Min Mund. Min Verden. Og de andres…

MUND

ADVARSEL! LÆNGERE STYKKE PROSA. UDEN ÉT OVERFLØDIGT ORD. FØR DET ER NØDVENDIGT…

Min mund ryster på fingrene. Og det kan ikke passe. Min mund er et stilleben, som en opsætning med frugt i en kurv. Et nature morte, om det så er af en mund. Min mund har trækninger, ufrivillige blink med et øje, og det kan heller ikke passe. Min mund er lukket tæt sammen med 7 stramme sting, og for en sikkerheds skyld tavs som en grav ingen vender sig i. Der er ikke ét sigende blik over mine læber; ikke én trækning i en mundvig, ikke én tavs overensstemmelse, ikke én bevægelse der kan tolkes på nogen som helst måde. Uanset hvor hårdt der prøves at proppes bare ét lille ord ind, slipper ikke engang intet ud. Intet er langt mere end der kommer over mine læber. Min mund er meningsløs. I betydningen af, at der ikke kan tænkes nogen mening ud af min mund; ingen formår at give mine læber den mindste antydning af skælven. Min mund er nemlig min. Og dermed kun talende, når de ganske få med tilladelse vil forme sig selv ud som ord. Selv i den situation er jeg på vagt: En sætning en anelse ude af karakter, og mine læber bider det i sig selv. Min mund sluger det usagte, før det bliver sagt. Mine tænder kværner alt der ikke hører til. Uden en lyd, selvfølgelig. Smasken eller tænders klapren er fremmedord i min mund. Fremmedlegemer der intet har at gøre i mit intet. Dén slags ord og sætninger behandles uden nåde; min mund er den lydløse dræber. Og altså ubevægelige morder. Min mund kunne lige så godt være sit eget billede; et foto der ikke kan vækkes til live. Selv ikke min munds næste bevægelse kan blive til en bevægelse. Min mund befinder sig uden for enhver form for tid. Der er kun to dimensioner, og det endda med anstrengelse. To dimensioner antyder noget med retninger. Min mund HAR ingen retning. Min mund er ikke blot fri for tid, den er også komplet retningsløs. Hvis noget som “op” eller “ned” eller “højre” eller “venstre” bruges om billedet af min mund, ville den vrænge med dybeste foragt og afsky. Hvis den altså overhovedet vrængede. Den gør intet, og det gør den endda uden intet. Eller noget som helst. Min mund er den eneste ting der i denne verden, og såmænd i hvilke andre der kan tænkes, og til alle tider, evigheden medregnet, gør så meget intet, at det er absurd. At forestille sig at den eksisterer. Dét er så det pudsige. Den eksisterer mere end noget andet. Den er så meget eksisterende, at alt andet falmer og blegner ved sammenligningen. Selv Guder og halv-ditto erkender deres overmand, og tør ikke sige en lyd. INGEN tør tænke den tanke, at overdøve mine læbers absolutte nulpunkt: Var det en måling af varme og kulde, ville min mund som det eneste nå under det absolutte nulpunkt. Dér hvor molekyler opgiver at bevæge sig og fryser ihjel, som havde alle hjernens neuroner endelig indset deres overflødighed. Tanker tænkt sig til døde. Som eneste logiske konsekvens af sig selv. Hvis mine læber ellers blev brugt til andet end at fastholde et billede, ville de nok trække på de bånd der producerer smil. Måske, kun måske; det er så svært tænkeligt, at forestillingsevnen damper og syder; måske ville der komme en kort lyd: Latter! Og nogle ville nok påstå, at de havde set en sammenhængende bevægelse… Det er svært at grine uden mundens fysisk synlige samarbejde. Men det ville være en ren løgn. Bevidst eller ej, sort eller hvid, enestående eller blandet med en bunke andre; ligegyldigt! For min mund kom hverken med smil eller latter. Den kom ikke med, vil aldrig komme med, har aldrig kommet med, kan ikke TÆNKES at komme med udbrud af den slags. Ikke fordi, forresten, at den holder sig til mere dystre eller negative tanker og følelser. Den holder sig jo for pokker ikke engang til intet! Intet er alt for meget… Med de undtagelser jeg har været lidt inde på. Og som er grunden til at min mund ikke bare eksisterer, men er til med større nødvendighed end noget andet. Selv intet viger høfligt til side. Hånd i hånd med alt. Og lidt til, hvad det nu måtte være… En mund i overskud for eksempel. Min mund er nemlig ikke den eneste. Altså foruden de mange der er aktivt i brug, bedøvende og bedrøveligt ligeglade med hvad der vælter ud i opkast-mængder, og ofte med klumper af pinligt ufærdige ubehjælpsomme ufordøjede uovervejede ord og knap-nok sætninger. Men dem om det; de er alligevel fortabte. Om de så holdt kæft resten af deres liv, har deres tunger slasket så meget rundt hvor de ikke burde være, og efterladt så mange tanker, at bare tanken er kvalmende. Ligegyldige ord og ytringers ætsende ædende så meget af verden, en hvilken som helst, at den ustoppelige forrådning for længst er sat ind. Og slutningen, den totale opløsning i usammenhængende slimklatter af betydninger og meninger blottet for betydning og mening, ja den kan bare betragtes. Uden at noget kan lukke munden på udviklingen. Og så er det at min mund viser sin uvurderlige enestående værdi. Som en klovnemaske tages på med elastikker bag ørerne eller hovedet, tager jeg og ligesindede tavse ubevægelige personer vores munde på. For alvor; andre miner er for spage til andet end at stivne. Og fortrækker på sikker afstand. Rollerne er delvis byttet om. Jeg sætter min mund igang. Men passer omhyggeligt på. Ikke én af mine egne tanker får lov at komme til orde. Jeg kan ikke helt styre rækkefølgen, men lader dem få den plads både de og jeg anser for passende. Tiden er sat igang. Min mund er nu ikke mere et stilleben eller et nature morte. Frugten i skålen vil rådne; nature morte opstå fra de døde, leve og dø. Der vendes i grave, døde kravler frem som dårlige efterligninger af film-zombier. Reinkarnation starter op igen, for dem der finder dét relevant, religionskrige er ikke noget nyt, men forstærkes med tungetale i munden på hinanden. Jeg lader den første af mine godt bevarede personer bruge mund. Min mund! Det er nødvendigt at tilføje, at hverken min mund eller jeg er noget særligt. Blot noget mere intet… Men også en beholder med dele af verdener der eksisterer. Selvfølgelig ikke i den hårdt pressede og uhyggeligt nær kanten virkelige verden. Sådan som et flertal har besluttet at den er. Sjovt som uenighed hersker i dén verden, der i rørende enighed kaldes den virkelige. Dét understreger, for de fleste, blot hvor virkelig den er. Mens de skærer tungerne ud på hinanden, til ære for virkeligheden… Min første fiktion jeg lader tale, er mig selv. Ikke af egoistiske grunde, men fordi jeg er en af de væsentligste i dén ikke-virkelige verden. Ren fiktion, nogle ville kalde det løgn, men en verden der FUNGERER! Modsat den virkelige, der nu kun er et Tweet og en kode fra ragnarok. Underligt så hurtigt jorden blev flad igen. Hele skibe brækker ud over kanten, og fly er pludselig ikke i 10,000 fods højde, men leger rumskibe svævende uden tyngdekraft. Hvis de da ikke rammes af dødsstråler fra de UFO’er der som en selvfølge viser sig i bedste Hollywood-form. Én ulykke kommer sjældent. To finder sammen og får meget hurtigt små nuttede ulykkesbabyer. Jeg finder byggeklodserne til min verden frem, placerer mine tankespinds-figurer, og trykker så på én eller anden knap, koldstarter et tankesæt, eller rører et sted på en skærm, ganske som jeg gør med disse bogstaver, ord og sætninger. Til de giver mening. Om ikke andet, så for mig selv! Det er mening nok, og nok også meningen. Det lille univers der kan rummes i mit hovede, begynder at blive lige så virkeligt som den virkelige verden. Som i mellemtiden er blevet en fjendsk gold klump, forlængst sunket tilbage i en ursuppe, som selv de mest perverse UFO’er ikke kan finde noget sjov ved. Mennesket, de få overlevende, er smasket tilbage til før stenalderen. Og fortsætter, uden at kunne huske hvorfor, at bekrige hinanden. En detalje er, at deres munde nu kun bruges til at æde med, og de mest simple grynt og brøl: En dag, måske, hvem ved om Darwin dukker op igen, bliver de dygtige. Til at bruge mund. Måske. Imens har jeg fået sat alt mit legetøj op og på plads. Min mund skiftes til at tale som mine opdigtede personer. Og jeg lader dem nu stort set styre udviklingen selv. Altså hvad der sker i mit hovede med mine venner. Og hvad de hver især bliver til. Nogle gange overrasker de sig selv. Andre gange tænker én af fiktionerne ‘hvor typisk ham!’ om en anden. Eller ‘det havde jeg ikke ventet af hende…’ Sådan fortsætter det, og der er vel ikke meget mere for mig og min mund at gøre. Mon ikke det er ved at være på tide at jeg trækker mig tilbage? Holder min mund lukket og slukket igen? Min lille verden lader til at overleve den store ægte. Det er da egentlig en lidt trist konklusion. At løgn holder bedre end virkelighed. Måske… Nej, det bliver for bøvlet med sådan noget med ‘måske er det ægte mere løgn end løgnen…’. Det orker jeg, rettere vi, ganske enkelt ikke. Så nu overlader jeg min fiktion til sig selv; den klarer sig glimrende uden mig. Nu. Resten af verden… Tja. Dér er ikke mere at hente. Min mund lukker langsomt til. Bliver et ubevægeligt og lydfrit billede. Stilleben og nature morte. Et sidste flygtigt smil til mit fiktive jeg, og så slut. De 7 sting strammes til. Løse ender gøres faste i troen, eller bare urokkeligt trofaste. Nul bevægelse de næste apokalypser. Hold da op hvor han sludrer, ham min tænkte version af mig selv. Jaja, det er jo bare tanker. Så hva’…

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: