men jeg siger ikke et ord. Havet husker for mig. Også det der helst ikke skal huskes. Alt det der er bedst tjent gemt glemt klemt ned i stolen. Min stol; mit hav! Flaskepost med en flåde af små skibe; hver besætning har sin lænestol, tavsheden udfylder de tråde der ikke er, kun én tråd skal der til. For at sejlene rejses, og flaskeposten med flåden lastes på skibet. Til søs, skyhøje bølger kaster omkring med vraggods slået til pindebrænde før det var en lænestol. Min! Skibet med flaskeposten kaster anker i en Guds mundvand. På en sky. Madrester fra det sidste måltid flyder rundt til det strander midt på Algade. En spytklat ligner næsten et ord. En klump tang kravler forvirret rundt; uden en tråd til nåleøjet. Blinker fornøjet i mørket som en bøje med lyd, signaler på et sprog der endnu ikke er opfundet. Eller fundet, gemt glemt klemt ned i min lænestol. Og sådan kan det ikke fortsætte… Der MÅ være en strand at skylle op på: Hvis ellers havet husker rigtigt. Gør det? Hvem kan være sikker? Hvem kan gå gennem Algade uden at blive våd? Og andre spørgsmål bedst ikke udstillet i for skarpt lys. Mumlen bliver løsningen… Som en Gud med en lænestol i munden. Flaskeposten splintrer så flådens små skibe bliver romantik i horisonten. Det er kompliceret! Hvis der ikke viser sig bare én tråd. Den behøver ikke være rød. Rød er ikke en farve. Kun et ord. Som blå; himmelblå, blå som et hav; rød som solen der går under for tredje gang. Vraggods er hvad vi har. Og skal have til middag. Rester fra strandhugsten i nat. Jeg blev i min lænestol. Jeg fjerner mig ikke fra mig! Hvad andre gør, kan læses i avisen dagen efter. Og ellers er den mindste lille vandpyt minder nok til det liv der skyllede i land. Men hvem gider huske? Når en spytklat siger mere end tusind ord. Og savl kan være guddommelige brokker. Men jeg holder mig tæt op af mig! Og bliver ét med både lænestol, alt glemt, og vraggodsets evige vandring ned gennem Algade. Der skal kun et mellemrum til. For at det bliver al gade. Men SÅ knækker tråden… Og flåden bliver til tanglopper. Et glimt i horisonten gør ingen ny flaske: Loppecirkus kommer til byen! Jeg ser det hele fra min tavse lænestol. Tavse lænestol? Hvad skulle dén dog kunne sige? Sprog er ikke havets måde at drive forretning. En bølge med heldigt gods og guld åbner en filial i Algade. Min lænestol og jeg flytter ind. Vi bliver et eksotisk indslag. Som en afladning fra flåden der skar sig på flasken. Og forblødte ud i strandens sand. Det var endda i fjernsynet. Og en nekrolog i avisen kommer nok… 

Reklamer

MUND

ADVARSEL! LÆNGERE STYKKE PROSA. UDEN ÉT OVERFLØDIGT ORD. FØR DET ER NØDVENDIGT…

Min mund ryster på fingrene. Og det kan ikke passe. Min mund er et stilleben, som en opsætning med frugt i en kurv. Et nature morte, om det så er af en mund. Min mund har trækninger, ufrivillige blink med et øje, og det kan heller ikke passe. Min mund er lukket tæt sammen med 7 stramme sting, og for en sikkerheds skyld tavs som en grav ingen vender sig i. Der er ikke ét sigende blik over mine læber; ikke én trækning i en mundvig, ikke én tavs overensstemmelse, ikke én bevægelse der kan tolkes på nogen som helst måde. Uanset hvor hårdt der prøves at proppes bare ét lille ord ind, slipper ikke engang intet ud. Intet er langt mere end der kommer over mine læber. Min mund er meningsløs. I betydningen af, at der ikke kan tænkes nogen mening ud af min mund; ingen formår at give mine læber den mindste antydning af skælven. Min mund er nemlig min. Og dermed kun talende, når de ganske få med tilladelse vil forme sig selv ud som ord. Selv i den situation er jeg på vagt: En sætning en anelse ude af karakter, og mine læber bider det i sig selv. Min mund sluger det usagte, før det bliver sagt. Mine tænder kværner alt der ikke hører til. Uden en lyd, selvfølgelig. Smasken eller tænders klapren er fremmedord i min mund. Fremmedlegemer der intet har at gøre i mit intet. Dén slags ord og sætninger behandles uden nåde; min mund er den lydløse dræber. Og altså ubevægelige morder. Min mund kunne lige så godt være sit eget billede; et foto der ikke kan vækkes til live. Selv ikke min munds næste bevægelse kan blive til en bevægelse. Min mund befinder sig uden for enhver form for tid. Der er kun to dimensioner, og det endda med anstrengelse. To dimensioner antyder noget med retninger. Min mund HAR ingen retning. Min mund er ikke blot fri for tid, den er også komplet retningsløs. Hvis noget som “op” eller “ned” eller “højre” eller “venstre” bruges om billedet af min mund, ville den vrænge med dybeste foragt og afsky. Hvis den altså overhovedet vrængede. Den gør intet, og det gør den endda uden intet. Eller noget som helst. Min mund er den eneste ting der i denne verden, og såmænd i hvilke andre der kan tænkes, og til alle tider, evigheden medregnet, gør så meget intet, at det er absurd. At forestille sig at den eksisterer. Dét er så det pudsige. Den eksisterer mere end noget andet. Den er så meget eksisterende, at alt andet falmer og blegner ved sammenligningen. Selv Guder og halv-ditto erkender deres overmand, og tør ikke sige en lyd. INGEN tør tænke den tanke, at overdøve mine læbers absolutte nulpunkt: Var det en måling af varme og kulde, ville min mund som det eneste nå under det absolutte nulpunkt. Dér hvor molekyler opgiver at bevæge sig og fryser ihjel, som havde alle hjernens neuroner endelig indset deres overflødighed. Tanker tænkt sig til døde. Som eneste logiske konsekvens af sig selv. Hvis mine læber ellers blev brugt til andet end at fastholde et billede, ville de nok trække på de bånd der producerer smil. Måske, kun måske; det er så svært tænkeligt, at forestillingsevnen damper og syder; måske ville der komme en kort lyd: Latter! Og nogle ville nok påstå, at de havde set en sammenhængende bevægelse… Det er svært at grine uden mundens fysisk synlige samarbejde. Men det ville være en ren løgn. Bevidst eller ej, sort eller hvid, enestående eller blandet med en bunke andre; ligegyldigt! For min mund kom hverken med smil eller latter. Den kom ikke med, vil aldrig komme med, har aldrig kommet med, kan ikke TÆNKES at komme med udbrud af den slags. Ikke fordi, forresten, at den holder sig til mere dystre eller negative tanker og følelser. Den holder sig jo for pokker ikke engang til intet! Intet er alt for meget… Med de undtagelser jeg har været lidt inde på. Og som er grunden til at min mund ikke bare eksisterer, men er til med større nødvendighed end noget andet. Selv intet viger høfligt til side. Hånd i hånd med alt. Og lidt til, hvad det nu måtte være… En mund i overskud for eksempel. Min mund er nemlig ikke den eneste. Altså foruden de mange der er aktivt i brug, bedøvende og bedrøveligt ligeglade med hvad der vælter ud i opkast-mængder, og ofte med klumper af pinligt ufærdige ubehjælpsomme ufordøjede uovervejede ord og knap-nok sætninger. Men dem om det; de er alligevel fortabte. Om de så holdt kæft resten af deres liv, har deres tunger slasket så meget rundt hvor de ikke burde være, og efterladt så mange tanker, at bare tanken er kvalmende. Ligegyldige ord og ytringers ætsende ædende så meget af verden, en hvilken som helst, at den ustoppelige forrådning for længst er sat ind. Og slutningen, den totale opløsning i usammenhængende slimklatter af betydninger og meninger blottet for betydning og mening, ja den kan bare betragtes. Uden at noget kan lukke munden på udviklingen. Og så er det at min mund viser sin uvurderlige enestående værdi. Som en klovnemaske tages på med elastikker bag ørerne eller hovedet, tager jeg og ligesindede tavse ubevægelige personer vores munde på. For alvor; andre miner er for spage til andet end at stivne. Og fortrækker på sikker afstand. Rollerne er delvis byttet om. Jeg sætter min mund igang. Men passer omhyggeligt på. Ikke én af mine egne tanker får lov at komme til orde. Jeg kan ikke helt styre rækkefølgen, men lader dem få den plads både de og jeg anser for passende. Tiden er sat igang. Min mund er nu ikke mere et stilleben eller et nature morte. Frugten i skålen vil rådne; nature morte opstå fra de døde, leve og dø. Der vendes i grave, døde kravler frem som dårlige efterligninger af film-zombier. Reinkarnation starter op igen, for dem der finder dét relevant, religionskrige er ikke noget nyt, men forstærkes med tungetale i munden på hinanden. Jeg lader den første af mine godt bevarede personer bruge mund. Min mund! Det er nødvendigt at tilføje, at hverken min mund eller jeg er noget særligt. Blot noget mere intet… Men også en beholder med dele af verdener der eksisterer. Selvfølgelig ikke i den hårdt pressede og uhyggeligt nær kanten virkelige verden. Sådan som et flertal har besluttet at den er. Sjovt som uenighed hersker i dén verden, der i rørende enighed kaldes den virkelige. Dét understreger, for de fleste, blot hvor virkelig den er. Mens de skærer tungerne ud på hinanden, til ære for virkeligheden… Min første fiktion jeg lader tale, er mig selv. Ikke af egoistiske grunde, men fordi jeg er en af de væsentligste i dén ikke-virkelige verden. Ren fiktion, nogle ville kalde det løgn, men en verden der FUNGERER! Modsat den virkelige, der nu kun er et Tweet og en kode fra ragnarok. Underligt så hurtigt jorden blev flad igen. Hele skibe brækker ud over kanten, og fly er pludselig ikke i 10,000 fods højde, men leger rumskibe svævende uden tyngdekraft. Hvis de da ikke rammes af dødsstråler fra de UFO’er der som en selvfølge viser sig i bedste Hollywood-form. Én ulykke kommer sjældent. To finder sammen og får meget hurtigt små nuttede ulykkesbabyer. Jeg finder byggeklodserne til min verden frem, placerer mine tankespinds-figurer, og trykker så på én eller anden knap, koldstarter et tankesæt, eller rører et sted på en skærm, ganske som jeg gør med disse bogstaver, ord og sætninger. Til de giver mening. Om ikke andet, så for mig selv! Det er mening nok, og nok også meningen. Det lille univers der kan rummes i mit hovede, begynder at blive lige så virkeligt som den virkelige verden. Som i mellemtiden er blevet en fjendsk gold klump, forlængst sunket tilbage i en ursuppe, som selv de mest perverse UFO’er ikke kan finde noget sjov ved. Mennesket, de få overlevende, er smasket tilbage til før stenalderen. Og fortsætter, uden at kunne huske hvorfor, at bekrige hinanden. En detalje er, at deres munde nu kun bruges til at æde med, og de mest simple grynt og brøl: En dag, måske, hvem ved om Darwin dukker op igen, bliver de dygtige. Til at bruge mund. Måske. Imens har jeg fået sat alt mit legetøj op og på plads. Min mund skiftes til at tale som mine opdigtede personer. Og jeg lader dem nu stort set styre udviklingen selv. Altså hvad der sker i mit hovede med mine venner. Og hvad de hver især bliver til. Nogle gange overrasker de sig selv. Andre gange tænker én af fiktionerne ‘hvor typisk ham!’ om en anden. Eller ‘det havde jeg ikke ventet af hende…’ Sådan fortsætter det, og der er vel ikke meget mere for mig og min mund at gøre. Mon ikke det er ved at være på tide at jeg trækker mig tilbage? Holder min mund lukket og slukket igen? Min lille verden lader til at overleve den store ægte. Det er da egentlig en lidt trist konklusion. At løgn holder bedre end virkelighed. Måske… Nej, det bliver for bøvlet med sådan noget med ‘måske er det ægte mere løgn end løgnen…’. Det orker jeg, rettere vi, ganske enkelt ikke. Så nu overlader jeg min fiktion til sig selv; den klarer sig glimrende uden mig. Nu. Resten af verden… Tja. Dér er ikke mere at hente. Min mund lukker langsomt til. Bliver et ubevægeligt og lydfrit billede. Stilleben og nature morte. Et sidste flygtigt smil til mit fiktive jeg, og så slut. De 7 sting strammes til. Løse ender gøres faste i troen, eller bare urokkeligt trofaste. Nul bevægelse de næste apokalypser. Hold da op hvor han sludrer, ham min tænkte version af mig selv. Jaja, det er jo bare tanker. Så hva’…

FODGÆNGERE OG AFMÆRKNING

DET VAR EN VÆLDIG FIN AFTEN PÅ LØVES; MASSER AF GOD POESI; OG (ALDELES EGOISTISK), DEN ENDELIGE BEKRÆFTELSE PÅ AT PROSA ER ‘MIN’ FORM. (Og ikke ‘blot’ kortprosa…) HER DE 3 TEKSTER, FORSØGT OPLÆST SOM LYRIK (+ 1 der blev droppet)… MEN I PROSA-FORM..

MIN TUR!

Jeg prøvede at gå min egen tur. Men det blev vandren i andres fodspor. Det var ikke det jeg ville. Jeg ville gå min EGEN tur! Jeg prøvede forfra. Første skridt… Ét mere… Og… Nej! Dén tur VAR gået! Af andre. Jeg skiftede retning, indstilling, mening, tankemønster, opdaterede min profil på Fb, oprettede for en sikkerheds skyld en falsk, og nye strømper, fodtøj og fødder blev købt. Men jeg nåede stadig kun få meter. Fik knap nok mine nye fødder i mine nye sko… BRUGT tur! Igen! En SLIDT tur; andres spor strakte sig så langt jeg kunne se. Og delte sig, igen og igen. Der var ikke megen plads tilbage. Jeg købte en kikkert, og fik øje på enkelte steder der var uberørt af menneskefødder. Jeg ville gå de uprøvede ture; jeg kunne se dem med mine egne øjne! Forstørret så godt som den bedste Zeiss nu kan. Mine egne ture! Hvor var de? Altså at nå frem til, uden om andres gennemtravede dødssyge vandringer… Jeg prøvede at være en anden! Altså ikke bare på Fb. Men et helt andet menneske. Jeg prøvede så hårdt, at GPS’en protesterede og sagde op. Kontraktbrud! Så købte jeg bare en efter militær standard, og indkodede den nye person jeg var blevet. Men turene lod sig ikke narre! Fodsporene jeg trådte i var andres. Altid! Næste skridt var ALDRIG mit eget. Og nu havde jeg endda to personer at prøve med. Jeg ville afsætte mine egne spor! Det var MIN tur, det SKULLE være min! ALLE andre havde haft deres tur, så hvorfor kom jeg altid bagerst i køen? Jeg prøvede alle tænkelige nye måder. 1000 måder at gå på. Også baglæns. Og med snyd; lejede en flyver, blev sat af midt i vildmarken. Og hvor satte jeg mit første trin fra flyveren? PRÆCIS hvor en anden HAVDE været. Det gik ikke. Det var håbløst. Jeg KUNNE bare ikke gå min egen tur. Der var ikke andet at gøre end at give op. Alt jeg kunne komme i tanke om, var prøvet. ALT! Enhver nok så sindssyg idé var testet. Der var kun ét at gøre:

Jeg gik min vej.

 

Vandet og Solen.

Solen står ikke op, derfor går den ikke ned. Om så illusionen er nok så overbevisende, ligefrem overvældende smuk. Men solen er virkelig! En kæmpe kugle af flammer. Hverken en yo-yo, en hoppebold, eller et rullegardin. Det er kloden, den så solide grund vi står på og kan forstå, der snurrer rundt og rundt med vores ih og åh og næh. Når solen gør sig smuk. Med sine løgnagtige, nej direkte løgn om solopgange og -ned igen. Vi bliver helt svimle…

Det er lidt bekymrende, og ih, åh, næh, kan få en let dyster klang: TÆNK nu hvis… Vandet falder af i farten! Dén klode snurrer jo med vanvittig fart; 12.742 kilometer på kun 24 timer! Over 530 kilometer i timen… Kæmpebøde og frakendt kørekort… Men altså: Vand falder jo! NED! Drypper styrter skyller strømmer eller regner bare, småbyger eller grå deprimerende heldagsregn. Fra oven og ned; husk det! Det kunne ramme solen! Store oceaner og smeltevand fra høje bjerge og både ant- og arktis plus, uha, indlandsis og gletschere, For slet ikke at tænke på Cornetto, Københavnerstænger og Carte d’Or; hele sortimentet. Af vand. Sydende og hvæsende, spruttende og hvislende. Ned over vores sol… Opgange og nedgange og nødveje slukket og udbrændt. Forkullet til aske. Grå og sort og kold.

Heldigt nok er vand klodens mest trofaste tæmmede dyr. Klamrer sig logrende til den runde bold. Selv en drøm der skaber bølger i baghovedet og får dyret til at pive i søvne… Handler aldrig om vandfald.

Allerdybest nede er vanddyret lænket, og for vores sikkerheds skyld klæbet fast med vandfast lim. Så vi med sindsro kan se oog sige ih og åh og næh til solen, uden at skæve eller skælve nervøst når vandet rejser sig.

Det vil bare klappes. Og måske finde lidt skygge. Vandet ER vaccineret. Mod rabies og andet vanvid. Og så tamt, at det omgående lægger sig. Hvis dets bølger bare minder det mindste om tænder.

 

EfterSkyl.

Næsten blændende glinsende desinficeret værktøj og redskaber, med funktioner der kun kan gisnes om. Og gyses over: 7 x “nu kommer et lille prik’ blev ÉN omgang helautomatisk sømpistol hakkende i ganen, rent håndværk… “Det var da ikke så slemt, vel?” Det gør mere ondt end ord kan sige, og desuden er det svært at svare med et helt magasin fra et sømmaskingevær i kæften. Hele skoves mange træer trækker skyndsomt rødderne til sig af frygt for at få dem trukket væk under sig. Og få en regning for rodbehandling… Som blot var det nok så kendte gulvtæppe, hvorunder mange sjove ting genfindes fra de mange gange tandféen ikke havde husket en mælketand, og måtte bruge sine forbindelser blandt rygterne der altid har noget på sig. Om ikke andet, så en tandlægeregning der er betalt for skatteydernes penge! Men i den lettere genre: Uden rødder at fastholde jorden med, bliver den til flyvesand, verdens snedigste labyrint, og uforudsigeligt vandrende klitter. Små partikler i galaksens mundvand. Værsgo og skyl. Intet kan trækkes ud. Selv ikke med 7 x prik og en sømpistol. Galaksens mundvand, med små urenheder, et par skove og lidt storby, fylder ikke meget. Når det spyttes ud.  

 

Sommerfugleeffekt i praksis.

Sky med brud; kan ikke holde det ud! Nedbrudt til flere revner end skyer, SÅ mange tårer på så kort tid men heldigt: Få vidner til det absolutte sammenbrud, så pinligt! Skammen lyner og buldrer og jajada ok, ER lidt et show, et påtaget ansigt… Og jo, dem har skyer masser af! Både efter årstid og indbyrdes status, dén slags er meget betydningsfuldt for skyer. Status! Og opdateringer; DMI eller Fb eller Tinder; hvilke der nu forudsiger øjeblikket bedst. Nu. Før… For sent! Men når så én åbner så totalt for sluserne er det skamfuldt. Ydmygende! Og én eller anden skal nok fange det forrige øjeblik, og slå det op: Opdatering! Status! Ekstra vridende de tungeste tårer, massefyldte, ædende op sjæle ville Fassbinder ætse bag hver en sky har på engelsk en Kant af sølv, men Kant selv har fraskrevet sig ethvert spor af tårer, og hvorfor kommer dé tåber faldende frit flaksende når de burde være tårer. Endda brudt helt op og ned, helt til den hårfine sprække ligner en horisont, men sådan går det ikke, som det blev sagt. Gjorde det ikke? Måske lidt forsagt, forsøgt foragt for linjen der suger visdom til sig, og så er dét endnu en krig om ord, er der kun én enkelt mere røvsyg ting? Det skulle da lige være dem der siger de ord. Eller skriver dem. Hvem gider læser om skyers pinlige sammenbrud? Så de klasker til jorden og ligner en horisont? Nej vel? Kun andre skyer: Status! DMI eller Fb… Eller dén horisont er en sprække der er et brud på en sky så tårer bliver pinlige… Og nye opdateringer, ny forudsigelser om lige før men tæt nok på til at… SÅ tungt, så savlende, så selvmedlidende, så… SÅ!!! SÅ!!!

Andetsteds, samtidig, i en asiatisk sweatshop:

Indkøbskurvs plastikhank fejlmonteres!

Og SÅ har vi al balladen!!!

 

 

 

14731272_540739966121594_8014174293643203845_n

http://langtude.com/programmet.html

https://www.facebook.com/langtudeAnholt/?ref=ts&fref=ts&sw_fnr_id=582233225&fnr_t=0&__nodl

“Avantgardenparty” idag fredag d.4 kl 19-25+

Tomas Dalgaard og Daniel Mantel blæser ord op kl 21!

Men dén færge ER sejlet…

 

 

%d bloggers like this: