MIG T RETTEN TIL

OPLÆST / HALVIMPRO, “SAMMEN OM BRABRAND”, GRUNDLOVSDAG ’17; REDIGERET INKL TILFØJELSE.

 

RETTEN TIL at skrive dette vrøvl…

Går nogenlunde lige op med retten til

At synes det ER noget ligegyldigt vrøvl

Nok et læs til lossepladsens vokseværk

 

RETTEN TIL at have uretten ved sin side

Og på aldeles uretfærdig vis skubbe den foran sig

Krybe sammen i rystende rædsel

Når retfærden bliver truende

De mørkeste skygger i søgelyset.

 

RETTEN TIL at være så allerhelvedes ligeglad…

Og brække alle syv retter op i rendestenen;

Se det sidste gylp glide i kloakken…

Galdegrøn boblen stige op som festlige balloner.

 

RETTEN TIL at være skingrende skør.

Nøjagtig som små og store flertal.

Det hedder demokrati. Har et flertal dikteret at

RETTEN TIL demokrati er det MINDSTE​ onde

-af et begrænset udvalg bestemt i et udvalg.

 

RETTEN TIL at gå sin vej

Hvor ingen andre går kun drømmer om

ER der ikke blot en lille sti, så retten til at se en anden vej

Ud!

 

RETTEN TIL at være væk.

Og bare blive lige præcis dér eller

Længere væk, og så helt . . .

Er også retten til usynlighed

Kræver mere mod end fødte lederes hylen højest

 

RETTEN TIL at afskaffe verden var vist engang strafbar

Verden idag belønner dig hvis du ikke opfylder din ret

Til at være ét af verdens lykkeligste mennesker

Ved at blive noget afskrab på fronten af et ICLyn.

 

RETTEN TIL at være helten i dit eget liv,

Hovedperson i det storslåede epos med dig i centrum…

Forsvinder nemt på listen over dagens indkøb

og en kasselinjes “hov-hov, ikke snyde!”.

 

RETTEN TIL at vågne op alt for tidligt

igen og igen til det bliver for sent at få en dag

Til at hænge sammen før i morgen. Måske

Bliver hurtigt en ret til en lukket afdeling, måske

Retten til psykofarmisk ligegyldighed.

 

RETTEN TIL at være lykkeland nr ét

(Jaja, Norge overhaler ind i mellem,

-men de drukner alligevel i al deres olie…)

Er en teoretisk EFTERRET, en dessert, en kransekagefigur…

RETTEN TIL bare at være og endda være lykkelig

-kan slet ikke følge med og må fumle frem fra ærmet:

RETTEN TIL AT GIVE OP… Melde pas og al ære tabt.

-Hvor er nærmeste ophæveautomat?

 

RETTEN TIL at være din egen lykkes smed

Er bag lukkede døre ved bestyrelsesmøder

-med diskret ordre til politikere om at kalde det demokrati

Blevet til en ret der lyder som en anklage:

PLIGTEN til at du er din egen ulykkes smed!

 

RETTEN TIL at spise…

Er blevet retten til at se på

7-retters frådsen i ædedolkenes klub

(2017; Wied ville græmmes; Livsens Ondskab i 17’ende)

Se på og dø af sult med synet af smulerne

Drømme om at sprætte buge op med dolke

-retten til at dø af tv-transmitteret fedme.

 

RETTEN TIL at flygte…

Fra kugler, bomber, sygdom, sult; fra at dø forældreløs

-er der, med forkvaklet frastødende stolthed,

Alt for mange der benægter:

RETTEN TIL, dén er der nemlig også: At være dum!

 

RETTEN TIL vilkårlig fængsling og visitation

Kan kun sættes i anførselstegn; “retten til”…

Udtænkt af kyllingehjerner; udføres af andet hovedløst omkringløbende fjerkræ

Forklædt som mennesker med uniformer og paragraf-pip

Plakaten med betjent, and, og ællinger er blevet hårdkogt.

 

RETTEN TIL at skrive og tegne aldeles frit

Kunne følges af bare én enkelt tanke

Ikke at fornærme millioner af mennesker…

-i stedet tages bagefter et dybt undrende ansigt på

Næsten en tegnet karikatur af uskylden selv.

 

RETTEN TIL at se ud som man ser ud

Har fået et tåkrummende filter, fundet frem fra forseglet bunker

Hudfarve, beklædning, enhver mærkat der ikke er “DK”!

(Og det værste: En rygsæk! Selv en fjeldræv kan indbildes til at tikke)

Et filter med øjenbryn der hæves langt over hjernen;

Du ligner ikke os, og vi er ens, og dét er demokratisk,

Og her er et spejl fra hurlumhejhuset, se selv!

-mens JEG må være så grim at det næsten er LØGN!

 

RETTEN TIL Ramadan… Jamen uha!

Er det ikke noget med bomber og Isis og se bare på England og Frankrig og

Retten til xenofobi og uvidenhed burde måske tages op til genovervejelse…

Men så kommer retten til dumhed buldrende, brølende, bøvsende!:

“Alle Imamer er onde og står på Grimme Høje!”

 

RETTEN TIL at holde Pinse

-måske endda fejre en grundlov

Har det fint med grundlaget for loven

RETTEN TIL religionsfrihed

Nogle mener skal opdateres, digital sortering, bredbåndsnet…

Fanger alle der ikke pr e-boks er kristendømt og korsfæstet

Symbolsk går an med 0’er og 1’er; hellige dages app til Android

Salmesang som Messenger-signal; og ih næh nej “no backdoor”.

 

RETTEN TIL at smide bomber, foretrukket er dog

Droner; lidt mere som computerspil, simulator-leg, bare for sjov

Dén ret er tvivlsom; ihvertfald ikke en mesterkoks; yderst smagløs…

Men så kommer regnestykket frem:

Løgn plus løgn er matematisk sandt bliver til

RETTEN TIL selvforsvar 10.000 km væk med laser-pinpointpræcision

Uundgåelige civile tab og bitter vrede… Der igen udløser…

RETTEN TIL selvforsvar 10.000 km… Der igen…

(Etc; en cirkel med et sigtekorn i midten).

 

RETTEN TIL at være et fjols der kæfter op

Har jeg taget til mig for nogle linjers skyld men bare rolig

Der er nok til også Løkker, Bjerge af Støj, og endnu værre

-Trompet-Trump har tweetet sig til toppen af et Reality-mareridt

Der vandrer ud fra skærmen og besætter lande og folk

Hvis han ikke vækkes eller vi vågner; det er på tide!

 

RETTEN TIL at have bare lidt omløb i hovedet

Er blevet omledt, omdøbt, udledt i Hele Planers nye kloakker

Kun nogle få dråber i tilbageløb drypper forvirret; svært og sært

Når administrative hoveder maksimalt rummer én milliliter

Og kun ved stormflod; 100-års-kategorisk! Arkitektgaranti!

 

RETTEN TIL en grundlov…

Er en grundlovssikret ret!

(Hønen og ægget…)

Og rettens dommer hamrer ivrigt løs

Med sin lille BR-plastikhammer; *piv*-*piv*-*PIV!*:

Grundlov på livstid! Forvaring og forvaltning…

(Hønen og ægget igen…).

 

RETTEN TIL at være en kylling

Om så omformet til kylletter eller benløs fugl

Ingen æg, knap hørbar pippen, morsyg; perfekt borger!

-Selv som foster, 3½ minut og salt, velsmagende

Er vi mange nok… er vi en omelet eller klippet op

Tilbud i vacuum-cellofan; løsdele som lår og vinger

Og så har en kylling retten til at være en kujon…

 

RETTEN TIL… Nej, f*ck det! Ret NOK! Så:

 

RETTEN TIL at sige og skrive hvad man og jeg vil

Takkes der ydmygt for og derpå benyttes

Retten til at sætte sidste punktum.

_________________________

 

Og så alligevel desværre og endnu værre:

—RETTELSE TIL RETTEN TIL:

(Årsag: Nedgraderingen af Aarhus V til krigszone):

 

EFTERRETTEN, desserten er svær at sluge svælge synke

Et simpelt spørgsmål: VIL vi så brændende, også som bogstavelig følge,

GIVE politi og myndigheder RETTEN TIL maskinpistoler og vilkårlig varetægt og

Masser af medvind, dødssejlere jublende forenet, lastet ud over kanten til

DF og deres højre skyggesider, Dansk Skamling, Krarup og Ko…

I BYTTE FOR RETTEN TIL fældige kugler og knive i tilfældige arme og ben

Og maver og hoveder der tilfældigt kommer forbi kampen om

Markedsandele i bedste kapitalistiske ånd, fri for tro og religion

(Selv om dét netop er hvad racister og medier frådende vil æde råt):

RETTEN TIL at sige og skrive og skingre “Se selv hvad der sker!”

-og på ingen tid ophøjes HA til ærværdige danske vikinger…

 

RETTEN TIL at gå ud ad døren uden rygmærke, tatovering, tydelige tegn

ender med frygtsom snigen eller tætsluttende gardiner og frivillig isolation:

RETTEN TIL at være et FLERTAL skydes ned; og SÅ…

-er det tid til uspiselig dessert eller en kugle for panden

Eller begge bitre piller; alternativt ud fra 7. etage

RETTEN TIL at bytte enhver ret med frygt, et kvælerhalsbånd,

En bydel som uddøende dinosaur, uforstående klagebrøl;

AFRETTET TIL

AT RETTE SIG EFTER DEN STÆRKESTE

(Hønen flintrer rundt uden hovede og ægget er råddent)                                                                                                                                                                                  

 

DSC_0008

Der ligger en mand på en seng. Hvad er det for en mand? Det er lidt usikkert, svævende eller vævende. Ihvertfald i starten. Så er der en kvinde, sandsynligvis engelsk, hun hedder Laurie. Hun bliver, ved et af den slags tilfælde der sætter handlinger i gang, meget vigtig for hovedpersonen. Der forresten ikke nødvendigvis er manden på sengen, og foreløbig bare hedder ‘jeg’. Der er også en ‘han’, men om det er den samme eller en anden-tredje person, det står også åbent. Minsandten om ikke også Primeiro Proximo Passo, den kendte forfatter, kommer med i historien. (Og jo; han hedder virkelig Senhor Primeiro Proximo Passo). Det er vist de vigtigste personer. Her fra starten. Så er der også, hen ad vejen, eller vejene; dém er der nemlig også mange af, nogle bipersoner. De gør hvad bipersoner ofte gør; får forløbet til at vende helt på hovedet, tage uventede drejninger, enten overraskende eller nødvendigt; væltende hele perspektivet eller bare for at det hele ikke skal gå i stå. En roman kan nemlig nemt male sig selv op i et hjørne. Det kan selvfølgelig være meningen, men så skal man vente på at malingen tørrer. Medmindre det er en pointe i sig selv. Et par gange går det hele så alligevel i stå. Jeg og han og Laurie og Senhor Passo; hvad skal der nu ske med dem? Alle er i et vadested, står og tripper plaskende i det lave vand og får våde fødder. Der er hak i fortællingen, så én af de ellers mindre tidligere forgreninger hives frem og gøres central. Måske midlertidigt, for at redde forløbet i land, eller måske viser den lille bivej sig at være en glimrende hovedvej videre. I dette tilfælde er det en frokost i det grønne, langt væk fra Danmark, (Jojo, det er skam en roman der kommer vidt omkring. Også geografisk!), der får bragt både jeg og han og alle andre nærmere mod slutningen. Hvorfor lige dén scene er så vigtig, det er, indtil senere, ikke helt forståeligt. Men det er derfor det illustrerende foto er valgt; ud fra en vurdering af betydning. Det er nu også et glimrende sted til en picnic. Nu er det så langt henne i romanen, at brikkerne og brokkerne så småt falder på plads. Og ellers aldeles spærrende mure væltes. Eller korthuset braser sammen; det er desværre ikke sådan en entydig historie med enighed om slutningen. Bare hvordan den er, slutningen, kan udlægges på flere måder. Også at der slet ikke er nogen. Altså ud over at der er en sidste side, en sidste sætning, et sidste ord og et punktum. Men det er ikke det samme som en slutning. Eller at slutningen ikke er puttet ind et eller flere steder før. Ikke for at være sådan metafysisk smart med en masse lag altmuligt, det er bare som det er. Måske. Næsten det hele er indhyllet i måske. Grænsende til det irriterende, men det er der ikke så meget at gøre ved. Til sidst ligger der nok ikke en men flere mænd på nogle senge forskellige steder. Hvad det så end skal gøre godt for. Der er forhåbentlig en mening med det. Eller netop ikke; der kommer det allestedsnærværende måske igen. Og ja, det kan læses på mindst to måder. Måske er der også en kvinde på en seng, eller også er hun stået op. Tidslinjerne kan være forskudt, eller intet have med hinanden at gøre. Romanen skal passe på den ikke bliver rent roderi. Urent trav er vist galop, sådan helt bogstaveligt. Det er så det første, måske, der er helt bogstaveligt. Nå, men nu skulle jeg, han, Laurie, og Hr Primeiro gerne have fulgt og fyldt deres deres roller, så der kan gives hånd og siges pænt farvel til romanen. Det samme gælder for bipersonerne, om de så er blevet forladt undervejs eller stadig hænger på. Hvem ved; måske en eller flere af dem er blevet forfremmet til hovedperson? Og omvendt, der skal nemlig være plads til at de enkelte stikker af i deres helt egen retning. Også selv om det kan få det hele til at stritte i alle mulige retninger. Bare det virker som om det er meningen. Én mening. Hov, det var lige ved at blive glemt: Der er nok mindst én der er død et sted i historien. Det er realistisk hvis ellers forløbet strækker sig over en vis tid. Men ikke alle, det er for kedeligt hvis alle bare kradser af. Et naturligt mandefald m/k, jovist, men det er lidt for definitivt hvis alles tidslinjer trækkes ud i fuld længde. Bogstaveligt. Hov, det var anden gang i den ultrakorte version, det må helst ikke blive for meget bogstaveligt. Det kan der selvfølgelig også være en pointe i, men lige dén, at alle kradser af, bliver så ikke brugt. Det er lige en tand for trist. Der er masser af andre pointer. Om de bliver opdaget eller ej. Det kan være en pointe i sig selv, altså om de bliver opdaget. Måske… Det var så den roman. Godtnok i en, meget pænt sagt, ultrakort version. Nærmere nedbarberet til at være indholdsløs. Det er der sgu ikke meget sjov ved! Romanen kommer straks i anførselstegn; “romanen” er SÅ tømt for alt, at det eneste der bare står lidt tilbage, er illustrationen og den tilhørende lille skovtur. Noget nær det eneste indhold… Og det skulle egentlig blot være et halvt afsnit, et underkapitel. Men det VAR virkelig en dejlig dag ved Barragem de Povoa e Meades! Det hedder stedet. Hvor jeg, eller han, eller (mindre sandsynligt; det ligger i en intern logik…), Laurie eller Senhor Passo eller en biperson, sammen med en lille flok flinke mennesker spiste og drak. Begge dele af den bedste slags. På én af de dage, der bagefter står som en af de absolut behagelige og mindeværdige ud af et helt livs. Romanens slutning er forlængst passeret, så mon ikke der er en mening med at det bliver lige dét lille afsnit der står tilbage? Og lige dét foto der bruges som illustration? Det er der nok. Der er ihvertfald ikke meget andet. Eller bedre. End de timer, i godt selskab, ved Barragem de Povoa e Meades…

DSC_0055

DSC_0018

 

(Uredigeret afsnit fra…)

Jeg havde overnattet i Carreiras, det der i Danmark ville være en lille flække længere ude end nogen krage ville forvilde sig i mareridt. Her var det en lille idyl mellem de højeste bjerge i Serra de São Mamede. Når man er vokset op med bavnehøje som imponerende, er det Alper og Himalayaer ser ned på med foragt, 1000 meter med nøgne takkede klippetoppe, ret så vildt. Som hele området er; udlagt som naturpark trods byer og spredte huse. Men vildt er det, med steder hvor man ikke ved hvilket årtusind man er dumpet ned i, og jeg ved af erfaring at man kan gå ad stier der måske er der, en hel dag uden at møde et menneske. Fåreklokker bag et stengærde er det eneste der antyder en grad af civilisation. En netop fårehyrde er så det menneske det er mest sandsynligt at møde. Så er det da tidsmæssigt i dette årtusind man befinder sig. Meget nærmere kommer man heller ikke; hyrderne her er ikke udstyret med mobiltelefoner eller påklædt anderledes end deres forfædre. Så standser man selvfølgelig og slår en sludder af, en længere snak, og det gør ikke så meget at man ikke kan portugisisk og ikke forstår hinanden, for man forstår alligevel hvad der skal forstås, når man sådan møder det eneste menneske på en fåresti. Det er selvfølgelig kun nogle steder og nogle dage og udvikling sniger sig da også ind i Serra da São Mamede og Alto Alentejo. Fordelen ved knap så høje bjerge er jo også, at der kan ligge borge og hvidkalkede sammenklemte idylbyer på toppene. Hvordan pokker de end er blevet bygget. Det tiltrækker turister og udlændinge der opkøber og moderniserer quinta’er til halvårs-luksus. Området er vildt, ja. Men som man kan gå ad stier en hel dag og kun høre fåreklokker, kan man lige så vel blive blæst til side af hornet fra en kæmpe turistbus, eller blive dækket af støv fra en fræsende firhjulstrækker der er ude at lege. Det var også derfor at det overhovedet havde været muligt at overnatte i Carreiras; de lokale havde hurtigt fundet ud af at lave skilte med “Room, Zimmer…”, og det var næsten det løgnagtige begreb en ‘win/win’-situation: Med deres gennemsnitsindkomst og de fleste turisters ditto, er det en pæn bunke euro for dem, og latterligt billigt for turisten. Endda for mig, selv om jeg aldeles ikke betragter mig selv som turist. Hvad jeg så er, hvilken betegnelse der skal sættes på mig, er op til andre at afgøre. Forresten er der nok mangt og meget jeg kunne kaldes, og ellers kan jeg selv bidrage med en stribe. Det er i sidste ende alligevel ligegyldigt. Eller én af enderne, og sådan kunne det fortsætte, men jeg skulle videre. Jeg har en udpræget svaghed for landkort, og havde kigget på et lettere lumsk ‘Portugal Centro’. Lettere lumsk, eller min egen dumhed. Der er jo det med kort og målestoksforhold; man skal lige huske at hvad der næsten rører hinanden i folden på et kort, kan være en mindre uendelighed fra hinanden i virkeligheden. Det kunne der laves en del allegorier over, men de er for oplagte. Jeg faldt ihvertfald for kortets lokken. Fra Carreiras til Marvão så der ud til at være en ret lige vej, og selv om jeg vidste at der ville være en del højdemeter at lægge til, specielt op til uindtagelige Marvão, besluttede jeg at gå. Som om jeg var en anden ungdommelig vandringsmand, eller tracker eller hiker eller hvad det hedder nutildags. Jeg ville til Marvão efter hvad jeg havde hørt om ‘ham den kendte forfatter’ og hans spørgen om vej til netop Marvão. På en eller anden måde passede det også med hvordan jeg efterhånden opfattede Primeiros bevægemønster, selv om hans navn ikke var blevet nævnt. At han var søgt op mod en af de højeste toppe i området, og endda symbolsk forsynet med en borg. Et sted med overblik; udsyn hele vejen rundt. Hvad han end skulle kunne se før han selv blev set… Men sådan et sted var det, også historisk set ved grænsen til Spanien og før det et forsvarspunkt mod Maurerne. Det passede perfekt med det billede af Senhor Passo jeg havde fået. Desuden, hvor mange ‘kendte forfattere’ havde været lige på dette spor for nylig? Og jeg vidste at han var kommet til området, så meget kunne jeg da forstå. Medmindre jeg slet intet forstod. Eller havde misforstået det hele. De muligheder ville jeg ganske enkelt ikke anerkende som mulige. Jeg betalte det ældre bondepar, og drog afsted ud ad den smalle og allerede halvsmeltede asfalt. Det virkede en smule tåbeligt, på den måde og det sted, at bumle afsted med en trolley-kuffert på slæb. Dens hjul skulle hurtigt samle lige så meget asfalt op som den kørte hen over, så jeg blev nødt til med besvær at hive den gennem rabattens blanding af højt græs og sten. Der var også så megen trafik på vejen, hvilket her var cirka en bil i minuttet, at jeg var nødt til at gå ude i siden. Så begik jeg en endnu større dumhed. Når jeg nu alligevel skulle halvt trailertrække halvt bære min kuffert, og ikke kunne bruge dens til lufthavne og hotelgange beregnede hjul, ikke just terrængående, kunne jeg ligeså godt tage en genvej… Langt højere end fåreklokker burde alarmklokker i mit hovede have bimlet. Måske var den begyndende dunken på begge sider af min hovedskal allerede bestemmende. Ihvertfald valgte jeg at gå fra vejen, og troede fuldt og fast på den sti der gik ind i et ret åbent terræn, som det er når det er en mark med oliventræer. Endda uden højt græs, det havde fårene sørget for at gøre til at komme igennem. Samtidig kunne jeg jo direkte se op til Marvão, og at stien eller i det mindste marken syntes at række hen for foden af bjerget. At solen snart ville stå højest på himlen, og at det derefter ville blive hedt som i… Ja, Alentejo, bekymrede mig ikke. Jeg var jo ikke sart over for høje temperaturer, tværtimod havde jeg altid blot nydt selv juli og august på disse breddegrader. Og havde det forfærdeligt med det nordiske klima, selv i det der går under den falske varebetegnelse ‘sommer’. De spredte oliventræer gav kun små pletter af skygge, alligevel begyndte jeg at sno mig så jeg kom igennem deres korte øjeblikke uden direkte sol. Helt uden at tænke over det; simpelt overlevelsesinstinkt. På det tidspunkt havde jeg altså stadig lidt fornuft i hovedet. Det varede ikke længe. Jeg aner ikke hvor varmt det var i grader, det var også ligemeget. Solen begyndte at bore huller i min hovedskal. Den var som et samlet bundt aggressive stråler, der havde udset sig mit kranie som mål. At svede var jeg helt bekendt med her, og jeg drak flittigt af mit medbragte vand. Og huskede at pakke plasticflasken omhyggeligt ned efter hver større og større slurk. Alligevel, næsten i takt med at det svandt i flasken, blev vandet tæt ved kogende. Og jeg huskede hvordan vi plejede at varme vand til bad, eller koge til vask, den sommer engang… Hovedpinen begyndte at trænge ind i mine tankebaner, og mit syn blev utroværdigt. Jeg var stadig nogenlunde bevidst om at jeg skulle til at passe på, men stadig dum nok til at fortsætte. Tanker som “…Hvor jeg glæder mig til en kølig café og en iskold Sumol…”, viser blot at de ætsende stråler allerede havde kortsluttet en del nerveender. Mine øjnes billede af Marvão lige oppe over næste træ eller stengærde, så jeg næsten kunne række ud og røre ved den kridhvide by, flaksede og flagrede løsrevet fra resten af verden. “Gad vide om jeg kan få et lift når jeg kommer ud på hovedvejen igen; den må jo ligge lige der bag den række træer… Måske kommer jeg til et hus hvor jeg kan få lidt kølighed… Men hvis vejen ligger lige der henne, ville jeg kunne se et hus… Hvad kommer først, hønen eller ægget?” Det var for sent nu. Jeg gik med hjernen blotlagt, og det var ikke mig der bar rundt på den. Faktisk kom jeg endelig hen til landevejen igen; og jeg fik hurtigt et lift. Måske havde det virkelig været en genvej. Men hvad der var sparet i kilometer, havde kostet dobbelt i forkullede neuroner. Hvor jeg eller bilen med et besynderligt bekymret​ par skulle hen, behøvede ingen af os at udveksle noget om: Vejen gik stejlt op til Marvão og ingen andre steder. Jeg sludrede med parret i bilen, mens de mest udvekslede blikke og iøvrigt var tavse men venlige. De havde både almindeligt vand og sodavand, og gav mig hele tiden mere. Jeg fik en ubehagelig fornemmelse af at de var for flinke. Hvilken nationalitet var de egentlig? Jeg prøvede på flere sprog, men kunne ikke huske ret mange ord. Nu kiggede de igen underligt på hinanden. Hvad var de ude på? Eller fortrød de at de havde taget mig op? Kunne de ikke lide mig? Jeg lugtede sikkert slemt efter den lange tur… Det begyndte jeg at forklare. Men blev usikker på hvordan de ville opfatte det. Tænk hvis de troede, at jeg mente at det var dem der lugtede! Gjorde de ikke også det? Lugtede eller troede at jeg troede at de gjorde? Jeg kunne ikke helt finde ud af det… Der var lidt rod i mit hovede, men jeg var ret sikker på at der var en stemning der ikke ville mig noget godt. Måske endda noget direkte slemt. Parret i bilen lod mig ikke selv bestemme, men stoppede ved den første café. Vi var oppe i byen. Var vi ikke? Var det nu også Marvão? Det hele var så blændende hvidt… Og da de havde lempet mig ind i café’ens mørke, var det stadig blændende. Marvão vidste jeg var hvid, men det var alle byer jo heromkring. Parret fulgte mig hen til et bord, gad vide hvorfor? Jeg prøvede at gennemskue dem, men kunne ikke se dem ordentligt. Jeg tror ikke de kunne brød sig om mit udseende. Eller var det bare mig? Jeg tror heller ikke jeg kunne lide mig selv. Men usikkerheden… Var det værste. Parret fra bilen forlod mig. Så lidt var jeg altså værd! Var det portugisisk de sagde farvel på? Og sagde de ikke en masse til de andre på café’en før de gik? Kiggede alle ikke med mistillid på mig? Jeg sad ned… Ved et bord. Selvfølgelig alene, selv om jeg kunne tælle flere stole rundt om. Tre-fire-fem… Nej, dén stol hørte til et andet bord, for der sad nogen. Det var vel ikke ved mit bord? Nej, nu var jeg dum. Dum… Igen. Der var noget med at være dum… Hvis jeg havde stået ved bardisken, ville jeg have set dum ud i spejlet bag. Nej, jeg så ikke bare dum ud! Selv om alle kiggede på mig som var jeg dumheden selv. Jeg skammede mig over mig selv. Dybt! Og forstod hvorfor jeg blev kigget på med så… Jeg havde ingen værdi. Lille latterlige mig… Hvad drak jeg? Vand? Var det mon bare vand? Det virkede… Ja, det virkede. Tror jeg må have drukket fem liter. Hvorfor var det store glas så hele tiden fyldt? Nogen gjorde noget… Før jeg lavede mig selv om til et hul, jeg kunne putte mig selv ned i, skete der noget der vendte det hele. Ikke sådan bare lige. Og ikke kun derfor. En mand, ellers bag disken, men også ham der havde sørget for at jeg var blevet fyldt med vand, satte sig ved siden af mig. Og det var, allerede nu, ikke så jeg følte det påtrængende, udforskende, udfordrende. “Muito sol, ehh? Não bom… E agora? Mais normal? Ou mais água?” Han var en ældre lille mand, med den vanlige ølvom, læderhud med rynker og furer i ansigtet, men et lille smil fastsiddende i mundvigene. Og en forbavsende blød og melodisk stemme. Vist nærmest en tenor? Hov, det var næsten sammenhængende tanker. Og nok så væsentligt: Tanker der ikke drejede sig om mine egne fejl og mangler! Eller hvor tydelige de var at se på mig! Jeg kiggede mig omkring, lidt som var jeg lige kommet ind ad døren. Og ikke for snart en halv time siden. Hov! Det kunne jeg bedømme… Og mit hovede… Eller rettere det, der havde føltes som en kronisk pågående skalpering med en gloende kniv, eller hvordan pokker det skulle beskrives. Ihvertfald med et kranie så blødt som smeltende smør, der løb direkte ned og stegte det hakkekød der havde været min hjerne. Jeg kiggede ud ad døråbningen, og genkendte selvfølgelig Marvão. Med lethed; dén by og dén beliggenhed tager man ikke fejl af. Hvad var der dog gået af mig? Jeg må da have været… Hold da op! Så havde jeg prøvet det med… Regulær kombi af solstik og hedeslag. Men hvilken virkning! Jeg kunne mærke min krops temperatur bare nærme sig noget under 38. Og jeg spekulerede på, hvad der var sket hvis ikke det venlige par i bilen, og derpå folkene i café’en, havde taget sig af mig. Der gik et lyn af skræk igennem mig. Samtidig fik jeg formuleret til den lille smilende vært, at jeg havde det bedre, og fik fremstammet så meget tak og undskyld jeg var i stand til. Men nu var det i det mindste nogenlunde som mig selv, og ikke den vaklende usikkerhed og selvopløsende mangel på tiltro til at være en plads i verden værd, om så bare en lille plads i en krog. Måske havde jeg fået brændt en seriøs mængde hjerneceller af, men jeg var blevet klogere. Nu havde jeg lært solstik at kende… Det var ikke et bekendtskab jeg ønskede at udforske yderligere! Hvor var… Minsandten, min åndssvage trolley-kuffert var på mirakuløs vis kommet med mig. Jeg skyldte vist en del mennesker tak. Det var lige før kufferten var i bedre stand end jeg. Trods ekstra ridser og et løst beslag. Ved nærmere eftersyn også et manglende hjul. Hvor var de dog også brugbare i dette område! Det var noget af det første jeg måtte have gjort. Få fat i noget mere Alentejo-egnet at have mine ting i. Hvis altså jeg skulle meget videre? Min viden fra før jeg startede min hovedløse tur, der nær havde kostet samme, vendte tilbage. Jeg var startet ud fra Carreiras mod Marvão med en bestemt formodning. Det hele, i den grad det var et hele, blev hældt tilbage i mit stadig ømskindede hovede. Det var jo Primeiro og hans mulige kommen her på ét eller andet tidspunkt for ikke så lang tid siden. Havde han virkelig været her, måtte det være muligt at finde ud af. Længere siden ville det ikke have været, og større var stedet ikke. Han ville være husket… Ligesom min solsmadrede bliven slæbt op sikkert allerede i morgen var kendt over hele det lille samfund. Blandt de lokale i det mindste; turisterne kom og gik alligevel som sværme af fluer. Og apropos i morgen, så var det nok en god idé at finde et sted at overnatte. Af to grunde, mindst. Dels var det anderledes svært at finde et bare rimeligt billigt sted her oppe på toppen, her var virkelig eksklusivt. Dels kunne jeg mærke på mine gummiben, at hele mit system havde været igennem noget af en mørbankning. Slatten karklud var for en gangs skyld fuldt rammende. Og mentalt var jeg stadig rystet og ret så rystende. Der var heller ikke mange timer til det blev mørkt. Jeg nåede at få mig det fantastiske udsyn hele vejen rundt. Det var ikke svært. Borgen og byen lå så klemt sammen på toppen, at man fik den fulde 360-grader-udsigt næsten hvor som helst fra. Og hvor var det dog guddommeligt! Det var lige før det var solstik og vanviddet værd. Nej, dog ikke, men at kunne se så langt som øjnene var i stand til… Med små hvide byer, andre bjerge med borge, de store øde vidder, helt til Spanien og dybere, kunne se lige netop over og bag horisonten… Jo, det var så man mistede pusten. Som man siger. Jeg stod i meget lang tid og drejede ganske langsomt rundt om mig selv. Mistede ikke pusten, men fyldte lungerne gang på gang med afstande der i Danmark kun findes på papiret og i fantasien. Dette var så virkeligt, at det næsten gjorde ondt. Nej. Det gjorde en lille smule ondt. Men på den gode måde. Som ondt kan gøre godt, være velgørende. Jeg havde skrabet bunden, som i de mest usikre perioder gennem mit udsvingende liv, nede i dalens varmehelvede. Nu var jeg på toppen. På så mange måder, at det ville være håbløst at begynde at remse op. Så voldsom ned- og optur på én dag, både billedligt og bogstaveligt… Jo, mine lunger og mit hovede havde brug for at indsuge en så stor verden som den fra Marvão. Suge til mig, til jeg selv var en del af det helt store perspektiv. Det fyldte mig, stille og roligt. Men mættende så universet bliver uendeligt. Hvad det vist også er; det kunne bare meget sjældent være inde i en, som det kunne her. Hvis man lod det, og det gjorde jeg med glæde. Måske havde Primeiro stået på samme måde, og taget det hele ind samtidig med at lade sig blive komplet overgivende taget… En tanke slog mig, lidt pudsigt så relativt lille et sted. Jeg vidste jo reelt ikke, om han stadig var her. Måske stod han som jeg og kiggede rundt, blot få meter længere henne, rundt om et hjørne. Det var for vild en tanke. Jeg troede en smule, at det var resterne fra solstikket der stadig stak. Desuden… Jeg tror simpelthen jeg ville kunne mærke hvis han var her. Manden der har skrevet verdens bedste bog. Jo, det ville jeg kunne fornemme. Ville jeg ikke? Han kunne, fornuftigt nok, selvfølgelig bo et af de mange og billigere steder rundt om selve bjerget. Så vidt jeg vidste, var han jo i bil. Så vidt jeg vidste… Hvad vidste jeg? Tja. Hvad ved jeg?

DSC_0181Skitse med fejl: Fremtid indsat..

Han havde absolut ingen idé om hvor de var. Jo, efter over et døgn uafbrudt raslende i et tog gennem Spanien, var de endt i Lissabon, Portugal. Definitivt endt; det næsten helt afkræftede støvede tog kørte ikke længere, Santa Apolónia var endestationen. Et sted i udkanten af denne fremmede by. Hvor de, dødtrætte, beskidte, sultne og tørstige, steg ud ikke bare i mørke men i silende regn af den ensformige kraftige slags. Den selv for så unge velkendte spanske sol, var blevet skiftet ud med et meget vådt ukendt mørke. Kun med fjerne hastende silhuetter eller underligt overbefolkede små neonbelyste ubestemmelige café’er eller barer eller værtshuse eller hvad det var. De mange forskellige betegnelser gav han op at forstå. Han brød sig heller ikke om at kigge for længe ind et sted; de fyldte steder gloede komplet ugenert igen. Og da ikke mindst på hans kun lige 17 år gamle og lyshårede kæreste. Dén hårfarve havde fået større og større betydning efterhånden som de havde tøffet sig zig-zaggende ned gennem Europa. Her, et sted på en øde vej nær vandet, var der tilsyneladende kun mænd i de mange små oplyste huller i vægge og huse. Han var jo manden, så han ledte dem og deres regntungere rygsække med langt større målbevidsthed og sikkerhed end han følte. Efter snart tre uger, var han jo en erfaren rejsende; kendte alle Interrail-tricksene, og vidste hvordan de blev betragtet og hvordan man skulle begå sig i det store udland. De store udlande, var det efterhånden. Så han førte an med en træthed han ikke ville vise, i en retning han håbede var mod centrum. Og ikke mindst et billigt sted at vælte omkuld. De havde, med ikke altid lige heldige følger, også tilbragt nætter på strande, i parker, halvskjult på nok privat ejendom, bænke langs veje med trafik hele natten. Foruden de talrige vandrehjem og banegårde, der nogle gange var svære at skelne mellem. Men regnen og stemningen dikterede at de brugte af deres sparsomme penge på et rigtigt hotel. De havde nu også hørt, at den slags var noget nær de billigste i hele Europa. Deres obligatoriske Interrail-kort viste også, at de ikke kunne komme meget mere ud i et hjørne af kontinentet end lige her. Der var simpelthen ikke mere Europa. Kun Atlanterhav og Middelhav. Og en gigantisk tilsyneladende øde højslette, der lå som et andet slags hav mellem denne by og det de kendte. De var lige så meget opdagelsesrejsende, som han langt senere fandt ud af Portugal var så kendt for i forgangne tider. Lige i den tid de ankom til Lissabon, var det helt andre ting der optog folk. Det fandt han også først ud af flere år senere. At Nellikerevolutionen ikke lå mange år tilbage. Og at bølgerne efter stadig kunne mærkes. Bare ikke af ham. Han bemærkede en anden gang heller ikke en såkaldt Fløjlsrevolution, endda midt under og i den. At opdage den slags historiske begivenheder, var ikke just hans stærke side. Begivenheder der direkte omfattede ham, var en noget stærkere side. Lad os håbe det var hans unge alder… Ligesom han blot var mere og mere spændt på, om den lange havnevej eller -kaj ledte ind mod et centrum af en slags. Og om der så ville være et velsignet skilt der sagde ‘hotel’… Det hed det vel også på portugisisk? Ellers måtte det være til at finde på en anden måde. Og det måtte meget gerne være snart! Han kunne se på kæresten, at hun snart ikke kunne klare mere. Han mumlede nogle våde opmuntrende ord, pr automatik, og var selv ved at give op. Men det var jo ikke en mulighed. Så simpelt var det. De måtte fortsætte til de fandt ly. På dén måde var det så enkelt som det kunne blive. Der var kun én vej. Han håbede så bare at det var den rigtige retning… Men efterhånden som hver meter blev til kilo, og regnvejen syntes at være et forsvindingspunkt i et halvdystert maleri, mobiliserede han sine sidste dybt begravede reserver. Med et forsøg på et opmuntrende smil til den sjaskvåde næsten vaklende kæreste, og et par forkrampede ord der kun fik hende til at se skeptisk ud, foreslog han at de gik ind i modlyset på det nærmeste café-lignende klaustrofobiske sted. Med et gevaldigt tag i sig selv, trådte han ind i neonlyset og en tætpakket mængde stirrende øjne. Med Spanien og hans kærestes besvær med at undgå mere eller mindre nærgående berøringer, og hans dermed følgende rolle som “min kvinde!”, var det med en del lettelse at de klemte sig frem til bardisken. Der var mere ligefrem nysgerrighed i den fastholdende begloen, og minsandten om ikke der blev gjort plads til dem frem til baren. Endda uden de trættende strejf af kærestens krop. Til hans overraskelse var hvad han fornemmede, en slags afventende respekt. Det var nok hans første men betydningsfulde følelse af portugiseres mentalitet. Hvad det skulle blive til, vidste han selvfølgelig ikke. Men noget gengældende respekt begyndte så småt at røre på sig i ham. I første omgang pegede han blot på fadølshanen, og viste to fingre. Nogle escudos havde de fået vekslet i ventetiden på en grænsestation. Ja, det var heldigvis mange år før den altædende euro… Den storvommede barmand smilte et strejf; “Dois imperial, sim, para o estrangeiros…” De fik de store overraskende gode fadøl; Portugal var ikke kendt for dem eller andre interrailere som et specielt godt øl-land. Hvilket blot sagde en del om deres og deres viden. Sagres og Super Bock, navnet til trods, var og er fremragende portugisisk cerveja. Men hvad vidste de… Om meget andet end tiderne mellem de forskellige byers stationer, og hvilke tog der ikke kostede ekstra. Viden der var basal for den tids horder af interrailere, der til gengæld ikke vidste meget om de steder de besøgte. Eller rettere passerede igennem, mest kun oplevende togstationer og med hovedet fyldt med togtider og -forbindelser. Men sådan var det, og det var på nogle måder deres ungdoms store oplevelse. At de senere ville have en vis distance at lægge til de snavsede uger i underlige lokaltog, var ikke meget mere end de distancer det var afgørende at tilbagelægge. Der var en ikke særlig klar logik og sammenhæng mellem tilbagelagte kilometer og antal lande de havde rumlet igennem, og turens success. Overtræt som han var, kunne han mærke den enkelte øl. Og kunne samle mod nok til sig. “Excuse me, but does anyone here speak english?” En tavshed med slet skjulte smil, var den umiddelbare respons. Han kiggede på kæresten, der var en del bedre til tysk end han. Var det mon et forsøg værd? Han tvivlede… Og før han fik hende til at prøve, begyndte en masse af gæsterne at snakke i munden på hinanden. “Querio um hotel? Um quarto? Para dormir? Cansado? Vocé vai ao centro? Hotéis libre, sabes… Direitos?” Og en masse andet han heller ikke forstod. Og jo mere mystificerede de så ud, jo flere blandede sig. Og gentog det samme, blot højere. Til sidst fangede han dog ordet ‘hotel’, sagt på mange måder og mange gange nok, til at kunne gentage det, ledsaget af en ivrig nikken. Og således oplevede han portugisisk hjælpsomhed for første gang. I en grad der først gjorde ham lidt mistænksom. Efter roligt at have drukket ud, tog en midaldrende mand ledelsen og vinkede dem med udenfor. Ved deres usikre tøven, tilføjede han med noget vinsløret stemme: “Vamos! Eu na meu casa, mas vocês a um hotel barato e central. Hotel a Chiado; muito bom! Vamos!” Han begyndte ganske enkelt at gå, og de slubrede efter i og med deres våde tøj og overdrevne rygsække med det obligatoriske påhængte tingeltangel. Den midaldrende mand var måske en smule fyldt med vinen fra de store dunke, men det forhindrede ham ikke i at gå hurtigt og målbevidst. Som enhver portugiser forsynet med en paraply, måske konens eller en datters; den lille blomstrede og mest symbolsk beskyttende halvkuppel så lidt komisk ud i kontrast til manden i sort herretøj med bondekasket. De måtte koncentrere sig for overhovedet at følge med, for ikke at manden forsvandt forud i det regnende mørke. På dén måde var paraplyen et par gange deres redning. En grotesk malplaceret hoppende blomst, lige netop synlig som svævende afsted et sted over vejbanen, ude i den sorte nat. Halsende efter silhuetten under den dansende efterhånden strittende deflorerede kuppel, opdagede de knap at de var nået til en helt anden slags gader. At han senere fandt ud af, at der kun var en kilometers kedelig vej fra stationen til byen, og faktisk masser af gyder og trappegader lige overfor, modsat floden, ja det vidste han og de ikke i deres udmattelse. Det var viden der kom de følgende år. Ikke dén afkræftede aften, men de næste mange gange. Om det så var alene, med en ven, familie, eller med andre kærester; på den tid var der med et par få men vigtige undtagelser hastig udskiftning af den slags. I den alder kunne de endda nogle gange selv komme i tvivl. Hvor lang tid skulle man være sammen for at være et par, for at være kærester? Nogle dage? Timer? Sammen tre-fire gange med måneders mellemrum? Og med andre ind i mellem? Det kunne være helt indviklet. Men sådan syntes det jo ikke. Tingene skete bare. Eller ikke, og så var det sådan. Med de enkelte undtagelser, men det er andre historier. Og kærester; der er ikke noget som en udmarvende måneds tid sammen 24/7 til at man stille og roligt holder op med at ses efter at være kommet tilbage til Danmark. Men lader måneden gå ude på skinnerne som kærester; en slags overenskomst om ihvertfald at være gode rejsepartnere. Hvis det da ikke, yderst destruktivt for en Interrail-tur, eksploderede på en campingplads i et land der lige så godt kunne være et andet, og man enten fortsatte som udsat og mærket enlig Interrailer, eller betalte sig fra hurtigtog og direkte mod den danske grænse, deprimeret hjemkomst; omgående stemplet. Hjem før den famøse Interrailmåned! Som var af en hel anden længde end en almindelig måned, en helt anden form for tid. Og så at måtte opgive på grund af noget i den sammenhæng så underordnet som kæreste-halløj… Uha! Hvilket nederlag! Nå, men byen var endelig blevet andet end flad våd asfalt. De hastede efter den hjælpsomme mand, smuttede gennem hvad der vist var baggårde og porte, op og ned ad trappegader, escadinhas, omkring hjørner der dukkede op som sprækker i de gamle tykke mure. En bredere gade med en mængde forretninger, var åbenbart deres mål. Og blev ikke bare deres redning, men gjorde også al skepsis og mistro til skamme. Manden pegede mod et skilt lidt længere oppe ad Rua Garrett, mumlede men smilede: “Hotel Borges, muito bem, eu vai na minha casa a Bairro Alto. Adeus, boa noite”. Og væk var han, med det forrevne stativ der engang var en paraply med blomster. De brugte, bogstaveligt i sjældent bogstavelig grad, deres sidste kræfter, var nærmere tilbehør til deres tonstunge rygsække end omvendt, og vaklede ind til receptionen. Der gik lige nogle sekunder før de fandt ud af, hvorfor verden pludselig var et langt mere rart sted at være: Ingen regn! De var drivende våde, men at slippe for det stadige bombardement… Var den første velsignelse. Det passer så ikke; manden der viste vej, alt muligt andet forudgående, velsignelser både i deres tid og i bibelsk og før og… Men lige da og dér! Ikke mere syndflod. Og, efter en receptionist der var en slags velsignelse også, bare fordi han kunne engelsk nok til at de efter et par etagers trappeklatring stod i et endda pænt og ikke mindst tørt værelse. Domineret af en gigantisk dobbeltseng, og intet syn kunne have været bedre. Det var helt uvirkeligt. Det VAR ikke virkeligt; ikke efter mere end et døgn med hvad der forekom som kun strabadser. De måtte gnide deres meget trætte prikkende øjne, og stod i flere lange øjeblikke før de fattede at det var overstået. For denne gang. Og der var intet andet; det var jo dengangs velsignelse (igen-igen, ja), at øjeblikke var præcis det og kun det: Øjeblikke. Og det næste blev en ja netop, velsignelse af tørre lagner, dyner, blød madras… De ikke et sekund tænkte på andet end søvn som den ultimative nydelse. De var nok så tæt på hinandens nøgne kroppe, og havde stadig et overskud af kærlighed, alligevel blev den sidste velsignelse at kunne gå under i dyb søvn. At de skulle vågne til strålende sol, opleve en by så fantastisk at det kunne være løgn men ikke var det, og stadig ikke er, at hun ville videre før ham, at de i praksis trods forsikringer om det modsatte ophørte med at være kærester, at meget af hans kærlighed fra da af ville tilhøre den by, det land og dets folk, at… Alt det var endnu ikke. De faldt ind i søvnen, og intet i verden kunne være bedre. Verden kunne ikke være bedre. Helt umuligt​.

 

DSC_0126

Jeg kom da selv i tvivl. Kunne vrænge af mit sidste store projekt. “Åh jo, mit sidste store projekt”… “Mit sidste stooooore projekt”… “Projektet, jajoda og bla bla bla bla…” Selv nu, hvor jeg på og med trods var nået hertil. Og langt nærmere en begyndelse på en reel mulighed for en start på noget der kunne blive til en… Begyndelse. Men som så mange tilbage i Danmark havde sagt det, mere eller mindre forblommet, nogle ret så direkte; lidt for lige ud. “Nu har du snakket om dén roman i hvor mange år? Tre? Fem? Ti? Tror du selv på at du overhovedet bare får begyndt? Eller du ER måske i fuld gang?… Nå?” Det sidste altid sagt med en god gang skepsis, hvis ikke ligefrem et strejf af hån. Skepsis og hån… Pudsigt nok som regel fra andre skrivende. Specielt dem der lige havde fået en nok så tynd og overset digtsamling udgivet. Men deres skepsis var vel berettiget. Selv om jeg altid prøvede at… foregive at… ja da! Jeg var skam i fuld gang. Vævede så med mange fagter og vidtfavnende ord omkring at samle de mange færdige afsnit jeg allerede havde. Og alt det der var næsten klart i mit hovede, lige til at skrive ud… Lige til, næsten… Den sidste tid var jeg lige ved at overbevise mig selv. På gode dage. Der så desværre blev færre og færre af. Efterhånden som projektet blev mere snak og mindre skrift. Men én af dagene… Den rette! Der aldrig lige blev denne dag. I stedet flere og flere kvarte, halve og hele brugt på enten at glo på ligegyldig flimmer, eller læse ikke for komplicerede bøger. Krimier af den gamle slags, der ikke krævede megen tænkning, var den foretrukne slags. Hvis jeg da ikke, halvhjertet og med absolut manglende entusiasme, skrev én eller anden tekst til enten endnu en ligegyldig oplæsning, eller endnu et ligegyldigt indlæg i et ligegyldigt blad eller e-zine. Det var ikke just fordi blodet rullede raskt og brølende i min skriveåre i den tid. Iøvrigt heller ikke i mine almindelige årer; de seneste år havde der bare ikke været meget raskt og brølende, sådan generelt. Jeg var selv den første til at indrømme det. Bare helst ikke over for andre. Og slet ikke dem med den nye tynde oversete digtsamling. Jo, jeg kom nemmere og nemmere i en tilstand der ikke var sund. Heller ikke usund som i direkte syg. Blot noget ikke særligt, dage der gik uden videre; uden at være gået med noget… Særligt. Mere opgivende end givende. Engang havde der i det mindste været noget givende at finde i det opgivende… En dag kunne gå ad helvede til, og så var der da helvede at fiske ét eller andet op fra; rablende frenetiske ord fra skærsilden og videre ned. Det var lang tid siden der havde været noget rablende frenetisk over en dag. Det var bekymrende lang tid siden der havde været noget over en dag. Bare noget! Ét eller andet der adskilte i dag fra dagene før og dagene der ville komme. Når man véd hvordan de kommende dage vil blive… Er det lidt for tæt på at være for sent! Fandme nej! Jeg husker tydeligt de bestemte minutter, hvor jeg helt konkret slukkede for tv’et, smækkede bogen i, skiftede fokus fra den alligevel deprimerede udsigt til næste betonblok og rejste mig fra lænestolen. (Dengang var jeg blevet så ukoncentreret, at jeg nemt kunne glo flimmer, følge linjerne i en simpel bog, og samtidig have et sløvt halvt øje ude ad vinduet. Samtidigt, på én gang, aldeles adspredt. Manglende tilstedeværelse ophøjet til en tvivlsom evne; en færdighed der aldrig gjorde noget færdigt.) Men af en eller anden grund var det lige dét øjeblik. Havde jeg kigget efter, ville jeg bagefter kunne have sagt “Klokken 20:33” eller “19:57” eller “20:12” eller hvilket tidspunkt det var. Det var ligegyldigt, men det var først på en forårsaften; solen var gået ned og det var næsten mørkt. Hvorfor? Lige den ellers kun alt for begivenhedsløse dag? Måske havde der bare været for mange af dem efter hinanden, måske var de begyndt at flyde sammen i en klump der ikke kunne skilles ad. Dagene var blevet til ‘dage’. Uden særpræg nok til at frembringe én dag… Måske var det de kortere og kortere nætter, der ikke mere kunne skille dagene fra hinanden. Som et spil kort, alle de enkelte forskellige, limet sammen til én blok. Ubrugelig. Med viden om alle tallene, farverne, lige fra ruder 2 til klør es. Eller nogle andre. En i praksis uendelig mængde af kombinationer. Nu mast sammen så anvendelig som en mursten. Måske var det et billede i den stil, bevidst eller ej, der pludselig rev mig op. Og fik mig til først at rende ophidset frem og tilbage på gulvet. Hvornår havde jeg sidst gjort det? Rendt ophidset frem og tilbage… Med slukket fjernsyn, lukket bog, og øjnene rettet indad. Hold da op jeg var ramt som havde jeg fået en syngende lussing. Måske var det lige netop hvad der var sket? Havde jeg endelig, i sidste øjeblik eller et af de sidste, knaldet mig selv sådan en på hovedet? Godt! Endelig! For en sikkerheds skyld slaskede jeg mig lige et par ekstra gange på siden af hovedet. Hvad det end var: Det var præcis det øjeblik. Markant og uforglemmeligt. Men hvilken dag og hvorfor, sådan helt præcist… Er også flintrende ligegyldigt. Det skete! Og hvis ikke… Ja så sad jeg for det første ikke her i Lissabon. Vigtigst af alt, var jeg måske stadig i en tilstand der ikke havde forandret sig. Og derfor ville alt dette ikke være virkeligt. Det er det! Jeg ved ikke hvem jeg skal takke… Men det gør jeg. Tak!!! Efter de første par dage, og den ellers på sin vis ihvertfald bekræftende oplevelse på café’en i Rua da Rosa, kunne jeg mærke det komme snigende. Og snigende er så korrekt en betegnelse som det kan blive. Mit ellers vidunderlige rum i Lapa, med den balkon der lige i øjeblikket var solovervældet og ikke regnvåd, begyndte at mangle noget. Det var kun halvt bevidst men med ubestemmeligt ubehag. Hvor var det tankeafblændende tv? Der var skam kabel-tv, men ikke med de rigtige glo-og-glem-serier. Og hvor var den forudsigelige krimi der absolut ingen krav stillede? Udsigten… Den var jo ud og ned over Lissabon. Jeg kunne faktisk se et glimt af Tejo. Imponerende! Men det var ikke den ligegyldige mangeduplikerede danske flade horisont, brudt af den næste betonblok. Hvem ved? Hvis det stadig havde været regnvejr; hvis jeg ikke havde fået idé’en med at tage til Estoril; hvis ikke… En masse andre faktorer, ja så lå jeg måske stadig på en seng cirka 2500 (TJEK!) kilometer sydsydvestpå. Med en selvforagtende og selvforstærkende afart af abstinenser. Eller i det mindste mangelsymptomer, som ved akut fravær af D-vitamin. Og den følgende træthed og udmattelse. D-vitamin-mangel her på disse breddegrader! Lige i dette tilfælde var det dén absurde tanke der reddede mig. Jeg begyndte at grine. Godtnok var jeg ikke nået meget videre siden min ankomst. Men der var sgu da også kun gået et par dage. Min latter stoppede brat: Tænk at der ikke skulle mere til. Jeg blev en smule skræmt. Den årelange og åreladende stort set nul-bevægelse jeg havde vænnet mig til, kunne åbenbart komme tilbage hvis jeg ikke var opmærksom på det konstant. Hvis jeg begyndte at tænke i de mere fastgroede baner end jeg var klar over. Hvor fastgroede de egentlig var. Eller rettere, den fastfrosne måde ikke at tænke på. Og så her! Af alle steder… Det VAR ikke sket. Men den lokkende snigen ingenting ind i mit hovede, havde været der. Om så blot et øjebliks lydløs nærmen sig fra en blind vinkel. Jeg måtte virkelig bruge mine sanser! Være på vagt, passe på ikke at blive overmandet af den lysvågne søvn. Det var gået denne gang. Og jeg havde en heldigvis også selvopfyldende profeti om, at jo længere jeg var har, jo mindre ville risikoen for tilbagefald være. Var jeg plumpet i den mudrede tågetilstand, ville disse ord ikke eksistere. At jeg overhovedet skriver: “Imorgen tager jeg fra Cais de Sodré til Estoril.”, er beviset. På at jeg ikke faldt baglæns og bagud. Men at mit projekt er virkeligt. Jeg skriver dette. Jeg lever. Og har ret sikre planer om også at gøre det imorgen. For den sags skyld, ja netop derfor, har jeg tænkt mig at fortsætte. Dét er en genopdaget måde at være i verden. Ret behageligt, nu jeg mærker efter. Og jeg mærker. Og sætter et punktum. Men kun for nu. Kun for nu. Dette punktum. Nu. Hvor mange gange kan jeg skrive ‘nu’, før det ikke er… Før nu? Bare…

DSC_0196

AROUND A CORNER

Det første han lærer, er tallet nul. 0. At komme talrækken til bunds. Ovenfra, hvis der er noget op og ned på tal. Lige fra zillioner via billioner og milliarder og millioner og tusinder og hundreder og ti-ni-otte og… Så nullet, der som en anden fodboldkamp skal holdes. At være et nul længe nok, til at kunne være bare et tal. Som et 1-tal. For ikke at stile mod stjernerne som en anden raket der viser sig at være en fuser. For at kravle op til det første trin, må han nulstilles. Og nulstille sig selv. Sætte triptælleren som en snydende brugtvognsforhandler til noget umuligt. Hvordan kan det umulige lade sig gøre? Han skal holde i tomgang, lade motoren snurre til batteriet er genopladet. Se grundigt forud gennem den forrude, der er klistret til med mange kilometers klasken ind i tiders mærkværdigheder. Var han virkelig med til det? Og dén store plamage, den husker han da ikke… Han prøver selvfølgelig vinduesviskerne. Det er nok ikke meningen at de skal fungere. Han skal, logisk men indviklet, sætte langsomt i gang, og accelerere med få meter timen. De første mange timer. Eller dage eller uger eller hvilken tid der skal til. Det ved den bedst selv, tiden. Og stadigt, tålmodigt og modigt, i første gear. Modigt fordi al bevægelse frem er mod det ukendte. Mere end sædvanligt. Selv forsigtig vagtsom sneglefart.  Sekunder i ultra-slow-motion. Komplet stillestående bevægelse fremad. Og det er ikke engang en modsætning eller bare vrøvl. Måske en smule vrøvl, men ikke mere end at det gør noget. Hvor meget vrøvl skal der til? For at det gør noget? Rablende sindssygt vrøvl? Eller stille lavmælt mumle-vrøvl? Måske er det, målt på en anden måde, helt det samme og ligegyldigt. Det er vrøvl vel. Ligegyldigt. Gyldigt vrøvl? Hvad og for hvem. Så måske… Tilbage til start, til nul, fra ingentings stiplede linje, og uden at kunne se mere end få meter. I nogen retning, men slet ikke fremad. Et udsyn, en horisont der ligger få centimeter  foran næsen. Samtidig med at alt han bevæger sig igennem, er tungt af årenes skidt og møg. Det må være lidt som at gå i bad og komme renskuret ud i sit eget snavs. Og så gøre det igen. Og igen. Dén proces kan så gentages i det uendelige. Med det lille håb, at der vil vise sig et kighul; en vej gennem eller udenom de største samlinger tidssnavs. Så, måske, kan han med knasen og skurren komme op i andet gear. Se en smule længere frem. Se andre figurer dukke op. Der så, bekræftende, opløftende, nikker og vinker ham videre. På et tidspunkt kan han endda genkende enkelte personer. Måske. Håber han da at kunne. Det var og er jo ligesom meningen. Men nulstillingen og ekstremt nærsynet næsten manglende udsyn er åbenbart betingelserne. Dem går han uden videre med på. Alt andet er for sent. Der er kun én vej. Han håber at det er den rigtige. Hvilket egentlig siger sig selv. Der er ikke noget rigtigt eller forkert uden et valg. Der er bare fremad. Usikkert og fra nul, men er det ikke sådan altid? Han bumper, triller, halvblind afsted. Fyldt med optimisme. Om han har noget at have den i, optimismen, aner han ikke. Faktisk er han ikke engang sikker på, at det er optimisme hans noget er halvfyldt med. Han lukker balkondørene og går ned på gaden. Idet han træder ud på den stejle trappegade, endnu engang takker byen for dens virvar af gyder og smalle stræder; lige til at fare dejligt vild i for et godt ord eller bare et ord, kommer et formål glidende ind i hans tanker. Han bliver helt overrasket. Det burde han ikke blive. Det var for pokker undskyldningen for hele denne tur. Ikke at et ophold i Lissabon behøver en undskyldning eller bare noget der ligner. Dét ville være rendyrket uforfalsket vrøvl. Og den lidt for symbolske langsomme opstart, kunne blot være den ganske anderledes måde at være til på, der hører til byen og landet. Det med bare at glide med tiden, uden at prøve for enhver pris at overhale den. At lade tiden​ være sig selv. Ikke at mase sig foran, som ville det kunne lade sig gøre. Dét der gør ham så konstant træt og bekymret tilbage i Danmark. Tåbelige hasarderede indbildte triumferende motorvejsoverhalinger. Hvor man så alligevel ender med at blive passeret igen af de sløve bilister der ikke har travlere end tiden. Han småsmilede mens han gik ned mod centrum. Hvor blev selv hans tanker dog nemt så tungt symbolske, og hvor var det ligegyldigt. Men at han først nu, efter flere døgns blot sansning af byens mange tilbud til sanserne, kom i tanke om formålet, forklaringen, undskyldningen for denne tur… Der var jo, til en tvivlsom forandring, netop en årsag til at han var taget afsted. Det store mesterværk. Verdens bedste bog og dens forfatter. Og ikke mindst den aldeles virkelige person der var fulgt med. Som en slags pakkeløsning. Som om det var nødvendigt. Her. Nu. Men de ellers passende sig selv og passende rolige neuroner i hans hjerne, smed navnet som et es der ryddede bordet. Med en svag mistanke om snyd, som altid med den slags lidt overflødige trumfer. Det var jo Laurie han var på jagt efter! Laurie var navnet, der var hoppet ud af mesterens bog; den bedste i verden. En Laurie, der så vidt han vidste, var til at finde. Og så lige i denne by, af alle… Det var så symbolsk at det var for meget. Det var nok derfor, at et filter havde fået opstarten til at foregå så tilpas tæt på slet ikke fremad. Men med tid til at lade Laurie komme til syne, lige tidsnok til ikke at blive en plet på forruden. Det var hun nu alt for vigtig til. Selvfølgelig var det gået som det skulle. Var han måske ikke i Lissabon? Hvor tingene sker som de gør. Og ikke som de ikke skal. Med alle mulige mere eller mindre kunstige varianter og mutationer fra tiden lige nu. Der ganske pudsigt altid kom præcis til tiden. Ligesom navnet Laurie var dukket op i hans tanker da det passede. Både tiden, tankerne, og Laurie selv. Han gled ind og ud mellem bilerne på Avenida da Liberdade, på vej mod Alfama. Laurie var kommet for at blive, det var længe siden, nu var hun blot dukket op igen. En perfekt genindtræden på scenen, lige nu og her. Hverken før eller der. Eller andet ude af takt med tidens egen ufravigelige gang. Et behageligt tempo for et menneske. Han drejede om et hjørne i Alfamas labyrint. Og kom lige til tiden. En aften på hans Fado-restaurant, var lige hvad Laurie trængte til. Imorgen var der masser af tid til at følge med tidens spor efter Laurie. Han nikkede ‘Boa noite’ til de velkendte på stedet. Nu ville han nyde maden og musikken. Laurie ventede pænt udenfor. Et sted i hans hjerne eller hjemme på hotelværelset. Hun skulle nok være der. Ligesom verdens bedste bog og ham der havde skrevet den. Den slags forsvinder ikke bare. Ikke hvis man bare lader det være i fred. Og det var muligt her, om han så skulle, ganske dramatisk, gå op i andet gear. Nja, måske i morgen var lige så god som idag. Man og han skulle jo følge med tiden. Nulstillet. Som tid skal til tider. Han drak lidt vinho da casa tinto, og fadistaens sang om længsel og vemod skubbede Laurie væk. Nej, fik hende til at sætte sig ved siden af ham. Hun var god nok, hende Laurie…

LYRIK

LYRIK I

Lyrik er godt
Nok noget værre poesi
For ikke at skrive det rene
Digteri og så er det
Endda meningen med
En mening med
En snedig eller snurrig eller
Uden et es i skriften
Overrumplende alt
Om venden verden
Om alt i sidste
Ende der helst skal være
Sidste linje eller
Ihvertfald sidste
Afsnit begynder allerede
Her er alt
For tidligt til at bare én
Eneste mening
Under indigneret protest
Skulle kunne skabes uden
At være
Præfabrikeret indbygget
I det skabede skab
Eller den skuffende skuffe
Med en mekanisk mekanisme
Sløset skåret skabelon
Af en patetisk pragmatisk
Trold lige netop
Slaskende op
På en rusten fjeder
Over kanten under
Lavmålet for enhver
Fællesnævner og komplet
Befriet for selv den mindste
Mening om selv den
Allermindste snert af resterne af
Dén mening der hele vejen gennem
Lyrikken har gemt sig
Camoufleret som overbevisning
Fastlåst til poesi og
Vers uden rim bare
Urimeligt verserende fordomme
Som, og med et komma
Er et andet ord
For mening. Nu
Et punktum hvor
Vi dog slår os løs
Og i tøjret så galoppen
Dundrer bort bag hesten bag
En given, med tak, mening i mørket
Bag horisontens meningsløse hensigt
Og linjerne bliver længere og længere
Hvilket ikke er det samme som at natten
Ikke falder på. Midt i et punktum, og så et komma
Semikolon og kolon og anførselstegn “fremførsel af…”
Tre punktummer i streg som en streg – som sådan en anden
Mening var vi dog ikke snart færdige med al denne haven en mening, lyrikken, nummer 1, kobles fra med et klik eller to så der i det mindste er en ende at ane med markante meninger. Hvor om alting drejer sig, er det med garanti ikke meningen; dén er for malerisk makaber, malstrømmende muggen, og bare ikke af den mindste lyriske værdi. Så det ender med en mening i prosa, og lyrik nummer 1 forsøger forgæves en undvigemanøvre, med katastrofale følger. Det hele følges som dronen bevæger sig ind i området, låser sig fast på GPS-koordinaterne, føles som den fintfølende joystick jagter med næsten sindige men lydløse korrigeringer, mærkes pludselig få kilometer og nu med høj oplæsning fra det for måneder siden udpegede kryds, sulten sætter ind som de enkelte genstande bliver genkendelige, og nu er det på tide med et punktum. For dén mening der aldrig vil gå op, som solitaire for hele flokken med manglende kort; esset i ærmet som en øvelse i at forstå.
Og fortsætte med at vende kort efter kort.
Eksplosion efter eksplosion efter skærmen er
Eksploderet korrekt og med adlydende
Vilje til at ofre
Sig for når det nu er tastet
Ind at meningen er et
Tab uden poetisk retfærdighed
Men præcise koordinater godkendt
Af en leg på vers
Så begrebet pervers
Kommer tilpas på tværs
Tiltalende værdighed
Selvmål som endelig
Meningsløshed mere lindrende
Blindt tindrende på
Gravstens vandring og vending
Måske med næste sending
Blandes kortene med
Ord
Kabale med flerstemmigt
Kor.

LYRIK II

Såre simpelt sår
År forgår
Rim består
Og sådan kunne det blive ved hvis ikke lige
Det er tankespind og legetøj og plasticpind
Solen varmer mine knogler
Så bliver jeg glad
Traller rundt i timevis
Mørket ruller ind fra vest
Eller er det øst?
Glæden bliver sort og tavs
Den bliver til et lille punkt
Der bliver mindre og mindre
Så jeg skal skynde mig
For at nå med ind
Før det er for sent
Og flere år går
Med simple sår
Linjer med rim
Så fyld med had
I sekundet hvor punktet
Er væk

LYRIK III

Jeg er så lykkelig
At det halve kunne være
Mere end nok
Jeg er et pjok
Så meget at jeg
Giver mig selv
Daglige chok
Men det er ikke
Det vigtige det er
At jeg er
Og linjen er
Ikke længere
Kun
At jeg er
Det er nok
Så det halve kunne
Være
Meget mere

End nok
Linjen ender lykkeligt
Pjok med chok
Og meget mere

Halvt er nok

LYRIK IV

Poetik er teorien
Lyrikken er trykt
Samlinger udgives
Og genudgives
Eller bliver til
Nummer to tre fire
Ny poetik og teori
Duftende tryk i andet oplag
Prosa er knap så fint
Lidt for let og lidt for tit
Til at forstå
Nogle gange kan det også
Læses op uden at poetikken
Skal forklares og forstås
Læses op lige ud
Som var sproget en leg
Og ikke for viderkomne
Forkomne for følsomme
Sjæle i pinsel men bare
Banale fortællere der ikke
Har en poetik og teori
I baghånden eller baglommen eller bag
Facaden men foragteligt
Fri endda frejdigt intet fejler
Andet end den smitsomme sygdom at
Have noget at sige
Med sætninger sat sammen
Som var det en leg

Ikke blodig teori
Pulserende poetik
Lyrik i lag der ikke lige er
Lige til at læse eller læse

Op og ud
Som var det lige til
At gå til
Som var det bare
Leg med sprog

Som noget betagende
Fængende banalt
Næsten til at forstå

Men det er prosa
Ofte og alt
For populært til
At det kan være
Andet end for børn
Og barnligt banalt

Poetik og teori
Giver ord værdi
Simpel fortælling til tælling
Skamskudt grim ælling
Og smeltede tinsoldater

Fejes væk med årets tyndeste samling digte
Frådende med poetik og teori
Frelst af læserens uvidenhed
Om lyrik og litteratur

Kampen mod ligefrem banalitet
En litterær uendelighed
En smule trættende evighed

Voksne læser under dynen
Tvivlsomme historier til at forstå
Selv i lommelygtens alt for simple lys

En dag bryder ligegyldigheden løs
Dynerne smides på gulvet
Tvivlen kommer fortællingen til gode

Men hvad ved jeg
Uden poetik og lyrikkens spilleregler

Ællingen blev en fodnote
Tinsoldaten teoretisk

Dette er lyrik nr IV

Uden noget at fortælle om
Intet nyt fra dén front
Hvor slaget står og bølger frem og
Mest tilbage i mangel af
Bedre
Smagløst og foragtet af et flertal
Af et lille mindretal
Der læser biblen som
Teori og poetik og ikke
1001 nats eventyr

Eller bare som en god historie
Hvor tvivlen kommer læseren til gode

Kan man få en fortsættelse til biblen?

%d bloggers like this: