AV!

DEN SÆDVANLIGE VRØVLEN OM NOGET SIMPELT.

Det er et ægte mysterium. Detektiven hives frem. Støves af og opdateres; moderne metoder og arbejdslegat fra Statens Kunstfond. Optimale betingelser. Rapporten vil ligge på redaktørens bord til julesalget. Men det er ikke for amatører, det kræver sin mand. Som er en kvinde, gerne inter-skandinavisk. Det har vist sig effektivt. Hun spidser mund og pen, hvilket er noget symbolsk vrøvl, apps og labs klarer gerningsstedets ord. De få der overhovedet er at finde mellem vinduets revner og blandt splinterne, der med garanti danner et mønster. Indskrevet i kontrakten, allerede ved første syn-ops. Detektiven i obligatorisk overtræksdragt, med et skarpt øje for potentielle mistænkte til fængslende forhør, også med tanke på mulige opfølgere, man skal aldrig afvise sidehistorier og -personers spin-off til senere selvstændighed, og… Tilbage med næsen i sporet, kommer for nær en af de som ædle stene funklende glasskår. Et udbrud i anførselstegn “Av!”. Eller noget tilsvarende på norsk eller svensk. Og den første farve drypper, et tydeligt tegn på fare. Rød kalder på detektivens mandlige modsætning, dialog med småirritation, blot lidt vejbump i et moderne kompliceret forhold der kun lægges op til, helt i tidens ånd. Men rød! Breder sig. Glasstumperne forstørrer overfladen; rød i ryk breder sig som smeltevand fra Arktis, der intet har at gøre her. Alligevel blandes det, stik mod forlagsaftalen, og fortyndes i det enorme ocean. Rødt truer hele historien. Men det er også en anden historie. De to detektiver skriveblokeres til inter-skandinavisk tavshed. Mønsteret i det knuste vindue opgiver at være entydigt. Det knaser under skoene på forbipasserende, der ligegyldigt passerer historien. Mysteriet har skiftet mening. Det kan ikke reddes med genforhandling af kontrakt eller et tilføjet rejselegat. Rød burde ikke være kommet bag på hverken detektiver eller apps og labs. Alt vendes på hovedet. Det drysser med glas som rødfarvet sne. Lyden af krystal der knuses i farver, forsvinder mellem gader og huse, hele byer og landskaber vendes og vippes ud fra oven. Alt lander på rødt, men på grund af det sorte nul vinder rouletten. Før eller siden, om så på sidste side. Der stadig er et hvidt ubeskrevet blad. Dog med begyndende svag indsivning af rødlige fugtpletter. Og så går det galt. Detektiven, den kvindelige, ses fra siden og afsløres som pap. Skandale! Og rødmende skam hos den indskrevne mandlige detektiv, der havde sniglæst et par intime sider antydet efterspil. Nej! Alle ser rødt. Apps og labs afkoder hinanden; ord og sætninger efterlades blandt murbrokker i den omvendte verden. NEJ! Mysteriet svinder ind til en sag om plagiering, afgøres i en helt anden historie. Igen en anden. Tilbage er et knust vindue. Og dér er min indgang til hele sceneriet. Det vidste jeg. Næsten fra begyndelsen. Men jeg holdt min viden tilbage som et lille høfligt smil. Havde nemlig set hvordan rammen var monteret. En hurtig bevægelse: Vippede ganske enkelt det hele, rammen af den slags der drejer om sin egen vertikale akse. Et sidste triumferende ryk. Sådan! Simpelt. Et landskab fra horisont til horisont. Med glasbjerge og dybe kløfter, med skarpe kanter og stadig spredte rester af rødt. Men nu er det er min slagmark. Og jeg er klar, vi er klar, spillet kan begynde. For alvor, på alle måder. Her er pap-detektivers rolle til grin. Som så meget andet. Mysterier er mere end kun underholdning. Dødelig alvor! Selvom det ene ikke udelukker det andet. Nok indledende snak. Vi smider os ud fra flyet i stor højde, faldskærmene folder sig ud en for en, og vi svæver ned på det ventende underlag. Alle lander sikkert, kun et par stykker får småsår, de største nu lodrette splinter undgås. Deres tid kommer, men først samling, optælling af mandskab og tjek af udstyr. Vi er midt i fjendeland. Samler afslørende bloddryp op, fjerner vores spor. Iklæder os hurtigt de nanoteknisk fremstillede camouflage-kampdragter. Der næsten gør os lige så gennemsigtige som den verden vi er kommet til. Det landskab jeg har valgt til de afgørende slag. En knust glasverden. Lydene er krystalklare, vi advares af en svag raslen bag glimtet i en spejlforvrænget skyskraber. Jeg kommanderer, med kastede håndtegn, en knibtangsmanøvre sat igang. Et par rød-granater sættes op for at beskytte os mod angreb bagfra. Ikke noget med gammeldags snubletråde. Bevægelsessensorer og infrarøde øjne sikrer den halvcirkel vi rykker frem fra. Landskabets konstante reflekser og glimten vil forvirre fjenden lige så meget som os. Men da vi ikke kender modstanderens teknologiske niveau, kan det ikke udelukkes at de også er nano-camoufleret. Så kan vi risikere at stå som i et spejlkabinet og skyde i blinde… Jeg giver tegn til total stilstand. Men selv ikke jeg kan se, om de næsten gennemsigtige tungtbevæbnede silhuetter er under min kommando. Og om der i deres manglende skygger er glimt af fjendskab skjult. Jeg får en uhyggelig fornemmelse. Det hele er ved at vende tilbage til de inter-skandinaviske detektiver. Min slagplan begynder langsomt at vippe tilbage, landskabets horisonter snævrer ind, begynder at ligne vinduesrammer. Laviner af glassplinter river alting med sig, det er kun et spørgsmål om tid før vi ender i en bunke under et simpelt smadret vindue. Som røde pletter, trådt under fode af en kontrakt-opfyldende opfølger. Og ligeglade forbipasserende.

NEJ! Så er det nok! Han giver alt ovenstående udenomssnak fingeren. Markant, tydeligt, eftertrykkeligt: FUCK DET! Der er ingen symbolik ved et smadret vindue, ikke denne gang. INTET! Han samler en af de større glasstumper op. Med nogle klude og gaffatape har han hurtigt et effektivt våben. Nu skal der skæres igennem. Hugges dybt. Stikkes i bund. Det er på tide, han har udskudt det alt for længe. Åh for pokker, hvor skulle han have været i gang tidligere, langt tidligere. Det forekommer næsten uoverskueligt, men han skal nok indhente det. Hvor meget blod der så end skal flyde. Det er ikke hævn, ikke had, men simpel overlevelse. Lige nu! Han svinger vildt med den simple men effektive kniv. Det går ud over en hel masse og mange, også ham selv. Selvfølgelig, han er ikke dum. Siger han selv, med snitsår i hele fjæset. Det er egentlig simpelt. Der skal skæres ind til benet. Alt overflødigt snittes fra. Og er noget genstridigt, får han hjælp fra års ophobning af trang. Og tvang af den slags, der bare forekommer som venlighed. Imødekommende, hjælpsom, deltagende… Slut med det! Det er, sandsynligvis, sidste chance. Den vil han gribe. For enhver pris. Han hvæser det: “FOR ENHVER PRIS!” Så går udrensningen igang… Stop nu. Igen! Det er ved at være trættende. De overdrivelser. Blod og hjemmelavet våben er komplet overflødigt. Det er den gode gamle fiktion der blander sig. Igen og igen. Skraber sammen til små historier i historien. Eller en stor historie rundt om en masse små. Den altædende fiktion! Suger til sig, som var den en erindringssvamp. Det skal den også, bare ikke nu. Tværtimod, der skal spares op på dén konto! Til… Efter dette. Til han har viklet sig ud af indviklinger der aldrig skulle være blevet så indviklede. Senere! Men ikke nu. Altså: Først og fremmest skal han bare sige NEJ! Uanset hvad der bliver smidt i retning af ham som lokkemad. Og det ER uanset hvad. Om det så præsenteres nok så velduftende mørt, lige til at sætte tænderne i og rive lunser af. Som han så endda må kalde sine egne. Nej! Han banker sig selv i hovedet med glaskniven som var det en hammer. Hvilket ikke er særlig smart, det giver nogle ret dybe stiksår. Men der er nu heller ikke nogen der påstår, at han er blandt de mest kløgtige. Det ville han selv skrive under på. Altså ikke at være. Rettelse; Ikke at have været. Det er netop hvad der skal laves om på, lige nu. Ikke at han kan trylle sin IQ op, men han kan anvende hvad han nu har, anderledes målrettet. Ømme gamle led og muskler stabler en rygrad på benene. Med sådan en række gode råd i ryggen samler han sammen. Alle de små stumper og splinter. Og nej, selvom han har lidt lyst, gammel dårlig vane, til at se et mønster i den knuste rude, får han ikke lov. Der ER intet mønster! Det er op til ham selv at skabe, mønster efter mønster, lag på lag. Han bøjer ydmygt hovedet, hvilket nok også var på tide, ville mange synes. Dé mange plus lidt til får en ekstra tydelig finger: Skrid med jer, I spærrer vejen. Min vej! Det er lige før Sinatra høres synge med i baggrunden, ‘My Way’, men også dén fiktion gemmes til senere brug. Eller ej. Han samler sammen til det helt store. Koncentreret, endelig fri for alt det han i årevis har bundet sig til. Han har selv fremskaffet reb, selv strammet hver en knude, selv gjort det hele til ét stort Gordisk mareridt. Den knivskarpe glassplint lokker med sin hurtige løsning. Men nu er det altså virkelighed, så et ellers lystigt blodbad gemmes også. Til mulig senere brug. Sammen med alt det andet, også rester fra alt det han vælger fra. De mange gange hvor et tøvende ‘Jooh’ skulle have været et krystalklart klingende ‘Nej!’. Med et rødligt ekko af glasstøv. Han er næsten færdig, der er ikke meget tilbage at samle op. Hans munkecelle har for længst lagt dørmåtten med ‘velkommen’ frem. Det fjols! Han skeler stadig til resterne i vinduesrammen. Mønster-scanning… Han har lommerne fyldt med alt der skal til! Har skrabet bunden for gennemsigtige brikker, så smæk da døren efter dig! Og stop den skrattende harddisk; den er så fyldt at den kun kan gentage sig selv. Al den drejen rundt om sig selv, drejede sig aldrig om ham selv. Det er nu eller aldrig. “Nu eller aldrig”; sådan et udtryk: Stadig lidt sidste fiktive krampetrækninger. Er det virkelig nødvendigt at true med inter-skandinaviske detektiver eller nano-teknisk camouflerede faldskærmstropper? Er det?!? Nej vel? Så ER det slut. Det er ordene også. Her. Nu drejer det sig kun om ham selv. Det er fandme også på tide! Nu gælder det hans egne ting, helt og fuldt. Vinduet blev dråben, blodrød, der fik trykkogeren til at eksplodere. Blandet metafor, dårlig stil. Han er befriende ligeglad. Han er befriet. Der ER ikke mere. Kun hvad han selv vil. Egoistisk? Ja. Afgjort. På høje tid. Nok nærmest arrogant. Så selvbevidst at altid overvågende skepsis står klar. Til at skære ham ned til det vanlige niveau. Et plateau der altid har et overhæng af et højere. Hvis han stadig havde glaskniven, ville han flænse og fægte sig gennem skoven af bedrevidende tågehorn. Igennem! Og stå øverst på den påstand, at han selv ved bedst. Røre i andedammen! Skræppen hist op og kom her ned, Andebys vinduer trues af Professor Tournesols “Hemmelige Våben”. Men HAN napper både Syldaviens scepter og de 7 krystalkugler. Ha! Afsted afsted, med en kridhvid Terry i en tankeboble der punkteres, “Piv!”, og falske hundetårer der fryser til glas. En masse fjolser og Tintin-eksperter aner ikke deres levende råd, og udsteder en fælles udstødelse af fællesskabet. Ha igen! Hans opsigelse er tilbagedateret til enhver tid. Hønen og ægget i ét hug. Kyllingeomelet! Afsted afsted, mens løse ender løbende samles op. Oooooog så rolig, han har lagt tegningerne bag sig. Hvadenten de ved det eller ej. Ned fra podiet og på med arbejdshandsker og vandrestøvler. Med hvilepuls drager han af mod sin munkecelle i Syldavien. Farvel! Vi ses engang… Måske. Han går ind i munkecellen. Uden den sædvanlige ballast. Næsten gennemsigtig, kun med et svagt rødt skær. Han lukker forsigtigt døren efter sig. Bare for det usandsynlige tilfælde, at døren skulle have et vindue. Det har den selvfølgelig ikke. Der er ingen mulighed for tilbageblik. Den lille celle rummer præcis hvad han behøver. I enhver retning, til enhver tid. Dybt egoistisk. Farvel…

Reklamer

DENNE VIDEO VAR EN DEL AF “AFLADNINGER VOL 2”;

INSTALLATION & PERFORMANCE ÅBY BIBLIOTEK FEBRUAR ’18. “AFLADNINGER” IDÉ / TEMA V MAX MADSEN OG DANIEL MANTEL.

VIDEO (c) & (r) & TM Odd Bjertnes / Stuck Prod / Heino Ploeckeng / Glimmerfilm.

NO SOUND / SILENT MOVIE!

SY

Jeg kniber øjnene hårdt i. Ellers lukker de sig bare langsomt. Lidt i takt med nikkende hovede. Hvis jeg var indianer, ville mit navn være ‘Nikkende Hovede’. Hov? Hvor kom dén indianer fra? Rysten med hele hovedet, kraftigt, så kinder og ører flaprer og min cykel slår med halen for at holde balancen, gør ingen forskel. Nå? Nu er der en indianer og en cykel der måske er en hund. Det må være nok for idag. Der er grænser for hvad. Hvad? Bare hvad. Som altså er begrænset. Det er det irriterende ved at tanker skrives uden videre. Uden noget videre. Noget særligt? Næh… Ærligt, ja. Og lidt ærgerligt. SÅ hakker de øjenlåg igen billedet i stykker. Men min cykel, måske med førerhund, kender vejen. Så godt at den kan følges i drømme. Næsten så lige til som lige ud ad landevejen. Der er endda ingen biler. Kun lyden af dem. Kryber over lydmuren som en søvndyssende summen. Cyklen eller hunden eller cykelhunden begynder igen at slingre. Da indianeren hopper op på bagagebæreren, er grænsen igen trukket op. Jeg kan se den stiplede linje når vi triller under en gadelygte. Ellers er der ingen tegn på liv, kun det spejlbillede af vejen videre med en cykel, hund, indianer, der får mig til at rynke panden med lukkede øjne. Når jeg åbner dem og ser så langt som vejen vil, er jeg enten helt alene. Eller drømmer at jeg er på en vej. Forvirrende. Endda irriterende. Får søvnens rester i krogene til at spire og ane nyt liv. Gror frem til kronisk falden i søvn. Jeg vil gerne vækkes… Hvis jeg skulle sove; det ER svært at afgøre. Alt dét der banale: Sover jeg og drømmer at jeg er vågen? Er jeg vågen men tror jeg sover? Jeg tror på alt… Så bare kom med det: Alt, det hele! Nej forfra. Jeg er bag spejlet, og det har Alice patent på. Sikkert opkøbt af Disney eller en anden koncern. En indianer, en cykel måske som hund, Alice og Disney. Rewind! Erase. Rewind again. Press ‘start’. Dårlig stil med engelsk blandet ind i tankerne. FORFRA FOR POKKER! Eller noget andet med CAPS. Forbavsende nok virker det. Jeg bliver så overrasket, at min kæbe leger fejeblad. Raspende hen ad asfalt og fortov. Ret hurtigt resulterer det i at jeg tager munden for fuld. Det ved jeg egentlig ikke hvad betyder. Men jeg kan ikke spørge, for min mund er jo helt fyldt. Så, nu kvikt, lidt tempo tak, tilbage til forfra igen. Sådan! Altså:

Jeg kniber øjnene hårdt…

HOLD OP MED DET PJAT! Senhor Passos stemme runger og buldrer i mine ører. Han har ikke sådan en dyb bas, men hvis han hæver tonelejet bare lidt… Er det som når mange andre brøler alt deres lunger kan klare. Og nogle klapper sammen. Nogle andre klapper og nogle helt andre helt i. Passos stemme fylder mit hovede. Bruser gennem mine tanker og skubber dem til side. Ikke med brutalitet, mere med eftertænksomhed og neuron-spring udført til perfektion. Et sjældent enigt dommerpanel giver topkarakterer, NEJ! Det er jo netop den slags tænken Passo spuler væk med tiltrængt højtryk og hjernevridning der føles som massage. Selvom det der vrides ud, lyder som grimme grå brokker og halvrådden fiktion, langt over sidste brugsdato. Men det virker. De par kilometer foran mig finder en form der ligger meget tæt op ad vejen foran mig. Det er godt! Før var vejen lukket af med et skramlende forsvindingspunkt, og gadelygterne fik også mine øjenlåg til at skramle. Med glimt af en indianer og alt det der. Bag på den slingrende måske bjæffende cykel. Sådan generelt alt til at ramle… En bunke affald! Var de næste par kilometer før. Og nu! Var også en del af vejen; ikke engang et godt gedigent nærværende NU kunne mine tanker administrere. Det kan de nu. Min taknemmelighed til Senhor Primeiro Proximo Passo er enorm. Tænk hvis jeg ikke havde tænkt ham! Hvor ville livet være håbløst uden hans store verden, med perspektiver jeg ikke anede jeg kunne finde frem; SÅ mange gange han har hevet mig ud fra mellem linjer, væk fra kapitler kun han kunne se ville være en knusende blindgyde, sammenkrøllet cykelstel. Jeg er stolt på hans vegne; at være en af mine absolut bedste figurer. Og have overskud til at fravige hans egen bliven fortalt, blot for at hjælpe mig videre. Det må være en symbiose af de bedre. Det er også Passo der stikker mig det ord. Jeg kender det ikke godt nok til at vide om det holder, men vover en linje og bruger det igen: En ægte symbiose. Min tiltro til Senhor Passo er stor. Ligesom jeg vistnok ender med at det er gengældt. Så langt er jeg ikke nået i hans forløb. Og der skal krydstjekkes med andre væsentlige figurer i historien. Men en tilfældig indianer, en cykel, en hund… Alt dét der. Det fik Passo vækket mig langt væk fra. Tilbage på vejen, og nåja: Han husker mig også lige på en ret væsentlig ting: Jeg er for længst holdt op med at cykle. Mig på en cykel? Ha! Jeg spadserer roligt videre. Værdigt fiktiv. Skridt for skridt, med Senhor Passo ved min side. Indianeren skifter til grønt, som et skær i horisonten. Og så nok et skridt. 

SLUTNING

DELVIST OPLÆST LØVES 14/2 – POETKLUB AARHUS

HER DEN FULDE TEKST; SKREVET TIL OPLÆSNING:

Den perfekt drejede slutning. Håndværk som i de gode gamle Blixen-dage, ikke antydningen af skruer eller søm til at holde sidste side på plads… SLUTNINGEN er hvad det drejer sig om! Én af de mange mulige… Og, da det er løgn og latin, mest løgn, stadigvæk, også de komplet latterlige tåbelige himmelråbende umulige slutninger. Er hvad det drejer sig… Om at nå. Før det er for sent. Og en anden slags slutning siger *PLOP* og fiktionen er en saga blot. En saga er forresten også… Nå, men lige nu vist mest forbundet med én eller anden TV-serie hvor en hedder Saga. Jeg kunne aldrig finde på at kalde en af mine figurer for Saga, men det er måske en fejl. TV-serier kan iøvrigt også blive ved uden slutning… Bare se på Saga! Og én eller anden bro. Nummer 2 eller 3. Og samlet i en DVD-boks. Som den bro hvor der bor en trold under. Nja, det er nok en anden bro. Lillebælt? Nye eller gamle? Storstrømsbroen? Det Store Bælts Bro? De har heller ingen slutninger: Kun indkørsler i begge ender… Slutløs brobygning. Uha, det lyder helt politisk. Og dét er fiktion og absolut definitivt slut med slutninger, virkeligheden overgår altid… Sit eget værste mareridt. Med politisk flertal, og så kommer dét med i en bisætning… Måske blot en parentes. Mere er det ikke værd. Slet ikke som mulig slutning. Intet besluttes der ikke ombesluttes. [Afsnit stop: Politisk dødvande.]

Slutninger kan være så meget. Det kan være en begyndelse. Måske selveste begyndelsen, “the one and only”. (Dårlig stil at blande dansk og engelsk. Men hvadsomhelst for en slutning…) Det kan være en vrimmel af begyndelser der aldrig vokser sig store nok til fortsættelser, de stakkels små nuttede indledninger. Slutningen kan være slutningen i ubestemt flertal: Slutninger ad libitum, flere end der er begyndelser eller fortællinger til. Det kan selvfølgelig også bare være… Slutningen. Med stort S. Men så heldig er det sjældent en fortælling er. Simple slutninger hænger ikke bare sådan på historiens grene og kviste. Og en hardcore industri-motorsav bliver med sindsro ædt af træet: Blandes med årringe og tidslinjer til en del af fortællingen: Kæden hakker og benzin-hoster i fortællingens panser… Historietræet gnasker manden med motorsav. Så let som… At flytte og udsætte slutningen til et andet træ i skoven. Der sgu ikke er til at se for bare træer! Hvilken skov? En masse træer, men… Hvor slutter den pokkers skov? Med dusinvis af slugte og fordøjede fordærvede motorsave… HA!

Det er som en flok vilde bøfler på prærien. Før den hvide mand kom og lukkede ned for dén fortælling. En buldrende flok individer i et antal der gør individet til en del af flokken. Sådan er det med mine figurer i min, og deres! -Fortælling. Flokken synes uendelig. Uden ende. Uden slutning… Bedst som man tror at nu har støvet lagt sig… Buldrer det frem over horisonten. Figurer eller bøfler, det kan være det samme: De kan være de samme. Der kommer alligevel en jagende indianer til sidst. Præcis hvor slutningen kunne ha’ været.

Så er der underarten, den lillebitte version af en mulig slutning, ofte usikkert vævende og svævende: “Farvel, farvel”… Dén går ikke! Om det så er et sidste hulkende farvel til den eneste ene, der er på vej til Arktis på en stensikker dødsmission og iøvrigt sammen med en ny eneste ene der denne gang er den eneste ene… Eller et endnu mere hulkende farvel inklusive jord der rammer kisten med en lyd der indefra er en trommehvirvel mod et goddag til perleport og helgen-Peter. Eller et andet vagt og vegt udslynget ‘Farvel’. Et farvel, selv et nok så dræbende definitivt, er ikke en slutning. Hvem ved? Måske er det ham med redningshelikopteren, der hiver den eneste ene op og ud af kløerne på både Arktis og den anden eneste ene? Der så i stedet hører trommehvirvel inde fra den dybfryser der ikke falder jord på men tusinder års lag af låg af is…

“Farvel, farvel, farvel”… Det bliver jo tænkt og nedskrevet så mange gange i fortællingens forløb… ‘Farvel’ er knap den plads værd det fylder på historiens harddisk. Og samlet er det nogle få kilobyte, ikke noget terra, giga, mega eller meta her! Farvel er et biord. Eller blot et grynt. Engang betød det ‘Far Vel’! Nu er det TraLaLa-Ses. Måske, fiktivt da ihvertfald… Eller som et opslag på et socialt medie. Når nu det drejer sig om fiktion. Med slutninger der ventes på. Kom så, én eller anden super-statsstøttet hacker: Læg Facebook og alle dens møgunger ned med en god gedigen “end & erase”-kode. Tak! Hvorpå Facebook opkøber koden og omdanner den til en app, der tvinger enhver slutning af vejen: Totalskadet brugerstatistik uden ende.

Jeg vil have det hele med. Også det der sker i morgen. Men samtidig skal der jo være en slutning. Der skal jo være en sidste side, så fortællingen kan lukkes og slukkes. Om så anmeldelserne bliver kombineret med en nekrolog. Det er ok. Alt skal med. Det og “det” dét og der og da… Men hvordan pokker så få bundet skidtet, hvad det ikke er, sammen og ind i et omslag med ISBN-nummer, hard-cover, ryggradsknæk, Føjtex- og Kvackly-udsalg, bag-flap og -tekst? Få sat halen på æslet? Hvad det heller ikke er, et æsel, selv om der optræder nogle stykker. Det er til at tude over. Hvad så også skal med i fortællingen: At det er til at tude over! Kom nu kære slutning! Gør en ende på det! Men nej. I stedet kommer lige et sidste afsnit i form af et kendt evighedshjul: Hunden der jager sin egen hale. Rundt og rundt og rundt, til den svimler væk i sit eget punkt. Eller en barmhjertig sjæl stiller et spejl foran den. Barmhjertig sjæl??? Hm! Så er der jo en hund plus en… “Hund”. Altså to der kan genoptage halejagten. Såre simpelt sårende: Et spejl mere og nok et… Og lige så mange hunde som matematikken, og historien, kan rumme.

Skal én eller anden virkelig smadre hele spejlkabinettet for at få en slutning frem? Skal det virkelig ende som et… Rædselskabinet!?!

Jo ældre jeg bliver, jo mere bliver jeg mange. Det er ren gen-modificeret knopskydning. Accelererende. Med podninger sat på hjernebark og kroget knoklet snart udtørret marv. Der er mig. Og jeg. Og “Jeg” og ‘Han’ og ‘Hun’ og ‘Den’ og ‘Det’ og Senhor Passo og Laurie og den gamle professor og nu og før og snart og ‘Aha!’ og ungdom og barndom og andres syn på alt og alle og forfra… Det er sgu forvirrende! Jeg, eller “Jeg” eller… Og så videre: Véd ikke engang hvem der skriver dette! Ret frustrerende… Men der er da altid nogle at snakke med. I bussen og sådan kigger folk godt nok, men så ryger de bare med ind i historien. Hvadenten de vil eller ej. Ha! Lissom læseren gør, forresten. Dig, du! Jojo, hver og en og en for alle og alle klasket ind i et afsnit eller ti.

Slutningen kunne komme lige nu. For mig, bare rolig, I har mange gode sætninger tilbage. At sprælle rundt i. Men jeg, uden anførselstegn, kunne få mig et tilfælde i dette sekund. Læger og hospital siger at jeg skal holde øje med mine nøgletal. Men hvilke? Mine, eller “mine”? Nøgletal er da antal sider pr dag, Lauries utal af sidespring, færdige kapitler, Passos mange gange fuppen sine venner, ca-bedømmelse antal navnløse i hvor mange afsnit og kapitler? hvor mange kan bruges igen? Dét er nøgletal og skal jeg, -eller “jeg”, nummerere ark der printes ud? Og hvad er selve nøglen til hele historien? Vrøvl: Der er jo meta-mega-mange nøgler. Intet skrives entydigt. Nøgletal? Jamen så putter én eller anden også dem ind. Finder en sammenhæng…

Historien går sin gang… Hold kæft noget vrøvl! Historien vakler, kravler, løber, tumler, finder genveje, går død i rundkørsler uden afkørsler, rammer andre forkerte afkørsler, tager omveje dybt ind i andre historier og andres historier, skvatter og brækker syn-ops’en, får kosmetisk løftet et par hængende afsnit, banker sig flad mod en skriveblokering, brækker sig over sin tvivl på sig selv, slubrer ivrigt opkastet op igen med overraskende overbevisende vidunderlige nye vendinger, og nogle gange glider det hele bare som en stenografs uforståelige meningsfyldte kruseduller. Der tastes så fingerspidserne gnistrer, alle figurer samarbejder og lader deres tidslinjer rulle fornøjet afsted. Fortællingen ruller om på ryggen og lader sig klø på maven; katte ligger fredfyldt i solstråler og er sig selv men spinder sig ind i historien. Kapitler hænger til tørre i en blid lun vind… For godt til at være sand fiktion: Karma eller hybris eller andet møg: Så går e’et eller a’et på tastaturet fandme i stykker!!!

Det er ikke til at vide… Heller ikke det. Måske bliver slutningen den version jeg nok foretrækker: At fiktionen bare stopper. Fordi fortællingen er slut. Og nej, fortællingen fortsætter i al evighed. Det er slået fast med store typer og udråbstegn. Men alligevel… Dén udgave hvor jeg, helt uden anførselstegn, bare holder op. Stopper og glider væk. Eller fingre, øjne, hjerne, hjerte stille siger stop. Med håb om at fortællingen kan klare sig selv: At nok er blevet til historie. Nok til noget at anmelde. Sammen med nekrologen. Dét ville være perfekt. En slutning. Den bliver lige testet: Sådan.

ENGEL

ÅBNINGSPERFORMANCE FREDAG D.9/2 KL.15 ÅBY BIBLIOTEK

ORD & AGEREN: MAX MADSEN & DANIEL MANTEL

LYD & MUSIK: POUL JUHL & THØGER JOHANSEN

 

brovtende brændende flammende bølger

hvirvler vakkelvorne vanvidsvestpå

hvinende hylende vind

trækker horisonten maske over ansigtet

som urværk trækkes op

små skrøbelige tror sig særlige

sorteres og sies fra i takt

tik tak takt og tiders vand skylle drypper op på bredder og store vidder

siver bare ét ned i det kvikkeste

suges rasende rester tilbage

fornærmet nederst på bunden

sammen med en sydende sol eller syv

hvislende som vind under skyer

over de så spredte prikker

at de kaldes øde

at det siges at intet menneske er

kun som knogler og kranier

bunket op i pyramider

syd for kairo

ned med det evigt glimtende lokkende guld

i kassen i midten imellem bjergene

hel og halvrådne jægere af lykke

jagten går ind

lykken om hjørnet

er væk bag

et andet

et tredje

tal

ord

VÆK

Et skævt smil

er en afladning på afveje

Alle veje fører væk fra Rom

fremtiden bølger afventende bag horisonten

er bølger af ventende afladning

ladninger i flertal

som mængden af bølge efter brølen

i medvind mod stærk

STRØM

 

(WEIRD MIX MED TOMAS DALGAARD)

lyrik-musik-popop-poeterne-artgallery-ps

FORFATTER ANNETTE PETERSEN 

 LYRIKER TOMAS DALGAARD 

ORD MM DANIEL MANTEL 

Lørdag den 27/1 kl 12:30 / Art Gallery PS / Mejlgade 16B

http://www.artgallery-ps.com

https://m.facebook.com/ArtGalleryPS

https://www.facebook.com/groups/PopOpPoeterne/?ref=ts&fref=ts

©®™etc forfatterne.

HVEM VED HVORNÅR OG HVOR OG HVAD OG HVEM…:

NÆSTE GANG!

 

POP OP SKILT.png

 

om-mig-og-cv.jpg

(Hukommelsehuller; specielt ang bidrag til tidsskrifter; hjælp til udfyldelse modtages med glæde!)

Født ’61. (Forrige årtusind? -Sidste?)

Opvokset i Åbyhøj Aarhus. Voksenliv; Aarhus, Kbh og Portugal.

Snart 40 år med bl.a…

(Ukronologisk uordnet upræcist etc u-…):

-Digtsamling “Fragmenter” / Fri Fantasi
-A4-Kuvert-udgivelse “En Sten”; (Smm m Grønborg/Gybel) / Scripta
-Digtsamling “Sanseløs” / Forlaget Buen
-Journalist / Dagbladet Information (Kultur/Anmeldelser/lign)
-“Begyndelser” Novelleantologi; bidrag / Borgens Forlag (RIP; Som seriøst forlag)
-Bidrag til Hvedekorn x 2 (Poul Borum-tiden Også RIP…)
-Bidrag til Pist Protta x 2 / Space Poetry
-Performances Galleri Kongo smm m ‘De (dengang) Unge (dengang) Vilde’
-Artikel, Kulturby 96’s officielle magasin
-Bidrag til CRAS, Tidsskriftet Auga, m. mange mange fl.
-“Sådan har vi det…” (Ell lign titel)(?) / Café Himmelblå / Hæfte og Oplæsninger.
-Bidrag til M gasin X ? inkl Tema-nummer 16/17 (& 18/19…)
-Bidrag til Reflex X ?
-Bidrag Tidsskriftet Å ’17
-Bidrag til CD “Ord til Tiden” / Geiger Records / Lyd + Litteratur
-Roskilde-festival / lyrik-scene v Roskilde Bogcafé x 4-5
-Bidrag CD ‘Shitcollapse # 9’ / SNR 872
-“Somewhere Outside” (Bidrag/Insp f Scanners) / Dobb-LP Vinyl / Irmgardz
-Musiktekster, løbende; DumDumFlesh, Grind, m.fl.
-‘Multikunst’ levende installation / Musikhus Aarhus ’83
-“ÅbnRum” performance- og ‘crossover’-forum (Støttet af St Kunstfond)
-Daniel Tremenz (Ord) (MC / ÅdselService 2 (RIP) ‘Er Blot et Stadie’)
-Insp f Scanners (Ord + bas; hjælpeløst)
-Bilfabrikker (Ord) (Bl.a. Galleri Gl Strand Kbh; stadig ½-unge ½-vilde)
-Next Stop Sovjet / Moskva; 2 x Råben smm m DumDumFlesh
-De Gale Poeter (gæsteoptræden / Ord & Galskab)
-De Falske (Ord m skiftende ‘backing’)
-En Slags (Ord) (MC / AKT 4 ‘EN SLAGS’/Co-release Replik Muzick)
-Guitar’n Poetry (bl.a. Roskilde-Festival)
-First Nations (RIP)(Ord)
-Parawitt (Éngangsbigbandnoise + Ord) ved:
-Gellerup Noisefest III ’14

-“Trosbekendelser”; Multiperformance smm m Max Madsen; ‘Ambassaden’ sept ’15; musikere Henrik Jespersen & Thøger Johansen
-‘Eutopia’-stage Foyer; dekoration / “Ordhjul” Bl.a. m Hans Krull
-Allikealarm (Ord) (FAG ASH RECORDS – Free DL “Universets Hemmelighed”)
-Artikel / e-udgave / Aarhus Panorama ’16, vist…
-‘Ord på Vej’-oplæsninsrække / Litteratur på Dokk1.
-Mejlgade for Mangfoldighed, performance / v ‘Litterær Lounge'(?)(-Vistnok…)
-Medopfinder ‘Digtautomat’ / Dokk1
-Victor B Andersens Maskinfabrik, bidrag ’17
-Pop Op Poeterne x ?, ’17-’18…
-‘Langt Ude På Anholt’ ’17
-‘Afladninger” Dokk1 marts ’17 / Installation og performances
-Kulturmødet Mors ’17 / Performance-del ‘Afladninger’ ‘
-‘A View Festival’ – GELLERUP / Arr AU
-‘Lytteriet’ v Teater Katapult / Fortælling u manus x 4-5(?) ’16-’17
-Poetry-Slam / Teater Katapult; ét enkelt forsøg / rigeligt.
-Poetklub Aarhus’ “Åben Scene” x XX/?? -Og sjældnere men stadig/stædigt,
-Trøjborg Beboerhus, støtteoplæsning, ’17
-Grundlovsfest Gellerup ’17, arr af Lyrik-del & oplæsning
-“Poesibogen”, Novelle, / 57Nord-antologi / januar ’18
-‘Bydels Reporter’ / Skræppebladet fra januar ’18…
-‘Afladninger’ Åby bib februar ’18 (Støttet af St Kunstfond)
-PS Art Gallery (Mere Pop Op…) januar + maj ’18
-Tema-nr M gasin bidrag & medred. / slut ’18…

-Pop Oplæsninger igen-igen; Åby bib marts & juni ’18, måske Øst for Paradis august ’18

-Rum46 30/3-18: 15 min’s lettere forvirret performering…

-Diverse perifære; Medlem Gellerup Fællesråd, deltager i ‘8.220 Idé’er der samler’, medlem af ‘Fredspladsgruppen’, m.m….

+ en del andet… (Fx e-bidrag, Litteraturen.nu; præ-2000 zines; arrangeren og arrangementer:  Div smuttet i et ‘Hukommelseshul’; OG småting ikke værd at medtage; OG medtagelsesværdigt / ‘relevant’ MEN ulykkeligt glemt…)

Eneste projekt de næste X år:
“Bogen om Verdens Bedste Bog” (Ydmyg arbejdstitel…) / Roman, så’n ca. Måske. En slags… Det er den med Senhor Passo, Laurie, og en masse andre. Inkl hamselv. Forventes færdig år 202?… Plus/minus. Udgives år ??? ‘Magnus Opus’. Jojo… 🙂

—————————————————————————————————————-

Samarbejdspartnere, nuværende og tidligere og tidligst:

(Her enkeltpersoner: Institutioner/foreninger etc såvidt muligt nævnt ovenfor) BL.A.:

Kim Grønborg, Tine Gybel, Ingolf Brown (RIP), Lars Bjerre (RIP), Odd Bjertnes, Lars Mondrup, Heino Ploeckeng/Stuck Prod, Max Madsen, Bering Haarup, Morten Hougaard, Per Flyvehavn, Esben Staugaard, Jytte Lund Larsen, Emil Brahe, Ian Lukins, Tomas Dalgaard, Niels Kjær, Lars Hougaard Clausen, Thøger Johansen, Henrik Jespersen, m MANGE flere. Ikke mindst, ofte og vedblivende; Poul Juhl.

(+ perifere / enkelt-projekt-samarbejdende, og/eller… Pinligt glemte!)

%d bloggers like this: