Løves 9.aug.; omskrevet til prosa.

FODGÆNGERE OG AFMÆRKNING

DET VAR EN VÆLDIG FIN AFTEN PÅ LØVES; MASSER AF GOD POESI; OG (ALDELES EGOISTISK), DEN ENDELIGE BEKRÆFTELSE PÅ AT PROSA ER ‘MIN’ FORM. (Og ikke ‘blot’ kortprosa…) HER DE 3 TEKSTER, FORSØGT OPLÆST SOM LYRIK (+ 1 der blev droppet)… MEN I PROSA-FORM..

MIN TUR!

Jeg prøvede at gå min egen tur. Men det blev vandren i andres fodspor. Det var ikke det jeg ville. Jeg ville gå min EGEN tur! Jeg prøvede forfra. Første skridt… Ét mere… Og… Nej! Dén tur VAR gået! Af andre. Jeg skiftede retning, indstilling, mening, tankemønster, opdaterede min profil på Fb, oprettede for en sikkerheds skyld en falsk, og nye strømper, fodtøj og fødder blev købt. Men jeg nåede stadig kun få meter. Fik knap nok mine nye fødder i mine nye sko… BRUGT tur! Igen! En SLIDT tur; andres spor strakte sig så langt jeg kunne se. Og delte sig, igen og igen. Der var ikke megen plads tilbage. Jeg købte en kikkert, og fik øje på enkelte steder der var uberørt af menneskefødder. Jeg ville gå de uprøvede ture; jeg kunne se dem med mine egne øjne! Forstørret så godt som den bedste Zeiss nu kan. Mine egne ture! Hvor var de? Altså at nå frem til, uden om andres gennemtravede dødssyge vandringer… Jeg prøvede at være en anden! Altså ikke bare på Fb. Men et helt andet menneske. Jeg prøvede så hårdt, at GPS’en protesterede og sagde op. Kontraktbrud! Så købte jeg bare en efter militær standard, og indkodede den nye person jeg var blevet. Men turene lod sig ikke narre! Fodsporene jeg trådte i var andres. Altid! Næste skridt var ALDRIG mit eget. Og nu havde jeg endda to personer at prøve med. Jeg ville afsætte mine egne spor! Det var MIN tur, det SKULLE være min! ALLE andre havde haft deres tur, så hvorfor kom jeg altid bagerst i køen? Jeg prøvede alle tænkelige nye måder. 1000 måder at gå på. Også baglæns. Og med snyd; lejede en flyver, blev sat af midt i vildmarken. Og hvor satte jeg mit første trin fra flyveren? PRÆCIS hvor en anden HAVDE været. Det gik ikke. Det var håbløst. Jeg KUNNE bare ikke gå min egen tur. Der var ikke andet at gøre end at give op. Alt jeg kunne komme i tanke om, var prøvet. ALT! Enhver nok så sindssyg idé var testet. Der var kun ét at gøre:

Jeg gik min vej.

 

Vandet og Solen.

Solen står ikke op, derfor går den ikke ned. Om så illusionen er nok så overbevisende, ligefrem overvældende smuk. Men solen er virkelig! En kæmpe kugle af flammer. Hverken en yo-yo, en hoppebold, eller et rullegardin. Det er kloden, den så solide grund vi står på og kan forstå, der snurrer rundt og rundt med vores ih og åh og næh. Når solen gør sig smuk. Med sine løgnagtige, nej direkte løgn om solopgange og -ned igen. Vi bliver helt svimle…

Det er lidt bekymrende, og ih, åh, næh, kan få en let dyster klang: TÆNK nu hvis… Vandet falder af i farten! Dén klode snurrer jo med vanvittig fart; 12.742 kilometer på kun 24 timer! Over 530 kilometer i timen… Kæmpebøde og frakendt kørekort… Men altså: Vand falder jo! NED! Drypper styrter skyller strømmer eller regner bare, småbyger eller grå deprimerende heldagsregn. Fra oven og ned; husk det! Det kunne ramme solen! Store oceaner og smeltevand fra høje bjerge og både ant- og arktis plus, uha, indlandsis og gletschere, For slet ikke at tænke på Cornetto, Københavnerstænger og Carte d’Or; hele sortimentet. Af vand. Sydende og hvæsende, spruttende og hvislende. Ned over vores sol… Opgange og nedgange og nødveje slukket og udbrændt. Forkullet til aske. Grå og sort og kold.

Heldigt nok er vand klodens mest trofaste tæmmede dyr. Klamrer sig logrende til den runde bold. Selv en drøm der skaber bølger i baghovedet og får dyret til at pive i søvne… Handler aldrig om vandfald.

Allerdybest nede er vanddyret lænket, og for vores sikkerheds skyld klæbet fast med vandfast lim. Så vi med sindsro kan se oog sige ih og åh og næh til solen, uden at skæve eller skælve nervøst når vandet rejser sig.

Det vil bare klappes. Og måske finde lidt skygge. Vandet ER vaccineret. Mod rabies og andet vanvid. Og så tamt, at det omgående lægger sig. Hvis dets bølger bare minder det mindste om tænder.

 

EfterSkyl.

Næsten blændende glinsende desinficeret værktøj og redskaber, med funktioner der kun kan gisnes om. Og gyses over: 7 x “nu kommer et lille prik’ blev ÉN omgang helautomatisk sømpistol hakkende i ganen, rent håndværk… “Det var da ikke så slemt, vel?” Det gør mere ondt end ord kan sige, og desuden er det svært at svare med et helt magasin fra et sømmaskingevær i kæften. Hele skoves mange træer trækker skyndsomt rødderne til sig af frygt for at få dem trukket væk under sig. Og få en regning for rodbehandling… Som blot var det nok så kendte gulvtæppe, hvorunder mange sjove ting genfindes fra de mange gange tandféen ikke havde husket en mælketand, og måtte bruge sine forbindelser blandt rygterne der altid har noget på sig. Om ikke andet, så en tandlægeregning der er betalt for skatteydernes penge! Men i den lettere genre: Uden rødder at fastholde jorden med, bliver den til flyvesand, verdens snedigste labyrint, og uforudsigeligt vandrende klitter. Små partikler i galaksens mundvand. Værsgo og skyl. Intet kan trækkes ud. Selv ikke med 7 x prik og en sømpistol. Galaksens mundvand, med små urenheder, et par skove og lidt storby, fylder ikke meget. Når det spyttes ud.  

 

Sommerfugleeffekt i praksis.

Sky med brud; kan ikke holde det ud! Nedbrudt til flere revner end skyer, SÅ mange tårer på så kort tid men heldigt: Få vidner til det absolutte sammenbrud, så pinligt! Skammen lyner og buldrer og jajada ok, ER lidt et show, et påtaget ansigt… Og jo, dem har skyer masser af! Både efter årstid og indbyrdes status, dén slags er meget betydningsfuldt for skyer. Status! Og opdateringer; DMI eller Fb eller Tinder; hvilke der nu forudsiger øjeblikket bedst. Nu. Før… For sent! Men når så én åbner så totalt for sluserne er det skamfuldt. Ydmygende! Og én eller anden skal nok fange det forrige øjeblik, og slå det op: Opdatering! Status! Ekstra vridende de tungeste tårer, massefyldte, ædende op sjæle ville Fassbinder ætse bag hver en sky har på engelsk en Kant af sølv, men Kant selv har fraskrevet sig ethvert spor af tårer, og hvorfor kommer dé tåber faldende frit flaksende når de burde være tårer. Endda brudt helt op og ned, helt til den hårfine sprække ligner en horisont, men sådan går det ikke, som det blev sagt. Gjorde det ikke? Måske lidt forsagt, forsøgt foragt for linjen der suger visdom til sig, og så er dét endnu en krig om ord, er der kun én enkelt mere røvsyg ting? Det skulle da lige være dem der siger de ord. Eller skriver dem. Hvem gider læser om skyers pinlige sammenbrud? Så de klasker til jorden og ligner en horisont? Nej vel? Kun andre skyer: Status! DMI eller Fb… Eller dén horisont er en sprække der er et brud på en sky så tårer bliver pinlige… Og nye opdateringer, ny forudsigelser om lige før men tæt nok på til at… SÅ tungt, så savlende, så selvmedlidende, så… SÅ!!! SÅ!!!

Andetsteds, samtidig, i en asiatisk sweatshop:

Indkøbskurvs plastikhank fejlmonteres!

Og SÅ har vi al balladen!!!

 

 

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: