FOTO MED FØLGE

ØJEBLIK

FORLÆNGET KORTPROSA LANGT UD OVER HVAD DET KAN BÆRE… ULIDELIGT SEMI-METAFYSISK VRØVL; ET ØJEBLIK TRUKKET UD TIL ILTFATTIGT TYNDT…

MEN! FIKTIONEN ER 100% ÆGTE!

De tonede frem en for en. Dels af nysgerrighed, dels fordi det åbenbart var et passende tidspunkt. Her er allerede lidt knas i maskineriet, men kun måske og kun for os. Foreløbig. De stod så bag mig, tavse, og fulgte mit blik. Som fastholdt øjeblikket på himlen. Man kan ikke fastholde et øjeblik, men jeg var besluttet på at bevare dette billede så længe som muligt. Her hopper kæden af, svirper faretruende flænsende i historien, og tandhjul snurrer formålsløst, forgæves søgende noget at drive det til. Man KAN jo netop fastholde et øjeblik: Det var da for pokker et foto jeg, og nu vi, stod og gloede på. At prøve, intenst insisterende, at fastholde et øjeblik der allerede ER fastholdt… Det nærmer sig vist regulær dumhed. Men jeg, vi, fortsatte ikke desto mindre den principielt overflødige stædige stirren, som gik blikket gennem fotografiet. Som var det blot et vindue. Og fik det udsnit af himlen, der gav et glimt af skyernes sædvanlige overlegne leg. Der nogle gange resulterer i den slags fantastiske billeder. Gad vide om de var sig selv bevidst? Om de var klar over deres evner? For mig var det ikke et underligt spørgsmål, tværtimod; det gjorde den lille flok bag mig klart og tydeligt. Måske var det himlen selv, solen og skyernes lærred, der styrede deres bevægelser? Førte den altid arbejdende pensel? Eller en blanding? Altså skyer, sol, lys og hvad der ellers var på paletten, der velvilligt lod sig smøre rundt på lærredet? For nu at blive ved med den tyndslidte kliché. Det ville minde lidt om hvad jeg gjorde. Min version ganske vist i en helt anden og langt mere ydmyg skala. Og slet ikke så fotogen. Det kunne den måske blive, men så skulle jeg og vi op i et helt andet højere gear. Jeg kunne mærke personerne bag mig følge mine tanker. Selvfølgelig. De kunne ikke andet. Selvom de blev mere og mere selvstændige, var de nu engang udsprunget af mit hovede. Tænkt frem efter mine behov. Nej, det er ikke sandt. Ikke mine behov, nærmere af nødvendighed: Noget behøvede dem. Og det noget var ikke kun mig. Jeg ved ikke om andre kan se sammenligningen. Det parallelle billede. Eller de to lignende; hvordan det end fungerer, det billedmageri. Maskineriet, mekanismen, virkeligheders bliven til verdener. Og lignende uhåndterlige alt for store og udflydende begreber. Ord, mest ord der kan fyldes hvadsomhelst på. Eller fyldes i hvadsomhelst… Også som rent fyld og køren i tomgang. Som dette er tæt på, i fuld fart mod ingenting og med ingenting… En af mine figurer giver mig et puf i siden; kom nu videre! Det er desværre sandt, jeg er begyndt at falde hen i en slags vågen søvn: Åbner øjnene med et ryk i hele kroppen. Og må samle de tankerester op, der i et sekund eller et minut overtog fuldt og helt. Et udrevet stykke tid med sammenfiltrede tankebaner. Drømmeagtige sekvenser, der kommer som en slags anfald. Nå, måske er det bare alderen. Manglende søvn og lidt konstant balanceren mellem tilstande… Ihvertfald var det, som så tit, en af mine fiktive figurer der fik mig tilbage til virkeligheden. Og jo, det er en smule paradoksalt. Men så længe det virker… Tilbage til øjeblikket og det med det parallelle. Hvis der er noget at hente dér. Jeg har en fornemmelse af en sammenhæng, men også en forskel i dimensioner og proportioner, der gør det lidt… Arrogant? Overhovedet at sammenligne dét foto-fældede øjeblik med mig og mine personer. Men der ER nu noget… HVIS altså skyer og sol og al den slags på nogen måde er styret… Af himlen? Som så måske er styret af… Noget? For at solen, eller rettere jorden, kan udføre sit trick med at lave solopgange og solnedgange. Måske er det selvstyrende. Og uden bevidsthed. Det betyder nok intet. Endnu et faktum, eller ikke, der ikke rigtig kan bruges til noget. Sjovt som den slags hober sig op med tiden. Med alderen… Måske er det bare mig der har det sådan. Bliver fyldt til det nok så bekendte bæger flyder over. I det mindste har jeg mine personer at lade det flyde videre over til og ind i. Hov, det var en sætning der både starter og slutter med et ‘i’… Det er vist grammatisk ikke så fikst. Ups! Bare på grund af noget grammatisk, mistede jeg forbindelsen til billedet, blot en tankes længde, men det var rigeligt. Billedet, det drilagtige, havde lavet om på sig selv. Selvfølgelig vidste jeg, at jeg ikke kunne fastholde det. Og ja; fotoet betragtes stadig som en slags fup… I virkeligheden, én eller anden, himlens vel, er alting hele tiden i bevægelse. Sådan er det bare. Endnu et faktum… Der i bedste fald kan bruges til at huske altings evige foranderlighed. Og i værste til at græde over netop dét. Hvis det ikke er det samme? Altså bedste og værste? De ord igen… Mere til besvær end gavn! Mine personer måtte føle det endnu kraftigere. Deres evighed, eller mangel på, er ikke kun styret af én virkelighed. Den vedtagne, generelle, overordnede, hvis en sådan findes. Kan fremskaffes… Om eller når nødvendigt. Hvis. Men også min, mere eller mindre direkte. Nogle gange får jeg helt ondt af mine kreationer. De nær-ved-og-næsten virkelige mennesker, der måske kun har en fornemmelse af at være et produkt af mine tanker. Men så følger altid en erkendelse. At det nok er mig selv jeg har ondt af. Og at jeg selv er en skabt ting, dømt til at blive til, eksistere et stykke tid, og så forsvinde. Ganske som det billede jeg så indædt prøvede at fastholde, alligevel og selvfølgeligt forandrede sig. Og at det var ren indbildning, måske ønsketænkning, at det kunne være det samme: Kun som foto! Jeg vidste det jo udmærket, ligesom mine personer sikkert lige så vel er klar over deres oprindelse. Og når det virkelig gælder, hvad det nok altid gør, gør det ikke? Ja så er ønsket om at bevare et smukt øjeblik; et billede som aftryk af en følelse, vel kun en afart af selvmedlidenhed. Et banalt udtryk for at ville forlænge noget, en selvynk over tingenes tilstand. Som, lige i dét tilfælde, er stik modsat stilstand. Her var det en omgang sol og skyer, men det kunne lige så godt være, er lige så ofte eller endda hyppigere, et eller andet barndomsminde. Der også er blevet et billede. Men mere bestandigt. Bedre beskyttet; mere sikret mod tider og virkeligheder. En erindring jeg kan nægte var anderledes; benægte kunne være eller blive anderledes. Aldrig ændres til andet end mit billede. Som jeg kan klynge mig til, når jeg synes der var noget at klynke over. Her bliver det så en smule kompliceret. Ihvertfald for et par af mine figurer. De får jo så noget ekstra at skulle præsentere, repræsentere, fyldes med, være en del af, overtage. Ja, overtage og leve med. Som var det deres. Gad vide om himlen forlanger det samme af solen og skyerne? Gad vide om mine personer er bevidste om hvor meget eller lidt de er sig selv? Jeg lod billede være billede, slap det, og vendte mig for at studere mine figurer, mine mennesker som jeg havde skabt dem. Og hele tiden, igennem alt jeg udsætter dem for, er jeg den der bestemmer. Om det så er, at de skal ophøre med at eksistere. Men ER det reelt mig der har kontrollen? Som et dumt spil med en game-controller, eller ditto tv-serie og fjernbetjening? Der er ingen tvivl om, at de følger mig i tykt og tyndt; er tvunget til at bære en stor del af det læs jeg ikke selv kan håndtere. Fysisk såvel som mentalt. Ikke mindst mentalt. Sikke humørsvingninger de må lægge ryg til! Hvilke depressioner de får proppet ind i sig. For at aflaste mig. Men er det sådan det er? Og vil blive ved med at være? Hvor sikker kan jeg være på at det er “fakta”? Som så forresten alligevel er ubrugelige… Jeg kiggede på ham jeg kalder “jeg”. Hvor forskellig er han fra mig? Set gennem en anden virkelighed, det kunne være ‘jeg’s, er han måske mere mig end jeg selv… Det hele var og er en gang halv-metafysisk vrøvl. Det ved vi begge to. Det ved vi alle. Det ved alle, ikke kun vi. Også de bipersoner der kommer til med tiden. De må være nødvendige for historien. Eller for mig? Og nu er det så langt ude, at fortællingen om mine personer sikkert er den samme som historien om mig. Jeg betragtede min “altmuligmand”; ham jeg ganske praktisk har døbt ‘han’. Og som kan fortælle alt det der ikke passer til ‘jeg’ og dén tidslinje. Der selvfølgelig må ligne min, altså som den har ført mig her til. Hvor dét så er; men det GIDER hverken jeg eller vi at begynde at spilde tanker og ord på. Med så meget fiktion hældt på, at det alligevel passende utydeligt. Jeg bliver irriteret, irrationelt, på mig selv og mine personer. Det ER jo for pokker ren fiktion! Opspind, tankespind, løgn, “hvad nu hvis…” og “havde det været på dén måde og ikke dén…”. Jeg kan mere roligt se på både ‘Laurie’ og ‘Senhor Passo’. De er så tydeligt adskilt fra mig, og har så klart definerede roller, at der ikke kommer et åndssvagt lag af sammenblanding ind i billedet… Det er noget andet med ‘jeg’ og ‘han’. Er de virkelig blevet for meget jeg og mig? Det er for dumt. Alt dette. Der blot startede med et billede. Nu gennemgår jeg den seneste tid; min tid, min historie, og tager specielt de dårlige oplevelser med, sorterer de perioder fra der stadig påvirker mig negativt. Sådan er jeg nemlig. Og iøvrigt, tilfældigvis, også ‘jeg’. Så er vi to… Eller mindst 1½! Og jeg, uden citationstegn, ser i både ‘jeg’ og ‘han’s øjne, hvor meget jeg har brugt dem. Misbrugt! Selv ‘Laurie’ og ‘Senhor Passo’ har en smule bebrejdelse i deres ansigter. Er det virkelig sådan? ER det virkelig? Bruger jeg mine fiktive figurer til at bide mine ærgrelser i sig? I dem, må det så være? Har de måttet lide under de seneste ugers pinagtige kamp med et bestemt projekt? Har de taget en stor del af skammen over et andet arbejde, jeg ikke har udført tilfredsstillende? Har de måttet æde min skuffelse over et par ‘virkelige’ menneskers passivitet? Var det mildt sagt pap-udskærende møde jeg var til nu en belastning for dem? Mere end min tæt-på latter foragt for arketyper i lige mit min verden? ER det ‘han’ og ‘jeg’ det mest er gået ud over? Og til stadighed GÅR ud over? Også min enorme træthed af, og lede over, min egen manglende evne til at sige FRA og klart tydeligt NEJ! Og den følgende lammende larmende langen ud efter alt og alle? Så forstår jeg bedre… Næh, så er der ikke meget der giver mening. Andet end mit ønske om at KOMME VÆK! Både bogstaveligt, men endnu mere billedligt… Væk fra den ‘rolle’ der er blevet mig. Mig! Blevet til en ‘rolle’! Ganske som jeg har givet mine figurer deres… Hvor er det heldigt. At jeg kan se på alt dette som en gang forvirret grød af ligegyldige tanker. Og selvfølgelig: Omgående læsser jeg den mudrede klumpede masse over mine personer! Med dyb skam… Som jeg så OGSÅ lader gå videre! Den sidste tid har været ét stort “game over” for mig. Billedet har stået, -står!, så tydeligt som en ustyrligt urytmisk blinkende lysavis, boret ind i mine pupiller helt til synsnervens rod. Og jeg har blot undret mig over min egen undren over manglende lyst og vilje til… Andet end opgør med enkeltpersoner og afsked med åh så korrekte og forfinede skarpt tegnede kredse, med deres etiske og moralske kodeks der er én gang mindst tidobbelt ditto. Men alt dette KAN altså være vrøvl. ÆGTE fiktion! Billedet er helt væk, det fine på himlen. Fotoet er også lagt væk… Lærredet er ikke tomt, men ÉN følelse overtager komplet. Uanset hvad, også alt det tågede og uafklarede, om det så er nok så tæt på, ligefrem indenfor familie, ja så må det vige. Ubetinget. Jeg, vi, har kun én chance. Alt andet ER ligegyldigt! Virkeligt eller ej. Jeg må fjerne alle de små og store forhindringer, fiktive eller ej, én efter én, og give mine figurer hvad de fortjener. Og i dén grad fortjener, efter at være brugt som en udvidelse af mig selv: En verden de kan eksistere i, uden mærkværdige behov. Som altså er mine. Egentlig er det så simpelt, at det nok er derfor jeg har vadet rundt i det. Med træsko og snublende over det ene økseskaft efter det andet. Væltende øffende rundt i mit eget… Uden at mærke det. Mærke det for alvor, om det så er aldeles uden substans. Jeg kan kun rette op på DÉN ene måde: Give mine personer deres egen verden. Give dem deres eget liv tilbage. Og, nok så afgørende, følge med dem. Det er på høje tid. At tage dem alvorligt. Som de mennesker de er. Og ja. At tage mig selv alvorligt. Uanset hvordan det hele ender, er det sikkert: Det kan kun blive et ægte billede! Om det så er nok så meget fiktion. Så er dét virkelighed. Så simpelt… Enkelt i en anden form: Enkelhed! Ægte jordnært vrøvl. Så såre, så snart… ‘Senhor Passo’ og ‘jeg’ følges ud, forsvinder væk, afslutter afsnit. ‘Han’ og ‘Laurie’ finder nok på noget… Mere. Måske vi alle smider citationstegnene, både… Og jeg?

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: