Arkiv

Nye Bidder & stumper

PESSOA by Almada Negreiros (c)

Fernando Pessoa by Almada Negreios.

Fb-mm-farvel 2B ud af 3… (ER på vej…)

 

“Hej gartner!

Ja du der inde i haven…

Sig mig, hvad fortæller vinden dig når den blæser?”


“Tja, at den er vind og at den blæser, og at den har gjort det før og at den sikkert vil gøre det igen. Hvorfor? Hvad fortæller den da dig?”


“Meget mere end det!

Den taler til mig om alle mulige ting,

Om erindringer og længsel,

Om ting der aldrig har været, om alt!”


“Nå. Så har du aldrig hørt vinden.

Vinden er bare vinden der blæser:

Hvad du tror du hører er løgn

Og løgnen kommer inde fra dig selv.”

 

–Pessoa / Alberto Caeiro ‘Athena’ 1925.

 

Reklamer

VÅGN OP

Fb-mm-farvel og godnat nr 2A ud af 3…

03:27

Jeg giver op. Ingen søvn i nat. Og fuglene begynder at synge samme øjeblik. Ved ikke rigtig om jeg ønsker mig noget foder eller et haglgevær. Måske begge dele: Foder til at lokke til, og så begge løb brændt af. Hedder det også genocide når det gælder dyr? Massemord eller regulering af bestand? Jaja, et oplagt ord rimer på, men det er for tidligt eller sent med forstand.

03:35

Vandet koger. Kaldes det morgenkaffe efter en manglende nat? Aftenkaffe før søvn? Endnu et af livets store spørgsmål. De hober sig op. Gad vide om man kan sætte livets store spørgsmål ud som storskrald?

03:52

En god ven (-jo, der er et par enkelte tilbage), fortalte om en lignende nat han havde haft. Han var stået op og gået i gang med at skrive! Dét er imponerende. Det er jeg alt for træt til. Specielt på dette tidspunkt.

04:01

Hvorfor irriterer det mig at jeg ikke ramte :00 præcist? Jeg kan jo bare skrive 04:00, og det ville kun være ét minuts løgn. Det er ikke meget… Men jeg holder lidt tal på mine løgne. SÅ mange har jeg ikke tilbage. Og jeg vil hellere spendere en på et øjeblik end et helt minut. Kaffen smager elendigt. Som den plejer. Det kan jo også være min smag der er dårlig.

04:08

Fuglene udenfor… Hvor skulle de forresten ellers være? Jeg holder ikke burhøns. Eller har en kanariefugl. Det ville ellers være smart; ligesom i gamle dage i minegange. Men det ville blive bekosteligt at købe en ny hver dag. Nå, dem udenfor (Hvor skulle de…) minder mig om en tekst jeg skrev til et slags forlag. De skulle bruge den til en slags turistguide, og vi redigerede den endda færdig. Den publikation blev åbenbart skrottet. Men hva’. Lige nu ville jeg med glæde skrotte mig selv.

04:16

Det begynder at blive lyst. Det var det også for godt 6 timer siden. Det er en sølle rest nat vi får i disse tider. Jeg forstår ikke den nordiske begejstring for lyse nætter og dage så lange som døgn. Næsten ihvertfald; den lille klat mørke er for lidt til gedigne drømme. Jeg fatter det ikke. Jeg fatter vist ikke ret meget. Mine øjne gør ondt. Det behøver jeg ikke fatte; det kan jeg mærke.

04:22

Jeg tænder dagens første cigaret. Eller nattens nummer fem-seks? Jeg må ikke. Det siger læge, hospital og ethvert fornuftigt menneske. Jeg bryder mig ikke meget om fornuft. Slet ikke kombineret med menneske. Dårlig blanding! Jeg holder fast ved ufornuften, og nyder hvert et sug. Også selv om mine lunger leger fornuftige og brokker sig. Forbandede forrædere! Forrædere er der overalt. Sikkert også blandt fuglene. Måske er der fugle der gerne ville have et haglgevær under vingen. Jeg skodder cigaretten. Og mine lunger ånder lettet op. Sådan nogle vendekåber! Fugle skifter fjerdragt, enten som de vokser eller efter årstid. Vendekåber! Jeg synes jeg hører et flyvende afsavet haglgevær brage begge løb af. Og en faldende vingeskudt dødskvidren. Det er nok bare noget jeg hører.

04:29

Jeg spekulerer på hvad jeg foretrækker: At sove og drømme at jeg ikke kan sove. Eller at være vågen og prøve at lade være med at drømme. Det er sgu hip som hap, det hele er en drøm, endda farvelagt og med undertekster. Og fremmede sprog oversættes simultant. Nej, undertekster og oversættelse er ikke nødvendigt. Drømmen forvandler bare andre sprog til noget forståeligt. Det minder om dansk, men dét er trods alt for fattigt et sprog, så det bliver… Noget andet. Alle forstår. Alle forstår! Hold da op hvor er det en drøm!

04:34

Såkaldt mere dybsindige tanker forvilder sig ind i min tågehjerne. Besynderligt, hvad vil de dog der? Heldigvis farer de hurtigt vild i tågen. Den er godtnok også tæt. Tanker kører med god afstand og nedsat hastighed. Alligevel sker der enkelte sammenstød. Men intet alvorligt; tankerne fortsætter med lidt buler og skrammer.

04:40

Jeg havde en bekendt, der efterhånden har en vis succes på sit område. Fuldt fortjent! Han er dygtig til det med at samle sig om at sætte lyrik sammen. Ingen tvivl om det: Jeg har hørt hans linjer igen og igen. Snart kan jeg læse dem på tryk, men det behøver jeg ikke: Jeg har hørt dem så mange gange, at jeg kan dem udenad. Hvad enten jeg vil eller ej. Men det er noget andet det drejer sig om. Den lille succes gør ham ikke mindre glat end en ål. Undskyld sammenligningen til alle der må sno sig. Og andet der ikke bare kan tages i hånden eller samles op.

05:03

Hov? Der halvsov jeg da vist. Jojo, adskillige minutter. Eller mister jeg bare tidsfornemmelsen, når jeg dypper et par helt slappe fingre i kaffekoppen? Har jeg et meget stærkt ubevidst ønske om at dyppe fingre i kafferester og kalde det at være faldet i søvn? Tja. Hvem ved. Det ER de mest utrolige ting der roder rundt i underbevidstheden. Men det er selvfølgelig bare et gæt med bevidstheden.

05:11

Solen rammer nu toppen af blokkene over for. Altså dens stråler. Bare for at undgå undergangsscenarier. Dem er der rigeligt af i forvejen. Og på vejen og ved siden af og helt uden vej. Det gør endnu mere ondt i mine øjne at se på de skarpe flader. Det gør nu også ondt om natten. At se på de blokke når de er helt skjult i mørke. En blind ville hurtigt vende synet bort. Hvis man ikke gør det, bliver man blind.

05:17

Lyden af glas der knuses overrasker mig ikke. Og om det er rødderne på gaden, der morer sig med det evigtgyldige sjove ved at smadre flasker eller vinduer eller den oplagte kombination, er jeg ligeglad med. Eller om det er mit spejl på badeværelset der er skvattet ned. Det betyder ikke noget. 7 års ulykke fra eller til; regnskabet er alligevel blevet en matematisk formel med meget store tal. Hvis en glarmester fik bare et par mellemregninger, ville jeg omgående ryge i glas- og spejlverdenens RKI og fogedret. Og mit kongelige porcelæn blive taget som pant. Ha! Jeg har prøvet Føjtex’es pantautomat: Der er intet at hente dér. Kongeligt porcelæn og pant: Jeg åbner øjnene og smutter ud af den verden. Spytter et par glassplinter ud.

05:29

Hvorfor holder de fleste fugle op med at synge når det bliver helt lyst? Enkelte fortsætter, men det store kvidre-kor stopper. Er det mon efter en eller anden overenskomst? Indgået mellem… Nåja, hvilken fagforening de hører til og deres arbejdsgivere. Dét spor gemmer jeg sammen med alle de andre der senere kan lægges. Måske er fuglene bare ret så kloge. Alt der gentages for tit, ender med at være ligegyldigt. Ligesom bestemte ord og fraser. Men nu skal mit hovede ikke til at finde paralleller med menneskers tanker og ord! Det bliver nemt en ond cirkel. Og en cirkelbevægelse er jo gentagelsernes tegn. Dén må jeg lige banke fast for mig selv, så altså: En cirkel er en gentagelse. Jeg tager den lige et par gange mere, bare for ikke at gentage mig selv.

05:42

Ok, så sov jeg ihvertfald. Senhor Passo mindede mig lige om sin eksistens. Som om jeg kunne glemme ham! Det er da kun i den dybeste søvn at det kunne ske. Han er jo en del af min virkelighed. Og mine drømme. Måske sov jeg i min egen virkelighed? Senhor Passo himler med øjnene og fortæller mig at det er ligegyldigheder jeg spilder tanker på. Jeg undskylder med søvnmanglen, og retter min virkelighed op. Han er nu lidt uretfærdig. Han er garanteret frisk og udhvilet. Og burde udvise en smule mere empati. Det må jeg rette på næste gang. Jeg tror ikke han har noget imod en smule ændring; måske kan vi lave en byttehandel.

05:46

Utroligt hvor meget man kan glemme, når træthed fortrænger hukommelse. Jeg er da i gang med at droppe Facebook og alle lignende grove tidsrøvere. For netop at have tid til at skrive om mig og Senhor Passo og alle de andre. Og ikke mindst få nedskrevet min historie om og med Verdens Bedste Bog. Der er en masse der skal skæres væk. For at få tid. Det kan jeg så bruge en masse tid på. Dét regnskab ville også få enhver revisor op i det røde felt. Så jeg noterer omhyggeligt, at min tid aldrig skal forelægges nogen form for revision. Bare nu trætheden ikke har fortrængt hukommelsen i lige dette stykke tid om tid.

05:57

Nu har jeg banket hovedet ned i bordet mange gange nok: Det må være muligt at sove! Jeg kan også bare blive siddende: Før eller siden giver alle de bank i bordet bevidstløshed. Det er en dyb søvn! Nå, selvfølgelig. Nu holder min bevidsthed selvsagt min nakke stiv med et jerngreb. Så klem da til! Jeg kan mærke at bevidstheden er fristet, men den åndssvage selvopholdelse lægger sig straks imellem. Det er sgu ikke nemt!

06:11

Jeg mærker på min pande. Bulet selvfølgelig. Men åh altså, alle de valg der hele tiden skal tages. Trættende! Enten har jeg pænt meget feber. Eller også er resten af mig iskold. Jamen så vælger jeg iskold. Men det er nok kun fordi jeg har feber.

06:35

Hov, jeg må have lagt mig ned. Min minimale faldefærdige overfyldte bolig, ikke værdig til betegnelsen lejlighed om de 40m2, er indrettet sådan, at jeg kan se fra seng til bord. Anden indretning er nærmest umulig. Og jeg KAN altså se mig selv ved bordet. Fra en position der kun kan være sengen. Der er ikke mange positioner overhovedet. Men hvad skal jeg nu stole på? Er jeg ved bordet eller ligger jeg i sengen? Er jeg det ene og tror det andet? Jeg stoler ikke på mig selv. Igen: Alle disse livets svære valg. Kan livet dog ikke oplæres til at vælge selv! Det burde da ikke være så svært. Et spørgsmål om træning. Få dog det liv gjort helt tamt! Hvem skal så sørge for det? Altid at vælge…

07:07

Shh! Senhor Passo, Laurie, de forskellige mange jeg’er, står rundt om mig. Jeg ligger hen over bordet, svagt snorkende og med savlende åben mund. Kinden i en lille pøl kaffe, resten af den væltede kop. Stille! Virkeligheden adlyder, selvfølgelig, den er jo vores. Jeg sover, men drømmer ikke. Jeg kan mærke de andre flytte mig over i sengen. Da det er virkelighed, foregår det som magi: Jeg bliver ikke båret fra bordet og lagt forsigtigt ned, jeg er bare på mindre end en tankes øjeblik flyttet. Om de går eller jeg drømmer at de gør det, betyder ikke noget. Det er det samme. Stille nu… Jeg smiler ad mig selv. Jeg behøver ikke bede verden om at være stille. Den kan larme som en vanvittig, hvad den også gør. Som altid. JEG er stille. Og dét er det afgørende. Jeg fik hjælp fra mine venner til sidst. Uden dem ved jeg ikke hvordan dagen skulle være blevet til nat. Det bliver den nu. Jeg er så stille som en der fuldt og fast ved han gør. Og det er ikke en drøm, ikke endnu; de er på vej, drømmene. Men jeg får lige lov at nyde den totale hvile. Ikke en tanke forstyrrer. Ikke et ord. Denne virkelighed er vidunderlig.

SKYGGE OG LYS

Fb-mm-farvel # 2. Ud af ?… (-Og andet på høje tid om ikke for sent…)

NB! LYRIK! Dvs IKKE [+X.XXX words]: BURDE være til at overkomme for selv den mest Fb-indoktrinerede “Alt over 10 ord er for tungt…”

SKYGGE:

 

Hvorfor!

Sidder jeg ikke i skyggen af et oliventræ

Langt ude bag horisonten med kun cikader

Og fjerne klokker fra enkelte får

Der har fundet et hul i de århundredegamle

Stengærder der er det eneste mønster

På den menneskefrie højslette.

 

Man skal huske at lægge en sten på

Hver gang man selv kravler over fortiden.

 

Dér!

I skyggen under oliventræet

Kan jeg lukke øjnene lade den bløde brise

Bære enhver tanke væk i lyden

Fra cikaderne og de nu endnu fjernere får

Med en enkelt hunds glammen nede i dalen

Befriet for alt andet end solens stilfærdige gang.

 

Man skal huske at holde hjernen lukket

Hvis man vil fortælle andet end sig selv

 

Derfor!

Sidder jeg i skyggen lige nu og her under

Dét oliventræ på højsletten så langt fra tanker om ord

Forsvinder bag horisonter længere væk end synet

Bag mine øjenlåg og hunden der er blevet tavs

Ved det enlige gamle stenhus århundreder væk

Hvor en person lukker øjnene i skyggen

 

Vi er kun en og må aldrig blive andet eller mere

Hvis oliventræet engang skal være og bære historien

 

Historien er alt

Hvis den får fred.

 

LYS:

 

Det bedste er ikke engang næsten

At min ligegyldighed over for alt og dermed intet

Så ophobet at det er til grin når gamle rester

Præsenteres som nyeste bud på brud på normer og værdier

De ved jo ikke bedre stakkels nye endda måske nyere

Der når det kommer til stykket og det gør det

Skærer horisonten ud i pap og det er også dygtigt

Med lidt held bliver tæt på noget nær det nye

Så det giver et navn under en sol

Og inderlig ligegyldighed med alt

Så inderligt er

Glæde

 

Tingene kan ikke blive

Ved med at hedde ting som kan være

Alt muligt som vist og bevist

Helt til absolut glemsel hvis der er tid

Men det er langt fra hvad

Der sniger sig et bedre ord

Forholder sig klogeligt for sig

Selv ind som så uformuleret anelse

Ordfri og skyggefuld med et strejf

Af glæde

 

To ting der altså kan være ting

Der kun er ting i mangel af bedre

Betegnelse men er det for meget

At bede om når jeg nu er nær tiden

Hvor min kunne begynde at vise tegn

På træthed efter tusinde

Ting igen jeg aldrig har bedt om

Nogle udført komplet fritaget for

Glæde

 

Jeg véd at historien aldrig slutter før

Tiden og den er støbt i samme

Beton som solen her dinglende og dryppende

Nymalet ophængt i de samme reb og snore

Som historien hvis den ikke får lov at være

Og blive sig selv som jeg har brug for

Tid til blot én sten mere ligegyldigt hvor

Skyggen falder i min historie

Som jeg og min hele verden

Venter med glæde

 

Jeg forlanger intet

 

Min fortælling

Og jeg

Er fuldendt af sig selv

Eller i sit selv

Og når den fjernere og fjernere horisont

Uden ét eneste sidste ødelæggende ord

 

Som ord altid vil være

Som disse

Trods lukkede øjne i skyggens stilhed

 

Glæden er cikadernes evighed

Og i at forlange alt

Af intet

 

Cikadernes evighed er intet

Og glæden ved at smelte sammen

Med oliventræets skygge

Er mere end

Historien

 

Kan ikke slutte

Og hvorfor skulle den?

 

FEJLSPEJL

Fb-farvel # 1. Ud af ?… (-Og andet på høje tid om ikke for sent…)

Så står du altså i den famøse tunnel. Og ser lyset for enden. Det skal man som bekendt gå imod, hvilket du så gør. Det er nu også det mest logiske, uanset hvorfor og hvordan du er endt i en mørk tunnel med et lys for enden. Først er det som om du ingen vegne kommer, og tanken om et godt gammeldags mareridt er lige ved at overtage. Den klassiske model med at bevæge sig uden at komme ud af stedet. Men før du begynder at vende og dreje dig uroligt og prøver at vågne, er lyset for enden blevet en smule mere klart, en anelse større. Så er den god nok, og du sætter tempoet op. Hvem vil ikke gerne ud i lyset? For enden af en mørk tunnel, hvad den end består af. Snart fylder udgangen eller indgangen eller hvad det er næsten hele billedet. Du ser at det ikke blot er lys, men også en person og skygger og bevægelse. Det kræver kun et par skridt mere, så går det op for dig. Lyset for enden af tunnelen er en refleksion. Du vender dig og ser lyset for enden af tunnelen. Og ved at det også er en refleksion. Du begynder at føle dig urolig og på en eller anden måde snydt. Et par gange går du lidt frem og tilbage. Indtil du i hver ende er sikker på at du kun ser lyset fra den modsatte. Og dig selv på vej mod dig selv. Der er ingen grund til at søge efter en udgang, det ved du. Ganske som du ved at det ikke er muligt at vågne, for du sover ikke. Du stopper dig selv, før du begynder at spekulere på det. Hvordan du er endt mellem spejlbilleder af dig selv. Forklædt som lys for enden af en lukket tunnel. Tid er ikke mere en faktor, så du står i noget nær en evighed ved den ene ende, så den anden. Når du ser digselv over skulderen, ind i spejlbilledet, kan du se digselv langt væk i det andet billede. Hvor du ser dig selv over skulderen. Det siger sig selv. Hvis spejlene er vinklet korrekt. Dit billede bliver en del af den også klassisk spejl-i-spejl effekt. Du trækker på skuldrene; det var jo til at forudse. Begge ender af tunnelen viser dig trække på skuldrene. Sådan bliver det ved. Heldigt at tiden er stoppet, ellers var det da til at blive helt skør af.

Der er sikkert én eller anden morale i ovenstående. Afhængig af hvem du er. Hvilken type person du bliver opfattet som. Og ikke mindst synes du selv er. At være fanget i sit eget billede, vil forskellige mennesker reagere forskelligt på. Nogle har det fint med at være kun sit billede. En hel del af dem vil hurtigt fylde spejlbillederne med en masse passive andre personer. Det er der så også en morale i, eller også er det ligegyldigt. Det hele er jo et lukket system uden tid. Andre ville føle sig frygteligt ensomme, overladt til sig selv. De ville måske også kunne sætte et par ansigter ind i billederne, men det ville være som et savn, et tab, en sorg. For dem er det en regulær velsignelse, at minutter, timer, dage, uger, år, er opløst i en tid der ikke bevæger sig. Bevægelsen mod lyset, opdagelsen af det der for nogle er en slags bedrag, bliver en del af tidløsheden. Det kan ikke rigtig afgøres hvem eller hvad der har sådan en magt over tid. Måske er det ikke magt, men et i nogle mennesker så nødvendigt selvforsvar, at det faktisk er muligt at bearbejde tid. Det kan selvfølgelig også være en højere magt, hvad den så ellers kaldes, der skammer sig lidt over at udsætte mennesker for den spejllukkede tunnel. Når nu så mange forventer noget andet og bedre. Måske er det sådan tiden standses, eller ihvertfald sænkes til en hastighed nær evighed. Tid har ikke svært ved at føles som en evighed. Det kan de fleste, uanset hvordan de ser dem selv, vist blive enige om. Der kan også være situationer hvor tiden går alt for hurtigt. Men de øjeblikke, gode eller dårlige, er for det meste væk på næsten ingen tid. Så hastigt, at der opstår et vakuum, et hul som ikke engang tanker kan nå at udfylde. Så suges erindringer og minder ind; også en slags selvforsvar. Nogle gange selvbedrag, men i bedste mening. For den bedragne. Og spejlbillederne der hører til. Uanset hvem de tilhører.

Så er vi tilbage i den tunnel med spejleffekt. Der ender alle vist, om de så opdager det eller ej. Om det egentlig betyder noget eller ej. Fornemmelsen, ikke kun min, er at det ikke er værd at beskæftige sig særligt meget med. Det er noget der kommer når det kommer, og bliver nogle overraskede, er de blot dårligt forberedt. Kan hænde at de har brugt for megen tid på deres mange og ofte flotte spejlbilleder. På den anden side er det nok også dem, der hurtigst opbygger en ny spejlverden når de ender i tunnelen. Og dem der finder det sværere at kapere, ja de får miraklet med tiden der stopper. Eller skaber det selv, om det er det ene eller andet, er det barmhjertige resultat det samme. Det synes at være ret gennemgående. Hvad, hvordan, hvornår, hvorfor… Spiller ikke så stor en rolle. Det afgørende er at det SKER. Det gælder næsten for alle. Ind i tunnelen med lyset. Reaktioner, meget forskellige, på refleksionerne. Dem selv gentaget i det næsten uendelige billede. En anden verden; en anden tilstand. Men for mange overraskende lig den de kom fra. Og uden den store panik. Det er trods alt kun spejlbilleder. Mener nogle. For andre er det heldigvis med spejlbillederne bevaret. Den forskel er selvfølgelig ikke skarpt opdelt; de fleste er faktisk blandinger af dem selv og deres billede. Hvad der så er hvad. Overordnet er det ikke så vigtigt. Jo, der kunne, som tidligere nævnt, sikkert moraliseres en del. Men selv det synes… Ligegyldigt. Det er nok en lidt mangelfuld konklusion, hvis det altså er en konklusion, men der er ikke rigtig noget. At konkludere. Der kunne gås mere i dybden med de forskellige personer. Deres billeder af dem selv. Både før og inde i tunnelen. Og efter, hvis et ‘efter’ yderst overraskende skulle dukke op. SÅ ville der være noget at væve videre på. Foreløbig stopper det her. Med dén tunnel, en stribe mennesker der kunne beskrives langt mere detaljeret, og så de endnu flere spejlbilleder. Der på én eller anden måde kommer til at betyde noget, en hel del endda. Men nu og her er, på en lidt sær overfladisk måde, mere ligegyldig end noget andet der kan beskrive det. Ligegyldig ja. Måske overflødig? Også det. Tiden får det sidste ord i denne omgang: “Jeg skal nok komme efter det. Og dem. De mange der behøver mere tid til at se sig selv. Og stoppe op ved de tanker der fortjener en større plads end et øjeblik. Om det så er en erindring, om det er nu’et lige nu og lige før og efter og hvornår det er nu at det er nu, tidsnok er nok til tiden, også til dem der der har brug for et dybere kig på tidens snoretræk. For at justere billedet i spejlet. Eller spejlet eller hele kabinettet eller personerne selv. Men hvad har det med tiden at gøre? Ikke meget. Intet eller alting. Som for tiden blot er… Nærmest det samme. For tiden og midt i den. Hvem der vil, får al den tid der er i hele verden. Til at se sig selv dybt i øjnene. Og måske et blik over skulderen. Eller ej: Tiden holder sig for sig selv. Selv når den står i en tunnel med lys for enderne. Så står den stille. Og lytter måske efter et tog. Den slags har det med at komme brusende, specielt i tunneler. Ofte til tiden. Eller før. Men hva’, måske kan et solidt lokomotiv knuse et billede eller to. Der er nok af dem. Alt for mange, hvis tiden skulle bestemme. Det gider den nu ikke. Tiden arbejder for sig selv. Og er ret ligeglad med alt andet. Egoistisk? Tja. Tiden har set det meste. Og har, om nogen, lidt fornemmelse for fremtiden. Ingen kan spå, men tiden har fingeren på pulsen. Sin egen. Hvis den gad måle, og kunne se for bare spejlbilleder, ville den kun komme frem til hvilepuls. Tiden tager det roligt. Uanset hvad andre påstår. Uanset plaprende spejle og skinner der vibrerer. Tiden kender sig selv. Den tager det hele som det kommer. Og er mest ligeglad. Den er, hvis den skal være ærlig og den kan ikke være andet, egentlig dødtræt af mennesker. Og deres evindelige spejlinger. Det er som om de bygger sig selv inde i mørke rør, blot for at kunne lyse så meget kraftigere. Tiden sukker for sig selv: Den mindste ridse i overfladen, og menneskene råber straks alarm og spejler sig hektisk. Tiden strækker sig og lukker øjnene. Som så mange andre. En sagte snorken slører billederne. Imorgen er der atter en dag. Tiden har sine anelser. Atter en dag. Tiden mærker alderen. Det er ikke al tid der har det morsomt med at være evig.” Sådan fortsætter tiden. Om det så er i søvne eller vågen. Tiden er sin egen herre. Og finder aldrig sig selv i en tunnel. Eller blot som et billede på sig selv. Tiden er ikke just typisk for tiden. Måske skulle tiden ikke have haft de sidste ord. Det vil vise sig. Med tiden. Hvis der ikke kommer tog. Eller andet der kan splintre udgange. Der også er indgange, måske. Tunnel, tid, og så alle de skiftende spejlinger.

Det var så første farvel til Fb og den slags. Jeg ved ikke om det er besværet værd. Det forekommer mere og mere ligegyldigt. Nej, det er ikke helt korrekt. Det ER mere og mere ligegyldigt. Men har man sagt A må man også sige 2. Eller omvendt. Det forekommer også uden den store betydning. Tunnel, tid og spejlinger. Jajo… Nogle gange spekulerer jeg på hvad der egentlig har en mening. Giver noget der er værd at tale om. Nedskrive. Noget der er værdigt at afspejle. Og ikke kun i lidt for praktiske skifterammer.

KATTETUR-RETUR VS 2

VERSION AF TIDLIGERE TEKST, LETTERE OMSKREVET TIL OPLÆSNING-

For en hel del år siden, nok endda helt tilbage til fra før vi begyndte på det med at blive ældre… -Gik vi en tur. Gennem rigtig ukontrolleret skov, den vilde slags; den smule der var lidt mere af dengang. Med tæt krat at udforske, og en underskov der næsten var symbolsk. Eller ihvertfald vil blive det. Dette var dengang der stadig var store hvide pletter på kortet. Og i hovedet. Dejligt og ikke mindst spændende! Områder der endnu ikke var fyldt med definitioner og begreber. Men bare var. Til fri afbenyttelse; udforskning og tankefrie stier der endnu ikke var, men vi kunne lave, på kryds og tværs uden logik. Før det hele blev sat op til afkrydsning, skematiseret, kategoriseret, klassificeret som værende… Et begreb. Med noter, referencer, etiketter og mærkater. Påklistres som en slags plaster på de sår, der kommer med den tid der tømmer landskaber for indhold. Og sætter ord på. Forbinding om de horisonter der bløder og falder. Som ordinære linjer.

Nå, men min ven og jeg gik i sådan en skov, lige på kanten og lidt over, men hvad vidste vi om kanters kant? Og hvert skridt var nyt, var en landvinding. Vi lavede vores egne stier! Der var jo ingen før os! Skoven var vores. Det er ikke sikkert andre kunne mærke den. Og slet ikke mærkes af den. Det fungerede for vores nysgerrighed, vi gik i retninger dirigeret mesterligt af vores sanser. Kort og kompas var stadig kun lyde, ikke engang ord, og blev viftet væk som ligegyldige sværme af bogstaver. Blot ufarlige insekter i de mangefarvede stråler, som solen lod sno sig omkring og med os. At de små uskyldigt flimrende prikker i de boblende bløde aldrig stillestående stråler, kunne formulere sig til benhård bagklogskab  og afskallende tilbageblik, dét skrives der bøger om. Stik imod øjeblikkene i skoven. Der så også kan metaforeres og opskrives i dødfødte forsøg på motorsave i bakgear og erindringstvang. Vi gik som vi gik! Og dét er ingen selvfølge. Ofte går man kun efter et mål. Men dengang vidste vi bedre før vi senere vidste for meget. Vi gik uden tanke, kun os selv i skoven. Ad veje og gennem bevoksning uden den mindste kultur. Det kunne man også se: Vores ansigter blev ridsede og kradsede af det tætte krat. Det var ren fryd! Aldrig ville vi være så meget, så kraftigt, så stærkt! Men dét er ligegyldig eftertænksomhed. Vores drivkraft var vidt åbne sanser, uden filtre af visdom, viden og værdier. Skoven var uendelig: Grænser var en umulighed. Gav ingen mening. Der var ingen mening, og det var den eneste.

På et tidspunkt, nej før tiden blev til punkter, sagde min ven: “Se! Der sidder en kat”. Og minsandten ja. Lige ved siden af stien der var os, sad en sort kat og betragtede vores færd. Den sad ganske stille og kiggede, lige for vores fødder: “Jamen det gør der da osse, gad vide hvad den laver?” Den sorte kat fulgte os med rolige dovne grønne øjne, mens vi passerede den, videre med vores verden. “Det ved jeg ikke, den bor nok i skoven.” Snart var vi ude af syne, men ikke for katten. Den fulgte os i flere tider. De grønne øjne beholdt deres hvilen på os, også da solstrålerne gav os mere skygge at lege med. “Jeg er glad for den kat… Det bliver mindre rart når vi ikke har den mere. Hvor den så er, bortset fra her. Måske er skoven kattens og ikke vores… Men vi kan vel deles, tror du ikke?” Min ven var ved at skære gennem nogle tornebuske, men hans svar var klart som den bæk der gennemrislede vores stemmer: “Der er da ikke noget med at dele, den slags er ligegyldigt, der er en kat, skoven, og så der er os. Alt hvad der skal til. Og sådan er det bare.” Det kunne jeg kun give min ven ret i. Vi fortsatte i fuld forståelse med katten, der bare blev der og her. Alt var godt, sålænge der var mere af alt. Der var heldigvis meget.

Mange år senere, til at sætte tid på, i den samme skov, gik min ven og jeg en tur. Ad den sti vi selv havde lavet, men nu var den så velbeskrevet, at det var lidt trist. Der var endda skilte og afmærkninger og al den slags. Vi kom forbi et sted hvor der engang havde siddet en kat. Sort, med grønne øjne, ganske rolig med halen rundt om kroppen. Gad vide om vores haler også havde været pænt hvilende omkring vores kroppe? Det var sandsynligt dengang. Min ven så tænksom ud; det har vi lært at gøre. At se ud. “Der var da vist ingen kat, var der?” Pudsigt nok havde jeg lige tænkt næsten det samme, så ordrettet som vi var blevet. “Næh, det var der nok ikke. Den var ellers rigtig fin.” Vi gik et par skridt i tavshed. Spekulerende. Det har vi også lært. “Ja. Fin og pæn, sort skinnende pels. Med grønne øjne. En skam den ikke var der. Ærgerligt.” Vi kunne se udkanten af skoven, der gik over i en mark med køer, eller bare gik over. Vi gik lidt langsommere. “Men før den ikke var der… Var det godt at den var der. Ikke?”… “Joh, dengang da! Ja og solen… Men skoven er godtnok blevet… God for dem der har lyst til at se et træ. “Hov, der er en pil mod udgangen. Den må hellere følge.”

Vi har lært meget. Vi er blevet meget kloge.

 

MØNSTER NR 2

20.000
Dage og nætter og det imellem
Plus overtid under huden
Til synet af verden og fra alle vinkler
Blankpoleret fejlfrit finpudset
Aldrig nok og trykken for brystet
Tilbage

Én
Lille bid af tid fra en anden
Efterladt overset så let for glemt
Kradser sig ind i alle syn
Øjne holder vejret anspændt
Øjeblikket bedøves og bæres
Tilbage

20.000
Døgn og mere til kun syneladende
Et billede der hverken er her eller der
Hvor alt er et ekko af påklistret duft
Slår luften ud af det sidste ord er
Tilbage

17 eller 47
Passer til en overset tid med natur
Lov nær det nøgne nulpunkt hvor
Spejlblanke ansigter glider af som vand
Rives med i stadig stærkere strøm
Tilbage

Tilbage til
Snart 21.000 snart
Ophævet til guddommelig virkelig løgn
Proppes ned i halsen som sand
Kvæler enhver kvækkende påståelig protest
Til misundelse
Tilbage gennem dryppende frygt
Til den tid hvor sten på sten
Sammen med blodet fandt
En tankeløs rytme uden ekko
Og et mønster givet
Tilbage

Til.

LØVE's sidste piben...

MED LIDT EFTERTANKE: NU MÅ ROTTER VÆRE ROTTER, KUN ÉN TING GÆLDER:

“VERDENS BEDSTE BOG”… ALT ANDET ER ROTTEGIFT OG -FÆLDER!

 

Her er den fakta-baserede og kilde-korrekte beretning om Klamme Kloakrotte. En af de oprindelige nordamerikanske beboere. Han blev født i midten af 1800-tallet, et sted på grænsen mellem det nuværende North og South Dakota. Han var en bastard fra de kendte Sioux- og Comanche-stammer, resultatet af et lille sidespring. Hvilket var knap så nemt dengang, da der dels var et par dages ridt mellem lejrene, dels var storfamilie-tipi’erne ikke just diskrete til den slags. Og ja, det var naturens ædle børn. Men det er ikke det samme som tilfældig bunkepul. Så for den unge men gifte kvinde blev det til en dårlig undskyldning om en slentretur ved aftentide; for mandslingen timevis af rundridning: Mødestedet “bag den lave bakke mellem de to lidt højere” blev bandet og svovlet langt væk. Man skal huske på, at lige det område dengang var ca så fladt som et fladtrampet Vestjylland, og om muligt endnu mere ensformigt. Græs, græs, græs, og græs. Men godt for den buldrende kæmpeflok bisoner, der aldeles hensynsløst jagede de elskende på vild flugt midt i akten. Faktisk nåede Klamme Kloakrotte kun lige netop at blive undfanget, før en vibrerende jord og støvsky i det fjerne fik de to forældre skilt for aldrig at mødes igen. Ni måneder senere, under en del skepsis, konens rigtige mand kunne ikke helt få fødslen til at passe med aktivitet fra hans side, kom Klamme Kloakrotte til verden. Herefter og blandt venner blot kaldt ‘KK’. Dog er der det interessante ved navnet, udover den åbenlyse lighed der omgående fik det navn op som oplagt førstevalg, at det også viser et par ikke særlig kendte muligheder. Enten har ihvertfald store dele af prærien været kloakeret lang tid før den hvide mand fandt på dét, eller også har de såkaldte medicinmænd, med alle deres applikationer og sandsynlige opfindere af begrebet ‘Bling’, været ret tjekkede med deres teknik. Og rent faktisk rejst i tid eller i det mindste kunnet se langt frem i den. Husk på, at KK ikke blot blev set som en kloakrotte, men endda en klam en af slagsen. Det kræver noget kendskab til emnet. At kunne vurdere en kloakrotte til at være klam. Det viser også tydeligt de oprindelige amerikaneres nære føling med naturen: En Kloakrotte er ikke i sig selv og pr definition klam; der skal noget ekstra til. Men det er slet ikke KK’s oprindelse der er det interessante. Det er hans senere erfaring med camouflage. Der gør hans bidrag til historien lige så vigtig som de mere kendte, Sitting Bull, Red Cloud, Crazy Horse, og hvad de hed. Som voksen kriger, landede KK lige midt i de største opgør mellem den hvide mand, dengang ikke m/k, og de nu forenede stammer. KK blev en legende. Ikke så meget på grund af hans mod. Eller hans egenskaber som kriger. Mangel på samme var grundlaget for hans evne: Forløberen for både camouflage og misinformation. Han kunne gemme sig på de mest fantasifulde måder! Hans to mest kendte metoder er værd at nævne. Den første var mens de hvide stadig kun var på vej til at erobre dele af prærien. KK fandt hurtigt ud af, at alle hvide havde det klassiske billede af en amerikansk indfødt, en indianer. Det var ihvertfald noget med fjer! KK bandt så enkelte fjer på hundredvis af spredte græsstrå. Og fik de hvide soldater til at lege skydetelt uden gevinst indtil ikke én fjer stod tilbage. Og geværerne var tømt for patroner. Det skabte også yderst værdifulde rygter om både udødelighed; lig blev jo aldrig fundet, kun en sønderskudt fjer, og antallet af fjender stærkt overvurderet. Omtrent svarende til en større fugls fjerdragt. Eller en høvdings pludseligt manglende hovedprydelse. Det eneste der efterhånden ødelagde KK’s geniale frygt for kamp, var når en bisonflok fræsede gennem et omhyggeligt fjeropsat område. Så kunne selv hvide mænd ikke lade være med at klø sig i deres røde nakker og tænke “det var lige godt mystisk de bare blev der; de der kæmpekvæg ku’ da ses på lang afstand…” Bisoner havde nær forhindret KK’s tilblivelse, mest til den unge kones frustration, og blev nu også en faktor i hans gemmen sig væk. Det var nemlig hans næste træk. Dén med fjerene blev efterhånden kendt, og den hvide mand følte sig klog. “Hå! Dén falder vi ikke for mere! Nu skyder vi bare alle de steder der ikke er fjer!” KK begyndte så at gemme sig under et bisonskind. Det kunne lyde som en fejl, for den hvide mand var i fuld gang med at udrydde dén race. Men gik jo kun efter de store flokke med tusinder af dyr; dét var et skydetelt med gevinst for hver patron. Så en enlig endda lille bison i det fjerne… Narh, det gad de brave skydeteltsmestre ikke spilde en kugle eller måske to på. Så skulle de osse sigte, i stedet for bare at plaffe løs ind i en flok. Det var så iøvrigt også noget der dannede præcedens: Dét med bare at plaffe løs ind i en flok. Nå, men KK klarede sig en lang årrække, rystende af frygt under sit bisonskind, bevægende sig i udkanten af de store flokke og pænt langt ude mod horisonten. Kun nysgerrige eventuelt brunstige andre bisoner kunne få KK til at løbe som vinden. Med både skind og sjæl blafrende efter sig. Hvilket skabte myter og historier blandt de hvide om spøgelsesbison’er og monstre der lignede krydsninger af små okser og store rotter… Men vi ved jo hvordan det gik de ellers enorme flokke af bisoner. På få tiår blev de stort set udryddet. Og SÅ var KK’s forklædning pludselig som en enlig skydeskive midt i det store ingenting. Så var der kun et at gøre for den efterhånden halvgamle Klamme Kloakrotte. Han måtte gå under jorden… Som det ædle væsen han var, søgte han mod sit naturlige habitat. De største byer østpå havde netop påbegyndt noget primitiv kloakering, og hvad var mere oplagt… Der, i sølet i dybet, mister vi sporet. Det sidste vidnesbyrd der findes, var fra en flok andre rotter han mødte i udkanten af en losseplads nær Østkysten: “For klam til at blive optaget i flokken”. Men han har nok fundet på noget smart… Det siges at han stadig dukker frem, her i moderne tider. “Ad hvor klamt, så du dén?!?” Og vore tanker går til KK og hans måske ikke heroiske men vigtige bidrag til den sande historie; Den hvide mands grusomme behandling af de oprindelige amerikanere. Men KK lever videre! Ikke blot i vores bevidsthed. Enhver kloakrotte har en lille stump DNA i sig. En smule ædelt og oprindeligt, fra sine stolte forfædre. Så husk respekten! Skulle en rotte krydse din vej. Måske smutte hen over din fod. Klam eller ej. Rotten altså.

 

%d bloggers like this: