Arkiv

Monthly Archives: september 2017

The Road to my Center Inside the Mountain

UDDRAG FRA: “TO SKRIDT FREM OG ÉT EFTERÅR”

SOM… Er en note til evighedsprojekt “roman”;

NU med titel som nævnt i det flg.:

Oplæst på Løves / Poetklub Aarhus ‘Åben Scene’ 27/9-’17.

Den opmærksomme lytter / læser vil opdage, hvordan hovedpersonerne fra det kommende megaværk; “Verdens Bedste Bog“, allerede blander sig i… ALT!

Der er et sted. Det er så meget mit, som noget kan blive. Dét sted bliver ikke mere mig, om det så var bygget som en bivuak med mine knogler som skelet, eller skelet som knogler, og min hud som teltdug eller teltdug som min… Øh, hud. Ok så da. Det holder ikke. Altså ikke bivuakken, eller hvad det er for en dims jeg har fået bikset sammen; dén klarer enhver synd- og skamflod. Men det andet. ALT andet, faktisk og egentlig, OG hvis det skal være virkeligt. Det skal det så afgjort IKKE, så dér er en fejl… Mere. Men indeni den første fejl. Hvilket bliver: DE første fejl. Flere fejl i endnu flere fejl; dette kommer godtnok dårligt fra start. Men start og slut er alligevel det samme. I mit sted! Og forresten osse alt udenfor og ind imellem. Hmm, lidt skidt sat sammen. Nå, ligemeget. Dén slags kommer der masser af. Plus vaskeægte drip-dry anti-løgn. Hvilket IKKE er det samme som noget virkeligt. Eller blot nogens virkelighed. For lige at få dét med. Får jeg hvisket i øret. Indefra. Glimrende sufflør! At det er en fiktiv, gør det kun endnu skarpere. Tydeligt. Krystalklart. Og så gennemsigtigt at gennemskueligt er næste trin. Men det er nedad, og dén vej går vi ikke. Vi? Er jeg blevet til flere? Åbenbart, åbenbarligt,  åbenbaring, åbent døgnet rundt, alle årets dage, og alle år i alle århundreder, og jaja: Evighed proppes ind i linjerne. Det er den sufflør… Haha, ja dén er sgu god! Dét er årets vits! Øh og ja… Nå, men dén holder vi for os selv. Intern joke… Og jeg holder mig i skindet! Bliver i det! Ikke fordi det passer så godt mere. Det skind. Men det er noget med alder og det evindelige “Så ret da ryggen mand!” -Som jeg HAR en fornemmelse af ikke kun er bogstaveligt ment… Det må vi tænke over engang. Hvis vi gider. Der ER så meget at tænke over, at tankerne bliver helt matte og slatne før de… Nå, men jeg bliver så her som én fysisk person. Der ER også kun et tastatur, så… OOOOOG tilbage til starten og det sted, der bare er SÅ meget mit og KUN mit! Nåja, OG vores, jaja!… Hallo; stop et øjeblik sufflør, hold lige en pause! Tak… Der ER dette sted. Som ikke er et sted. Ups, endnu en fejler. Det er måske nærmere… Et punkt? Sådan lidt som alt dét dér partikelbølge-halløj. Noget der er, alt efter hvordan det bliver betragtet… Men… Det er også TO steder! TO punkter, prikker på en tidslinje, nej selve tidslinjen… Som så er TO tidslinjer. Dét er ikke underligt, for jeg ER jo mindst FIRE!… -År kunne man fristes til at sige, næsten uden sarkasme. Det er vel egentlig også en kompliment. Men det ER nu 4 personer. Plus de løse. Dem der kommer og går. Fra det sted der altså ikke er. Men som der er mindst to af. Så er det lige nu, kære sufflør, at det ville være rart med lidt hjælp. Jeg ER, midt i mine tryggeste steder af alt i al evighed… Kommet godt ud at svømme. Og jeg LÆRTE sgu aldrig at svømme! Godtnok havde skolen sin egen svømmehal, en af de få dengang, men læreren var en noget ubehagelig blanding af sadist og pædofil. Dét er ikke et heldigt mix, slet ikke for en svømmelærer i folkeskolen… Nå, tilbage til… Eller videre med… Ja hvor var vi. Hvor ER vi? Hvad er tiden? Altså klokken, ikke en af de der metafysiske udredninger: “Hmmmm, hvad ER tid”… (Og “Grubleren” eller lignende…) F*ck! Dét kommer så også ind i disse linjer; KAN være os andre der har sneget det ind… “Os andre”; Jamen hvad er det jeg skriver! Luk øjnene. Hvis ikke allerede gjort: JEG har ihvertfald tabt min, vores tråd… Hvilken tråd? Godt spørgsmål! Svaret ER der, bare spørgsmålet dog ville blive stillet. Jo. Ja. Altså, det var det eller de steder der ikke var. Eller er. Andet end de allermest afgørende for ikke bare mig men os. Og, meget undskyld, men “os” er lige nu altså mig… Jeg er osse lettere forvirret… Øhh… Tja… Åh! Tak, obrigado Senhor Passo, der bogstavrimeligt korrekt passerer i baghovedet, og blander sig med sufflørens input, hvis det ikke hele tiden var, har været… Måske i AL tid! Dén dér irriterende vidunderlige evighed igen! Som er de to steder, hvor jeg bliver til vi og det hele noget rod, men af den fineste befriende fredelige og rolige slags. Dén slags rod der er en stjernehimmels virvar værdigt. Eller en Guds handlinger overlegen, trods total og absolut benægtelse af en hvilkensomhelst af dén slags! Guder, selvfølgelig. Men, mirakuløst uden en Gud, et guddommeligt mirakel. Intet mindre. Kun større og større, som… Ja. Han har ret. Senhor Passo fortæller mig, os, at vi alligevel ikke kan forklare os fra det. Ud af det. Der ER ingen udvej; nul “emergency exit” eller lys der tændes og skal følges hvis… Der er kun en indgang. At finde dén, er til gengæld hårrivende frustrerende tåbeligt tændergnislende svært. Indtil man holder op med at lede. Selvfølgelig. Så ligger den der. I én eller anden form. I mit, vores, tilfælde var og er det en vej ind i et bjerg. Jeg kunne kun få øje på den lige omkring solnedgang, når skyggerne gennem dalen mellem de to bjerge faldt korrekt, og jeg sad det rigtige sted, og kiggede… Hov! Ja? Laurie smutter forbi og kommer ind, og siger, ret tørt, på sit engelske: “No time for telling all that. Anyway; you can’t explain. You don’t quite understand anyway. Yourself, I mean.” Dén kunne tolkes på flere måder, men det er mig der har valget. SÅ! Jeg fik vist aldrig forklaret dét med dét sted der er mit, og alligevel flere steder, og ikke kun mit… Så uden yderligere “Så’n og så’n” erklærer jeg bare at jeg HAR sådan et sted. Og hvis ikke, ja så ville jeg ikke VÆRE. Ikke noget med lykkelig, ulykkelig, gradbøjninger af dét. Men overhovedet VÆRE. Og apropos overhovedet: Det ER jo ren fiktion. DET SIGER SIG SELV. GANSKE SIMPELT, GANSKE ENKELT. Men uden dén virkelighed; og tro mig: Det KAN ikke blive mere virkeligt! Uden noget SÅ reelt og konkret… Ville jeg kun have alle mulige fantasiverdener. Og sikkert meget hurtigt blive indlagt på en lukket afdeling. Det kan nås endnu, men vi passer på hinanden. Og, beklager dybt, men lukker ingen fremmede ind. Ikke af mangel på vilje. Jo, på alle ANDRES vilje: Det er FOR simpelt og enkelt. Til at tro på. Og dermed at ville. Jeg hygger mig aldeles glimrende, ja LEVER på og af det sted, steder, vi, jeg, os… Forvirrende? Vrøvl? Måske… Hvis der ikke er et par ligesindede eller 4. Der ALTID er VÆRENDE. Så jeg, lille ligegyldige mig med tastaturet, får en chance mere. Med garanti for gevinst. Selvfølgelig ren fiktion, men det er nu engang den bedste virkelighed. Åh for pokker: Det ER så simpelt og enkelt… Regnestykket er som 1+1. Plus et par ubekendte, jeg kender som var de migselv. Nå, det var vist det. Der ER ikke mere. Så simpelt og enkelt er det, og… Jojo, jeg kommer ikke videre, ikke her på og med disse linjer. Der vist allerede er rigeligt af… Så de slutter. Det gør jeg så også. Farvel. Jeg skulle hilse fra os. Hvis nogen vil læse mere, så er det vist… jaja, jeg stopper! Der ER ikke mere. Bortset fra alt. Og de par steder… Nejnej; ikke forfra, det nytter ikke, jeg véd det! Men tag og besøg os engang. Vejen ind er dér i dalen mellem… Nå, hvis ikke vejen er til at finde… Tja. Sort uheld. Eller mangel på dén fiktive verden der er aldeles virkelig. Jajaja; det ER simpelt og enkelt. Og så ER det hele ikke længere! Vi siger pænt tak, siger suffløren. Så: Tak! For hvad mon?… Tja… Nåjo! Selvfølgelig! Tråden i det hele! Nej, det er sgu for simpelt. Enkelt. Indlysende, indefra. Det er som 1+1… Og hvis DÉT er indviklet… SÅ er det godtnok slut! KAPUT! Med salut!…

Reklamer

Tekst oprindelig oplæst på Løves ved Poetklub Aarhus’ “Åben Scene”. Denne video-version lettere omskrevet. Link bragt i Tidsskriftet Reflex / http://www.57nord.dk/index.php … Al (c) og (r) og dén slags; Heino Ploeckeng / Stuck Prod / Stuck for Real! Teksten som ca oplæst: 

Nogle gange er en tekst ikke værd at skrive. Bedst glemt. Bedre aldrig at have eksisteret. Dens berettigelse til overhovedet at eksistere er tvivlsom. Grundlaget er ikke bare spinkelt, det er er så tyndt at en tråd ikke kan bære sig selv. Men flagrer væk i stumper, uden at minde det mindste om… Noget. Altså ikke en pot tanke eller to værd. Mindre værd end ingenting, og dét er ikke ret meget. At skrive hjem om, hvis det var det. Der ER ikke noget at skrive hjem om. Og hjemmet ville alligevel kigge desorienteret på forsendelsen der ikke siger nogen noget, og bare er tavs som graven. Selv endestation skraldespand mærker ikke, at et par overflødige ord blandes med kaffegrums og kartoffelskræller. Igår VAR sådan en dag. Der ikke burde blive til andet end ryddet hukommelse. Gang i renseprogrammet; dét med tilfældig overskrivning; 5 x DoD, så dagen ikke kan gendannes. Ikke at der er nogen der vil røre ved de i forvejen sølle rester af kvaste koder der ligger i et hjørne og skammer sig. Med god grund. Og nu bliver igår alligevel en tekst. Der er ingen der skriver til skrivebordsskuffen, som det hed i gamle dage. Når det mest er af selvterapeutiske grunde. Eller en psykiater på en institution, der får sin tilfredsstillelse ved at læse andres bekendelser i intim dagbogsform. Idag hedder det vel at klikke sig målløst ud i forskellige binære skyer, hvor ordene hurtigt drukner i mængden af virale hits, og den almindelige enorme aldeles ufarlige understrøm af anonyme sætninger. Som disse. Men igår var, i et kort glimt, virkelig. På sin egen både skærende og sløve måde. Tømt for nuancer; blot synlig et øjeblik med kontrast nok. Et øjeblik der hurtigt blev irriteret over at blive udnyttet. Igår var ikke et ord værd. Den der sidder ved krystalkuglen, hvem det så end er, skulle ved første syn have kasseret den dag. Måske sidder der ingen ved krystalkuglen. Måske er der ingen krystalkugle. Måske er dagene ligeglade med krystalkugler og hvem der kan se hvad i dem eller ikke, måske netop ikke. Det ville forklare en hel del, men igår har ikke en chance for at blive bortforklaret. Dagen før var dagen før ingenting; idag er det dagen efter ingenting. En såkaldt onsdag med et nummer 14 sat på, plus måned nr 6. Sådan er det nu engang vedtaget. Med gregoriansk opdatering kan endda et årstal sættes på; 2017. Det gør hverken fra eller til. For den både selvdøde og selvforagtende igår. Det er ikke så ofte at dage begår selvmord. Men lige døgnet igår, hvis det havde den mindste skam i sit korte 24-timers liv, havde intet andet valg. Jo hurtigere det først blev et tomrum, derpå bare glemt, jo bedre. Derfor er denne tekst også lidt en hån. Mod de mange dage der på forskellig vis finder ud af at fungere. Modsat igår, der allerede er ved at forsvinde som begreb; “igår”…??? Huh? Hvad? Enhver form for tids sammenhæng eller angivelse af tidsrum, vil ikke RØRE ved dagen eller bare nævne den. Det giver ubehag og en vis forlegenhed. At teksten fortsætter, får også en stigende vrangvillig mumlen frem. Den skal rundes af, hvis ikke den skal overfaldes og begraves levende. Lidt samme skæbne, ganske passende, som igår… Dén dag smuldrede mellem fingrene på de første timer. Gled ud sammen med mørket, da morgenen ganske uvidende skruede op for lyset. Hvis man, hvem man end er, havde set godt efter, var der allerede begyndende misfarvninger og manglende dele af en dags fulde palet. Store huller helt uden farve eller forklaring. At himlen var dækket af grå skyer, der vekslede mellem klamt og regn, er almindeligt for årstiden. Årstiden igår!!! Ligesom modvinden, omend den lige havde en ekstra række modbydelige modhager. Og vindstød af den slags der ridser indersiden af huden. Der er ikke så meget mere at sige. Nogle få banale og trivielle timer. Med en helt forkert fornemmelse, der fik det banale og trivielle til at bekæmpe sig selv med et frådende had og en brølende foragt. Nogle få timer, ikke ret mange, og så var det slut. Barmhjertigt hurtigt, egentlig. Kun et glimt blev tilbage på enkelte nethinder. Indtil en hurtig blinken med øjnene. For at fjerne den generende dag fra ugen, måneden, året… Det ER ikke ofte at dage er så vanskabte. Det sker, og ingen ved rigtig hvorfor. Og slet ingen gider bruge tid på at skrive om det. Det er heller ikke sundt. Vides det fra mere direkte dele af verden, hvor ord skal være påpasselige med hvad de udtrykker i tiden. Eller, som det i værste fald opfattes, mod tiden… Dagen udåndede uden det store postyr. Diskret overvåget stopper teksten også. Dagen nåede ikke at gøre megen skade. Et par enkelte blev trukket med ned i mudderet, der var tørret ind, tilkastet grav, når det igen blev set på. Nogle aftaler nåede lige at blive overholdt. Men også de rullet tilbage, så flere ofre kunne undgås. Aftaler, der kun blev til noget flovt, få stadier over kryben under sten. Og så, med hjælp fra tiden rundt om dagen, til erindringen om aftaler, ligegyldige eller bare latterlige. Mere og mere udviskede. Her sidst på denne dag, er igår ikke mere. Til alles glæde. En god følelse er nu engang rar. Bedre end noget der banker baglæns i hovedet og giver omvendte rynker i panden. Eller bliver til en tekst der slet ikke skulle have været. Den er nok helt væk lige om lidt. Der skal ikke andet end et punktum til. TIL!

ØJEBLIK

FORLÆNGET KORTPROSA LANGT UD OVER HVAD DET KAN BÆRE… ULIDELIGT SEMI-METAFYSISK VRØVL; ET ØJEBLIK TRUKKET UD TIL ILTFATTIGT TYNDT…

MEN! FIKTIONEN ER 100% ÆGTE!

De tonede frem en for en. Dels af nysgerrighed, dels fordi det åbenbart var et passende tidspunkt. Her er allerede lidt knas i maskineriet, men kun måske og kun for os. Foreløbig. De stod så bag mig, tavse, og fulgte mit blik. Som fastholdt øjeblikket på himlen. Man kan ikke fastholde et øjeblik, men jeg var besluttet på at bevare dette billede så længe som muligt. Her hopper kæden af, svirper faretruende flænsende i historien, og tandhjul snurrer formålsløst, forgæves søgende noget at drive det til. Man KAN jo netop fastholde et øjeblik: Det var da for pokker et foto jeg, og nu vi, stod og gloede på. At prøve, intenst insisterende, at fastholde et øjeblik der allerede ER fastholdt… Det nærmer sig vist regulær dumhed. Men jeg, vi, fortsatte ikke desto mindre den principielt overflødige stædige stirren, som gik blikket gennem fotografiet. Som var det blot et vindue. Og fik det udsnit af himlen, der gav et glimt af skyernes sædvanlige overlegne leg. Der nogle gange resulterer i den slags fantastiske billeder. Gad vide om de var sig selv bevidst? Om de var klar over deres evner? For mig var det ikke et underligt spørgsmål, tværtimod; det gjorde den lille flok bag mig klart og tydeligt. Måske var det himlen selv, solen og skyernes lærred, der styrede deres bevægelser? Førte den altid arbejdende pensel? Eller en blanding? Altså skyer, sol, lys og hvad der ellers var på paletten, der velvilligt lod sig smøre rundt på lærredet? For nu at blive ved med den tyndslidte kliché. Det ville minde lidt om hvad jeg gjorde. Min version ganske vist i en helt anden og langt mere ydmyg skala. Og slet ikke så fotogen. Det kunne den måske blive, men så skulle jeg og vi op i et helt andet højere gear. Jeg kunne mærke personerne bag mig følge mine tanker. Selvfølgelig. De kunne ikke andet. Selvom de blev mere og mere selvstændige, var de nu engang udsprunget af mit hovede. Tænkt frem efter mine behov. Nej, det er ikke sandt. Ikke mine behov, nærmere af nødvendighed: Noget behøvede dem. Og det noget var ikke kun mig. Jeg ved ikke om andre kan se sammenligningen. Det parallelle billede. Eller de to lignende; hvordan det end fungerer, det billedmageri. Maskineriet, mekanismen, virkeligheders bliven til verdener. Og lignende uhåndterlige alt for store og udflydende begreber. Ord, mest ord der kan fyldes hvadsomhelst på. Eller fyldes i hvadsomhelst… Også som rent fyld og køren i tomgang. Som dette er tæt på, i fuld fart mod ingenting og med ingenting… En af mine figurer giver mig et puf i siden; kom nu videre! Det er desværre sandt, jeg er begyndt at falde hen i en slags vågen søvn: Åbner øjnene med et ryk i hele kroppen. Og må samle de tankerester op, der i et sekund eller et minut overtog fuldt og helt. Et udrevet stykke tid med sammenfiltrede tankebaner. Drømmeagtige sekvenser, der kommer som en slags anfald. Nå, måske er det bare alderen. Manglende søvn og lidt konstant balanceren mellem tilstande… Ihvertfald var det, som så tit, en af mine fiktive figurer der fik mig tilbage til virkeligheden. Og jo, det er en smule paradoksalt. Men så længe det virker… Tilbage til øjeblikket og det med det parallelle. Hvis der er noget at hente dér. Jeg har en fornemmelse af en sammenhæng, men også en forskel i dimensioner og proportioner, der gør det lidt… Arrogant? Overhovedet at sammenligne dét foto-fældede øjeblik med mig og mine personer. Men der ER nu noget… HVIS altså skyer og sol og al den slags på nogen måde er styret… Af himlen? Som så måske er styret af… Noget? For at solen, eller rettere jorden, kan udføre sit trick med at lave solopgange og solnedgange. Måske er det selvstyrende. Og uden bevidsthed. Det betyder nok intet. Endnu et faktum, eller ikke, der ikke rigtig kan bruges til noget. Sjovt som den slags hober sig op med tiden. Med alderen… Måske er det bare mig der har det sådan. Bliver fyldt til det nok så bekendte bæger flyder over. I det mindste har jeg mine personer at lade det flyde videre over til og ind i. Hov, det var en sætning der både starter og slutter med et ‘i’… Det er vist grammatisk ikke så fikst. Ups! Bare på grund af noget grammatisk, mistede jeg forbindelsen til billedet, blot en tankes længde, men det var rigeligt. Billedet, det drilagtige, havde lavet om på sig selv. Selvfølgelig vidste jeg, at jeg ikke kunne fastholde det. Og ja; fotoet betragtes stadig som en slags fup… I virkeligheden, én eller anden, himlens vel, er alting hele tiden i bevægelse. Sådan er det bare. Endnu et faktum… Der i bedste fald kan bruges til at huske altings evige foranderlighed. Og i værste til at græde over netop dét. Hvis det ikke er det samme? Altså bedste og værste? De ord igen… Mere til besvær end gavn! Mine personer måtte føle det endnu kraftigere. Deres evighed, eller mangel på, er ikke kun styret af én virkelighed. Den vedtagne, generelle, overordnede, hvis en sådan findes. Kan fremskaffes… Om eller når nødvendigt. Hvis. Men også min, mere eller mindre direkte. Nogle gange får jeg helt ondt af mine kreationer. De nær-ved-og-næsten virkelige mennesker, der måske kun har en fornemmelse af at være et produkt af mine tanker. Men så følger altid en erkendelse. At det nok er mig selv jeg har ondt af. Og at jeg selv er en skabt ting, dømt til at blive til, eksistere et stykke tid, og så forsvinde. Ganske som det billede jeg så indædt prøvede at fastholde, alligevel og selvfølgeligt forandrede sig. Og at det var ren indbildning, måske ønsketænkning, at det kunne være det samme: Kun som foto! Jeg vidste det jo udmærket, ligesom mine personer sikkert lige så vel er klar over deres oprindelse. Og når det virkelig gælder, hvad det nok altid gør, gør det ikke? Ja så er ønsket om at bevare et smukt øjeblik; et billede som aftryk af en følelse, vel kun en afart af selvmedlidenhed. Et banalt udtryk for at ville forlænge noget, en selvynk over tingenes tilstand. Som, lige i dét tilfælde, er stik modsat stilstand. Her var det en omgang sol og skyer, men det kunne lige så godt være, er lige så ofte eller endda hyppigere, et eller andet barndomsminde. Der også er blevet et billede. Men mere bestandigt. Bedre beskyttet; mere sikret mod tider og virkeligheder. En erindring jeg kan nægte var anderledes; benægte kunne være eller blive anderledes. Aldrig ændres til andet end mit billede. Som jeg kan klynge mig til, når jeg synes der var noget at klynke over. Her bliver det så en smule kompliceret. Ihvertfald for et par af mine figurer. De får jo så noget ekstra at skulle præsentere, repræsentere, fyldes med, være en del af, overtage. Ja, overtage og leve med. Som var det deres. Gad vide om himlen forlanger det samme af solen og skyerne? Gad vide om mine personer er bevidste om hvor meget eller lidt de er sig selv? Jeg lod billede være billede, slap det, og vendte mig for at studere mine figurer, mine mennesker som jeg havde skabt dem. Og hele tiden, igennem alt jeg udsætter dem for, er jeg den der bestemmer. Om det så er, at de skal ophøre med at eksistere. Men ER det reelt mig der har kontrollen? Som et dumt spil med en game-controller, eller ditto tv-serie og fjernbetjening? Der er ingen tvivl om, at de følger mig i tykt og tyndt; er tvunget til at bære en stor del af det læs jeg ikke selv kan håndtere. Fysisk såvel som mentalt. Ikke mindst mentalt. Sikke humørsvingninger de må lægge ryg til! Hvilke depressioner de får proppet ind i sig. For at aflaste mig. Men er det sådan det er? Og vil blive ved med at være? Hvor sikker kan jeg være på at det er “fakta”? Som så forresten alligevel er ubrugelige… Jeg kiggede på ham jeg kalder “jeg”. Hvor forskellig er han fra mig? Set gennem en anden virkelighed, det kunne være ‘jeg’s, er han måske mere mig end jeg selv… Det hele var og er en gang halv-metafysisk vrøvl. Det ved vi begge to. Det ved vi alle. Det ved alle, ikke kun vi. Også de bipersoner der kommer til med tiden. De må være nødvendige for historien. Eller for mig? Og nu er det så langt ude, at fortællingen om mine personer sikkert er den samme som historien om mig. Jeg betragtede min “altmuligmand”; ham jeg ganske praktisk har døbt ‘han’. Og som kan fortælle alt det der ikke passer til ‘jeg’ og dén tidslinje. Der selvfølgelig må ligne min, altså som den har ført mig her til. Hvor dét så er; men det GIDER hverken jeg eller vi at begynde at spilde tanker og ord på. Med så meget fiktion hældt på, at det alligevel passende utydeligt. Jeg bliver irriteret, irrationelt, på mig selv og mine personer. Det ER jo for pokker ren fiktion! Opspind, tankespind, løgn, “hvad nu hvis…” og “havde det været på dén måde og ikke dén…”. Jeg kan mere roligt se på både ‘Laurie’ og ‘Senhor Passo’. De er så tydeligt adskilt fra mig, og har så klart definerede roller, at der ikke kommer et åndssvagt lag af sammenblanding ind i billedet… Det er noget andet med ‘jeg’ og ‘han’. Er de virkelig blevet for meget jeg og mig? Det er for dumt. Alt dette. Der blot startede med et billede. Nu gennemgår jeg den seneste tid; min tid, min historie, og tager specielt de dårlige oplevelser med, sorterer de perioder fra der stadig påvirker mig negativt. Sådan er jeg nemlig. Og iøvrigt, tilfældigvis, også ‘jeg’. Så er vi to… Eller mindst 1½! Og jeg, uden citationstegn, ser i både ‘jeg’ og ‘han’s øjne, hvor meget jeg har brugt dem. Misbrugt! Selv ‘Laurie’ og ‘Senhor Passo’ har en smule bebrejdelse i deres ansigter. Er det virkelig sådan? ER det virkelig? Bruger jeg mine fiktive figurer til at bide mine ærgrelser i sig? I dem, må det så være? Har de måttet lide under de seneste ugers pinagtige kamp med et bestemt projekt? Har de taget en stor del af skammen over et andet arbejde, jeg ikke har udført tilfredsstillende? Har de måttet æde min skuffelse over et par ‘virkelige’ menneskers passivitet? Var det mildt sagt pap-udskærende møde jeg var til nu en belastning for dem? Mere end min tæt-på latter foragt for arketyper i lige mit min verden? ER det ‘han’ og ‘jeg’ det mest er gået ud over? Og til stadighed GÅR ud over? Også min enorme træthed af, og lede over, min egen manglende evne til at sige FRA og klart tydeligt NEJ! Og den følgende lammende larmende langen ud efter alt og alle? Så forstår jeg bedre… Næh, så er der ikke meget der giver mening. Andet end mit ønske om at KOMME VÆK! Både bogstaveligt, men endnu mere billedligt… Væk fra den ‘rolle’ der er blevet mig. Mig! Blevet til en ‘rolle’! Ganske som jeg har givet mine figurer deres… Hvor er det heldigt. At jeg kan se på alt dette som en gang forvirret grød af ligegyldige tanker. Og selvfølgelig: Omgående læsser jeg den mudrede klumpede masse over mine personer! Med dyb skam… Som jeg så OGSÅ lader gå videre! Den sidste tid har været ét stort “game over” for mig. Billedet har stået, -står!, så tydeligt som en ustyrligt urytmisk blinkende lysavis, boret ind i mine pupiller helt til synsnervens rod. Og jeg har blot undret mig over min egen undren over manglende lyst og vilje til… Andet end opgør med enkeltpersoner og afsked med åh så korrekte og forfinede skarpt tegnede kredse, med deres etiske og moralske kodeks der er én gang mindst tidobbelt ditto. Men alt dette KAN altså være vrøvl. ÆGTE fiktion! Billedet er helt væk, det fine på himlen. Fotoet er også lagt væk… Lærredet er ikke tomt, men ÉN følelse overtager komplet. Uanset hvad, også alt det tågede og uafklarede, om det så er nok så tæt på, ligefrem indenfor familie, ja så må det vige. Ubetinget. Jeg, vi, har kun én chance. Alt andet ER ligegyldigt! Virkeligt eller ej. Jeg må fjerne alle de små og store forhindringer, fiktive eller ej, én efter én, og give mine figurer hvad de fortjener. Og i dén grad fortjener, efter at være brugt som en udvidelse af mig selv: En verden de kan eksistere i, uden mærkværdige behov. Som altså er mine. Egentlig er det så simpelt, at det nok er derfor jeg har vadet rundt i det. Med træsko og snublende over det ene økseskaft efter det andet. Væltende øffende rundt i mit eget… Uden at mærke det. Mærke det for alvor, om det så er aldeles uden substans. Jeg kan kun rette op på DÉN ene måde: Give mine personer deres egen verden. Give dem deres eget liv tilbage. Og, nok så afgørende, følge med dem. Det er på høje tid. At tage dem alvorligt. Som de mennesker de er. Og ja. At tage mig selv alvorligt. Uanset hvordan det hele ender, er det sikkert: Det kan kun blive et ægte billede! Om det så er nok så meget fiktion. Så er dét virkelighed. Så simpelt… Enkelt i en anden form: Enkelhed! Ægte jordnært vrøvl. Så såre, så snart… ‘Senhor Passo’ og ‘jeg’ følges ud, forsvinder væk, afslutter afsnit. ‘Han’ og ‘Laurie’ finder nok på noget… Mere. Måske vi alle smider citationstegnene, både… Og jeg?

%d bloggers like this: